Kroen: Hvor livet fører hen?

[angelica]

Aften. Mørket. Et sort lagen der blev drevet over himlen, som de mørke natteravne fløj over de grå skyer. Månen der tog sin tur op på den glitrende stjernehimmel, mens natten rejste sig i sin pragt over Dvasias' land. Skyerne som klart lagde op til et brag af en nat. Stilheden før stormen varslede uvejr. Det var nat. Det var koldt. Det var efteråret. En dis lå langs husmurene, og gjorde det tåget af se hvad der lå blot 10 meter forude. Der var duggede ruder, og kolde mursten. Luften var rå, og susede en om ørene. Det trak op, det kunne mærkes. Udover vinden der suste om hjørnerne, var der en ubehagelig tomhed i gaderne. Kun en lav knirken, når blæsten ruskede i dørene eller tvang vindue's skodderne op og op, med en buldren og klapren. Et par listesko tog sin gang gennem byen. Angel havde boet her et par nætter, og børnene passede sig selv på værelset. Hvad der så foregik anede hun ikke. Hun samlede det lange hår og lod et bånd binde sig om det, af hendes magi der svømmede ud af halskæden sin. Hun bar flade sko, bukser og en bluse under en langærmet trøje der varmede godt. Hun bar også et halstørklæde, der var strikket i kedsomhedens timer. Hendes fingre gled over de kolde mursten langs husene, og hun gik på tå over brostensgaden. Kroen var forude. Faklerne hang omkring døren, og folk kom og gik. En helt flok væltede ud da kroejeren smed nogen fuldebøtter ud, og ikke kunne hun undgå et lille fnis som forlod hendes rosa læber. Hun smilede skævt og lod de mørke øjne glide skråt ned mod stenene der. Hvorfor var hun stadig her? Hun burde opsøge Matthew, se hvad som var sket. Var han vågen igen? Det ville hun håbe. Hun savnede ham, og dog med vreden der boblede i det dybe indre over hans tamhed overfor hende! Flygtede da hun havde brug for ham mest. Hun nærmede sig kroen, betrådte de små trin opad til døren og skubbede den op. Håndtaget der drejede langsomt, og hun føltes alt som det gik i slowpoke mode. Hun smilede svagt for sig selv, da hun nåede ind. Hun strøg lidt af håret om bag øret, og skubbede døren i efter sig. Hun så rundt. Her var tomt efter de fulde mænd og damer var blevet kylet ud. Hun nærmede sig baren. "Et glas vand, tak," sagde hun roligt og nikkede svagt med et stille smil på læben. Hun fik det skænket da, og tog det med sig ned til et bord. Håndfladen gled over den ru flade, og hun følte igen at falde til ro efter tankerne om Matthew dro. Hun satte glasset ned og kørte fingeren rundt langs kanten, inden hun lod de slanke fingre gribe omkring det og hæve det til sine læber. Hun tog en slurk, inden hun lod det klinge mod bordet og hun gled hen i tankernes ensomme sti, hvor hun tit vandrede og søgte det rette svar.

[Deleted]

Knust.. fuldkommen knust var Matthew kort sagt. Allerede ganske kort efter at Eniqa havde valgt at gøre det slut, havde han forladt sygesengen, selvom han mest af alt, virkelig burde blive liggende. Han havde slet ikke tænkt, han var virkelig bare endt med at skulle tage væk. Han ville ikke være i nærheden af hende, han ville bare væk derfra og så hurtigt som det ville være ham overhovedet muligt! Endnu en gang havde han ladet mørket opsluge ham, kastet ham tilbage i den mand som han var dengang. Selvstændig og en enspænder. Han var udmærket godt klar over, at mange allerede have hørt om hans tilbagevenden, selvom det jo ærlig talt, var noget som ragede ham en høstblomst og så.. alligevel ikke? Han ønskede virkelig bare at kunne trække sig tilbage, vandre på gaden uden at skulle tænke på at han ville have folks øjne hvilende i nakken. Det var det som han havde for øjeblikket. Siden han havde forladt Neutranium, havde han ikke sovet, ikke hvilet, han havde mere eller mindre bare siddet på den samme plads som han gjorde nu. Nede ved vinduet med kutten godt trukket over hovedet. Ikke så meget som et ord havde han sagt det sidste lange stykke tid.. mange var vel efterhånden ved at tro, at han var stum. De isblå øjne hvilede på kvinden som kom ind.. alligevel så skræmmende let at genkende. Hvad pokker lavede hun her?! Han kneb øjnene svagt sammen og vendte blikket mod hans hånd. Han følte virkelig kun, at han måtte mangle ringen som han så pænt havde foræret hende tilbage igen. Eniqa gik rundt med dem begge.. hvad hun så havde gjort med dem, vidste han ikke og alligevel, var det kun en tanke, som han ikke rigtigt turde, at skulle tænke tilbage til. Øjnene matte, også selvom han ikke havde grædt nogen tårer.. det gjorde han på indsiden. Endnu en gang, havde han tvunget den kolde og kyniske facade op.. mere eller mindre, hans rigtige jeg, som var sluppet fri af de lænker som det havde hvilet i så dybt i hans eget sind. Ikke bare tanken om børn som måtte skræmme ham væk.. som det eneste han et sted faktisk også måtte frygte? Han frygtede børn mere end det som han frygtede døden.. frygtede det at blive kastet i lænkerne, være tvunget til at være en anden.. den tanke var direkte frustrerende! Han sukkede dæmpet, lukkede hånden stille om sit eget glas. Han var ikke i tvivl om at det var Angel som lige havde gjort sin entre.. han kunne bare ikke opsøge hende.. han havde hende ladet alene.. gået med Eniqa og nu sad han der uden noget som helst. Det var ham som vel stod igen som den største taber af dem alle? Han lod glasset med whiskyen falde tilbage til hans egne læber endnu en gang.. for gud ved hvilken gang bare i dag. Kutten blev hvilende fast over hans blik, blot de isblå øjne var synlige i det svage skær af stearinlyset som stod på bordet foran ham.. alt for ikke at vække nogen opmærksomhed. Han havde virkelig alt for meget at skulle tænke igennem for tiden.. et enormt tab at komme sig over.. han kunne bare ikke.. han kunne virkelig ikke.

[angelica]

Angel bemærkede ikke rigtig andre lige nu. Sad nærmest dybt i trance over at sidde og kigge ned på vandglasset. Hun løftede det igen - denne gang med begge hænder, hvor albuerne støttede mod bordet - og så første hun det til læberne. Hun lod blikket glide rundt og studerede de forskellige personer, selvom hun ikke vidste om hun burde forstyrre nogen her. Det var jo Dvasias. Så hun måtte nok komme videre så snart hun kunne, og så komme til Imandra hvor sikkerheden for hende vidst var bedst. Hun så ned i vandglasset igen, da hun sænkede det og lod det klinge mod bordet. Hendes ene finger gled over en fue i bordet og mærkede de små riller under hendes bløde fingre. Hun strøg tunge og læberne og søppede de sidste dråber vand i sig.

[Deleted]

At Angel var til stede på kroen, gjorde det virkelig heller ikke lettere for ham. Han tvang sig selv til at blive siddende ganske stille. Han ville ikke have nogen tøser tæt på sig, han ønskede ikke ud i det samme endnu en gang og han kendte jo til Angels følelser.. måske de stadig var der, selvom han havde været væk i.. ja gud ved hvor lang tid? Blikket vendte han dog alligevel op mod hende ved bordet af, stadig med de isblå øjne som måtte skinne i det svage skær af et lille stearinlys. Han sagde ikke så meget som et ord, det var ikke noget som han havde gjort længe efterhånden. Han havde ikke sagt så meget som et ord siden Eniqa havde forladt ham og stadig var det en så kraftig og stikkende fornemmelse som måtte falde direkte til hans eget bryst og han brød sig bestemt ikke om det. Han sukkede indædt og lukkede hånden fast omkring hans eget glas, måske en anelse for hårdt, for det endte med at briste og knuste i hans eget greb. Glasset borede sig ind i hans egen hånd og med den tydelige sitren i hans egen krop. Han kunne simpelthen ikke holde det ud!

[angelica]

Glasset der endte med at knustes fik Angelica til at slå blikket op og hen imod den kutteklæde hvor indholdet flød ud over bordet, ham selv og så ned på gulvet. Og ellers hans hånd fyldt med glasskår. Hun endte i et ryk med at rejse sig af rent moderligt og beskyttende instinkt. Hun bed sig i læben. Skulle hun gå derover. Hun rynkede næsen.. Tænk hvis vedkommende var farlig? Hun kunne herfra ikke se hvem det var. Hun endte med at skulle gå derover. "Er du okay?" spurgte hun forsigtigt og tøvende. Hvad nu hvis han var sådan en sur en. Nah. Mere onde og vrede var de vidst her i Dvasias. Heldigvis kunne hun altid flygte i form af ræv, hvis noget skulle gå galt.

[Deleted]

Det havde slet ikke været Matthews intention at trække til sig af opmærksomheden. Han havde virkelig været i søgelyset alt for længe, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Og lige nu ønskede han virkelig bare at sidde usynligt og ubemærket i det desperate forsøg på at få healet det knuste hjerte som hvilede i hans bryst. Hans klare svaghed var i den grad ramt… Eniqa havde tvunget ham ud af hvilen for at slå op. Sådan var det i hvert fald at han så på det, og det var virkelig det som gjorde mest ondt af det hele. Han græd på indsiden, det var virkelig ikke noget som han ønskede at vise i det offentlige.. det var kun sket for ham en gang og det skulle aldrig nogensinde ske igen. Angels stemme som måtte runge i hans hoved, var ham heller ikke nogen trøst. Skulle han snakke? Hvad nu hvis Angel genkendte ham? Et sted ønskede han jo at hun vidste, at han stadig var der og så… alligevel ikke. Han bed sig svagt i læben. ”Jeg har det fint,” sagde han kortfattet. Han vendte blikket mod sin hånd som så småt var begyndt at bløde, selvom det ikke var en smerte som nogensinde vil kunne måle sig med den som han følte på indsiden. Han hævede brystet stille og roligt. Han måtte bare falde til ro igen – selvom det mildest talt var umuligt for ham.

[angelica]

Angel blev stående ganske stille og fulgte hans bevægelser ganske nøje. Hun kunne se på kappen hvordan han trak vejret og hun kom med et stille forsigtigt smil. Så langt så godt - hun blev ikke overfaldet. Stemmen føltes dog frygtelig kendt.. Selvom, det var utrolig mange år siden hun havde set Matthew.. Hendes unger var jo store nu. Hun vidste de var oppe på værelset de havde leget. Et held at Marcell også var warlock og faktisk havde knækket magien selv - ustyrlig ja, men han kunne godt. Han måtte have haft nogen kontaker, ellers kunne man da ikke..? Hun så på ham. "Det er godt," sagde hun stille og bed sig let i læben. Hun trak vejret stille og kløede sig lidt i håret, inden hun puffede det om på ryggen. Hun satte sig ned og tog hans hånd med glasskårene. "Lad mig tage dem ud," sagde hun stille og bekymret. Hun hev nogen af skårene ud. Lige nu lå kun den kutteklædte i hendes tanker.

[Deleted]

At hun ikke direkte havde opdaget at det var ham, var kun Matthew en trøst. Han ønskede ikke et nyt kaos. Hvor store børnene var, havde han ingen anelse om.. han vidste virkelig ikke hvor længe han havde været væk eller hvad pokker der var sket! At hun tog pladsen overfor ham og tog hans hånd, hvor han omgående endte med at sidde fuldkommen stiv. Han ville ikke have en kvinde så tæt på! Han ville ikke igennem hele det helvede endnu en gang! Han sad allerede alt for godt i det fra før af. Han bed sig i læben og nu selv med en tydelig sitre i hans egen krop. Hende kunne han ikke få sig selv til at skade uanset hvilket humør han var i.. hun var stadig en person som havde betydning for ham, uanset hvile valg han havde gjort igennem livet. Han nikkede blot. Han fjernede ikke kutten på noget tidspunkt. Blikket hvilede bare på hans hånd. Ringen manglet virkelig.. han følte sig så frygtelig nøgen uden at skulle gå rundt med den. Han havde givet den til hende.. og nu kunne han virkelig fortryde det. Ved hendes berøring, hvor han endte med at trække vejret bare en anelse hurtigere. ”Jeg.. jeg takker..” mumlede han stille, næsten ubetydeligt. Han hævede blikket bare en anelse, lod de isblå øjne søge til hendes skikkelse i stedet.

[angelica]

At han ikke trak hånden til sig, var en glæde i sig selv. Så behøvede hun ikke bruge beskidte kneb, for at få ham til at være medgørlig. Hvorfor hun gjorde dette vidste hun ikke.. Hun havde bare desperat brug for at skulle hjælpe. Nogen gange kunne hun nemlig også give sig selv skylden for at Matthew var gået.. Så. Hun måtte bare vise nogen, at hun ikke ville frastøde dem. Hun pillede glasskårene ud. Et held hun havde halvlange negle til at file dem ud med. Hun smilede svagt og lod blikket hæve sig. De isblå øjne ramte hende næsten som chok. Hun så hurtigt ned igen.. Det kunne ikke være. Hun fik de sidste skår ud og tjekkede hånden godt igennem. "Så skulle der vidst ikke være flere," bemærkede hun stille og så på ham. Hun slap hans hånd og trak hænderne til sig. nu sad hun i et dilemma om hun skulle gå eller ej. "Pas hellere på en anden gang," sagde hun stille og nikkede stille for sig selv. Hun pillede lidt ved sit hår. Hun så på ham, søgte hans blik eller bare noget om hvem han var.

[Deleted]

Bare tanken om at skulle afsløre sig lige nu og her, var ikke en tanke som Matthew brød sig om. Nathaniel havde holdt ham skjult, holdt ham i sengen, og alligevel var det gået så galt, som det overhovedet kunne gå for hans vedkommende.. han havde ikke opsøgt nogen. Han havde kæmpet.. han havde virkelig kæmpet for at skulle få livet igen og holde ordentlig fast i det, selvom han i øjeblikket mest af alt, havde lyst til at drage i krigen og falde der. At han for en kort bemærkning måtte fange hendes blik og hun vendte sig væk igen, var ham en blot bekræftelse på at hun vel havde fattet en mistanke.. der var vel ikke nogen anden vej udenom nu. Han sukkede indædt.. hun var faktisk den sidste som han havde ventet sig, at skulle finde på et sted som dette. Hvor længe han havde været væk.. hvor længe hun havde måtte klare sig selv, havde han ærlig talt ikke nogen anelse om, og ingen havde nogensinde ville fortælle ham det! Han nikkede til hendes ord, nu hvor det var hans tur til bare, at kaste sig ud i det hele. ”Tak Angel..” sagde han stille, vel også bare for at bekræfte, at det faktisk var ham. Han knyttede hånden stille.. jo, der var ikke flere glasskår, for det skar ikke i den. Han tog den stille til sig, hvor han igen måtte hæve blikket for at lade det søge hendes.. denne gang, hvor han mødte hendes blik.. lod de isblå øjne falde direkte til hendes eget.

[angelica]

Angelica så stille på ham. Undrende ikke mindst. Men mange her gik vel kutteklædte for at skjule sig. Hun selv havde dog intet at skjule. Og Marcell kunne beskytte, samt at hende selv og Aurica kunne valkyrie-magi. Hun smilede svagt og stivnede helt da han udtalte hendes navn. Eller.. kælenavn. Hun slog de mørke øjne op mod ham og lænede sig ind over bordet. Hun tog fat i kutten og fjernede den fra hans ansigt, hvor overraskelsen og chokket ikke kunne skjule sig. Hendes anden hånd røg op foran hendes mund for ikke at måbe og hun rykkede sig bagud, mens hun blinkede med øjnene. "J..e.." stammede hun og lod hænderne falde ned i skødet. Både vrede og glæde strøg op i hende.

[Deleted]

Matthew lukkede kun øjnene for et stille øjeblik, idet hun havde lænet sig frem, taget fat i kutten og fjernet den fra hans eget ansigt. Først der lod han de isblå øjne atter en gang, komme til syne. Han så stille på hende, overraskelsen og chokket kunne han læse i hende som havde hun været en åben bog. Egentlig så havde han jo slet ikke regnet med at skulle sidde her.. ikke da han havde jaget kniven i sit eget bryst på den måde som han havde gjort det ude i marsken dengang.. han havde gjort det udelukkende for at få muligheden til at forlade det helvede af et liv som han var blevet skænket. Han satte sig stille tilbage på pladsen og med den let blødende hånd hvilende i hans skød. Han blev siddende og uden at skulle fortrække så meget som en mine overhovedet. Han trak vejret dybt og med de isblå øjne hvilende på hende.. ikke med den kulde som tidligere, de var stadig matte.. meget matte. ”Du lyder næsten overrasket over at se mig..” sagde han med en rolig og fattet mine. Ikke med smil, ikke med foragt.. mere eller mindre bare ulæseligt.

[angelica]

Angel rystede på hovedet og gned sig lidt tænkende i panden. "Nej.. nej slet ikke. Eller jo, faktisk." sagde hun stille. Hun flettede sine fingre ind i hinanden og lagde hænderne ned mod hendes lår. Hun så stille på ham. Hendes mørke øjne faldt til ham. Hun så hans matte udtryk og kom med et stille opmuntrende smil. "Fortæl mig noget.. hvad der er sket.. hvad.." Hun så på ham, bedende. De dybe øjne som til tider kunne minde om en rævs. Hun havde jo været det længe og bevægede sig rundt på den måde. Hun trykkede benene lidt sammen og smilede svagt til ham.

[Deleted]

Matthew kunne ikke smile.. han følte virkelig ikke for det, han havde virkelig ikke noget som helst at skulle smile over. Han havde mistet det hele kort sagt.. mistet alt som nogensinde ville have noget af betydning. Han lagde hovedet let på sned og uden at skulle se det mindste væk fra hende på noget tidspunkt. Ikke fordi at han ikke havde savnet hende, for det havde han virkelig.. han havde bare haft Eniqa, han havde haft hende ved sig, den som han havde elsket af hjertet. Bare tanken måtte gøre ham yderligere fraværende i blikket, han vendte blikket kort og tænkende mod vinduet.. hvad skulle han da fortælle? Der var jo ikke stort at fortælle.. foruden at Warlocken som han var dengang, var tilbage igen. Han ville ikke have en pige tæt ved sig.. han ville virkelig ikke igennem det helvede endnu en gang. ”Der er ikke så meget at fortælle.. andet end jeg er kommet til Dvasias for at blive,” sagde han med en rolig og kortfattet tone. Ikke på vilkår, at han ville i nærheden af Procias hvor han vidste, at Eniqa vel ville opholde sig.. han var af mørket og det måtte han vel bare finde endnu en gang frem i sig.

[angelica]

Angelica så på ham. Hun kendte ham efterhånden så godt, at hun kunne se noget smertede ham. Hun lænede sig frem og tog hans hånd som ikke var såret til efter glasbruddet. Hun strøg den forsigtigt og beroligende. "Okay.. Jeg er selv på vej til Imandra," sagde hun stille. "Det var da planen," sagde hun stille. Hun havde mest lyst til at følge med Matthew, men om han ville have hende med, vidste hun ikke rigtigt. Hun så på ham. Hun havde sådan savnet ham. Men havde han savnet hende..? Hendes hjerte hamrede pludseligt hårdere end før.