Kroen: Hvor livet fører hen?

[Deleted]

Matthew blev siddende med blikket fæstet direkte til hendes skikkelse. Han sad mere stiv idet at hun havde taget hans hånd. Han brød sig underligt nok ikke om det, selvom han lige for øjeblikket valgte at skulle bide det i sig. Den beroligende effekt ramte ham ikke på noget tidspunkt. I sindet var alt virkelig bare et giga kaos som han ikke kunne finde hverken hoved eller hale i. Han nikkede blot til hendes ord og uden at skulle tage de isblå øjne fra hende. ”Jeg vil så råde dig til, at fortsætte færden mod Imandra.. Dvasias er ej et sted for dig..” sagde han med en kortfattet tone, tydeligt selv, at det ikke stod til en diskussion på noget tidspunkt. Sandt at han havde savnet hende.. han vidste virkelig bare ikke hvordan at han skulle lade det komme til udtryk. Ikke efter alt det som han selv havde oplevet på så frygtelig kort tid.

[angelica]

Angel strøg forsigtigt hans hånd. Hun kunne mærke han var ubehaget ved tanken, men hun ønskede bare at skulle få ham rolig. Nok at følelser ragede ham en høstblomst lige for tiden. Det kunne hun da mærke. Han var så koldt. Og udtrykte ikke det mindste om sine følelser. Ikke engang om han havde savnet hende eller noget. Så igen.. samme had til at han bare var ligeglad med hende. "Har da boet her før," sagde hun og trak en smule på skuldrene. Hun havde jo været der som mindre endda. Dengang hun bare havde været en lille ræv. "Dengang havde du jo så kommandoen over mig," sagde hun stille med et svagt smil. Hun slap dog chokeret Matthew, da hun vendte blikket rundt og et skrig efterfulgt af løbende skridt kom nedenunder. Aurica kom løbende, og i et spring endte hun i ræve skikkelse og stormede hen til Angel og sprang skælvende op i hendes skød. Til syne på trappen kom Marcell.

[Deleted]

Matthew blev siddende fuldkommen ulæselig i blikket. Han havde lukket den iskolde og kyniske warlock ud. En fælde fanget af følelse, var ikke noget som han agtede at falde i endnu en gang.. ej hellere Angel for den sags skyld. De isblå øjne hvilede fast på hendes skikkelse og uden at se væk. Han ville ikke skade hende, så havde han da gjort det for længst i stedet for at lade hende sidde der så længe. ”Det var dengang Angel.. tiderne skifter..” fortsatte han med en lige så rolig og fattet tone. Han ville ikke bestemme over hende.. han ville ikke have noget med kvinder at gøre for det knuste hjerte hvilende i hans bryst, endnu en gang måtte heale og banke kun for den ene – ham selv. Han havde ikke brug for andre. Han huskede udmærket tiderne fra før af, selvom det kun var i glimt og ikke hele hændelser som han kunne huske fra ende til anden, det var der heller ikke nogen tvivl om. At hun slap hånden, da de to store unger kom buldrende ned af trappen, var det første som tvang hans opmærksomhed væk fra Angel idet han fast trak hånden til sig og kraftigt gjorde tegn til at rejse sig. Ræven som placerede sig i Angels skød. Han kneb øjnene svagt sammen. Han havde jo egentlig aldrig set sine børn.. han kunne jo næsten sige sig selv, at dette måtte være den ene. Noget som faktisk kun måtte gøre ham usikker.

[angelica]

Aurica trykkede sig skælvende ind mod Angel og med de små tårer ned over snuden. Angel strøg hende over pelsen og trak den lille unge ræveskikkelse ind i favnen, som hun forsigtigt vuggede. Hun så på ham. Hun ville først blive sur om Matthew bare ville gå. Så var han i hvert fald ikke den hun kendte! Hun så på ham, og næsten advarende. Marcell kom stille ned, dog uden at se på Aurica. Han stirrede på Matthew. Han selv lignede ham på rigtig mange punkter. Og Aurica en lille tro kopi af deres mor, en sjov tanke egentlig. Angel sukkede let, og endte med at rejse sig. Hun så lidt opad for at se på Marcell. "Hvad har du nu gjort Marcell?" spurgte hun irritabelt. Han rynkede næsen af hende og så stadigvæk hen på sin far. "Ikke noget," endte han sammenbidt. Aurica peb.

[Deleted]

Matthew havde dog ingen intention om at skulle forsvinde. Blikket faldt direkte til den unge knægt som var kommet dem i møde. Sjovt nok var han slet ikke i tvivl om hvem den knægt måtte være, selvom han ikke havde set så meget som en ting til nogle af dem siden Angel havde været højgravid.. var det virkelig så længe siden? Han gled stille helt ned på sin plads igen og helt oppe på pladsen ved vinduet uden at slippe knægten med blikket. Så mange træk som han kunne genkende ved sig selv, det var næsten en tanke som faktisk også måtte være ganske… skræmmende? Han hævede brystet stille. Denne gang hvor det kølige træk på mundvigen måtte fæste sig. ”Så.. Det er dem.. begge to?” Han vendte sig mod Angel, tydeligt henvendt til de tvillinger som han ej nåede at se det mindste til før hans forsvinden. Han kunne ærligt stå ved, at tanken at børn var noget af det som havde skræmt ham væk i udgangspunktet. ”Marcell.. et stærkt navn til en stærk knægt,” tilføjede han med en kortfattet… næsten stolt mine som han ikke gjorde det mindste for at skulle lægge skjul på. Ekstremt mange træk kunne han genkende i knægten som han også så ved sig selv… skræmmende mange.

[angelica]

Angelica så strengt på Marcell. Hun vidste godt hvad han gjorde når hun ikke var omkring, og hun havde så tit prøvet at få ham til og lade sin søster være. Hun vuggede forsigtigt Aurica's lille skælvende ræveskikkelse i sin favn. "Marcell, hvad har jeg sagt om at røre din søster?!" spurgte hun med en let skinger stemme. Hun havde slået ham før, men det rørte ham bare aldrig det mindste. Det var utroligt frustrerende at skulle stå model til dette. Hun kunne overhovedet ikke styre ham. Hun lagde stille Aurica hen på stolen ved væggen og stod som mur mellem hende og Marcell. Aurica forvandlede sig om og trak hendes kjole ned over hendes ben. Hun skælvede og snøftede. Håret var ildrødt, og let krøllet - som Angels havde været engang. Hun sad stille bag Angels ryg. Angel så på Matthew. "Ja, det er det," sagde hun stille og så igen surt på Marcell. Hun stak ham en lussing. "Du ved jeg ikke finder mig i det Marcell! Jeg har sagt du skal lade hende være!" sagde hun surt. Marcell vendte hovedet til siden. Han knyttede hånden, og slog tilbage på Angel som vaklede bagud og faldt på jorden. Hun tog sig til kinden og med små perletårer ned over kinderne. "Rør mig ikke..." hvislede han kortfattet. De isblå øjne hvilede gennemborende på hende.

[Deleted]

Matthew blev roligt siddende. Dette måtte være hans egen og direkte ud fra udstråling, kunne han næsten konkludere at mesteparten af arvestoffet var endt i knægten. Ikke at det gjorde ham det mindste, tvært imod.. det gjorde ham.. stolt? Han blev siddende, selv uden at skulle lade opmærksomheden falde til Aurica som sad lige ved Angel, det hele hvilede på knægten. At Angel måtte rejse sig og skænke knægten en lussing, reagerede han ikke det mindste på, det var noget alla meget af det som han selv havde oplevet. En ting som han dog i den grad nægtet at se, var at knægten skulle slå igen. Meget kunne man sige om Matthew, men han havde aldrig nogensinde slået på det kvindelige køn! Han rejste sig med en kraftig fart. Hans ene hånd lukkede sig omkring Marcells ene hånd, den anden om han strube, idet han tvang ham op af den nærmeste væk. Hans isblå øjne lynede af en had og foragt. ”Aldrig skal du lægge en hånd på din mor igen knægt.. er du med?!” vrissede han med en fast og kraftfuld stemme. Han kneb øjnene næsten dræbende sammen, det var virkelig ikke noget som han fandt sig i. Han holdt knægten fast op af væggen for et stille øjeblik, inden han trak sig tilbage og kastet ham henover gulvet som havde han været en ubrugelig genstand. Han knælede ved Angel og hjalp hende op at stå. Han kunne se meget af sig selv i den unge knægt.. det skræmte ham næsten og endda meget faktisk. Han så på hende. ”Sæt dig ned Angel.. Jeg skal nok tage mig af den knægt,” sagde han kortfattet, endnu en gang ganske så toneløst.

[angelica]

Marcell nåede ikke at reagere det mindste, før Matthew havde rejst sig og var henne ved ham. Han trak armen ind til sig og endte skubbet op af væggen. Han hvæsede af ham, mens øjnene gled let sammen til en smal streg. "Hun kan bare lade vær at røre mig," sagde han ligegyldigt. Han havde da også slået Aurica. Det var jo intet nyt for ham. Som mindre, havde Angel jo aldrig set det. Så der havde ikke været nogen til at give ham skideballer. Han smilede hånligt, selvom han dog måtte knibe øjnene sammen og lægge hænderne omkring hovedet idet han blev slynget ud i luften og hen over gulvet. Han rullede et par gange inden han rullede direkte ind i et bord der rystede chokeret over sammenstødet.
Aurica krøllede sig bare endnu mere sammen, og blev siddende uden ord med knæene i fuld bøj og trykket helt ind til sig. Marcell havde rørt hende et sted til aften, som virkelig brændte hende langsomt op indefra. De grønne øjne glinsende blanke og flakkede som havet. Hun så chokeret på Angel. Hun ville dog ikke rejse sig. Hun ikke kunne. Hendes ben forhindrede hende, hun ville ikke rejse sig. Men hvorfor ikke?
Angel så til. Hun skulle til at sige nej til Matthew, men Marcell havde vidst godt af at blive sat på plads. Hendes rødmalede kind var utrolig øm, men hun sørgede istedet for at stryge tårerne væk istedet for. Hun satte sig på stolen. "Tak," sagde hun stille og sendte ham et smil. Hun så hen til Marcell, som var kommet op og stå. Han dirrede af den rene vrede. Hun rykkede stolen hen til Aurica's og satte sig foran hende som et beskyttelsesskjold. Marcell kom med et let udflip, samlede hænderne foran sig og dannede en mørk kugle han skød gennem luften efter Matthew.

[Deleted]

Knægten mindede virkelig kun alt for meget om Matthew selv. Han kunne tydeligt huske alle de mange gange, at hans far havde grebet ham på denne måde og bare givet den hele armen. Det var nu ikke noget som han bare sådan kunne få sig til, ikke bare for at se væk fra at knægten var ganske så ung endnu, men egentlig også hans egen og alligevel så voldsomt uønsket. Han kunne virkelig ikke fordrage tanken om børn, selv ikke når det kom til Angel eller Eniqa, der var synet virkelig det samme. En stor og berygtet warlock havde han været en gang, bare at se den unge knægt i blikket, tydet tydeligt på, at dette ikke var noget som havde nogen betydning overhovedet. Han sendte Angel et svagt og halvhjertet smil, næsten som det klart havde været af tvang. Han ønskede ikke at smile.. han havde virkelig ikke noget at smile for. Han nåede kun lige at slippe Angel og skulle til at give hende ord igen, idet at den mørke kugle ramte ham direkte i ryggen, kylede ham frem og direkte over et bord og ned i gulvet. Glas knuste og folk trak sig hastigt væk fra det som uden problem kunne se ud som et kommende barslagsmål. Matthew greb fat om bordkanten og trak sig op på benene. At knægten var magisk begavet, var han slet ikke det mindste i tvivl om.. igen, at det var ham selv som stod for de fleste magiske egenskaber vel? Han havde aldrig rigtigt set Angel gøre brug af det. Hans øjne skød kraftigt op i lyn af den rene og skære vrede som løb igennem ham. ”Det der, var ikke smart gjort,” vrissede han med en fast og dræbende stemme. Marcell havde lige formået at køre ham op i det røde felt og det var i den grad ikke et smart træk! Han holdt hånden foran sig, og med håndryggen ned i gulvet. En ganske lille kugle endte med at melde sig. Iskold og helt mørk som det mørke og kolde sind som han endnu en gang var bærer af. De isblå øjne endte helt fraværende og alligevel så frygtelig koncentreret. Den lille kugle lynede næsten af bogstavelig forstand, da den hævede sig en anelse foran ham. Angel vidste, at i dette humør og temperament, tøvede han ikke med at slå ihjel. Så meget vidste han. Kuglen begyndte at dele sig til en hel masse lige så store som den – hvorefter de alle bare satte direkte efter Marcell og med en klart ødelæggende kraft og hastighed.

[angelica]

Marcell havde mange træk efter Matthew. Selvom han dog tog det som sine egne træk, eftersom at han aldrig havde kendt særlig meget til sin far. Nok de lignede hinanden - i stor lighed også, men så ens kunne man da ikke være? Selvom han havde lagt meget mærke til at Aurica lignede deres mor på en prik, så noget måtte der jo være. En masse arv, som var splittet fra far til søn, og mor til datter. Han kneb øjnene i og så på sin far med dræbende iskolde øjne. "Du skal heller ikke komme her efter så mange år!" hvislede han og kneb øjnene iskoldt sammen. Han så på Matt, og smilede kort hånligt til den ene kugle han lavede. Men at den så formerede sig og blev til mange, fik hans adrenalin op. Hjertet hamrede, og da de kom med lynende fart nåede han kun at skulle til at sætte af, før kugler hamrede ind mod hans krop og kylede han hen i et bord som knækkede midt over og folkene omkring det flygtede. Hans trøje var ødelagt. Kuglerne havde hamret igennem og lavet store mærker mod hans bryst. Han var landet direkte på skulderen, som klart var frygtelig øm. Han var trykket ved ribbenene og gispede kraftigt. Han skælvede i hele kroppen og rullede væk fra bordet. Han slog hurtigt blikket op mod Matt. Havde blik kunne dræbe, så hans far allerede død. Han så hen på Angel som sad fuldkommen stiv, og tårerne var stoppet. Hun så på Matthew. "Fa-fald ned!" udbrød hun panisk. Hun kendte ham vel til at han var i drabeligt humør nu.

[Deleted]

Marcell legede i den grad med den helt forkerte mand i øjeblikket, og det fandt Matthew sig virkelig ikke i! Han kneb øjnene dræbende sammen. Den knægt skulle så sandelig ikke komme og tro, at han var noget som helst! Han så dog alligevel skræmmende meget af sig selv i den knægt, ikke nogen tvivl om, hvor det temperament og de magiske talenter som den unge knægt måtte vise, faktisk måtte komme fra. Han gjorde allerede klar til endnu et angreb, selvom Angels paniske udbrud, klart måtte afbryde hele hans egen koncentration i og med, at han vendte hele blikket mod hende i stedet for, og derved også måtte lade Marcell ligge i den smerte som det tydeligt så ud til. Han havde sine grunde til at han ikke havde opsøgt dem, ikke bare tanken om, at han ikke kunne fordrage unger, det var virkelig noget af det værste som han vidste og noget af det værste som han kendte til, men han havde slet ikke været til stede.. han havde været fanget på denne måde i Nathaniels kælder. ”Betragt dette som en sidste advarsel, knægt!” hvislede han med en fast og iskold stemme. Blikket måtte klart gennembore Marcells og med den samme faste mine, selvom han i den grad var blevet mere rolig. Hans egen skjorte var ødelagt på ryggen efter sammenstødet med hans egen mørke kugle. Han var dog i den grad imponeret af, hvad den knægt egentlig havde været i stand til, til nu, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han fnøs og endte med at dumpe ned på sin plads lige overfor Aurica. Han dirrede, det var klart sjældent, at han overhovedet lod en kvinde komme i vejen for ham på denne måde. Det var jo hans søn, noget som alligevel måtte påvirke ham en hel del.. nøjagtigt som hans datter havde påvirket ham dengang han havde mødt hende. Han hadet det virkelig. Han foldede hænderne foran sig og med den klare sitren i hans egen krop. ”Hold knægten fra mig Angel.. jeg ender med at slå ham ihjel..” sagde han med en mere dæmpet stemme. Det var kun en sandhed.. var han vred nok, tøvede han virkelig ikke.

[angelica]

Marcell blev liggende i smerten. Den var over alt i hans krop. Han gispede svagt og fik skubbet bordet fra sig. Han kom stille op at sidde og blev så siddende. Han så op på sin far, og blev selv mere rolig. Det røde felt faldt efter at Angel var udbrudt med "fald ned!". Det havde selv brudt hans temperament som holdt ham helt oppe i det røde felt. Han strøg tungen let over læberne og lod den ene hånd falde til hans forslåede skulder. Han blev siddende og lænede sig op af bordet som stod skår og den rykkede sig ikke da den stødte imod væggen. Han blev siddende i tavshed, mens han kort udvekslede blikke med Aurica. Aurica sad ganske stille og uberørt. Tårerne var stoppet, men hun sad stadigvæk ligeså lille og opklemt trykket ind i hjørnet. Angel så stille på Matthew. "Jo.. Men i ligner hinanden for meget," sagde hun stille og let mumlende for bare at sige noget. Tavsheden var uhyggelig.

[Deleted]

Matthew valgte for sin egen skyld, at blive siddende fuldkommen stille, ellers ville det da først for alvor, ende med at gå helt og holdent galt, og det var så sandelig også noget som han helst og for al del ville undgå at skulle gennemgå, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret roligt og dybt i det næsten så desperate forsøg på at skulle falde helt til ro igen, selvom det dog i den grad ikke gik helt som han havde ønsket det. Han vidste at knægten sad der, selvom det næsten var det som gjorde det endnu værre end det som det havde behov for at skulle være, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han hadet det.. han var virkelig et rovdyr som var så forbandet tæt på at skulle tage springet og han tøvede virkelig ikke med at dræbe eller at slå ihjel. Han sukkede indædt i og med, at han tvang sig op på benene. ”Han ligner mig.. for meget..” sagde han kortfattet, dog langt fra med noget behag i stemmen. Det var ikke lige heldigt hver eneste gang. Han genkendte jo meget af knægten i form af sig elv.. temperament og det hele.. ingen tvivl om, hvem knægten havde arvet mest af, et sted hvor han alligevel nød af den tanke, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han gik knægten i møde med de rolige og faste skridt. Han rakte knægten en hjælpende hånd. ”Imponerende.. du har dog stadig meget at lære,” sagde han med en rolig og fattet tone, alligevel med en vis stolthed at skulle spore, selvom den klrt ikke viste sig i hans blik på noget som helst tidspunkt overhovedet.

[angelica]

Angelica blev siddende stille og betragtede Matthew skråt over bordet. Hun smilede opmuntrende, for at få ham til at falde til ro. Hun ømmede let sin forslåede kind og gned sine øjne fri af tårerne. Hun så på Aurica og lagde armen omkring hendes skuldre. Aurica lænede sig ind til hende og hun begyndte stille at vugge sin lille pige. Som dog ikke var så lille mere. Hun så tilbage hen på Matt da han rejste sig og hun så tilbage på Aurica for at give hende sin omsorg. Hun tænkte lidt over det. Hvor meget Matt egentlig afskyede tanken om sine egne børn.. Men så måtte han da bare lade vær med at lave dem! Hun sukkede let og strøg Aurica's kind stille. Hun vidste endnu ikke det hele, vidste bare at Marcell var gået over stregen igen og rørt Aurica på en måde. At han så havde taget skridtet videre og stillet sin lyst på sin søster, vidste hun ikke. Et held. Ellers kunne hun godt finde på at pudse Marcell's far på ham.
Marcell så op da Matthew kom hen. Hun kneb øjnene let sammen og tog hans hånd med den raske arm som var skånt fra sammenstødet med bordet. Han trak sig op at stå. "Er jo stadig ved det," sagde han stille og blot sigende. Han øvede sig jo stadigvæk. Når han ikke lige havde fat i Aurica. I mellemtiden havde Angel fået lokket sandheden ud af Aurica og hun kunne ikke skjule en høj tone med et: "HVAD gjorde han?!"

[Deleted]

Der skulle betydeligt mere til for at få Matthew til at falde til ro, end et opmuntrende smil. Han kunne ærligt ikke fordrage tanken om børn. De var virkelig som et fængsel. Tvang ham til at skulle stå der som den ’kærlige’ familiefar, hvilket han bestemt ikke var! Han rev Marcell op på benene, nu havde han da fået lo til at opleve bare en anelse af det som han var i stand til. Knægten var ung og han havde i den grad stadig så frygtelig meget at lære, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han nikkede kortfattet til knægten – han var dog imponeret over at han i det hele taget havde formået at ramme ham. Det var virkelig også så frygtelig sjældent, at det faktisk skete, at han selv var blevet skadet i form af en magisk kamp, selvom den i bund og grund havde været forbi inden den var begyndt. ”Du lærer.. det var flot,” indrømmede Matthew med et sigende og fast nik og med det som kunne minde om et ganske så svagt træk på den ene mundvige. Angels faste og næsten høje udtryk, trak dig endnu en gang af hans egen opmærksomhed. De isblå øjne fæstede sig til hende og Aurucas skikkelse, selvom han dog stadig blev stående ved Marcell efter igen ganske hurtigt, at have sluppet ham. Knægten havde jo allerede til nu vist mange.. ekstremt mange former for handlinger og tankegang efter ham selv.. han havde vel ikke..?