Coronation of a new queen!

[Deleted]

Solen stod højt på himlen og folket havde samlet sig i den store tronsal. Dette skulle vise sig at være en meget speciel dag! Nyheden havde spredt sig som ilden i det tørre græs, og mange havde valgt at møde op for at finde ud af, hvorvidt om dette faktisk skulle vise sig at være rigtigt eller ej. Det var på tide med en ny kroning af en ny dronning her til lands! En som selv Elanya var temmelig sikker på, kunne bringe landet til nyere højder, så selvfølgelig var det heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der bestemt heller ikke nogen tvivl om det i den anden ende!
Elanya sad i sin tronstol i den smukke og smaragdgrønne kjole, som tydeligt sad godt stramt over det nok så fyldige bryst og ellers hvilede slapt overe den temmelig store mave. Det var virkelig ved at være oppe over nu, hvor hun også tydeligt havde bidt sig mærke i den tydelige rumsteren i hendes indre. Det var nok meget godt, at dette var ved at gå mod sin ende, så selvfølgelig var det ikke noget som gjorde hende så lidt i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun vendte blikket roligt mod Jason, som hvilede i stolen ved siden af hende. Han kunne godt se ud som om at han bare ønskede at få det hele overstået nu, og hun kunne i den grad godt forstå ham. Hun tog roligt omkring hans hånd, hvor hun sendte ham et let smil. Det ville efterlade dem begge med den form for ro, som de begge tydeligt havde brug for. Silia ville meget snart indtræde stedet her iført de fine klæder, for det var jo trods alt også meningen at det hele skulle gøres ordentligt, så selvfølgelig var det ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun trak vejret dybt, som hun vendte blikket mod de store døre. Den røde løber var lagt ud, folk stod proppet på begge sider og snakkede indbyrdes, om hvorvidt om dette var en spøg, eller om det faktisk var noget som skulle til at ske, selvom det nu heller ikke var meget at rafle om? Elanya trak vejret dybt, som hun rettede sig op. Den anden hånd lagde hun mod sin mave. De små var virkelig ved at blive vilde, så hun glædede sig selv egentlig bare til at kunne give kronen, som hvilede trygt på hendes pande videre til den næste. Til den næste som hun vidste, ville gøre et utrolig godt stykke arbejde!

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason sad roligt på tronen ved siden af Elanya. Solens stråler lod sig kaste ind af det store vinduesparti og kastede en næsten ubehagelig varme over hans krop. På trods af at han endnu bar den ring som Lisa i sin tid havde skænket ham, som tillod ham at færdes i solen, så var det bestemt ikke behageligt for ham. Det var kommet en hel del mennesker. Han lod de isblå øjne spejde ud over mængden som alle stod og hviskede og pegede. Det var direkte irriterende. Han knyttede den ene hånd. Det var en stor dag og han ønskede at gøre alt rigtigt, men det ændrede ikke på det faktum at han bare gerne ville have lov til at trække sig tilbage, desuden brød han sig ikke om at lade Jaques og yasmya være alene for længe af gangen. Hånden gled roligt i Elas. Han gav den et stille klem, og sendte hende et stille smil. Tanken om at Silia var klar var kun noget som glædede ham. Selv sad han velklædt, i et par tætsiddende bukser og en løs skjorte. Hasns skuldre var prydet af tung kappe. I dagens anledning sad kronen på hans hoved, den som han ganske snart ville være tvunget til at give fra sig, ikke at det gjorde ham det mindste – tværtimod så glædede han sig kun. Det skinnende sølvkors hang som sædvanlig omkring hans nakke og lod lyset spejles i solens smukke skær. Han kunne mærke på Ela at hun var spændt og nervøs. Han bebrejdede hende ikke, for det var hendes familie som havde haft tronen i frygtelig mange år, og nu skulle hun overdrage den til en helt anden slægtning. Ikke desto mindre, så var han dog ikke i tvivl om, at hun i sidste ende ville blive glad for den beslutning hun havde taget. Han vidste at tiden nærmede sig. Ganske roligt endte han med at rejse sig. ”Kære Procianere. Det glæder mig meget at se så mange ansigter samlet på en dag som i dag. Min smukke hustru og jeg har holdt jer uvidende omkring denne dag og dets mening, men jeg vil nu løfte sløret,” startede han med en hævet stemme. Han vendte sig kort mod Ela og sendte hende et lidt opmuntrende smil, før han atter vendte sig mod folket. ”Procias har været igennem en hård tid. Maden har været knap, død efter anden har revet familier itu, skoven endte ufrugtbar og økonomien har ikke været til ressourcer. Nu ser vi endelig solen igen,” han gjorde gestus mod den strålende sol uden for. ”Skoven er atter frugtbar, landets børn render atter trygge rundt i gaderne, og endelig.. lader varmen til at være over os igen. Det er mig desuden en glæde at kunne bringe jer nyheden om et atter spirende landbrug! Der vil ske forandringer mine damer og herre. Procias trænger til forandring. Det er på tide at overdrage landet til ungdommen. Til en kvinde med et stærkt sind, et varmt hjerte og en frisk tankegang, og som jeg vil være stolt af at lade landet repræsentere,” endte han og nikkede roligt mod den mere tavse folkegruppe. Han gjorde gestus mod døren for enden ind til tronsalen, før han atter gled ned ved siden af Elanya, og blidt kyssede hendes håndryg.

[Silia D. Diamaqima]

Silia ventede tålmodigt ude for de tunge døre. Det var en smuk og klar dag. Hun havde været oppe før fanden fik sko på, men hun var nu ikke synderlig træt. Jophiel og hendes mor var blevet hjemme, hvilket hun ikke havde noget imod. Det ville ikke have været godt for nogle at have dem der, og desuden så havde jo sin kære far. Efterhånden var hun begyndt at blive temmelig rastløs. Tre vagter fulgte hende for hvert skridt hun tog, sikrede sig at hun ikke skulle komme noget til. Hendes mørke lokker var bundet op i en elegant frisurer, der kun afslørede hendes slanke hals, der var præget af et kors i en kæde. Hun havde fået det af sin far i sin tid, og det var måske ikke smykker som var en dronning værdi, men den slags havde hun aldrig gået særlig meget op i. Hun var klædt i en himmelblå kjole, der fremhævede hendes fyldige barn og brede hofter, og dog lang og elegant. Desuden havde den lange ærmer hvilket gav hende muligheden for at holde varmen, også selvom hun egentlig ikke frøs. Hun var nervøs. Hendes hjerte hamrede hurtigere end ti vilde hopper. Der var kommet mange mennesker, hun havde set dem dukke op, og nu hvor hun kunne høre Jason tale til dem alle sammen, så blev hun kun mere urolig. Hvad forventede de i virkeligheden af hende, og kunne hun leve op til det? Under alle omstændigheder måtte hun bide sig i læben og holde fast i sin selvtillid. ”Det er tid, MyLady,” hun vendte sig mod vagten som bukkede dybt for hende. Hun nejede stille og sendte ham et varmt smil. De 3 vagter stillede op omkring hende. En foran og en bagved. Hun hævede hovedet, og begyndte at gå idet dørene åbnede sig. De mange mennesker gjorde hende kun mere nervøs, også selvom det ikke var til at mærke på hende. Hun foldede hænderne foran sig, og fulgte vagterne ned af den røde løber, der førte til tronerne hvor Elanya og Jason sad. Hun smilte varmt til de nysgerrige blikke der så på hende som var det en vittighed. Det var nyt og det vidste hun godt, men hun skulle gøre sit bedste, det var helt sikkert! Roligt nåede de enden af den røde løber. Hun vendte sig atter mod befolkningen, nejede dybt som var hun den underlegne, før hun vendte sig mod regentparret og ydmygt faldt på knæ, for at vise sin dybe respekt, for den havde hun i den grad for de to!

[Deleted]

Elanya var glad for at dagen endelig var kommet. Selvfølgelig var det ikke fordi at hun kunne kaste byrden videre på de unge skuldre som den nu skulle falde på, men fordi at dette ikke var hendes plads mere. Den hvilede ved siden af en anden mand, og med en helt anden mening og mål end det som hun havde, ved at sidde på tronen. Jasons tanker hvilede helt andre steder, det vidste hun godt, for hun havde set hans blik glide mod døren så mange gange, så hun var temmelig sikker på, at det var noget som Jacques og Yasmya som måtte trække meget i ham. I så fald, så var det jo kun godt, at det snart skulle gå for sig på den måde som det gjorde, og det var noget som kun gjorde hende frygtelig lettet et sted, og det føles virkelig godt, selv i hendes verden! Hun vendte blikket mod Jason som han rejste sig og tog talen for folket, som tydeligt reagerede på Jasons tale. At det virkelig var sandt, at der skulle en ny kroning til, og at det var noget som de havde valgt at holde skjult for dem til nu, hvilket havde været med en meget god mening. Selv rettede hun sig en anelse op, som dørene blev åbnet og Silia måtte komme ind, hvor hun selv vidste at det var nu det skulle ske, og det var noget som kun gjorde det hele så mange gange bedre, også set i hendes øjne, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt.
Elanya endte med at rejse sig som Silia endte med at komme dem i møde, og selv endte med at gå i knæ. Et tegn på respekt, og det var vel også det som de alle havde brug for at forlade tronen med nu? Hun nikkede mod hende endnu en gang, som hun vendte sig mod Jason, som havde taget plads igen. Hun vendte sig mod Silia endnu en gang. ”VI har valgt at holde det hele tæt til brystet, for at sikre os for Silia Diamaqimas sikkerhed. Hun er blevet taget godt imod, og jeg håber og beder til at I gør det samme,” endte hun med en ganske sigende mine, som hun vendte sig mod folket som stod der. Flere valgte allerede at knæle – og ved at nogen gjorde det, så gjorde andre det også, og før man vidste af det, så var de alle gået i knæ. Elanya vendte blikket mod Jason og med det samme stille smil på læben. Lettelsen var i det indre, det var helt sikkert! Hun vendte sig igen i retningen af Silia. ”Det er et frygtelig stort ansvar som vi pålægger dine unge skuldre, mit barn. Der er mange som kræver og forventer meget af dig, men jeg ved.. såvel som jeg ved at min husbond gør det samme, at du vil gøre et godt stykke arbejde. Jeg lægger min lid i dine hænder, og beder dig tage dig godt af landet, dets ressourcer og dets fremtid,” fortsatte hun sandfærdigt.

[Silia D. Diamaqima]

Silia rejste sig ikke. Hun kunne høre den nysgerrige mumlen bag sig, men hun bebrejdede ingen, for det havde jo trods alt været en overraskelse for alle. De mørke øjne så ned på sine egne fødder. Hun ønskede virkelig kun at udvise den største respekt for kongeparret, for ikke nok med at de havde gjort deres absolut bedste for landet, så havde de ofret noget som kun få var villige til at ofre. Det var nu hendes tur til at ofre, og deres tur til at blive belønnet for de mange år de havde tjent dette land. Den store kjole faldt omkring hendes skikkelse. Hun kunne mørke solens varme stråler varme hende, hvilket faktisk var en beroligende følelse. Ud af øjenkrogen forsøgte hun at få øje på sin kære far, for hun tvivlede på at han ville gå glip af sin egen datters kroning! Hun lyttede til Elanyas ord. Hun kunne føle alt for mange blikke gennemborer hende. Ganske stille hævede hun blikket og så på den smukke dronning der stod foran hende, velvidende om, at hun ganske snart ville bære hendes byrde på sine egne skuldre. Nemt ville det ikke blive. Hun rejste sig ikke, det nægtede hun uden videre tilladelse fra de to. Hun kunne fornemme deres smil et sted bagved, hvilket kun var noget hun nød at se! ”Jeg er rede til at pådrage mig den byrde som i øjeblikket hviler på jeres skuldre, Deres Højhed. Jeg ved at hver enkel herinde, hver især, nærer forventninger til mig af den ene eller den anden art, og under alle omstændigheder, giver jeg et løfte om, at yde mit absolut bedste for leve op til disse forventninger, og komme landet til livs, ligesom dets borgere,” hun bukkede atter hovedet. Der var ingen spor af nervøsitet at sporer i hendes stemme, selvom hun i virkeligheden følte at hun næsten skælvede. Hendes far havde lært hende at skjule den slags, hvilket hun kun kunne prise sig lykkelig for nu om dage! Hvad der skete bag hende havde hun ingen idé om, hvilket et sted kun var mere pirrende, hun havde igen mulighed for faktisk at se hvordan de forskellige reagerede på nyheden om at hun ganske snart ville overtage tronen.

[Deleted]

Det var ikke fordi at denne kroning skulle have lov til at tage alt for lang tid, for hun vidste at Jason var stresset, og lige så var hun selv, selvom det hele selvfølgelig skulle have lov til at gå rigtigt for sig, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Endelig skulle de få sig den velfortjente frihed, selvom hun selvfølgelig ønskede at hjælpe Silia så meget som det nu var hende muligt, også fordi at det virkelig kunne tage utrolig lang tid at komme ind i det hele, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun trak tilfredst på smilebåndet, som hun hørte Silias ord. Det var ord som selv varmede hende, for det var noget af et løfte set i hendes øjne, så selvfølgelig var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, så var det jo trods alt noget som virkelig glædede hende! ”Det er store ord mit barn.” Hendes ord var om ikke andet, så kun en lille konstatering, men ikke desto mindre, så var det jo bare sådan at det var. Hun lagde roligt hånden mod hendes skuldre, som hun vendte blikket mod Jason. Han sad i den kongelige kappe, som skulle gives videre, som det var hendes krone som skulle placeres på Silias hoved. ”Jeg ved, såvel som min Konge, at du vil påtage dig arbejdet på dine unge skuldre. Du er ung mit barn, du har en nyere tankegang som vil gavne landet bedre end hvad vi vil være i stand til. Derved ser vi kun muligheden som bedst mulig, at overrække det hele til dig. Jeg lægger min lid i dine hænder, og selv du må huske at hjælpen altid vil være at finde,” endte hun sigende, som hun sendte hende et let sigende smil. Der var lidt af en hentydning i hendes ord, for hun skulle nok få lov til at finde hjælpen hvis hun søgte den! Hun vendte blikket ganske sigende mod Jason. Nu var det her han skulle hjælpe. Selv endte hun med at knæle overfor Silia. Det var jo trods alt.. hendes tur til nu at knæle foran den nye dronning af Procias.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason blev roligt siddende i sin trone mens han lod Elanya tage over for nu. Folkene i salen, reagerede meget blandet, både med lettelse og hengivenhed, han vidste jo godt, at de ikke havde været glade for særligt ham, mest på baggrund af sin dvasianske rødder. Kongekappen tyngede has skuldre. Han glædede sig frygtelig meget til at komme af med den, og give den videre til den unge kvinde som sad på knæ foran ham. De isblå øjne hvilede på den unge kvinde. Hun viste ganske vidst ikke sin nervøsitet tydeligt, men han kunne høre hendes hjerte hamre hurtigere end ti vilde heste. Han lod Ela gøre sin mindre tale færdig. Det lille smil spillede over hans læber ved Silias ord. Hun var i sandhed som sendt fra himlen, og han betvivlede ikke på noget tidspunkt at hun ville holde ord. Ganske roligt rejste han sig fra tronen, og stillede sig ved siden af den nu knælende Elanya. ”Rejs dig mig barn,” han lagde hånden under hendes hage for at hjælpe hende op fra den knælende stilling. Hun var nu den der skulle rejse sig. Det var hendes tur til at overtage tronen, overtage landet og hvad der måtte følge med. Ganske snart ville han knæle for en forbandet und kvinde, og han havde end ikke noget imod det, fordi han vidste at hun var respekten værdi. Tanken om at han snart kunne trække sig tilbage med sine børn, til et trygt sted, var det der motiverede ham, og så det faktum at han ønskede at gøre dette rigtigt for Silias skyld, hun fortjente det. Han tog roligt omkring sig krone, hævede den over Silia.”Som i alle ved. Så vil denne krone ligge frit på min trone, til der en dag vil være en til at stå ved den nye Dronnings side, og vogte over hende, som enhver ægtemand har sin pligt, samt vogte over landet og holde hånden over jer,” han vendte sig roligt og lagde kronen på tronen. Han kunne næsten føle lettelsen vælde ind over ham, i samme øjeblik han tog sig af. Derefter vendte han sig atter imod Silia. Han løsnede kongekappen og tog den bort fra hans skuldre, hvilket lettede ham for den sidste byrde. ”Denne kappe skal varme landets Dronning, give hende mod til at vogte over jer hver især,” han svang den om bag Silia og lagde den roligt over hendes skuldre. Det næsten stolte smil prydede hans læber, for han var virkelig stolt!

[Silia D. Diamaqima]

Silia forblev i knæ eftersom hun ikke var blevet bedt om at rejse sig, og indtil den krone sad på hendes hoved, så var hun blot en ganske almindelig ung kvinde. Det drejede sig dog kun om minutter. Bagved kunne hun høre en masse hviskende stemmer, men hun kunne ikke høre hvad de sagde, eller se deres ansigtsudtryk hvilket gjorde hende urolig, selvom både Elanya og Jason virkede ganske rolige omkring det hele. Det var klart, de ville endelig lettes. ”Jeg takker Dem, Deres Højhed,” endte hun blot kortfattet. Hent ville der altid være at finde, det betvivlede hun slet ikke, både fra dem men også når det kom til andre som var omkring hende. Hendes hjerte bankede virkelig hurtigt nu hvor tiden nærme sig. Hun fornemmede Jasons skygge over hende, og hun kunne høre den stolthed i hans stemme, som havde det været hendes egen far der havde talt. Kongekronen ville blive liggende på den trone, til en mand en dag ville tage over. Til den tid ville hun ikke længere være enevældig, et sted så glædede hun sig næsten, for hun vidste at hun før eller siden måtte finde en konge, også selvom det var noget hun havde tænkt sig at overveje nærmere senere. Hånden under hendes hage var noget som langsomt fik hende til at rejse sig. Hun så kun kort på Ela som sad og knælede ved siden af, før hun lod de mørke øjne møde Jasons. Hun følte den varme kappe ligge sig omkring sine skuldre. Eftersom det var Jason der havde båret den, så var den kun lun, men under alle omstændigheder så varmede den behageligt i samarbejde med solens lys. Hun sagde intet men blev blot roligt stående, med hovedet bukket i den dybeste respekt for kongen der stod foran hende. Hele hans aura skreg ud omkring den lettelse som han måtte føle i sit indre, nu hvor han endelig fik friheden tildelt, og faktisk ville være i stand til at være far for sine børn. Det var stadig lidt uvirkeligt.. som om det endnu ikke var gået op for hende hvad der faktisk var ved at ske, hvad hun havde sagt ja til, og nu viet sit liv til. Hun skulle nok klare det. Hånden søgte stille op omkring hendes kraveben hvor korset hang. Hun greb om det, forsøgte at finde en trøst i sin tro, for den havde hun bestemt ikke givet slip på endnu!

[Deleted]

Elanya følte allerede lettelsen i det indre, kun fordi at hun vidste at Procias ville være i rigtig gode hænder når det kom til Silia, og det var selvfølgelig en tanke som hun faktisk kunne trøste sig med i den anden ende. At knæle var måske ikke ligefrem det nemmeste, men det skulle gøres! Nu var det nemlig Jasons tur. Procias havde altid været mandsdomineret, også selvom det morede hende temmelig meget, at hun havde siddet med et enevælde igennem temmelig mange år igennem hendes liv, også selvom det var noget som et sted virkelig måtte more hende i den anden ende. Det rumsterede virkelig i hendes mave, selvom det var noget som hun måtte tage hensyn til bagefter, for det var slet ikke noget som hun fik noget ud af lige nu. At knæle for Silia, var noget som hun uden tvivl ville kunne gøre med respekten, for den var helt klart også fortjent, det vidste hun udmærket godt, og selv hun ville stå fast på at hjælpen altid ville være at hente, og så længe at Silia vidste det, så var det selvfølgelig det bedste af det hele! Jason var lettet.. Det var noget som hun tydeligt kunne høre på hans stemme, samt den måde som han bar sig frem med. Han ønskede at trække sig med sine børn, og selv regnede hun bestemt heller ikke med at den kære Phoebe ville have noget imod at skulle bryde op i deres ægteskab, så de igen kunne gå hvert til sit og tilbage til det liv som de havde et andet steds. Jason skulle selvfølgelig starte op forfra, men han ville faktisk have muligheden for at være far for sine børn og tilbringe den ventede tid sammen med dem. Hun trak vejret dybt, som hun roligt sænkede hovedet, så det gik i skjul bag den krone som hun bar på hovedet – den selv samme som skulle gå videre til Silia om bare ganske kort tid, også selvom det helt klart var.. underligt for hende at skulle give tronen videre på den måde, men hun fandt det som bedst, og der var ingen som gjorde det bedre end Silia Diamaqima, det var hun fuldkommen sikker på. Ganske roligt satte hun sine knæ i jorden, hvor hun roligt hævede hænderne som tog omkring kronen, hvor den forlod hendes hoved, kun for at række den op over sig, så Jason kunne tage imod den, og give den rettemæssigt videre. Folk tog hun sig ikke af. Hun havde aldrig været så sikker på en beslutning som hun var i denne stund!

[Jason Elvana Nimanhra]

Der ventede ham kun en ny start. Selvfølgelig smertede det ham at han ikke havde muligheden for at komme hjem til sin kære Lisa, og tage sig af børnene sammen med hende.. Tanken havde faktisk knust ham til dette øjeblik. Med Silia så han lys for enden af tunellen, han kunne næsten fornemme sine børns kærlige omfavnelse når først de havde fundet et sted hvor de alle kunne være, og han ville være i stand til at gøre dem trygge og sikre, som han havde lovet sin kære Lisa før hendes bortgang. Blikket hvilede mod Silia. Hun var virkelig blevet en smuk, ung kvinde, og hun havde i den grad en intelligens som overgik langt de flestes. Han betvivlede ikke, at de havde gjort det rigtige ved at trække sig, og i stedet lade hende finde sig til rette på tronen. Kappen gled omkring hendes skuldre. Et sted så var han fuld af iver. Senere ville han tage sine børn ned til søen på denne flotte dag, og være der for dem som en far burde være for sine børn. Han så ned på Elanya som rakte ham den smukke krone. Det var på tide at give den videre til en ung sjæl som ville kunne bære den byrde som det var! Han tog den til sig og holdt den over hovedet på Silia. ”Se på mig mit barn,” bød han roligt og mødte hendes blik på halvvejen. ”Vi ligger nu vores lid i dine hænder, med troen om at du kan varetage dette land og dets borgere. Jeg taler på både min og min smukke hustrus vegne. Følg dit hjerte, kun det er den rigtige vej,” han nikkede stille mod hende, før han langsomt valgte at fører kronen på hendes hovedet, og indramme den elegante frisurer hun havde fået sat. Det var som om at ti tunge sten forlod hans bryst. ”Sæt Dem i Deres trone Deres Majestæt. Hils på den bedre halvdel,” han kyssede hendes pande, før han valgte at bytte plads med hende, så ham ligesom Elanya kunne glide i knæ for sin nye dronning. Det store smil var slet ikke til at skjule, for han elskede tanken!

[Silia D. Diamaqima]

Silia forstod virkelig ingenting. Det var stort. De blå øjne så ind i Jasons ligesom han havde budt hende. Det var stort at have et stærkt kongepar som Elanya og Jason til at tale for sig, til at sætte den krone på hendes hoved. Det måtte være mærkeligt for dem. Faktisk undrede hun sig lidt over sine egne tanker. I virkeligheden var hun ikke meget til stede i det som foregik, men mere i et væld af tanker og følelser. Hun havde faktisk ikke regnet med at det ville blive så forbandet overvældende. Før hun vidste af det følte hun kronens vægt på hendes hoved. Det var som et sus der strøg igennem hele vejen igennem hendes krop. Hun gispede en anelse efter vejret, det blev pludseligt meget trængt, også selvom hun endnu forholdt sig fuldkommen roligt, og blot sendte ham et lidt varmt smil. Ganske roligt vendte hun sig langt om længe mod befolkningen der stod med både overraskede og til dels begrejstrede blikke. Det var om ikke andet et navn som de var i stand til at acceptere på tronen, hvilket selvfølgelig kun glædede hende! Det at se både Elanya og Jason knæle for hende.. for hende! De havde næsten været der som enorme rollemodeller hele hendes liv og nu sad de begge og knælede for hendes fødder. Hun sendte dem alle et varmt smil ”Det er en opgave jeg har valgt at tage på mine unge skuldre. Jeg ønsker ikke at bebyrde jer alle med lange taler, som min kære far ellers var kendt for. Jeg lover jer højt og helligt at jeg vil følge mit hjerte, og gøre hvad der er i landets bedste interesse såvel som dets borgere. Sir Jason nævnte før at der skulle ske forandring, det er sandt. Vær beredt,” bad hun blot til sidst og nikkede dybt med hovedet mod befolkningen. Hun vendte sig roligt mod den smukke trone som fint stod klar til hende. Med blikket hvilende mod folket, valgte hun ganske roligt at glide ned i den varme stol. Det var magi! Hun kunne næste føle den flyde igennem sin krop med blodet rundt, så hver lille del lod sig varme af fornemmelsen. Først nu gik det op for hende hvad hun i virkeligheden var gået ind til, og det føltes endnu mere som en fantasiverden end noget som helst andet!

[Deleted]

Procias havde altid været mandsdomineret, også fordi at det faktisk havde været på Elanyas eget ønske, men ikke desto mindre, så var der ikke noget som hun havde at sige mere. Hun havde på ingen måder fortrudt at hun havde valgt Silia til opgaven, og det var også tydeligt at mærke på Jason, at han selv glædede sig til at kaste den tunge kappe fra sig, og stille kronen – som han allerede havde gjort, men det var nu heller ikke noget som hun kunne sige noget til i den anden ende. Hun vendte blikket roligt mod dem, som Jason tog kronen i sine hænder. Det kunne godt være at deres ægteskab havde været skuespil fra galleriet, men ikke desto mindre, så var han og ville han altid været en mand som hun virkelig holdt forbandet meget af, selvom det virkelig nagede hende, at han ikke havde Lisa at vende hjem til, som hun havde Jared, men.. sådan var det nu og da. Kronen gled roligt på Silias slanke pande, hvor hun tydeligt kunne mærke lettelsen i sit eget sind; Det var overstået. Pladsen var skænket videre, og det var virkelig ikke en tanke som hun havde det mindste imod i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun sænkede roligt hænderne igen, som Silia og Jason måtte bytte plads, hvor han selv gled på knæ ved siden af hende, hvor de valgte at bukke for den nye dronning af Procias. Det var virkelig starten på en ny æra, og det var bestemt noget som hun ville se frem til i den anden ende, så var det jo selvfølgelig bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun lukkede øjnene ganske let. ”Knæl for den nye dronning af Procias,” endte hun sigende, som hun selv sænkede hovedet endnu en gang i et tegn på en tydelig respekt for den unge kvinde som havde valgt at tage pladsen på det som mere eller mindre.. altid, og nu var det ikke længere hendes. Hun måtte erkende, at det var noget som virkelig glædede hende, for hun kunne endelig føle sig fri! ”Deres Højhed,” afsluttede hun endeligt, hvor folket begyndte at gøre hende kunsten efter, hvor de endte med at knæle lige så, så Silia var den som sad højst i salen – hvilket helt klart også var meningen!

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason følte virkelig en kæmpe lettelse ved følelsen af at have frie skuldre. Man kunne roligt sige at han havde ventet på dette øjeblik i frygtelig lang tid. Om ganske snart ville han være i stand til at ligge den ring som ikke ligefrem havde været en byrde, men som på mange måder havde holdt ham tilbage. Elanya havde været en god hustru, men han ville glædeligt overdrage hende til Jared, og lade ham tage over. Nu ville han være sine børn hengiven. De ville have deres far helt for dem selv, for det var han ganske sikker på at de alle havde brug for efterhånden. Han ønskede at hjælpe dem igennem den sorg som han de var blevet udsat for. Salen endte alle med at knæle ligesom ham og Elanya selv havde gjort. Han var ikke længere Procias konge, nu var kronen givet videre, og Jason måtte erkende, at han havde fuld tillid til at hun ville gøre jobbet til perfektion! Men ligesom alle andre havde han også umådelig høje forventninger til hende! ”Deres Højhed,” med gav han roligt ligesom alle andre valgte at gøre det. Det føltes rigtigt at lade Silia sætte sig på den ene trone, den anden ville blive taget tids nok, når hun engang selv ville have fundet ud af alt det der førte med titlen. Ganske stille rejste han sig. Det var ikke fordi han ville flygte, men han brød sig ikke om at lade børnene være alene for længe og slet ikke Jaques og Yasmya når de var så ustabile. Silia havde skænket ham en eliksir som han var nødt til at prøve, ellers så måtte han forsøge at tvinge blod i dem, desuden skulle de andre børn jo også have en opmærksomhed. Det var bestemt ikke nemt. ”Undskyld mig Deres Højhed. Jeg ønsker Dem alt held og lykke,” han bukkede dybt for hende, før han greb omkring Elanyas hånd. ”Følg mig, kære. Lad os give hende lidt tid,” endte han sigende og førte hende næsten tilbage på benene. Han glædede sig virkelig til at kunne slappe af, uden at være præget af den dårlige samvittighed over at lade Elanya selv med det det hele! Han begyndte roligt at fører hende med sig ud af salen. Visse fulgte deres eksempel, andre blev siddende på knæ foran Silia. Det skulle nok blive godt – uden tvivl!

//Out

[Silia D. Diamaqima]

Det var en frygtelig mærkværdig oplevelse, at sidde der som en ung kvinde som altid havde levet i skyggen af sin kære far, og nu selv stod foran en stor del af Procias befolkning og et gammelt regentpar der faktisk gik i knæ for hende. Et sted så følte hun slet ikke, at hun var en så stor respekt værdi, men det var trods alt en del af arbejdet, hvilket hun jo selvfølgelig var klar over. Ganske roligt blev hun siddende i den bløde trone og så hvordan de alle gled i knæ for hende, og kaldte hende ved en titel, som hun aldrig havde turdet drømme om ville blive hendes. Efterhånden var hun begyndt at falde en smule mere til ro, mest fordi hun lod sin selvtillid vokse, nu hvor hun selv var i stand til at se deres ansigtsudtryk. I det store og det hele lod det til at opbakningen var stor, men hun var ligeså klar over, at det end ikke var halvdelen af Procias befolkning, og der var jo nok en grund til at de havde valgt, ikke at dukke op for at se til rygtet. Hun betragtede roligt Jason rejse sig. Det forundrede hende ikke, at han gerne ville tilbage til børnene, og særligt med henblik på Jaques og Yasmya som ikke lod til at have det frygtelig godt. Hun nikkede blot roligt mod ham, næsten som havde hun skulle givet en tilladelse og fulgte dem med blikket, som valgte at følge hans eksempel. Selv blev hun endnu siddende. Når først hun ville blive ladt alene, så kunne hun gå i gang med at finde ud af en plan. Desuden så havde hun efterhånden et enormt behov for at se sin far efterhånden, hun havde været lidt skuffet over ikke at kunne se ham i mængden, hvor hun ellers havde regnet med at han ville stå. Hun hævede hånden ganske stille, og lod fingeren berøre den smukke krone. Det var stadig en frygtelig underlig følelse faktisk at bære den, også selvom hun ikke direkte følte den som en byrde. Nå ja det var den første dag.. om ganske kort tid ville indstillingen muligvis være en anden. Det måtte tiden jo vise! Ganske roligt begyndte flere og flere at forlade salen. Senere ville hun være tvunget til at holde en større tale og så videre. Hver ting til sin tid, for nu skulle hun blot sidde der og så køn ud!

[Deleted]

At komme ned i knæ, var en ting, men at komme op, var straks en anden, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Elanya blev siddende med hovedet bøjet foran Silia. Hun var slet ikke i tvivl om at denne unge kvinde skulle formå at udføre jobbet til største perfektion! Hvis hun bare mindede lidt om sin egen far, så ville Procias være i frygtelig gode hænder, og det var bestemt også en tanke som hun virkelig følte, at hun kunne trøste sig med, så var det selvfølgelig det som gjorde det hele så meget bedre for hendes vedkommende! Hun følte lettelsen.. Hun vidste hvad hun nu havde at forholde sig til, og det var klart det bedste. Jason behøvede slet ikke at sidde igen med en følelse af samvittighed, fordi hun havde siddet med meget af det, for han havde helt klart også haft så skræmmende meget at se til, at man skulle tro at det måtte være løgn i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At Jason rejste sig, fangede hendes opmærksomhed, hvor hun roligt lod ham hjælpe hende op at stå. Ringen kunne lægges nu og Jason kunne være sammen med sine børn. I det store og hele, så gik hun bestemt heller ikke ud fra, at det var noget som gjorde ham det mindste i den anden ende. Hun nikkede sigende, som hun vendte blikket mod Silia. ”Selvfølgelig..” Hun nejede ganske let for Silia, også som en form for undskyldning og med hendes nik, så gik hun skam også ud fra at det var tilladt dem at skulle gå nogle steder, hvilket hun faktisk også havde det helt fint med i den anden ende. Hun tog roligt omkring Jasons hånd, som han førte hende med sig ud af salen, hvor mange andre gjorde dem kunsten efter, selvom det slet ikke var noget som rørte hende. Hjælpen ville altid være at finde, og selvfølgelig stod hun klar med en hjælpende hånd, hvis det skulle blive nødvendigt, så ville hun selvfølgelig stå der! Hun forlod stedet sammen med Jason. Endelig så det hele ud til at lysne en smule!

//Out