Back to square one

[Deleted]

Ikke just virkede han som en farlig fyr, men som han selv sagde, hvis hun gav ham en grund til at være det, så skulle den side garanteret nok komme frem i ham. Som deres møde gik ligenu, tvivlede Denjarna på, at det ville gå skidt, men ligesom hun kunne sige noget forkert til ham, så kunne han også sige noget forkert til hende. Hun kunne trods alt hurtigt blive lidt sippet. Det ville dog være en skam, hvis det hele tog en skidt drejning, da hun havde det lidt som om, at hun var nødt til at snakke med Vladimir. Det gav hende nemlig en vis tryghed at vide, at han kunne sætte sig i hendes fødder og forstå, hvorfor hun var, som hun nu var blevet, og hvad hun var bange for. ”Det er jeg glad for,” sagde hun oprigtigt, ”men du har heller ikke noget at frygte fra min side af.” Hun troede heller ikke, at han var særligt på dupperne efter kommende udbrud fra hendes side af, da hun allerede havde vist, at hun var faldet til ro igen, siden de havde hilst på hinanden.
Denjarna smilede blot ad hans ord, som det næsten lød som om, at han ville prøve at få fat på hende. Hvad hun selv søgte I en mand nu var lidt svært at sige, da hun følte, at hun var blevet røvrendt af hendes seneste. Hun havde dog fundet ud af, at hun langt bedre kunne lide et fast forhold, end en masse løse mænd omkring sig. Det var hun simpelthen vokset fra at gøre, og det havde også vist sig, at det ikke bragte fornuft med sig. Det kom altid til at ramme en selv I sidste ende. Hun måtte selv trække lidt mere på smilebåndet, da han kom med denne fornemme tone og den høflige tiltale. Underligt var det at være frøken igen, da det betød, at man var alene. Han fik hende dog på andre tanker, og som hun smilte, fik det helt hendes ansigt til at lyse op, hvor de sølvgrå øjne også fik en levende gnist. ”Jamen hr Vladimir, hvordan kan jeg nogensinde gøre gengæld med alle disse søde ord?” svarede hun igen med en ligeså forfinet tone som ham. Hun var måske ikke rigtigt af finere stand længere, men hun huskede, hvordan man kunne te sig.
Denjarna trak blot på skulderen til hans ord. Det var begyndt at forekomme hende lidt ligegyldigt, hvordan man gjorde med sine ‘ofre’, når man ville have fat i deres blod. Hun havde måske gjort det anderledes engang, men efter at have gennemgået tortur, så var hun også blevet lidt ondere i sine handlinger. ”Hvad man gør er vel op til en selv. Jeg må nu indrømme, at jeg selv blev ligeglad, da jeg vendte tilbage,” svarede hun stilfærdigt. Det kunne næsten være ligegyldigt, hvad man gjorde. Ofret ville jo ikke nyde nogen af delene alligevel. De eneste der led af mord var godt nok vedkommendes bekendte, men det tænkte hun ikke længere på.
”Hvad ønsker du så at se? En by med kun vores slags, eller tør du bevæge dig ind blandt alle?” spurgte Denjarna. Hun havde intet imod at søge ind mod byen. Hun havde også lige fået føde, så hun kunne sagtens styre sig og hun var også blevet noget bedre til befolkede steder. Ligesom ham, rettede hun også blikket på ham, hvor det nu var hende der så afventende på ham. ”Men byerne har udviklet sig, og der er kommet flere beboerer siden sidst I hvert fald. Vil du bare gerne gå rundt derinde, eller vil du gerne indenfor et sted?”

[Deleted]

Denjarna havde endnu ikke nogen grund til at frygte Vladimir. Han ønskede hende ikke ondt, ikke når han for en gangs skyld faktisk nød en persons selskab, og det var hendes selskab, derfor ville han foretrække at de kunne snakke fredeligt sammen uden at der skulle opstå intriger og fejder, for dem havde han efterhånden haft nok af. Folk havde en tendens til at frygte ham og hans kræfter, derfor ville han helst ikke vække for meget opsigt. Det eneste han egentlig bare ønskede, var at nyde livet. Det havde været hans ønske for mange år, men ingen havde forstået sig på ham, de havde frygtet ham, forrådt ham og derefter spærret ham inde. Han vendte blikket mod hende ved hendes ord, hvor han slap en munter latter. ”Tag det ikke ilde op Denjarna. Men der skal en del til at skræmme mig,” svarede han sandfærdigt. Han havde aldrig haft en grund til at frygte nogen. Der var mange han ikke ville lægge sig ud med, og der var nogle racer der havde vundet hans respekt, såsom alkymisterne, for dem ville han ikke lægge sig ud med, men det var ikke fordi han som sådan frygtede dem. Han trak drilsk på smilebåndet som han fortsatte: „og en vild og arrig vampyr, kan heller ikke.” Han havde godt lagt mærke til hendes aggressivitet i starten, selvom det så ud til at hun havde lagt den på hylden for nu – og det glædede ham kun.
Det var et sted rart at se Denjarna smile. Mest fordi Vladimir vidste hvordan det var at blive spærret inde som et sølle dyr, og han vidste udmærket godt hvad det kunne gøre ved én. Han forstod sig derfor på hende og han vidste at hun gennemgik en svær tid, specielt fordi hun var blevet tortureret i så lang tid, derfor var det ham en glæde at se hende smile, at se lidt gnist og livlighed i hendes smukke og unikke sølvgrå øjne. Han kunne heller ikke selv lade vær med at trække let på de blege læber, da hun gengældte hans fornemme ord og forfinede tone. ”Jamen det har jeg da allerede sagt, frøken Dynithril; ved at nyde tiden med mig,” svarede han i samme tone, hvor han blinkede let til hende. Han ville elske at bruge tiden på og sammen med hende.
Vladimir kneb øjnene en anelse sammen til Denjarnas ord, hvor han roligt stoppede op, kun for at vende sig imod hende med et alvorligt blik. ”Du må aldrig blive ligeglad Denjarna. Jeg ved det er let at lukke af for følelserne, men selv vi vampyrer må vise respekt for andre, hvis vi selv ønsker det i gengæld. Jeg har lagt mærke til at vampyrerne har fået et grimt ry over sig. Det gør os ikke ædle at være ligeglade. Og husk på du selv har været levende og ’menneskelig’ engang, netop fordi du har været mørkelver,” svarede han sigende, uden at han tog blikket fra hende. Han genoptog roligt sin rolige gang igen, hvor han foldede hænderne bag ryggen. Et let smil gled over de blege læber. ”Så mange spørgsmål og planer,” svarede han højtideligt for sig selv, som han så tænkende op i luften, „jeg synes at vi skal tage til Rimshia. Og blot se hvad der sker.” Han ville lade alt være op til ’skæbnen’, ingen kunne sige hvad der ville ske, og han vidste ikke om han ville bryde sig om de befolkede steder, eftersom det var lang tid siden. Men så længe han havde hende, så kunne alt vel sagtens gå?

[Deleted]

Denjarna vendte roligt blikket mod Vladimir, hvor hun smilte mildt til ham. Om hun kunne skræmme ham eller ej, var ikke ligefrem hendes mål, så det tog hun nu ikke så tungt. Hun var dog rimelig sikker på, at hun kunne gøre ham godt irriteret, hvis hun fik et vredesudbrud der gik ud over ham. De eneste hun nok rigtigt skræmte, var hendes ofre, når de skulle til at dø. Vladimir var derimod en vampyr ligesom hende, og vidst en rimelig gammel en af slagsen. Hvor stærk han var, vidste hun ikke, men kamp kunne han sagtens give hende. ”Bare rolig, Vladimir. Det var nu heller ikke min plan at skræmme dig,” sagde hun roligt og blinkede let med det ene øje. Hun havde måske opført sig aggressivt til at starte med, men det gav hende mulighed for at se den fremmede an, hvor det også havde sine fordele. Han havde så vist sig at være ok, og derfor var hun også faldet til ro igen. Aggressiviteten kunne dog altid komme frem igen, hvis forløbet tog en uventet drejning, men indtil videre så det ikke sådan ud.
Denjarna kunne godt se, hvordan han også trak på smilebåndet, hvor det glædede hende, at de kunne hjælpe hinanden til at få det bedre. Det var rart at vide, at hun stadig kunne gøre andre glade, selvom hun kunne komme ud rimelig specielt. Det var også skønt, at andre var I stand til at præge hende og gøre hende gladere. Det var I hvert fald en bedrift hun havde brug for. ”Så vil jeg ønske, at vi begge nyder tiden med hinanden,” sagde hun mildt, og dog med den lidt fine stemme endnu. Hun havde absolut intet imod at blive med Vladimir, da han påvirkede hende på en positiv måde, og det var en rar følelse, eftersom hun ikke rigtig havde mødt nogen der kunne gøre det, efter at hun var vendt hjem igen.
Denjarna lod ganske kort blikket glide rundt omkring sig, som hun så at de egentligt var begyndt at bevæge sig tættere og tættere på udmundingen af skoven. Det var heldigvis også blevet deres vej nu, da Vladimir ønskede, at hun ville vise ham byen. For en tilbagekomst kunne natten vel være et meget passende tidspunkt at vende tilbage igen, da det betød færrere folk I gaderne, dog bragte natten ofte kriminalitet og berusede mennesker med sig. Hun stoppede en anelse overrasket op, da det lignede at han gjorde holdt for at give hende en lille lærestreg, hvilket fik hende til at betragte ham med hævede øjenbryn. ”Hvis du snakker om at være ædel, så var det heller ikke særlig ædelt at tage livet fra mig. Jeg klarer mig med mine metoder nu, og sådan må det være,” svarede hun igen, hvor hendes stemme tog en lidt hårdede tone I brug. Det var ikke særlig passende at tale ned på hendes gøremåder lige nu. Hun ville da for altid være klar over, hvordan det var at dø, men han behøvede ikke at komme med en løftet pegefinger hen til hende. Inden hun var blevet tortureret, havde hun endda primært lært at få føde fra skovens dyr, som hun havde holdt sig væk fra den store civilisation.
Det glædede Denjarna, at han genoptog gangen igen, hvilket fik hende til at fjerne blikket fra ham igen. En diskusion var ikke passende nu, så det var godt han kom med en destination nu. ”Man må jo spørge, hvis man ønsker svar,” svarede hun stilfærdigt. Det kunne godt være at hun spurgte meget, men hun fik trods alt også noget ud af alle sine spørgsmål. ”Så tager vi til Rimshia,” sagde hun med et nik. Rimshia var også en større by, så hvis han virkelig ville tilbage, ville han nok få det af se der. ”Jeg håber ikke at du er blevet langsom af al den indespærring,” sagde hun med et smil på læben, inden hun satte an I løb. Hurtigt løb hun. Hurtigt som kun en vampyr kunne bære sig, men selvom det gik så hurtigt, så det endnu elegant ud. Ganske få gange sendte hun blikke I hans retning for at se, om han var med, hvor hun ellers holdt retningen mod Rimshia.

// Out

[Deleted]

Der skulle en del til for at skræmme Vladimir, og der var endnu ikke en person der havde formået det. Det som han frygtede, var at blive spærret inde igen, for tanken gav ham kuldegysninger. Han nærede en fobi for at blive spærret inde og for det at blive låst fast, selvom han ganske vidst tog det rimelig fattet, men det var han også nød til, for det gavnede ham ikke at gå i panik. Han så kort mod hende til hendes ord slap en kort latter. Han rystede let på hovedet. ”Godt.” Hun ville ikke kunne skræmme ham, heller ikke selvom hun blev aggressiv, men så kunne det godt være at han ville gå, han gad ikke spilde sin tid på skænderier og kampe, for han ville som sagt holde lav profil. Han ønskede ikke at vække opsigt, men derfor håbede han naturligvis at hendes selskab ville vare ved, for han kunne godt lide det.
“Det vil jeg også,” svarede han roligt, som han sendte hende et skævt smil. Han håbede at tilbringe resten af natten med hende, for han kunne godt lide hendes selskab, hun fik ham utroligt nok til at smile, hvilket ikke skete så tit, og han kunne se at det også gik den anden vej. Tanken glædede ham faktisk. Det var rart med en der kunne sætte sig i ens sted, og Denjarna kunne jo det samme ved ham, som han kunne ved hende, og han ville skyde på at det var derfor hun faldt så hurtigt til ro hos ham.
Vladimir kunne tydeligt se at hans ord påvirkede hende negativt, selvom hun også misforstod ham. Han lod hovedet søge let på sned, hvor et overbærende smil gled over hans blege læber. ”Du misforstår mig Denjarna,” svarede han ualmindeligt blidt – en blidhed der ikke lå til ham normalt, „men jeg synes det er en skam at give folk ret i deres fordømme; at vi er monstre. Bare fordi vi er vampyrer og har brug for blod, kan vi være bedre end det. Og du kan trods alt sætte dig i forståelse for de døende. Det var ikke en lektie til dig. Jeg synes blot det er synd at se en mørkelver forvandle sig til.. som andre ville sige det; et blodsugende monster.” Han så roligt frem for sig, da han havde genoptaget sin gang, hvor han kort skævede mod hende. ”Vi er bedre end det.” Han så på sin race med et helt andet syn, end mange andre nok ville gøre det, men han kunne tydeligt huske før denne tidsregning, hvor vampyrer havde været ædle væsner, som ikke bare var blodsugende monstre. Tanken ærgrede ham.
“Korrekt,” medgav han med et skævt smil, som han fulgte hende. At tage til Rimshia ville han ikke have noget imod. Han ville gerne ud og opleve den nye verden og med Denjarna ved sin side, så kunne det vel heller ikke gå så galt igen? Han trak skævt og dog grumt på smilebåndet, da hun sagde at hun ikke håbede at han var blevet langsom af indespærringen. Han så hende løbe, hvor han for en kort stund stoppede op og så efter hende. Hurtig var hun, fordi hun var vampyr, men han var det hurtigere, fordi han ikke var en normal vampyr, men havde horroren i sig. Han kunne sagtens overhale hende, hvis han ville, men han vidste at det var dumt at afsløre for meget, derfor satte han ikke fuld fart på, da han begyndte at løbe efter hende, men holdt sig et lille stykke bag hende.

//Out