Coronation of a new queen!

[Nathaniel Diamaqima]

Det kunne godt være at Nathaniel ikke havde været til at se, men han havde i den grad været til stede! Under ingen omstændigheder, ønskede han at skulle gå glip af hans egen datters kroning til landets dronning! Det var bestemt ikke noget som man så hver evig eneste dag, så selvfølgelig var det ikke noget som han kunne sige noget til! Han havde set det hele, han havde set de forhåbningsfulde blikke, han havde set og hørt folk mumle og snakke, også selvom det bestemt ikke var noget som behagede ham. Tvært imod, så var det faktisk noget som gjorde ham direkte arrig, for det var for pokker hans datter de snakkede om! Og det var noget som han slet ikke kunne have med at gøre! Lige der skulle de virkelig være glade for, at han ikke kunne gøre noget som helst, men kun holde sig i baggrunden. Det var jo trods alt.. kun hans egen datter, som faktisk var i stand til at se ham.
Som folk begyndte at forlade salen, hvilket næsten automatisk skete i takt med at Elanya og Jason havde gjort det, tillod ham endelig at skulle vise sig, så selv Silia kunne se at han var der. Hun var jo trods alt også den eneste som kunne se ham, så selvfølgelig var det også af den grund, at han var mere omkring hende, end han var omkring Liya og Jophiel, også selvom det slet ikke var fordi at han ikke elskede dem lige så meget, for det gjorde han da i allerhøjeste grad! Ganske roligt så han til hvordan de sidste forlod salen, hvilket gjorde, at han endelig kunne være lidt alene med hende. Hun havde været omringet af alt for mange siden hun var dukket op på slottet her til morgen, så det havde slet ikke været en mulighed for ham at kunne snakke med hende inden kroningen, så var det jo bare at gribe muligheden når den endelig bød sig – ligesom i denne stund, så selvfølgelig var det slet ikke noget som gjorde det bedre for ham på nogen måde! Ligesom alle andre, endte han med at stoppe op foran hende, hvor han roligt gik i knæ, hvor han knælede for hende. ”Deres Højhed,” endte han roligt. Ret skulle være ret, og han respekterede i den grad også sin datter, for andet havde han da slet ikke nogen grund til overhovedet!

[Silia D. Diamaqima]

vSilia spejdede ud over mængden der langsomt forsvandt i takt med Jason og Elanya. Hun havde ikke set sin far, og det ville både undre hende og skuffe hende på samme tid, hvis det skulle vise sig, at han slet ikke havde været der, for hun kunne godt bruge den form for varme støtte, nu hvor hverken Jophiel eller mor stod der. Et sted gjrode tanken hende også urolig, for hvis han ikke var i salen, så var han hos mor, og så skulle noget virkelig være galt! På trods af de bekymrende tanker, så var hendes læber skilt i et varmt smil, der var henvendt til alle som langsomt forlod salen og til sidst ende med at lade hende sidde fuldkommen alene. De mørke øjne gled sig omkring. Der stod nok et hav af vagter uden for de tunge døre, men for nu var der ingen anden. Smilet falmede langsomt. Et suk forlod hendes læber, som hun ganske stille lod hånden løbe over det bløde stof der udgjorde kongekappen. Solen stod så højt på himlen som den ville komme. Hun så ud af det store vinduesparti og ud over det smukke land, som nu hvilede i hendes hænder. Det var virkelig noget af en ansvar! Hun hørte end ikke sin far komme imod hende, for nu hvor han var ånd, og hun sad optaget i sine egne tanker, så var det svært at være opmærksom.
Den varme, velkendte stemme træk omgående hendes opmærksomhed til sig. Hun betragtede den faderlige figur som sad på knæ for hende. Det var for mærkeligt! En ting var alle de mennesker, og Jason og Elanya, men hendes egen far skulle ikke glide på knæ for hende! Silia bed sig en smule usikkert i læben. ”Far..” endte hun med en lidt opgivende tone. ”.. Vær sød at rejse dig,” bad hun stille. Hun rejste sig stille fra tronen og løsnede den tunge kappe, for den var virkelig varm! ”Jeg troede ikke du var her,” erkendte hun med et underliggende 'undskyld' i sine ord. Hun vidste jo godt at han ikke ville blive væk, men hun kunne ikke lade være at frygte det. Hun trådte od ham, og lyttede til de lette skridt der gav rungende genlyd i den store og nu frygtelig tomme sal. Dette var hendes nye hjem, og selvom det var en mærkværdig tanke, så skulle hun nok vænne sig til det før eller siden.

[Nathaniel Diamaqima]

Endelig havde Nathaniel en oplagt mulighed for at skulle opsøge Silia, og faktisk vise sig, uden at det skulle gå udover hende. Enhver so ville se hende snakke til ham – med andre ord, nærmest stå og snakke med sig selv, ville da tro at hun ville være rablende vanvittig, og det var slet ikke noget som ville hjælpe dem på nogen måde! Han vendte blikket mod hende, som han endelig var endt med at glide ned i knæ for hende, som han valgte at knæle for hende, ligesom så mange andre. Han kunne virkelig ikke være noget andet end stolt over sin datter! Og dette var bestemt ikke noget som han ønskede at gå glip af, hvis det var noget som han ellers kunne forhindre og nu hvor han.. svævede mellem livet og døden på den måde, som han nu gjorde, så var det bestemt heller ikke et problem for ham, at skulle være der og faktisk.. tage del i den glæde og den del af sin datters liv. Han rejste sig roligt ved hendes ord, hvor det morende smil alligevel måtte brede sig på hans læber. ”Jeg kunne ikke lade være,” endte han roligt, som han lod hende komme ham i møde. At hans lille pige var blevet så stor, var en tanke som han havde svært ved at forstå, men ikke desto mindre, så var det noget som virkelig gjorde ham stolt! Han kunne bestemt heller ikke være andet! Han lod hovedet søge let på sned, hvor han sendte hende et stille, dog ganske overbærende smil, for der var ingen grund til at hun skulle undskylde for noget som helst! Han kunne trods alt spore det i hendes stemme. ”Troede du virkelig, at jeg ville gå glip af min egen datters kroning? Selvfølgelig var jeg her.. Jeg har været her hele tiden,” endte han sigende. I denne stund, manglede han pludseligt, at stryge hendes kind, vise hende med berøring at han var stolt, for.. det var jo noget som han ønskede at hans datter skulle vide! Og han ønskede at hjælpe hende! Elanya og Jason gjorde det perfekte valg.. Jeg er sikker på, at du nok skal gøre det godt,” endte han sigende, som han roligt foldede hænderne over hans ryg. Han vendte endnu en gang de mørke øjne mod hende. At svæve i den verden han gjorde, var faktisk smertefuldt nok som det var, men ikke noget som han tænkte over. Han ønskede at støtte og hjælpe sin datter!

[Silia D. Diamaqima]

Det var bestemt ikke altid nemt at være i hendes sko. Ikke nok med at hun nu havde et land at tage sig af, hun havde også de døde omkring sig konstant, og det skulle hun ligeså sørge for at holde som en hemmelighed, for de fleste ville jo tro t hun var lige så skør som sin mor i sidste ende, og det var bestemt ikke hvad hun havde brug for nu. Hun var dog glad for at se sin kære far, også selvom hun havde været lidt skuffet over, ikke at se ham i menneskemængden der for et kort øjeblik siden havde fyldt kammeret. Silia betragtede ham bare med et lidt uimponeret og næsten træt blik, for hun hadede at se ham gå i knæ for hende, når han var den som havde opforstret hende, og været med til at gøre hende til den hun var blevet til.. i samarbejde med hendes mor selvfølgelig. ”Du skal ikke gå i knæ for mig,” gentog hun bare en smule fast, også selvom hendes læber endte med at skilles i et smil. Hun gik ham roligt i møde, ærgrede sig over at hun ikke var i stand til at omfavne ham, eller søge den trøst som hun havde brug for i øjeblikket. Hun sukkede tungt, ligefrem opgivende og så ud over Procias fra det store vinduesparti. Der var en helt anden ro over landet, end hun mindedes at have set før. ”Nej det.. Jeg går ud fra jeg bare er lidt paranoid når jeg ikke kan holde øje med mor,” påpegede hun og trak svagt på skuldrene. Hun ønskede jo ikke at der skulle ske familien det mindste, hverken Jophiel eller mor. Hun foldede hænderne høfligt foran sig, og vendte sig mod sin far med et næsten.. overvældet blik. At høre det fra Ela og Jasons desperate væsner var en ting, men fra sin egen far, så var det virkelig noget stort. Hun nikkede stille. ”Tak far. Jeg håber at du har ret,” blikket søgte mod tronen ved siden af hendes, som stod tom. Hun var ung og uerfaren. Før eller siden måtte nogen indtage den plads, for dette var for meget for selv hende. Hun sukkede. En dag af gangen. Det var hun bare nødt til!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel ønskede virkelig kun alt det bedste for hans elskede datter, om det så betød at han skulle være omkring hende og lege hendes lille usynlige rådgiver, for han vidste, at det kun blev nødvendigt, sådan som landet så ud i denne stund. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget, for det ville give hende en oplagt mulighed for at finde sig selv, en egen identitet, og ikke længere leve i hans skygge, for det vidste han udmærket godt, at hun gjorde. Han vendte blikket roligt mod hende og med det lette smil på læben. ”Det skal jeg så huske til næste gang,” endte han med et stille smil. Selv i denne stund, ville han gøre alt for at kunne omfavne hende, være der for hende, for et sted så var han.. og så alligevel ikke, og det var noget som virkelig måtte irritere ham for øjeblikket! Han vendte blikket mod hende. Det kunne godt være, at hun var uerfaren og han vidste godt, at på tronen, var man tydeligt mest værdsat ved at have en mand ved sin side. Han lod hovedet søge let på sned. ”Jeg kan godt holde lidt øje med dem – uden at komme for tæt på, Silia. Mor tog beskeden hårdt, men.. hun vil acceptere det. Specielt når hun ser hvad hendes unge datter vil være i stand til,” endte han roligt og med det lette smil på læben. Jason og Elanya havde atter en gang fået deres frihed, og han yndede dem, for det var virkelig hårde odds, som de havde haft at slås med, hvilket bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det nemmere for dem på nogen måde. Han nikkede sigende mod hende, hvor han hævede hånden, som han forsøgte at stryge over hendes kind, også selvom han vidste, at han slet ikke var i stand til at ramme, hvilket et sted virkelig irriterede ham. ”Jeg ved det. Du er lige hvad tronen her har brug for, min pige. Hvis du vil, så vil jeg rigtig gerne hjælpe dig,” tilføjede han roligt. At finde en mand, var nok ikke det bedste tidspunkt at bringe det på banen på, men han vidste, at de fleste som hun ikke havde som støtte endnu, ville se hende styrtet, og det ønskede han på ingen måde! Hun havde brug for en mand ved sin side, selvom det nu heller ikke var noget som han havde presset på med til nu, og det var noget som han på ingen måder ville begynde med bare sådan. ”Betragt mig som.. en usynlig rådgiver,” tilføjede han med et skævt smil på læben.

[Silia D. Diamaqima]

Tiden fremover ville ikke blive let, det vidste hun allerede, og det var ikke fordi hun ikke var rede til den udfordring, men under alle omstændigheder ville hun få brug for en guide, en med erfaring, og hvem var bedre til det, end hendes kære far? Dog ville hun i sidste ende gøre det til sin egen beslutning, for det var hende som skulle vandre ud af den skygge hun stod i. De mørke øjne hvilede mod det prægtige land uden for vinduet, oplyst af formiddagssolen. ”Tak,” mumlede hun blot kortfattet, fanget i sine egne tanker. Kronen var tung, men den var smuk. Hun kunne se den reflektere solens lys uden fra. Der var mange ting at tage sig af. Først og fremmest skulle hun se på de små områder, hun havde selvfølgelig allerede gjort sig overvejelser, der alle bundede i økonomi. Tanken om at hun før eller siden skulle have en mand ved sin side, var en som hun havde valgt at nedprioritere, selvom hun godt vidste at det gjorde hende ekstra udsat, eftersom hun var ny og ung, og det var nu man ville tage sin chance inden hun blev for dygtig til sit hverv. Silia vendte sig mod sin far. Hun nikkede stilfærdigt. ”Hun er stolt af mig og elsker mig.. jeg ved det godt far, jeg bryder mig bare ikke om at se hende på den måde. Hun skjuler det godt, men jeg kan se morlysten i hendes øjne konstant, frem for det kærlige glimt, når hun ventede i køkkenet med 10 forskellige tærter. Hun mangler dig virkelig far” tilføjede hun stille. Læberne var endt med at skiltes i et lille smil ved barndomsminderne. Liya var måske syg, men hun havde altid været en fremragende forælder for hende og Jophiel. Kinden lod hun falde mod hans hånd, selvom den strøg lige igennem hende. Det løb hende koldt ned af ryggen. Som oftest var hun tilfreds med at han var omkring hende, men til tider ville hun gøre alt for en omfavnelse. ”En usynlig rådgiver ja. Bare vær diskret, jeg ønsker ikke at blive beskyldt for at være sindssyg,” påpegede hun og rynkede lidt drillende på panden. De vidste jo begge at der ikke skulle meget til, med tanke på hvem der var hendes mor, men det var nu engang sådan det måtte være.

[Nathaniel Diamaqima]

Opgaven ville ikke blive nem, også selvom det var en opgave, som Nathaniel var sikker på at Silia ville vokse med. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste. Tvært imod, var det en tanke som faktisk måtte gøre ham temmelig stolt. Han kunne virkelig ikke være andet end stolt af sin datter! Han sendte hende et stille smil, også selvom det tydeligt måtte falme igen, som hun remsede op omkring Liya. Han vidste at hun ikke havde det særlig godt, men.. han kunne jo intet stille op! Uanset hvor meget han måtte ønske det, så var det bare ikke muligt for ham, og det var ham virkelig også en utrolig frustrerende tanke! Han nikkede stille, som han vendte blikket mod vinduet. Han foldede roligt hænderne over hans ryg. ”Det er hende som holder mig her, Silia,” erkendte han direkte. Han vendte blikket mod hende igen. ”Jeg mangler også hende.. Og tro mig, jeg ville virkelig ønske, at der var mere jeg kunne stille op, men.. her er jeg.. Jeg kan intet stille op, og jeg kan ikke gøre noget.. Du er jo trods alt den eneste som kan se mig.. Hvor jeg ved at Jophiel og Liya fornemmer mig. Jeg ville ønske jeg kunne stå der.. holde om hende, og hviske i hendes øre, at det hele nok skal gå, men.. det kan jeg ikke..” Hans ord var udtalt med en mindre følelse af frustration, for det var virkelig en tanke som virkelig måtte irritere ham, men han kunne alligevel af den grund, så ikke gøre noget som helst ved den! Han lukkede øjnene let, som smilet svagt måtte vise sig i hans mundvige endnu en gang, selvom det på ingen måder var særlig kraftigt, eller så kraftigt som det nu kunne være, men ikke desto mindre, så var der ikke noget som han kunne gøre ved det af den grund. Han vendte blikket roligt mod hende, som han lod hovedet søge let og stille på sned. Han kuklo ganske let. ”Virkelig..? Det andet er mig da ganske underholdende,” tilføjede han med en tydeligt morende stemme. Selv Nathaniel kunne have sin morskab i form af drilleri! Også selvom han vidste, at det slet ikke var noget som gavnede hans datter på længere sigt. Han endte med at nikke. ”Jeg skal nok holde det diskret.. om ikke andet, så hvad jeg selv er i stand til,” endte han ganske sandfærdigt. Nok en smule svært, for det her var jo trods alt noget som han faktisk kunne finde ud af, og det vidste han jo udmærket godt!

[Silia D. Diamaqima]

Det var slet ikke fordi at Silia ønskede at ødelægge stemningen på nogen måde, men hun havde svært ved at glæde sig over den nye stilling som dronning, når hun konstant havde i tankerne at hendes kære mor havde det som hun havde det, og endda forsøgte at skjule det, fordi hun ønskede at være den voksne. Hun betragtede sin fars gennemsigtige skikkelse, med de store, nøddebrune øjne. ”Så meget havde jeg regnet ud. Dum er jeg ikke,” påpegede hun og himlede ed øjnene. Det kunne slet ikke komme som en overraskelse, at det var mor som holdte far på jorden, særlig når man tog hendes sygdom i betragtning. ”Jeg ved det godt og jeg bebrejder dig intet, men.. Det gør ondt at se hende kæmpe for at skjule det, fordi hun har en idé om at hun skal være stærk overfor Jophiel og jeg. Vi ved begge hvad der foregår så snart vi kigger væk. Hun fornemmer der og det gør Jophiel også, og jeg er bare ikke sikker på at det er en god ting,” fortsatte hun med en lidt skæv mine, der afslørede hendes usikkerhed. Far vidste jo nok hvad han skulle gøre, hun var bare bange for, at han heller ikke var i stand til at tænke helt rationelt når han stod fast på den måde. Hun kunne tydeligt høre frustrationen i hans tone. Hun rullede med øjnene også selvom der kom antydningen af et smil på hendes læber. ”En dronning der går og snakker med sig selv. Jeg vil mene at det er besværligt nok med et hav af hvileløse ånder, som hele tiden forsøger at kontakte mig. Det er trættende,” erkendte hun med en lidt irriteret mine. Hun stirrede mod døren. Arbejdet kaldte, men for en stund kunne hun godt lide at snakke med sin kære far. Godt han kunne more sig på hendes bekostning. ”Bare forsøg,” mumlede hun sammenbidt og lavede en dæmpende bevægelse med hænderne, for ligesom at illustrere det. ”Åha far. Alting virker fuldkommen surrealistisk i øjeblikket,” hun vendte sig mod ham, med et næsten hjælpeløs mine. Hun lagde hovedet på sned, og de smukke, mørke lokker glide med. Der kunne ikke herske tvivl om hvilken familie hun var af, hun lignede sin kære mor, direkte uhyggeligt meget!

[Nathaniel Diamaqima]

Det var ikke nogen hemmelighed at Liya holdt Nathaniel på stedet. Så længe, at han vidste at hun havde det som hun havde det, så var det virkelig umuligt for ham, at give efter og finde hvile. Han betragtede hende med en sigende mine. Han kunne ikke opsøge dem, og han vidste godt at det var dumt, for det gjorde kun ondt værre. Ikke fordi at det var en tanke som hjalp ham på nogen måde, men det var jo selv noget som han måtte kæmpe lidt for at skulle indse før eller siden, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Hun er jeres mor, Silia.. Selvfølgelig ønsker hun at stå som den stærke. Og der er hun faktisk stærkere end hvad hun bliver set for at være,” begyndte han sigende. De var virkelig heldige at have en som Liya som sin mor, også selvom hun havde det svært, når han ikke var der. Som regel holdt han lidt øje med dem på afstand, også selvom det klart gjorde ondt, når han så Liya græde sig selv i søvn, og Jophiel sidde oppe i time efter time, for at spille hende i søvn, når det endelig kom så langt ud, at Liya mistede kontrollen over sig selv. Han trak svagt på smilebåndet, hvor han roligt valgte at nikke. ”Jeg ved det godt, min pige.. Og jeg må sige, at du gør det godt med at holde dem på afstand, selvom jeg ved at det ikke er nemt. En dronning som taler med sig selv, er næppe hvad landet her har brug for.. Sig til, hvis jeg skal holde mig lidt på afstand, ikke..?” Silia var jo trods alt også den eneste som kunne se ham, og derfor også den eneste som han direkte havde at ’klamre’ sig til, om det var noget som han ville det eller ikke. Ja, et sted var han vel direkte afhængig af sin egen datter. Han trak svagt på smilebåndet, som han roligt nikkede mod hende. ”Jeg ved det godt.. Men du har alle mulighederne og alle midlerne som skal til, for at bringe landet tilbage på fode igen.. Og jeg ved at du kan,” endte han med en rolig mine. Det var faktisk ment for at være opmuntrende, også selvom det slet ikke var noget som han var den bedste til, men han forsøgte da om ikke andet. Han vendte blikket roligt i retningen af vinduet og skoven specielt.. Han vidste Liya var der og Jophiel med.

[Silia D. Diamaqima]

Silia vidste udmærket hvad der holdte sin far i den anden verden, og hun vidste også at han havde ondt. Måske han ikke viste det overfor hende, men hun kunne ikke både se og høre ham, hun kunne ligeså føle ham. Det var også grunden til at hun holdt sig langt væk fra kirkegården! Hun så lidt hjælpeløst på sin far. Hun brød sig ikke om at ham så frustreret, men der var jo desværre ikke meget at gøre. Hendes mor havde altid været en kvinde helt for sig selv, og alt for mange var for hurtig til at dømme hende, for hun rummede virkelig frygtelig meget, det var noget som hun stod fast på! ”Jeg ved det godt, problemet er at det går galt når hun forsøger at være stærk far! Du ved hvordan hun plejede at være stærk, og jeg ved at hun virkelig kæmper, men jeg er bange for at jeg ikke bære troen om at hun kan holde sig i skak,” erkendte hun en smule ærgerligt. Hun hadede sig selv for at sige det, men det var sandheden, og besluttede hun at begå mord på prociansk grund, så var det hende som stod med lorten! ”Det er bestemt ikke nemt. Somme tider driver det mig til vanvid. De dukker op på de mest mærkværdige steder på de mest mærkværdige tidspunkter, det er træls og frustrerende,” erkendte hun. Det var slet ikke fordi hun ville have ham til at holde sig væk, men det kunne blive nødvendigt, også fordi hun ønskede at vise, at hun var i stand til at træde ud af sin fars fodspor og faktisk klare sig selv. ”Det skal jeg nok,” svarede hun kortfattet. Hun så ud af de store vinduespartier. Mørket var langsomt på vej ned. Silia nød at have sin far omkring. Hvad pokker skulle hun havde gjort uden ham? Det ville have været en ulidelig smerte faktisk at miste ham. Hun så ham med en antydning af et smil. Det var pænt af ham at sige. ”Jeg ville virkelig gerne give dig et knus,” påpegede hun sigende, velvidende om at det ikke kunne komme på tale, han var gennemsigtig og kold, men det var det eneste hun ville få ud af det. ”Jeg håber at jeg kan leve op til alles forventninger. Jeg har faktisk allerede udarbejdet nogle idéer, vil du høre?” hun lyste en smule mere op. Hun ville gerne gøre sin far stolt og imponeret, for hun vidste at ordene sjældent forlod hans læber, desuden ville hun faktisk gerne høre hans mening!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde ondt, for han kunne ikke finde hvile, så længe at Liyas hjerte, valgte at holde ham her, men det var jo bare sådan at det var. Det var en frustration og en smerte et sted, som han bare måtte lære at leve med – så længe man kunne kalde det her for levende, for det var slet ikke sådan at han følte det! Han vendte blikket mod Silia. Liya havde det ikke nemt, og det vidste de jo godt alle sammen, selvom hun virkelig forsøgte at være stærk for børnenes skyld. Han kendte hende, og vidste at det var det eneste som hun faktisk kunne sige sig, at være ude på, selvom det bestemt ikke var noget som hjalp hende i det store og hele, for hun kunne ikke uden ham.. Og han vidste det. Han vendte sig helt mod hende i stedet for. ”Hun kan heller ikke holde det i skak,” erkendte han direkte, som han roligt lod hovedet søge let på sned. De vidste alle sammen, at det var nu hvor hun forsøgte at være stærk, at det for alvor gik galt, selvom det faktisk var synd.. Hun forsøgte, og det var noget som han ønskede at anerkende hende for. Han trak svagt på smilebåndet til hendes ord, for han kunne lige forestille sig det. Han trak let på skuldrene. ”Af hvad jeg ved, min pige, så er du den eneste som kan se dem. Ja.. jeg klamre mig vel også selv lidt til dig? Uanset hvor træls og frustrerende det er for dig. Det er ikke alle som er lige heldige at have en i familien som de kan snakke med. Det som du også skal tænke på, er at Jophiel er forundret over, at du aldrig sørger over mig,” endte han sigende, som han lod hovedet søge på sned. De så på ham som tabt, død og borte, hvor Silia var af en helt anden mening, udelukkende fordi at hun kunne se ham. Han forstod skam de andre ånder, for han følte selv lettelsen over, faktisk at have nogen at snakke med!
At Silia flyttede sit fokus lidt, var bestemt ikke noget som han havde noget imod, for arbejdet som dronning, var ikke noget som mam bare gjorde, og det vidste han jo godt! ”Tro mig, jeg ville bestemt ikke have noget imod det,” endte han sigende, som han roligt betragtede hende igen. At hun havde planer, var noget som alligevel rev i hans nysgerrighed, hvor han nærmest selv endte med at lyse op. ”Fortæl,” opfordrede han med en tydelig nysgerrig mine. Selv var det jo helt forfærdeligt hvor nysgerrig han faktisk var i stand til at blive bare sådan uden videre!

[Silia D. Diamaqima]

Silia vidste godt at det ikke var godt for noget, at han ikke kunne finde hvile. Det gjorde kun ondt værre for alle parter. Han havde ondt, mor blev drevet til vanvid når hun kunne føle ham på den måde, og hun måtte passe på ikke at blive stemplet som sindssyg, desuden var hun tvunget til at lyve for sin egen familie, og det var noget Jophiel mærkede. Desværre lod det ikke til at mor havde tænkt sig at slippe hans minde i nærmeste fremtid. Det var en tanke som kun frustrerede Silia, for selvfølgelig ønskede hendes mor at være den stærke der trak sine børn igennem sorgen, men i dette tilfælde var det for pokker bare ikke muligt! Hun rystede på hovedet en anelse tænksom. ”Det er et spørgsmål om tid inden filmen knækker, og det bekymre mig,” erkendte hun roligt og lagde armene over brystet. Det store problem for hende, lå vel i at hun kunne være tvunget til at sætte sin egen mor bag lås og slå, og det var en tanke som hun virkelig hadede! Silia vendte sig mod ham og nikkede med et stille smil. Hun vidste udmærket at hun var mistænkelig nok i forvejen med henblik på sin fars død, for hun havde ikke fældet en eneste tårer. ”Jeg har ikke fældet en tårer, for mig er du ikke død. Jeg tror de har affundet sig med det, med tanke på at jeg prøver at være den stærke. Jeg tror derimod det undre dem mere at jeg aldrig har besøgt din grav. Jeg var jo end ikke med til begravelsen. Jeg hader kirkegårde,” tilføjede med en lidt ulm mumlen, for sandt var det! De gav hende hovedpine, og skabte en underlig uro i hende.
Hun skød tanken fra sig, og lod i stedet smilet brede sig. At han ville høre hendes tanker betød faktisk en hel del for hende, i det hele taget kunne hun godt lide stadig at kunne rådfører sig med ham. Hun optog en stille vandring frem og tilbage. Den faktisk irriterende vane når hun skulle samle sine tanker. ”Jo ser du. Jeg vil have et råd.. et større og bedre råd! Ingen fornærmelse,” tilføjede hun hurtigt, og stoppede op for et kort øjeblik, før hun atter genoptog de små skridt. Hun lyste fuldkommen op, for hun var faktisk stolt af det hun havde fundet frem til. ”Jeg vil have alle folkefærd repræsenteret – alle racer, det vil sige at ledere skal genindsættes, jeg vil have én repræsentant fra adlen, jeg vil have kirken og jeg vil have bønnerne,” forklarede hun med et utal af bevægelser for at illustrere det for ham.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde ondt, men han kunne ikke komme videre, før Liya ville være i stand til at slippe ham, og et sted så.. ønskede han vel heller ikke, at den dag skulle dukke op? Han ønskede at være den som kunne lulle hende i søvn, den som kunne passe på hende og hjælpe hende i kampen mod den sygdom som hun aldrig ville blive fri for, og det vidste de jo godt alle sammen. Han nikkede sigende. Silias bekymring var bestemt også en som han delte med hende, for det var tanker som prægede ham mere eller mindre hele tiden. ”Det er det.. Og det ved jeg godt..” Endnu en gang havde frustrationen meldt sig i hans stemme, som han vendte blikket mod vinduet endnu en gang, og med en tydelig tænkende mine, for det var faktisk en tanke som gjorde ondt. Et sted så følte han vel også… skyld for det? Han sukkede dæmpet og rystede let på hovedet, hvor smilet alligevel måtte brede sig en anelse på hans læber. Han vendte de mørke øjne mod sin datter endnu en gang. ”Jeg ved det godt. Jeg bryder mig normalt heller ikke om at være der. De undre sig.. jeg kan se det i deres blikke.. Men for din skyld, så hold det kort tæt til kroppen, Silia. Det vil ikke gavne folk, at du fortæller at du kan.. se mig,” endte han ganske sigende og alligevel med en tydelig bestemt tone, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn!
At Silia havde mange ideer, var slet ikke noget som forundrede ham, for hun havde altid været en som tænkte hurtigt og meget, og det var en tanke som altid havde glædet ham, det var der slet ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket mod hende og med det glædelige smil på læben. Han endte med at grine til hendes ord, hvor han let rystede på hovedet. ”Er det så nu jeg skal blive fornærmet?” endte han sigende, også selvom det var tydeligt, at han ikke mente det på nogen måde. Hendes idé var noget som han faktisk godt kunne følge, og det var en tanke som han rigtig godt kunne lide. ”Vil du samle det hele til et stort fælles råd, eller vil du dele dem op i to? Jeg tror ikke at det er alt som skal komme bønnerne for ører,” begyndte han roligt. Han ønskede selvfølgelig kun at komme med ideer, men han kunne i den grad godt følge hende. Han rettede sig roligt op og med et stille smil på læben. ”Jeg kan lide ideen. Det lyder meget fornuftigt,” endte han roligt og med det samme stille smil på læben, for løgn var det jo ikke. Han ønskede virkelig kun sin datter det bedste!

[Silia D. Diamaqima]

Silia brød sig virkelig ikke om tanken om at mor var på vej ud i torvene, hun havde været der før, men hverken hun eller Jophiel kunne gøre andet end at forsøge med de midler de nu havde, og hun tvivlede på at det ville være nok. Hun ønskede ikke at gøre det værre for sin far end det allerede var, men hun var virkelig bekymret. Hun nikkede stille mod ham, de var om ikke andet enige. Det var heller ikke fordi Silia brød sig om at høre ham så frustreret! ”Jeg ved det godt, far og jeg gør virkelig mit bedste, men jeg hader at lyve,” erkendte hun igen med et svagt skuldertræk. Foruden far så var der ingen der kendte hendes lille hemmelighed, og hun måtte ærligt erkende, at hun savnede en at kunne åbne sig op for.. en med et bankende hjerte.
Silia havde altid været fuld af idéer både hende og hendes bror var kreative sjæle, men blot på to forskellige måder, hun var også overbevist om at kreativiteten ville bære hende igennem de pligter hun nu havde sagt ja til, og nu hvor titlen var hendes, ville hun bestemt ikke skuffe. Læberne bredtes med i et stille smil, hun gav ham et mindre puff, selvom hun selv endte med at gå direkte igennem. Til tider glemte hun at hun ikke var i stand til at røre ham, og det var direkte frustrerende! ”Jeres råd var fint men snævert,” påpegede hun ærligt, for ligesom far faldt det hende slet ikke ind at skulle skænke ham en løgn og det gamle råd havde været mangelfuldt. Silia nikkede stille. ”Korrekt.. De bliver delt op i to, bønnerne kan give deres besyv med under de store rådsmøder, og så bliver der et mindre bestående af dem der har min tillid, hvor vi så vil drøfte disse forslag eller ønsker,” forklarede hu videre. Tanken om at han kunne lide idéen var noget som fik hende til ast føle sig umådelig stolt, for det sagde far sjælden! En vagt kom ind, og gik i knæ for hende. Hun så omgående væk fra sin far som havde han ikke været der. ”Ja?” endte hun med en blid tone og nikkede høfligt mod vagten. Hun skulle vænne sig til at alle bukkede for hende, det var helt sikkert! ”Deres tilstedeværelse er ønsket i balsalen Deres Højhed,” forklarede vagten roligt. Silia nikkede, og kastede et blik over skulderen mod sin far, som tydeligt tegn til at de kunne snakke senere. ”Jeg kommer,” svarede hun kortfattet og fulgte ham roligt ud af tronsalen for at søge mod balsalen.

//OUT

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste at det ikke var nemt for Silia at kæmpe med det eller at holde det kort tæt ind til kroppen, for hun kunne se ham, og det var jo noget som resulterede i en manglende sorg over tabet af sin egen far, så han forstod skam godt, at de andre undrede sig, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket mod hende. Han var bange for hvad der kunne ske med Silia, som han var bange for hvad der skete med Liya og Jophiel, for det var ikke meget som de kunne gøre i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han nikkede mod hende. ”Jeg ve det godt, men til tider, så er det bare nødvendigt.. Og denne gang så er det,” endte han dæmpet, også fordi at han mente det. Normalt gik han ikke ind for løgne, men til tider så var det jo bare nødvendigt, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så kunne han bestemt heller ikke gøre noget ved det af den grund, uanset hvor meget han så end ønskede at han kunne hjælpe sin elskede datter, for han kunne bestemt ikke gøre andet end at være stolt over det som hun gjorde!
Nathaniel vidste godt at det gamle råd havde været meget snævret, men han kunne så til gengæld godt forstå at de havde været nødsaget til det, for det var jo trods alt tilbage i en tid, hvor man ikke rigtigt kunne stole på nogen. Han sendte hende et roligt og stille smil, selv da hun puffede mod ham, selvom det bare gik.. direkte igennem ham. Han kuklo ganske let og nikkede så. ”De unge øjne kan se de ældre fejler og mangler.. Jeg er slet ikke i tvivl om at du nok skal blive en dronning som vil føre landet langt frem,” endte han sigende, også selvom det faktisk var ord som han måtte mene og endda også på alle måder, som man overhovedet kunne komme i nærheden af, men det var nu bare sådan at det måtte være i det store og hele, om det var noget som han nu ville det eller ikke. Han nåede ikke rigtigt at sige mere, før de endte med at blive afbrudt. At Silia vendte blikket mod vagten i stedet for at bibeholde sit fokus på ham, forstod han skam godt, også selvom tanken faktisk måtte irritere ham, men det var n bare sådan at det var i det store og hele. Han fnøs ganske kortfattet. ”Er det ikke bare typisk? Vi snakker senere Silia,” endte han roligt. Selvom hun ikke gav ham respons, så vidste han at hun hørte ham. Han så roligt efter hende, inden han selv valgte at forlade salen. Der kom helt klart andre boller på suppen nu!

//Out