A new beginning?

[Deleted]

Forårets milde luft kærtegnede blidt Cali's kind som hun kom gående langs den lysende flod i Procias. Hun havde valgt at følge floder efter at hun havde brugt den halve dag på at gå i ring. Det var utroligt! Hun havde boet i Procias så længe hun kunne huske og alligevel kunne hun ikke finde vejen til Apterta City. Hun havde ellers været så sikker på vejen inden hun tog hjemmefra men nu som dagen var ved at gå på held måtte hun vel se sig slået. Hun var virkelig faret vild. Stille sukkede hun og trak på skuldrene. Der var vel ikke andet at gøre end snart at slå lejr for natten og så bare blive ved med at følge floden derefter. hun måtte vel finde til en by før eller siden. Solen stod stadig på himmelen men lyset var begyndt at blive svagere og hun ville ikke risikere at stå i mørket uden det mindste ly for nattens mørke. Hun brød sig ikke meget om mørket. Det var ikke rart og tænk på alle de væsner som befandt sig i mørket? Hun gøs et kort øjeblik og kiggede sig omkring. Hun ville finde et sted hun kunne få noget ly. Et lille stykke længere fremme var der en lille forhøjning i landskabet med noget buske på. Hun smillede stille og løb derover og prøvede at sætte sig. Jorden var kold men vinden, som kom fra den anden side af højen nåede ikke helt om til hende og hun nikkede for sig selv. Her kunne hun godt sove i nat. Hun rejste sig og gik tilbage til floden hvor hun lagde sig på knæ. Meget forsigtigt bøjede hun sig ned og begyndte at drikke af det klare og rene vand. Det var virkelig dejligt med at forfriskning efter sådan en lang gåtur!

[Deleted]

Foråret var en tid som Maurus altid havde elsket, også selvom det hele havde forandret sig igennem hans liv. Specielt efter at han havde mistet sin kære Cayenne, så var det slet ikke noget som han som sådan tænkte mere over længere. Han vendte blikket mod det klare vand som løb ved hans side. Han havde formået at komme over muren, også selvom det bestemt heller ikke havde været særlig nemt, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. De isblå øjne skinnede nærmest i soles skær, hvor han nok også var særdeles i øjefaldende, i og med at han gik rundt i det mørke tøj, selvom det slet ikke var noget som han sagde noget til alligevel. Han havde aldrig været den som havde stået som den største trussel, hvor det snarere havde været hans kære storebror som havde taget kagen der, selvom det slet ikke var noget som han sagde noget til i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der jo heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han endte med at stoppe op, kun for at sætte sig ned. Kutten havde han endnu slået godt over hovedet, også for at skjule sig lidt, selvom det nok heller ikke ligefrem hjalp ham, selvom.. han nød af tanken om at være lidt hjemme igen, for han havde jo altid nydt det i Procias, for.. det var det stik modsatte af det som han ellers var blevet vant til. Mørket havde grebet ham om hans hjerte, også selvom det milde, lyse og blide, i den grad stadig var en del af ham – dybest set, selvom det nu heller ikke var noget som han skænkede den største tanke, for det var jo ikke engang fordi at der var noget so han ellers kunne gøre ved det, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han sukkede dæmpet og lod vindens pust slå kutten af hans ansigt – selv han kunne virkelig formå at sidde og nyde den stilhed som havde lagt sig. Nu hvor Procias så ud til at være godt tilbage på fode igen, så var det også helt klart også noget som gjorde, at han var i stand til at kunne genkende det hele igen, og det var en tanke som han mægtig godt kunne lide.

[Deleted]

Cali hadede vandet. Hun hadede at være nær floden selvom vandet var så dejligt forfriskende og så roligt som det. Hendes paniske angst for vand havde hun altid sagt kom fra at hun var halvt ild dæmon. Dog vidste hun egentlig ikke hvor frygten kom fra men den var der og hun vidste ikke hvordan hun helt skulle takle den så hun prøvede blot at ignorere den. Roligt lagde hun hovedet på siden da hun var færdig med at drikke. tørsten var forsvundet og smilet sad endnu en gang på hendes læber. Hun kunne godt lide foråret men dog ikke lige så meget som hun elskede sommeren. Der var intet bedre for hende end solens varme stråler mod hendes bløde hud. Armene lagde hun blidt om sig og skuttede sig lidt. Bare det dog snart ville blive helt og holdent sommer! Roligt gik tilbage mod sit ly men måtte dog erkende at noget var anderledes end det havde været før. Hun kunne ikke rigtig sætte fingeren på det og hun trak på skuldrene. Det var nok bare hendes fantasi der spillede hende et pus fordi det var første gang hun ikke var hjemme om natten. Roligt begyndte hun at gå videre men hendes blik gled stadig rundt omkring for at finde kilden til det hun følte. Hendes blik endte blidt på en skikkelse som hun var sikker på ikke var der før. Hun stoppede endnu en gang op og betragtede skikkelsen. Den fremmede kom først ordenligt til syne da vinden blæste hans kutte af. Cali's hoved søgte let på skrå hvorefter hun smilede. Hendes øjne blev som bundet på mandens skikkelse. Hun var nysgerrig, ville vide hvem han var men hun vidste ikke om hun bare skulle gå derhen? Hvad nu hvis han bare gerne ville være alene? #Hvor intet vover, intet vinder# tænkte hun for sig selv og tog en dyb indånding for hun med forsigtige skridt bevægede sig over mod den fremmede. Hun ville ikke forskrække ham, hvis han nu ikke havde opdaget hende så hun begyndte stille at nynne den sang hendes mor altid havde sunget for hende da hun havde været lille. Hun endte helt oppe ved den fremmede og rømmede sig blidt. "Det er et dejligt vejr, hva'?" spurgte hun blidt og kiggede op på himlen hvor to fugle næsten dansede i luften

[Deleted]

At der var andre i Maurus’ nærhed, var slet ikke noget som han bed sig mærke i, også fordi at han var i Procias, og slet ikke havde nogen ret til at lade sig blive påvirket af det. Han var jo faktisk.. ulovligt til lands, selvom han altid havde været der igennem hans liv, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han knyttede næverne ganske let, som han betragte den lille fiskestime som smuttede forbi ham, hvor han end ikke kunne lade være med at smile let ved tanken, for det var noget som han bare fandt en form for ro ved, og det var noget som han virkelig godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At der satte sig en skikkelse ved siden af ham, var noget som fik ham til at knytte næverne ganske let, også selvom han virkelig kunne mærke det gode hjerte i vedkommende – det lyse hjerte, som man kunne fornemme i en magiker, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. ”Vejret er udmærket.. Det er vel bare at nyde det så længe som det nu vare.. Før eller siden, vil det ende gråt.. og dræbende..” endte han ganske kortfattet. Det var vel bare et lille indblik i hvordan hans verden var? Han vendte blikket direkte mod hende, hvor de isblå øjne hvilede direkte gennemborende på hendes skikkelse. Der var ikke mere følelse at spore i ham. Det hele var gået død med al den modgang som han havde mødt i årenes løb, for nemt havde det bestemt ikke været, så han havde valgt at lukke fuldstændig af for omverdenen. Ensomheden var det eneste som han havde, men også det eneste som han faktisk kunne regne med i hans liv, også fordi at det var det eneste som faktisk havde den form for betydning.. Det svigtede ham jo trods alt aldrig. Han blinkede let med øjnene, også selvom det at hun sad der ved siden af ham, gjorde at han sad langt mere stift end det som han havde gjort til nu. Han ville ikke gøre noget, for så vidste han at han blev opdaget, og det ønskede han ikke, selvom han virkelig havde forbandet meget lyst til det! ”Hvad laver en kvinde som dig alene på et sted som det her? Selv Procias brænder inde med et mørke som man aldrig kan se..” endte han ganske kortfattet – hun sad jo faktisk overfor et mørke i denne stund!

[Deleted]

At være ude og alene for allerførste gang. Hun var da vidst ikke for kvik bare sådan at gå hen til den første og bedste hun fandt men han havde jo bare siddet der? Helt alene. Og ingen kunne da lide at være alene? Benene trak hun roligt op under sig som hun satte sig til rette ved hans side, hendes blik faldt roligt mod jorden og hun fandt en lille kvist som hun begyndte at tegne cirkler i den bløde jord med. Hans ord ramte hende med det samme og hun skuttede sig endnu en gang. "Sådan noget må du ikke sige. Vejret har lige være gråt og dødeligt, jeg ønsker bare at sommeren kommer, At varmen slikker min krop. Jeg hader kulden" Det sidste var mere end mumlen end noget andet. Hun fornemmede hvordan mandens blik hvilede på hendes skikkelse og løftede let hovedet til hendes havblå øjne mødte hans. Hun så hvordan hans blik var blottet for følelse og hovedet søgte let og tænkte på sned men hendes blik fortog sig ikke. Hun frygtede ham ikke, hun frygtede ikke mørke væsnerne som skulle leve på den anden side af mure. Hun troede fuldt og fast på at hun var i sikkerhed for alt mørke her på denne lukkede sidde af muren. Hans næste ord tyggede hun lidt på før hun smilede. "Jeg er søgt hjemmefra for at finde mig en læremester i magiens kunst" Hendes stemme var rolig og endelig lod hun blikket slippe hans og kiggede ud mod floden med et lille let smil. "Dog må jeg nok erkende at jeg er faret en smule vild på min vej. Det er første gang jeg er væk hjemmefra men jeg kunne ikke blive. Jeg var nød til at gå. Men hvad med dem? Hvad laver de ude på en sådanne forårs eftermiddag som denne?" At han var af mørket var slet ikke en tanke som faldt hende ind overhovedet! Hun fornemmede intet mørkt i ham, ikke det mindste! Men nu var hun jo heller ikke så trænet i den slags. Hendes blik gled stille tilbage til ham og roligt begyndte hun at lege med en tot af hendes hår som altid sad i et par rottehaler.

[Deleted]

At denne kvinde bare havde valgt at sætte sig ned, var ikke just noget som behagede Maurus. Han var vant til at folk ignorerede ham, gik væk fra ham, lod ham være, uden at han egentlig gjorde nogen noget som helst, så han var vant til at være den lille og usynlige, for det havde han været stort set hele hans liv, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. ”Det kan være mere dræbende.. og dødeligt end det som folk egentlig tror. Gå ud af døren, og det kan være det sidste som du overhovedet gør,” endte han ganske sigende, som hans gennemborende blik måtte hvile på hende. At hun så frem til sommeren forundrede ham nu heler ikke, også selvom der ikke var noget som man kunne gøre noget ved af den grund, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på nogen måde overhovedet. Maurus havde været så præget af lyset, da han havde haft Cayenne, hvor mørket havde overmandet ham idet at hun var gået bort, og nu sad han tilbage i ingenting, også selvom det slet ikke var noget som gjorde det et hak bedre for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han bed tænderne svagt sammen. Kunne denne kvinde ikke bare gå!? Det morede ham dog at en procianer faktisk kunne fare vild i sit eget hjemland, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til. Hovedet lod han langsomt søge på sned, også selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det nemmere for ham, for.. han savnede faktisk sit liv her, også selvom han vidste, at det nok aldrig nogensinde ville blive et af slagsen som han ville være i stand til at søge hjem og tilbage til. ”Du søger en lærermester indenfor magiens kunst? Tror du ikke at det ville være en idé at søge til Den Lyse Cirkel måske?” spurgte han sigende, som han blev stående og så på hende, men ikke desto mindre, så var det jo trods alt bare sådan at det var i den anden ende. Han blev siddende og stirrede på hende, som hun bare havde fanget hans interesse. Han forstod hende ikke.. Hvorfor og hvordan kunne nogen bare sætte sig ned ved siden af en fremmed og begynde at.. snakke? Det forstod han slet ikke! Han vendte blikket roligt mod vandet igen. At nogen i det hele taget viste ham nogen interesse, var han bestemt heller ikke vant til. Han blev langt mere stiv i minen bare tanken om det. ”Jeg.. tænker..” svarede han kortfattet.

[Deleted]

Cali var virkelig ikke som så mange andre. Hun havde altid levet så beskyttet hos sin mor, hun havde aldrig nogensinde tænkt over at man ikke bare kunne gå op til folk. Ikke sådan rigtigt i hvert fald for hvis man ikke ønskede selvskab så sagde man det vel?Det gjorde hun jo selv. Ønskede hun ikke at snakke så blev det pænt sagt til vedkommende og så gik hun. Ingen tjant og fjas for hende. Hans ord fik underligt nok et smil frem på hendes læber og et let latter undslap kort. "Hvis man ser på det på den måde så kan det sidste man gør i livet være at stå op om morgenen" Hendes blik vendte hun mod ham og hendes øjne fandt roligt hvile i hans. "Det er farligt at leve. Men man kan ikke leve i frygten af den grund. Dog ville det ikke gøre noget hvis sommeren kom lidt hurtigere eller bare alet ikke forsvandt" hun bed sig let i læben mens hun bare fortsat betraktede ham. Han var anderledes, eller måske var anderledes et forkert ordvalg. Han var bare ikke som de mennesker hun var vant til. Det i sig selv sagde vel heller ikke så meget. Hun kendte jo egentlig kun sin mor og Derek? Og sammenlignet med dem var alle mærkelige og anderledes men også utroligt interessante.
De næste ord som forlod hans mund fik hende til roligt at føre en finger til hendes underlæbe og vende blikket tænkende mod himlen. "Den Magiske cirkel" mumlede hun og endte med at læne sig bagover og ligge sig på græsset mens himlen stadig fangede hendes blik. "Hvis de er lige så stuck up som min stedfar er så er jeg ikke interesseret. På den anden side så er det nok lettere at finde en magiker der end noget andet sted" hun sukkede og rystede stille på hovedet. "Nej tak. Den magiske cirkel er ikke interessant. Jeg vil hellere finde en som slet ikke har noget som helst at gøre med ham.." Hun omtalte Derek som ham. Det gjorde hun altid overfor andre. Hun vidste ikke hvorfor men hun havde aldrig rigtig kunne lide ham. Der var ikke rigtig noget i det men hun havde bare aldrig rigtig ville være ham eller noget af hans nært. At han tænkte kom ikke bag på hende men hun kunne godt opfange at hun måske havde ramt et lidt ømt punkt? Hun smilede stille og vendte blikket mod ham. "Hvad tænker du på?" hun vidste godt at hun måske ikke skulle prikke til det men hun kunne nu ikke lade være.

[Deleted]

Maurus var blevet definitionen af en enspænder, for ingen gad ham og han gad ikke dem. Han havde ikke rigtigt nogen grund eller mening til at skulle vandre rundt som han gjorde i denne stund, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det nemmere for ham. Han var.. ligeglad. Han var virkelig ligeglad med alt og alle efterhånden, for de gik ham virkelig kun i vejen, og det blev han træt af! At hun direkte skulle grine af hans ord, var ikke ligefrem noget som gjorde det nemmere eller bedre for hans vedkommende, men han kunne ikke sige noget til det alligevel. Hans mine blev langt mere advarende, for at sidde og grine af ham, var slet ikke noget som han fandt sig i på nogen måde! ”Vælg med omhu.. Vælg med omhu hvem du lukker tæt i hjertet, hvem du vælger at sætte dig ned ved siden af… hvem du vælger at snakke til og fortælle alt til,” endte han ganske kortfattet, hvor der alligevel var en advarsel i hans stemme, for han var ikke en som sad inde med den største lunte efterhånden, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. ”Frygt er fornuft… lyt til den. Den har som regel altid ret,” endte han ganske kortfattet. Han havde set væk fra sin egen, og den have kostet ham Cayenne.. aldrig nogensinde ville han lukke nogen tæt ind til sig igen, det var helt sikkert!
Den Magiske Cirkel ville være det oplagte sted at skulle finde en lærermester ved, også fordi at det slet ikke var noget som vækkede ham nogen former for interesse. Han havde valgt at lukke op for en enkelt kvinde foruden Eniqa, og de var begge mistet, og nu nægtede han altså at gøre endnu et forsøg! At hun havde et dårligt forhold til sin stedfar, var noget som han næsten kunne fornemme på hende, hvor han alligevel måtte ende en anelse.. nysgerrig, selvom det virkelig var en tanke som han virkelig måtte hade! Han knyttede næverne ganske fast. ”Det er jo din egen beslutning. Det er bare mit bedste bud. Der vil du klart finde noget som vil være dig værdig som en læremester,” endte han ganske kortfattet, som han igen valgte at vende blikket i retningen af vandet foran ham. Han ønskede slet ikke at opholde den kvinde ved sig, også fordi at hun ikke vækkede ham den største interesse som sådan, det var helt sikkert. At hun fortsatte med at spørge, var et sted en tanke som irriterede ham, også fordi at det virkelig var ham et meget ømt punkt. Han lukkede øjnene ganske kortfattet, hvor han vendte blikket direkte mod vandet igen. ”Min fortid..” svarede han igen kortfattet. Han nægtede da at komme med nogen uddybende detaljer!

[Deleted]

Cali havde aldrig været forsigtig anlagt. Det var der da ingen tvivl om. Hun snakkede med fremmede, så altid det bedste i folk og prøvede at kunne lide alle. Hun var så ung og så naiv. Et sted vel også grund nok til at finde en mester som kunne lærer hende om livet i alle dens former? Hendes mor havde prøvet og Derek havde prøvet endnu hårdere men hun havde bare rystet det af sig og ignoreret dem begge. Hans ord måtte ramme hende som pile, præcise og hurtige og dog kunne hun ikke lade være med stadig at smile. "Det er bedre at havde kendt kærlighed end at have gemt den væk i frygten for at blive såret?" Sagde hun blidt og lagde hovedet let på skrå. "Hvis ikke folk gav efter for kærligheden, lukkede folk ind som de elskede så ville mange af os måske ikke være i dag. Jeg ville ikke i hvert fald" benene trak hun op under sig og hun lagde armene om knæene, dog uden at fjerne blikket fra hans. Ikke det mindste. At han havde mistet nogen det var da tydeligt at se på den måde han reagerede og høre på det han sagde. Hun ville ikke prikke mere til ham med det. Det lyd virkelig som om han havde mistet en der var ham kær, en ting som Cali slet ikke kunne forstille sig da hun kun havde mistet sin far som hun slet ikke kunne huske!
Den magiske cirkel ville være det mest oplagte sted for hende at finde en som kunne lærer hende om magien og måske kunsten at styrre sine følelser men hun ønskede ikke at søge derhen. Hun vidste at Derek havde sendt et brev til sin gamle læremester og at han ville vente hende og hun ønskede virkelig ikke at havde den samme mand til at lærer hende. Hun ville bare gerne havde at alt der havde med Derek at gøre holdt sig på afstand! Endnu en gang måtte hans ord få en lille latter frem men denne gang var den en smule opgivende. "Jeg er skam ikke værdig. Overhoevedet ikke det mindste. De fleste læremestre vil sikkert ikke en gang kigge på mig når de ved hvad jeg er. Så værdig, det er ikke en ting jeg gør mig i" den ene hånd kørte hun stille igennem den ene hårtot og vendte blikket mod jorden igen. Hun var mut, i hvert fald en lille smule nu og under normale omstændigheder ville hun gå men hun kunne ikke. På en måde så var det vel egentlig rart for hende at snakke med et andet menneske til en forandre. "Fortid har en tendens til at hjemsøge en og dog så er det stadigvæk fortid. Man skal passe på at man ikke også gør den til sin fremtid" sagde hun mumlende. hun løftede ikke blikket men greb bare den lille kvist endnu en gang og begyndte at tegne cirkler på jorden endnu en gang.

[Deleted]

Maurus var en meget lukket mand, men også fordi at han var den som havde mistet så frygtelig meget, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der ikke noget som han kunne gøre ved det. Uanset hvad han havde gjort, så havde han kun mistet, og der var selv grænser for hvad han selv kunne forholde sig til igennem hans liv, og hans grænser gik helt klart her, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han vendte blikket direkte mod hende. ”Dem som har oplevet den, ved hvor forfærdelig den kan være, og af den grund, så ved de også hvorfor man skal holde det hele på afstand,” endte han ganske kortfattet, som han igen vendte blikket mod vandet igen. Han havde mistet sit livs kærlighed – ikke bare en gang, men to! Og det var slet ikke noget som han kunne holde ud! Han endte med at samle en sten op som lå lige ved siden af ham, hvor han kærtegnede den med sin tommelfinger inden han kastede den i vandet. Kærligheden var en forfærdelig ting, og det var slet ikke noget som han ønskede at have mere med at gøre i den anden ende, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket!
At denne kvinde var anderledes, var noget som han allerede havde fundet ud af allerede, også selvom det var en tanke som direkte måtte irritere ham, for det gjorde ham nysgerrig! Og det var en nysgerrighed som han ikke havde oplevet igennem temmelig mange år efterhånden. Han vendte blikket ganske stilfærdigt mod hende endnu en gang. Hun virkede mere mut nu end da hun havde valgt at sætte sig ved siden af ham. Ja, et sted så vidste han vel ikke hvordan han skulle begå sig efterhånden? Han rystede let på hovedet. ”Og af hvilken grund skulle du da ikke være værdig til en magikyndig lærermester?” spurgte han. Den nysgerrighed var en tanke som direkte måtte irritere ham, men ikke noget som han kunne gøre noget ved af den grund! Han endte med at kaste stenen i vandet langt om længe, som han nu havde siddet med den i hånden. ”Min fortid er og bliver min fremtid,” endte han med en mere.. spids tone, som det slet ikke var noget som han var tilfreds med! For det var han heller ikke! Han endte med at sætte hænderne i jorden, hvor han valgte at rejse sig. Den kvinde var kommet for tæt på ham og for tæt på den sandhed som han agtede at holde tæt til hjertet, hvilket bestemt heller ikke var noget som han ønskede, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for!

[Deleted]

Han havde mistet, og han havde vidst mistet meget. det kunne hun da tydeligt mærke. man skulle virkelig være dum hvis man ikke kunne se og føle det i den måde han var på. Det var en trist tanke at en mand som virkede så rar og venlig skulle bære så meget præg af hvad der var livets gang. Selv havde hun ikke mistet nogen, ikke følt den kærlighed til et andet menneske så hun vidste ikke hvordan hun selv ville reagere i den situation. Ville hun være anderledes? Hun sukkede stille og begyndte at pille hårbåndende ud af håret så det hang frit til en forandring. hun havde brug for at rode i det. "Personlig meninger er det som gør os til individer. Personligt synes jeg at det er både dumt og ærgeligt at skubbe noget væk som kan forøge ens liv så meget. Jeg har ikke selv oplevet kærligheden, jeg er endnu for ung til at have mødt nogen men jeg kan forstille mig den smerte som er at miste. Det er ikke rart, nej men er det virkelig grund til at frygte den?" hun kunne ikke selv se det. Hun ville aldrig fornægte kærligheden. Aldrig, for det ville være at nægte den hun var. Hun kiggede ikke op fra jorden mens hverken han eller hun snakkede. Hun fortsatte bare med at være lidt mut. Et svagt smil gled over hendes læber ved hans spørgsmål. Hun var ikke bange for at sige hvad hun var, hvorfor hun måske ansås som uegnet for nogen. Hun var halvt af mørket og den side af hende tog så kraftigt over at hun brændte både træet og huse ned i nærheden hvis hun blev hidsig. Derek havde advaret hende aftenen inden hun havde taget hjemmefra, at der måske ville være nogen som ikke ville vide af hende fordi hun var som hun var.
Endelig løftede hun hovedet og lod sit blik falde tilbage i han. Hun var alvorlig til en forandring. "Jeg er halvt Ild Dæmon. Jeg er blevet fortalt at ikke alle vil vide af, og da slet ikke her i Procias. Jeg er halvt af mørket men min mor er magiker. Derfra har jeg magien men ikke kontrollen" hun rystede stille på hovedet og grinede mildt. "Måske er jeg ikke helt smart at fortælle sådan nogle ting til en fremmed men det har aldrig stoppet mig før" hun bemærkede hvordan han rejste sig og hun bed sig let i læben og sank en smule. Et sted så ønskede hun virkelig ikke at han skulle gå. Hun ville ikke være alene, en ting som først lige var gået op for hende nu. Hun ønskede virkelig ikke at være alene og lige nu så var hans hendes eneste selskab. Hun ville dog heller ikke holde på ham hvis han ønskede at gå. ”Det er vel et sted noget man selv ønsker?” sagde hun stille, ja næsten som et spørgsmål. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle stille op hvis han valgte at gå. Hun ville ikke stoppe ham men selvom hun ikke kendte ham så gav han hende en form for tryghedszone hvor hun kunne slappe lidt af. ”Undskyld” sagde hun stille og bed sig stille i læben uden at kigge på ham. ”Undskyld hvis jeg spørger for meget. Jeg har aldrig rigtig mødt andre mennesker end min mor og min stedfar så det hele er så nydt for mig” Hun håbede virkelig ikke at han gik.

[Deleted]

Maurus havde kun gjort to ting igennem hans liv; Han havde levet i sin brors skygge, og mistet. Det var virkelig det eneste som hans liv var præget af, og det var også ting som tydeligt havde sat sig på hans personlighed, så selvfølgelig kunne det vel heller ikke forundre nogen at han reagerede som han gjorde? Han havde været en del af lyset, for det var noget som Cayenne i sandhed havde fundet frem i ham, og det var noget som så brutalt havde mistet, da det var blevet revet væk fra ham, var noget som han stadig var kraftigt påvirket af. Han vendte blikket mod hende. Et sted så ville han næsten sige at hun var heldig ikke at have oplevet det, andet ned den kærlighed som hvilede mellem forælder og barn vel? Han rynkede let på næsen alene ved tanken om det. ”Selvfølgelig skal du have lov til at gøre dig dine egne erfaringer. Så snart jeg har valgt at åbne mit hjerte for et kvindeligt individ, er der stukket en kniv i det..” Han blev langt mere stiv i minen nu end det som han havde været før, for tanken om det ,var noget som faktisk gjorde ondt for ham at tænke på. Han vendte blikket stille mod vandet endnu en gang. Selvfølgelig var det rart at have nogen at snakke med, men han var stadig nødt til at passe meget på med hvem og hvad han lukkede tæt på sig! ”Personlige meninger gør os til individer.. Og erfaringen og frygten gør lige så..” endte han ganske kortfattet.
At tøsen var magiker og dæmon, forundrede ham dog, for han vidste at Procias havde været i fuld gang med at jage alt af mørke ud af landet, så at det ikke var gået ud over denne unge tøs, var alligevel noget som måtte komme en anelse bag på ham, men ikke noget som han direkte kunne sige sig, at kunne gøre noget ved af den grund, det var helt sikkert. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang, hvor et stille smil faktisk endte med at passere hans læber. ”Ser man det.. Den havde jeg aldrig gættet,” endte han med en stilfærdig og ganske dæmpet stemme, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. Normalt var han ikke en som man tog fusen på, men det havde han virkelig ikke set komme! At hun alligevel var formået at komme så tæt på, var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre, for et sted så var det kun noget som.. frustrerede ham, for han ønskede slet ikke at være så letlæselig, og alligevel så formåede hun det! At hun så undskyldte, fik ham til at vende blikket mod hende. ”Undskyld for hvad? Jeg har valgt min vej.. Jeg har mistet og jeg har snart ikke gjort andet.. Min fortid er og bliver min fremtid. Har jeg ikke.. hende, så vil jeg slet ikke have nogen..” Han knyttede næverne ganske let som.. sorgen viste sig i hans ansigt, hvor han vendte det mod vandet igen. Han havde det virkelig ikke særlig godt.

[Deleted]

Hun betraktede ham med rolig mine og studerede bare ham og alle hans træk. Hun synes det var ærgeligt at en mand som ham, der virkede som en rar og venlig mand bare fra sagde sig kærligheden på den måde. Det var virkelig trist. Hun lyttede til det han sagde og nikkede roligt. "Det lyder som om at du har haft det svært" Sagde hun blidt og måske endda en smule bekymrende. Hun havde en tendens til at bekymre sig rigtig meget om andre mennesker og især folk som ham der viste hende en smule venlighed ved at tale til hende. "Kærligheden handler om at tage chancer og tro på den? Gør den ikke? Kærligheden er ikke sikker, det er en farlig ting at lege med men uden den ... hvad er vi så?" hendes blik veg ikke fra ham det mindste. Hun vidste ikke hvorfor men han betagede hende. Han gjorde hende nysgerrig og fik hende til at ville vide mere. Ikke bare om ham men om alt. "Du har ret" det måtte hun i det mindste give ham. "Men det er nu en trist ting at frygte for i bund og grund er det en ting som kan gøre en glad."
Hun vidste ikke hvorfor hun havde valgt at være så åben overfor ham. Hun havde valgt at fortælle ham hvad hun var, en del af mørket og alligevel følte sig ikke i fare ved den statement. Hun følte sig stadig sikker og tryg. Hans smil forundrede hende dog en del. Hun havde virkelig ikke regnet med den reaktion. Og da slet ikke fra en fremmed. "Ikke mange gætter det. Ikke før de gør mig vred. Det er derfor jeg er mig nødsaget at finde en mester og det skal helst være hurtigt." Hun sukkede stille og smilede lidt. "Jeg er bare for kræsen tror jeg, Ellers var jeg vel blevet hjemme og havde taget imod trænig fra min stedfar" Hun grinede mildt og lagde hovedet på sned. Hun var i lidt bedre humør nu end hun var før. Det han sagde til sidst måtte alligevel ramme hende endnu mere end noget andet han havde sagt og hun endte stille oppe på knæene og vendte sig mod ham. Han havde mistet en som stod ham så nær. Så nær at ingen andre kunne tage hendes plads. Det var underlig ting men Cali forstod det godt. og hun nikkede stille. "Kærlighed er vidst en forfærdelig ting" sagde hun stille og vendte blikket op mod ham som han stod der foran hende.

[Deleted]

Maurus havde virkelig mange følelser at skulle arbejde med, og det var faktisk ikke noget som han vidste hvordan han skulle gøre, og det var bestemt heller ikke noget som han kunne gøre noget ved af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket direkte mod hende. Kærligheden var en ting som var hård at undvære, men den havde været lige så smertefuld for hans vedkommende at skule sidde igen med, så det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt på nogen måde! Han knyttede næverne ganske let. At denne unge kvinde nærmest sad der og gav ham råd, var ikke noget som han kunne sige, at han var meget villig for at tage imod, for det var virkelig ikke noget som han tog sig af som sådan, om det var noget som man ville det eller ikke. ”Måske det er en ting som man skal tage chancer omkring, men jeg kan love dig for, at den kan såre dig mere end hvis man vælger at afvise fra starten af, og undgår at åbne sig for nogen som helst,” endte han ganske kortfattet. Ja, sandheden var vel, at han var.. bange for at åbne sig for nogen som helst? Også selvom det vel heller ikke var noget nyt, for han var virkelig kun blevet dolket i ryggen, og selv for ham var der grænser for hvor meget han kunne fortsætte med at tage imod tingene, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Han knyttede næverne let, som han vendte blikket mod hende. Hun var en ilddæmon, hvilket faktisk forklarede ham hvorfor han følte sig.. tryg omkring hende et sted, også fordi at der var noget dvasiansk i hende et sted. ”Til tider er det dumt at være kræsen.. Man må bare tage hvad man kan få.. Ellers ender man først for alvor alene..” endte han med en mere vrissende stemme, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang, også selvom sorgen var tydelig. At have nogen at snakke med om den, var selvfølgelig var noget som hjalp ham lidt, selvom det stadig var svært for ham, for han ønskede ikke at blive fremstillet som svag, også fordi at det var noget som han efterhånden var ved at være så utrolig vant til og han nægtede at lade det fortsætte! Han knyttede næverne så meget at hans knoer endte hvide, hvor selv.. tårerne viste sig i hans øjne, som han igen vendte blikket væk fra hende, for det var slet ikke noget som hun skulle have lov til at se, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Den gør kun ondt..” endte han direkte sammenbidt, som han virkelig forsøgte at holde sorgen ude af stemmen, selvom det bestemt ikke gik som han ville det.

[Deleted]

Cali sagde ikke meget men sad bare der og betragtede ham og lyttede. Hun kunne godt høre at hun måske havde overtrådt sin gæstfrihed en smule. hun sukkede stille og vente blikket mod jorden og bed sig let i læben. Hun prøvede ikke at belære ham. Ikke spor! Hun talte vel bare uden at tænke? Selvfølgelig vidste han mere om sådan nogle ting end hun gjorde. Hun var jo trods alt kun 16, en sølle teenager som aldrig før havde prøvet at stå på egne ben. Hun snakkede på samme måde som hun ville snakke med alle folk hun kendte, hun ville tilkendegive sin mening men måske var dette forkert af hende? Måske skulle bare sidde der, stille og lytte til ham? Hun skulle til at sige noget da han vrissede af hende og hun tav igen. Stod han der og irettesatte hende som var han hendes far ville have gjort det? Hun brød sig ikke om tanken og rejste sig hurtigt op og vente sig lidt væk fra ham. "Men nogen gange så er det vigtig at man holder sig nogle standerder og idealer for hvad man vil finde sig i og jeg skal ikke i nærheden af Hans læremester. Jeg skal bare væk fra ham" Det sidste endte i en mumlen hvorpå hun trak vejret. "Desuden så tror jeg ikke på det. Det er godt at åbne sig og stole på folk. det er det som gør os til mennesker og det som gør os godt. Hvis man ikke kan stole på andre så ser du heller ikke det gode i dem og så er hele verdenene gået til grunde. Jeg er ked af det som er ..." Hun tav da hun hørte hvad han sagde om at det gjorde ondt og bed sig i læben. "Tabet af en man elsker gør altid ondt. Og ja, det er hårdt men det betyder også at du faktisk er i stand til at elske andre end dig selv. Og det må da i det mindste betyde noget, ikke?" sagde hun blidt. han havde vendt sig væk fra hende og stille rakte hun hånden ud for at ligge den på hans skulder men hun stoppede. Hun kendte ham jo ikke og alle hans reaktioner sagde hende at han var ved at være godt træt af at have hende der. Hånden faldt stille ned langs hendes side. hun tog en dyb indånding og gik om foran ham. "Jeg ved ikke hvem du er eller hvor du er fra, og jeg er også helt og aldeles ligeglad. Du er den første som har jeg snakket med uden min mors snusen rundt, formodenlig fordi jeg er halvt dæmon. Du virker ikke påvirket af det og det betyder noget for mig. Jeg ved godt at det her måske lyder underligt og meget rablene men jeg kan mærke noget ved dig. Noget trygt og roligt som jeg ikke har kunnet føle i nogen som helst andre i mit korte liv. Jeg ved godt at jeg har generet dig og det er jeg ked af. Det skal ikke sket igen." endelig trak hun vejret og i et par lange skridt gik hun forbi ham og hen mod den busk hun havde fundet som lejr. "Du virker som om du er ment for mere end bare at være ensom. Du har et stort hjerte, det er jeg sikker på. Lad være med at gemme det væk" hun gik hen til busken og derfra ned til søen hvor hun satte sig ned og begyndte at drikke. hun var blevet tørstig igen.