Curiousity killed the cat

[Deleted]

Det at Procias begyndte at blive lysere endnu engang, var virkelig glædeligt. Når solen kunne skinne igen og give glade dage. Det hele kunne klart forbedre byerne og alles tilstedeværelse, så længe man selv gjorde lidt for det. Selvfølgelig var hårdt arbejde og ligeså penge en stor del af det, men det manglede da også bare. Selvom hun havde langt mere end de fattige i byen og på gaden, eller i skoven. Så følte hun da selv at hun arbejdede for det og ikke bare nød livet som en anden selvoptaget adelig. Hun ville ære hendes titel, ikke udnytte den! Hun vendte rundt igen og stirrede direkte ind i muren, velvidende at lige på den anden side stod hendes søster. Hun kunne huske hvordan hun så ud, men mon hun havde ændret sig meget? Hun havde jo selv ændret sig ganske lidt, i det at hendes øjne var blevet lyse i stedet for at være mørkebrune. Hvorfor, anede hun ikke. Måske det kunne være det tilbagevendende lys? At mørket lettede og det hele blev fint endnu engang. Hun blinkede let med øjnene og stirrede ind i den hvide mur, som hun let strøg en hånd over og mærkede den kradsende flade mod hendes lyse hud. Nok havde det ikke været meningen at Yasmya skulle høres, men… det var nu okay. Hun syntes det var en klar forbedring af det hele, at de faktisk kunne snakke sådan her. Og ikke stå og skændes. "Han har det godt," sagde hun forklarende. Yasmya vidste vel ikke engang at hendes søn faktisk var blevet vampyr, og med Jacques som skaberen. Hun havde været frygtelig tæt på at miste ham og Jacques havde forhindret det. Noget hun virkelig var taknemmelig for. Hun trak vejret dybt og vædede let sine læber. Det måtte være mærkeligt for Yasmya, at hun ikke kunne komme til Herregården. Men deres forhold var ikke godt nok til, at hun bare kunne invitere hende ind…

[Deleted]

Solen skinnede atter både billedligt og reelt talt. Desværre følte Yasmya ikke rigtigt solen varme hende i ryggen, som hun ellers havde håbet på, hun så ikke rigtigt lyset for sig, ej heller selvom hun virkelig forsøgte. Om Camryn havde gjort det lettere eller sværere for hende, kunne hun ikke rigtigt gøre op med sig selv. Hun havde aldrig forventet at Camryn skulle lukke hende indenfor disse hvide vægge, men hun havde bestemt heller ikke regnet med at hun ville stoppe op og faktisk fører en samtale med hende selvom det.. var rart. Det korte glimt hun havde fået af Camryn så havde hun på ingen måde ændret sig, selvom hun selvfølgelig var blevet lidt ældre, ligesom det hun selv var. Alligevel var der heller ikke sket megen forandring, foruden flere ar og rander under øjnene. Yasmya lagde begge hænder forsigtigt på muren, og lod blikket glide i. Et kort øjeblik forsøgte hun at forestille sig hvordan det ville være at komme inden for de murer igen, også selvom hun ikke gjorde sig nogle forhåbninger om noget som helst. Der gik flere sekunder før hun egentlig registrerede at Camryn havde svaret hende. ”Godt. Jeg kan forestille mig at han er blevet stor?” fortsatte hun. I virkeligheden forsøgte hun blot at holde en samtale i gang, fordi hun godt vidste at hun var tvunget til at gå, så snart den ikke længere gik.

[Deleted]

Tankerne løb igennem Camryns tanker omkring hele Herregården og alt det hun skulle nå. Der var virkelig meget der skulle gøres, plantagerne skulle også ses til, haven luges og ja det hele, var et kæmpe arbejde. Men hun ville have det hele tilbage til det hun huskede fra barndommen og ungdommen, indtil Ilosonic var kommet og havde ødelagt det hele, for det var hun virkeligt træt af! Hun kneb kort øjnene sammen ved de tanker, for det gjorde hende vred indeni at vide, hvor meget han havde hærget den elskede Carino Fattoria, som hun havde meget nært i hendes hjerte. Det hjem betød alt for hende og derfor var det fantastisk at vende hjem. Hvis bare Marius kunne se hende nu. Hun savnede ham så frygteligt, virkeligt. Hun manglede ham hver eneste dag og hun havde aldrig givet slip på minderne om ham. Hun kneb øjnene let irriteret sammen. Hvorfor skulle hun lige på den tankerundtur nu, det var dog forfærdeligt irriterende! Hun sank en klump og blinkede let med øjnene, som hun vendte tilbage til det hele. Hun var her, i haven. Indenfor murene og snakkede med Yasmya. Hvis bare Marius kunne se det, så ville han da næste få hjertestop. Hun sukkede kort og smilede let igen. "Bestemt… 11 år gammel," sagde hun med et smil, det var svært at følge med når han jo ikke blev ældre udenpå, men kun indeni. Det var dog ikke noget hun sagde højt for det ville afsløre for meget, og ingen, andet end hende og Jacques, skulle vide om ham! "Han er en lille krudtugle," sagde hun og lo ganske kort. Hun tænkte over, hvad hun dog kunne spørge Yasmya om. Om hvor hun boede? Hvad hun havde lavet? Om hun havde en indtjening? Det virkede bare som spørgsmål, til at nedgøre hende med, og det ville hun bestemt ikke. Hun ville ikke virke bedre, for det følte hun sig ikke som, selvom Yasmya havde følt jalousien til hende. Hun trak vejret roligt og lagde armene let over kors, som hun kiggede direkte rundt.

[Deleted]

Det var svært at se hvor meget der havde forandret sig. Et sted håbede Yasmya blot at Camryn havde tænkt sig at behandle det med større værdighed end det som Ilosonic havde gjort. Tanken gjorde hende vred. Herregården havde været det eneste sted hvor hun havde følt sig bare en smule hjemme, også selvom tingene var kørt fuldstændig skævt mellem hende og Marius i sidste hende. Hun slog tanken væk, og nægtede at tænke på den slags i øjeblikket. I virkeligheden var hun bare forbandet forvirret omkring det hele. Han ville nok have været imponeret over at de faktisk formåede at tale sammen i et roligt tonefald frem for det andet. Selv i tonen kunne høre den stolte moderstemme. Hun fik en klump i halsen. Hvad hun ikke ville gøre for at holde lille Emanuel i sine arme igen. Hun knyttede hånden og lod panden møde den ru væg. ”Det er sådan jeg husker ham” påpegede hun stille, og kunne på trods af alt ikke holde det stille smil borte. Hun havde altid elsket børn, og selvom hun måske aldrig have været meget for Camryn så var hun interesseret i sin kære nevø. Hun bed sig lidt usikkert i læben. ”Ha har vænnet sig til sin nye tilstedeværelse så.. går jeg ud fra?” spurgte hun lidt forsigtigt. Hun kendte skam udmærket til at Jacques havde omdøbt drengen, det var i det store og det hele, det som havde skilt dem ad for efterhånden en del år siden. Der var ingen bebrejdelse at sporer i hendes stemme, for hun var efterhånden blevet så klar på tingene, at hun kunne holde den slags ude. Det at Camryn ikke spurgte å meget ind til hende, var nu ikke noget hun spekulerede yderligere over, for det overraskede hende ikke. Hun løsnede kappen blot en smule, for det var efterhånden ved at blive uudholdeligt varmt!

[Deleted]

Camryn ville ære dette sted til det sidste, for hun elskede det. Hun var jo godt i gang med at genopbygge det hele, selvom det også tog sin tid efter Ilosonics hærgen, for det havde virkelig sat nogle spor hun ville vaske væk, det var helt klart! Det var ikke noget hun ville kunne leve med, slet ikke når hun så brændende ønskede hendes elskede barndomshjem som det hun skulle bo i. Hver gang Ilosonic kom forbi hendes tanker, så steg en vrede også i hende. Men hun agtede at få alt tilbage til sin rette tilstand, det var hendes nye mission. Hun trak vejret roligt og så mod muren, som hun nærmest prøvede at se igennem den. Et glimt at Yasmya ville intet gøre, for hun kunne egentligt godt tænke sig at se hvordan hun så ud. Om hun havde forandret sig meget eller om hun så direkte ud som hun huskede hende? Det var vel et savn til noget velkendt der steg op i hende, som hun stod her og snakkede med hendes søster gennem en mur. Hende på indersiden og Yasmya udenfor. "Det er også det bedste at huske ham på," sagde hun med et let smil og lænede selv mod muren, dog med skulderen, så hun stod faktisk let skævt. Hun stivnede dog let da Yasmya nævnte det. Hans… nye? Vidste hun det? Men hvordan… Tankerne for rundt i hovedet på hende. I det mindste var der ikke kommet nogle for at gøre Marcianus ondt, så hun holdt da i det mindste tæt. Det var hun glad for, virkeligt. Hun elskede sin kære lille dreng. "Ja… ja det har han da," sagde hun stille og vædede let sine læber.

[Deleted]

Tanken om at herregåden om ikke andet var i rette hænder igen, var noget som glædede Yasmya. En mand som Ilosonic skulle ikke have lov til at ødelægge stedet! Hun havde selvfølgelig håbet og regnet med at det ville være blevet hendes, men Camryn var Marius eneste rigtige datter, desuden var hun ældst, og nu hvor hun var hjemvendt, så var der ikke andet at gøre. Det var om ikke andet bedre end Ilosonic. Yasmya hvilede panden mod den ru væg. Hun ville sådan set gerne over på den anden side af muren og stille sin nysgerrighed både i forhold til Camryn og til stedet, men på den anden side ville hun helst ikke ses sådan som hun så ud. Hun nikkede for sig selv. ”Det er det,” medgav hun. Han havde ganske vidst ikke været særlig gammel sidst hun havde set ham, men hun huskede ham stadig løbe i hælene på de andre børn. Uroligheden kunne anes i hendes tone. Det var svært at holde hemmeligt i Procias, men Yasmya ønskede ikke at der skulle ske sin lille nevø noget som helst. Desuden var det svært ikke at vide, når hun havde mistet sin søn omtrendt samme tid, og Jacques havde brugt tiden på at trøste og hjælpe Camryn, frem for at være der for hende. Hun følte en knude i maven, for hun brød sig ikke om at tænke meget på det. ”Godt.. og Camryn? Pas godt på ham, Procias er ikke som det har været,” endte hun stille og tænke tilbage på den dag hende og Jacques var blevet stegt levende. Det var grunden til at hun nu så ud som hun gjorde. Ingen havde advaret hende, og hun ville ikke have at de skulle døje med de samme problemer, uanset hvor meget eller lidt hun brød sig om hende!

[Deleted]

Camryn tænkte endnu engang igennem, om hun måske skulle invitere Yasmya over. Ville det være det værd? Ville det gavne dem, eller ville det måske ødelægge hele dette øjeblik at få hende med ind på den 'rigtige' side af muren et ganske lille øjeblik. Hun var selv i tvivl og det irriterede hende faktisk grænseløst, at hun slet ikke kunne finde hoved og hale i de tanker. Men det var svært… Havde deres forhold været noget andet, ville det jo også være en beslutning der var taget ganske hurtigt. Men et sted var Yasmya jo en fremmed person, selvom de altid havde kendt hinanden. Og hun havde været hadet i sin søsters øjne. Dybt trak hun vejret og et smil passerede hendes læber. Hun vendte endnu engang ryggen til muren og lukkede øjnene, for at føle den herlige sols stråler mod hendes ansigt. Hun ville gerne se Yasmya, se hende. Om hun så ud som hun altid havde gjort? Hun var nemlig i tvivl om hun havde været i brand ulykken sammen med Jacques eller om det kun havde været ham… Hun havde ikke spurgt så meget ind til det. Blot hjulpet ham med at smøre den ødelagte hud, så det kunne komme til at hele. Hun bemærkede udmærket Yasmyas ord. Hun vidste det godt. Det havde selv givet hende en knude i maven, at hun vidste, at racen var grunden til branden for Jacques del. Og det havde givet hende en frygt for om det samme kunne ske med Marcianus? Det håbede hun bestemt ikke! "Nej det har jeg fundet lidt ud af… Tak for din omtanke, Yasmya," sagde hun dæmpet og med et smil på læben.

[Deleted]

Yasmya var uanset hvordan man vendte og drejede den, blevet ældre og til tider irriterede det hende, at ingen lod til at bide sig fast i det. Ganske vidst var hun stadig ung og en smule naiv, men engang havde hun været fuldkommen uforstående, hun havde hadet sin søster og spildt det forhold som de kunne have haft og som de nok kunne have haft brug for nu, men det var jo sådan det måtte være. Hun brød sig stadig ikke synderlig meget om Camryn, visse ting hang jo ved, men hun havde accepteret at hun bare aldrig.. havde været så stor en del af familiens om hun måske havde ønsket, dengang Marius tog hende ind. Hun lagde begge hænder på muren, forsøgte at forestille sig hvordan det så ud på den anden side, forsøgte at se Camryn for sig. Så svært var det ikke. Hun lignede sig selv, stadig frygtelig smuk. At Jacques befandt sig inden for murene, havde hun slet ikke den mest fjerne idé om, hun havde ikke set ham siden de var blevet sat ild til. Hun bar stadig arrene, selvom de var helet lidt takket være Darryl som skænkede hende sit blod i ny og næ, men hun ønskede under alle omstændigheder ikke at hun skulle se hende på den måde. Yasmya havde aldrig rigtigt fundet ud af de forbandede munke.. men det havde noget med racen at gøre.. og de som mængede sig med den tydeligvis! ”Godt. Jeg vil nødig se ham... eller dig ende ligesom mi.. så mange andre,” rettede hun hurtigt sig selv. Hun ville jo heller ikke lyde egoistisk eller noget som helst. Hun ønskede under alle omstændigheder ikke at der skulle ske dem det mindste!

[Deleted]

Camryn vidste godt at de alle blev ældre og derfor var Yasmya vel heller ikke den unge pige mere, der kunne være 'teenagesur' så at sige? Hun var jo vokset op, havde været gravid og det hele. Stadig tidligt men det måtte jo modne hende lidt alligevel, hvilket hun næsten kunne høre. For dette var endnu ikke blevet til at skænderi, det var forholdt ganske neutralt. Som 2, der kendte lidt til hinanden, men ikke… hinandens indre. Det var i hvert fald sådan hun så det, for hun kendte jo ikke Yasmya - men hun vidste jo godt ting om hende alligevel. Hun smilede let for sig selv som hun sad op ad muren og tænkte endnu over, om Yasmya ville se meget ældre ud eller ligne den unge pige. Hun trak vejret dybt ind og pustede langsomt ud, mens hun stille foldede hænderne mod hendes lår, da hun sad med strakte ben. Hun kiggede hen imod gården. I det mindste så den ikke så skidt ud udvendigt som den gjorde indvendigt, hvilket hun forhåbentligt hurtigst muligt fik gjort en ende på og fik lavet det barndomshjem hun kendte. Hun vendte tilbage til nuet og tænkte over. Selvom det blot var småsnak var det bedre end det nogensinde havde været. Marius ville virkelig se til med store øjne hvis han bare kunne høre i hvilken pæn tone de snakkede sammen og at det faktisk var et stykke tid de formåede at holde det, der var jo ikke rigtigt optakt til et skænderi. Så det ville de forhåbentligt undgå, så dette ikke blev endnu en utallig en til samlingen. Hun smilede let og studsede godt over, at hun var ved at sige noget andet. Men hun nåede ikke lige at opfange det da hendes tanker blev brudt af hendes hurtige rettelse. "Det vil jeg ligeså nødigt… Men jeg håber det går, vi er kun 3 der ved om det udover ham selv," sagde hun stille. Yasmya, hende og Jacques. Marcianus ville jo aldrig selv løbe ud og sige til folk at han var vampyr, det havde hun fortalt og lært ham, at det skulle han ikke.

[Deleted]

På mange punkter følte Yasmya faktisk at hun var blevet voksen, det ændrede dog ikke på at hun var ilter, og at hun havde rendt rundt i et levende helvede siden herregården var blevet indtaget, det havde selvfølgelig også sat sine spor. Hun kunne ikke lade være med at overveje, hvor pokker at Camryn og Marcianus havde været henne i alt den tid, og hvad de havde lavet. Hun havde kun hørt om dem, da Jacques var kommet hjem den aften og havde fortalt hende at han havde mødt hende. Hun følte knuden i sit bryst vokse. Hun hadede i det hele taget at tænke på det! Solen bagte ned på hendes alt for beklædte skikkelse. Hun følte de små dråber af sved løbe ned over sin pande. Desværre kunne hun ikke tillade sig, at vise sig som hun så ud, det ville få enhver procianer til at tage benene på nakken og løbe den anden vej. Det var ydmygende i forhold til Camryn der nu sad med deres barndomshjem og kunne gøre med det hvad hun lystede! De kendte slet ikke hinanden som de burde, hvilket også var det som fik Yasmya til at skænke hende de samme løgne som hun gav alle andre, samtidig begyndte samtalen at blive en smule akavet, nu hvor de snakkede om noget som virkelig havde en stor påvirkning på dem. Yasmya nikkede forstående, selvom Camryn ikke kunne se det. ”Du, jeg og Jacques,” endte hun stille. Hendes øjne blev blanke. Pludselig var hun glad for at Camryn ikke kunne se hende. Det gjorde ondt bare at tænke på at hun selv kunne have haft sin lille familie. ”Det er fornuftigt,” medgav hun, selvom hun tvivlede på at det kunne forblive en hemmelighed. Det var Procias, rygter gik og hun kunne jo ikke holde ham skjult for omverdenen. Hun sukkede. Der var ikke mere at snakke om, hun kunne ikke holde den kørende meget mere, hun så op i håb om et glimt af herregården men muren var for høj. ”Jeg.. jeg må hellere komme hjem,” endte hun stille, også selvom det var en tung sten. Hun ønskede at hjem ville have været inden for de murer, desværre var det ikke tilfældet.

[Deleted]

Camryn kunne selv fornemme på Yasmya at der var noget mere moderligt og voksent i hende. Hun var modnet ingen tvivl om det. Men uanset om man var det eller ej, så kunne hun jo sagtens stadigt have noget at sin mere barnlige sjæl. Hun kunne jo selv stadigvæk godt lide at lege med Marcianus, eller gå lidt i barndommen og løbe rundt med ham på engene. Der var jo bare ting det tog tid om at komme af med, og måske gjorde man det slet ikke. Hun trak vejret dybt, som hun blev siddende. Det var varmt, men hun havde tilpas tøj på, så det var også ganske udholdeligt for hendes del. Hun smilede let for sig selv, dette så ud til at ende godt, som de også havde startet. Hun nikkede, men kom i tanke om at Yasmya jo slet ikke kunne se det. Hun rystede på hovedet af sig selv. "Netop," sagde hun dæmpet og med et let smil på læben. Hun skubbede sig op at stå endnu engang, for hun skulle vidst også snart til at komme ind igen. Dette så ud til at slutte, men det var en god slutning sammenlignet med deres skænderier førhen. Hun frygtede for Marcianus' ve og vel, men håbede bare at det ville holdes hen i længe nok til, at knægten blev stor nok til at kunne forstå det. Andet ville være uretfærdigt. "Pas på dig selv, Yasmya," sagde hun dæmpet til hende. Det ønskede hun i hvert fald for hende. "Jeg vil også selv til at komme ind," sagde hun roligt og lagde kort en hånd mod muren, inden hun gav slip og vendte om. De sidste ord var vist sagt og deres veje skiltes endnu engang.
//Out

[Deleted]

Camryn lod virkelig ikke til at have ændret sig meget, men om det var en god eller skidt ting var svær at bedømme. Hun forsøgte virkelig at være åben overfor sin søster, men i virkeligheden var det bare frustrerende og akavet, udelukkende fordi hun hele tiden havde ønsket at få dette sted, men hun var bare kommet i forkøbet. Hun sukkede stilfærdigt og vendte blikket mod solen der bagte. Det var for varmt, hun var nødt til, tilbage til hytten så hun kunne smide lidt af det alt for meget tøj. Hun nikkede stilfærdigt, selvom det var dumt, for Camryn kunne jo slet ikke se det. Hun lagde hånden på den hvide mur, som et form for farvel. Det var et sted som hun aldrig ville komme til at betræde igen, ikke med mindre der skete Camryn noget grimt, og det ønskede hun på trods af alt ikke. ”I lige måde. Sig hej til Marcianus fra mig,” bad hun stille, også selvom knægten nok ikke ville ane hvem hun var, han havde trods alt ikke været særlig gammel, sidste gang hun havde set ham, og det havde kun været når Camryn havde mistet ham af syne i tide og utide. Hun vendte stille ryggen til. Et sted var hun ikke fristet til at forlade stedet, fordi hun var velvidende om at det nok var sidste gang at hun kom så tæt på, hun ønskede jo heller ikke at søge omkring hele tiden. ”Farvel Camryn,” endte hun stilfærdigt og begyndte selv at gå af den anden vej mod skoven, med en næsten større knude i brystet. Hjulpet hende havde det ikke men, hvad havde hun egentlig også regnet med? Hun så sig ikke tilbage, men hun kom længere og længere bort, så da hun endelig kastede blikket over skulderen så hun det end ikke.

//OUT