Far from home, but still so close

[Deleted]

Det at denne pige virkede ganske ukendt med det hele gjorde også, at Charlie faktisk kunne tillade sig direkte at lege med hende og det skulle blive nemt. For selvom hun troede og opførte sig, som hun var på vagt, så var hun på den anden side af vægten også direkte naiv. Det kunne han allerede fornemme. For ellers var hun ikke blevet her, det var helt sikkert. Ikke hvis hun vidste hvad der lå bag alt dette. Let vædede han sine læber, som de nåede ud i forhallen endnu engang. Skulle han tage hende ovenpå eller i kælderen? Nok kælderen først, for når de så kom ovenpå, kunne han lede hende ind på hans værelse som det sidste sted. Eller de kunne gøre det et hvert andet sted, men han lod hende ikke komme herfra lige med det samme i hvert fald. Han smilede til hende og nikkede dæmpet, for han hørte hende udmærket. "Og det er der grunde til," sagde han uden at forklare hvilke grunde det var, for hun pludrede tydeligvis udenom det og glemte at spørge dybere ind til det. Han lo blot af hendes næste ord, nej hun forstod det nok ikke, men han agtede heller ikke at forklare det dybere, eftersom hun ikke spurgte ind til det. Og hun sagde også det var lige meget. Han valgte at føre hende mod kælder trapperne. "Jeg vil gemme 1. salen til sidst, der er hyggeligst," sagde han med et falsk smil, trods det var utrolig svært at se. Han kiggede indbydende mod hende og lod hende gå forrest ned ad trappen, inden han fulgte efter. I kælderen var der både celler, opbevaringsrum og et gammel støvet lokale med stakkevis af bøger. Alt det viste han hende på skift, som de blev ved med at snakke, eftersom hun var ganske god til at holde samtalen kørende. Han svarede hende ikke på det første lige med det samme, da han afventede hendes svar på hans eget spørgsmål. "Årh, Ilar er min farfar," sagde han med et let smil til hende, så måtte hun jo tygge lidt på den. For nu havde han jo egentligt besvaret hendes spørgsmål. Uhøfligvar han ikke, uddybede bare ikke specielt meget.

[Deleted]

Piper fattede virkelig ingen mistanke til denne unge mand. Han virkede ganske vidst lidt uhyggelig, men samtidig var han meget åben og viste hende igennem huset, hvilket hun havde ønsket sig gennem så frygtelig mange år. Derfor fulgte hun ham uden at stille spørgsmål. De røde øjne stirrede ned af trappen mod kælderen. De fleste ville nok have stillet spørgsmål til hvorfor de skulle ned i kælderen, men ikke hende, desuden generede mørket hende ikke som sådan. Hun løftede lidt op i kjolen og strøg ned af den lange trappe. Det var en særlig duft som herskede dernede, men cellerne lod heller ikke til at være blevet gjort rent de sidste mange år! Hun lod blikket søge omkring, hen over de mange bøger og rundt i lokalet, før hun vendte sig mod ham og betragtede ham. I mørket var det kun de kraftige røde øjne som kunne ses. ”Hvilken?” spurgte hun direkte? For der måtte vel være en grund til at han skjulte sig for omverdenen? Han var en meget hemmelighedsfuld mand, og hun kunne slet ikke følge med ham! I stedet valgte hun at tie og vovede sig længere ind i kælderrummene, blandt andet hen til cellerne, hvor hun roligt lod fingrene stryge hen over det kølige metal. Der var noget i denne del af rummet som hun ikke kunne sætte sin finger på, men lugten af blod rev i hende. ”Det vil jeg se frem til,” svarede hun med en blid men fraværende tone. Hun halede luften ind gennem næsen, duftede til den. Hun havde ganske vidst spist men det var ved at være længe siden, men Jason havde lært hende kontrol. Ved nyheden om at det måtte være hendes fætter hun stod overfor, vendte hun sig mod ham, studerede ham nærmere, også selvom de ikke rigtigt havde nogle fælles træk. ”Sært. Vi deler blod,” sagde hun som en direkte konklusion som de færreste ville finde sær, eftersom hun jo netop havde fundet en slægtning. At han var så kortfattet bed hun sig slet ikke fats i, hun fik jo de svar som hun gerne ville have? Hun vendte blikket væk igen. ”Har du slået nogle ihjel på det sidste? Her lugter af.. dødt blod?” spurgte hun, også selvom det ikke var et normalt spørgsmål for en procianer at stille, men et dyr var vel et dyr.

[Deleted]

Det at Piper endnu ikke havde stukket halen mellem benene og prøvet på at flygte viste blot at hun var ret naiv og faktisk ikke viste meget til indholdet af denne familie. Hvor end hun havde opholdt sig, så havde hun nok ikke fået fortalt alle detaljerne. Mon de havde advaret hende mod at komme her? Drevet hende af nysgerrighed så hun alligevel var taget af sted? Det var ikke til at sige, men han var nu ganske tilfreds med at hun var kommet her. De var praktisk talt i familie. I teorien både fætter og kusine, samt nevø og faster. Mest det sidste, for den oprindelige Piper havde været et adoptivbarn og var senere blevet Ilars kone. Så hans far og hendes mor, var 'søskende'. Samt at denne Piper og hans far, også var det. Han vædede let sine læber og gik roligt ned og lod hende gå den samme vej. Han gik kort og tænkte på hvad der skulle ske ovenpå, når de engang kom derop og han fik hende luret ind i sit spind. Han havde mange tricks og den sensuelle dæmon var en han især kunne kontrollere. "Grunde til at jeg skjuler mig?" spurgte han dæmpet og løftede en bryn, samt så ganske tænksomt frem for sig som han førte hende gennem den dunkle kælder. "Mit liv startede blot ikke heldigt," svarede han uden videre uddybning, så kunne det jo være 1000 ting. Han stoppede op og betragtede hende gå rundt. Her var meget gammelt blod, for hvem der dog ikke var misbrugt eller slået ihjel her. Han havde dog ikke, for blodet var meget gammelt og derfor var den ikke så kraftig som den engang havde været. Han nikkede let til hende. "Åbenbart," sagde han og med et let smil på læben. Han løftede let et bryn. Hvad var dog det for et spørgsmål? "Dette er en kælder… Her har været alverdens drab," svarede han hende med en let dyster stemme og lo kortfattet, inden han vendte sig mod trappen igen. "Lad mig vise dig 1. salen," sagde han indbydende og lavede en gestus mod trappen op igen.

[Deleted]

Til nu havde denne Charlie ikke været andet end rolig, så han havde slet ikke givet hende grund til at stikke halen mellem benene og så flygte, desuden var hun for nysgerrig til overhovedet at tænke på at komme tilbage til Procias. Det ville være et spørgsmål om tid, inden de fandt ud af at hun var væk, og Jason ville gå ud af sit gode skind i bekymring, men det eneste hun kunne tænke sig i øjeblikket var at lærer sine rødder at kende, og særligt nu hvor hun stod overfor sin egen fætter! Det var ikke meget hun havde kendskab til sine forældre, desværre havde hun aldrig haft muligheden for at lærer dem at kende, og tanken generede hende, nu stod hun foran en som kunne give hende alverdens information! Hun lod den blege hånd vandre gennem sine blonde lokker, pludselig meget opmærksom på lugten af blod. Hun var ikke direkte sulten, men det var svært ikke at reagere på det. Hun vendte de rødlige øjne med ham og nikkede roligt. ”Netop,” svarede hun blidt. Hun kunne ikke se hvorfor han skjulte sig, af hvad Jason havde fortalt hende så havde det ikke været en helt betydningsløs slægt? ”Hvad mener du med det?” hun vendte sig helt mod ham med øjne der lyste af ren og skær nysgerrighed. Hænderne forholdt hun foldet foran sig, uden at vise tegn til usikkerhed eller noget som helst. Hun var ikke vant til at man slog ihjel i kældre, det gjorde man jo ikke i Procias! Men hun var dvasiansk nok til at vide, at det ikke var alle som havde de samme normer som hun var opdraget med. Det måtte vel betyde at hendes forældre havde slået ihjel? Hvorfor rørte det hende ikke? Hun skubbede tanken fra sig og lod hovedet glide en smule på sned. ”Oh,” svarede hun bare kortfattet. Piper nikkede mere ivrigt. Kort kastede hun et blik over skulderen mod cellen. 1. salen.. det måtte være der værelserne var? Dem var hun spændt på! ”Meget gerne!” svarede hun høfligt, dog med en vis iver som ikke var mulig for hende at skjule. De fleste så hende som kugleskør af samme grund. Roligt trådte hun foran ham og gik tilbage op af trappen og op til hallen som hun genkendte. Det var et gammelt men smukt sted, intet i forhold til det i Procias! Hun var betaget af husets sjæl, på sit vis følte hun at det snakkede til hende, også selvom han da bare ville tro at hun var vanvittig, hvis hun nævnte det!