Far from home, but still so close

[Deleted]

Det var ved at være temmelig sent. Månen stod højt på himlen, men var kun halv. Piper var efterhånden ved at være træt i sine ben. Turen fra Procias havde været lang, og hun var netop nået forbi den Dvasianske grænsemur. Der var vagter over det hele. Hun stirrede på den med sine intense røde øjne. Det var lidt utroligt at hun ikke var blevet set, de vagter var dumme. Hun gemte sig i øjeblikket bag et træ. Jason havde gang på gang forbudt hende nogensinde at søge til Imandra, på trods af at han kendte til den naturlige nysgerrighed hun havde omkring hvor hun kom fra. Hun vidste jo godt at Jason og Lisa ikke var hendes rigtige forældre, og hun ønskede ligesom alle andre svar. Problemet var at dette var hendes første gang i Imandra nogensinde, og hun havde ingen idé om hvor hun skulle lede. De blonde lokker var sat op med et sølvspænde. Hun bar en rosa kjole der stod kraftigt ud i forhold til hendes blege hud. Procias havde aldrig været særlig glad for hende, på grund af hugtænderne, og det var faktisk ved at være lidt irriterende, for hun gjorde ikke nogle noget, desuden så kunne hun altså godt styrer det! Lydløst bevægede hun sig en smule længere frem. Det så ud til at hun nærmede sig en by, men hun vidste ikke hvad hun kunne vente sig, et sted lod hun bare sine instinkter følge hende hen hvor de ønskede at hun skulle være. Et stort mansion stod ikke langt fra hende, men hun bed sig ikke rigtigt fast i det, for dem måtte der jo være en del af i landet. En vagt stod og vogtede et lidt meningsløst sted. Med den kølige mine, trådte Piper frem foran ham, selvom hun ikke nok ikke var velkendt. Hun havde hørt om bogerkrigen men den virkede da ikke så slem? Hun var da i live endnu? ”Undskyld mig Sir. Jeg leder efter Old Laymian?” endte hun høfligt. Hun var jo vant til Procias. Manden sendte hende et vammelt smil, og nikkede mod hende. Hans blik hvilede på det store mansion bag hende. ”Og hvad vil en ung kvinde som dig på sådan et sted?” spurgte han hæst. Hun rynkede på panden. Han var da godt nok lidt uhyggelig! ”Det tror jeg faktisk ikke vedkommer dig,” svarede hun kortfattet. Vagtens smil falmede ikke. ”Lad mig følge dig,” indbød han. Hun sendte ham et køligt smil ”Det er vældig venligt af dig, sir,” endte hun stille og gik sammen med ham mod det store mansion. Hun følte en hvis spænding. Dette øjeblik havde hun ventet på gennem forfærdelig mange år.

[Deleted]

Det var en herlig aften for Charlies vedkommende. Det var når månen var halvt fuld at han havde det bedst, for der var det ikke op til fuldmånen eller lige efter, så der kunne han faktisk slappe fuldstændigt af og bare nyde den periode hvor han ikke behøvede at bekymre sig om den kommende uges udmattethed. For det var faktisk utroligt hårdt i både tiden op til og efter, ligeså når fuldmånen var der. Men det var ikke noget han ville spekulere over i aften, for i aften havde han masser af tid til at nyde at være fuldstændig udhvilet. Han smilede varmt for sig selv. Han var en specielt blanding det vidste han udmærket. Horror fra sin fars side og moderens dæmoner var gået over i ham, efter hun var blevet slået ihjel. Så der var han ekstra kold fra isdæmonens side og ekstra lysten fra den sensuelle. Ikke det det gjorde ham noget, for han havde altid været klar over at han ville være kvindeglad og det var han bestemt også, selv i denne unge alder han endnu havde. Han var jo faktisk ikke andet end en knægt, men alligevel den som boede i huset og derfor anså han sig selv som overhoved for navnet, selvom der faktisk ikke var mange tilbage? Egentligt kunne han være den eneste tilbage, for han vidste jo slet ikke om der var kommet andre til.
Han sad i nattens anledning i stuen og betragtede den fine urne der stod på kaminen. Han vidste det var Ilar der lå deri, hans kære farfar, som han var blevet fortalt lidt om af sin far. Han kiggede ind i kaminen der let brændte og det irriterede direkte hans åsyn. Hvorfor havde han også tændt op i den? Han var jo ekstra kold og holdt af alt iskoldt. Han kunne ligeså godt bo i et is palæ. Men dog ville han ikke ødelægge det gamle hus, for han nærede respekt for det, fordi det havde stået her i lang, lang tid! Men dog var den eneste kamin der sjældent brændte den i stuen, så huset var i sig selv ret køligt fordi der ingen varme var sat på, for alle ildsteder var sluttet. Han hævede hånden og kastede en stråle af iskrystaller direkte mod kaminen, så den gik ud med det samme. Han smilede tilfredst, som isen smeltede og lod det være fuldstændig slukket. "Det var bedre," sagde han for sig selv, som han rejste sig op. Han bar et par sorte bukser og en ternet skjorte, stoppet ned i den. Til havde han et par sorte sko. Han strøg hænderne igennem håret og tænkte over, hvad han skulle lave i aften. Ingen tvivl om det var lidt ensomt her… Mon han skulle tage ind til byen?

[Deleted]

Piper strøg med elegante skridt mod det store palæ. Hun åbnede den knirkende låge. En kølig brise strøg over hende og gav hende gåsehud. Så vidt hun kunne se herfra, var der fuldkommen mørkt i det store mansion, men hun havde jo også hørt at det skulle være forladt nu. Vagten gik bag hende. Hun stolede ikke rigtigt på ham, men da var da yderst venligt af ham at følge en kvinde til døren. Der var noget ved det skumle smil som hun ikke brød sig om. Skulle hun banke på? Hun vendte sig mod manden bag hende, der blot gjorde gestus med den gamle dør. Det var ikke blevet plejet længe, og det måtte være old gammelt efterhånden. Forsigtigt skubbede hun døren op. Der var koldt, selv for en vampyr, hun kunne kun lige føle det. Døren knirkede som den langsomt gled op og afslørede gangen for hende. Der var som ventet fuldkommen mørkt. ”Jeg takker,” hun najede kort for den fremmede mand, der så ind i huset som søgte han efter noget. Hun vendte ryggen til ham, men blev næsten revet tilbage da han tog et fast greb omkring hendes håndled. ”Det er ikke synderligt venligt af dem, sir,” mumlede hun irriteret, og hamrede ham ubesværet en på siden af hovedet, så han endte med at falde bagover. Hun så på sin næve og trak svagt på skuldrene. Hun kendte ikke helt sin egen styrke endnu, desuden.. et mørkt væsen ville vel altid havde en skygge i sig? Hun lukkede døren bag sig, og lukkede nattens lyde ude. Med forsigtige skridt trådte hun ind i det, som skulle have været hendes hjem. Det føltes ikke hjemligt, hvilket næsten skuffede hende, for hun havde jo håbet på at finde meget andet end det. Den rosa kjole slæbte en smule efter hende. Hun lod fingrene søge over et lille bord som stod den store hall. De blege fingrer blev grå af støv. På trods af alt så var det mærkeligt at stå her.. på det sted som hun havde ledt efter, men som hun var blevet forbudt at søge til at sine forældre. Hun så på trappen. Med langsomme skridt nærmede hun sig. Så gammelt som stedet her var, så kunne man jo næsten ikke regne med at det ikke ville falde sammen, det måtte efterhånden være år siden at nogle havde boet her. Hun følte sig utryg. Ikke nok med at Imandra var nyt, men der var noget som ikke var rigtigt. Hun lød et par fingrer danse over det smukt skåret gelænder. Hendes forgængere måtte have haft en udsøgt elegant smag, langt fra den som både Jason og Lisa havde fulgt i lyset, men det var vel egentlig heller ikke så mærkeligt?

[Deleted]

Charlie havde i et par hundrede år kun haft sig selv, så derfor var her også godt støvet efterhånden. Det var ikke noget som direkte rørte ham, for han kunne sagtens leve med det. I hvert fald indtil videre, for det var klart at han slet ikke gad selv. Men måske han en dag burde skaffe sig en slave eller 2. Helst kvinder, for så kunne han både hygge med dem og tvinge dem til arbejde. Ja, det var faktisk en idé der blev ganske interessant efterhånden måtte han indrømme i sine egne tanker. Det måtte han finde ud af, når han blev lidt mere… velkendt. Ingen kendte hans eksistens på nær et lille bordel i New Dale og der gik han under et andet navn, da han udmærket godt kendte til at hans far ikke havde været velset. Han strøg let tungen over det nederste af sine læber og skubbede sig op at stå fra den stol han sad på. I pejsestuen på 1. salen, som han befandt sig i, var også der hvor alle de gamle familiebilleder var. De var alle sammen håndmalede. Over pejsen hang et stort billede af den allerførste kernefamilie i slægten. Hans forfædre. Ellers rundt på væggene hang billeder af hans Farfar og andre dele af den familie som havde været Ilars. Et skævt smil gled over hans læber. Den eneste der ikke hang her var hans egen far. Billedet var vel gemt et sted eller måske helt smidt væk? Han anede det ikke, men han ville finde det… Eller en dag selv få malet et, der kunne hænge her i pejsestuen. Han kiggede op som han hørte fordøren gå. Hvem pokker kom dog ind i hans hus?! Han hev døren op ind til pejsestuen og marcherede direkte ned ad gangen og mod trappen. Han fandt sig ikke i indbrudstyve! Kulden i huset bemærkede han knapt, netop på grund af isdæmonen der var godt tilfreds ved det og derved var han også. "Hvem end det er..." sagde han for sig selv og sagde ikke sine tanker højt videre, men lod dem forblive utalte. Han stoppede op ved toppen af den fine trappe og kiggede ned af den, for han fornemmede at vedkommende var på vej op. Han sagde ikke et ord og afventede egentligt bare at indtrængeren skulle komme op af trappen.

[Deleted]

Piper var overbevist om at stedet stod tomt, for det var jo det hun havde hørt når hun havde spurgt omkring. Alligevel følte hun sig en smule urolig ved at vandre rundt i det mørke mansion. Det var som om noget lurede bag mørket et sted. Hun lod fingrene danse stille ned over gelænderet og så op, uden rigtigt at vide om hun skulle tage chancen eller ej. Den virkede jo ikke videre stabil i forhold til alderen. De røde øjne tog sig kraftigt ud i mørket. Hun kneb dem sammen en anelse mistroisk som hun turde sværge på at hun hørte nogle mumle. ”Er.. er her nogle?” spurgte hun måske lidt uforsigtigt. På trods af det kølige udseende, så var hendes stemme blødere en silke og næsten syngende. Hun var aldrig blevet trænet til kamp, hun kunne kun forsvare sig selv i visse situationer, alligevel havde hun taget den lange vej helt til Imandra uden at vide hvad pokker hun gik ind til. Hun trådte forbi trappen. Der var også en masse at udforske hernede, måske hun skulle vente med at gå oven på? Forsigtigt åbnede hun døren ind til det som var en lang gang. Den virkede så uendelig, heldigvis tillod det gode nattesyn hende, at se hele vejen, der var døre på begge sider. Hvornår hun var blevet så eventyrlysten var svært at sige men hun kunne næsten ikke udholde den sitrende fornemmelse der herskede i hendes indre. Hun trådte roligt ned af den smalle gang. Det var tæt på at være direkte klaustrofobisk. Hun var ikke kommet for at ødelægge noget, men tværtimod for at søge nogle svar. Den førte dør hun nåede til var låst. Hun overvejede ganske enkelt at slå døren ind, men besluttede sig for at det ville være synd at ødelægge det, eftersom det var så gammel så måtte det have en vis værdi. Hun slog døren op til spisestuen. Den var elegant ligesom alt andet i huset lod til at være. De rosenrøde læber bredtes i et stille smil. Hun trådte ind. Det duftede stadig sødt. Fingrene lod hun atter stryge hen over overfladen omkring sig, imponeret over både indretningen men også hele ånden stedet havde med sig. Tanken om at hun kunne have spist der med sine sande forældre var et sted noget som satte en længsel i hende. Hun havde kun været spæd da de gik i døden, hvilket også var grunden til hele sin nysgerrighed. Lydløst vandrede hun rundt i lokalet og undersøgte hvad faldt hende for.

[Deleted]

Det at nogen faktisk vovede sig ind i mansionet fandt Charlie selv direkte dumt! Han kunne slet ikke forstå hvem der dog gad komme her, for han vidste jo hvilket ry hans "kære" fader havde efterladt stedet med. Der var jo en grund til at faktisk ingen kendte til hans eksistens indtil videre, for folk kom slet ikke til mansionet. De nærede vel både frygt og respekt for det old gamle sted? Det var i hvert fald hans tanker, om det var noget andet, det var ham ganske uvist. Et lumsk smil prydede sig over hans læber som han hørte den silkebløde kvindestemme. Det fik næsten hårene på hans arme til at rejse sig, for der var snart intet bedre. Når der endeligt skulle bryde nogen ind, var det sandelig også heldigt at vedkommende var et kvindeligt væsen. For det kunne han få gavn af og udnytte. Fange hende her og lade hende vide hvis arme hun var vadet direkte i. Han svarede hende dog ikke, men nu da hun havde gjort sig fuldstændigt til kende, så ville han også endte med at følge efter hende. Han lyttede nøje efter hvor hun gik hen, for han ville følge efter hende - men ikke så det var direkte åbenlyst. Han trådte langsomt ned ad trappen som han hørte hun gik ned ad gangen, og han var ganske hurtigt nede ved det sidste trin. Uanset hvor gammelt og skrøbeligt huset så ud, var det ikke lige sådan til at ødelægge. For der var lagt en gammel besværgelse over huset af hans forfædre, der holdt det hele sammen, selvom det ældes. Han stoppede op i indsnævringen fra indgangshallen og til gangen, hvor han stoppede op og fulgte med i at hun gik rundt inde i spisestuen, for han kunne lugte hende. Han vædede let sine læber og gik hen til spisestuens døren, som han endte med at skubbe op igen. Dog stillede han sig op af væggen ved siden af, så det ville ligne at døren havde åbnet sig selv. Han ville hyle hende lidt ud af det om muligt.

[Deleted]

Piper mistænkte at der var nogle til stede, men på den anden side, så var det nok bare hendes egen paranoia, hun havde jo fået at vide at stedet stod ubeboet, så hvorfor tænke mere over det? Det var næsten surrealistisk at hun var endt med at stikke af fra sin familie i Procias for at stå i dette gamle, faldefærdige hus, i et land som hun mildest talt ikke vidste noget om. De blege fingrer strøg langs de støvede overflader, som på nuværende tidspunkt ikke så ud til at være blevet rørt synderligt meget, men hvor meget brugte vampyrer også en spise sal? På den anden side af de smukke spisebord, stoppede hun øjeblikkeligt op, med et meget stift blik. Hun kunne høre skridt, denne gang betvivlede hun det ikke. De røde øjne virkede fuldkommen kolde, selvom hun faktisk følte sig ret nervøs. Ganske stille slap hun bordet og betragtede de fingre som engang havde været blege men som nu var endt helt grå. I samme øjeblik døren slog op, slap hun et lidt forskrækket gisp, og vendte blikket mod døren. Hun anede ingen skikkelse i mørket hvilket kun var forvirrende. Var huset hjemsøgt? Det ville slet ikke undre hende, så vidt hun havde hørt, var der jo mere end en der havde mistet livet på dette sted. ”Hvem.. hvem der?” endte hun en anelse usikkert. På trods af det kølige ydre, så afslørede stemmen den uskyld som hun bar med sig, blandt andet som resultat af sin procianske opdragelse i forhold til hvad det kunne være blevet til. Piper trådte forsigtigt om på den anden side af bordet, uden at tage blikket fra døren, for nogle var derude, men hun kunne ikke finde ud af om der var noget at frygte. Hun endte med at trække på skuldrene. Det var nok slet ikke noget, men hun måtte nok tjekke for en sikkerheds skyld. Med små, forsigtige skridt trådte hun mod døren. Hun puffede den stille op ved at prikke til træet med en pegefinger.. Efter flere sekunder hvor hun blot stirrede frem for sig, trådte hun ud i den smalle gang, og så samme vej hun var kommet fra. Der lod ikke til at være noget, men hun følte sig stadig ikke tryg. Måske hun ikke havde slået vagten ordentlig ud? Han havde været lidt af en svans, så ham bekymrede hun sig nu ikke synderligt meget om, hvis hun nu skulle være ærlig!

[Deleted]

Charlie glædede sig faktisk ganske meget til at se hvem det var der dog havde bevæget sig herind. Han kunne ikke undgå at undre sig over hvem der ville på sightseeing i et hjem som hans, med alle de historier der var her. Og de var ikke ligefrem rare, så meget vidste han da. Han stod fuldkommen op af væggen ved siden af døren, afventede at hun skulle komme ud, hvis hun da var en smule naiv om ikke andet. Han vædede let sine læber ved at stryge tungen mellem dem og trak vejret dybt. I og med han både var varulv, vampyr og dæmon, så var der både noget levende og dødt over ham. Han smilede let for sig selv, vidste at den kvindelige indtrænger nok ville vide at han var her. Eller i hvert fald at noget var. Et grin malede sig på hans ansigt dog fuldstændig lydløst, i det at han hørte hende skrige. Det var dog en dejlig lyd og virkningen af døren der åbnede, havde haft den ønskede virkning. Han lukkede kort øjnene og lyttede til at hun kom mod døren og snakkede med hendes bløde stemme. Det lød bestemt ikke som et mørkt væsen. I hvert fald ikke en der var opvokset på disse kanter. Og det var nok noget af det der forundrede ham mest, for hvad ville hun dog her så? Hvorfor netop Old Laymian?
Han stirrede direkte på hende som hun trådte ud i gangen. Hun var dog en smuk pige uden lige, med fine former. Og kjolen klædte hende bestemt. Han trådte fra væggen og kiggede direkte på hende med et intenst blik. Hans øjne var fuldkommen mørkebrune, en blanding af det sensuelle, varulven, hans mor og vampyren. Der var mange ting der spillede ind der! Han lignede dog meget sin far på nær hår- og øjenfarve. Han fløj direkte hen til hende med sin vampyrhastighed og stoppede op 1 meter fra hende og pustede hende direkte i nakken. "Der er såmænd bare mig," sagde han med en kølig og skummel stemme.

[Deleted]

Det var måske langt fra det mest fornuftige at bevæge sig ind på fremmede jord, men efter alle de år, og nu hvor muligheden havde budt sig, så havde end ikke Piper været i stand til at stå imod. Hun var frygtelig uvidende, ikke kun omkring hvor hun kom fra, men omkring livet generelt.. det synes alle andre i hvert fald. Hun var slet ikke i tvivl om at hun kunne høre skridt og til tider åndedrag, men hun havde jo ingen idé om hvor pokker det kom fra. Hendes nysgerrige, røde øjne søgte omkring. Det var begrænset hvor mange muligheder der var i den forholdsvis smalle gang, alligevel var det nok til at give hende myrekryb. Hun gøs. At vandre i det som skulle have været hendes barndomshjem var faktisk ret surrealistisk, der var en helt særlig stemning velvidende at hendes forfædres historie havde udspillet sig på dette sted. Hun stoppede op ikke langt fra døren ud til indgangshallen og lyttede intenst. Allerede i samme øjeblik han var endt med at sætte i løb, havde hun hørt ham. Hun var trods alt fuldblodsvampyr, det bragte visse fordele med sig. Piper vendte sig, og lod de røde øjne stirrer direkte på manden frem for sig. På trods af at hendes mine ikke ændrede sig eller fortrak i nervøsitet, så turde hun sværge at han havde givet hende et enormt chok! Der var noget i hans stemme som fik hende til at stirrer vantro på ham. Hun nærede ikke tillid til denne fremmede på nogen måde. Hænderne foldede hun næste.. høfligt foran sig. Han var trods alt en flot mand, og far havde lært hende at opfører sig acceptabelt. ”Det er altså ikke pænt at snige sig omkring,” påpegede hun lettere irritabelt. Det skulle også komme fra hende som sneg sig rundt i et fremmede land, i en fremmedes hjem. Det var særligt den sensuelle gnist i hans blik der rev i hende, for den slags væsner fandtes ikke i Procias, ikke foruden nymferne og dem forbød Jason hende at have omgangskreds med, så det gav jo meget sig selv, men det betød jo også at hun sådan set ikke havde noget værn mod en mand som ham!

[Deleted]

I det at pigen faktisk ikke fik et særligt chok ved at han løb, fik ham også til at indse, at hun havde noget af et godt øre. Hendes hjerte bankede ikke og derfor måtte hun være spide eller vampyr, da begge racer stemte overens med at der ingen hjerterytme var at høre fra hende. Men dog virkede hun ikke som om hun var herfra. Hendes stemme var for blid og silkeagtig til at hun skulle være opdraget på disse kanter. Som hun også kiggede på ham var det tydeligt at hun var af en mørk race, for de fuldkommen røde øjne som stirrede direkte mod ham var så indlysende. Hans egne var gemte, kun med et skjult skær af det røde, som lå bag det brune ydre af hans øje. Han vædede let sine læber og så på hende med et dybdegående blik. Han vidste han så godt ud og det var ikke kun på grund af den sensuelle dæmon der drev hans lyster. Han kiggede på hende og søgte hendes øjne, hvor der var et glimt af det fængslende sensuelle der lurede bag den drengede facade. Han havde armene over kors, for ingen havde lært ham den mere formelle; at have armene over lænden eller i det hele taget bare bag sig på ryggen, det lå ikke til hans drengede attitude. Han så mod hende og lagde hovedet let på skrå, som et charmerende, dog falsk smil, faldt på plads på hans læber. "Må jeg minde dig om at du er gået ind i mit hus, ikke omvendt, Frøken," sagde han sigende til hende og blinkede let til hende.

[Deleted]

Det havde i den grad sine fordele at være af det væsen som hun var af. Selv oppefra havde hun hørt ham, men det var jo ikke nemt når han sådan gik og gemte sig! De kølige øjne betragtede ham en anelse vantro, også selvom hun hurtigt blødte lidt op som resultat af den sensuelle udstråling. Det sitrede i fingerspidserne, hvilket næsten irriterede hende, for det var ikke retfærdigt! Hænderne flettede hun sammen foran sig. Selv overfor ham gjorde hun sit for at fastholde sine manérer hvilket også lidt afslørede at hun ikke var fra disse kanter. Det forundrede hende lidt at høre, at det var hans hus, eftersom hun jo havde fået at vide at det stod tomt for lang tid siden. ”Oh,” endte hun stille. Det var heller ikke meningen at hun ville snige sig omkring, men det havde virket så tomt. Hun slap sin hånd og lod den vandre igennem de blonde lokker der faldt omkring hendes slanke skuldre. Næsten per automatik slog hun blikket ned i jorden så snart han forsøgte at møde hendes, for det satte en.. ukendt og faktisk lidt.. ubehagelig følelse i det indre. ”Det beklager jeg, sir. Jeg troede at stedet her var blevet forladt mange år tilbage?” spurgte hun stille. Det var en charme over ham, en som hun ikke før havde oplevet, men det gjorde ham samtidig uhyggelige. Hendes tone gav genlyd i den lange gang, hun kunne høre den synge tilbage til hende, hvilket næsten morede hende. Der var noget over ham som virkede underligt.. velkendt. Måske fordi hun for længst havde gættet at der var noget vampyr i ham, kun de var i stand til at bevæge sig med den fart som så ikke havde bidt på hende. ”Jeg vil bestemt ikke forstyrre Dem, men jeg.. ville meget gerne se mig lidt omkring i huset,” erkendte hun næsten med en lidt bedende tone. Dette var hendes første og eneste mulighed, hvilket hun jo godt var klar over!

[Deleted]

Når kvinden her var hvad hun var, så var han også godt klar over at hun nok havde hørt ham. Han var bare god til at gemme sig, for det brugte han sig meget af når han skulle snige sig ubemærket gennem byen, hvor kun et lille bordel kendte til ham. Og end ikke under det navn han egentligt havde, for sagde han først 'Charlie Laymian' så vidste han, at folk ville mistænke ham for alverden. Også selvom han faktisk 'bare' var sønnen. Men han kom jo også på bordellet, så mon ikke folk ville opstille nogle fordomme? Dømme ham som sin far? Han vidste da godt at han lignede sin far på frygtelig vis, for han slægtede virkeligt sin far på! Selv på sine unge dumdristige år som han var i lige nu, for ung var han. Kun lige rundet sine 500 år og det var bestemt ikke meget i disse tider, hvor folk jo blev old gamle! Han kiggede mod hende og sendte hende et blidt smil. Han berørte hende ikke, for hun behøvede ikke at falde fuldstændigt i hans spind. Hun måtte gerne være drevet af ham og mærke noget ramme hende, men han ville lige teste hende lidt af inden han gik til sagerne. Hendes stille 'oh' morede ham indvendigt, for hun havde troet stedet var forladt. Det kunne han godt følge hende i, for det var jo sådan det lød ude om i byen. I krogene og i det fri. Hans mundvig fortrak sig til et let grin i det hun slog blikket ned, fordi han søgte hendes. Han gjorde hende utilpas. Og han kunne lide det. "Det tror mange," sagde han. Han var slet ikke så formel, brugte ikke 'De og Dem' eller kaldte hende Frøken. Det at blive kaldt sir gav ham en underlig tilfredshed, så det skulle hun da endeligt bare blive ved med! Han trak vejret roligt og lagde hovedet let på skrå. Han stod endnu med armene over kors. "Men det er desværre ikke sandhed," sagde han og lo blødt. Han fortalte hende ikke at hun skulle tie omkring det, for han vidste jo slet ikke om hun kom herfra endnu. Det kunne jo være han beholdt hende, nu hun havde været så dum! Han så på hende som hun erkendte, hun gerne ville se sig omkring. Det havde han da regnet ud. "Lad mig give dig en rundvisning," sagde han. Det var faktisk ikke til diskussion, når hun ville, så skulle hun da også. "Kom med." Han gik ned langs den lille gang og fortalte som de gik forbi dørene, hvad der var og lod hende også se ind.

[Deleted]

Piper havde ikke rigtigt noget kendskab til Laymians betydning i landet. Jason havde fortalt hende at Piper og Ilar havde været betydningsfulde mennesker, men mere havde hun sådan ikke fået at vide, hun havde en fornemmelse af, at han ikke vidste så meget om dem som han gav udtryk for, også selvom hun ikke ville komme i klammeri med ham.. hvilket hun nok ville komme nu hvor hun havde valgt at stikke af til Imandra. Den sensuelle tiltrækning var noget der gjorde hende utilpas, mest fordi hun.. følte sig draget af ham på en måde hun ikke havde kendt til før. Tilgengæld rørte hans uhøflige tone hende slet ikke, sådan noget tænkte hun ikke over, men hun var selv opdraget til at skulle udvise høflighed, særlig overfor unge mænd, og det lod jo til at han var af lige præcis den art! Hun rynkede lift uforstående på panden. ”Det er et temmelig stort sted. Hvordan kan folk tro at det er forladt så?” spurgte hun nysgerrig og samtidig forundret. Det var ikke rigtigt henvendt til ham, men mere til sig selv, fordi det var noget som hun ikke selv forstod. ”Desværre?” gentog hun lidt spørgende. Hun havde jo ingen idé om hvilken mand hun var endt med at løbe ind i, hun havde ingen idé om at hun nok ikke ville komme til at forlade stedet foreløbig. De røde øjne lyste næsten op da han sagde at han ville give hende en rundvisning. Læberne spillede ud i et køligt smil, som hun roligt valgte at følge ham gennem huset og betragtede nysgerrigt de rum de kom forbi, lod ham fortælle om hver enkelt rum. Hun glædede sig til at se sine forældres værelse.. og børneværelset hvis det da var der endnu. ”Du lader til at vide meget om huset. Er du en del af slængten?” spurgte hun nysgerrigt. Det var gået op for hende undervejs at denne mand faktisk kunne være i familie med hende på en eller anden måde, og det satte en iver i hende! ”Jeg hedder for øvrigt Piper. Piper Laymian,” plaprede hun med den melodiske tone, uden at tænke sig rigtigt om. Naiv kunne hun ikke komme uden om at være, men hendes verdensbillede var også anderledes, langt mere fredelig!

[Deleted]

Charlie vidste ganske lidt omkring sin familie, fra hvad han havde kunnet læse i bøgerne. Der stod ikke meget omkring slægten fra Ilar og Pipers tid og frem til Charlies, men der stod dog ganske lidt - skrevet ind i bogen senere end den oprindelige der var lavet. Han vidste derfor de havde betydet noget for landet, men at Charlie næsten havde ødelagt alt for dem. Hans far havde han næsten ikke kendt og han vidste ikke hvordan han skulle forholde sig til ham. Han vidste bare hvordan han selv var blevet og stadigt udviklede sig som årtierne gik. Han smilede let til hende. Et falsk smil for hans vedkommende, men det var ikke noget hun umiddelbart ville se. "Fordi der ingen aktivitet er her, alt er jo egentligt stille stående og støvet er overalt," sagde han stille og rynkede på panden. Støvet var han træt nok af, men han gad ikke fjerne det. For meget arbejde og for lidt penge, til at skulle købe sig en slave. Men igen, nu var hun jo her? Måske han skulle sætte hende i gang. Han smilede skævt over sin egen tanke, men lod som om det var til hende. "Ja desværre for dem," sagde han til hende uden videre forklaring. Han vædede let sine læber, som han viste hende de støvede rum ned ad gangen de havde været på. "Ja det er jeg," svarede han hende. Men hun havde ikke spurgt ind til hans navn, så derfor ville han heller ikke sige det uden videre. Måske hun havde hørt noget og ville tro dårligt om ham, inden han fik gjort noget ondt mod hende. Det kunne han ikke have. Da de var færdig på denne gang, begyndte han at gå ud mod forhallen igen. Han sendte hende et let smil. "Piper sige du? Hvem var dine forældre?" spurgte han og ledte samtalen væk. Han præsenterede sig ikke, men måske hun var for ivrig til at fortælle om hendes egen gren af familien - så hun ville helt glemme at spørge lige nu.

[Deleted]

Piper havde intet kendskab til sin slægt, det havde hun aldrig haft og eftersom hun havde været fuldt ud tilfreds med Lisa og Jason, så havde hun ikke stillet spørgsmål ved det før nu, hvilket nok også var temmelig sent, men nysgerrigheden havde drevet hende hele vejen hertil, og hun havde ikke tænkt sig at vende om nu, det var helt sikkert, også selvom hun nok ikke burde stole på knægten, der var jo ingen som vidste at han levede der! Hun nikkede en smule fraværende, hørte kun halvt om halvt hvad han sagde, men hun forstod det godt. Han levede i skjul, han var altså en ensom skabning? Det var om ikke andet Pipers konklusion. ”Aha, du skjuler dig altså,” mumlede hun blot lavmælt. De kølige øjne søgte rundt i lokalet, hun ville ikke lade en detalje glide forbi, særligt med henblik på at hun snart skulle tilbage til Procias, og hun ville huske stedet. Hun rynkede stadig uforstående på panden, hun kunne slet ikke følge hans tankegang. ”Jeg er bange for at jeg slet ikke føler Dem, Sir, men det er nu lige meget,” tilføjede hun i et forsøg på at henkaste det lidt. Hun gav på ingen måde udtryk for ubehag eller for den sags skyld mistanke, for han opførte sig jo.. forholdsvist normalt også selvom hun fandt ham lidt skræmmende. Hænderne foldede hun høfligt foran sig, der kunne ikke herske nogen tvivl om, at hun ikke var født eller opvokset på dette sted. Tanken om at han var en del af slægten fik hende omgående til at vende opmærksomheden fuldt ud med ham. Undersøgende lod hun de røde øjne glide over hans skikkelse bare for at lede efter nogle fællestræk mellem dem, men hun fandt.. stort set ingen. ”På hvilken måde?” spurgte hun lidt mere indgående, for nu var hun jo blevet nysgerrig! Hun skænkede det slet ikke en tanke, at han endnu ikke havde afsløret særlig meget om sig selv, for hun var jo typen som bare plaprede om alt og absolut intet. ”Piper og Ilar Laymian,” svarede hun en anelse kortfattet, dog med en silkeblød stemme. Jason og Lisa havde været ærlige fra start af, så hun kendte deres navne, men det var omtrent det hun vidste om sine rigtige forældre!