Back to square one

[Deleted]

Da kvinden ikke kommenterede videre på Vladimirs ord, kunne han næsten regne ud at hun ikke gad snakke mere om det, endnu en ting der kun tydede på at det var et ømt punkt for hende, måske det var det som hun var fortabt over? At hun ikke længere var mørkelver og nu skulle rende rundt som vampyr? Nej.. der måtte stikke mere under. Hun virkede langt mere fortabt end bare at have skiftet race. Desuden ville det jo ikke være umuligt for hende at blive mørkelever igen, der var altid en måde, så meget vidste han i hvert fald. Og dog, visse ting var umuligt, såsom han aldrig ville blive i stand til at vandre ude i sollys, end ikke med magi. Det havde hans gamle ’venner’ sørget for. Eller nok snarere fjender, for de havde spærret ham inde første gang. Alkymister. Han hadede den race og dog respekterede han den, specielt med alt det som han var gået igennem, og han ville helst holde sig langt væk fra dem!
Vladimir kunne tydeligt se hvordan hun begyndte at vride sin krop i vrede, da han nævnte alle ting, der afslørede at hun var fortabt. Han selv var et sted også fortabt, så han kendte skam til følelsen af det. Det var svært at komme tilbage til en helt ny verden, men denne gang var han ikke skræmt, som han havde været første gang, for det var ikke første gang han havde været spærret inde for flere tusind år. Det var anden gang, og derfor vidste han at han måtte være forsigtig, for uovervindelig var han skam ikke, selvom han var frygtelig stærk. Hans blik gled kort væk fra hende, som han stod i sine egne tanker, selvom han lagde mærke til at hun var faldet mere til ro, da han begyndte at fortælle omkring ham selv. Han vendte blikket mod hende, da hun selv begyndte at åbne op, hvor det så ud til at de stod i samme situation. Han forstod sig på hende, og også hvorfor hun var så fortabt, for det var af samme årsag som ham selv. Han nikkede ganske roligt og forståelsesfuldt, som han vendte blikket mod hende. ”Jeg forstår. Ingen fortjener at blive spærret inde som et dyr, uanset hvad årsagen er,” svarede han roligt. Han selv havde fået en lettere forbi for det at være fanget, spærret inde, for det var sket et par gange for ham og det var den eneste tanke der virkelig kunne skræmme ham og give ham gåsehud!
Vladimir vendte blikket mod hendes hånd, da hun valgte at gå nogle skridt hen og række ham den, samt hun præsenterede sig. Hun åbnede pludselig hurtigt op. Et skævt smil gled over hans læber, som han gik de sidste skridt hen og tog omkring hendes hånd. I stedet for at give hende et hånd tryk, førte han hendes hånd op til sine læber, hvor han skænkede hendes håndryg et blidt kys. ”Mig en ære at møde dig Denjarna. Mit navn er Vladimir Lucretio,” præsenterede han sig, som han roligt slap hendes hånd.

[Deleted]

På en måde var det befriende at stå overfor denne fremmede mand, fordi det syntes at han var i samme bås som hende. Denjarna var dog ikke klar over, hvad han selv var blevet fængslet for, hvor han både kunne være uskyldig som hende, eller en psykopat. Selv var hun jo blevet slebet afsted af nogle mænd, for en grund hun ikke havde kendt til, og de havde holdt hende indespærret i adskellige århundreder. Men om manden var uskyldig eller psykopat, faldt hun ikke mindst en smule til ro, da det kunne være, at denne mand forstod hende. Hun havde trods alt endnu ikke stødt på en før nu, der havde været ude for det hun gjorde. Derick havde prøvet at være forstående overfor hende, men alligevel var han blevet skræmt væk. Hun havde dog besluttet sig for at åbne en smule mere op for denne Vladimir, da han måske kunne hjælpe hende på den ene eller anden måde. Da han tog hendes hånd, kom det bag på hende at han førte den op til sine læber for at kysse den, så da han slap den igen, lod hun den hurtigt falde ned, selvom det sikkert kun havde været en venlig gestus. "I lige måde, Vladimir," sagde hun stilfærdigt.
De sølvgrå øjne flakkede væk fra manden og tilbage til det sted Denjarna tidligere havde dumpet liget. Insekterne havde allerede fundet vejen til det, og var begyndt at nære sig på den døde mand. "Må jeg spørge, hvorfor du var indespærret, og hvordan du kom ud?" spurgte hun roligt. Blikket var faldet tilbage på ham, hvor de så fast ind i de mørke øjne, der ellers nok var så skræmmende at se ind i, da de blot var sorte. Hænderne foldede hun bag på ryggen, hvor hendes fingrer legede med hinanden. Det forekom hende endnu underligt, at der ikke længere sad en ring på hendes højre ringfinger, men det var vel også for det bedste... Hun havde trods alt selv taget den af, og Derick var alligevel forsvundet igen igen. Denjarna vidste ikke, om manden ville fortælle om sin tid i fængsel, da det for hende selv var et ømt punkt, men alligevel tænkte hun ikke videre over, hvordan manden ville reagere på det. Det eneste hun ønskede var at høre, hvad der var hændt for denne mand, og hvordan han kunne være så rolig. For hende var hver nat en krig jo.

[Deleted]

Nu hvor Vladimir kendte til sandheden omkring denne kvinde, om at hun selv havde været spærret inde, så gav det også bedre mening for ham, hvorfor han havde været så nysgerrig. Hun var i samme bås som ham selv. Det var det der havde været så mærkeligt. Han havde set lidt af sig selv, når han så ind i hendes øjne. Det var næsten en rar fornemmelse at der var nogen derude der kendte til følelsen. Selvom han vidste at det var af forskellige årsager at de var blevet spærret inde for. Han var fordi folk havde en tendens til at blive bange for hans kræfter. Han var ingen normal vampyr, han havde engang været et eksperiment, hvor han havde fået en masse andre racers evner i sig, for at han skulle blive det ultimative våben. Og da lægerne havde ønsket at tage hans selvstændighed fra sig, så han blev til en slave, til en robot, ude af stand til at tænke selv, så stak han af og planlagde sin hævn. Det lykkedes ham at slå de fleste ihjel, men han blev selv indespærret. Da han slap fri mødte han så senere Alexander, manden der den dag i dag var greve af Dvasias og vampyrernes leder, en mand han faktisk havde set op til, men som blev skræmt af hans kræfter, hvor Alexander fik ham spærret inde. Og nu var han kun for få uger siden kommet fri fra lænkerne, hvor han nu var på fri fod igen. Og han ønskede at holde lav profil!
Vladimir kunne godt se at det kom bag på Denjarna, at han kyssede hendes håndryg, men han kom fra en utrolig gammel tid. Han var født før denne tidsregning, og han var vant til helt andre normer og værdier end denne verden var kendt med. Han var utrolig gammeldags, hans traditioner var anderledes end de var i denne nye verden. Og når man mødte en kvinde, var han vant til at skænke et kys på håndryggen som ’hilsen’. For ham var det intet, han lagde intet i det, det var kun en venlig gestus.
Hele Vladimirs mine ændrede sig, da hun spurgte ind til hvorfor han var blevet spæret inde og hvordan han var sluppet ud. Han var ikke meget for at tale om det, ligesom hende selv, men på den anden side, så virkede denne kvinde til at have en underlig forståelse for det. Han gjorde let et hovedkast, som et tegn til at de skulle gå og som et ønske om at hun skulle følge ham. Han selv foldede hænderne bag ryggen, imens han gik, hvor han kort vendte blikket op mod den mørke stjerneklar himmel. ”Tja.. jeg blev forrådt. Den mand jeg troede var min ven, viste sig at blive min fjende, og da jeg selv forsøgte at opsøge ham for at sætte en stopper for ham, fordi han begyndte at blive en trussel for mig, dolkede han mig i ryggen,” forklarede han roligt, som han gik med rolige skridt. Han vendte roligt blikket mod hende med et let smil på de blege læber. ”Jeg er kun for nylig sluppet ud, efter at have været spærret inde for flere titusind år. Han sultede mig, så min krop gik i dvale, lænkede min krop fast til en stenblok, og derefter frøs hele klippehulen ned. Men naturen ændre sig, isen smeltede, jeg fik lidt blod, rev mig fri fra lænkerne og har ellers stillet min evige sult,” endte han roligt. Han skævede let imod hende, „hvad med dig selv?”

[Deleted]

Meget muligt kunne deres interesse for hinanden pege på det fact, at de begge havde en meget lig historie. Det vakte i hvert fald Denjarna interesse, eftersom denne mand var den eneste hun havde mødt, der ligesom hende havde været indespærret mod sin vilje. Hun havde i hvert fald ikke mødt en person i de sidste par måneder, der kunne sætte sig ind i hendes sted. Det var godt nok heller ikke en begivenhed hun snakkede højt om, da det var en intim affære, at hun egentligt var bange og forvirret, efter at have gennemgået en helveds masse tortur, hvor det endda havde været unødig smerte, eftersom hun ikke havde gjort noget kriminelt.
At denne mand stammede fra meget gammel tid, kom nu ikke synderligt meget bag på Denjarna, eftersom manden jo var vampyr, og en vampyr kunne reelt set leve for evigt. Hun var også bekendt med, at mænd kunne finde på at kysse en kvindes hånd som hilsen, men alligvel var det et kys, og det var hun ikke længere vant til. Det glædede hende, at han ikke blev vred på hende, over hendes spørgsmål, og det glædede hende, at de kom væk fra den vinkel igen, hvor de lige havde hilst hinanden med navn. Hovedkastet fattede hun, og hun begyndte roligt at gå ved hans side, som han ledte an. Det gode ved at de gik og snakkede var også, at de slap for at holde øjenkontakt, og det gjorde det en smule lettere at tale om tingene, eftersom det var dybe personlige ting. Blikket holdt hun derfor fast frem for sig, mens han talte, hvor hun kun skævede til hans side ganske få gange.
En trist historie var det, hvor Denjarna næsten fik lyst til at krympe sig, når han talte om den mishandling han var blevet udsat for. Hun fik da også lidt ondt af ham at høre, at han var blevet forrådt af en han stolede på, for det kendte hu også til. Med hende havde det godt nok foregået på en lidt anden måde. "Jeg havde ikke forventet eller troet, at jeg ville støde på en med en nogenlunde samme historie som mig. Jeg ville ønske, at jeg ikke kendte til din smerte, men det gør jeg," sagde hun stilfærdigt, hvor hun lod blikket hvile på hans ansigt i nogle få sekunder. "Af hvad jeg har fpet af vide, så har jeg også selv været væk i flere århundreder. En dag blev jeg revet ud af mit hus og fængslet af fremmede mænd. Min hverdag blev så, at jeg sad dagligt i et mørkt stenrum, hvor jeg kun så folk, når de ville gøre mig ondt. De sultede mig godt nok ikke til at jeg gik i dvale, hvilket ærgre mig, da dvale ville have været mere barmhjertigt. Jeg modtog kun føde ved sjældne lejligheder," sagde hun, hvor hendes stemme blev mere og mere tom for hvert et ord hun sagde. Som hun fortalte, begyndte hun også at se billederne for sig, med fremmede mænd der stak små træspyd igennem hendes krop, og til tider udsatte hende for solens stråler. Hun huskede også ligeså tydeligt, hvor svag hun havde været, men alligevel havde holdt sig i live. "En dag begik en af mændene dog en fejl, og jeg formåede at dræbe ham og flygte. Det er nu nogle måneder siden..

[Deleted]

Det var underligt at stå overfor en som faktisk forstod sig på følelsen af at være spærret inde. Det var ikke noget som Vladimir ønskede for nogen! Foruden de som havde gjort det mod ham. Han var normalt ikke som alle andre vampyrer, blodsugende bæster som de fleste ville kalde dem, for han dræbte ikke for sjovs skyld. Han dræbte ikke når han skulle have føde. Han nød af en god jagt, for et rovdyr var han trods alt, men han kom fra en tid, hvor vampyrer faktisk var ædle. Nu var de bare som alle beskrev dem som; blodsugende monstre, der dræbte for sjovs skyld. Det var en skam racen havde sunket så dybt. Og hvad han kunne fornemme på det hele, så var der en borgerkrig på vej mellem visse racer; warlocks, dæmoner og vampyrer hovedsageligt. De tre racer kæmpede om at blive den mest ædle race, men i hans øjne så var det blot en massakre om hvem der kunne dræbe flest. Og ingen blev ædle af at dræbe eller myrde, bare for at få en titel, derfor var det en nyttesløs kamp om ingenting.
At Denjarna fulgte Vladimir, da han gjorde et hovedkast, glædede ham blot, for det var tydeligt at hun ikke var nær så afvisende som hun havde været til at starte med. Han kunne godt lide hendes selskab, hvilket selvfølgelig havde noget at gøre med at hun forstod sig på hans situation. De var begge fortabte. Det glædede ham faktisk, for han havde aldrig mødt nogen der forstod sig på ham. Foruden Alexander, manden havde også vist forståelse fordi manden selv havde været i et eksperiment, men med tiden havde manden forrådt ham og nu krævede Vladimir så hævn!
Imens de gik lyttede Vladimir opmærksomt til det som Denjarna havde at sige. Han fik næsten helt ondt af hende, hvilket normalt ikke lå til ham, men han ønskede ikke at nogen uskyldige skulle gennemgå noget lignende af det han havde været igennem, og det lød til at Denjarna havde været igennem et rent helvede. ”Det gør mig ondt at vide, at du er gået igennem alt den smerte. Igennem et helvede. Det er der ingen der fortjener,” svarede han roligt, som han vendte blikket frem for sig, som han fortsatte sin gang. Han vendte blikket mod hende, da hun fortalte hvordan hun undslap, hvor han roligt lagde en hånd mod hendes skulder, som han gav et næsten medfølende klem. ”Hvis du nogensinde skulle komme galt af sted, står jeg gerne til rådighed for at hjælpe dig. Ingen har fortjent sådan en skæbne, og da slet ikke en uskyldig kvinde,” svarede han lettere alvorligt, inden han trak hånden til sig med et skævt smil på de blege læber, kun for at genoptage sin gang. ”Det glæder mig dog at du undslap. Nu er du fri og fri til at gøre hvad du ønsker og hvad du vil,” tilføjede han roligt, som han vendte blikket frem for sig.

[Deleted]

Rart og underligt var det med selskab, da Denjarna ikke længere var vant til at opføre sig normalt, som hun gjorde nu, da de to vampyrer gik stille og roligt og udvekslede historier. På den anden side var hun jo et socialt væsen, og igennem sit liv havde hun vænnet sig til at være sammen med mindst en person hele tiden. Aldrig havde hun været alene, inden hun var blevet kidnappet, men efter den forfærdelige hændelse var hun pludselig blevet meget inadvendt. Det var dog rart, at det hele foregik i et roligt tempo, som de vandrede stille, og skiftedes til at komme med indputs. "Din egen indespærring lød nu heller ikke som en dans på roser," sagde hun med et svagt smil på læben. Begge havde de været ude for nogle modbydelige hændelser, men alligevel måtte hun nu selv mene, at hendes egen oplevelse lød værst. Hun var jo blevet tortureret dagligt, hvor Vladimir derimod var gået i dvale, hvor han jo bare var tvunget til at passe sig selv. Dog ønskede hun ej heller, at det var en skæbne der skulle ramme en uskyldig. Ingen af dem havde jo gjort noget forkert. Hun kunne jo godt forstå, at man fængslede kriminelle personer, men hun vidste med sikkerhed, at hun ikke havde brudt loven! Det var heller ikke myndighederne der havde taget hende.
Denjarna skævede en smule usikkert til ham, som han endnu engang lagde hånd på hende, hvor det godt nok denne her gang var for at udtrykke sin medfølelse. Lidt underligt fandt hun det nu, at denne mand havde nået at røre hende så mange gange på så kort tid, men alligevel søgte hun indad og tolererede det, da hun kunne få noget ud af dette. Da han så sagde, at hun fra nu af kunne regne med ham, og at han kaldte hende for en uskyldig kvinde, fik hun helt lyst til at le. Han var en venlig mand, det måtte hun gi, men hvordan hun nogensinde skulle få fremkaldt ham til hjælp, anede hun ikke. At han kaldte hende uskyldig, viste også at han ikke lige kendte hende. Det kunne godt være, at hun var blevet fængslet uden grund, men hun havde aldrig været den stille uskyldige kvinde. Hun havde været leder af et folk, været sammen med en leder af et andet, næsten blevet kronprinsesse, haft intriger med de højeste personer, og haft venskaber med nogen af dem. Hun havde nu også haft et par kampe, men det behøvede Vladimir måske heller ikke at høre. Nu var det også fortid. "Jeg er da glad for at slippe ud, men jeg må indrømme, at jeg ikke længere kan se en plads for mig i denne verden," sagde hun. Sande var hendes ord, da hun havde haft alt, inden hun var blevet fanget, og nu var hun intet. Hun havde ingen anden end sig selv.

[Deleted]

Vladimir havde altid været en enspænder, selvom han altid havde været omgivet af mange. Han var ikke en mand med kærlige følelser i sig, tværtimod havde han aldrig ejet nogen gode og varme følelser, men sjovt nok forstod han sig på denne kvinde, og eftersom hans største frygt var at blive spærret inde, så følte han virkelig for hende. Hun kendte til følelsen, som han selv gjorde. Han havde selv prøvet at blive tortureret, eftersom det meste af tiden gik med tortur, da han havde været andet end et eksperiment. Han var blevet behandlet som en slave. Men han var fri endnu engang og det nød han allerede! Han vendte let blikket mod hende til hendes ord. ”Måske. Men jeg har kun lagt i dvale, jeg er ikke blevet tortureret som dig. Jeg har kunnet forestille mig det har været forfærdeligt,” svarede han sandfærdigt, som han kort betragtede hende, inden han fortsatte frem ad. Der var ingen der fortjente sådan en skæbne som Denjarna havde været igennem, og selvom han nok havde været indespærret i længere tid end hende, så var han alligevel glad for at han ikke var blevet tortureret. Alligevel kunne han forestille sig at Denjarna var blevet rimelig.. sky af det? En indespærring gjorde noget ved én, og hun havde været vågen hele tiden, så for hende måtte det vel have gjort en masse?
Det var ikke fordi Vladimir havde ment at Denjarna var et uskyldigt væsen, eller uskyldig i sig selv, men ment at hun havde været uskyldig, da hun var blevet fanget af de fremmede mænd og spærret inde. Hun havde ikke gjort noget, og dermed været uskyldig. Han vidste ikke hvad hun havde lavet i livet og siden hun var vampyr og hun lige havde dræbt en mand, så var hun ikke uskyldig, men hun var blevet uskyldigt fanget. Og det var der ingen der fortjente! Han så roligt mod hende og kneb øjnene let sammen til hendes ord. ”Der er da altid plads til én i verden, Denjarna. Du skal bare finde din plads, du skal bare finde dig tilrette. Tro mig, på et tidspunkt skal alt nok lyse op for dig igen,” svarede han sandfærdigt, som han så fra hende og frem for sig igen, da han fortsatte den rolige gang. Han løftede den ene hånd som han strøg igennem de halvlange ravnsorte lokker, der faldt ned omkring hans blege ansigt igen. Han foldede hænderne bag ryggen igen, som han fortsatte frem. ”Du har måske ikke nogen.. tæt? Nogen kære? Nogen venner?” spurgte han nysgerrigt, som han vendte blikket mod hende igen. Nu hvor hun så ud til at åbne lidt op, var hun ikke så kold og slem igen.

[Deleted]

Denjarna nikkede stille medgivende til hans ord, da han havde fuldkommen ret i at det var forfærdeligt at blive tortureret, og forfærdeligt var kun et mildt ord for det. Der var intet humorisktisk i, at man højst fik et par dråber blod en gang om ugen, hvor det kun var nok til at man var vågen, og man endnu lige akurat var i stand til at sanse sine omgivelser. Ej heller var det sjovt at mærke, hvordan ens hud brændte op, når den blev overhængt af gift eller solstråler. Træpindene var nok også noget af det værste, som de føltes helt betændt at blive stukket med, hvor hun flere gange havde ønsket, om de ikke blot ville rykke lidt tættere på hendes hjerte. Pinefuldt var det i sandhed, og hun ville nok altid frygte at blive hevet tilbage til det sted. Alt dette gjorde så også, at hun nærede en dyb mistillid til fremmede mennesker og var forsigtig af sig, da det var det eneste hun havde kendt til i flere århundreder. Det hjalp så heller ikke, at hun ikke havde den behøvede støtte, da hun vendte hjem igen, som hun i stedet blev vendt ryggen. ”Man kan ikke forestille sig det,” sagde hun stille. Tortur var ikke noget man kunne forestille sig, hvor det kun var dem der var blevet udsat for det, der kunne forstå det fuldt og fast. Denne mand ville ikke kunne sætte sig helt ind i hendes sted, men han var måske det tætteste hun kunne komme på det.
Hans ord omkring, at det var en plads for alle i livet, og om hun ikke havde nogen kære, smertede Denjarna. Dybt uforstående fandt hun ham lige nu, da det her nok var noget af det sværeste for hende, men han vidste jo heller ikke, hvordan hendes liv havde været fuldkommen perfekt, inden hun blev kidnappet. Han var måske heller ikke vant til det hun havde. Han havde måske ikke fundet kærligheden. I sit skjul under kappen, gned hun sine hænder op ad de blege arme, som hun vidste var armet med endnu lysere mærker. Dog var der ingen forhøjninger at mærke, så det var kun fordi hun allerede vidste at de var der. ”At finde sin plads igen er lettere sagt end gjort, når man allerede før havde kæmpet for at nå dertil,” sagde hun stilfærdigt. Hun var selv også godt klar over, at hun ikke ville kunne komme tilbage og få det hun havde før. ”Jeg har ingen. Der er kun mig,” svarede hun, uden hun så på ham, da hun var nødt til at holde det kølige blik i øjnene for ikke at krakelere fuldstændigt. ”Hvad med dig? Har du da allerede fundet en plads til dig igen, og er du omringet af folk du elsker?” Et sted håbede hun på, at han ville sige nej til hendes ord, da hun nok bare ville blive jaloux ellers, men på den anden side ville hun måske blive lidt sur over hans spørgsmål til hende, da hun ikke ville mene, at han ikke kunne sige noget der ikke engang passede på ham selv.

[Deleted]

Det var faktisk utroligt at stå overfor en person, der nærmest havde oplevet alt det samme som Vladimir havde, foruden han tvivlede på at hun som sådan havde været et eksperiment, men foruden det så havde hun prøvet meget af det samme, det at blive spærret inde og holdt væk fra verdens udvikling, det at blive tortureret uden der faktisk var en grund til det, hun kendte til det at være fortabt og i utrolig lang tid følte han sig næsten.. hjemme? Han var blandt en der forstod sig på ham på mange måder, som ingen ville kunne og det var et sted rart. Han lod hovedet søge let på sned til hendes ord. Han trak skævt på de blege læber, inden han så frem igen. ”Åh jeg kan skam godt forestille mig det. Måske jeg ikke blev tortureret denne gang, men jeg har skam prøvet det. At blive flænset og flået, at blive krillet via strøm, at blive udsat for sollys. Jeg har skam prøvet en masse,” svarede han sandfærdigt, som han vendte blikket mod hende ganske kort, inden han så frem igen. Han havde skam prøvet en masse og meget som alle andre vampyrer var blevet dræbt af. Det var hans viljestyrke der havde holdt ham i live.
Måske Denjarna var fortabt nu, men Vladimir vidste at hun nok skulle finde sin plads før eller siden. Måske ikke i morgen eller om en uge, eller om en måned, men han vidste at det nok skulle gå. Han selv havde jo prøvet det et par gange efterhånden, det var også derfor han tog det så roligt som han gjorde denne gang, for det var ikke første gang han var spærret inde for flere tusind år. Han så roligt mod hende og nikkede. ”Det er lettere sagt end gjort, ja. Men det skal nok komme,” svarede han roligt og var helt sikker i sine ord. Han havde prøvet det før, hvis hun holdt ud, skulle det nok gå alt sammen. Hun havde jo trods alt lige fundet en der kunne sætte sig i hendes sted og finde forståelse for det. Med andre ord; hun var ikke alene. ”Tja.. nu er vi da to,” svarede han med et skævt smil, som han fortsatte frem. Han så kun kort til hendes side, da hun spurgte ind til ham, hvor hendes ord fik ham til at slippe en kort latter. ”I så fald ville jeg ikke være fortabt. Men nej, jeg har ikke fundet min plads. Jeg har ikke rigtig fundet mig til rette endnu, da jeg stadig går på opdagelse, og jeg har aldrig.. mærket kærlighed.” Han var ikke typen der havde plads til kærlige følelser, han ejede ingen af dem, men han havde da været betaget af en enkelt kvinde i sit liv, som han havde moret sig med, indtil han havde slået hende ihjel, fordi han ikke havde kunnet kontrollere sig selv. Siden havde han nægtet at være menneskelige tæt.

[Deleted]

Denjarna lod roligt de sølvgrå øjne falde på Vladimir, da han bekendte, at han faktisk havde prøvet lidt mere end bare at ligge i dvale. De ting han nævnte, mindede uhyggeligt meget om hende selv, og det både skræmte og glædede hende. Hun ønskede jo trods alt ikke, at folk skulle blive udsat for det, da hun mente at enten skulle man slå ihjel eller også skulle man lade helt være med at bevæge sig i den boldbane. Det der glædede hende var, at han alligevel mindede hende om sig selv, og det var også det der fik hende til at åbne op. ”Du har været udsat for indespærring to gange?” spurgte hun delvist nysgerrigt og overrasket. Hvis han virkelig havde været udsat for fængsling flere gange, måtte hun tage hatten af for ham, at han stadig kunne virke så fattet. Selv havde hun jo mest lyst til at flænse de personerne hun så, hvor hun kun stoppede, hvis hun så noget andet i vedkommende, og det var sjældent hun nåede så langt.
Folk sagde ofte, at hvor sort det end så ud for en, var der altid lys for enden af tunlen. Det var det han prøvede at fortælle Denjarna, men selvom hun var klar over det ordsprog, og hun vidste, at hun selv havde været ude for nogle heftige ting, men alligevel klaret dem, så var det altid svært at se lyset, når man endelig stod der igen. Hun måtte dog gi denne mand, at han virkede utrolig venlig og godhjertet, da han i hvert fald fik hende til at føle som om han bekymrede sig for hende, og det fandt hun også et sted sødt, skønt hun også fandt det underligt når de ikke havde nogen relationer til hinanden. Han fik hende dog til at smile svagt. ”Ja, det er vi vidst,” sagde hun stille. Hun kiggede endnu engang på ham, da han lige pludselig begyndte at grine, hvilket hun ikke ligefrem havde regnet med. ”Nej du har nok ret i, at du ikke ville være fortabt så,” sagde hun. ”Men hvis jeg snart finder min plads, så må du jo også snart finde din,” tilføjede hun lettere drillende og ironisk, hvorimens hun blinkede let til ham med det ene øje. Hun havde jo endnu svært ved at se, hvordan hun skulle falde til ro igen. Hun havde set lyset, da hun havde mødt Derick igen, men han havde åbenbart forladt hende igen, så hun var tilbage til mørket. Hun havde ikke sagt til Vladimir, at hun også havde problemer på den front, men hun tvivlede på han ville forstå, når han nu sagde, at han ikke selv havde haft kærlighed, og det kunne man kun sige, at hun havde haft. ”Hvad mener du med, at du går på opdagelse? Går du stadig rundt og leger ungkarl, og flirter med kvinderne til højre og til venstre da?”

[Deleted]

Vladimir havde været igennem en hel del, derfor var det ikke svært at sætte sig i Denjarnas sted. Han ville tro at han ville have været indespærret for endnu længere tid, hvis han selv var blevet tortureret i alle de år, men på den anden side, var der jo nok ikke nogen som turde nærme sig ham, det var jo trods alt grunden til at han var blevet spærret inde og frosset ned, selvom han var sluppet ud igen! Intet kunne holde på ham og han ville altid slippe fri, hvis man forsøgte at spærre ham inde, det skulle han nok selv sørge for! Dog ville han først og fremmest sørge for at det ikke skete igen, for efter de to gange, så måtte han erkende at han var træt af at blive forrådt og spærret inde. Han så roligt mod hende og nikkede ganske let. ”Jeg har været spærret inde to gange, men ingen af gangene blev jeg tortureret. Det blev jeg før jeg blev spærret inde første gang. Da jeg var ung,” fortalte han sandfærdigt. Nu hvor hun var blevet bedre til at åbne op, så ville han ikke have noget imod selv at fortælle lidt. Han stolede dog ikke på hende af den grund, hvilket også var grunden til at han ikke ville fortælle hende alt, og han var sikker på at det sikkert også gik den anden vej.
At Vladimir fik hende til at smile, lagde han godt mærke til, hvilket han tog som et tegn til at hun ikke var nær så anspændt i hans selskab, som hun havde været til at starte med og det glædede ham. Han vendte blikket mod hende til hendes drilske og ironiske ord, hvor et morende smil gled over hans blege læber. ”Det kan da være vi finder det på samme tid,” svarede han roligt, som han så frem for sig igen, uden at smilet falmede det mindste. Han kunne faktisk godt lide hendes selskab, hvilket ikke skete særlig tit, men det var rart at tale med en som faktisk kunne sætte sig i ens sted og vise forståelse.
Vladimir så mod Denjarna, hvor hun tydeligvis havde misforstået sammenhængen i hans ord. Han trak endnu engang morende på smilebåndet. ”Jeg troede det var indlysende at jeg flirtede med dig,” svarede han næsten drillende, inden han rystede morende på hovedet, „nej jeg mener, at jeg går på opdagelse her i den nye verden. Der er stadig mange ting jeg skal have sat mig ind i. Og jeg skal vidst være bedre til at holde lav profil,” tilføjede han roligt, som han så mod hende med et skævt smil på læberne. ”Hvad havde du ellers af planer for i aften? Jeg håber ikke jeg forstyrrede dig i noget.” Et sted fiskede han vel efter om det var okay at han blev i hendes selskab for et stykke tid endnu. Det ville han i hvert fald ikke selv have noget imod, skønt han aldrig selv havde været den mest sociale.

[Deleted]

Denjarna lyttede overrasket til hans ord, som de begge åbnede op og kom med flere sandheder. At hun kun havde været fanget én gang lød næsten som barnemad i forhold til hans historie, hvor han nu sagde, at han havde været ude for det hele tre gange. Det fik hende også til at beundre ham lidt, eftersom det tydede på at han havde en enorm viljestyrke, og bare ønskede at leve. Selv havde hun nemlig sin tvivl, om hun ville overleve endnu et fangeskab. Sidste gang havde hun et håb og en årsag til at klynge sig til livet, det havde hun ikke rigtigt længere, selvom Vladimir selvfølgelig sagde, at hun nok skulle finde grunden før eller siden. ”Jeg må gi dig, at du klarer dig usædvanligt godt, Vladimir,” sagde hun roligt. ”Jeg kan bare ikke helt sætte finger på, hvorfor folk er ude efter dig.” Siden han havde været indespærret hele tre gange måtte det næsten tyde på, at der en større årsag gemt. Det var dog muligt, at det var selve årsagen han tog særligt personligt, hvor Derick var den person hun ikke selv ønskede at tale om. Det var meget muligt, at hun aldrig ville høre, hvad Vladimir havde gjort, hvis han havde gjort noget, men det kunne også være at de utroligt nok kunne få opbygget et slags tillidsbånd til hinanden. Han havde jo allerede sagt til hende, at han ville være der for hende, hvis hun behøvede hjælp.
”Det kunne være meget muligt,” sagde Denjarna, imens hun betragtede ham. Soom hun selv smilte, fik hun også øje på det smil han nu bar på læberne. Det ville være rart, at hvis de begge fandt deres plads hurtigt og samtidig, men det var der selvfølgelig også en problemstilling ved, da de måske ikke gik de samme veje, og han allerede virkede til at være mere fremme end hende.
Denjarna tabte igen blikket på ham, hvor hun i stedet betragtede den vej de gik, og så de dejlige grønne omgivelser. Stille gik de begge to, hvor et andet væsen sikkert ikke ville opdage dem, medmindre de gik lige forbi. Denjarna måtte slippe en latter, imens hun rystede let på hovedet ad hans ord. Det var i hvert fald ingen oplyst flirt, men nogen arbejdede sig dog stille og roligt venligt frem. Hun var dog rimelig sikker på, at han havde ment sine ord i sjov. ”Så må jeg beklage dig med, at jeg er en svær kvinde at få,” sagde hun smilende. ”Men du har ret i, at man er nødt til at tage den med ro til at starte med og se, hvordan verdenen fungerer nu. Vi kunne måske hjælpes ad,” sagde hun tænksomt, hvor hun kort så på ham ud af øjenkrogen. Selv havde hun i hvert fald fundet ud af, at der var sket en del ændringer siden hun sidst havde betrådt jorden. Hun måtte dog erkende, at hun måske ikke havde været så god til at tage den med ro, eftersom hun havde haft en til dels psykopatisk start, hvor hun ikke havde været andet end et vildt dyr, hvor hun også havde slået en del ihjel. Hun dræbte nu stadig også en del, men der var kommet langt bedre kontrol på end før. ”De eneste planer jeg havde, var dem før du trådte op.. Du så vel mit unge herreskab,” sagde hun med et skævt smil, hvor hun hentydede på den mand hun havde suget blod ud af. Inden hun havde mødt Vladimir, havde hun fundet den unge mand inde i byen. Nu havde hun ingen videre tanker for aftenen, men hun havde da et håb om at Vladimir ville være en del af hendes aften lidt endnu.

[Deleted]

Man kunne godt sige at Vladimir havde været spærret inde tre gange. Første gang, var da han havde fungeret som et eksperiment, anden gang, var da han havde forsøgt at tage sin hævn, men nogle af lægerne, samt nogle alkymister der var præster, havde sultet ham og ladet ham gå i dvale og tredje gang, var da han var blevet forrådt af Alexander. Men nu var han sluppet fri og det eneste han ønskede var sin frihed. Han ønskede blot at nyde livet, som han faktisk aldrig havde fået lov til uden at han skulle skaffe sig fjender til halsen og det var ikke engang fordi han gjorde det med vilje. ”Jeg takker,” svarede han med et skævt smil, da hun sagde at han klarede sig usædvanligt godt, hvilket hun vel kunne have ret i? Han var vel bare vant til det, og derfor skræmte det ham ikke nær så meget som da det havde været hans første gang, så han forstod godt hvorfor hun flippede ud, hvis det var hendes egen første gang, for det havde han jo også selv gjort. Han så roligt mod hende da hun fortsatte, hvor det hemmelighedsfulde skær lagde sig over hans ansigt. ”Det ved jeg. Fordi de frygtede mig,” svarede han blot, som han så frem igen. Det var sandt. Hans fjender havde frygtet ham og dermed forrådt ham, hvor han var blevet spærret inde.
Vladimir træk morende på smilebåndet, da hun slap en latter til hans ord. Han behøvede ikke at være kold og nådesløs, for selv han havde en langt mere romantisk side, det var bare meget sjældent at den side kom frem. Et kækt smil gled over hans læber ved hendes ord. Hun var en svær kvinde at få fat i? ”Uh perfekt.. jeg kan nemlig godt lide svære udfordringer,” svarede han kækt, som han blinkede flirtende til hende, inden han vendte blikket frem med et morende smil. Det var faktisk ikke løgn. Han nød af en svær udfordring, men han havde på fornemmelsen at Denjarna ikke just var typen der gad have folk så tæt på sig. Sådan som hun havde reageret, så kunne han næsten regne ud at hun var blevet såret følelsesmæssigt. Han så lettere forundret mod hende, da hun foreslog at de kunne hjælpes ad, hvor et skævt smil gled over de blege læber. ”Det ville være rart ikke at være så.. alene hele tiden. Og jeg ville ikke have noget imod dit selskab,” svarede han sandfærdigt, uden at smilet falmede det mindste.
Vladimir så sig kort tilbage, da hun nævnte sin ledsager, som nu lå død, inden han så mod Denjarna, hvor et morende smil gled over hans læber. ”Ja, det må have været et festligt møde,” svarede han drillende, som han så frem. De befandt sig stadig dybt inde i skoven, selvom han ikke frygtede noget som helst i mørket, han var trods alt det som folk burde være bange for. ”Så kunne du jo godt more dig lidt med mig?” foreslog han roligt, som han vendte blikket afventende imod hende for svar. Han ville som sagt ikke have noget imod hendes selskab, tværtimod var hun det bedste selskab han var stødt på i lang tid.

[Deleted]

”Skal jeg så også frygte dig?” spurgte Denjarna med en drillende tone, skønt hun alligevel også mente sine ord alvorligt. Hvis folk havde frygtet ham nok til at spærre ham inde tre gange, så kunne det næsten lyde som om det gjorde folket sikkert, hvis han var låst væk. Personligt havde hun ikke den opfattelse, at man behøvede at frygte ham mere end så mange andre. Det kunne også bare være få folk der havde fået en forkert opfattelse af ham, og det led han så fast af nu. Men lige meget hvad, så lignede han ikke just en der lige var sluppet fra noget grusomt. Han talte til hende med venlighed i stemmen, og gjorde kun høflige ting med kroppen. Så han forstod sig stadig på at opføre sig pænt, hvorimod hun var spydig og behøvede at se folk an, inden hun turde optræde med mildhed. Det var også det gode ved ham, eftersom han formåede at holde sig i ro, når hun måske havde været en smule oppe og trippe. Hvis han var kommet med en spydig kommentar til at starte med, så var det med sikkerhed at forløbet ikke havde været så pænt og venligt, som det nu engang var blevet. Det var også lidt af en bedrift, at han allerede fået et smil og et grin frem fra hendes side, så det var også et plus for hans personlighed.
"Ja ja, vi får se," svarede Denjarna kækt igen. Svær havde hun måske ikke altid været at få fat i, da hun havde været rimelig løs på tråden i sine unge dage, men som hun var blevet mere moden havde hun endda indgået et ægteskab. Et ægteskab med mange lykkelige år, men en rimelig brat og ulykkelig ende. Selv var hun nok ikke klar til at springe ind i et nyt forhold, da hendes gamle endnu nagede hende. Desuden skræmte det hendes også lidt at skulle være romantisk sammen med en ny mand, da hun havde vænnet sig til at have den samme i mange århundreder. "Du er også god nok, Vladimir," sagde hun drillende, dog mente hun sine ord, da han indtil videre forekom hende som en person, som hun sagtens kunne se igen. Hun vidste også, at hun var nødt ti at danne nogle bånd med nogle nye mennesker, da hun som sagt følte sig stærkere i en tæt kreds af nære personer.
Som han så sig tilbage til det sted de havde mødtes, gjorde Denjarna ligedan. Hun kunne ikke længere spotte den døde krop, men hun vidste at den lå der endnu. Synd var det vel for den unge mand, som hun havde vildledt ham til at tro, at de skulle noget langt mere festligt og privat ude i skoven, end blot at dræne ham for blod. Kynisk var hun dog blevet, som hun havde været ligeglad med mandens håb og drømme, som hun havde taget det fra ham. "Det var da festligt, indtil jeg stoppede legen for ham," sagde hun med en ligegyldig tone. Nysgerrigt vendte de sølvgrå øjne sig mod Vladimir igen, da emnet blev taget tilbage til dem, og om hvad der nu skulle forløbe. "Hvilken form for morskab havde du i tankerne?" spurgte hun åbent, mens hun havde hævet øjenbrynene en anelse.

[Deleted]

For Vladimir var det normalt at udvise høflighed og at have manererne i orden, eftersom det var et valg han selv havde valgt at leve efter. Han kunne sagtens opføre sig som et vildt dyr, men det fandt han ikke just noget attraktivt ved. Det ærgrede ham at hans egen race var sunket så dybt, når de engang havde været så stolte og store og faktisk havde været ædle. Nu var de bare som alle sagde de var; blodtørstige bæster. Han var skuffet over sin race, selvom det kun beviste at verden havde ændret sig. Han vendte roligt blikket mod Denjarna ved hendes spørgsmål, hvor et hemmelighedsfuldt smil gled over hans læber. ”Det kommer helt an på om du giver mig grund til at være farlig,” svarede han med mystik i de kulsorte øjne, der næsten kunne ligne at de gik i et med mørket omkring dem, hvis ikke det havde været for månens blege skær. Han så roligt frem for sig, efter at have set på hende, „men nej. Foreløbig har du ingen grund til at frygte mig.” Han ønskede ikke at skræmme hende væk, tværtimod var det rart med selskab, hvor modparten faktisk kunne sætte sig i ens eget sted. Han ønskede derfor ikke at skræmme hende væk, selvom det hurtigt kunne ændre sig, hvis hun gav ham grund til det.
“Det gør vi nemlig,” svarede han lettere selvsikkert, som han blinkede drilsk til hende. At hun var en svær kvinde at få fat i, ville et sted ikke forundre ham, men det ændrede ikke på at han elskede en svær udfordring, og hvis det var det hun var, så ville han faktisk ikke bakke ud. Det var trods alt de der var sværest at få fat i, som også var sjovest at lege med. ”Jamen jeg takker allerydmygst, frøken Denjarna og må jeg gengælde din kompliment og sige, at dit eget selskab er mig noget værdifuldt,” svarede han i sin forfinede tone, som det morende smil afslørede, var i dril.
At Denjarna havde moret sig med en uskyldig mand, forundrede ikke Vladimir. Det var åbenbart blevet normalt for racen at lege med sit offer og dræne dem fuldstændig for blod. Han kunne godt selv lide at lege med sine ’ofre’, men han dræbte dem ikke, han beholdt dem som sine donorer. ”Jeg kan se at vampyrer ikke har meget til overs for deres ofre,” svarede han sigende, som han end ikke så mod hende. Han var ikke vant til den nye form for behandling af folk, derfor var der meget han skulle lære. Han så først mod hende, da hun spurgte ind til hans egen morskab. ”Tja.. nu har jeg holdt mig til de mere landlige omgivelser, jeg har ikke været inde i byerne, fordi jeg har til vane at skille mig alt for meget ud, fordi jeg er ny her. Så hvad siger du til at vise mig byen? Jeg ville gerne se om den har forandret sig i årenes løb,” foreslog han roligt og nysgerrigt, som han betragtede hende lettere afventende.