kills in the wood

[Deleted]

Amiée så på ham som han snakke til hende, "kun en lille smule.. " mumle hun og så bare på ham som hun blev liggen i sengen og holdt øjne kontakten med ham, da hun virkelig prøve at læse hans inder gennem øjne, hun så dog ned da han snakke om de ord hun hade skænket ham, "det okay vis du ikke har det på samme måde.." kom det stille fra hende hvor hun fik et smile smidt på ansigt og lukke øjne mens hun så på ham, "jeg kan godt leve med bare at vær en bekendt" hun trak tæppe hun hade på lidt op under øjne for at skjule de enkletår der kom ud af øjne hun frygte virkelig at han ikke hade det på samme måde men hun skulle også huske at hun ikke var den mest sexy kvinde selv om hun var ved at få former og hendes personlighed roligt var ved at blive moden, men hvem sag hun var lig hans type hvem sag ikke han allerred hade en ide om hvordan han drømme pige var for det var nok ikke hende, hun trak vejre tungt for ikke at afslør på sit åndedræt at hun var ked af det og små græd i frygt. "og hvorfor ikke hade mig.. se hvad jeg er skyld i.. hade jeg ikke angrebe soldaterne hade ingen af os være såret og i sær ikke dig" hun snøft og gemt sig lidt under tæppet.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio kunne ikke just se hvad der skulle være forandret ved ham, for.. han var vel stadig den samme? Selvom de ord som hun havde skænket ham inden hun var besvimet igen, var nogen ord som han slet ikke havde regnet med at skulle høre fra hendes side af, så var det nu noget som han alligevel valgte at bide i sig – for nu om ikke andet, for han skulle selv lige vænne sig til det, for.. hvordan reagerede man egentlig når man fik sådan en besked kastet direkte i hovedet? Han have ikke oplevet det før, eller hvad de ord faktisk havde gjort ved ham, for det var noget som alligevel havde haft en temmelig stor betydning også for hans vedkommende, men ikke noget som han direkte havde sagt til nogen af den grund. Han vendte blikket mod hende. ”Jeg er da stadig den samme?” endte han sigende, og tydeligt usikkert, for han vidste jo slet ikke hvad hun mente! At hun allerede lød til at trække i land, var noget som kun forvirrede ham yderligere, for det var bestemt ikke ligefrem noget som hjalp ham til at finde ud af tingene, om det var noget som hun ville det eller ikke! Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang og med den ganske stilfærdige mine. ”Det lyder næsten som du.. fortryder..?” endte han ganske dæmpet, som han let lod hovedet søge let på sned endnu en gang. Han var slet ikke god til den slags, så det var noget som han var vandt til at finde ud af, også selvom det bestemt heller ikke var helt nemt altid! Hun var nødt til at give ham bare lidt tid! Hans læber spillede ud i et roligt smil, som han lod hånden let og roligt stryge mod hendes kind ganske blidt. Han hadede hende ikke, for det var slet ikke noget som han kunne få sig selv til. Alle kunne være uheldige – visse tilsyneladende mere end andre, også selvom han vidste, at heldet næppe kunne fortsætte med at være sådan med ham, for han havde virkelig været heldig til nu! ”Jeg gjorde det gerne igen, hvis jeg vidste, at du var i vanskeligheder.. de har fundet mig et ømt punkt.. de har fundet dig,” endte han dæmpet med en stemme præget af bekymring, for det var faktisk en tanke som gjorde ham bange.

[Deleted]

Amiee lå bare i sengen og kigge på ham, at han mumle og sag hun lød som om hun fortråd ryste hun på hovede, det gjorde ondt i hovede da hun gjorde det men det tog hun sig ikke af, hun burte nok ikke presse sådan for han hade nok ikke forvent at hun hade sagt sådan en sætning til ham, og det var enlig heller ikke plane at hun ville have sagt det men nu hade hun gjordt og nu måtte hun stå fast ved den. hun mærke han strøg hende over kinden og så op på ham før hun lukke øjne og nød han strøg hende over kinden, det var enlig rigtig dejligt at han strøg hende over kinden, det berolige hende helt ind i hendes sjæle når han rørt hende. at han sag hun var hans ømme punkt var hun ikke sikker på om hun skulle tage det som en kompliman eller som noget skidt, hun bed sig i læben og så igen op på ham og lod hånden langsomt lægge sig op på den han hade ligge på hendes kind, "undskylde" sag hun stille, hun ville ikke ud i skoven igen ikke alene i vært fald og det var helt klart slut med at jage soldater! i sær vis de var for godt pansert og pile ikke kunne dræbe dem, men nu gik der nok længe inden hun over hovede kunne jage eller flyve så den stod nok på at passe børn det næste lange stykke tid!.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio ønskede slet ikke at Aimée skulle komme til skade, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, for han ønskede alt ikke at der var noget som skulle ske hende! Han ønskede ikke at se hende komme til skade, også fordi at han vidste, at det var noget som normalt vis gik ud over ham, selvom der nu heller ikke var noget som man direkte kunne gøre ved det af den grund, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, men det genstod vel bare at finde ud af, før eller siden, ikke sandt? Han holdt forbandet meget af hende, men om det var de store ord.. det vidste han ikke rigtigt endnu, selvom han nok skulle finde ud af det før eller siden. Det var egentlig bare kommet bag på ham, at hun havde valgt at skænke ham ord af den kaliber, og det behøvede jo ikke nødvendigvis at være nogen negativ ting, for det var det altså slet ikke! Han sukkede indædt og rystede stille på hovedet. ”Hvorfor undskylder du..?” spurgte han en kende forvirret, for det var slet ikke noget som han kunne forstå, for det gav da slet ikke nogen mening for ham i det hele taget! Hånden trak han roligt til sig, kun for at lade den glide mod hendes knæ som han strøg hånden ganske roligt og blidt over. Han ønskede slet ikke at der skulle ske hende noget som helst, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tungen strøg han let og stille over sine læber, som han lod hovedet søge let på sned. ”Det.. det overraskede mig bare. Aimée.. Det behøver ikke at være en negativ ting..” afsluttede han sigende, som han sendte hende et betryggende smil. Så lang tid hun var i sikkerhed, så var han glad, for han hadede sig selv, for ikke at kunne holde hende sikker fra det at komme til skade!

[Deleted]

Amiée nød adelios strøg med hånden over hendes knæ og blev ellers bare liggen og så på ham, "det min skylde du kom så slemt til skade.. vis jeg ikke hade handle tanke løs ville du ikke.. " hun snøfte og lukke øjne, mærke enkle tår trille ned fra hendes øjne det var ikke til at holde ud at det var hendes skyld han kom tilskade! det gjord ondt inde i og tænke den tanke selv om den var sand. hun snøfte og så på ham igen da han valgt og snakke til hende. "det ved jeg godt.." mumle hun stille og så på ham men hun forsat lå stille, "det var ikke mening jeg ville sig det til dig.. i nu.. men var bange for jeg ikke klar det denne gang" hun så på ham og smile skævt før hun så ned igen og pille en smule ved tæppet hun lå under, hun gabt en smule for hun var stadig meget træt og svag efter den vær ballade de hade været igennem, "jeg træt.." mumle hun stille og kigge op på adelio.

[Theodore Jarvis Acheron]

Aimée formåede virkelig at forvirre Adelio, for han havde slet ikke regnet med alle de følelser! Men af den grund, så var det bestemt ikke hendes skyld, at han var kommet til skade, for han ønskede slet ikke at der skulle ske hende noget som helst, og derfor, havde han jo været nødt til at søge efter hende. Han havde jo klaret sig denne gang, og det samme havde hun jo trods alt også! Selvom det virkelig havde været tæt på denne gang. Han bed sig svagt i underlæben, som han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang. Han ønskede virkelig ikke at der skulle ske hende noget, og det var noget som hun bare måtte vide! Han tilgav aldrig nogensinde sig selv ellers, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Det er ikke din skyld, Aimée.. Jeg.. jeg kunne jo bare vælge ikke at reagere, men det gjorde jeg,” endte han sigende, som han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang.
Han lod hånden roligt hvile mod hendes knæ. At hun var træt, var noget som han skam godt kunne forstå, men det var jo ikke ligefrem noget som.. han kunne gøre noget ved? Andet end at lade hende sove selvfølgelig, men han var vel stadig bange for, at hun ikke ville vågne igen? Den var jo stadig temmelig kritisk stillet for hende, og det var en tanke som i den grad også måtte gøre ham temmelig frustreret, men faktisk også.. bange et sted? Han betragtede hende med et svagt smil på læben. ”Hvis der er noget som jeg har fundet ud af, omkring dig, min kære, så er det at du er frygtelig stædig og nok også den største fighter som jeg kender,” komplimenterede han med et stille smil på læben, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. Slet ikke! Han nikkede stille. ”Læg du dig bare til at sove, min kære.. Så sidder jeg her og passer på dig.” Sandheden var vel, at han også selv kunne bruge lidt hvile, selvom.. Ja, han kunne jo altid vente. Hun kom altid i hans førsterække!

[Deleted]

Amiée så træt på ham som hun bar lå i sengen og var død træt, at hun var en stædig en ja det måtte hun indrømme det var hun nok, men det var han altså også! "du kan selv vær stædig" kom det kækt fra hende og kom med en lille latter men den stoppe da det gjorde temmelig ondt og grine lige nu, hun trak vejre dybt som hun så på ham og smile lidt som han sag han nok skulle blive og passe på hende, ja det hade hun opdage han ville for han hade passe på hende lige siden han tog hende med til lejerne, hun lo svagt for sig selv for det var da sødt af ham og sige sådan, "okay.. men du skal også hvile.. stædig rad" hun så på ham og smile svagt før hun lukke øjne og prøve at slappe af, og der gik heller ikke længe før hun sov tungt, og hun var virkelig helt væk hun trængt virkelig til søvn og hvile. hun drømt heller ikke hun var lagt fra det stadie man normalt var i når man ellers sov, Amiée ane ikke hvor længe hun sov men det var længe. da hun enlig vågne følt hun sig da mere frisk i før men stadig øme i kroppen visse steder, men beder. hun kunne sætte sig op i sengen hvilke hun også gjorde og fik svinge bene ud af sengen, hun så lidt sløvet rundt, og så rundt der stod blomster på hendes nat bord, det var nok fra børne det var nu sødt af hende. hun kom op og stå og ryste lidt i bene hun fik fundet en anden kjole, den var mørke rød, med lange ærmer men hendes hals var blotte og lidt af skulderen med, og kjolen gik hende ned til fødderne, hun fik ret sit hår og lod det hænge løs hvor efter hun bevæge sig hen til telts indgang og stak hovedet ud for lige at se hvad tid på dagen det var og få et minder over blik om hvad der forgik rundt omkring og fordi hun skulle finde nogle hun kunne spøger om hvor længe hun hade sovet.