kills in the wood

[Deleted]

Det var tidelig morgen, og amiée var igen sat til at se områdt igennem og jage en smule. det var ved at vær hvad 2 månender siden hun hade den snak med Adelio om hed nætter, og hvor hun hade ¨fundt ud af han ikke ville have nogle kvinde tæt på sig, men nu så amiée heller ikke sig selv som en kvinde men en lille pige selv om alle begyndt at se på hende anderledes nu hvor hendes krop hade fået mere kvindelig former, hun hade enlig ungåd Adelio de 2 månender, hun ville ikke have nogle troede hun var hans svag punkt.. for hun følt selv ikke hun var men det kunne vær andre så noget andet. hun hade grædt men kun lidt og uden tåre og kun når hun var alene i telte eller lave opgaver væk fra lejeren som nu, dog hade denne lille tur gennem skoven vær grim, soldater hade fundet hende og de hade slogse. hun hade fået dræbt dem med besvær og sad nu lidt væk fra ligen af de mænd og enkle kvindelig soldat hun hade dræbt, og forbandt sin sår. hun hade fået en flække læbe, et blå øje, et stik sår i armen, og et grimt snit sår over låret. men da hun ahde forbunde det værste begyndt hun at gennemsøge ligen for penge og andre sager der måske kunne bruges til lejeren så de fik lidt og hvide om hvad der sket ude i verden, hun hade ondt men hun fik fundt lidt papier med efter søninger, nogle penge ellers fandt hun intet. hun kom op at stå og støtte sig i et træ, hun hade igen sit minder svær og bue med. hun kunne mærke kroppen var rigtig øm at slag mod ribbene og bene når hun var røgen ned på jorden, hun hoste lidt blod op men forsatte gennem skoven håbe ikke på flere soldater men på lidt bytte hun kunne tage med hjem, hun hade lovet børne at finde en ræv og tage pelsen med tilbage så de kunne bygge en ræve bamse af skindet så de hade mere og lege med, og ja aimée var bleven glad for børne så hun hade love at se efter en ræv vis hun kunne, hun håbe ikke der var nogle der kunne lugte hendes blod i sær ikke Adelio for så vist hun at han kom faren og det hade hun ikke rigtig lyst til lige nu, hun var såret for hun var jo så forbandet forelsket i ham men.. han ville jo ikke have nogle så tæt på sig så hvorfor sige det til ham, han ville jo ikke en gange vis hende hvad en hed nat var, hun sukke og humpe svagt hvider mens hun kigge efter bytte.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det var efterhånden ved at gå op for Adelio, at Aimée kun havde forsøgt at undgå ham, selvom han virkelig ikke kunne se hvad det var han havde gjort forkert, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være. Han var nødt til at holde lidt styr på tingene, selvom det bestemt heller ikke altid var lige nemt, men det var vel forsøget som gjorde det hele for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Dog af den grund, så skulle man bestemt heller ikke glemme at det faktisk bekymrede ham, at han ikke havde set meget til Aimée. Jovist vidste han at hun havde været i teltet, for hendes duft hang der, go det var noget som han havde opfanget allerede frygtelig hurtigt. For hans vedkommende, så havde der været frygtelig roligt igennem den sidste tid i lejren, selvom det bestemt heller ikke altid var noget som hjalp ham det mindste, men det var nu bare sådan at det var. Det var jo næsten.. alt for stille ifølge ham om ikke andet, em nikke noget som han kunne gøre ved det af den grund.
At Aimée havde været ude, vidste han godt, for han havde selv bedt en om at bede hende om at søge ud og kigge lidt, også selvom han bestemt heller ikke havde regnet med at hun ville blive væk så længe, og det var næsten en tanke som måtte irritere ham som aldrig nogensinde før! Han bed tænderne fast sammen, som han endte med at selv søge ud efter hende, for det måtte virkelig bekymre ham, at han slet ikke havde set det mindste til hende, og han brød sig bestemt ikke om det! Han åndede let i luften, som han forsøgte at finde og fange hendes duft, selvom det faktisk slet ikke var så nemt for ham igen. ”Aimée..?” kaldte han som han kom godt ud i skoven. Han var ganske årvågen denne gang, for han nægtede at lade noget ske, men.. han kunne dog heller ikke se hvad han havde gjort, for at gøre sig fortjent til at blive ignoreret på den måde, og det var noget som virkelig måtte irritere ham som aldrig nogensinde før! ”Aimée..?” kaldte han endnu en gang, som han endte med at stoppe på, en det var nu bare sådan at det måtte være i det store og hele, for han kunne bestemt heller ikke få det mindst ud af det, uanset, og det var noget som han desværre allerede nu var ganske godt kendt med.

[Deleted]

Amy var humpet hvider, hun hade dog svagt hørt at nogle kaldt men hun bildt sig ind det var på grund af blod tab hun forvente ikke nogle ville lede efter hende, hun forsatte med at humpe mens hun forsat lod tankerne glide igennem hendes hovede, hun forstod et sted godt Adelio ikke ville have nogle tæt på sig, men igen hvem skulle få at hvide vis hun var så tæt på ham? hun sladder ikke men så igen det ville nogle i lejerne sikkert, amiée humpe hvider og fandt til sidste en ræv en gammel en for den humpe selv afsted den så syg ud, hun fik roligt skudt ræven og lagt over skulderne, mens hun ledt hvider hun hørt dog noget lyden af metaliske fodspor, hun fik med besvær sig fløjen op i et træ og gjordt klar til at sigte, en mand kom gåenden i rustning og trak en efter efter sig sammen med 3 andre, de ville blive svær at skyde på grund af rustningen mens hun kunne dog skyde dem i armen hvilke hun gjorde manden brøle og så efter hvem der skød hvor amiée begyndt at skyde et hav af pil af sted, men på grund af blod tab blev hun svimmel og styrte ned af træet, en af mænden trak op i kraven på hendes kappe, og rev hætten af hende, "Spyt ud tøs! hvor er Lejerne!" råbt manden og trykke hende mod et træ, Amiée sag intet men holdt sin øjne rette direkt ind i mandens, manden stak hende en lusing og spurt igen men Amiée sag intet, manden der hade fået pilen i skulderne fandt reb og bandt hendes hænder og fødder "vi tager hende med og forhør hende når vi kommer tilbage" først nu begyndt Amiée at skrig op og gør modstand bare for at trække tiden ud, men hun blev smidt op på hesten som et andet bytte og tabt ræven, mænden vente rundt og begyndt at trække hesten tilbage mod byen. Amiée så ned i jorden under hesten der bevæge sig og mærke tåre trille ned af kinderne, nu så hun sikkert ikke lejerne mere eller Adelio, hun ville heller ikke få sagt til ham hvor meget hun faktisk elske ham, selv om det nok ikke var gengældt, hun lukke øjne og snøft "Adelio.." mumle hun ganske svagt, forvente ingen hørt hende mens snøft bare og var ligeglad at grene på buske ramte hende i ansigt hun var for ked af det til at mærke det.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio havde absolut ingen anelse om, hvad der var i vente, men det var vel noget som han ville finde ud af før eller siden? Aimée var derude et sted, og det var skam også grunden til at han handlede som han gjorde det i denne stund, og søgte ud efter hende. Han mente det når han sagde at han ikke ønskede nogen tæt, vel også fordi at tanken omkring de følelser og det som folk faktisk måtte kalde for kærlighed, faktisk var noget som måtte skræmme ham en anelse? Han havde jo set hvad det havde gjort med hans forældre, og det var ikke ligefrem fordi at det var noget som han ønskede en gentagelse af, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Det som egentlig bekymrede ham i denne stund, var det faktum at Aimée ikke havde været hjemme længe, og det var den eneste grund til at han havde valgt at søge ud – han var blevet skræmmende rastløs, også fordi at han vidste hvilken tendens hun havde til at skulle falde i unode på den ene eller den anden måde, og han ønskede bestemt heller ikke at hun skulle komme galt af sted, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende!
Adelio søgte kun længere og længere ind i skoven, hvor han også holdt alle sine sanser på stilk, for han ønskede bestemt heller ikke at det skulle ende med at gå galt – hvilket det typisk gjorde når det gjaldt Aimée, men det var nu alligevel en tanke som kunne more ham lidt. Hun havde faktisk formået at få en utrolig stor betydning for ham, også fordi at hun var en af dem som virkelig formåede at holde ham rolig og fattet, og det var en tanke som han faktisk rigtig godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han smilede let for sig selv ved tanken – At se hvor de var kommet fra og hvor de var endt.. Han endte med at stoppe brat op ved lyden af et skrig. Et skrig som han kun kendte alt for godt; Aimée! Han blinkede fast med øjnene, idet han hastigt endte med at sætte i løb i retningen af hvor han havde hørt lyden. Han så sig hastigt omkring. ”AIMÉE?!” kaldte han denne gang med en mere fast tone, mest for at lade hende høre ham! Han ville bestemt ikke tilgive sig selv, hvis hun skulle ende med at komme galt af sted! Ikke på vilkår! Ikke på hans vagt!

[Deleted]

Amiée lå bare over hesten ryg mens hun snøfte svagt og hade fået rifter i ansigt fra buske der ramt hende i hovede, soldaterne små snakke ganske stille om hvad de ville gør for at få hende til og snakke og det lød ikke til at vær rar ting, hun tænkt på Adelio og på børne i lejerne, mund de ville savne hende? uanset hvad ville hun ikke sladder om lejerne om det så kost hende livet. hun hørt dog snart en stemme kalde på hende, en stemme hun kendt alt for godt selv soldaterne hørt stemmen, de stoppe op og så rundt. amiée kunne kende stemme som Adelio hun hade håbe et sted han ikke ville led efter hende, men igen hun ville ikke med soldaterne og hun ville ikke væk fra Adelio! "ADELIO!" Skreg amiée skingert, hun slog vingerne ud og baske voldsomt mens hun prøve at komme i luften, eller bare af hesten. Hesten blev forskrækket og begyndt at stejle og prøve at ruske sig fra af tøjlerne som soldaterne holdt, Amiée ramt jorden da hesten stejle og prøve at få hænderne og ben fri af rebne men fik bare gnave sår, "Stik hende vinger hurtig! ingen hun kommer fri!" råbt en soldate der to en af de andres heste, og prøve at få dem til at falde til ro. soldaten der nu var fri af sin hest gik hen til Amiée trak en dolk og ville skære de vigtig fjer af får hun ikke skulle kunne flyve, men amiée var hurtig og trak vingerne ind i kroppen. soldaten tog fat i hendes kort hår i steden for og trak hende hen over sjov bunden mens Amiée skreg og vred sig, han smed amiée op af et træ og holdt dolken op forand Amiées hals, "jeg vil ikke vente til vi kommer tilbage.. sig os så hvor den lejer er!" knurre han, men Amiée sag intet og gispe bare, hun var grimt såret men hun ville overleve healerne ville kunne heale de fleste sår og så bare en nats søvne så ville hun var fin igen. Amiée så på soldaten der før kniven ned til hendes bryst "Spyt ud eller jeg skær dit bryst af," Amiée gispe og spytte bare soldaten i hovede hvor der også var blod i, Soldaten slap hende og fjerne spytte mens amiée røg ned og lå på siden i skov bunden,soldaten rev kappen af hende og hev i hendes kjole for at hive den op så han kunne udfør sit indgreb på en skrigen amiée der vred sig som en orm.

[Theodore Jarvis Acheron]

Lige hvad der skete foran ham, var slet ikke noget som Adelio havde nogen anelse om, men det var noget som han nok skulle finde ud af! Han brød sig virkelig ikke om det, for det var et ubehag uden videre, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han hørte Aimée råbe og skrige, og det var noget som satte ham i gang, for han ønskede bestemt ikke at hun skulle komme galt af sted, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”AIMÉE?!” kaldte han endnu en gang, som han direkte stormede igennem skoven. Tak og pris for vampyrens hurtighed og hørelse! For det var helt klart noget som faldt ham godt i jord i denne stund! Han ønskede at passe på alle som havde noget med lejren at gøre, og det inkluderede også Aimée, for hun havde været der igennem nogle år nu, og hun var så godt integreret, at det ville være synd at skulle miste hende! Selv børnene holdt af hende, og det samme gjorde han jo! Selvom.. det var noget som selvfølgelig også gjorde det hele værre for ham, for hun var ham allerede et ømt punkt, og nu skulle soldaterne jo til at se det? Det var bestemt ikke fordi at det var noget som hjalp ham på nogen måde!
Adelio kunne høre hestene vrinske og stejle, hvilket kun gav ham et vis præg om hvor hun måtte være henne, også selvom det selvfølgelig ikke altid var noget som gjorde det nemmere for ham, for det gjorde ham vred, og nu skulle han vise det? Han havde ingen anelse om hvem de var, eller hvor mange de var for den sags skyld, men han skulle nok klare det! Han nægtede at lade hende stå med det alene! Tænderne blottede han allerede med det samme, som han fik øje på soldaterne og hestene. Han hvæsede dæmpet, og endte hurtigt henne ved den mand som havde fat i Aimée og kniven. Han tillod dem ikke at gøre hende ondt! Slet ikke! Han tog fat i mandens hoved og nakke, kun for at vride, så nakken endte med at brække og knække. Han vendte blikket direkte mod hende, kun for at tage fat omkring hendes reb og rive dem over. ”Flyv hjem.. NU!” endte han med en spids tone. Han ville ofr pokker ikke have at der skulle ske hende noget!

[Deleted]

Amiée var forberedt på at miste bryste der sikkert ville resulter i hendes død, hun nåde ikke rigtig at opfatte hvad der skete hendes sind var et helt andt set, men lyden af en nakke der brække fik hende til at åbne øjne og få øke på Adelio der råbt at hun skulle flyve hjem, hun var dybt forvirret og svag. hun så kun de andre soldater der slap deres heste og trak deres våben, hun følt hun faktisk gik i panik og meget klodste kom op på de svag ben der ryste under hende og fik vingerne ud og fløj ellers, hun fløj alt hvad hun kunne tilbage til lejerne hvor hun praktisk talt styrt ned i healernes telt der forskrækket fik kaldt på hjælp, de fik rejste telte igen mens healerne fik heale de sår der kunne lukkes helt mens ganske få blev forbundet ind, Amiée hade dog uheldig vis brække sin ene arm healerne fik heale næsten men hun skulle med den stramt forbundet i nogle dage så den kunne få hvile, hun hade også fået en flække i hovede som var forbundet ind og hendes øje hade ramt en stol så det var også forbundet så ja hun kunne lege mumie nu, Amiée blev hjulpe tilbage til hende og Adelios telt hvor der blev sat mad ind til hende hun sad og små spist af, men hun hade svært ved at koncentre sig om det hun tænkt kun på Adelio der sloges med de 3 soldater inde i skoven på grund af hende, et par af lejens små piger kom og hade blomster med til hende, Amiée forkler dem hun hade miste ræven hun hade fanget men så snart hun var raske skulle hun nok finde en ny, da pigerne var gået humpe amiée hen til telte åbne og åbne telte hun ville ud og se efter Adelio hun var rigtig ked af det for det var hendes skyld, og hun ville hjælpe ham selv om hendes tilstand ikke just var den bedste og slogs i, hun mærke tåren stå ned af kinderne og hun gned sig lidt i øjne for at fjerne dem så hun kunne se for hun ville ud og finde adelio, hun mærke dog hun stød ind i nogen eller noget og snøfte og så op med det ene øje der ikke var fundet ind.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio ønskede slet ikke at Aimée skulle komme til skade, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Nu hvor han havde hørt hende, og nu hvor han endelig havde fundet hende, så kunne det bestemt heller ikke live meget bedre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Vagtens nakke fik han vredet om, så der lød et gevaldigt knæk, selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig af, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for. Han ønskede hende i sikkerhed, og det var virkelig også noget af det som betød mest for ham i det store og hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke! Hun havde allerede fået en betydning for ham. Hun.. var ham jo allerede et svagt punkt uden lige, også selvom det ikke ligefrem var noget som måtte hjælpe ham i opløbet, men ikke noget som han kunne gøre noget ved nu!
Lettelsen skød ind over Adelio som han så til at Aimée fløj hjemover, vor han fortsatte med at gøre sin modstand, for de skulle bestemt ikke have muligheden for at finde frem til lejren, hvis han var i stand til at slippe for det i den anden ende! ”Forsvind..!” hvæsede han fast, også selvom de var flere end ham. Han fik et kraftigt slag med en kæp bag hovedet, hvilket tvang ham direkte ned i jorden, og desorienteret længe nok til at hans hænder var bundet med reb indlagt med sølv. Måske ikke meget, men det var der og det var ikke noget som han kunne gøre noget ved ellers, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Rejs dig..” endte vagten med en hvislende stemme, kun for at rive lidt i rebet for at vise manden hvad det var han skulle gøre. Adelio prustede tungt ud, men rejste sig med en sitren. Han blottede sine spidse tænder. Han blev revet om bag den ene hest, hvor han blev bundet fast. Ikke fordi at det var noget som rørte ham som sådan, for han elskede virkelig når han kunne hjælpe Aimée. Han vendte blikket over sin skulder, i det at hesten begyndte at gå, og Adelio var tvunget til at bevæge sig i samme retning. Han blev ført med sig væk fra lejren, og et sted.. så skræmte tanken ham faktisk temmelig meget!

[Deleted]

Amiée var stødt ind i en af lejernes mænd der skulle se til hende, hun så op på ham. "er..er Adelio komme tilbage.." spurt hun stille, manden ryste på hovede og at Adelio ikke var komme tilbage i nu fik alarm klokkerne til at ringe, Amiée mærke panik og frygt rulle inde over hende, de måtte have tage ham! der var ingen andre muligheder! hun fik samle 3 af lejernes mand, dem hun vist der var bedste med bue så de kunne skyde på soldaterne på afstand, og afsted de drog. mænden til fods amieé i luften, men træren gjorde det ikke nemt for hende at se så hun fløj så tæt over træ kronerne så muligt og så ned, og efter noget tid kunne Amiée skimte Adelios hovede, hun vendt om og fandt mænden og fortalt dem hvilken retning de skulle, amieé tog den bue en af mænden hade og fjøl op i luften igen, tros forbinden for øje kunne amieé stadig sigte nogle lunde, Amiée fløj hen for and soldaterne ned i et træ, og sigte da hesten kom til syne sigte Amiée men sigte dog ikke så godt men ramt i steden for en af hesten lig i hovede så den styrte til jorden i et vrinsk, de andre heste begyndt at stejle i chok og nu begyndt lejerens mænd at skyde mod Soldaterne fra 3 forskellig retninger, mens amiée kom ned fra træet og list hen til Adelio og så kun kort på ham med et skræmt blik før hun prøve at få hans hænder fri, med en lille dolk til at lirke kæderne op, mens Soldaterne prøve at få styr på hesten og ungå at blive ramt af nogle af de mange pile der kom susende mod dem.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio vidste at Aimée var i sikkerhed, og det var faktisk også noget af det vigtigste for hans vedkommende, for det var noget som efterlod ham med en tydelig form for ro, og det var noget som han lige så også havde brug for at vide! At han så var endt med at skulle blive fanget på den her måde, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for ham. Rebene var blevet indlagt med sølv, og det var slet ikke noget som han var i stand til at bryde op, hvilket var en tanke som gjorde ham vred! Hestene gik roligt foran ham, som var dette noget som de var vant til, og det var en tanke som kun måtte irritere ham yderligere! En soldat gik bag ham i tilfælde af at han forsøgte at bryde sig fri og løbe væk, så han kunne piskes. Lejren måtte bare ikke findes! Og det var Adelios hovedbekymring lige for øjeblikket!
At Aimée allerede var på vej, vidste han ikke, også selvom han håbede på at hun blev væk for en gangs skyld, så hun ikke endte ud i problemer endnu en gang! Han sukkede dæmpet for sig selv, hvor han diskret forsøgte at få hænderne til sig, selvom det var uden noget held af nogen slags, for det sad virkelig stramt og det var en tanke som gjorde ham direkte arrig. Han gispede kraftigt, som pisken smældt direkte over ryggen på ham, noget som næsten tvang ham ned i knæ, for det var bestemt ikke hvad han havde ventet sig! ”Gå ordentligt, knægt..” mumlede soldaten, selvom han hurtigt tiede, da hesten faldt til jorden med en pil direkte igennem hovedet. ”Vi bliver angrebet!” endte han fast, hvor de andre lige så også valgte at trække til våben. Adelio så sig omkring. Han havde allerede en vis formaning, og ganske rigtigt.. der endte hun med at dukke op, hvor han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. ”Gå hjem Aimée.. De må ikke fange dig herude..!” endte han fast, som han rev sine hænder til sig, næsten som tegn til at hun ikke måtte fjerne dem. Han havde jo intet at forsvare sig med, og ønskede bestemt ikke at hun skulle komme til skade på grund af ham!

[Deleted]

Amiée ryste på hovedet da Adelio sag hun skulle tage hjem, hun ville ikke hjem ikke uden ham!. hun forsatte med at skær i rebet og det begyndt også at gå i stykker, soldaterne prøve at forsvar sig mod den regne af pile der kom men snart Slap pilen op og mænden for lejerne smutte så hurtig de kunne, Amiée hade fået såret rebet nok op til Adelio kunne få hænderne til at smutte ud, før hun så vente sig mod soldaterne der vente rundt mod dem, "Stop hende!" råbt en af soldaterne, Amiée trak sin halskæde frem og hold dem mod dem, "Pas på Krystalen det en Dødsnymfe!" Soldaterne holdt en vis afstand mens Amiée Gave Adelio dolken og så på ham og sendt et lille smile, for hun var glad for han var okay, og at de ikke ville få ham med sig, Amiée ville holde soldaterne lidt hen og gik mod dem med krystallen mod dem, søger for de var på afstand så Adelio kunne komme væk, hun skulle nok komme væk desværre var hun jo 'blind' på grund af bandase for øjne så en soldate kom bag hende og slog hende i baghovede med bunden af sit svær, Amiée røg lig i gulve og var bevist løs, "få hende bundet men pas stadig på krystallen!" sag en af soldaterne, mens han holdt øje med Adelio så den anden kunne binde Amiée godt og grunden så hun ikke lave mere ballade.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio ønskede slet ikke at Aimée skulle komme til skade, og da specielt ikke på grund af ham! Den tanke var noget som et sted faktisk måtte skræmme ham, men ikke noget som han direkte kunne gøre noget med, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende. Tænderne bed han let sammen, som han hurtigt kunne se at de var blevet spottet, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde sagen bedre for ham. Hun måtte bare ikke komme galt af sted! Hun havde da efterhånden været udsat længe nok! ”Aimée gå!” udbrød han fast, selvom det var for sent. Det sølv som var indlagt i rebet gjorde automatisk at han ikke kunne få hænderne fri, for det var noget som den vampyriske race i ham, slet ikke brød sig om! Han hvæsede kraftigt, også fordi at han ikke havde noget valg! De var jo for mange mod en enkelt kvinde, og det var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre bare sådan uden videre. Han vendte blikket direkte mod dem. ”Lad hende være..!” endte han med en fast hvæsen, som han direkte prøvede at få hænderne fri, selvom det bare ikke så ud til at lykkes ham som det var han ville. Mændene lyttede slet ikke til ham jo! Og det var en tanke som kun gjorde ham direkte rasende! ”Hvordan er det i behandler kvinderne?!” endte han fast, som han igen forsøgte at rive hænderne til sig. Han ønskede slet ikke at se hende sådan, samtidig med at det virkelig måtte irritere ham at Aimée for en gangs skyld ikke bare kunne gøre som han bad hende om, for så ville de jo slet ikke have haft det her problem! Hun var og blev i den grad også noget af det mest stædige som han nogensinde havde været overfor, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der ingen tvivl om! Han fulgte Aimées slappe krop med blikket.. tanken om at de havde slået hende ud bare sådan uden videre, var en tanke som gjorde ham vred! Også fordi at han stod der og ikke kunne stille noget op!

[Deleted]

Amiée var bar helt slap i kroppen, hun mærke intet hun hørt intet hun var et helt andet sted, et mørkt sted inde i sit hovede. Mænds Mænden fik bunde hendes hænder og fødder smed de hende op på den 2 heste som et andet nedlagt bytte, og badt hende fast til sadlen før de igen begyndt at bevæge sig, Amiée var i en form for dørm. og dog drømmen var om de ting hun hade set før, ting hun hade opleve og ting hun hade følt. sorg og smerte var en stor del af det men, så var det som om noget tog om hende, ikke varmt men koldt, og hun så sig tilbage og kigge op på Adelio der smile til hende. Amiées sind vist hende de billeder af de ting hende og Adelio hade lave, de følelser hun hade for ham brændt som et leven lys. men denne drømme tilstand holdt ikke længe før hun vogne ved hun blev smidt på jorden, og slæbt hen til et træ. hun gippe med øje og var omtåget og svag, hun kunne sløret se en lejer med et par telte. det hele snorre rundt i hendes hovede og hun følt hun skulle kaste op og bukke hovede og hoste en smule men der skete intet, hun gispe svagt og var tørstig og så rundt "Adelio" hviske hun ganske stile og ryste på hovede og prøve at smale sig og fokuser på ting omkring sig, hun kunne høre Soldaterne snakke men så heller ikke mere ind det hun var for rundtosse til at kunne høre tydelig nok og hvor det dog irreteret hende hun ikke kunne fokuser og finde ud af hvad der var sket eller hvade der skete lige nu, hun så bare ned og kunne mærke føderne var bundet og armen var bundet på ryggen mens hun sad bundet fast i hænderne til træet bag hende, og hun hade ikke meget 'snor' kunne hun mærke så hun ville ikke prøve at rejse sig.

[Theodore Jarvis Acheron]

Alene den tanke om at de faktisk havde formået at slå Aimée ud, var en tanke som drev Adelio til vanvid, for han havde jo slet ikke ønsket at der skulle ske hende noget som helst, for det var da slet ikke noget som han brød sig om! Hans hænder blev bundet godt og stramt endnu en gang – reb indlagt med sølv, var slet ikke noget som han var i stand til at bryde bare sådan uden videre! ”Lad hende gå..” hvislede han med en direkte iskold stemme, som han vendte blikket mod den mand som lige havde bundet hans hænder endnu en gang. Hans hænder var så stramt knyttet, at hans knoer var endt med at blive helt hvide! Soldaten slap en hånlig latter. ”Giv mig en grund.. Du kan fortælle mig hvor I gemmer jeres lejr, så skal jeg nok lade hende gå..” I Adelios øjne var det virkelig et unfair kriterium, for han ønskede jo slet ikke at der skulle ske hende noget.. Han endte med at forblive tavs og vende blikket væk fra dem og mod Aimée som blev læsset op på hesten, hvor han blev bundet til den bagpå, så han kunne vandre efter dem – de bestemte jo tempoet, alt efter hvor hurtigt hesten skulle gå.
Som de nåede den anden lejr – tilsyneladende soldaternes lejr, vendte Adelio blikket mod hende, som hun nærmest bare blev smidt ned i jorden? Alene den tanke, var noget som gjorde ham direkte rasende, for det var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre! ”Aimée..” endte han dæmpet, selvom han ikke nåede langt mere. Han fik en sæk direkte trukket ned over hovedet, så han ikke var i stand til at se hvor han selv blev ført hen. Han var kendt blandt soldaterne udelukkende på grund af sin mor, og han vidste det jo også godt! Han blev ført direkte til et telt, hvor han ikke nåede at se sig om, inden han blev tvunget direkte ned i jorden, hvor en ren sølvkæde blev lagt over hans hals, håndled og ankler – med andre ord, han var slet ikke i stand til at komme fri og det ætsede jo voldsomt ind i hans hud, så det gjorde ondt! Tænderne bed han direkte fast og kraftigt sammen, som han udstødte en direkte hvæsen. ”Hvor er jeres lejr..” spurgte de igen.

[Deleted]

Amiée sad bare ud ved træet hun kunne jo ikke andet, hun var svimmel nej dirket dårlig lig nu, blod tabt og energi tabe gjorde hun var yderst svag, ikke dødelig svag men svag nok til der ikke var meget kamp i hende, hun kunne høre soldaterne spøger om noget længer væk da hun hade koncentret meget af sin hørelse mod telte hun kunne se lidt utydelig fordi hun var så dårlig, hun gætte på det var Adelio de var ved at udspørger. hun lukke øjne og snøft det var jo hendes skyld! hun skulle slet ikke hade skudt på de soldater i starten men hun hade jo ikke tænkt klart, og hun ville jo bare sikker sig lejern og nu var hun den der var skyld i at den nu var i fare fra at blive afsløret, tilbage i lejerne var mænden komme tilbage, men da de høre Amiée og Adelio ikke er vendt tilbage begynde frygten at bred sig, og der blev snakke om hvor vidt de ville risiker at sende mange flere mænd af sted, de børn Amiée hade passet hulke og var bange for Amiée ikke kom igen og det samme med Adelio, de kvinder der var frygte de ville blive opdage og dræbt, mænden diskuter og små råbt af hinanden om hvor vidt at de skulle hjælpe dem eller ej!. Amiée lag hovedet tilbage mod træet, hvor hun ganske svagt og stille sang en vugge vis hun kunne huske hendes mor hade sunget for hende for så mange år tilbage, hun kunne kun svagt huske den, men det var en meget blid sang meget søvn dyssenden og afslappenden, hun lukke øjne og mærke hvor søvning og til sidste sov hun op af træet med hovede der hang lidt til siden.