Not quite what it used to be..

[Deleted]

Camryn havde altid elsket sin far - sikkert fra den dag hun var blevet født og fremefter, hvilket bestemt også gjorde at hun altid mindedes tilbage til hendes barndom med et smil på læben. Der havde været normer at lære, men hun havde leget meget med hendes kære far og derfor havde hun også altid elsket at rende efter ham. Hun vædede let sine læber, som hun valgte at træde endnu et skridt nærmere. Hun var ganske vist draget mod ham, på grund af hans holdning og de ord han netop havde skænket. De fik hendes sind til at race som en anden vild hest, for hun kunne slet ikke finde hoved og hale i dette. Det kunne da ikke være, kunne det? Hun ventede dog hans forklaring, for det ville bestemt også understrege om det overhovedet var sandt, for det var mange ting andre ikke vidste. Alle de mange barndomsminder var jo blot et sted, men alt i alt; alt der var foregået hjemme på Herregården, var aldrig rigtigt nået ud. Hun lagde hovedet på skrå da han begyndte at tale og kiggede på ham, som han fortalte. Hun blinkede let med øjnene. Hun smilede faktisk ikke, hendes mund blev mere og mere lige og neutral, fordi det var jo fuldkommen rigtigt og noget som ingen andre kunne vide. Hun afventede dog at han fortalte videre, for det var ikke helt nok endnu, selvom det var tæt nok på at hun skulle bryde i gråd. Hendes øjne blev våde som han fortalte videre og kom til at grine let, som også de første tårer faldt. Hun huskede hun alt for tydeligt hvordan hun havde løbet rundt efter sin fars hale, småkagerne og saftevandet. Det var jo utroligt tydeligt det hele og gjorde det fuldkommen klar. "Der var engang en lille kanin der hed Hopsy," startede hun stille, for hun huskede jo de historier så tydeligt. Eventyrene og alle de mange historier, han havde læst op! Hun så mod ham, stirrede på ham. Nok lignede det ikke ham, men hans sjæl var derinde og hans sind. Samt hans holdninger. Tårerne flød ned over hendes kinder og hun endte med at lukke den sidste afstand mellem dem, for at slå armene omkring ham og trykke sig ind til ham. Hun hulkede let, som det gik op for hende at hendes far faktisk var der… Lige her og nu i hendes arme. "Far..." sagde hun grødet mod hans øre og snøftede let, som hun lukkede øjnene og lod tårerne falde i strømme.

[Marius Amalani Darcy]

Minderne sammen med Camryn var virkelig mange, men ikke noget som han havde delt med nogen, også fordi at det var noget som han specielt havde oplevet med hans elskede datter. Og det var bestemt ikke noget som han ønskede at dele ud med nogen som helst! At hun havde fattet mistanke var noget som han næsten kunne gætte sig til, men det var nu bare sådan at det var. Visse ting var vel at genkende selvom han havde fået en ny krop? Ikke fordi at det var noget som generede ham som sådan, men det var stadig frygtelig mange ting som han var nødt til at finde ud af, for det var bestemt heller ikke altid lige nemt! Han var jo en helt anden race nu, end da han havde været i live sidst! Han vendte blikket mod hende og med de grønne øjne. Selv der måtte druiden i ham faktisk stå ganske stærkt, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham noget som sådan, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Smilet bredte sig en anelse på hans læber. At hun selv huskede de mange historier som han havde læst for hende, fik ham til at smile, hvor han også kunne se at det var det som skule til for at overbevise hende, selvom det nu alligevel kun var noget som glædede ham, for det var ikke noget som enhver ville vide omkring hende og ham og det forhold som de havde haft dengang hun havde været helt lille! ”Og Hopsy elskede at sidde under skovens store paddehat,” fortsatte han. Det var noget som han kunne huske i hovedet, også fordi at det var en historie som havde så stor betydnig for hende, for hun havde jo altid været frygtelig glad for den! At hun direkte kastede sig om nakken på ham, gav ham dog lidt et chok, selvom han mere end glædeligt tog imod hende! Armene gled roligt omkring hende, idet han knugede hende ind mod sig. Han tyssede ganske let på hende, som han selv måtte stå tilbage med tårer i øjnene. Han havde aldrig brudt sig om at se sine døtre græde, og da specielt heller ikke nu! ”Sch… Far er her..” hviskede han dæmpet og med en rolig stemme tæt ved hendes øre. Han endte med at gå ned i knæ, så han kunne sidde der med hende tæt ind mod sig. Han måtte dog alligevel erkende at han virkelig, virkelig havde savnet hende, så man skulle tro at det var løgn! Hans elskede datter!

[Deleted]

De minder der blev genopfrisket lige nu, var helt tilbage da det kun havde været de 2. Inden alle de andre var kommet ind på deres liv og det var noget af det mest sårbare punkt hos hende, fordi det var så gode minder. Hun var ekstremt glad lige nu, selvom hun viste det med tårer. Men hun elskede jo sin far og det at han stod her foran hende igen, var noget der bare gjorde det hele perfekt. At han var af anden race måtte skyldes den krop han var kommet i, der kunne ikke være en anden forklaring, medmindre han engang havde været disse nye lyse racer. Han var i hvert fald ikke af natten længere. Hun vædede let sine læber og nikkede let til hans ord, som han fortsatte. Hun havde elsket kaninhistorien og hun havde også fortalt den til Marcianus, så derfor var den ret tydelig i hendes sind. Hun bed sig let i læben og kiggede på ham, inden hun kastede sig omkring ham. Han tog imod hende og det føltes så rigtigt, for der var bestemt bevis nok for at det var hendes far. "Hv-hvordan?" endte hun spørgende, for det var virkelig en gåde for hende. Hvordan kunne han være her? Hun vidste han havde været død, så genopstået.. Men hvorfor? Med hvilket formål? Blev han eller havde han kun ubestemt tid? Hun snøftede let, men faldt til ro i hans arme, som hun altid havde gjort. Hun gled ned at sidde ved ham og lagde sig ind mod ham. Hun havde sådan savnet ham!

[Marius Amalani Darcy]

Historien om lille Hopsy havde været Camryns yndlings dengang hun havde været lille, og selv var det ikke en historie som Marius havde glemt eller nogensinde ville, for det var noget af det som han havde delt med hende og kun med hende! At hun så direkte kastede sig om halsen på ham, var bestemt heller ikke noget som han havde det mindste imod, for han elskede fornemmelsen af, at skulle have hende så tæt på sig! Armene søgte direkte omkring hendes slanke skikkelse, hvor han gled ned og satte sig sammen med hende. Selv havde han ikke nogen anelse om hvor længe han ville være der, for han havde fået at vide, at muligheden for en permanent tilstedeværelse var så godt som nul, selvom det var noget som gjorde ondt.. frygtelig ondt. Han rystede stille på hovedet. Hvordan var vel underordnet? Han kyssede roligt hendes pande, som han lod hende blive siddende sammen med ham. ”Det er uden betydning lige nu, min pige.. Jeg.. jeg ved bare ikke hvor lang tid jeg er her..” endte han dæmpet, også for at forsikre hende om at det faktisk ikke var sikkert at han ville være der for tid og evighed, selvom den tanke selvfølgelig ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham, for det efterlod ham faktisk kun med en direkte dårlig smag i munden! Roligt gav Marius sig til at vugge roligt med hende frem og tilbage, også for at vise at han faktisk var der.. og selvom det måske var en ny krop og det hele, så var han stadig den samme gamle mand som han havde været før i tiden, for der var der intet som skulle have lov til at forandre sig! Han hævede den ene hånd som han strøg roligt over hendes ryg. Det var jo ikke ligefrem fordi at man kunne prale med at oddsene havde været med familien, og selvfølgelig var det noget som han var frygtelig ked af! ”Lige nu vil jeg bare nyde tiden med dig.” Han anede ikke om han ville dø igen om en uge, eller om det skulle være allerede i morgen, så han nægtede at gøre noget, som han faktisk vidste, at han ville ende med at fortryde alligevel, for det var da slet ikke noget som han ville kunne få sig selv til!

[Deleted]

Barndommen hvor det kun havde været hende og Marius havde altid været nogle af hendes favorit minder, at huske tilbage på. Det var en direkte fantastisk følelse for hende at han huskede det ligeså tydeligt som hende selv og faktisk bragte det på bane, for det havde været noget af den bedste tid i hendes liv. Inden alle andre var kommet ind og da det kun havde været de 2 alene. Hun savnede den tid frygteligt, for hun manglede jo virkeligt sin far. Nu sad han her og hun anede ikke om han ville være væk den samme dag, dagen efter eller først om længere tid. Det var ekstremt frustrerende at sidde med den knude i maven, når man nu endeligt havde ham! For det havde været hårdt i starten, både med hans død, at hun boede i skoven og skulle finde ud af alt selv. For det havde hun jo slet ikke været 'oplært' til. Hun havde selv måtte finde ud af at bage et brød mutters alene, for der var ingen til at fortælle hende det. Men hun havde da også fundet ud af det ved at lure lidt på konerne i gennem byen der bar friske brød hele dagen og solgte dem. Så ja, det havde da begyndt at fungere til slut og hun blev stadigt bedre og bedre. "Det tænkte jeg nok," sagde hun dæmpet og blev blot siddende ganske stille, for det var virkelig en rar følelse at sidde her i hans favn, der fandtes snart intet bedre. Hun havde aldrig helt kunne give slip, fordi han havde jo betydet alt i hendes liv. Hun trak vejret dybt og roligt, som hun sendte et svagt smil. "Det er jeg glad for," sagde hun blidt og smilede let, som hun tørrede hendes kind der var let våd af tårer. Hun mærkede hans blide strøg over hendes ryg og det var den faders hånd, hun havde savnet så inderligt.

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde virkelig elsket den tid sammen med Camryn, også selvom det hele havde forandret sig, for dengang havde det kun været de to, men det var før Melody var kommet ind i billedet og siden Yasmya og børnehjemmet, selvom det var ting som han slet ikke havde fortrudt af handlinger, for han elskede at gøre noget for nogen, og at vide at selv børnene som befandt sig på gaden, havde haft en anden mulighed, havde gjort, at han kunne gå i seng med god samvittighed om aftenen, vel vidende om at det var et arbejde som han kunne fortsætte i morgen. Det var nu ikke ligefrem fordi at det var de tanker som han gjorde sig, for lige nu var det kun Camryn som han måtte se, som det eneste, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han havde savnet hende, og det at se hende klare det så godt, gjorde automatisk at han vidste at han havde gjort noget rigtigt, når det måtte komme til hende, så det var bestemt heller ikke noget som gjorde ham det mindste, for det var noget som efterlod ham med en følelse af stolthed. Han var faktisk stolt over hvordan hun havde klaret tingene, så selvfølgelig var det noget som gjorde det bedre for ham! Han blev siddende med hende.. Han vidste ikke hvor længe han ville have den mulighed, men han ville nyde den så lang tid at den var der, for det var noget som faktisk selv betød meget for ham! At få den mulighed for at være der sammen med hans elskede datter.. Hans lille pige, for det var noget som hun for altid ville være! ”Jeg.. beklager, Camryn,” endte han dæmpet, som han roligt strøg hende over ryggen. Det var rart at se hende slappe bare lidt af, for det var jo trods alt også det som han selv måtte ønske sig. Han kyssede roligt hendes pande. Han nikkede sigende. ”Hvor har du gjort af Marcianus..? Hvor er min dejlige lille dreng..?” spurgte han stilfærdigt. Han savnede jo også sit kære barnebarn!