Back to square one

[Deleted]

”Shhh…” hviskede Denjarna mildt, inden hun lod tænderne bore ned i mandens bløde hud. Skøn var den sødlige aroma af blod og jern, som de dyrebare dråber blev ført videre til hendes krop. Manden der var menneske, havde hun fundet på byens kro. Han var ganske køn med sit brune hår der bølgede ned til hans skuldre, og det markerede ansigt. Dog anså hun ham ikke for at være andet end føde, selvom hun havde charmeret og flirtet sin vej til hans tiltro, hvor hun bagefter havde lokket den uvidende mand fra den trygge kro og ud til den dystre mørke skov, i hans håb om at hun var med på noget lidt vildere. Det havde dig ikke været hendes plan.
Denjarna mærkede, hvordan den stærke krop blev svagere i hendes arme. Helt ukontrolleret sugede hun blodet til sig med sin indre vrede, hvor hun egentligt var ligeglad med denne fremmede mand. Endnu engang var hun blevet forladt. Tredje gang. Det måtte vel betyde, at hun nu var alene for godt, og det var underligt. Dog havde hun kun nået tre møder med sin tidligere ægtemand, inden han havde forladt hende igen, så den store forandring havde hun ikke nået at gennemgå. Det var stadig det nye jeg der prydede Denjarna, og sådan ville det vidst komme til at fortsætte. For hvorfor, og hvem skulle hun nu ændre sig for? Da kroppen dinglede fuldstændigt i hendes arme, slap hun den tankeløst. Tavst lod hun de utrolige sølvgrå øjne betragte den før så kønne krop, hvor den nu så helt udmagret og grålig ud. Blodet der endnu lå omkring hendes læber, fjernede hun let med sin tungespids.
Hurtigt tabte Denjarna interessen for den livløse krop, nu når manden var død, hvor hun stille begyndte at gå væk fra manden på jorden og rundt mellem træerne. Måneskinnet ramte et par enkelte gange det løsslående ravnsorte hår, hvor det gav det et helt ekstraordinært syn. Til en forskel havde hun iklædt sig noget lidt nydeligere tøj, nu når hun havde været på kroen. En blodrød kjole faldt pænt om hendes slanke, blege krop, hvor en fløjlssort kappe skjulte hendes arme og skuldrer. Blikket gled ikke rundt på hendes omgivelser, da hun blot brugte ørerne til at fortælle hende, hvad der befandt sig omkring hende, hvor hun indtil videre kun blev klogere på smådyrene i skoven på skovens bund og et par enkelte fugle.

[Deleted]

Natten havde endnu engang lagt sig over Dvasias, hvor det var månen og stjernerne der dominerede den store og mørke himmel. Aldrig havde Vladimir set dagens ansigt, foruden på malerier, så selvfølgelig var han nysgerrig på hvordan det var i virkeligheden, han ville dog aldrig blive i stand til at vandre i solen, eftersom han var blevet forbandet, det viste det mærke som han havde på ryggen, et pentagram med et omvendt kors i. End ikke engang magi ville kunne hjælpe ham med at se solen, for han ville uanset hvad brænde op og dø. Han var og blev en ’ægte’ vampyr, skønt han havde visse fordele og var noget stærkere end en normal vampyr. Og i de uger han havde været tilbage, måtte han erkende at han var skuffet over sin race. Han var vokset op med at det var en ædel race, der kun tog blod for at overleve, men nu var racen blevet grådig og tog for at underholde sig selv, ved at dræbe sit offer. Og så meget som han havde fundet ud af, så var der en borgerkrig på vej, som var en kamp om hvem der var den ædle race, og sådan som vampyrerne opførte sig, så måtte han erkende at han ikke just ville heppe på sin egen race, hvilket var skamfuldt!
Vladimir var søgt ud denne nat, som enhver anden, for at finde ud af lidt mere omkring den nye verden som han var vågnet op i. Han havde været indespærret for flere titusinder af år og han vidste at Alexander endnu var i live, tilmed leder for vampyrerne, hvilket kun var en skam, for manden måtte jo være skyld i racens vildskab og grådighed, og det var præcis sådan Alexander altid havde været. Det forundrede ham dog at manden ikke havde forsøgt at tage magten i Dvasias endnu, og så vidt han vidste så var det en lille sølle varylknægt der sad som konge. Hvad der gik af verden anede han ikke, men den var tydeligvis forandret! Han selv forsøgte at holde lav profil. Han havde endelig genvundet sin fulde styrke, selvom han desværre havde dræbt en masse. Nu havde han dog genvundet sin kontrol og var i stand til at holde lav profil.
Vladimir var søgt til den mørke skov. Han vidste at det lå i vampyrernes by, hvor Alexander holdt til, men han var jo nød til at finde ud af terrænet hvis han skulle have en chance her. Desuden så var det ikke engang sikkert at han ville støde på manden. Han gik med rolige og lydløse skridt igennem mørket, selvom han ikke forsøgte at skjule sig. Han frygtede intet i mørket, tværtimod frygtede han intet, foruden en enkelt ting, men det ville forhåbentlig aldrig ske igen. Hans sorte øjne med det rødlige skær, så blot frem for sig, ligeglad med om der ville komme nogen bagfra, for så skulle han nok opfange dem. Han kunne dog høre og sanse at der var nogen i nærheden, hvilket hans nysgerrighed også satte kursen imod. Hvad det var, anede han ikke, men det fandt han vel tidsnok ud af? Han kunne dog lugte den stærke duft af blod, så nogen var enten død eller også såret, men så igen, det var vel normalt i området, når man befandt sig på vampyrernes område?

[Deleted]

Om vampyrerne var koldblodige mordere, stolte og racistiske eller blide som lam, gjorde ingen forskel for Denjarna. Hver enkel person kunne gøre som det passede dem, hvis det stod til hende. Altid havde hun været en rimelig egoistisk kvinde, men efter at den person hun elskede højest, havde svigtet hende igen, fodrede det bare endnu mere den selvcentrede del af hende. Svært havde det været for hende at komme tilbage til den normale verden igen, og da hun så var det, var hun blevet ført bag lyset. Ingen venner eller mand var der blandt hende længere, så hvordan hun skulle komme tilbage til sit gamle jeg igen, vidste hun ikke. Om der var en grund til at blive sig selv igen, vidste hun nu heller ikke. Hun vidste kun, at hun havde en vampyrs evighed at leve i alene, og det var ikke en behagelig tanke at have i sig.
Elegant og lydløst førte Denjarna sig rundt i den skov, hun før havde hersket i. Før i tiden, inden hun var blevet kidnappet og tortureret, havde hun vandret i denne skov næsten dagligt. Som elver havde hun påskønnet naturen, hvilket hun nu også stadig gjorde. Det var det sted hun kunne føle sig mest hjemme og sig selv. Dengang hun havde været leder for mørkelverne, havde hun også haft et prægtigt mansion her, men det havde hun mistet, som hun var blevet forvandlet til døden. De sølvgrå øjne søgte op mod himlen og de grønne kroner, hvor de bar et skær af sorg. Hårdt var det for hende, men heldigvis besad hun evnen at skubbe følelser rimelig godt til siden. Hurtigt drejede hendes hoved, som de spidse ører sansede lyden af en andens tilstedeværelse. Intet levende, da hun ikke sansede en puls. Det kom dog ikke bag på hende, at der ganske snart ville stå en vampyr overfor hende, da vampyrerne trods alt havde overtaget denne del af Dvasias og gjort til sit. Et dæmpet suk forlod hendes bløde læber, inden hun gjorde holdt og så i vedkommendes retning. ”Hvem der?” spurgte hun vagt, hvor man tydeligt kunne høre at det var en kvinde på hendes stemme. Frygt følte hun nu ikke, men det var dog aldrig til at sige, hvad en vampyr kunne finde på, så på vagt var hun nu. Tålmodigt og roligt forholdt hun sig ventende i en rundkreds af træer. Ganske få gange nåede vinden ned til jorden og skubbede lidt bevægelse, i hvad der nu kunne flagre på hende.

[Deleted]

Den nye verden havde virkelig overrasket Vladimir. Det var kommet bag på ham hvor egoistiske og selvcentrerede folk generelt var blevet. Det var slet ikke hvad han var vant til. Han havde svært ved at finde sig til rette nogen steder, men han boede stadig på sit gamle slot, hvor han i det mindste følte sig lidt hjemme og tilmed havde fundet sig nogle nye tjenestefolk. Dog var det ingenting i forhold til den verden han var kommet tilbage til, hvor han følte sig helt alene og fremmede. Folk kiggede mærkeligt efter ham, fordi det var indlysende at han ikke kom herfra, og han vidste ærligtalt ikke hvordan man skulle passe ind nogen steder, for det var heller ikke fordi han gad lave om på sig selv, han havde sine stærke holdninger og meninger, men det var tydeligt at de holdninger og meninger ikke passede ind i denne verden. Det var også derfor han holdt lav profil, så han ikke vækkede opsigt, for det havde han allerede gjort ved et par stykker og han gad ikke jages vildt igen, fordi han var anderledes, han vidste trods alt at han ikke var som andre vampyrer.
De kulsorte øjne så frem for sig, som han vandrede af sted. Han bar et fint jakkesæt, han nød trods alt af at klæde sig godt. Han vandrede gennem skoven uden rigtig at lægge mærke til noget, foruden da den stærke dunst af blod ramte hans næsebor, hvor han næsten nysgerrigt satte kursen imod stedet.
Vladimir gik ikke længe før en stemme nåede hans ører, hvor han kneb øjnene let sammen, som han så ud i mørket. Han gik roligt mod stemmen, imens et køligt smil gled over hans læber. ”Dit værste mareridt,” svarede han humorforladt, hvor hans blik gled koldt mod den kvindelige skikkelse, som han kom hende nærmere. Med hendes gode hørelse, gik han ud fra at hun sagtens kunne høre ham på trods af at han stod flere meter væk. Han sagtnede dog ikke farten, men fortsatte mod hende med rolige skridt, imens hans kulsorte øjne nøje studerede hende som han kom tættere på. Kort strøg han en hånd igennem de halvlange ravnsorte lokker, som han roligt stoppede op og lænede sig op ad en træstamme, da han nåede hen til hende, så han kun befandt sig omkring de tre meter fra hende. Her kunne han også langt bedre betragte sig af hende, hvor han tog hendes fulde figur i blik, næsten studerede hende for at se om hun udgjorde en trussel for ham. Forsigtig var han jo nød til at være.

[Deleted]

Komplet bevidst var Denjarna for den fremmede, som hun sagtens kunne sanse ham. Selvom han gik med fløjlskridt, kunne de skarpe elverører høre ham, hvor hun også kunne fornemme, hvordan hans sko trådte græs og jord ned. Måske tilhørte hun ikke længere elverracen, men følelserne og fornemmelserne for naturen havde hun endnu. Hun fornemmede også, at personen kom bagfra, men ikke desto mindre blev hun stående med ryggen til. Hans stemme indikerede straks, at han var af hankøn, og hans ord fik hende næsten til at le. ”Mit værste mareridt er allerede kommet til livs, så det har jeg ikke at frygte fra dig,” svarede hun køligt igen. Latterlig var hans entre, som denne mand kom og regnede med, at han kunne skræmme livet af hende. Der var måske engang, hvor hun kunne være blevet bange for en fremmede i mørket, med en kølig stemme, men det var også dengang. Hærdet var hun blevet, som hun havde oplevet lidt af hvert på denne jord. I fængselscellen havde hun lært at stå imod smerte, og på det følelsesmæssige plan havde hun mistet alt, hvad hun nogensinde havde elsket, så hvad kunne knække hende nu?
”Jeg må beklage, at der ikke er meget bytte over mig,” sagde Denjarna i det øjeblik hun valgte at vende sig rundt. Ingen overraskelse var der at se i de sølvgrå øjne, som de tomt faldt på manden. Allerede inden hun havde vendt sig omkring, havde hun sanset, at han var vampyr. Ingen puls, intet blod, intet hjerte. Bevidst valgte hun at beholde sin forholdsvis ligegyldige attitude, som hun hurtigt scannede ham. Det halvlange mørke hår, der havde samme ravnsorte farve som hendes eget. Den lyse hud, som alle vampyrer bar, og de fine klæder der kunne angive, at han var af højere stand. Efter at havde vendt sig om, gjorde hun heller ikke mine til mere, som hun blot stod stille, som var hun en statue. Tydelige var hendes træk så for ham, som han ligesom hende havde al mulighed for at scanne den nye. Det lyse og kolde ansigt var at se, med de smukke mandelformede øjne, og det pæne mørke hår, der faldt ned og indrammede hendes ansigt.
Som manden stod afslappet op ad trænet, lignede han nu ingen trussel, men Denjarna var nu meget bekendt mede det fact, at alt behøvede ikke at ligne, hvad det i virkeligheden var. Selv kunne hun jo også finde på at snappe ud af ingenting, og manden var jo kommet med en rimelig dyster og advarende tilkendegivelse, .

[Deleted]

Det var ikke engang fordi Vladimir ønskede at skræmme denne kvinde, det var også derfor der havde været noget ironisk over hans ord. Han vidste ikke hvem hun var, desuden så ville han ikke gå efter sine egne, medmindre de gav ham grund til det, såsom Alexander. Den mand så han død, han ønskede sin hævn for at manden havde forrådt ham og spærret ham inde for flere titusinder af år! Han var virkelig bag ud i verdens udvikling, for der var sket frygtelig meget! Han vidste godt at vampyrerne var blevet grådige med tiden, men nu var det jo virkelig blevet slemt! Selvom der var en leder – Alexander – så var det som om ingen styrede racen, men de fik lov til at gøre hvad de ville. Han havde godt hørt om denne nye vampyr kodeks, som var et sæt regler for vampyrerne, men i hans øjne skulle vampyrer ikke styres efter regler, men styres efter hård hånd, og alligevel skulle de have deres frihed.
De sorte øjne, med det rødlige skær faldt let til hendes skikkelse, hvor Vladimir lod hovedet søge let på sned. Han blev stående ved træet, de få meter fra hende, hvor han studerede hende fra top til tå og tilbage igen, som hun også studerede ham. Han lignede måske ikke en trussel, var måske ikke faretruende, men han gemte skam på meget mere! Han ville være dum at undervurdere, hvis man endte i kamp med ham, selvom han ikke just havde nogen intentioner om at angribe hende. Hans blik faldt fra den døde mand til hendes ansigt, hvor han næsten kunne mærke sulten stige i ham. ”Jeg sagde ikke at du skulle frygte mig,” påpegede han roligt, som et kækt smil gled over hans læber.
Vladimir kneb øjnene lettere tænksomt sammen til hendes følgende ord, hvor han lænede sig ud fra træet og begyndte at gå imod hende med afslappede skridt. ”Dig, et bytte?” Han kluklo kort for sig selv, som han stillede sig foran hende, „du er et rovdyr, ikke et byttedyr.” Han løftede sin hånd og lod sin tommel stryge noget blod væk fra hendes mundvig, inden han førte tomlen op til sine læber, hvor han slikkede blodet i sig. Hans kulsorte øjne veg ikke bort fra hendes unikke sølvgrå, som han stirrede lettere tænksomt ind i. ”Hvem er du?” spurgte han nysgerrigt, som han lod hovedet søge let på sned.

[Deleted]

Hvordan vampyrerne levede nu om dage, havde Denjarna haft et par måneder til at sætte sig ind i. Selv havde hun også været indespærret, så selv var hun også nødt til at justere sig til det nye samfund. Personligt mente hun nu selv, at vampyrerne ikke havde ændret sig synderligt meget, da de altid havde været styret af deres hunger efter blod. Dengang hun havde været mørkelver, havde den eneste vampyr hun rigtigt havde kendt været hendes mand, og derefter den vampyr der havde omgjort hende. Den vampyr der havde omgjort hende havde i hvert fald været koldblodig, som den havde omgjort hende, og så ladt hende til at brænde op i solen. Derefter havde den eneste vampyr hun havde holdt sig til været Derick, og nu var hun stadig bare en enspænder der gik og passede sig selv.
Denjarna løftede blot et øjenbryn, da han rettede hende i sin udtalelse, hvor han nu sagde, at han ikke længere var hende en trussel. Underligt var det dog, eftersom mareridt jo var noget at frygte, og især ens værste. Hun fulgte ikke hans blik, som han så over på hendes offer der lå nogle skridt fra hende, da hun blot fastholdte blikket på hans blege ansigt. Da han nærmede sig hende, løftede hun ej heller hånden, som hun blot så roligt til, som han tillidsfuldt kom hende helt tæt. ”Jeg kan kun sige det samme om dig,” sagde hun roligt. Ligesom hende, var han et rovdyr. Alt levende var deres bytte. Hun kunne ikke lade være med at smile svagt over hans ord, omkring at hun var en dræber, for det var hun, og den magt nød hun delvist. Hun undveg ikke, da han berørte hendes læbe, da det ikke var en berøring af kærlighed, men blot en berøring af sult. En sult der var blevet fremkaldt ved det resterende blod hun havde på læben. Ganske kort fulgte hendes blik hans finger, som han slikkede det røde blod af den, hvor de sølvgrå øjne dernæst faldt på hans mørke, der syntes at være så mørke som dybet selv.
”Jeg er bare en kvinde der prøver at leve,” svarede hun stilfærdigt, hvor hun undlod at give ham sit navn, som han ellers nok havde hentydet til. Med det svage smil på læben genoptog hun nu sin gang, der bar hende nogle skridt væk fra den fremmede. ”Hvem er du?” spurgte hun med en lettere legende stemme, som hun svingede en halv omgang om, så hun nu gik baglæns, imens hun så på hans skikkelse. I hendes hurtige, yndefulde bevægelse, svang det mørke hår og hendes klæder livligt med i den pludselige bevægelse, for igen at lægge sig tungt.

[Deleted]

I sin tid havde vampyrerne været anderledes, der havde de ikke dræbt for sjovs skyld, eller for at overleve, for en vampyr behøvede ikke tømme et helt menneske for at kunne overleve. Han var ikke vant til grådighed, medmindre man var blevet spærret inde, ens krop var gået i dvale og man knap nok kunne leve. Han selv havde dræbt en masse, fordi han ikke havde kunnet kontrollere sin egen sult, men han havde virkelig også været udhungret så det baskede! Desuden så havde han faktisk gravlagt de som han havde dræbt, for det lå normalt ikke til ham. Han kunne bedst lide at have donorere, hvor han legede lidt med dem, imens han drak af det. Han kunne sagtens lide at jage folk herude i det blå, men han dræbte normalt ikke. Det så han intet behov for.
Denne kvinde virkede kold, selvom det normalt lå til vampyrernes race, der var dog alligevel noget anderledes ved hende. Hun virkede.. fortabt? Lidt som ham selv. Hun havde i hvert fald ikke behov for at frygte ham, for normalt så slog han ikke sine egne ihjel, medmindre de gik op imod ham, for så blev han nød til det, desuden så holdt han lav profil og det ville han også helst gøre ved denne kvinde. Han havde gjort alt for synlige træk, og han ville helst ikke opdages og begynde at blive jagtet som et vildt dyr for at blive spærret inde igen, for den tanke skræmte ham kun! Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord, hvor han blot nikkede, som han fik slikket blodet til sig. Et sted også for at teste hende. Hun havde ikke vist ubehag ved hans berøring, hun havde heller ikke vist ubehag ved hans nærhed, for hun havde ikke rokket sig ud af stedet.
Vladimir endte lettere forbavset da hun blot gik væk og næsten.. legede med ham? Et morende smil gled over hans læber. Han havde ganske vidst fisket efter hendes navn, men det var tydeligt hun ikke ville give ham det. Derfor så han heller ikke nogen grund til at skulle give hende sit. Han så til som hun gik væk fra ham og svingede omkring, hvor han for en kort stund blev stående. Han kunne skam også godt lege med! Han gik blot efter hende med rolige skridt, hvor han lod hovedet falde let på sned. ”Jeg er såmænd blot en mand, der forsøger at finde sig tilrette i denne verden,” svarede han sandfærdigt, som han trak let på skuldrene, imens han foldede hænderne bag ryggen. Hun gjorde ham nysgerrig.

[Deleted]

Fortabt var Denjarna, som hun havde forvildet sig ind i denne fremmede verden. Al hvad hun før havde kendt til, og hvordan hun før havde været, var forsvundet. Verdensorden havde ændret sig her på Jorden, som der var kommet nye regenter, samt de personer hun før havde kendt var forsvundet eller havde ændret sig. Ustabil var denne tilstand for hende, hvor hun var faldet en anelse til ro, da hun havde fundet Derick, men ham havde hun end ikke længere, så det var igen faldet til jorden. Efter at have været væk i så mange år, hvor hun kun havde levet i et indelukket rum, og med ganske få personer der alligevel kun gjorde hende ondt, havde hun det svært. At denne mand havde en lignende historie, var hende uvist. Denne mand skræmte hende ikke, da han ikke udviste noget tegn på, at han kunne gøre hende ondt på den måde hun frygtede. Efter at have mistet, hvad hun holdt af, kunne det kun skræmme hende at blive spærret inde igen. Berøringen han kom med, nød hun nu ikke, men ej heller tænkte hun meget over det. Som sagt, han var vel bare sulten ligesom hende.
Denjarna smilte stille for sig selv over hans forbavselse over, at hun kom med dette lettere mystiske svar, samt hun ikke bare blev stående og talte med ham. Blandet var følelsen af at være tilbage i civilisationen, da hun havde vænnet sig til at være indespærret i et hul, hvor kun ganske få personerne havde adgang til at se hende, og de personer havde aldrig ønsket hende noget godt. Derfor var det en rimelig stor omvæltning at være tilbage i det åbne, hvor folk havde hver deres personlighed, og man skulle danne sig sit eget indblik, og passe på, hvor man trådte. Det kunne derfor også være en smule skræmmende for hende, da dette var en ny verden, og efter at have gennemgået en masse tortur, så fik hun til tider en lettere psykotisk tankegang. ”Er du da en ny vampyr?” spurgte hun nysgerrigt. Meget muligt var det, at han var blevet omdannet indenfor ganske få dage, og han endnu skulle vænne sig til de nye sanseindtryk og den nye træng for blod. Det var lidt af en ting at skulle lære at indrette sig efter. Denjarna smilte stille for sig selv, inden hun drejede rundt igen, da hun så, at den fremmede fulgte efter hende. De sølvgrå øjne faldt derfor ikke længere på den mandlige skikkelse, men nu på skovens beplantning og dyreliv, som hun betragtede, hvordan bladende på træerne var sprunget frem, samt skuddene på blomsterne, og de små dyr. Selvom hun nu var vampyr, kunne hun ikke lade være med at ærgre sig over, at denne del af Dvasias nu var vampyrernes, eftersom skoven var en fantastisk del alle skulle nyde af.

[Deleted]

Denne kvinde virkede på sit vis meget som Vladimir selv. Måske han kun lige havde mødt hende, men alligevel kunne han se en del mere, når han så ind i hendes sølvgrå øjne. Hun virkede fortabt, præcis som ham selv, hvilket gjorde ham nysgerrig på at finde ud af, hvorfor denne kvinde var det, for der kunne jo være mange grunde til det. Han selv følte sig fortabt. Han var alene i en kæmpe verden, uden nogen der kendte til ham, og de få der faktisk vidste hvem han var, ville han ikke i nærheden af endnu, for det var dem han ville have sin hævn på; Alexander og Carmine. Alexander specielt. Den mand havde sat sig øverst på hans sorte liste og han krævede manden død! Det blev bare ikke let, når manden både var vampyrernes leder, men også greve her i Dvasias. Han gad bare godt vide hvordan manden kunne lade hele vampyrracen gå til grunde på den måde, som den var.
“Både og,” svarede han roligt, som han fortsatte efter hende, som hun fortsatte frem. Han lagde mærke til at hun fjernede fokus fra ham og vendte det mod.. naturen? Han kneb øjnene let sammen, som han brugte sin hurtighed til at nå op til hende, hvor han lagde hænderne mod hendes skuldre, for at få hende til at stoppe. Han lænede sig roligt mod hende. ”Du nyder naturen. Du er ingen normal vampyr,” tænkte han højt, som han gav sig til at betragte hende, fra den vinkel han nu kunne. Han lagde mærke til at hendes øjne var mandelformede og hendes ører spidse, „elver.” Han gav slip på hende, kun for at søge ind mellem træerne – nu var det ham der legede med hende. Han brugte mørkedæmonen i sig, for at skjule sig i skyggerne, så hun ikke ville kunne se ham. Måske høre ham, men hun ville kunne stå foran ham uden at ville kunne se ham. Han var heller ikke selv en normal vampyr. Han var faktisk langt fra normal. Han var noget for sig selv.
Vladimir brugte sin fart til at bevæge sig rundt, så hun ville få sværere ved at opfange ham. ”Du gør mig nysgerrig. Vil du stadig ikke fortælle mig mere omkring dig selv?” spurgte han nysgerrigt, som han stoppede op i mørket og stirrede på hendes skikkelse fra sit skjul i skyggerne. Han ville gerne vide hvad hendes navn var, men også hvorfor hun var så fortabt. Han kunne ikke skjule at hun havde gjort ham nysgerrig, selvom han et sted hadede når han blev så.. betaget af andre. Det var trods alt ikke altid en god ting.

[Deleted]

Tavst bevægede Denjarna sig fremad, mens de sølvgrå øjne scannede de omgivelser de færdedes i. Selvom hun ikke så på den fremmede mand, var hun alligevel fuldt ud bevidst om hans tilstedeværelse, som hun lyttede til hvad han havde at sige, samt hvor han var. Selvom det skete flere meter fra hende, fornemmede og spottede hun, hvordan en af nattens ugler fløj ned og fangede en af skovbundens uskyldige mus. Ligesom hende, var uglen et rovdyr og den havde brug for et bytte for at vedligeholde fødekæden. Den fremmede bragte hende dog ud af sin koncentration, da han pludselig tog fat i hende igen, hvilket irriterede hende. Det kunne godt være, at hun ikke havde sagt noget til, at han havde taget noget blod fra hendes læbe, men alligevel … de var ikke venner. De kendte faktisk slet ikke hinanden, så han kunne ikke rigtig bilde sig ind at være så fortrolig med hende, som at lægge hånd på hende igen. Hun gjorde dog holdt, hvor hun vendte blikket på ham, hvor hun så på ham med sammenknebne øjne. ”Ja... jeg nyder naturen. Det burde alle gøre,” sagde hun lettere køligt, hvorefter hun var med til at gøre et vrid med skulderen, som han gav slip på hende. Det glædede hende, at han sagde, at hun ikke var som alle andre vampyrer, da hun ikke nød at se sig sådan. Hun hadede dog at blive mindet om sin fortid, da hun ikke var mørkelver længere, skønt hun stadig havde nogen af deres kvaliteter. ”Og korrekt. Jeg er ikke født vampyr.”
Denjarna kunne ikke lade være med at skule en smule efter manden, da han syntes at forsvinde, eller gemme sig for hende. Hun ønskede dog ikke at være alene, og denne mand havde en vis aura over sig, så hun var vel også interesseret, ligesom han var. Hun prøvede også at spotte en smule skjult efter ham, som det lignede at han var luften, efter at han var gået ind mellem træerne igen. Selvom hun havde de bedste sanser man kunne ønske sig, kunne hun ikke sætte finger på hans præcise sted. Hun mente, at hun kunne høre ham nogle gange, men så alligevel ikke. ”Hvorfor er en fremmed som dig, nysgerrig efter at høre mere om mig? Som sagt, jeg er blot en vampyr… tidligere mørkelver måske.. der går og passer sig selv.” Igen begyndte hun at gå, skønt hendes sanser endnu var på jagt efter manden. Hvad der havde fanget ham angående hendes person, vidste hun ikke, samt hun ikke vidste præcist, hvad han længedes efter at høre om hende.

[Deleted]

Der var noget anderledes ved denne kvinde. Ikke kun det at hun virkede fortabt, eller at hun var elver, men noget Vladimir ikke helt kunne sætte fingeren på. Det var også det som gjorde ham så nysgerrig, hvor han havde lyst til at finde ud af mere omkring hende. Han kunne dog godt mærke på hende at hun blev irriteret, da han lagde hænderne på hendes skuldre, for at stoppe hende, selvom han ikke tog sig af det. Han kunne blive nærgående, som han kunne blive irriterende, når han først blev nysgerrig, selvom han aldrig selv tænkte helt over det. ”Sandt.. naturen er et vidunder i sig selv. Du nyder den blot på en anden måde, andre vil gøre det,” svarede han roligt, hvilket så var fordi hun var en elver. Eller rettere sagt var hun en tidligere elver. Han stod over for en halvblodsvampyr. Tanken morede ham et sted, netop fordi man godt kunne tage fejl, for havde hendes udseende ikke afsløret det, så ville man næsten tro at hun var født vampyr med den attitude som hun havde.
Vladimir blev i skyggerne, som holdt ham skjult for hendes blik, hvor han fulgte hende i mørket, som hun begyndte at gå igen. Hun var ikke meget at fortælle omkring sig selv, men han gik ud fra at det var fordi han netop var fremmede og fordi hun ikke stolede på ham. Så han forstod hende godt, for man måtte jo være påpasselig. Han gned let sin skæggede hage, som han fortsatte efter hende, hvor hun nok ville kunne høre hans skridt, men stadig ikke se ham. ”Fordi du som sagt er anderledes. Du er.. fortabt. Som mig selv,” svarede han roligt, bevidst om at han også selv havde afsløret noget mere om sig selv, nemlig det at han var fortabt. Han holdt lav profil, det var han nød til, for han havde allerede gjort sig rimelig synlig og det havde ikke været meningen, men han havde virkelig været udhungret og han havde været nødsaget til at stille sin sult! Nu var sulten igen under kontrol, så nu kunne han igen beherske sig. Han endte med at komme frem fra sit skjul, hvor han endnu engang lænede sig op ad et træ, imens han betragtede hende nysgerrigt. ”Hvorfor er du fortabt?” spurgte han nysgerrigt, som han lod hovedet søge let på sned, hvor de halvlange ravnesorte lokker fulgte ham.

[Deleted]

Sandt var det, at Denjarna var i stand til at se på naturen som ingen anden kunne. Hun kunne måske ikke, hvad en elver kunne gøre længere, men følelserne havde hun endnu for naturen, og kærligheden til den ville altid være der. Hun kunne næsten fornemme livet i skoven som dengang, men kun næsten. Det var som at stå lige foran det man ønskede allermest, men hvor meget man end prøvede, så kunne man ikke få fat på det. ”Det er sandt, at jeg priser det særlig højt, men stadig … jeg er ikke elver længere,” sagde hun fast og med en afsluttende tone. Hun ønskede ikke rigtigt at diskutere skoven og ej heller snakke om hendes tidligere race, da det smertede hende, som det var hende uopnåeligt. De eneste tidspunkter folk mindede hende om hendes fortid, var når de så de tydelige elviske karaktertræk på hende. Hvis man ikke så dem, tvivlede folk aldrig et sekund på, at hun måtte være født som vampyr, sådan som hun ellers bar en rimelig stærk kulde. Hun var i hvert fald kold, selvcentreret og blodig.
Ganske kort lod Denjarna øjnene glide i, som hun syntes at have bedre førlighed omkring sine sanser, som hun fornemmede hvor den fremmede bevægede sig. Hendes øjne gled dog op med et set, da han pludselig sagde, at hun var fortabt. Skridtene ophørte og blikket fandt hurtigt den plads, hvor hun regnede manden ville stå og rigtig nok, da hun så ham igen stod han mageligt tilbagelænet op ad et træs stamme igen. ”Hvorfor mener du, at jeg er fortabt?” spurgte hun med en kold stemme, som det bragte vreden frem i hende. Det smertede i hendes tavse hjerte, som hun tænkte på al den tortur hun havde gennemgået og til ingen verdens nytte. Hun tænkte også på Derick, som havde forladt hende igen, hvilket blot mindede hende om, at hun virkelig havde ingen på denne jord, og sådan ville det nok forblive. ”Hvorfor er du fortabt?” spurgte hun i stedet, som hun ikke ønskede at henlede opmærksomheden på sin egen smerte. Det var lettere at høre på, hvorfor andre havde ondt, og igen, hvorfor skulle hun fortælle det til denne mand? De var jo ikke venner.

[Deleted]

Det at hun var anderledes, var det som fangede Vladimirs interesse og opmærksomhed, hvor han havde lyst til at finde ud af mere omkring hende. Han kunne dog godt fornemme at hun var rimelig pirrelig, derfor vidste han at han skulle begå sig varsomt, det var han bare ikke særlig god til, når man virkelig formåede at gøre ham nysgerrig, derfor kunne han godt blive meget nærgående og for hende sikkert irriterende. Det var dog ikke i nogen ond mening, men derfor kunne hun jo godt blive træt af ham alligevel. Han lod hovedet søge ganske let på sned, imens han lagde armene over kors. Hun elskede naturen. Det var vel et sted klart, når hun havde været mørkelver i et tidligere liv? Hun måtte næsten have været vampyr længe, siden hun havde ændret sig så meget, for man ville tro at hun var født vampyr, hvis ikke man havde kunnet afsløre hendes træk via udseendet. Han kunne godt høre at han havde bevæget sig ind på et ømt punkt, derfor vidste han også at han måtte træde varsomt. ”Måske.. men derfor er følelserne der stadig,” svarede han roligt, som hans eget blik endte med at glide ud i naturen. Han havde kun set naturen fra mørkets øjne, fra mørkets belysning, eftersom han aldrig ville kunne komme til at vandre i solen, men han måtte erkende at efter at have været spærret inde i flere titusinder af år, så kom man til at savne selv de små ting, netop som naturen, som man normalt tog forgivet.
Vladimir træk skævt på smilebåndet, da han kunne se og høre på hende, at han endnu engang bevægede sig ind på et ømt punkt. Det var næsten også det som afslørede hende for at han havde ret; at hun var fortabt. Han blev stående ved træets stamme, hvor han betragtede hende med sine kulsorte øjne. ”Jeg kan mærke det på dig. Se det i dit blik. Fornemme det på din holdning. Høre det på dine ord,” svarede han roligt, som han blot betragtede sig af hende og hendes forskellige reaktioner. At hun så spurgte ind til ham, kom en anelse bag på ham, skønt han normalt var påpasselig og derfor ikke brød sig om at åbne op for fremmede, men han kunne til gengæld næsten regne ud at hvis han ville ind på hende, så måtte han også selv åbne op. Han behøvede jo heller ikke at sige alt. ”Jeg har været spærret inde for utrolig mange år.. det føles næsten som en evighed. Jeg er kun for nogle uger siden sluppet ud, men alt er.. forandret. Alt er nyt. Og jeg skal til at vænne mig til det, hvilket er svært, når man ikke ved hvad man er gået glip af, når man ikke har været en del af udviklingen,” svarede han sandfærdigt, som han ikke tog blikket fra hende.

[Deleted]

Ømme punkter var det den fremmede spurgte ind til. Faktisk var det lige de ting der gjorde allermest ondt. Omvæltningen fra mørkelver til vampyr, indespærringen og torturen, og til sidst det gentagende tab af Derick. Smerte på smerte var det, så derfor blev Denjarna også særligt pirrelig, når han sådan prikkede til hende. Underligt var det egentligt også, at han var så interesseret i hendes liv, når de nu ikke havde et forhold til hinanden. Måske vidste han i virkeligheden hvem hun var, og prøvede blot at grave lidt i det, men måske ikke. Den tidligere afsluttende tone havde hun ment, så derfor kommenterede hun heller ikke på hans ord omkring skoven, men ret havde han dog. Måske var hun ikke et af dagens væsner længere, og måske kunne hun ikke læse naturen længere, men alligevel elskede hun det. Hun elskede det ligesom hun altid ville have følelser for sin tidligere ægtemand, men ligesom naturen, så var det ikke længere hendes at have. Fingrene lod hun tænksomt føre et par løsrevne hår om bag det spidse elverøre, så de ikke generede hendes syn. Den ranke holdning holdt hun, som hun stod stille og betragtede manden der var noget så nysgerrig. Hun mærkede, hvordan hendes muskler og sener prøvede at krampe, som han pointerede alle de ting ud, der signalerede at hun var fortabt, hvilket bestemt ikke hujede hende. Hun måtte blinke let med øjnene, som hans ord gav hende en træng til at flå ham, da dette ikke var noget hun ønskede at tale om. Hun havde ikke noget imod selskab, men selskabet skulle på ingen måde bringe hende sorg, som denne mand gjorde. Gemt under kappen knyttede hun et par gange sin venstre hånd, hvor hun først stoppede bevægelser, da de sølvgrå øjne så på manden med overraskelse, da han fortalte om visse hændelser der havde sket ham. Som han sagde, at han selv havde været indespærret, faldt hendes hånd slapt ned, hvor den faldt til ro igen. Hans ord rørte noget i hende, da han mærkværdigt nok følte det samme som hende. I hvert fald mere eller mindre. Denjarna bed sig selv i den bløde underlæbe, imens hendes blik mildnede en anelse. ”Jeg ved ikke, hvad du har været spærret inde for, men årsag eller ej, så føler jeg med dig,” begyndte hun langsomt og stille. Om hun kunne stole på den fremmede eller ej, vidste hun ikke, men hans lille historie gjorde, at hun åbnede en smule mere op. ”Jeg selv slap væk fra mit fængsel for et par måneder siden. Jeg vidste ikke for hvad, jeg sad indenfor, men da jeg endelig slap væk, var verden en anden. Alt hvad jeg før havde kendt, var ikke mit længere,” fortalte hun stille, hvor der var et tryk af sorg i hendes sidste sætning.
Tænksomt betragtede Denjarna manden med hovedet på sned, inden hun valgte at træde et par skridt frem, med hånden strakt en anelse ud. Hun stoppede dog to skridt fra ham, så han selv var nødt til at gøre en indsats og gå hende i møde, og tage hendes hånd. ”Mit navn er Denjarna Nightshade Dark Dynithril, hvem er du?”