Curiousity killed the cat

[Deleted]

Det var en smuk forårsdag. Det havde været behageligt lunt på det sidste, hvilket kun afslørede at sommeren var på vej. Tiderne havde skiftet i Procias. Yasmya var endelig flyttet fra kirken ud i en lille betydningsløs hytte i udkanten af skoven, og sammen med Darryl, der formåede at holde hende blot en smule ved selskab. Rygterne gik hurtigt i et land som Procias. Hun havde hørt om den 'nye' grevinde, og skulle hun være ærlig, så havde hun ikke rigtigt vidst hvordan hun skulle tackle den nyhed. Efter Ilosonics død, havde hun jo praktisk talt regnet med at herregården ville tilfalde hende, som hun havde ventet på i en evighed. Den himmeblå kappe prydede hendes skuldre, med kappen trukket tæt op omkring hendes ansigt. De sidste par timer havde hun gået i ring omkring herregården i håb om at få et glimt af den nye grevinde, sin såkaldte søster, men uden held – for nu. Hun havde ingen intentioner om at bevæge sig tættere på sit gamle hjem, først og fremmest var hun forbrændt, og lignede noget katten havde slæbt med ind, og hun ønskede ikke at blive til grin, og slet ikke overfor Camryn – hvis rygterne talte sandt vel og mærke. De funklende, grønne øjne betragtede gården hvor der stod et par vogne, der tydeligvis var læsset med nogle små møbler. Hun så nysgerrigt til. På sit vis følte hun et enormt savn til det eneste sted, hvor hun faktisk havde været så godt som accepteret. Hun havde glædet sig til at komme tilbage, selvom det ikke så ud til at det skulle være tilfældet nu. Yasmya forsøgte at holde sig i bevægelse. Hvis nogle tog hende i at snuse rundt ville det virke mere mistænkeligt end hvad godt var, desuden frygtede hun at stå ansigt til ansigt med den søster som hun altid havde været næsten dødeligt jaloux på, og kun endnu mere nu hvor hun ikke længere havde et udseende at kunne trøste sig med. De blonde lokker faldt uden for kappens hætte og ned over hendes bryst. Hun stilte sig på tæer uden for de store murer, og så ind for at se hvad der foregik Darryl sov i øjeblikket, hvis han vidste noget om dette, så ville han havde stoppet hende, selvom det nu ikke var noget som hun tog sig synderligt af. Solens varme havde efterhånden overophedet hende med alt det tøj, men hun nægtede at lade kappen falde! ”Kom nu,” mumlede hun stille og næsten håbefuldt, hun kunne for pokker ikke blive derinde hele tiden! Og hun havde ikke mulighed for at bevæge sig tættere på, selvom det var forbandet fristende at løbe igennem haven som hun havde gjort for mange år siden, da hun stadig ikke havde været andet end et barn.

[Deleted]

Camryn havde bestemt godt bemærket hvordan foråret var kommet og derfor blev hendes tøj også knælangt, i stedet for helt lange. I hvert fald nogle gange. Ligeså blev ærmerne også kortere, fremfor at være helt ned til håndleddene. Det var en dejlig følelse at gå varmen i møde. Dagen var her bestemt og faktisk var Camryn vågnet op, trods hun normalt ville sove sammen med Marcianus. For hendes kære søns døgn var fuldstændig omvendt, da hans race nu var nattens væsen. Ikke at det berørte hende, han klarede det fremragende eftersom Jacques havde oplært ham! Men hun kunne ikke sove lige nu. Hun var så ivrig efter at få Herregården op at stå igen, eftersom hun jo egentligt også havde fået en titel på sig igen. Grevinde. Efter Marius. Det beærede hende dybt og hun ville bestemt leve op til den flotte titel, der var tilfaldet hende. Hun vimsede derfor rundt i diverse værelse og satte i stand. Det tog tid når der kun var hende, det måtte hun indrømme. Hun sukkede og rettede sig op. Det var fysisk hårdt at bære rundt på møblerne, hvis hun havde lyst til lige at rykke lidt med det. Og det havde hun, bare lidt i hvert fald. Nu var det jo egentligt hendes, dog her var ganske tomt. Men det mindede hende om hendes afdøde far på en god måde. Hun blinkede let med øjnene og endte med at gå ud i haven, for at trække lidt luft. Solen skar i hendes blå øjne og hun kneb dem let sammen, som hun kløede sig let i hovedbunden. Det mørke krøllede hår faldt omkring hendes skuldre. Ikke tungt, men heller ikke let. En fin mellemting. Hun sukkede let og indåndede den friske duft af forår. Hun tænkte lidt over, hvordan her havde været engang. Og alle minderne, hun havde her. Kortvarigt strejfede hendes søster hendes tanker. En søster, hun aldrig havde fået et ordentligt forhold til. Yasmya.

[Deleted]

Yasmya spejdede sig omkring efter en mulighed for at komme tættere på. Herregården var smuk under disse forhold, nøjagtigt som hun huskede den. Hun kunne ikke lade værre med at overveje hvor meget Ilosonic og Ilaria havde lavet om i deres tid på gården. Stod Melody og Marius værelse endnu? Stod hendes eget værelse som det hele tiden havde gjort i den store tilbygning? Tankerne blev afbrudt af den velkendte skikkelse der langt om længe trådte ud, hvor Yasmya var i stand til at se hende. Hun stivnede på steder. Camryn havde aldrig været til at tage fejl af, så det var altså sandt. Hun var vendt tilbage. Et sted kunne hun ikke lade være med at føle sig på grådens rand. Titlen betød intet, men hun havde haft store planer med herregården, desuden kendte hun til Jaques svaghed overfor den kvinde. Det havde altid været et utal af grunde til at misunde hende, og desværre havde den desværre ikke rigtigt forladt hende. Uden rigtigt at skænke det en tanke, at hun faktisk kunne ses hvor hun stod fra, stirrede hun blot på sin kære søster, med et fraværende blik der afslørede at hun var i sine helt egne tanker. Hun ønskede at blive set sådan som hun så ud, og særligt ikke med tanken om hvad der var sket. Fuglene sang over hende, vimsede fra det ene smukke træ til det andet. Udefra så det ikke meget anderledes ud. Yasmya stilte sig kun mere på tæer, kun for at kunne se mere. De blege forbrændte fingrer sneg sig op over den hvide mur, og tillod hende at se blot en smule mere. Det var en mærkværdig følelse. Hun var ligeså smuk og letsindig som hun huskede hende, selvom det var frygtelig mange år siden. Hun mistede i sin iver efter mere, fodfæstet under hende. ”Uh!” udbrød hun i ren forskrækkelse. Hvorfor var hun blevet så forbandet klodset! Flammerne havde nok påvirket hendes syn, det kunne ikke være rigtigt! Fuldkommen stille blev hun liggende på jorden. Det gjorde ondt i den i forvejen ømme fod, og hun kunne blot håbe på at Camryn ikke havde hørt hende!

[Deleted]

Alt det som Ilosonic havde ødelagt, det var noget som Camryn agtede at genopbygge til det hun huskede. Marius' værelse, hendes eget, Marcianus' og alle de andre værelser. Det hele skulle se ud som sig selv, for hun ville leve i hendes barndomshjem. Ikke et anderledes hjem. Det skulle være så hun følte sig hjemme, som hun altid havde gjort på den kære Herregård. Det var rart at den var tilfaldet hende, men hun var vel også Marius' ældste. Så, derfor var titlen også hendes. Hun ville ære den, for den betød noget for hende i og med at hendes afdøde far havde været greve før hende. Det var den tanke hun altid holdt fast i. Hun blinkede let med de blå øjne og vænnede sig stille til sollyset der kom ind og varmede hendes kinder og ansigt, samt de andre bare steder, nu da foråret var her og man kunne have lidt mindre tøj på. Hun drejede sig med ryggen til muren og betragtede Herregården udefra. Der lignede den nu ganske vist sig selv og det var noget hun kunne lide. Haven føltes også som det sted, hun havde løbet rundt som barn. Leget og haft det sjovt. Det var godt nok utroligt mange år siden, måtte hun tænke for sig selv.
Uh'et lød ind af hendes øresnegl og hun drejede lynhurtigt rundt og kiggede hen mod den hvide mur, dog hun umiddelbart intet så. Men det kunne jo være, at der var nogle. Hun kneb øjnene let sammen og bevægede sig let hen over det bløde græs hun mærkede under de bare tær. "Er her nogen?" spurgte hun forsigtigt og lagde hovedet på skrå. Håret fulgte med og faldt anderledes omkring hendes skuldre. Hun nåede hen til muren og lyttede, om der skulle være noget på den anden side.

[Deleted]

Udefra så intet forandret ud, men Yasmya tvivlede på at det indvendige var ligeså upåvirket, det var trods alt Ilosonic der havde boet der. Herregården havde været så tæt på at tilfalde hende, og hun havde ventet på den i årevis, og pludselig var Camryn dukket op igen? Tanken gjorde hende underlig nervøs, ikke kun fordi hun var irriterende smuk, og ligeså intelligent, men nu var hun også i besiddelse af det eneste sted som hun nogensinde havde følt sig velkommen, desuden.. hun kendte jo Jaques svaghed overfor hende, og nu hvor hun havde gjort det slut, så stod intet dem i vejen. Om han i det hele taget vidste hun var vendt tilbage vidste hun ikke. Yasmya blev liggende på den kølige jord. Hun kunne høre Camryn nærme sig, også selvom hun forblev stiv på stedet. Hun måtte ikke blive opdaget, det ville være frygtelig ydmygende! Hun slog blikket ned og skjulte ansigtet, hun skulle om ikke andet ikke have lov til at se hende, sådan som hun så ud for øjeblikket. Det var mange år siden de sidst havde set hinanden, men Yasmya misundt hende stadig nøjagtig ligeså meget. Hun holdt vejret, og håbede blot på at hun ikke ville se over muren, for det ville afsløre hende med det samme. Solen bagede ned over hendes tildækkede krop, hun havde på ingen måde klædt sig efter vejret, det var også begrænset hvor meget hun i det hele taget havde at tage på, efter formuen var gået videre til Ilosonic. Yasmya bed sig i læben, og forsøgte at se op på muren, mest for at følge hendes skygge. Hendes melodiske stemme var ligeså blid og musikalsk som hun huskede den, men hvor hun havde fundet den kvalmende tidligere så fandt hun den næsten beroligende nu, mest af alt fordi den var velkendt, en lille bid af den korte, trygge tilstedeværelse hun havde haft.

[Deleted]

Camryn havde nogle penge, som hun havde fået at Marius til at flytte væk, da Ilosonic var kommet i første omgang. Så hun var ikke fuldstændigt på en bundskraber hvad penge angik, dog hun ikke havde til mange dyre ting. De skulle gemmes til mad og på huset, som hun agtede at lave som før. Alle værelse. Ja selv Yasmyas ville hun genskabe. Aldrig havde hun haft noget imod sin søster, men hun kendte til jalousien fra Yas' side og det havde altid holdt dem splittet af et verdenshav. Hun havde altid været her, ikke rigtigt været væk. Bare været langt ude i skoven og kæmpet lidt med Marcianus, der var blevet vampyr. Det havde givet hende nogle bid, men det var noget som håret skjulte. For de sad alle på den samme side, lidt skævt af hinanden. Men også tæt på hinanden på trods af at knægten var så lille og udviklede sig ganske langsomt. Hun trak vejret roligt og havde et smil på læben, trods hun faktisk frygtede lidt hvad der kunne gemme sig derude. Lyden kunne have været alt muligt. En underlig fugl, eller et dyr der blev trådt på. Eller en spion. Et ganske nysgerrigt menneske? Ja det kunne jo stort set være alt. Hun vidste ikke rigtigt om hun turde at hoppe op over muren eller ej, for hvad der ventede på den anden side, kunne vel også være farligt? Hun sukkede dæmpet for sig selv og gled ned at sidde, med ryggen til muren. Lagde hovedet tilbage mod den og kiggede hen mod huset. "Jeg hørte dig godt," sagde hun bestemt for at prøve at få vedkommende til at afsløre sig selv. Men også for at se, om det overhovedet var en person eller bare et underligt dyr der lød som det?

[Deleted]

Hvor Camryn var blevet af, havde altid været Yasmya et mindre mysterium, men hun var stoppet med at spekulere over det for længe siden, det havde trods alt gjort at hun var blevet lidt set igen. Penge havde hun ikke selv mange af, det var først nu hun havde fundet ud af at Marius havde efterladt hende en mindre sum, det var ikke meget, men lidt var det, men hvem havde også kunnet forudse at hun skulle flytte fra Jaques og Jason, som havde været i stand til at forsøge hende uden problemer. Hun åndede en smule lettet op, også selvom hun godt vidst at faren på ingen måde var drevet over, Camryn befandt sig på den anden side, med kun en mur imellem dem. Hun rystede på hovedet. Hun var blevet hørt, så hvorfor blive ved med at skjule sig? Det værste der kunne se, var at hun ville tilkalde nogle vagter eller sådan noget, og hun var jo almindelig kendt i dette land, så det ville nok ikke fører nogle stede hen. Hun bed sig i læben. ”Undskyld,” svarede hun med en rolig tone, selvom hun fortsat slog blikket ned, på trods af at hun ikke kunne se sin kære søster. Hendes hjerte bankede hurtigere end ti vilde heste, mest fordi hun faktisk ikke vidste hvordan hun skulle tage en direkte konfrontation med den kvinde, som burde have været en klippesten for hende, særlig nu hvor hun bogstavelig talt havde mistet alle andre, selv Nathaniel! Hun børstede sine knæ af, og kom roligt på benene igen, også selvom hendes skikkelse ikke ragede op mod den mur, der beskyttede herregården. Det var underligt ikke at høre børnelatter fra haven, hun havde altid forestillet sig søn storme gennem haven.. desværre havde hun aldrig nået at opleve det. Hun vidste godt at Camryn havde en søn, og at Jaques havde opgjort ham.. det havde jo faktisk været den endelige grund til at han var gået. Hun havde ikke set sin nevø siden han blot havde været et par år, hvilket hun faktisk var en smule ked af, også selvom de aldrig havde haft det mest kærlige bånd. Det var trods alt kun endnu en grund til at misunde hende. ”Jeg ville ikke snage,” påpegede hun bare stille, og så sig omkring, mest efter den nærmeste flugtvej.

[Deleted]

Camryn kendte intet til hvor Yasmya var eller havde opholdt sig, efter at Ilosonic havde overtaget Herregården. Hun havde aldrig haft en afsked med hende og de var blevet skilt. Men de havde jo heller ikke et særligt søsterligt forhold, netop fordi at hun slet ikke kunne komme ind på livet af Yasmya, fordi hun var så jaloux på hende. Det vidste hun godt og det havde hun vel bare, acceptere på sin vis? Det havde været tabt allerede fra start af, så det var vel næppe noget der kunne blive lavet om på nogensinde. Hun trak vejret dybt og blev siddende. Muren var faktisk varm og solen bagede også ned over hende, som hun sad på det ligeså lune græs. Hun kørte fingrene over græsset, for det føltes utroligt dejligt at mærke bare lidt i dagslys. Men ellers så levede hun jo på Marcianus' dagstimer, som egentligt var natten. Hun lukkede stille øjnene. Hvad der ventede derude, skulle hun forhåbentligt snart finde ud af. Stemmen ramte hende og hun for let sammen, af forbavselse og chok over, at hun faktisk fik svar. Stemmen sagde hende dog noget. Den var rigtig velkendt faktisk og et sted beroligende, fordi den var det. Hun rejste sig op og lænede sig op af muren med skulderen. Den var høj, så når hun stod fladt kunne hun lige gemme sig. "Yasmya?" spurgte hun over muren og nærmest sigende, for det var så nemt at høre, at det var hende. Også selvom det var år siden, at hun faktisk havde set hende. Hun smilede let af hendes ord. Det var vel netop det hun var kommet for. Nysgerrigheden over, at hun havde Herregården nu. "Selvfølgelig ikke," svarede hun dog og smilede let for sig selv.

[Deleted]

Kort inden Ilosonic havde overtaget gårde, var hun taget med Jacques. Hun havde været dødelig syg og gravid, men hun havde klaret sig.. så længe det varede vel og mærke. Hun havde ikke skænket Camryn mange tanker, og de seneste år kun en sjælden gang imellem, men efter hun havde hørt rygtet brede sig i Procias, så havde hun ikke haft andet valg end at søge til herregården for selv at se det med egne øjne. Tanken gjorde hende mere frustreret end direkte vred, for hun havde faktisk set frem til, endelig at blive en del af et hjem igen! Det forundrede hende ikke, at Camryn genkendte hendes stemme ligeså hurtigt, som Yasmya havde genkendt hendes. De havde trods alt været meget omkring hinanden, men aldrig rigtigt talt sammen, foruden når hun havde hakket hovedet af hende for det mindste. ”Det.. er mig ja,” afslørede hun med en beskeden tone. Hænderne foldede hun roligt foran sig. Hun så ikke over muren, men blev stående der som havde hun været en lille pige, foran landets prinsesse eller noget i den dur, overfor netop Camryn havde hun trods alt ikke været særlig meget. Det at hun havde valgt at nævne, at hun ikke sneg sig omkring, var nok det som i virkeligheden afslørede hende. Hun så op på den bagende sol, og følte fugten ligge sig i sin nakke. ”Det.. jeg.. Beklager. Jeg hørte nogle tale om det i byen,” forklarede hun en smule febrilsk. Hun ønskede trods alt ikke at afsløre sin slående nysgerrighed, også selvom hun nok vidste det fra før af. Allerede nu følte hun en vis form for spænding ved tanken om at en person fra sin fortid, stod på den anden side af muren. Måske det var en lille ting, men for hende en ganske stor en af slagsen. Hun forholdte sig tavs, for hvad skulle hun sige? Det var mest sandsynligt at hun om ganske få sekunder ville blive sendt den modsatte vej. Forbandet være Procias, og forbandet være sin far.. det var ham hun gav skylden for absolut det hele!

[Deleted]

Camryn blev altid lidt i tvivl om hvornår det var at Yasmya egentligt havde forladt Herregården med Jacques, men at hun havde været syg, det vidste hun. For børnene havde den jo også og hun var selv direkte forbudt at være omkring dem, fordi den kunne smitte hende også. Så det havde hun egentligt ladet vær med og så bare passet Marcianus. Dog måtte de derefter forlade den og der havde hun købt huset ude i skoven, hvor Jacques faktisk nogle gange havde besøgt dem. Hun trak vejret dybt og kiggede mod muren. Hun agtede ikke at kravle over muren, men var selv lidt i tvivl om hvad hun skulle gøre. Det virkede lidt underligt at snakke igennem en mur. Men deres forhold var ikke godt nok til, at hun inviterede hende ind sådan lige med det samme. Men hun ville dog heller ikke sende hende væk. Faktisk var hun ret splittet omkring hvad pokker hun egentligt skulle gøre, for hun var i hvert fald i tvivl! De havde altid kun mundhuggedes, så dette var faktisk bedre end det nok nogensinde havde vist sig før. Hun vædede let sine læber og strøg en finger omkring hendes hår. Hun trak været roligt og smilede let for sig selv. Ja, selvfølgelig var det hende. Det kunne hun jo tydeligt høre. "Det løber hurtigt," bemærkede hun dæmpet. Det var hun i hvert fald forvisset om nu. Tænk at det egentligt spredte sig så hurtigt, at den nye Grevinde havde 'indtaget' sin titel, så at sige. Hun bed sig let i læben, vidste heller ikke lige hvad hun skulle sige. Hun åbnede munden for at sige noget, men ikke en lyd kom ud. Hvorfor var der altid så lidt at tale om mellem dem?!

[Deleted]

Der var gået så frygtelig lang tid, og at stå at snakke med sin søster igennem en mur var faktisk ret.. akavet. Det var Camryns grund nu, så at søge over på den anden side af muren fik hun ikke engang sig selv til. Det var rart at være hjemme.. selvom hun egentlig ikke var det, og hun forventede bestemt ikke at Camryn skulle lukke hende ind. Alle havde altid foretrukket hende, og sandheden var jo at Yasmya forstod hvorfor, hvilket også altid havde været grunden til at hun aldrig havde været synderligt glad for hende, og da særligt ikke efter hun havde mistet Emanuel. Blikket slog hun ned i jorden. Det overraskede hende alligevel lidt, at Camryn havde genkendt hendes stemme. Hun bed sig lidt usikkert i læben, men nikkede medgivende, selvom hun ikke kunne se det. ”Det er Procias,” svarede hun stille med et svagt skuldertræk. Hun åbnede munden. Ikke en lyd kom ud, så hun endte med at lukke den igen. Hun burde gå.. nu havde hun set med egne øjne at Camryn var vendt hjem, og et sted så.. lettede tanken hende, primært fordi det endelig var et ansigt hun genkendte. ”Jeg.. skal nok gå,” påpegede hun stille også selvom hun ikke rokkede sig ud af stedet overhovedet. ”Men.. Jeg er glad for at du er tilbage,” tilføjede hun. Måske det var en halv sandhed. Hun var skam glad for at se sin søster, hun var glad for at hun var okay, og hun var glad for at herregården i det mindste var i bedre hænder, men på den anden side så frygtede hun lidt hvor det ville stille hende. Yasmya blev blot stående, og stirrede på muren som kunne hun se igennem den. Somme tider kunne hun virkelig forbande sin irriterende nysgerrighed!

[Deleted]

Camryn måtte ærligt indrømme for sig selv at hun faktisk havde savnet sin søsters stemme. Men det var fordi den var noget velkendt og det havde hun selv brug for. Det havde Herregården dog hjulpet en stor del på! Ligeså at have mødt Jacques igen og bare det at være i lidt vante omgivelser, det hjalp utrolig meget på det hele. Det at finde sig selv og roen, og ikke føle sig alene. Marcianus var da en stor hjælp, men det var jo ikke det samme som et 'voksent' selskab, det kunne enhver vel godt forstå og se? Hun kiggede direkte ind i muren og følte det ret akavat. Hun var i en indvendigt oprør og kunne slet ikke finde ud af om hun skulle inventere Yasmya ind eller ej, for. Hvad kunne det måske ikke gøre? Hun kendte jo faktisk slet ikke sin søster, så det var også ret underligt! "Det er det jo også," medgav hun og smilede for sig selv, for det var det jo. Og folk snakkede jo sammen på kryds og på tværs. Det havde måske endda været i befolkningen længere, end hun egentligt selv havde været klar over. Hun vædede let hendes læber med et blødt strøg af tungen og trak vejret roligt. "Du..." startede hun ud men der kom ikke flere ord, for hun vidste slet ikke hvad hun skulle afslutte den sætning med. Så hun kørte det over i den næste sætning, hun skulle svare på. "Tak," sagde hun dæmpet. Det betød nu alligevel noget for hende, da hun kendte til deres dårlige forhold. "Har du det godt, Yasmya?" endte hun med at spørge, for det ville være rart at høre et positivt svar, dog hun var rigtig usikker på svaret fra hende.

[Deleted]

Procias havde ændret sig betragteligt siden de sidst havde boet der, og frygtelig mange omkring hende var døde, så det at høre en velkendt stemme, var umådelig rart, også selvom den kom fra en kvinde som hun dybest set, aldrig havde brudt sig om. For første gang nogensinde boede hun selv i en lille hytte i Procias sammen med Darryl. Det var fredeligt, men det var ikke hjem, og følelsen af at være så tæt på det som hun altid havde anset for at være sit hjem, var både beroligende og samtidig frustrerende. Yasmya stirrede ind i den hvide væg, som kunne hun se igennem den og faktisk tale med sin søster. Hun fugtede læberne, og fumlede en anelse nervøst med fingrene foran hende. ”Præcis,” svarede hun en anelse kortfattet. Det var akavet, de havde tydeligvis ikke det helt store at snakke om. Selvom hun havde lovet at gå, blev hun stående på stedet. Hun nikkede stilfærdigt til hendes 'tak' men kommenterede det ikke yderligere, for det var jo faktisk.. stort for hende at give hende de ord. Yasmya rynkede på panden, og himlede med øjnene. Et sted kunne hun ikke lade værre med at blive vred.. hun havde mistet sådan set... alle, og hun boede i et faldefærdigt hus, knoklede for at finde et arbejde og hun havde mistet Jacques. Hun var fristet til at råbe af hende, hvad pokker hun selv måtte tro. Hun knyttede hænderne, og formåede at forholde sig fuldkommen rolig. Hun var efterhånden vant til at få det spørgsmål stille, og som altid valgte hun at svare med den samme løgn. ”Jeg har det ganske fint, tak” svarede hun roligt, og næsten imponeret over hvor kontrolleret hun holdte den blide tone. ”Jeg.. hvad med dig?” spurgte hun mest i forsøget på faktisk at holde samtalen kørende lidt. Bare lige lidt endnu, så skulle hun nok smutte!

[Deleted]

Camryn følte ikke at hun manglede noget, ikke nu hvor hun havde Herregården. Ligeså at Jacques og hende også have ladet deres veje passere igen, det havde virkelig gjort hende glad og ladet hende være utroligt… rolig i det indre. Hun havde holdt det skjult da hun havde boet selv, at der faktisk havde været uro. Men nu blev det hele roligt igen. Hun smilede let for sig selv, for selvom hun aldrig havde haft et forhold til sin søster. Ikke på nogen måde og derfor kendte hun hende heller ikke. Hun nikkede let, også selvom hun ikke ville kunne se det. Det var blot en dum vane, man ikke kom af med, selvom den anden ikke kunne se det. Hun anede intet om Yasmya længere. Ikke hvor hun boede, hvem hun boede med, hvor. Ja alt var hende fuldstændigt ukendt. Hun vendte ryggen til muren og mærkede solen på hendes ansigt. Det føltes godt, for det var sjældent hun var ude i den klare eftermiddagssol. Det var mest morgenstundens og aftenens sol. Hun så mod muren ved at dreje hovedet lidt til side. Hendes ord lød meget overbevisende for hende, netop fordi hun ikke anede noget som helst omkring Yasmya eller hvordan hun var. Hun kendte hende jo ikke. "Jeg har det fint," sagde hun dæmpet, for det var ærligt sagt.

[Deleted]

Procias gik lysere tider i møde nu, særligt nu hvor landets dronning var blevet skiftet ud. Hun havde hørt at hun gik hurtigt til værks. Desværre følte hun ikke rigtigt selv at heldet ramte hende synderligt meget, men hun skulle ikke klage, for om ikke andet, så kunne hun nu té sig som en voksen, også selvom det faktisk var et.. ensomt liv hun levede. Hun vidste ikke meget om sin søster, foruden de ting hun havde spottet for mange år tilbage, og det kunne sagtens have ændret sig. Hun trådte lidt tættere på muren og lagde panden mod den hvide, hårde sten. Det havde slet ikke været meningen at hendes søster skulle se hende. ”Det.. er jeg glad for at høre. Og Marcianus?” fortsatte hun roligt. Det var trods alt et eller andet sted hendes nevø, og selvom hun misundte at hun havde fået lov til at beholde sit barn, så ønskede hun kun knægten det bedste. Det var efterhånden hverdag at blive spurgt til hendes ve og vel, og efterhånden lå svaret blot på tungen, ganske overbevisende. ”..” hun åbnede munden kun for at lukke den igen. Hun var nysgerrig efter at vide, hvad Camryn havde tænkt sig at gøre med herregården men tog sig i det, fordi hun ikke rigtigt havde ret til at vide noget som helst.