kills in the wood

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio var egentlig ikke bange for sig selv, men mere for Aimèe, for endnu en gang havde hun formået at bringe sig selv i unode, selvom det nu heller ikke var noget nyt. Sølvet brændt noget så frygteligt ind i hans egen hud, uden at han kunne gøre noget ved det, for hvis der var noget som hans slags slet ikke kunne bryde, så var det sølv! Han bed tænderne kraftigt sammen, som han spændte hver en muskel i kroppen, selvom det nu heller ikke var noget som hjalp ham. Han trak vejret dybt – forsøgte på det om ikke andet, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt på nogen som helst måde overhovedet! ”Som om jeg nogensinde vil fortælle det..” hvislede han med en direkte kold stemme, hvilket resulterede i at han fik en knytnæve stukket direkte i ansigtet.
Hvordan Aimèe havde det udenfor, var slet ikke noget som Adelio havde den fjerneste anelse om, men ikke noget som han kunne gøre noget ved. Så længe at hun havde det godt, så var han ganske ud sagt tilfreds med det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Det sitrede i hans krop.. Sårene ved sølvkæderne var helt åbne og det gjorde virkelig, virkelig ondt! Mændene fandt et lille håndvåben frem, lige så produceret i sølv, hvilket fik ham til at synke klumpen i halsen. ”En sidste chance.. Hvor er lejren og hvor er Tiyanna..?” spurgte de med en direkte kold stemme. Adelio vendte blikket væk fra dem. Han vidste godt, at det var hans mor de var ude efter, men bestemt ikke noget som han ønskede at skænke dem! ”I kan tage mit liv.. det viser jer ikke vejen til lejren..” endte han ganske kortfattet. Mændene endte kun med at udveksle blikke, idet at den ene tog fat om skaftet, kun for at hamre kniven direkte igennem Adelios ene side. Adelios pupiller trak sig voldsomt sammen, idet at han udstedte et direkte smertende skrig, for det gjorde ondt og det brændt som aldrig nogensinde før!

[Deleted]

Amiée var et sted i drømme land, med hovedet tilbage op af træet mens hun træk vejre i små stød, hun var virkelig bare så træt og hun hade det virklig skidt, hun begyndt dog at vågne ved stemmerne fra telte men da hun hørt smerte skriget åbne hun øjne, "Adelio...Adelio!.. Lade ham vær!" råbt hun i små hæse råb og host, som hun prøve at bevæge sig men var bare så tung og slap i kroppen hun følt hun veje mindste et halvt ton, Soldaterne hørt hende dog og gik ud til hende, "Sig hvor lejerne er så lader vi ham vær" Amiée gispe og så ned og prøve at finde på noget, hun kunne prøve at give dem en helt galt retning og så håbe de forlod dem men igen, hvad var chancen for de ville tro hende. "i må ikke gør ham ondt.. i må ikke!" hulke hun tørt da hun mangle tåre, soldaten sparke hende i låret og Amiée hyle og ryste i kroppen "spyt ud Kælling!" hvæse han, amiée dreje hovede og så i retning mod en anden dyb del af skoven langt fra lejerne.
Hjemme i lejerne blev det beslutte at de skulle hjælpe dem, adelio var vigtig for lejerne og amiée var jo en del af denne 'familie' mænden amere sig og bevæge sig i retningen hvor dem der var komme tilbage hade set soldaterne gå de ville følge heste sporene tilbage og finde deres lejer, der var kun 2-3 soldater tilbage og de var 7-8 mand så det burte vær muligt for dem at over manden dem, de løb af sted og fandt også snart stedet hvor de fik lagt en slag plan, 3 lave en afledning ved at skyde ild pile på et af de tomme telte hvor soldaterne skyndt sig ud hvor resten kom i baghold, Amiée hoste og mærke nogle skære hende fri og tage hende op, hun prøve på at se hvem det var men hendes blik var omtoget og hun hade det bare elendig, "Adelio.." kom det så stille og hæst fra hende og det max var den der holdt hende og vis der var nogle inden for en halv meter der kunne hør hende, hun kunne selv ikke høre sin egen stemme, hun lukke øjne kun for at besvimme og blive tung og slap i kroppen.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio sitrede som aldrig nogensinde før, for det var virkelig noget som gjorde vanvittig ondt! Han gispede svagt efter vejret, hvor han næsten desperat forsøgte at trække hænderne til sig, selvom sølvet var ham frygtelig meget i vejen, og det var bare ikke noget som han kunne gøre ved det! Kniven lod de sidde i hans side, hvor den ætsede sig tydeligt ind i det nu åbne kødsår, som han ikke rigtigt kunne gøre noget som helst ved af den grund, og det var noget som han direkte måtte hade mere end det som han måtte hade noget andet! Tårerne samlede sig i hans øjne, men ikke var det noget som han kunne gøre noget ved af den grund, hvad end om det var noget som han nu ville det eller ikke. ”J-jeg slår Jer ihjel..!” hvæsede han direkte sammenbidt, som han endnu en gang endte med at blotlægge tænderne, for han var virkelig kun ved at blive vred! Også fordi at det virkelig var noget som gjorde frygtelig ondt på ham!
Hovedet vendte Adelio omgående, idet at han hørte Aimée råbe og skrige udefra, hvilket var noget som faktisk skræmte ham, for han kunne jo ikke beskytte hende, når han lå der og ikke kunne gøre noget som helst! Han knyttede næverne ganske let. ”Lad hende gå.. hun.. hun har intet med det at gøre..” endte han direkte sammenbidt endnu en gang. Mændene endte kun med at le af ham. Hvad der skete udenfor, var slet ikke noget som de havde nogen anelse om, for her sad de med Tiyannas søn, så selvfølgelig var det ikke noget som de havde i tankerne at skulle give slip på! ”Fortæl os hvor I gemmer Jer.. så lover jeg at hun nok skal få lov til at gå..” Adelio bed tænderne let sammen, for han kunne jo ikke sige det! Han kunne jo ikke ofre en hel by overfor et enkelt individ, uanset hvor frustrerende den tanke var for ham! Han vendte blikket væk fra dem. Endnu en gang måtte soldaterne udveksle blikke, inden den ene tog fat om kniven som de bare vred rundt i det åbne sår. Adelio spændte kraftigt og kom med et halvkvalt skrig, for det var noget som virkelig gjorde vanvittig ondt! Arme og ben forsøgte han at trække til sig, selvom det bare ikke var muligt for ham, og den tanke var ham en frustration uden lige, så man skulle tro at det var løgn! ”H-hold op!” endte han direkte sammenbidt.

[Deleted]

Amiée var helt væk mens manden bare hende tilbage mod lejerne, da soldaterne uden for var dræbt for mænden inde i telte til Adelio og begyndt at slogs med soldaterne der, mens de fleste kæmpe hjalp en ung mand Adelio fri "Hr! er de komme slemt til skade" spurt han stille i tomulten og fik bundet Adelio fri og trak dolken ud af ham "skynd dig tilbage vi klar det her fra" manden rejste sig og gik selv til kamp, soldaterne skulle dø for en vær pris. tilbage i lejerne var amiée enlig komme hjem i telte, forbundt ind på ny og med kold klud på panden, med et par kvinder der sad ved hendes seng og bad for hendes helbredelse, healerne hade være der og gjordt sit bedste, nu måtte amiée bare hvile og få det beder, børne hade være der med blomster og kigge til amiée inden de var gået tilbage til 'børnehave' telte for at leje, i mens amiée lå i den dybe søvne kaldt hun efter adelio i søvne hun ville red ham! hun ville undskylde men hun kunne ikke, hun kunne ikke føle sin egen krop, hun var så svag at hun følt hun skulle dø selv om hun enlig bare slappe rigtig meget af i kroppen, amiée åbne først øjne flere timer sener hun anet ikke om der var gået flere dag eller timer hun følt alt snorre rundt, der var mørkt i telte så hun gætte på det var sent om natten. hun orke ikke dreje hovede for at se rundt men stille prøve hun og kladt så "adelio.. er du her?" hendes stemme var meget hæs og stille som de matte isblå øjne kigge op i telt lofte.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det sitrede voldsomt i Adelios krop, ved kniven som måtte sidde i hans side, også fordi at den konstant måtte ætse ham! Hvad der skete med Aimée vidste han ikke, men det var virkelig første gang i hans liv, at han virkelig følte sig.. komplet hjælpeløs, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, for han kunne jo ikke engang hjælpe hende, og selvfølgelig var det en tanke som direkte måtte irritere ham som aldrig nogensinde før! At mændene pludselig blev slået ihjel omkring ham, fangede hurtigt hans opmærksomhed, selvom det ikke var noget som gav nogen mening for ham, for han var rundt på gulvet! At kæderne blev fjernet, fik ham til at gispe direkte smertefuldt, for det var noget som faktisk gjorde direkte ondt! Han hvæsede svagt af dem. Han var ætset på arme og ben.. og de ville have at han selv skulle søge hjemover? Det ville bestemt ikke blive nemt! Han nikkede dog blot til dem og kæmpede sig op på benene, selvom det klart var noget som gjorde ondt, og det var noget som han helt klart godt kunne mærke!
Turen hjem, var noget som Adelio brugte hundrede år på, for det gik langsomt.. virkelig langsomt og det gjorde ondt! Han var endt med at kollapse ikke langt fra lejren af, hvor han var blevet hentet og bragt resten af vejen ind i lejren og tilbage til sit telt, hvor han var blevet tilset. Sårene omkring hans ankler og håndled, samt halsen blev bandageret, så det kunne lukkes lidt. Han gispede ganske svagt, som såret i hans side blev renset, hvor han igen måtte komme med et halvkvalt skrig. ”Pas på!” nærmest brølede han, for det var noget som gjorde frygtelig, frygtelig ondt! Han lagde hovedet stille ned og tilbage på puden, for han havde helt klart brug for hvilen efterhånden!

[Deleted]

Amiée lå bare og så omtåget op i teltes loft, inden til hun faldt tilbage i den dybe søvne. hun svømme i en tidløs drøm en drøm der ingen mening gave hun følt hun svømme rundt i det iskolde hav men selv om vandet var koldt frøs hun ikke rigtig, og selv om hun kom dyber og dyber ned følt hun ikke hun blev mast af vand trykke og lige meget hvor mørkt der var kunne hun stadig se klart i det mørke vand, hun så fisk underlig fisk med ansigter af folk hun kendt, folk hun hade dræbt og folk hun blot hade set en gang. i denne drøm flød hun rundt til hun hørt nogle brøle, hvilke rev hende ud af drømmen og per refleks råbt hun "ADELIO!" hun prøve at sætte sig op men endt blot med at hoste og blive liggen på ryggen, hendes krop var bare så tung! og hun hadet det! hun ville bare gerne op af sengen og finde adelio men ja det kunne hun bare ikke! og det fustre hende meget! hun host en smule og med besvær fik hun dreje hovede men hun var stadig for omtåget til at se skarbt som hun kunne ikke rigtig se hvem eller hvad der var i telte lige nu hun så kun lidt bevælig klatter eller det trode hun at hun gjorde.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio forsøgte virkelig bare at holde sig i ro. Hans race kunne slet ikke klare sølv, og det var noget som soldaterne vidste, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde situationen bedre! De nærmede sig sandheden, og det var slet ikke en tanke som han brød sig særlig meget om overhovedet! Han prustede tydeligt tungt, som han virkelig forsøgte at bide smerten i sig som hans mange sår nu blev renset, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en særlig nem ting for ham på nogen måde. Han klemte øjnene sammen, også selvom han vendte hovedet allerede idet at Aimée nærmest skreg efter ham. Det ringede voldsomt i hans øre, men.. han havde vel betydning for hende? Ellers var hun vel ikke kommet for at redde ham? Tanken nød han faktisk, også selvom hun var kommet til skade på grund af ham, og det var slet ikke noget som han ville tilgive sig selv for! ”Jeg er lige her..” Hans stemme var hæs, udelukkende fordi at sølvkæden havde hvilet på hans hals, en ikke noget som han ellers sagde noget til som sådan, for det var slet ikke noget som han kunne sige det mindste til på nogen som helst måde overhovedet.
Adelio vendte blikket stille mod den anden side igen, hvor han roligt lukkede øjnene. Hans sår brændte, og han følte knapt nok at han kunne bevæge sig, og det var noget som virkelig gjorde så frygtelig ondt, så man skulle tro at det var løgn! ”Vær nu forsigtig..!” endte han med en mindre hvæsen af healeren som var i fuld gang med at bandagere hans sår, for det var vel også tydeligt, at det ikke havde været nogen særlig god omgang? Healeren himlede lidt med øjnene. ”Til tider så er du virkelig fimset, Adelio..” mumlede han, som han begyndte at sy det sår som han havde fået i siden efter at det nu var renset godt igennem. Han gjorde det nu så forsigtigt som det var ham menneskelig muligt.

[Deleted]

Amiée hørt adelios stemme og sukke lette, så han var i live og i samme telt som hende! amiée lukke øjne hun kunne ikke se tydelig så det ville ikke hjælpe at se hen mod ham af lige vel, "undskylde" kom det hæst fra hende som hun lå stille i sengen, mærke søvne igen trak i hende men hun ville ikke sove, hun ville sig noget til adelio ind i vært fald. hun trak vejere i tunge dybe stød og prøve at få orden fra hovede og ud af munden men det var som om noget blokere hendes ord når de lige nåde til halsen og hun måtte synke dem igen. "adelio.. j..jeg skal sig nogt til dig" hviske hun hæst og fik øjne åbne en smule og kigge op i telt loft, hun så mod ham håbe han ville komme hen til hende for hun hade ikke stemme kraft nok til at sige det højt, og hun ville heller ikke have healerne hørt det, det var noget kun adelio skulle vide og ingen andre. hun hoste en smule og vente på at finde ud af om han kom hen til sengen til hende, uden for var der begyndt at blæs lidt op og små regen og regne begyndt at lave alle mulig beroligen lyde på de ting de ramte.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio himlede direkte med øjnene af healeren som sad ved siden af ham. Måske at han var en modig mand, men hans smertetærskel var bestemt ikke ligefrem noget som han kunne sige sig, at ønske at prale med, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Og han kunne virkelig ikke fordrage det. Han prustede ganske let, som han lagde sig med hovedet ned mod den tynde pude. Han lukkede øjnene ganske let. ”Du skulle bare vide..” mumlede han ganske spidst, som han vendte blikket direkte mod ham endnu en gang med en dræbende mine. Han vendte blikket mod Aimée endnu en gang, som hun sagde, at hun havde noget at snakke med ham om, eller om ikke andet, så bare nævne for ham, og det var noget som alligevel gjorde ham en kende nysgerrig og alligevel temmelig bekymret. ”E-er der sket dig noget, Aimée..?” spurgte han som noget af det første, idet han halvt om halvt endte med at sætte sig op, hvilket var noget som han fortrød allerede skræmmende hurtigt, for det var noget som faktisk gjorde vanvittig ondt! Han slap et direkte smertende gisp, som han endnu en gang lagde sig ned på healerens ordre og med hånden mod sit bryst som en tydelig indikation på at han bare havde at blive liggende! ”Du må blive liggende Adelio.. Denne gang har det været tæt på..” endte han med en ganske kortfattet stemme. Han kendte udmærket godt til Adelio og den stolthed som måtte løbe i knægtens familie, for det var bestemt ikke altid fordi at det var noget som hjalp dem på nogen måde overhovedet! Han vendte blikket direkte mod Aimée som allerede var tilset, inden han forlod dem.
Adelio himlede med øjnene, men han kunne jo godt mærke, at det virkelig havde gjort ondt denne gang. Desuden var det nok ikke til at gå når både hænder og fødder var bandageret ind, og halsen med! Han vendte blikket mod Aimée som lå på sengen, ikke så forbandet langt væk fra ham. ”Hvad er der..?” spurgte han sigende.

[Deleted]

Amiée hade virkeligsvært ved at holde sig vogen, men hun skulle for hun vill fortælle ham det her i tilfælde af der skete noget der gjorde hun ikke ville vågne næste morgen selv om hun nok skulle klar den. da adelio gispe i smerte dreje amiée tungt hovedet mod ham og fik enlig en arm tungt løfte og lagt hen til ham, selv om hun nok ikke kunne nå ville hun gerne prøve på det, "jeg skal sig noget.. når..når vi alene" kom det vældig træt fra hende, kunne den forbande healer ikke blive færdig og gå! amiée kæmpe virkelig for at holde sig vågen og da healerne enlig gik sukke hun lette og træt, "adelio.." kom det igen hæst fra hende hun mærke bevistheden igen begyndt at forsvinde igen hun måtte tilstå og det skulle vær nu inden hun sov igen. "jeg..jeg...elsker.. dig" kom det enlig hæst fra hende som hendes øjne gled igen og amiée sov tungt igen og var virkelig helt væk, amiée sov i hele 3 dag før hun enlig vågne og følt sig bare nogle lunde udhvilet, healerne hade de 3 dag komme og tjekke og behandle hendes sår og skræmmer med salver og line, hun kunne dufte blomster der stod i en lille spand med vand ved siden af sengen, amiée fik en hånd op til det forbundet øjne og kørt hånden hvider op i håret og gabt, og så rundt prøve at finde ud af hvor længe hun hade sovet og hvad der var sket mens hun hade sove, hun var sulten kunne hun mærke men hun var stadig for skadt til at komme ud af sengen.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det var ikke fordi at det hjalp Adelio, at Aimée ikke bare ville give ham ordene med det samme, men at det var noget som hun ville vente med at fortælle ham, for tænk nu hvis det faktisk skulle vise sig at være temmelig alvorligt?! Det var i den grad en tanke som gjorde ham temmelig usikker, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke! Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang, som han denne gang blev liggende i sengen ved siden af hende. Han var nødt til at slappe af, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt, for denne gang havde det virkelig været tæt på, og han vidste det jo trods alt også godt, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham på nogen måde overhovedet. Han kunne ikke række mod hendes hånd, også fordi at han ikke rigtigt kunne bruge sine egne hænder til noget som helst lige nu, hvilket var noget som var ham en frustration uden lige! At hun endelig gav ham ordene, var noget som direkte overraskede ham som intet andet overhovedet! Han blinkede let med øjnene, som han vendte sig mod hende, også selvom det var tydeligt for ham at se, at hun allerede var gledet hen i det som måtte være en yderst tiltrængt søvn…
At det allerede var på 3. dag, hvor Aimée bare havde ligget og sovet, var slet ikke noget som han tog sig af, som han var den som personligt var endt med at tage sig af hende. Hånden lod han roligt vandre over hendes pande, selvom det var ganske varsomt, som hun var endt med at vågne. Han betragtede hende med et stille smil. De ord som hun havde skænket ham, var stadig noget som han var nødt til at tygge på, for det var noget som virkelig var kommet en kende bag på ham. Også fordi… ja, hvad skulle han egentlig sige? Han havde aldrig rigtigt som sådan haft troen på lige netop de ord, så han vidste det jo faktisk ikke. ”Godmorgen solstråle..” endte han med et stille smil på læben, som han roligt lod hovedet søge let på sned. At se hende stå op, var noget som lettede ham, for han havde vel også været bange for, at hun ikke ville vågne igen? Hvilket bestemt heller ikke var noget som han ønskede skulle ske for hende! Han lagde en varsom hånd mod hendes skulder. ”Bliv du bare liggende.. jeg er lige her..” endte han dæmpet og med det samme rolige smil på læben. Han var faktisk lettet over at se hende stå op!

[Deleted]

Amiée blinke en smule med øjne også på ham, hun smile en smule til ham da hun så han sad ved siden af hende på sengen. "hej.." kom det lidt hæs fra hende, hendes hals var tør og det var enlig ubehalig. "hvad dag er det?" spurt hun stille som hun lod blikke glid rundt hun fik øje på et glas vand på nat borde og rakt ud efter det men armen røg tilbage på sengen hun sukke og så på Adelio "hvordan har du det" spurt hun stille og kvalt et lille gab inde i sig selv mens hun fik kæmpe sig op og side, hendes krop føltes en smule tung men ikke så meget som før, hun så på ham og fik trukke bene op under sig og hvile hovede mod det mens hun så på ham, hun kunne godt huske det hun sag til ham men hun forvente ikke et svar eller han hade detpå samme måde, hun kunne godt leve med at han bare var der som en ven og hun var forelsket i den ven for det kunne hun godt leve med, hendes krop dunke stadig i smerte fra alle hendes skrammer og skader og i sær der hvor mandne hade sparke hende gjorde rigtig ondt. Amiée lod tankerne flyv lidt for hun skulle lig have helt styr på hvad der var sket omkring hende og hvad der var sket med hende og det i skoven, hun forvent alle soldaterne var død og en ting var sikkert hun ville ikke ud og jage lig med det samme.

[Theodore Jarvis Acheron]

At Aimée ikke blev liggende, var faktisk en tanke som irriterede Adelio, for han var slet ikke god til alt det med følelser, men han forsøgte da om ikke andet, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt for ham! Han betragtede hende sigende, som hun alligevel endte med at sætte sig op. ”Du burde lægge dig ned..” forsøgte han sigende, som han vendte de mørke øjne direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. Hovedet lod han søge let på sned, som hun selv valgte at spørge ind til ham og hvordan han havde det. Han havde det vel.. fint? Han skulle bestemt ikke klage, men det var nu bare sådan at han havde det med tingene. Han trak svagt på smilebåndet. ”Det går.. Det er ikke noget som jeg ikke kan klare.. Så længe du er fin, så er jeg tilfreds..” endte han ganske stilfærdigt. Hans hænder var fuldkommen bandageret og det samme med hans fødder, udelukkende fordi at sølvkæderne havde ætset! Foruden at hans stemme var en anelse hæs, så havde han det faktisk.. fint. Det var jo trods alt 3 dage siden ulykken efterhånden, så han havde kæmpet for at komme lidt tilbage på benene, selvom det bestemt heller ikke havde været en særlig nem opgave, men det havde været en som han havde været fast besluttet på at skulle klare! Han vendte blikket mod blomsterne, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile. ”Børnene kigger til dig hver dag.. de glæder sig til du igen kan komme og lege med dem,” påpegede han sigende, også fordi at det var en tanke som han faktisk måtte finde temmelig morsomt. Endnu en gang vendte han blikket mod hendes skikkelse og med et stille smil på læben. Selvom han måske var træt og burde hvile, så havde han det faktisk ganske okay, men endnu en gang, så ønskede han at sætte hende først.. også fordi at hun faktisk havde formået at sætte ham først. ”Du burde lægge dig lidt..” endte han ganske sigende, som han lod hovedet søge let på sned.

[Deleted]

Amiée så på ham som han snakke, "du virker.. anderledes.. " hun så på ham og lag sig til sidste ned som han sag, for hun måtte heller ligge sig for hun hade det jo ikke helt godt. hun så på ham som han sad der ved hendes side, "du skal også hvile.. det min skyld du komme så galt af sted" kom det trist fra hende som hun så ned i sengen og snøft mens hun virkelig følt skyld over hun hade bragt ham i fare ved at angribe de soldater uden at tænke over at de ville kunne over mande hende så nemt som ingen ting, hun lukke øjne og prøve at slappe af men der var bare noget ved denne stemning i telte der virke forkert og letter ubehalig, hun åbne øjne og så på adelio "hader du mig?" spurt hun stille og blev liggen mens hun bare kigge på ham, så ham lige i øjne studer hans øjne prøve at aflæse dem find ud af hvad der nage ham eller om der var noget han ville sig til hende, et sted håber hun at det hun hade fortalt ham sin følelser ville få ham til at se mere på hende som hans kvinde ind bare en veninde eller søster, men hun tur ikke rigtig håbe på for meget for hvad vis han slet ikke kunne lig hende jo hun kunne leve med det men det ville blive hårdt og ikke kønt liv.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio var direkte lettet over at se Aimée vågen, for han havde virkelig været bange for, at det havde været det endelige denne gang, for hun havde bestemt ikke haft det godt. selv for ham havde det været en temmelig hård omgang, men ikke noget som han direkte havde eller ville sige noget til, for han var en mand, og han kunne tackle det, så selvfølgelig var det noget som han agtet at holde fuldkommen fast i, hvis det var noget som han selvfølgelig kunne få lov til det! Han vendte blikket ganske sigende mod hende som hun endelig valgte at lægge sig ned. Var han virkelig så anderledes efter at hun havde skænket ham de ord? Han kunne jo ikke umiddelbart sige eller se det selv, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, men ikke noget som han kunne gøre noget ved ellers, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han betragtede hende roligt, som han sad der med hænderne bandageret og med et tydeligt sår om halsen, selvom det slet ikke var noget som rørte ham på nogen måde, for.. det kunne han ikke bare sådan. ”Virker jeg da… anderledes?” spurgte han dæmpet. Nu hvor hun havde afsløret sine inderste følelser for ham, så var det selvfølgelig noget som faktisk måtte betyde ekstremt meget for ham, også fordi at det ikke var noget som nogen, nogensinde havde gjort overfor ham nogensinde før, så selvfølgelig var det sådan at det forholdt sig! Han blinkede let med øjnene, som han vendte blikket direkte mod hende. Han kunne da ikke hade hende for noget som helst! Han rystede stille på hovedet, for det var da slet ikke noget som han ønskede at høre på tale, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! ”Jeg kan da umuligt hade dig, Aimée, og hvorfor skulle jeg..? Du afslører noget for mig, som er så dybt.. Og det er jeg kun taknemmelig for,” endte han sigende, som han sendte hende et næsten.. opmuntrende smil. Han forsøgte da om ikke andet!