Not quite what it used to be..

[Marius Amalani Darcy]

Solen stod højt på den store himmel, og vinden blæste mildt. Efterhånden var det ved at blive temmelig varmt i vejret, selvom det nu heller ikke var noget som rørte Marius det mindste. Han havde søgt væk fra Yasmya, kun for at lade hende få lidt tid sammen med Emanuel alene. Foreløbig, så var det ikke gået helt som han ønskede sig, med at få det hele snakket igennem, men det var nu heller ikke noget som han kunne gøre noget ved af den grund. Han var ikke den mand som han havde været, da han havde været i live sidst, for ikke at glemme, at han ikke vidste hvor lang tid han havde igen. Det var svært for ham at sove om aftenen, kun fordi at han lige så var panisk bange for at han ikke ville vågne igen dagen efter, og han havde så meget som han endnu ikke havde haft muligheden for at gøre, og et sted så var det noget som tydeligt måtte efterlade ham med en dårlig smag i munden, uden at han kunne gøre noget ved det af den grund.
Kappen hvilede løst omkring hans skuldre, idet han direkte valgte at placere sig ved siden af vandet som flød i bækken. Lyden af det rendende vand, var noget som efterlod ham med en form for ro, og det var en tanke som han faktisk godt kunne lide. Visse ting ændrede sig aldrig, og den bæk var helt klart noget af det, for han kunne huske det! De lyseblå øjne lukkede han roligt. Ja, han var ikke den som han var vant til.. Han kunne nærmest høre skoven snakke til ham, han kunne mærke vinden kærtegne hans ansigt og solen som ramte hans skikkelse, og det var virkelig, virkelig rart! Et sted så.. havde dette vel også altid været hans fristed, for det var det sted som han altid havde haft og havde fundet den mulighed for ro, når det endelig havde vist sig at være nødvendigt. Han sukkede dæmpet, som han roligt lagde hænderne i sit skød, samlet, som han bare sad og stirrede ud i vandet foran ham, som havde det været det eneste som han lige havde fået øje på. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget, for i øjeblikket, så var han i tryghed.. Der var ingen som vidste at han var der, og der var ikke nogen som vidste, at han var den som han var, så han havde ikke noget at være bange for! For en gangs skyld, så kunne han.. slappe af!

[Deleted]

Camryn havde valgt at tage sig en lille tur i eftermiddagssolen. Hun havde ladet Jacques passe på Marcianus, for knægten var opdragen nok til at Jacques i sin tilstand sagtens kunne passe ham. Og så skulle knægten jo også bare sove nu. Det gik godt mellem dem syntes hun og hun nød at have Jacques boende hos sig på den fine Herregård. Det gik også frem med den, med at genopbygge. Hun havde fået Marius' gamle værelse fuldstændig færdigt, fordi det havde hun agtet at gøre som det første for at ære hans minde! Hun havde ikke den fjerneste idé om, at han faktisk var genopstået. På Carino var hun senest gået i gang med Marcianus' værelse og ville derefter lave hendes eget. Så stuen, køkkenet og andre fællesrum og dernærst genopbygge de forskellige andre værelse, som Yasmyas. Det hele skulle se ud som det havde gjort! Hun trak vejret dybt. Hun havde forladt Herregården for ikke længe siden og inden hun var nået ud, havde hun valgt at indtage skikkelsen som den fine polarræv hun havde i sig i form af hendes animagus race. Pelsen var hvid og lidt gylden andre steder, da den var ved at vende sig til sommeren. Til vinteren blev den kridhvid igen, hvilket hun fandt lidt sjovt. Men sådan var det jo.
Hun valgte at begive sig mod skoven, da hun godt kunne lide det sted. Med træerne, fuglesang og bækkens rislen. Det var noget af det bedste , så derfor begav hun sig mod bækken. På luntepoter dansede hun let over de små grene og gamle nedfaldne blade, der lå som et brunt tæppe på skovbunden. De nye blade sprang ud nu da det blev varmt igen og hun nød godt af det lune vejr. Hun havde selv fred i denne form, da hun så bare ville være et dyr. Dog kunne det i nogle tilfælde også vise sig farligt, alt efter hvem det var man mødte. Øjnene vendte hun let rundt, som halen dansede efter hende i den takt hendes poter flyttede sig til. Det usædvanlige ved hende i ræveform var dog de isblå øjne, som hun selv havde fået sig. Det fulgte med og det var jo normalt for en ræv at have brune øjne. Dét var nok den ting der var mest forunderlig. Måske ikke så sikkert at gå rundt i den form alligevel? Nå, hun syntes slet ikke at kunne lugte nogle i nærheden, så hun forholdt sig rolig i hendes lille hvide 4-benede form. Hun nåede hen til bækken og gik langs med den. Det var nu hyggeligt hvordan vandet løb af sted og lavede lyde på grund af bunden den løb over. Hun smilede næsten i hendes skikkelse. Hun endte med at stoppe op, som der ligesom kom en person i vejen for hendes gang ved vandets bred. Et menneske, der så ud til at nyde dette ligeså meget som hende selv. Hun stoppede op nok 10 meter fra ham og sad bare og stirrede på ham. Havde hun set ham før…?

[Marius Amalani Darcy]

Man kunne ikke ligefrem påstå at Marius lignede sig selv, for det gjorde han bestemt heller ikke. Han var placeret i en anden krop, også selvom han slet ikke vidste, hvor længe han faktisk ville være her.. for han havde jo fået at vide, at chancen for at det ikke var permanent, virkelig var stor, og det var noget som et sted gjorde ham lettere trist til mode, men det var ikke noget som han kunne sige det mindste til af den grund, for han fik intet ud af det. Han sukkede let for sig selv, som han vendte blikket mod den store bæk som strømmede roligt og let forbi ham, som var der intet i vejen. Han var nemlig ikke helt enig, for alene den tanke om alt det som han havde at tænke på, var noget som virkelig.. tungede ham ned, for det var noget som gjorde frygtelig, frygtelig ondt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Tænderne bed han ganske let sammen som han lod hænderne vandre igennem hans hår og tydeligt med en meget opgivende mine. Han havde virkelig alt for meget at tænke på, og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for ham!
Tanken om at Camryn var i hans nærhed, var slet ikke en tanke som slog ham ind på nogen måde, for hvorfor skulle han tænke på det? Han kunne kun tage problemerne et af gangen, og det var ikke fordi at Camryn var.. højst prioriteret på den liste lige nu, for Yasmya havde tydeligvis mere brug for ham end det som nogen anden havde. Han ønskede jo selvfølgelig at være der for hans børn og specielt de to, for de havde begge en voldsom stor betydning for ham, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Hvad skal jeg gøre..?” Han vendte blikket mod bækken igen, nærmest som han håbede og bad til at den faktisk ville være i stand til at svare ham. Han var blevet en halv druide, så et sted kunne han jo høre naturen svare ham på sit vis, også selvom.. ja, han vidste jo godt, at det lød direkte komplet tåbeligt, men det var ikke engang fordi at det var en løgn på nogen måde! ”De har jo brug for mig.. Begge to,” endte han dæmpet. Han var en mand med temmelig mange frustrationer, og det var bestemt ikke ligefrem noget som gjorde det bedre for ham på nogen måde! Han lagde den ene hånd i nakken. ”Hvis du bare kunne fortælle mig, hvor jeg kunne finde Melody.. Den tøs gjorde alt hvad hun sagde..” endte han dæmpet, også selvom det var mest for sig selv, for han havde slet ikke regnet med, at der var nogen som han faktisk kendte, som skulle være i hans nærhed og da specielt ikke hans egen datter! Tanken om det, var slet ikke noget som faldt ham det mindste ind på nogen måde overhovedet!

[Deleted]

Selvom den person foran hende var fuldstændig fremmed for hende, så var der alligevel noget. Ikke udseendet, for det var hende ikke det mindste kendt! Men det der sagde hende noget, var kropssproget. Hvordan han sad i den samme stilling som… ja lige nu var det faktisk lidt væk fra hende! Hun blev siddende, stirrede direkte på ham fordi hun følte at der var noget over ham og hun kunne slet ikke give slip på den tanke! Hun slikkede sig let om munden, hvor den sorte snude fint bevægede sig i takt med at hun trak vejret. En af de fine dyreting der fulgte med hendes skikkelse og det at blive til et dyr, var hvordan næsen nærmest flyttede sig en lille smule til hver side, som de både indsnusede nye dufte og trak vejret. Hun kneb øjnene let sammen. Nej hun kunne overhovedet ikke placere denne person, så hun valgte ligeså stille at prøve at lunte bagom ham, for han lagde ikke mærke til hende. Så måske han fortsat ville være rigtig optaget af bækken, som han allerede så ud til. Hun vendte blikket fra ham og trippede hen over skovbunden på lydløse poter, for det var hun nemlig god til i sine fine lille hvide skikkelse. Hun vippede let med halen i takt til hendes gang. Hun smilede let for sig selv, for det var endnu en flot dag i dag! Foråret var godt i gang og snart ville det blive sommer, det var jo bare herligt! Hun stoppede op med det samme han snakkede, for hun troede kort at denne mand snakkede til hende. Men han kiggede slet ikke, stirrede bare direkte på bækken som den kunne svare ham? Mon han var en skovrace af en art, det kunne hun næsten kun tro. Så alle hendes fornemmelser om at han skulle være kendt for hende faldt. Det kunne ikke være en, for stemmen sagde hende jo heller ikke noget! Hun valgte at storme direkte ind i noget krat nogle meter derfra og om på den anden side. Hun ville tage og vaske hovedet lidt i bækken nu hun var her, og måske stikke fødderne i det dejlige kølige rindende vand.
Hun valgte at forvandle sig om, hvor tøjet fulgte med endnu engang. Det var utroligt praktisk ved magien omkring det hele. Hun rejste sig op. Hun bar en let mørkerød kjole med en snor om taljen for at lade kjolen sidde lidt tættere. Håret hang løst som det så tit gjorde og hun havde bare tær, fordi det var varmt nok til det. Hun lavede et par små trin, inden hun tog nogle mere almindelige. Hun gik hen til bækken og satte sig ned på knæ nogle meter fra den ukendte mand. Han blev ved med at snakke til bækken da! Et ord opfangede hun dog… Melody? Hvorfor skulle han finde hende. Hun rynkede let på næsen og så eftertænksom ud, for det var jo Marius' kæreste. Eller det havde været mens han havde været i live. Endnu en, hun ikke havde fået det mest tætte bånd med. Hun vædede let sine læber og kiggede ned i vandet med de blå øjne og stak hænderne ned, for at mærke den dejlige kølende fornemmelse det gav. "Fantastisk," sagde hun for sig selv, løftede lidt op i hænderne og gnubbede håndfladerne mod hinanden for at vaske dem rene. Hun satte sig tilbage igen og strøg hænderne igennem håret hvilket efterlod en smule kølighed mod panden. Det var nu faktisk varmt i dag. Hun strøg hendes hår om bag øret og kiggede ned i bækken.

[Marius Amalani Darcy]

Tanken om at Marius blev observeret på afstand, var slet ikke en tanke som faldt ham det mindste ind, for i denne skikkelse, så regnede han bestemt heller ikke med, at han var tvunget til at skulle se sig selv over skulderen, som han havde gjort tidligere, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han sukkede dæmpet og bed sig en anelse i læben som han stirrede på vandet foran ham. At der var et væsen.. et lille dyr ganske tæt på ham, var slet ikke en tanke som slog ham, for han var jo vant til det menneskelige.. det store og det klumpede som på ingen måder kunne bevæge sig lydløst, så han var egentlig ganske så rolig, år det endelig var sådan i den anden ende. Han smilede let for sig selv. Nu hvor han var et halvt væsen af skoven og et halvt af himlen over dem, så var der mange ting som han pludselig skulle til at vænne sig til, også fordi at han vidste at han måske ikke havde meget tid til det, og så havde han virkelig meget som skulle gøres inden det ville nå så langt, så han havde faktisk travlt! Og det var den tanke som gjorde, at han faktisk følte sig utrolig rastløs, for han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre med det af den grund! ”Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op..” endte han dæmpet, også selvom det var mere henvendt til ham selv. Han havde så mange ting som han ønskede at få gjort, og nu hvor tiden var knap, så vidste han da slet ikke hvad han skulle stille op med det!
At dyret endte med at forvandle sig, var ikke en tanke som gik op for ham, før han hørte en stemme, hvilket var noget som rev ham direkte ud af hans alt for mange tanker, idet han kraftigt og hastigt endte med at vende blikket. Det var noget som virkelig rev ham med sig tilbage til virkeligheden, for han havde jo i den grad formået at sidde der i sine helt egne tanker. Han blinkede let ved synet af hende, for.. han genkendte hende jo allerede med det samme! Camryn.. Det var hans datter, og hun var virkelig.. forandret siden han havde set hende sidst, men igen, så havde det også været så frygtelig mange år siden. Han blev siddende og bare.. stirrede på hende. ”Camryn..” endte han dæmpet for sig selv, idet at han nærmest måtte føle, at hans hjerte hamrede direkte mod hans bryst, for han havde da slet ikke regnet med at skulle støde på hende her, og nu hvor han var der, så.. var der jo ikke meget som han kunne gøre ved det af den grund. Han vendte blikket ganske let mod bækken igen som fortsatte med at flyde forbi ham som intet var sket og det var næsten en tanke som næsten måtte irritere ham et sted. ”Det.. det er længe siden, Camryn..” endte han dæmpet, som han vendte blikket mod hendes skikkelse. Det var jo efterhånden ved at være så frygtelig lang tid siden, at han havde set hende, og han måtte virkelig sige, at hun var blevet voksen. Og det klædte hende faktisk.

[Deleted]

Camryn følte det heldigt at hun faktisk slet ikke blev opdaget, for det kunne også være risikabelt hvis personen nu kunne tænde af over det eller finde hende utroligt fascinerende, nu når hun var en sød hvid og uskyldig skabning. Man kunne ikke stole på folk i Procias længere. Der skulle i hvert fald mere til end bare lige at se dem an. Man kunne ikke længere gennemskue så nemt om de var gode eller onde. For selvom han sad roligt kunne han jo godt have andre intentioner. Tanken skræmte hende. Hun var meget på færde efterhånden. Specielt også omkring Marcianus, for knægten var jo faktisk i fare her!
Hun blev siddende ved bækkens rindende vand for det var faktisk beroligende bare at sidde og lytte til det. Ligeså var det også en fantastisk følelse at mærke det kølige vand rengøre hendes hænder, for det var hårdt arbejde på Herregården, det havde hun da fundet ud af! Specielt når der kun var hende. Hun hørte godt mandens ord, men hans stemme sagde hende overhovedet ikke det mindste. Derfor lod hun også hendes fornemmelser ligge, for det skete vel at der var en andens kropssprog der blot mindede om en, man kendte eller havde kendt. Hun så hen mod manden som han vendte blikket direkte mod hende. Han stirrede faktisk på hende, for hun kunne mærke hans øjne. Det fik hende til at vende sig mod ham og kigge på ham med de isblå øjne. Hendes hjerte bankede af sted. Da hun hørte ham sige hendes navn, blev hun dog for alvor bange. Hun anede jo slet ikke hvem det var og så sad han der og sagde hendes navn? Hvem var han?! Hun strøg let noget af hendes mørkebrune hår om bag et øre og trak vejret dybt, som hun skubbede sig op at stå. Hvis han nu var ude på noget, så kunne hun hurtigt vende om og løbe hvis hun stod. Svært hvis hun sad, så det var blot en flugtplan hun lige havde i baghovedet. Hun blinkede let med øjnene. Længe siden? Det lød virkeligt som hun skulle kende ham, men hun kunne slet ikke placere ham. Han var så ukendt for hende. Helt anderledes aura af racer, forkert udseende og underlig stemme. Intet af det sagde hende noget. Hun stod mundlammet et øjeblik, for hun var virkelig forbavset. Hun åbnede munden og stirrede let på ham, men lukkede så igen. Hun så ned og trak vejret dybt. "Hvor kender du mit navn fra?" endte hun med at spørge, det ønskede hun at vide!

[Marius Amalani Darcy]

Tanken om at Camryn var endt omkring ham, var slet ikke noget som Marius havde regnet med, for han regnede vel mere eller mindre med, at hun ville være hjemme til at passe på Marcianus? Han vidste godt, at han ikke havde opsøgt hende endnu, men det var der skam også mange gode grunde til – såsom, at Yasmya var den som havde mest brug for ham lige nu, og som han havde fået fortalt, så havde Camryn vidste også Jacques hjemme på herregården, så han havde faktisk valgt at nedprioritere hende lidt, også selvom det nu bare var sådan at det måtte være i den anden ende. Hans blik forblev hvilende på hende. Han måtte dog sige, at hun under omstændighederne, faktisk havde klaret sig frygtelig godt, og det var bestemt ikke ord som han skænkede til hvem som helst, men.. lige nu var det også bare en tanke som han gjorde sig, for han var jo selv nødt til at tage det stille og roligt, og faktisk også selv være ganske påpasselig før det endte med at gå galt endnu en gang, for det var slet ikke noget som han ønskede på nogen måde!
Procias var på ingen måder som det havde været tilbage i hans tid, og den tanke var faktisk noget som havde skræmt ham en anelse, for det hele var så.. anderledes, men af den grund, så regnede han dog alligevel med at finde ud af det før eller siden, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være. Denne unge kvinde kunne virkelig ikke være andre end hans datter, også fordi at der var de velkendte træk i hende, som han slet ikke kunne undgå at lægge mærke til, så… hvem andre kunne det da være?! Hans hjerte slog kraftigt mod hans bryst. Selv det var mere end nok en fornemmelse som kunne gøre ham svimmel, for det var virkelig ved at være mange år siden, at han havde følt det på denne måde, også fordi at han jo trods alt havde været død – også dengang han havde været i live, men det var nu underordnet. Han havde ikke lang tid tilbage – af hvad han vidste, men det var nu også bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Skulle han fortælle hende det? Eller ville hun bare tro at han var en sindssyg? Hvis han vovede at påstå at han var den gamle greve opstået fra de døde? Ej.. bare alene tanken var noget som lød helt vanvittigt! Han rystede ganske let på hovedet og vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Du er grevens datter… er du ikke..?” For hans skyld, så valgte han at holde det kort tæt til brystet, om ikke andet, så bare for nu, for han ønskede ikke at gøre det hele så åbenlyst, at folk måtte tro at han var rablende vanvittig! Han ønskede ikke at ende i søgelyset endnu en gang, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende!

[Deleted]

Det hele havde taget en ganske anderledes drejning end hvad Camryn havde forestillet sig. Faktisk havde hun jo slet ikke troet at hun faktisk skulle udveksle ord med denne mand. Selvom han havde snakket om Melody kunne det vel være enhver anden, hun havde vel andre bekendtskaber end Marius. Hun sukkede stille, som hun stod og stirrede ned på den fine jordbund. Det skræmte hende at han kendte hendes navn, men igen. Hun havde trods alt haft en titel som dronning i kort tid, været gift til Junior og fornavn for det som faktisk næsten var en skandale i Procias selv. Forsvundet efter faderens død og nu stod hun med grevinde titlen på sit bryst, som hun faktisk var utroligt stolt af! Hun ønskede bestemt at leve op til hendes elskede fars gode ry, det som han havde haft da tiderne var gode. Hun kiggede endeligt op og studerede manden ganske nøje, men det sagde hende stadigvæk ikke det mindste. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, for efter hvad hun vidste var sket med Jacques, så satte det også en frygt i hende. Overfor Marcianus, men mon ikke hende selv også? Hvis det jo endte ud i folkemunde at hun havde ham boende, og havde Marcianus. Det hele kunne blive noget frygteligt noget, hvis det først blev afsløret. Hun turde næsten ikke tænkte på det. Hun trak vejret dybt og prøvede at tage sig lidt sammen og fatte ro, men det var svært. For dette havde faktisk gjort hende bange. Hun bed sig let i læben og trak hendes hår frem over den ene skulder. Hun nikkede forsigtigt. "Jo, det er jeg," sagde hun dæmpet, "eller… den nye grevinde," kom det fra hende bagefter.

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde slet ikke regnet med at skulle støde på Camryn, men igen, så ønskede han bestemt heller ikke at plapre om hvem han var, for han lignede jo på ingen måder sig selv, og han ønskede bestemt heller ikke at blive fremstillet som en komplet idiot eller en sindssyg, at direkte vove at påstå at han var tøsens far! Hans blik hvilede direkte på hende, for han vidste jo slet ikke hvad han skulle sige eller hvordan han skulle reagere, for det var bestemt ikke noget som han havde regnet med på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Svagt bed han sig i læben, som han roligt endte med at rejse sig op endnu en gang. Han sendte hende et stille smil, som han roligt blev stående. Han vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre af sig selv, om det var noget som man nu ville det eller ikke. At hun havde overtaget titlen som grevinde, var noget som kun fik ham til at smile. Han valgte nu alligevel at holde det kort tæt på sig, for han ønskede ikke for meget opmærksomhed, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for, for det var slet ikke noget som han ønskede sig, hvis det var noget som man ellers kunne gøre ved det. ”Jeg er sto… jeg er sikker på at.. Marius ville være stolt af dig,” endte han med en sigende mine. Han ville jo heller ikke sige for meget, for det ville jo først for alvor ende med at gå helt galt, og det ønskede han bestemt heller ikke. Han foldede roligt hænderne bag på ryggen – ligesom han altid havde gjort det, for måske at det var en ny krop han befandt sig i, men vanerne ville for altid være de samme, om det var noget som man nu ville det eller ikke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Tungen strøg han let over sine læber, som han vendte blikket mod bækken. Ja, hvad pokker skulle han sige og reagere, for han vidste det slet ikke!

[Deleted]

Camryn foldede hænderne foran sig og lod fingrene falde ind i hinanden, som hun stod og strøg dem ind imellem hinanden, da hun var genert lige i øjeblikket. For hun var virkelig ikke sikker på denne situation uden videre. Hun vidste jo selvfølgelig godt, at folk kendte hende. Men det kom stadigvæk bag på hende at de direkte genkendte hende sådan uden lige, for det satte en skræk i hende der ikke fik hendes hjerte til at banke langsommere. Hun trak dog vejret dybt for at prøve at falde lidt ned, for hun ville hellere ikke være så sammenfaren. Men der var bare et eller andet, der havde sat en skræk i hende, som hun ikke lige kunne ligge sådan, for det sad i hende som noget nyt. Hun kiggede mod ham, studerede ham og tænkte så det knagede. For hun følte jo stadigvæk at hun skulle kende ham, men det gjorde hun slet ikke. Ikke på udseendet, stemmen eller noget som helst. Hun gik let hen imod ham, for han virkede dog ikke så farlig alligevel. Han var rolig og virkede som en ven af naturen grundet den lyse aura hun fornemmede, for der var ikke en direkte uoverensstemmelse mellem hendes lyse magiker race og hans, hvad end han var, race. Hun strejfede let over hans ord, men blev dernæst forvirret over hvor hurtigt han ændrede dem og kom hurtigt fra hvad hun var ved at tro, hun havde hørt. "Jeg prøver da at leve op til hans titel," sagde hun dæmpet og bed sig i læben, for det at der stod en og sagde hendes fars navn foran hende. Sagde han ville være stolt, det ramte hendes indre med en sorg over, at han faktisk ikke var her til at se det. Hun så mod ham med de blå øjne og blinkede let med øjnene, som han stillede sig på den måde. Det mindede hende forfærdeligt om hendes far endnu engang. Hele hans holdning og måde at stå på. "Hvor godt kendte du ham?" spurgte hun stille.

[Marius Amalani Darcy]

Marius ønskede virkelig ikke alt for meget opmærksomhed, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han var nu alligevel endt med at blive en temmelig.. usikker mand i denne situation, for at støde på hende, var slet ikke noget som han havde regnet med! Han valgte dog at blive stående, også for at vise hende, at han slet ikke ønskede at gøre hende noget ondt, for det var da noget af det sidste som han ønskede at gøre overfor sin datter, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han bed det i sig lige nu. Han ønskede at tage hende i armene, knuge hende ind til sig, og fortælle hende hvem han var, men.. han vidste at det måske ikke ligefrem var det mest smarte, for hun ville vel tro at han var sindssyg? For han lignede på ingen måder sig selv, og det vidste han jo udmærket godt! Også selvom det ikke var noget som han kunne gøre noget ved af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han bed sig svagt i læben og nikkede til hende. ”Jeg er sikker på, at du kommer til at gøre det godt,” endte han ganske sigende, og med et stille smil på læben. At hun endte med at komme tættere på ham, var nu heller ikke noget som gjorde ham det mindste, men han valgte nu alligevel at blive stående på sin valgte plads. Han lod hovedet søge en anelse på sned endnu en gang. ”Hvor… godt jeg kendte ham..?” Han rynkede en anelse på næsen – noget som han jo faktisk altid havde gjort, når han søgte efter en god udvej, men.. var det mon noget som Camryn havde bidt sig mærke i, i det store og hele? Han vendte blikket ganske kort mod bækken, inden han igen vendte blikket mod hende endnu en gang. ”Jeg tør vove at påstå at.. jeg kender ham bedre.. end det som nogen anden gør,” endte han dæmpet, som han endnu en gang vendte blikket mod hende. Skulle han fortælle det, eller.. skulle han lade være? ”Han er mig.. meget nær til hjertet..” tilføjede han roligt, som han endnu en gang vendte blikket mod hende endnu en gang. Han vidste virkelig ikke hvordan han skulle sige det, uden at hun ville tro at han var rablende vanvittig!

[Deleted]

Camryn stoppede op efter kun at have gået en lille meter frem, men hun stod nu mere i det fri og ikke op af det træ hun havde før. Det virkede mere selvsikkert at stå frem, fremfor at stå op af et træ og være bange. Hun blev stille mere sikker på situationen, for han virkede stadigt ikke farlig. Og hans aura var lys, så han var vel forhåbentligt heller ikke ude på noget? Det regnede hun ikke med, heller ikke ud fra den samtale de egentligt havde. "Tak," endte hun dæmpet, af ren høflighed overfor for hans egne sigende ord. Men hvorfor sigende? Sagde det virkelig sig selv, at hun nok ville gøre det godt. Det håbede hun virkeligt, for hun agtede at leve op til sin fars navn! Uanset hvad det så måtte indebære. Hun trak vejret roligt. Han lignede inden hun kendte, men der var stadig noget over hans kropssprog der talte til hende og det drog hende lidt tættere på ham endnu engang, mens han spurgte ind til hendes sidste spørgsmål. Hun nikkede let og stoppede op med let store øje. Den måde han rynkede næsen på, havde hun set mindst 1 million gange og den eneste der havde gjort det var Marius! Hun lagde mærke til mange ting man ikke skulle tro, men sådan var det jo. Hendes hjerte hamrede let hurtigere mod hendes bryst, som hun stirrede direkte på ham. "Du..." hun rystede på hovedet. Hendes sind måtte lege med hende, for det kunne jo ikke være! Hun så mod hans ansigt og søgte hans øjne, som hun let blinkede og prøvede at falde ned endnu engang. Det var da utroligt så let påvirket hun blev i dag. "Så… må du have kendt ham før min tid," sagde hun bemærkende, for ellers ville hun da have set ham derhjemme? Eller hørt om at Marius skulle ud med nogen. Hun strøg fingrene igennem hendes lange mørke hår og så på ham. Hun nikkede ganske let. Hendes ben rystede let, for det havde sin virkning på hende at han sagde de sidste ord. Men… han er? "Mener du ikke var?" spurgte hun dæmpet. Han var jo ikke mere, så derfor kunne han jo ikke være ham nær, men kun have været.

[Marius Amalani Darcy]

Det var slet ikke fordi at Marius direkte ønskede at holde det hele hemmeligt for Camryn, men han vidste så til gengæld heller ikke om han byrde sige det, eller om han ikke burde, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i det store og hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hans hjerte slog godt og fast mod hans bryst, men ikke var noget som han direkte kunne gøre noget ved. Det var et sted.. ubehageligt, men tankerne om at fortælle hende det, var nu alligevel ganske fristende for hans vedkommende, også fordi at det var hans familie som det gjaldt, og selvfølgelig skulle hun have lov til at vide det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At rynke lidt på næsen var efterhånden bare en ekstrem gammel vane, og det samme med hans måde og holdning at stå på, for det var jo efterhånden bare.. typisk ham! ”… Jeg.. hvad?” spurgte han roligt, som han endnu en gang måtte rynke en kende på næsen. Lige så også typisk ham når han blev nysgerrig. Han sukkede dæmpet, som hun endte med at komme tættere på ham, selvom det slet ikke var noget som han sagde det mindste til i det store og hele, for det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang. ”Jeg… jeg kender ham betydeligt bedre.. end de fleste. .vil jeg da vove at påstå,” endte han ganske roligt og med den ganske sigende mine. Han bed sig svagt i læben og rystede let på hovedet. Han mente det ikke i datid, men faktisk i nutid og lige nu i dette øjeblik, for.. han kendte manden og vidste at han endnu var til, for han var der jo igen.. Han havde fået denne nye chance, og det var noget som han bestemt ikke ønskede at lade gå til spilde. ”Nej, Camryn.. Jeg mener det som i nutid.. For han er her endnu.. Han.. står lige foran dig,” endte han ganske sigende. Han ønskede selvfølgelig ikke at hun skulle blive vred eller noget lignende, men han ønskede bestemt heller ikke at lade hende vandre rundt uvidende omkring det hele også i tilfælde af, at han ville falde fra igen, før han overhovedet ville få muligheden for i det mindste, at.. hilse på hende, for han savnede hende jo.. ligesom han savnede resten af familien og det sammenhold som de altid havde haft.

[Deleted]

Camryn havde aldrig rigtigt kunne slippe tanken om hendes far, fordi det var sket så pludseligt og uden at hun kunne acceptere det hele, fordi det havde været et tumult omkring det hele, med Ilosonic der var kommet og Marius der var blevet ført bort. Hende selv der flyttede, Marcianus' omdøbning til mørket og så hendes fars død. Det havde ikke været nemt, for hun havde længe gået uden at kunne bearbejde det, fordi hun havde haft meget at se til med hendes søn. Hun trak vejret dybt og kiggede direkte på denne mand, for han blev dog ved med at minde hende om én. Og den én, havde hun fundet ud af hvem var; hendes far. Han stod på samme måde, havde den samme holdning og han rynkede på næsen på den fuldstændigt identiske måde. Det var direkte skræmmende, for han lignede jo overhovedet ikke. Hun rysede på hovedet da han spurgte ind til det. "Det… er ligemeget," svarede hun forsigtigt og kløede sig let i nakken, mens hun betragtede ham. Hun kom kort til at tænke over hvordan det gik hjemme på gården med Jacqueline, Jacques og Marcianus. Pigen var ganske ny, lignede kun en på et år eller to. Og hun manglede tydeligvis sine forældre, som var Ilosonic og Ilaria, selvom de jo faktisk slet ikke var der. Ilaria anede hun ikke hvor var og hun var stadigvæk dybt forarget over, at nogle kunne efterlade sit barn! Det tilgav hun aldrig, så derfor agtede hun selv at give den lille pige en god barndom. Næsten som Marius havde givet hende. Et smil passerede hendes læber ved tanken og hun indså, at hun havde været helt væk i sine tanker. Hun kiggede fast på ham. "O-okay," svarede hun dæmpet og lettere usikkert, for han blev ved med at snakke i nutid, men hendes far var her jo ikke. Det vidste hun jo godt, også selvom det stadigvæk var svært og hun først i de senere år, kunne tænke det hele ordentligt igennem. Hun kiggede direkte på ham, som han sagte de næste år. Han står lige foran dig. Han står lige foran dig. Ordene rungede i hendes hoved og hun stod stille med bankende hjerte, som hun slet ikke kunne forstå de ord. Han er her endnu, han står lige foran dig. Det kunne da ikke være? Hendes tanker gik i stå og hun gik i stå, indtil det hele blev sparket i gang igen og tankerne løb som 10 vilde heste igennem hendes sind. Hun trak vejret tungt og en tåre løb ned ad hendes kind, som hun fejede væk med en finger. "M-men hvordan?" spurgte hun lidt omtåget og kiggede på ham. "F-fortæl mig noget, k-kun han… du… ved," bad hun dæmpet. Det lød jo oprigtigt, men tænk hvis det var en fuser… en snyder der blot påstod det? Enhver kunne da komme at sige de var hendes far!

[Marius Amalani Darcy]

Fortiden bragte ikke særlig mange gode minder.. ikke den nære fortid om ikke andet, men den fjerne var i den grad en helt anden sag – også for Marius’ vedkommende. Han kunne stadig mindes den dag Camryn var blevet født, som en af de lykkeligste dage i hans liv, for hun var jo trods alt også hans eneste biologiske datter. Han betragtede hende med en sigende og rolig mine. At han havde mange af de gamle vaner med sig, var slet ikke noget som han skænkede en tanke, for det kunne han virkelig ikke, for det var slet ikke noget som han ville få det mindste ud af uanset hvad, så det var jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han trak vejret stille og dybt, kun for at vende blikket tænkende mod bækken i stedet for. Selv havde han altid elsket at tage herud, bare for at tænke tingene igennem og nu hvo han havde brug for det, så havde han bestemt heller ikke ligefrem regnet med at hun skulle komme rendende herned, for.. han vidste ikke rigtigt om det var noget som han faktisk burde forklare hende. Alligevel valgte han nu at hoppe direkte ud i det, kun ved at fortælle hende, at Marius var den mand som stod lige foran hende; Med andre ord, så var det ham. Han betragtede hende sigende, mest af alt for at finde ud af hvordan hun ville reagere på det hele, også selvom hun nærmest reagerede.. som han havde ventet. Han kendte efterhånden sin datter, for hans lille prinsesse havde hun altid været, og det var noget som hun ville forblive også ud i fremtiden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket! At hun krævede et bevis i form af et minde som kun Marius vidste om hende, var noget som svagt fik ham til at trække på smilebåndet. Dem var der jo trods alt frygtelig mange af! ”Da du var lille, elskede du at rende rundt efter mig ude i haven.. du jagede min hale, som havde du været en hvalp,” begyndte han med et stille smil på læben. Disse små historier havde han aldrig fortalt til nogen, end ikke Melody, for det vr noget som han havde ene og alene med Camryn, og det var ikke noget som han ønskede at delegere ud til nogen anden. ”Jeg kan huske din latter når du endelig fangede den.. til tider gjorde det ondt, men ja.. du fik altid en lille småkage bagefter og et glas saft med ud i haven på det lille ternede tæppe under bøgen.. hvor jeg satte mig og læste historier op for dig,” tilføjede han. Alt dette var ganske vidst før Yasmya var inde i billedet og dengang det kun havde været de to, og det var noget som han kunne mindes som frygtelige gode ting, for de havde jo altid haft det utrolig godt med hinanden!