A new beginning?

[Deleted]

Det forundrede virkelig Maurus at denne unge kvinde skulle sidde der og lyde så klog. Hun var ikke særlig gammel, hvilket var noget som han kunne fornemme på hendes sind, så det var nok umådelig begrænset hvor meget af det som måtte være af egen erfaring, frem for bare at høre hende snakke. Selv måtte han dog erkende, at han faktisk godt kunne lide at få det ud, for det var også noget som han havde brug for, også fordi at det var en byrde som han gik rundt med i det indre, men normalt, så havde han faktisk ikke nogen til at fortælle ham om noget som helst, ingen til at lytte, ingen til at se ham.. Ja, han var vel usynlig for omverdenen efterhånden? Selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde det bedre for ham på nogen måde! Han trak svagt på den ene mundvig. ”til tider skal man forhøje sine standarter, det er sandt og til tider må man tænke i andre baner, for at se hvor og hvordan det kan bringe en frem i livet.. Så man ikke ender med at… stå fast,” endte han ganske sigende, som han betragtede hende. Han var groet fast efterhånden, og selv ville han anse det som en skam, hvis denne unge kvinde endte med at gøre det samme som ham.
Maurus endte med at bide tænderne godt sammen, som hun endnu en gang valgte at fortsætte. At hun så skulle fortælle ham, at han var i stand til at føle, netop fordi at han tog det så hårdt, fik ham til at sende hende en direkte advarende mine. ”Jeg er ikke blød!” udbrød han, selvom det var ord som kom uden at han egentlig tænkte over det. Han endte med at sukke, som han endnu en gang stillede sig med ryggen til hende. Han var slet ikke ude på at skaffe sig flere problemer end det som han allerede nu havde haft at slås med, for det var bestemt heller ikke få han havde haft, tvært imod, så var det virkelig ved at være temmelig mange, om det var noget som man ville det eller ikke. Han lod hænderne vandre igennem håret, som han endnu en gang vendte blikket opgivende mod floden foran ham. At hun endte foran ham, fik ham til at blinke let med øjnene, hvor han lyttede til hendes ord. Et sted så havde hun ret, og han vidste det jo godt, selvom det ikke ligefrem var noget som hjalp ham. ”Man skulle tro at du var langt ældre end du er, med den tankegang.. At du er dæmon rager mig… Jeg kommer fra deres hjemland,” endte han ganske sigende, for løgn var det ikke. Han var jo trods alt dvasianer med alt hvad det måtte indebære. Han lod blikket følge hende. Lige hvad der var med den tøs, var ikke noget som han kunne finde ud af, men den nysgerrighed.. Han hadede den virkelig! Og det var ikke noget som han kunne gøre for af den grund! Han endte med at vende om på hælen, hvor han gik efter hende. Han var nysgerrig.. Frygtelig nysgerrig! ”Hvad mener du med, at … jeg er ment til at være mere end ensom..?” spurgte han sigende.

[Deleted]

Cali havde ikke meget at holde sine ord i. Hun var uerfaren, umoden og bare i alle tilfælde ung! Alligevel så vidste hun at det hun sagde var rigtig, at det hun sagde var det helt rigtige kke blot fordi han reagerede som han gjorde men det var de samme ord hendes mor havde sagt til Derek flere gange, hvorfor vidste hun ikke. Hun havde jo egentlig været ligeglad den gang men ordene havde da sat sine spor. "Jeg bliver ikke fanget ved at have disse standarder jeg har. Jeg ønsker blot et andet liv end det som er mig tilbudt. Er det så slemt?" hun lagde hovedet let på sned og betraktede ham. Der var virkelig noget ved ham, hun lagde mere og mere mærke til det jo mere han reagere på hendes ord. Han var ikke som de mennesker hun kendte hjemmefra. Hans lille udbrud fik hende til at smile lidt og ryste stille på hovedet. "Følelser gør ikke en blød. De gør en stærkere, det giver en noget at leve for. At have en man elsker sørger for at man kommer hjem fra krigen, at man vil gøre alt for at overleve livet for at komme tilbage til der hvor ens hjerte er." Hun sukkede stille. "Det gør en så meget stærkere at elske"
Det at han sagde at hun lød ældre end hun var fik hende blot til at smile. Hun var virkelig ung af både sind og udseende, hun snakkede som regel bare ørene af folk. Dette fik ofte folk til at sige at hun lød ældre. en tanke som hun egentlig godt kunne lide. At hun var dæmon ragede ham og at han selv var fra Dvasias fik dog hendes hjerte til at banke hurtigere. Ikke fordi hun frygtede ham, han havde ikke givet hende en grund til at frygte ham men alligevel. Han var fra Dvasias, det stik modsatte af det sted de stod ved nu, Procias. Hvad mon han lavede her? "Mange mener at jeg lyder ældre end jeg er men sandt at sige er jeg vel bare god til at snakke. Det er det eneste jeg har været god til altid" Hun grinede let og kørte hånden igennem det lange blonde hår. "Hmm mit første møde med en fra et andet land, Og min mor som sagde at jeg skulle holde mig ude af problemer. Det klare jeg vidst ikke særlig godt?" Hun sendte ham et blidt smil og lagde hovedet let på sned. Hun var egentlig ligeglad med hvor han kom fra. Han havde intet gjort hende, ikke ud over at snakke med hende så hvorfor skulle hun frygte ham? Det var der jo virkelig ingen grund til. "Lad os lave en aftale. Du fortæller ikke min mor at jeg laver problemer og jeg fortæller ikke nogen om dig. Se det lyder som en god ide" hun blinkede til ham og vendte blikket mod stjernerne.
Efter hun var gået hen til vandet hun kunne høre ham gå efter hende. Alligevel blev hun en smule forskrækket da hun hørte hans stemme bag sig og hun spjættede en gang og var næsten ved at falde i vandet. Panikken bredte sig kort men hun fik styr på det, fik sat sig ned på jorden og vent blikket mod ham. hans spørgsmål kom ikke bag på hende, ikke det mindste men det at han ikke bare var ligeglad men var fulgt efter hende. Det var det som forundrede hende utrolig meget. "Alle er ment for mere end bare at være dem selv. Har du aldrig følt det sådan? Set et andet menneske du har knyttet dig til, det dem spilde deres liv men du vidste at de kunne noget mere end det? Det er sådan jeg føler det. Du er ment til mere end bare at være ensom og det er synd at spilde det. Du virker som et godt menneske også selvom du er fra Dvasias. Min mor har altid sagt at selv folk fra Dvasias har følelser, at de er i stand til andet end bare at slå ihjel og hore. Det har du bevist allerede for havde du været gennemsyret ond havde jeg ikke stadig trukket vejret" Sagde hun stille og sendte ham et blidt smil. "Jeg tror på at du har mere i dig end hvad du selv tror"

[Deleted]

Maurus forstod sig virkelig ikke på den kvinde som han stod overfor. Det kunne godt være at hun virkelig var ung af sig, hvilket han også kunne mærke og fornemme på hende, for det var de færreste med bare lidt fornuft, som ville vade op til en fremmed på denne måde, og så bare begynde at plapre, for det gjorde man i den grad ikke! Han vendte blikket direkte mod hende og med den samme ganske så kortfattede mine, for han kunne jo slet ikke lade være i denne stund, for.. han var frustreret, og dog så nød han faktisk af følelsen af, at han kunne åbne lidt op og få noget af byrden af sine skuldre, for det var vel hvad han gjorde, ved at stå og fortælle om det på denne her måde? ”Til tider skal man vente på det rette øjeblik, før man kan gøre noget som helst, og tro mig.. Til tider er det en god idé at vente.. I stedet for at kæmpe op for bedre standard..” endte han ganske kortfattet, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han vendte blikket væk fra hende, for det havde slet ikke været hans mening at skulle hæve stemmen, for det sidste han ønskede, var at gøre nogen opmærksomhed på at han faktisk var der, for helt ukendt var han ikke, men af den grund, så blev han faktisk ikke set af den grund.. Han rystede let på hovedet. ”Man skulle ikke tro at du kun var en ung tøs..” endte han næsten opgivende, for løgn var det jo trods alt heller ikke.
At kvinden ikke havde stået overfor en dvasianer før, forundrede ham ikke. Hun var ikke særlig gammel, og Procias havde kæmpet for at holde de mørke væsner ude. Han havde faktisk altid været lys af sind, selvom det så drastisk havde ændret sig igennem det sidste stykke tid, udelukkende fordi at han konstant måtte møde modstand, og det var slet ikke noget som han magtede mere. Han rystede smilende på hovedet. At snakke, var noget som hun virkelig var god til, det var noget som han tydeligt kunne mærke! ”Jeg må desværre krybe til korset og give de andre ret. Du formår i sandhed at snakke som var du en voksen,” endte han ganske sigende, for hun snakkede virkelig meget! Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, for han kunne faktisk godt lide at se en kvinde som bare kunne sætte sig ned og bare.. snakke, for selv for ham, så var det befriende og ganske så afslappende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. At hun ikke ville fortælle nogen at han var der, var dog noget som han faktisk var taknemmelig for, for dette havde været hans hjem i mange år, og det var ikke et sted som han havde nogen intentioner om at forlade! Han nikkede let, med et svagt smil. ”Det lyder som en meget retfærdig aftale.. Det kan vi godt sige,” endte han med en næsten.. taknemmelighed i stemmen?
Det havde slet ikke været Maurus’ mening at skræmme denne unge kvinde, også selvom det var sket alligevel. Alligevel kunne han dog ikke lade være med at fryde sig over synet, som hun næsten var endt med at falde i vandet! Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang. Han kunne give hende ret i at selv dvasianere havde følelser, så der lød hendes mor da temmelig fornuftig. Han knyttede næverne ganske let, som han ellers bare blev stående. Kvinden havde fat i noget, også selvom et bestemt heller ikke hjalp ham altid, det var helt sikkert. ”De to eneste som jeg i mit liv, har formået at knytte mig til, har jeg mistet.. Så nej.. Jeg tror ikke jeg kan rumme andet end ensomhed. Jeg har kun mig selv, og ingen andre, og jeg regner ikke med at det bliver forandret mere.. Jeg er en skal.. og et koldt hjerte.. Intet andet,” endte han, som han tog et skridt mod hende. Ikke truende på nogen måde, men nærmest med en mine som sagde, at han ønskede at høre mere.. Høre hende afkræfte hans ord.

[Deleted]

Cali var virkelig ikke som så mange andre. Hun var sig selv og hun var godt nok stolt af at være den hun nu en gang var. Hun ville ikke kunne leve med sig selv hvis hun rendte rundt og være bange for at snakke med folk, bange for hvad fremtiden bragte hende. Hun ville hellere leve i nuet og det gjorde hun tydeligt her og nu. Hun smilede roligt og nikkede. "Det er selvfølgelig rigtig nok men jeg vil nu prøve på min måde først. Virker det ikke kan jeg jo altid have leve standarder som en plan b. Altid godt at have en plan b til hvis alt andet slår fejl" Hun lagde hovedet let på skå, det var rart at se at han ikke var lige så lukket nu som han havde vært det i staten. Han havde ligesom lukket lidt op for hende og hun nød det. Han var faktisk et rart menneske at snakke med. at han igen påpegede hendes manglende alder som nogen man ikke bemærkede kunne hun ikke lade være med at smile lidt mere. "Tja, for folk med magi i kroppen er det en meget kort tid jeg har levet men for nogle racer har jeg snart levet en femtedel af deres liv." hun trakt roligt på skuldrene og kørte hånden igennem håret endnu en gang. Hun havde ellers ikke den vane normalt men ligenu kunne hun altså bare slet ikke lade være.
Var der noget hun kunne så var det at snakke. Det var vel en af hendes stærke sider og den kunne måske komme hende til gode en dag hvor hun havde brug for at snakke ørene af en eller anden. Hun var ung og uerfaren men at snakke handlede ikke så meget om erfaring for hende men mere om at holde sig knyttet til det menneske man stod sammen med og havde et bånd til. Det handlede om hvorvidt man skulle kunne båndet mellem sig sådan så det ikke gik i stykker. Cali tænkte lidt over det, ret metaforisk faktisk. Smilet sad solidt plantet på hendes læber nu. Hun følte sig bare så tryk i hans nærvær selvom hun ikke burde. Det vidste hun jo godt. Hun kendte jo ikke en gang hans navn endnu? "Lyder jeg voksen ligefrem? Den var ny for mig må jeg da indrømme. Jeg får som regel afvide at jeg bare snakker og snakker som græsset gror uden at have meget hold i det." sagde hun tænkende og lagede hovedet let på skrå. Hun fjernede ikke blikket fra hans og holdt ikke op med at smile. Hvordan skulle hun kunne det når han nu var som han var? "Åhh ja når nu vi snakker om at snakke og det at være voksen indser jeg en vigtig ting som jeg har glemt." Hun rakte ham stille hånden og smilede om muligt blidere nu end før. "Mit navn er Caleigh Sophia De Winter men bare kald mig Cali. Det er meget nemmere" Hun vidste ikke om hun skulle forvente at han også intruducerede sig eller om hun bare selv skulle finde på et navn til ham? En ret så interessant tanke synes cali egentlig men det at hendes tanker var fjerne i et kort øjeblik kunne end ikke skimtes i hendes ansigt.
At det ikke havde været hans mening at skræmme hende vidste hun vel et sted godt men hendes hjerte ræsede stadig der ud af så hurtigt at hun næste slet ikke kunne styrre det. Det var virkelig slemt hvis hun blev panisk og det var mere det at hun havde været så tæt på vandet der havde skræmt hende end det at han havde snakket til hende. Cali betraktede ham roligt mens han snakkede. Var der næsten en bøn om at hun skulle afkræfte hans ord? Hun bed sig stille i læben og rejste sig op. "Du tænker for lidt om dig selv. Du virker som en dejligt menneske så hvorfor gemme dig selv væk? Hvorfor ikke udnytte det at du har et hjerte som er i stand til at rumme noget. Du er ikke blot en skal. Det har du allerede vist nu og jeg har ikke kendt dig længe. Du er ikke en tom skal og et koldt hjerte. Du har følelser, det har du vist så hvorfor ikke holde fast i dem og få varmet dig selv op i stedet for at prøve at gøre dit hjerte koldere?" hendes stemme var blid og rolig mens hun snakkede til ham. Hun ønskede virkelig bare at han ikke havde det dårlig for hun brød sig faktisk om ham. Hun kunne godt lide at snakke med ham sådan her. Meget forsigtigt lagde hun en hånd på hans arm og gav den et kort klem. Hun vidste godt at det måske var at træde over grænsen men han virkede som en der godt kunne bruge det. Hun fjernede den stille igen og sendte ham et næsten kærligt smil. "Åben dit hjerte og mærk at det slår for kun sådan kan du leve"

[Deleted]

Uanset hvordan man vendte og drejede den for Maurus’ vedkommende, så var der virkelig hold i det som hun fortalte ham, og det var en tanke som direkte måtte irritere ham, men det var nu bare sådan at det var. Han kunne jo trods alt heller ikke fortsætte med at være irriteret over alt som han mødte på sin vej, for det ville han slet ikke få det mindste ud af, uanset hvor meget man nu måtte ønske det eller ikke, så var der jo heller ikke noget som han direkte kunne siges, at gøre ved det af den grund. Han betragtede hende med den faste mine, også selvom det slet ikke var noget som han kunne gøre for. ”Imponerende.. Det er sjældent man ser en så ung en kvinde med så store ambitioner,” endte han sigende, for det var virkelig en tanke som imponerede ham, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, for han kunne jo slet ikke skjule det. Han havde af en eller anden mærkværdig grund, valgt at åbne op for denne kvinde, selvom det slet ikke havde været meningen, men det var nu sket alligevel, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre noget ved. Lige hvordan hun havde formået at komme ind under huden på ham, på den måde, var en tanke som direkte måtte irritere ham, for det havde slet ikke været hans mening i udgangspunktet! ”Du har mange gode år på bagen endnu, min pige.. Brug dem med kløgt,” endte han stilfærdigt. Det var vel det bedste råd han kunne give hende?
Meget kunne Maurus efterhånden sige om denne kvinde, men at snakke og snakke på den måde, var bestemt heller ikke noget som han var vant til at se fra nogens synspunkt, for det var slet ikke noget som man kunne gøre noget ved af den grund, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Blikket vendte han roligt mod hende endnu en gang, hvor det rolige smil bredte sig på hans læber. ”Jeg vil nu mene at det er meget.. voksent. Du lyder som en med en erfaring som man slet ikke burde have i din alder. Du snakker måske som græsset gror, men tænk på det på en lidt anderledes måde; Dine budskaber kan kun forstås af folk på dit eget intelligente niveau,” endte han sigende, så.. hvis der var nogen som ikke forstod hende, så var hun da klogere end dem. Det var sådan at han ville se på det om ikke andet, ofr det var sådan at han var vokset op med det. Han vendte blikket direkte mod hende, som hun valgte at præsentere sig, hvor han endnu en gang endte mere sammenbidt. ”Hyggeligt at møde dig, Caleigh,” endte han roligt, som han holdt en mindre pause. Skulle han virkelig? Hans efternavn var desværre frygtelig kendt, så.. ”Jeg er Maurus,” endte han ganske stilfærdigt, som han igen så på hende. Efternavnet undlod han udelukkende for sin egen skyld. Han var træt af at blive kendt på hans brors handlinger, for det skete jo altid!
Et sted så ønskede Maurus virkelig at Caleigh skulle afkræfte hans ord og hans meninger, også fordi at hun et sted virkede til at være en kvinde som faktisk kunne forstå ham, så selvfølgelig var det også noget som spillede ind for hans vedkommende. Han vendte blikket mod hende. Konsekvenserne af at gøre hende forskrækket, var slet ikke noget som han tænkte over, for det var bare noget som faldt ham så naturligt til at komme lidt frembrusende på denne måde, men ikke noget som han kunne gøre noget ved som sådan. Han betragtede hende sigende. Hans hjerte var koldt, og han turde ikke at lukke nogen ind. Det var jo sandheden.. Han var jo direkte bange for at gøre det, for han fik intet ud af det af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så kunne han ikke gøre noget andet ved det. ”Du får det til at lyde som var det så nemt en ti..” Han tav som hun lagde hånden mod hans arm, også selvom.. det føles godt. Det føles faktisk godt at blive berørt. Han trak vejret dybt. ”… så nem en ting at gøre. Du kender mig ikke.. Du ved ikke hvordan det er at være mig eller leve mit liv.. konstant at leve i den kolde skygge… alene og konstant forladt,” endte han sigende. Han havde et lyst væsen, det var bare.. dybt begravet i hans indre.

[Deleted]

Cali smilede bare blidt men han snakkede og nikkede roligt til hans ord. Hun rødmede let da han kommenterede på hendes ambitioner, hun var slet ikke vant til at at blive rost eller at folk var imponerede over hende. "Jeg gør mit bedste for at have noget at leve for hver dag og for ligesom at have nogle drømme for uden drømme er vi intet" hendes stemme var lav men der var en kraft i hendes ord. Det var virkelig sådan hun følte det og egentlig så var det vel også en lille reminder til hende selv. Hun grinede mildt da han sagde at hun havde mange år på bagen endnu og hun nikkede anerkendende. "Ja jeg har i hvert fald ikke planer om at stille træskoene lige foreløbig da!"
Hun måtte da klart rødme endnu mere ved hans næste ord og hun gemte stille hovedet væk i håret. "Det var da en ret sød ting at sige" sagde hun mildt og lagede hovedet let på sned. "Sådan har jeg aldrig set på det før. For mig har det skam altid været lidt af en plage for folk beder mig bare om at holde min mund" hun trak stille på skulderen og sendte ham et lille smil selvom hun stadig prøvede at skjule den svage rødmen i hendes kinder. En præstation hun ikke klarede synderlig godt. At han præsenterede sig var da mere end hun havde forventet og hun lyste op igen. "I lige måde Maurus" Hendes stemme var varm og rolig og hovedet faldt endnu en gang på sned mens hun bare betraktede ham lidt før hun endnu en gang sagde noget. "Maurus er et ret Cute navn. det passer til dig" roligt vendte hun sig mod vandet og betraktede den stille strøm der var i floden. Brr! Hun hadede virkelig dybt vand. Hans næste ord var noget som rørte hende dybt. Hun havde endnu en gang vendt sig mod ham med hovedet let på sned og meget tænkene. Hun havde bemærket hvordan han havde tilladt at hun havde rørt ved ham og varmen blussede op i hendes sind. Hun bed sig let i læben og nikkede. "Du har ret. Jeg kan ikke vide hvordan dit liv har været og hvilke ting du har mødt på din vej som har gjort dig til den du er i dag. Men .." hun tav kort og trådte et lille skridt tættere på ham og lagde endnu en gang en hånd på hans arm og gav den et lille klem. "Men hvis du nu lukkede en ind som kunne hjælpe dig. En der kunne få varmen i dit hjerte til at brede sig igen så du ikke var så kold, var det så ikke langt fra at fortrække fra det som er dig nu?" hendes blik gled ind i hans og hun sendte ham et stille smil. Hun vidste ikke hvorfor men hun ønskede virkelig bare at han skulle have det godt! Om hun så selv skulle sørge for det så skulle det nok ske. Det var hun fast besluttet på.

[Deleted]

Et stille smil hvilede på Maurus’ læber. Måske at han slet ikke burde, men han kunne faktisk godt lide denne kvindes selskab, selvom han vidste, at det var noget som han slet ikke burde, men det var slet ikke noget som han kunne gøre noget ved af den grund, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han vendte blikket roligt mod hende og med en langt mere rolig mine end det som det havde været tidligere. Nu var han ikke så afvisende som han havde været til nu, også fordi at han.. følte sig vel også tryg omkring hende? Ikke at det var en fornemmelse som han havde siddet med igennem flere år, men ikke desto mindre, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. ”Som sagt.. Man skulle næsten ikke tro at du kun var en ung kvinde, men en vis af slagsen. Drømme er meget, men de er bestemt ikke alt,” endte han ganske sigende. Ja, et sted så forsøgte han vel at modsige hende, netop for at høre hende sige mere? Ikke fordi at han ønskede at lade hende vide det, men det var jo trods alt bare sådan at det var. ”Brug årene med kløgt min pige.. det er vigtigt,” endte han ganske sigende, for løgn var det bestemt heller ikke.
At være denne kvinde nær, var noget som Maurus faktisk godt kunne lide, selvom det var svært at beskrive lige præcis hvorfor, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Hun havde allerede nu formået at bløde ham bare en anelse op, og det var en tanke som han faktisk godt kunne lide, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hånden som hun endnu en gang lod glide mod hans arm, hvor han vendte blikket direkte mod hende. Han havde brug for at høre hvad hun havde at sige, også fordi at det var noget som gjorde ham utrolig.. lettet et eller andet mærkeligt sted, men han kunne virkelig godt lide det. De isblå øjne søgte direkte til hendes. ”Hvad så hvis jeg ikke tør?” spurgte han direkte. Det kunne godt være, at han var en ren dvasianer, men han havde faktisk været en del af lyset før, og det var noget som han faktisk havde fundet sig ganske tilfreds med, selvom det nu ikke ligefrem var det som man kunne se, men det var faktisk sådan at det hang sammen, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere for ham på nogen måde. Han sukkede dæmpet. ”Hvis du bare vidste hvad jeg har været igennem, og har haft at slås med igennem mit liv, for jeg kan love dig.. det har ikke været nemt.. Det har virkelig ikke været nemt,” endte han dæmpet. Han turde ikke åbne op for nogen, og det var faktisk sandheden. Han var bange for at skulle blive svigtet igen, for den tanke var virkelig noget som gjorde så frygtelig ondt, og det var noget som selv han ikke kunne tackle for meget af, over tiden, så det var ikke ligefrem noget som gjorde det meget nemmere for ham på nogen måde!

[Deleted]

Cali nød virkelig også Maurus selskab. Hun kunne rigtig godt lide at tale med ham og være ham nær selvom han havde prøvet at holde en vis afstand til hende. Hun kunne nu også godt mærke at det ikke længere var tilfældet for ham og at han lige så stille åbnede op for hende hvilket kun gjorde hende mere glad. Det var jo altid rart når folk turde åbne sig op for en for det var en form for tillidserklæring. I hvert fald for Cali var det. Hans ord fik hende stille til at ryste på hovedet og hun smilede blidt til ham. "Drømme er hvad gør os til individer og dem vi er. Uden drømme render var bare rundt i tomheden og intetheden uden nogen form for snor til at holde os fast på sporet. Hvis man har en drøm vil den røde tråd der er ens liv altid prøve at guide dig derhen imod også selvom du er ved at drukne. Den vil altid rede dig" endte hun blidt og lagde hovedet let på sned. Hun mente virkelig hvert et ord hun sagde. Hun vidste hvad det kunne gøre for en at have både drømme og mål i livet og hvordan det kunne hjælpe en hvis man var helt nede i kul kælderen. "Jeg har tænkt mig at bruge dem så godt som muligt og med de mennesker som jeg nu en gang holder af" Hun mente det virkelig. Hun ville bruge dem bedst muligt.
Hun kunne mærke at han var blødt mere op. At han virkelig godt kunne lide at stå der med hende og snakke med hende. Hun gav hans arm endnu et lille klem og sendte ham et blidt smil. Hans blik som måtte søge hendes fik hende til at smile lidt mere. Han havde virkelig noget behagelige og flotte øjne. "Mod er en meget svær ting at forholde sig til og det kan være svært at holde fast i" sagde hun blidt, ja nærmest i en hvisken nu hvor hun var så tæt på ham. "Du skal finde dig en at åbne op for. En som kan støtte dig og hjælpe dig. Jeg ved at det er svært men hvis man ikke selv gør noget for det så sker der heller ikke noget. Du skal ikke bare springe hovedkulds ud i det men tage små skidt. Lidt liggesom du gør nu" hun sendte ham et blidt og lidt opmuntrende smil og lagde hovedet let på sned. Hun håbede virkelig at hun kunne komme lidt igennem til ham og få ham til at åbne sig mere. Hun nikkede stille til hans næste ord og bed sig let i læben. Hun vidste ikke hvad han havde været igennem, hvad der var ham hent men hun ønskede at finde ud af det sådan så hun kunne hjælpe ham. "Så fortæl mig hvad der er dig hændt? Fortæl mig hvad der har formørket sit hjerte" endnu en gang var hendes stemme en hvisken, blid og rolig. Hun håbede virkelig at han ville dele det med hende og at hun ville kunne hjælpe ham videre. hans liv behøvede jo ikke være sådan her. Ikke det mindste og det var blandt andet det hun ønskede at han skulle få øjnene op for. At han var ment for noget mere.

[Deleted]

Maurus vidste udmærket godt, at han ikke var ligesom alle andre af sin slags. Der var en grund til at han faktisk søgte så langt væk fra sin egen slags, som han overhovedet var i stand til at komme det, også selvom det bestemt heller ikke altid var lige nemt. Desuden kunne han virkelig godt lide at hun faktisk lyttede til ham og uden at dømme ham uden at kende ham, så selvfølgelig var det også noget som betød meget for ham. Drømme var en stor ting, men det var at finde et mere.. realistisk tidspunkt at opsøge det på, som var svær. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. ”Drømme er måske det som giver os en identitet, det giver os mål, men det er ikke alle som kan leve op til dem.. Jeg kan ikke.. Udelukkende på grund af hvad min… familie er kendt for,” endte han ganske kortfattet. I det store og hele, så var han faktisk en utrolig frustreret mand, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der ingen tvivler om det. ”Det vil overraske dig, hvor meget uden mål og mening, jeg faktisk går.. Der er ingen mening med mit liv mere..” endte han sigende, som han endnu en gang vendte blikket mod hende. For hans del, var det ikke engang en løgn, for det var faktisk sådan det forholdt sig.. Han havde intet værd i hans liv længere. Det hele var revet fra ham og det var noget som virkelig gjorde forbandet ondt.
At denne unge kvinde blev stående og faktisk gav sig til ham, var noget som Maurus virkelig godt kunne lide, så det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket roligt mod hende, som hun endnu en gang klemte omkring hans arm. Ikke at det gjorde ham noget, for det var vel ment som et tegn til omsorg? Han havde på ingen måder glemt den mand som han var, da han faktisk havde været en del af Procias, så han kunne stadig mindes meget af den personlighed som man lagde i en typisk procianer. Han bed sig svagt i læben, som han roligt trak armen til sig. At åbne sit hjerte op, var og blev på ingen måder en nem sag, for han var bange for skuffelsen i den anden ende. Sjovt nok som det altid var ham som det skulle gå ud over! ”Jeg tør ikke..” mumlede han mere dæmpet. I sig selv, så var det ikke noget som han var meget for at fortælle hende, men det var nu noget som skete af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så kunne han ikke ligefrem gøre noget som helst ved det, men ikke desto mindre, så var det jo trods salt bare sådan at det måtte være i den anden ende. At hun opfordrede ham til at fortælle, var han dog ikke så meget for igen. Han sukkede dæmpet. ”Hvor meget har du hørt om Igleéias-familien?” spurgte han endeligt. Det var jo trods alt et sted at starte om ikke andet, selvom det nu heller ikke var helt så nemt igen for hans vedkommende. ”Jeg mistede kvinden i mit liv.. igen.. to gange.. Det lukkede mørket tilbage i mit hjerte, som jeg kæmpede livet igennem for at holde ude.. Jeg mistede mit liv..” endte han meget mere dæmpet.

[Deleted]

Cali lod let hovedet søge på sned ved hans ord. Han kunne ikke på grund af sin familie? hun fandt dette underligt og bed sig let i læben. "Din familie definere ikke dig. Du er dig selv, et individ og en ener. Lige meget hvad du familie kan eller ikke kan burde du ikke dømmes for selvom jeg godt ved at det er mere et drømme senario end det er virkelighed" sagde hun stille. hun vidste det jo udemærket godt, at mennesker var meget fordømmende og man som regel dømte en morders familie lige så hårdt som morderen selv. Det var virkelig uretfærdigt men der var vel ikke så meget at gøre ved det. Folk var nu en gang som de var. hun nikkede roligt til hans ord. "Jeg kan godt fornemme at du er uden mål og mening i dit liv og som sagt så er det en skam. Du er en dejligt og blid person. Det burde du helt sikkert dele med noget" endte hun roligt og nappede sig let og tænkende i underlæben.
Hun ville kun vise ham en ømhed og omsorg som hun gjorde det med alle. Et sted havde hun vel ondt af ham, ondt af ham over at han havde det som han havde det for det var virkelig en skam at han var så modløs som han var. Cali vidste ikke hvorfor men hun var ret så sikker på at den pige som hans hjerte længtes efter virkelig havde været en heldig pige. Han virkede som om han virkelig havde elsket hende og stadig gjorde det. Et sted kunne hun ikke lade være med at tænke at ingen anden nogensinde ville kunne erstatte hende, en trist tanke fordi hun ville gerne prøve at se Maurus lykkelig. Hvorfor vidste hun ikke men sådan havde hun det nu engang. At han trak sin arm stille til sig fik hende til at træde et skridt tilbage for at give ham lidt plads. At han ikke turde havde hun godt forstået og hun lyttede bare til det han sagde herefter. Igleéias familien var en familie hun kendte lidt til. Ikke meget men dog stadig ved navn. "Jeg kender ikke meget til Igleéias familien. Jeg kender kun en ved det navn, eller jeg har hørt om en med det navn. Hans navn var Matthew Igleéias. Min mor har fortalt mig grimme ting om ham men han er blot en mand. Han tilsmudser Igleéias navnet med sine handlinger men hans handlinger betyder ikke at hele resten af familien er på samme måde" hun trak roligt på skuldrene. Jeg vil ikke dømme nogen ved deres navn for det er ikke navnet som definere en men ens handlinger." Hun bed mærke i hvordan han endnu en gang bragte sin tabte kærlighed ind i samtalen og hun lagde hovedet let på sned. "Hun lød som en dejlig kvinde. Hvordan var hun?" spurgte hun med et lille smil. Hun ville virkelig gerne tættere på Maurus, tættere på hans liv og hun ville virkelig gerne vide mere om denne kvinde som havde sat sådan et præg på hans liv. Hun måtte virkelig være noget specielt.

[Deleted]

Maurus vidste ikke lige hvad det var med denne unge kvinde, men meget af det som hun sagde, var noget som han igennem mange år, havde haft brug for at vide, og nu stod han her sammen med hende.. Et sted så føles det virkelig utrolig godt, men ikke desto mindre, så vidste han slet ikke hvad han skulle gøre ved det af den grund, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det bedre for hans vedkommende. Han vendte blikket stille ned. Hun fremstillede ham som hun kendte ham, og det var jo trods alt heller ikke fordi at de havde kendt hinanden så længe! Det var jo.. nogle minutter.. en time måske, men så heller ikke mere, og af den grund, så var det jo helt klart begrænset hvad det var hun kunne sige om ham, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! Han bed sig svagt i læben, som han vendte blikket en anelse væk fra hende – vel også tydeligt at hun havde ramt ham et ganske ømt punkt? Selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende af den grund. ”Du snakker til mig, som havde du kendt mig igennem hele dit liv.. Du ved ikke hvem min familie er.. eller hvad de har gjort. Jeg dømmes udelukkende på grund af mit navn.. og fordi jeg ligner ham,” endte han dæmpet, og tydeligt sammenbidt, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket væk fra hende og mod vandet. ”Jeg har ingen jeg vil dele det med.. De rives fra mig alle sammen,” endte han langt mere sammenbidt. Det gik ham på!
At Caleigh var en kvinde som kunne holde ham sådan ved lige, var slet ikke noget som han kunne forstå, men ikke desto mindre, så var det en tanke som han faktisk godt kunne lide. Han vendte blikket roligt mod hende og med det samme stille smil på læben. Hun gjorde ham godt tilpas af en eller anden mærkelig grund, som slet ikke gav nogen mening for ham. At hun havde hørt om Matthew, var slet ikke noget som kom bag på ham, for det var jo den mand som ødelagde det for alle andre! Det var jo heller ikke fordi at hans familie havde været meget bedre, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det var jo sådan de alle havde været! Han levede i skyggen, dømt ligesom alle andre, og han havde jo ikke gjort noget som helst! Han knyttede næverne fast, som han igen vendte blikket mod hende. ”Matthew Igleéias er min bror.. eller rettere.. Han var..” endte han med en dæmpet stemme. Lige hvorfor han fortalte det, vidste han ikke, men.. det føles faktisk utrolig rart at få det sagt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At hun direkte opfordrede ham til at snakke om Cayenne, var en tanke som svagt fik ham til at trække på smilebåndet. Han havde hende i hjertet, og der ville hun for altid være. ”I starten? En sølle stakkel.. Jeg skænkede hende et ly af træ.. en kvinde som så det gode i mig.. en som fik mig til at føle mig hel. Hun tog sig af mig når tiderne var hårde, hun gav mig en selvtillid som familien har holdt nede. Jeg ville gå igennem ild og vand for hende og tilbage igen, hvis det skulle være nødvendigt. Jeg mistede hende.. jeg mistede halve mig..” Han endte med at tie da tårerne meldte sig i hans øjne, hvilket omgående fik ham til at vende sig med ryggen til hende. Dem skulle hun ikke se!

[Deleted]

Måske var det at snakke som om hun kendte ham og hans familie men det var faktisk ikke sådan hun mente det. Hun mente det mere som at det var sådan hun så det. Hun var virkelig ligeglad med hans familie og hvad de havde gjort. Bare det at han var sød, rar og god. det var virkelig det eneste som betød noget for hende. Det burde det også gøre for alle andre men hun vidste jo godt at det ikke var sådan og at det nok aldrig ville blive sådan. En skam men der var vel ikke så meget at gøre ved det. "Jeg kender dig ikke så misforstå ikke det jeg siger. Jeg siger at for mig betyder det intet. Din arv betyder intet. Du er din egen person, dit eget individ og hvad du gør er tydeligvis anderledes for din families? Du virker som en god og rar mand så lad være med at sætte dig selv i bås som alle andre ville gøre det. Du er dig og ingen anden!" det sidste blev sagt lidt bestemt for det var virkelig det hun mente. Han var ingen andre end sig selv og det kunne der vel heller ikke være nogen tvivl om i den sidste ende? "Livet er en besynderlig ting og ligeså er følelser. Jeg er sikker på at du nok skal finde en hvis du vel at mærke tager dig tiden til det."
At han var i familie med Matthew Igleéias havde hun gættet sig til men at han var Matthews bror kom bag på hende. Så vidt hun vidste havde Matthew da ingen søskende? Men det kunne jo bære have været hendes mor og Derek som ikke havde været så velinformerede. Hovedet søgt let på sned og så rystede hun på hovedet. "Som sagt tidligere så vil jeg ikke dømme dig for noget din bror har gjort. Du er ikke din bror men dig selv. Det genere mig ikke hvem din familie er og sådan burde det altid være. Man skal ikke dømme en bog ud fra dens omslag eller ud fra dens navn. Man ved intet om den før man har læst den. Hun smilede stille til ham. Det at han smilede da han omtalte kvinden Cayenne som måtte være hans elskede fik hende selv til at smile. Hun lød virkelig som en han savnede, en der var uerstattelig men på den anden side så skulle hun jo heller ikke erstattes. hun så hvordan han brat vendte sig væk fra hende og hun gættede sig til at sorgen havde fanget ham lidt igen. i et lille øjeblik stod hun og bed sig let i læben før hun så gik helt hen til ham og lagde armene om ham. De blev der dog ikke længe og hun mumlede stille "undskyld" da hun slap. Hun havde bare følt at han havde haft brug for det. "Hun lyder virkelig som en dejlig kvinde og det er tydeligt at høre hvor meget hun betyder for dig stadigvæk." sagde hun stille og kørte en hånd igennem håret og lagde hovedet let på sned mens hendes blik fandt vandet. "Tiden kommer og går som den ønsker. Dem vi elsker følger med tiden som vi selv gør og nogen gange så mister vi dem. Vi bliver ulykkelige og ensomme men det er ikke altid det være elskede ønsker. Nogle gange ønsker de at vi kommer videre og lever vores liv, ligesom vi ville have at vores elskede skulle leve videre og være lykkelige hvis vi var væk. Vi vil aldrig kunne erstatte dem vi har mistet men det er heller ikke meningen. Det vil det aldrig være" hun stoppede stille og stod i noget tid og bare stirrede på vandet, dybt fanget i sine egne tanker.

[Deleted]

Maurus vidste udmærket godt, at han ikke var en ganske normal mand, for.. han var den mand som han var, han havde det navn som han havde, men ikke desto mindre, så var det jo bare noget som han måtte bide kraftigt i sig, ligesom han var vant til. Han kunne dog rigtig godt lide at kvinden her foran ham, faktisk kunne stå og forsøge at afkræfte hvordan det hele måtte se ud, men ikke desto mindre, så var det jo trods alt bare sådan at det var. Han lyttede.. Hun havde faktisk formået at fange hans opmærksomhed, og det var en tanke so han faktisk godt kunne lide, for det var slet ikke noget som han kunne sige sig, at være vant til, for det var han på ingen måde. Han vendte blikket direkte mod hende. Han levede i skyggen af sin egen familie, og det havde han også altid gjort, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham på nogen måde. Det var en tanke som direkte måtte irritere ham, men han kunne virkelig ikke gøre for det! ”Med mit familienavn, så er jeg allerede dømt på forhånd. Folk ser min bror, og ikke mig som den person jeg er, og sådan har det altid været. Min familie har rakket ned på mig, min bror ligeså, og ingen acceptere mig som det væsen jeg er, og det har de heller aldrig gjort!” endte han med en tydelig frustration. Tanken var virkelig noget som måtte irritere ham!
Matthew Igleéias var hans bror, også selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som han kunne sige sig, at være stolt af, for det var han bestemt heller ikke. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang ved hendes ord. Det gjorde ham et sted glad at vide, men langt de fleste havde allerede dømt ham på hans brors gerninger, og det var noget som virkelig gjorde ham.. ked af det et sted, men det var jo trods alt heller ikke noget som man kunne sige, at han ikke var vant til, for det var jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”I så fald, så er du den første det ikke genere..” mumlede han let for sig selv. Det generede jo stort set alle! Cayenne havde det ikke generet, men hun var ikke iblandt dem længere, og den tanke gjorde ondt. At snakke om hende, var noget som efterlod ham med en voldsom knude i brystet, men en glæde samtidig, og det var noget som selv måtte forvirre ham. Han brød sig slet ikke om den tanke! At han vendte sig om, var egentlig kun fordi at hun ikke skulle have lov til at se at han faktisk havde tårer i øjnene, for det var slet ikke noget som han fik noget ud af. At hendes arme endte omkring ham, var noget som fik det til at trække fuldkommen sammen i hans ansigt, hvor han endte med at stå fuldkommen stille. Den sidste som havde skænket ham en omfavnelse, var Cayenne. Han bed tænderne let sammen, som han vendte blikket mod hende. Hans hjerte slog fast mod hans bryst. Som hendes ord mere eller mindre bare passerede ham, uden at han egentlig rigtigt bed sig fast i det. At hun slap ham igen så hurtigt, var noget som næsten… nagede ham. Han bed tænderne let sammen, som han let knyttede næverne. ”Det… det.. nej.. glem det..” mumlede han fast. Han stod fast i øjeblikket hvor hun havde omfavnet ham. Det kom virkelig bare.. bag på ham!

[Deleted]

At hun havde fanget hans opmærksomhed var virkelig let at se. Hvis ikke så var hen vel gået igen for længst? Hendes hovedet søgte let på sned mens hans ord trængte stille ind i hendes sind. "Folk der dømmer uden at vide og uden at kende sandheden er virkelig ikke for smarte. Folk burde vide bedre men jeg ved at det er normalt fo folk at dømme ud fra rygter." sagde hun stille med blikket hvilende på ham. "Dog er dette ikke noget jeg holder mig til. Jeg vil hellere danne mine egne indtryk af en person end jeg vil lytte til tusinde rygter om dem. Hvem ved, måske er nogle af de rygter ikke sande og man mister noget som kunne have været det bedste der kunne være sket en men fordi man ikke greb chancen og ikke så ud over, bl.a. et navn så tabte man det hele på gulvet" At han var fustreret nagede hende en smule. Hun ville et eller andet sted bare gerne have at han var glad. Det var virkelig blot det hun ønskede! Hun bed sig stille i læben og vendte blikket kort mod jorden. Havde hun måske knyttet sig en smule til denne fremmede uden virkelig at kende så meget om ham? hun måtte vel indse at det var sådan og tanken skræmte hende lidt for tænk nu hvis han bare ville vende om og gå? et svagt og stille suk gled stille over hendes læber før hun vendte blikket mod ham igen.
Hun sendte ham et lille stille smil og lytede bare til ham. Det generede hende at hvem hans bror var, hvorfor skulle det det? Hun kunne jo se at han ikke ville hende noget ondt? Der var ingen grund til at frygte en som intet ville hende noget ondt. "Hvorfor skulle der genere mig? Du har intet gjort mig ud over at være venlig og snakke med mig? Hvorfor skulle jeg frygte dig for dit navn og for din bror når du ikke er din bror? Jeg er ikke som alle andre. Jeg skuer ikke hunden på hårene og forhåbentlig vil jeg heller aldrig gøre det" sagde hun roligt men fast. Hun ville virkelig gerne have at han forstod det med det samme. Det betød vitterligt intet for hende. At hun havde omfavnet ham var virkelig ikke noget hun havde planlagt. Hun kunne bare se at han vel et sted havde haft brug for det? Hendes arme søgt stille og sig selv mens hendes blik stadig lå på floden og det stille vand. Hun hørte godt hans ord og frygtede egentlig lidt at hun havde krydset en usynlig linje og at han nu ville gå fordi hun havde dummet sig. Tanken gjorde hende trist til mode. "Du lignede en der havde brug for det" mumlede hun stille og undskyldende men når hun tænkte over det ville hun nok ikke have ændret sin handling. Hun ville bare gerne være der for ham og hjælpe ham så meget som det var hende muligt. Hun vidste virkelig ikke hvorfor men det var sådan hun havde det. Blikket gled stille op på hans skiggelse endnu en gang og hovedet søgt let på sned. Gad vide hvad han tænkte på lige nu?

[Deleted]

Maurus var hvad man kunne kalde for en fange i en mørk cirkel, og han kunne ikke komme ud af den selv, hvilket selvfølgelig var det som virkelig måtte frustrere ham, men der var nu heller ikke noget som han kunne gøre ved det af den grund. Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang, som han valgte at lytte. Hun lyttede til ham, og det var selvfølgelig det som gjorde det hele så meget bedre for hans eget vedkommende, for han følte at han blev set og lyttet til. Det havde ingen gjort siden Cayenne, så selvfølgelig var det også noget som havde en utrolig stor betydning selv for ham! Han lod hovedet søge let på sned. ”Det er de færreste som gør sig de tanker, min pige,” påpegede han sigende, som han bed sig svagt i læben. Han forsøgte virkelig bare at finde sin plads i det hele, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt, men det var vel forsøget som talte? Han havde virkelig forsøgt, han havde åbnet sig for ikke bare Cayenne, men også Eniqa.. Og begge var revet fra ham og nu ville han altså ikke mere! ”Verden er grum en plads.. Alle er blevet egoistiske, og gør sig de egoistiske tanker, uden at se dem som.. faktisk har brug for det lille skub i den rigtige retning..” endte han en anelse dæmpet, og tydeligt sammenbidt, for det var virkelig en tanke som helt klart måtte irritere ham, uden at han egentlig kunne gøre noget ved den, og et var helt klart noget af det værste af det hele.. For første gang i hans liv, så sad han kun igen med følelsen af at være.. hjælpeløs.
Tanken om at denne unge kvinde faktisk havde valgt at lade armene glide omkring ham, var slet ikke noget som han forstod, selvom.. det virkelig føles… utrolig godt, med tanken om at nogen faktisk skænkede ham den omsorg. For en ganske kort stund, havde han følt sig som en lille dreng, som havde søgt den bekræftelse og den tryghed ved sine forældre, også selvom end ikke de, ville give den til ham dengang. Han bed sig svagt i læben. Han havde ikke haft noget imod det, men det var bestemt ikke noget som han ligefrem kunne vove at påstå at han havde regnet med, for det havde han bestemt heller ikke. Han trak vejret dybt, som han roligt vendte blikket mod hende. Hun var.. enestående. Hun havde en tankegang som han virkelig godt kunne lide, og det var samtidig også noget af det som faktisk tillod ham selv at forblive rolig. Han ønskede hende ikke noget ondt, og han ønskede ikke at gøre hende noget, for hvorfor skulle han? Desuden befandt han sig midt i Procias.. Det sidste som han ville og ønskede, var at gøre nogen opmærksom på ham selv! ”Det.. det føles også… godt.. rart..” endte han dæmpet, som han vendte blikket mod hende. De isblå øjne faldt direkte til hendes skikkelse. Køn var hun virkelig og så ung..? Hun bar tankegangen af et voksent individ og det var noget som han godt kunne lide. Han havde faktisk fundet sig en procianer som han følte, at han kunne være tryg omkring, og det var helt klart noget af det bedste af det hele!