Safe from harm?

[lucas]

Solen stod endnu højt på himlen, hvor det stadig var en smuk dag i Procias’ land, selvom uroen på ingen måder havde lagt sig for Lucas’ vedkommende. Det havde været noget af en heftig dag! Han kunne tydeligt huske aftenen for et par dage siden, hvor Raphaella var kommet og havde sagt sandheden omkring hendes kontrakt med Ilosonic, hvor han havde haft svært ved at tro på det hele, men det var alligevel endt ud med en fantastisk nat sammen med hende, hvor de havde delt den hedeste elskov, som kun to elskende burde. Men samme perfekte nat, var alt også blevet vendt til et mareridt, eftersom soldater havde brudt ind i hans værelse, hvor de havde taget både ham og Raphaella til fange. Han havde ikke set hende i et par dage, da han selv havde været spærret inde i fangekældrene, som et eller andet dyr og en forbryder. Han havde slået en mand i gulvet, for at stikke af og redde hans drømmekvinde, hvilket han også havde gjort, men til gengæld havde det kostet ham hele hans liv og hans identitet. Han var gået fra en stolt og god kongelig rådgiver, til en flygtning og landsforræder, selvom han på ingen måder fandt det retfærdigt, for han kunne ikke gøre en flue fortræd og han vidste at Raphaella heller ikke kunne! Hun var en god kvinde, hun havde flygtet fra Dvasias til Procias i et håb om et bedre liv, og hun var blevet tvunget til at handle som hun havde gjort, hvilket alt sammen burde tælle med! Han var virkelig rasende på Procias’ regering, hvor han heller ikke kunne forstå hvordan Elanya kunne lade dette ske, for.. hun kunne da umuligt være ligeglad! Det kunne sådan set også være ligegyldigt, det eneste der betød noget var at de slap væk i livet i behold.
Lucas dukkede op ved Den Lysende Flod i præstebyen Catalena. Det var hans yndlingsby, og nok også derfor det sted som han havde tænkt på i sådan en presset situation. Her var idyllisk, alt var i harmoni og byen lå så langt ude og var skjult at landsbybeboerne knap nok blandede sig i de royale ærinder, derfor var der også en chance for at de var i sikkerhed her, og her kunne de muligvis også få lidt hjælp. Han kunne desuden også godt lide byen, fordi hans egen race, lysvæsnerne havde været med til at bygge den op, hvor han faktisk var stolt af den, desuden så var han tit kommet herud i sin tid som præst, derfor var der mange som kendte til ham her i byen og sikkert også derfor mange som kunne hjælpe ham. Han landede ikke langt væk fra floden, hvor han havde haft Raphaella med sig igennem hele turen. Hans vejrtrækning var dyb, hans hjerte slog for fulde hammer, hvor han næsten stadig var i chok. „Vi.. vi klarede den,” svarede han dæmpet, hvor tanken først lige skulle gå op for ham. Et glædeligt og triumferende smil gled over hans læber. „Vi klarede den!” Han endte med at springe op på benene, hvor han næsten følte for at lave en sejrsdans! „Vi gjorde det Raph! Vi er fri!” svarede han muntert og tydeligt lykkeligt. På den anden side kunne man måske ikke sige at de var ’frie’ eftersom de levede som fredsløse og flygtninge, men.. de havde klaret den med livet i behold!

[Deleted]

Man kunne ikke ligefrem vove at påstå at det her var en lykkelig dag, for det var det på ingen måde. Hvad der dog havde været det bedste ved det hele, var selvfølgelig det faktum, at hun havde fået lov til at se Lucas, selvom det slet ikke havde været noget som hun var i stand til at nyde af endnu. Hemmeligheden omkring hendes mission i Procias og på slottet var blevet kendt, selvom hun slet ikke vidste om det var noget som slottet i det hele taget kom til at gøre brug af, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Lige hvor de var på vej hen, anede hun ikke, men selv den tillid agtet hun at vise Lucas, også fordi at det jo trods alt var den mand som hun elskede mere end det som hun elskede livet selv! Det var bestemt heller ikke ligefrem fordi at man kunne påstå at der var noget ved hendes liv foruden ham, som hun kunne sætte så umådelig stor pris på, for han havde virkelig formået at give det hele en mening, og det var noget som hun virkelig var glad for. Det var ikke engang fordi at hun var sur på regeringen i Procias, for de gjorde vel bare hvad de var nødt til? Hvis de da i det hele taget vidste, hvad der var sket, for af hvad hun havde forstået på det, så var det Alexander som havde været i gang med det hele, og ikke Elanya! At de landede ved floden, var ikke noget som hun som sådan lagde mærke til, for hun følte knapt nok for at bevæge sig. Hendes øjne stirrede mere eller mindre bare lige frem for sig, selvom hun dog kunne høre lyden af det rislende vand, hvilket var noget som alligevel formåede at gøre hende bare en anelse rolig. Alt var helt klart bedre end skrålende vagter, sværd, kamp, henrettelser og bue og pil ikke mindst! Det var desuden også tydeligt for hende, at Lucas slet ikke vidste at hun faktisk var blevet ramt af den pil som var skudt af sted. ”L-Lucas..” endte hun med en ganske hæs stemme, for det at hæve brystet, var noget som gjorde ondt, for det rev i såret i hendes ryg! At han så endte med at hoppe op af ren og skær glæde, fik hende næsten automatisk til at stå ganske skælvende på benene, selvom de hurtigt måtte give efter under hende, for hun kunne virkelig ikke stå! Pilen stod direkte i ryggen på hende og temmelig tæt ved rygraden, så det kunne meget hurtigt vise sig at blive temmelig farligt og ikke mindst dødeligt, hvis den blev siddende i hende. Hun gispede svagt igen, som hun tydeligt bed tænderne sammen, for det gjorde virkelig ondt! Den ene hånd førte hun roligt over ryggen, også selvom det at komme i kontakt med pilen, virkelig gjorde ondt. Hun blinkede let med øjnene, som blikket gled i retningen af vandet, som hun tydeligt kunne høre løbe ved deres side. Selvfølgelig var det noget som et sted gjorde hende rolig, også fordi at hun vidste at Lucas var der sammen med hende, så selvfølgelig var det heller ikke noget som kunne blive bedre. Tårerne pressede sig på. Efterhånden, så frygtede hun virkelig, at det ville ende med at koste hende livet!

[lucas]

At komme væk fra henrettelsen i Apterta City og til Catalena, var noget som virkelig fik lettelsen til at skylle ind over Lucas, for.. de havde jo klaret den! De var kommet væk i et stykke og i live, hvilket da var en glædelig tanke! Tænk at han havde gjort det! Tænkt at han havde klaret at bryde ud, stoppe henrettelsen og befri Raphaella! Det var han virkelig glad og lettet over det var der overhovedet ingen tvivl om! Han kunne virkelig ikke begribe det! Det var jo virkelig fantastisk! Sådan som han havde slået soldaterne ned en efter en, og på trods de havde været tvunget op i et hjørne omgivet hele vejen rundt, så havde de alligevel klaret det! Han slap en munter og næsten forundret latter, for det var virkelig ikke til at fatte! Han havde virkelig klaret det! Tanken fik en varm følelse til at skylle ind over ham, selvom den hurtigt blev erstattet af en chokket mine, da han vendte blikket mod Raphaella, så hvordan hun faldt ned på knæ og med en pil lige i ryggen. Han endte med at blive ligbleg i hovedet ved synet, hvor lettelsen og glæden sank dybt i ham, som en sten i vandet. Hvordan pokker var det sket?! „Raph..?” Han endte med at knæle ved hendes side, hvor han lagde en hånd mod hendes lænd, imens blikket faldt på pilen der stak ud tæt ved hendes rygrad, hvilket virkelig bekymrede ham. I det mindste var han en mand med stor visdom og almen viden, for selvom han måske ikke var professionel læge, så havde han alligevel lært et par trick og tips, eftersom han jo var et lysvæsen og kunne heale. „Jeg..” Det var lige før han gik i chok ved synet, da en masse tanker vældede op i hovedet på ham, såsom at de lige var sluppet væk og så skulle hun blive skudt ned, det var jo overhovedet ikke fair på nogen måde! Han bed tænderne hårdt sammen, hvor hans mine blev lettere stålfast. Han vendte de grønne øjne mod hende. „Læg dig ned på maven Raph, og slap så meget af som du kan,” svarede han i en næsten professionel tone, som også skjulte uroen i ham. Han hjalp hende roligt ned at ligge, så det ikke ville gøre ondt, hvor han strøg den ene hånd over hendes ryg, inden han lagde den venstre tæt ved hendes sår og den højre greb omkring pilen. „Jeg tæller til tre, og så river jeg den ud,” fortalte han roligt, næsten for at forberede hende, „1, 2..” Han endte med at trække pilen ud inden han nåede til tre, hvor han betragtede sig af den. Den var gået en anelse dybt ind i hende, hvilket gjorde ham en anelse bekymret, også fordi det var så tæt på hendes rygrad! Han lagde roligt pilen fra sig, inden han vendte blikket mod Raphaella. „Jeg trækker op i din kjole for at kunne se din ryg og dit sår,” forklarede han roligt, som han begyndte at trække kjolen op, så den kun dækkede hende fra brystpartiet og opefter. Hans blik faldt på såret, der så rimelig fint ud i betragtning at hun var blevet skudt ned. Han strøg hende blidt og beroligende over lænden med den ene hånd, inden han løftede den anden, som han lagde over såret, inden hans hånd begyndte at lyse, som han begyndte at heale såret sammen igen, selvom han vidste at det ville tage et stykke tid, eftersom det var rimelig dybt.

[Deleted]

Det lettede virkelig Raphaella at de var kommet væk fra selve henrettelsen, men af den grund, så vidste hun udmærket også godt, at det på ingen måder var overstået endnu, og det var et sted også en tanke som direkte måtte skræmme hende, for hun havde virkelig også ondt! At Lucas var glad, var desværre ikke noget som hun kunne deltage i, hvilket et sted også var noget som gjorde hende direkte trist, for det var slet ikke noget som hun gjorde med vilje, for hun ønskede virkelig at kunne tage del i hans egen glæde, det var der heller ikke nogen tvivl om i den anden ende, for det var jo trods alt bare sådan at det nu endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun gispede svagt, som hun endte med at krumme ryggen, selvom det var noget som hun gjorde næsten automatisk, for det gjorde virkelig, virkelig ondt! Tårerne samlede sig i hendes øjne, som hun tydeligt måtte bide tænderne sammen, for.. det var virkelig ikke retfærdigt! ”Det.. det gør ondt..” hviskede hun med en direkte dæmpet stemme. Ikke at det var noget som hun kunne skjule, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. Hun vendte blikket direkte hjælpeløst op mod ham, som han direkte opfordrede hende til at lægge sig, selvom det bestemt heller ikke var nemt. En svag hulken brød hendes læber, for hun var stadig direkte panisk! Hun var jo slet ikke kommet over det som var sket hende, om det så var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være! At han tog omkring pilen med sin ene hånd, var noget som hun tydeligt kunne mærke, hvor hun endte med at spænde! ”Nej.. det.. det må du ikk…!” Et kraftigt skrig endte med at forlade hendes læber, som pilen blev revet ud af ryggen, hvor hun kraftigt endte med at stivne, for det var virkelig noget som gjorde vanvittig ondt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Tårerne trillede stille ned af hendes kinder, som hun forsøgte at blive liggende, hvor det også begyndte at bløde, også selvom.. det så vel ikke så slemt ud? Endnu en gang endte hun med at hulke, som hun vendte blikket mod ham. Hun var bleg, men også direkte skræmt fra vid og sans! Det kunne godt være at Lucas ikke var en læge, men det var ham som hun havde. Ja, det var faktisk det eneste som hun havde tilbage i denne verden, så selvfølgelig var det ikke noget som hun ønskede at give afkald på i den anden ende. Hun nikkede til hans ord, som hun ellers roligt blev liggende som han hævede i hendes kjole, selvom det ikke var noget som hun havde noget imod som sådan, for det var jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hans hånd som lagde sig mod såret, havde hun intet imod, selvom det virkelig kunne mærkes, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Av..” hviskede hun med en dæmpet stemme, som hun vendte blikket mod ham. Hendes krop skælvede. Hun kunne slet ikke falde til ro!

[lucas]

At Raphaella ikke tog del i Lucas’ glæde var noget som han hurtigt opdagede, da hun faktisk endte med at bryde sammen, eftersom hun var blevet ramt af en pil. Alt var gået så hurtigt så han havde slet ikke lagt mærke til det, selvom det var tydeligt at det var noget som gjorde ondt, men så igen, det var der heller ikke noget at sige til, for hun var jo blevet skudt ned! Det gjorde ondt at hun skulle blive udsat for alt dette, for det havde hun på ingen måder fortjent! Han vidste at hun var uskyldig og det var også det eneste der betød noget, og så var han ligeglad med Procias, Dvasias og alle andre! De skulle bare holde sig væk, selvom han var sikker på at der ville blive søgt efter dem, for de var jo faktisk.. landsforrædere. Han vidste at de ikke kunne slå sig ned i Dvasias, for det skulle Alexander jo nok sørge for, og Procias var heller ikke et alternativ, eftersom det var de to lande som de var eftersøgt i, men på den anden side, så ville det vel være alt for oplagt at søge til udlandet? Uanset hvor de søgte hen, så ville de jo være frygtelige udsatte! Han nikkede roligt til hendes ord. „Det ved jeg godt Raph.. prøv at slap af,” svarede han blidt. Det forundrede ham da overhovedet ikke at hun havde ondt! Det var da mere end tydeligt! Og det bekymrede ham virkelig! At hun skreg op da han trak pilen ud, forundrede ham ikke, selvom hendes skrig gjorde ham trist, han hadede at være skyld i hendes smerter, selvom det jo så ikke var ham der havde skudt hende ned, og han var kun glad for at han havde fået hende med væk, for ellers havde hun jo været død! At hendes krop skælvede og at hun var helt bleg i hovedet, kom heller ikke bag på ham, for hun måtte da være blevet skræmt fra vid og sans! Hun havde lagt på guillotinen, hun havde hørt den store klinge falde og havde sikkert tænkt på at hun nu skulle dø, så at det ikke var sket alligevel måtte da have været et kæmpe chok! Alligevel måtte hun vel også være lettet? Specielt nu hvor de var sluppet væk. Han fortsatte roligt med at heale hende, hvor han så hvordan det trak sig sammen og lukkede sig mere og mere. Hun skulle nok klare sig, andet tillod han da bestemt ikke! De smaragdgrønne øjne betragtede hvordan hullet lukkede sig helt, inden han strøg en hånd over stedet. Det havde resulteret i et mindre ar, men det var bedre end at det ville koste hende livet! Han trak roligt kjolen ned over hendes krop igen, inden han strøg hende blidt over håret. „Du skal nok klare dig,” svarede han endelig, som han roligt tog fat i hende, kun for at trække hende op ad sidde, hvor han trykkede hende tæt ind til sig i sin favn, så hun kom til at sidde i hans skød med hans arme omkring hende. Han skænkede hendes kind et ganske blidt kys. „Alt skal nok gå Raph.. du er i sikkerhed nu,” hviskede han blidt og beroligende mod hendes ene øre, som han begyndte at vugge hende i sin favn, næsten for at få hende til at falde til ro. Han forstod sig godt på hendes frygt, selvom det gjorde ondt og gjorde ham trist at se hende sådan. Som han vuggede hende, fortsatte han de blide strøg nedover hendes ryg, alt sammen for at berolige hende.

[Deleted]

Raphaella ville virkelig ønske at hun kunne tage del i den glæde som Lucas tydeligt måtte sidde med. Selvom dette helt klart havde kostet ham så frygtelig mange ting, hvilket hun udmærket godt vidste, og et sted så var hun ked af, at hun skulle koste ham det hele. Lige nu var det dog ikke det som hun havde i hovedet, for hun havde virkelig, virkelig ondt! Tårerne trillede stille ned af hendes kinder, som hun forsøgte at slappe af, for det var virkelig noget som måtte gøre forbandet ondt, om det var noget som måtte gøres ved det eller ikke, for hun vidste ikke hvad hun skulle gøre! Uanset hvad, så var hun jo stadig bundet af det hele, også selvom det ikke gjorde det bedre på nogen måde, for tanken om at hun stadig var knyttet til Sonic, gjorde jo også, at hun ikke kunne løbe særlig langt væk! Hun bed sig kraftigt i læben, hvor skriget forlod hendes læber, for det at han rev pilen ud, kunne hun i den grad godt mærke! Hun græd.. også selvom hun virkelig forsøgte at lade være, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt, for det gjorde virkelig ondt som intet andet! Det var en fysisk smerte som hun slet ikke kunne styre! Også selvom hun hellere ville have den, end det som hun ville have den psykiske som hun havde oplevet for bare et par dage siden, da Lucas havde reageret kraftigt på hemmeligheden som hun havde båret med sig, hvor det selvfølgelig kun glædede hende, at det hele havde ændret sig, ellers havde hun vel været død nu? Tanken var mere end nok til at det ville løbe hende iskoldt ned af ryggen, for det var bestemt heller ikke fordi at den tanke alene var behagelig, for det var den skam på ingen måde! ”Jeg prøver..” hviskede hun med en tydelig grødet stemme, for det var bestemt ikke fordi at det var noget som kunne gøres noget ved, for hun havde det bestemt heller ikke særlig godt, og det var noget som tydeligt kunnes mærkes, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det var i den anden ende. At han healede hende færdig og fik hende med op i favnen, sagde hun bestemt heller ikke noget til, hvor hun satte sig helt tæt ind mod ham. Selv var hun fuldkommen chokeret over det som var sket, for hun kunne slet ikke kapere det! Det var bestemt heller ikke hver dag at man overhovedet stod ansigt til ansigt med en guillotine og faktisk overlevede det! Armene slog hun omgående direkte om Lucas’ liv, som hun direkte.. brød ud i gråd. Hovedet gemte hun ind mod hans favn. Det sidste hun havde ønsket, var faktisk at se ham, sige farvel til ham, møde hans læber en sidste gang og nu sad hun der i hans favn, og hun følte sig virkelig som et.. vrag og det var bestemt heller ikke fordi at det var en situation som hun brød sig meget om, for det var jo bare sådan at det endelig måtte være. ”Jeg var bange..” hviskede hun med en direkte grådkvalt, for skræmt var hun endnu. Hun havde aldrig nogensinde oplevet noget lignende!

[lucas]

Lucas vidste udmærket godt at hele scenariet havde skræmt Raphaella fra vid og sans, og det havde det jo faktisk også ham. At se selve klingen fra guillotinen ryge ned mod hans drømmekvindes hoved, det havde virkelig fået hans hjerte til at springe et slag over! Han var bare glad for at han havde nået at gribe ind i tide og faktisk havde fået stoppet klingen og ikke mindst få hende væk fra det grusomme dræberinstrument. Det havde været noget af en dag! Og en dag han aldrig havde troet at han skulle opleve. Han havde altid været en mand der havde sat arbejde i første række, og efter en fantastisk nat sammen med Raphaella, havde han kastet alt i jorden, han havde opgivet hele sit liv, for at leve som flygtning sammen med Raph, men.. han fortrød det ikke på nogen måde, for han ville langt hellere leve som flygtning sammen med hende, end at leve uden hende, velvidende om at han lod hende dø uden at gøre et forsøg på at stoppe henrettelsen, for så ville han da ikke kunne leve med sig selv! Hvad der var gået galt forstod han virkelig ikke, men det var tydeligt at det var Alexander der havde styret showet, han kunne næsten ikke lade vær med at tænke på, om det var fordi Elanya ikke selv turde, at stå frem, selvom han ikke kendte kvinden som direkte morderisk, men.. hvordan kunne en henrettelse gå forbi hendes næse, når den fandt sted lige udenfor slottets vinduer? Intet af det gav mening for ham, men så igen, hele hans liv havde taget en voldsom drejning og han måtte jo finde ud af om han ville kunne lide det eller ej før eller siden. Han fortrød dog ikke at han havde valgt at redde Raphaella frem for at beholde det gode liv, for det var jo intet værd uden hende! At hun direkte brød sammen i gråd i hans favn, fik ham til at rynke brynene i en trist, men dog forståelsesfuld mine. Han tog omkring hendes ben, som han førte dem om på hver side af ham, så hun kunne komme tættere på ham. Han slog armene omkring hendes krop og sad og direkte knugede hende ind til sig, hvor han blot lod hende gemme sit ansigt væk. Han strøg hende beroligende over ryggen, mens han tyssede ganske blidt på hende. „Så var vi to,” erkendte han roligt. Han havde ikke været bange, han havde været direkte rædselsslagen for at han aldrig ville se hende igen! Han havde aldrig oplevet den følelse før, og derfor var det ham også kun en ekstra glæde at have reddet hende! Han trykkede hende blidt ind til sig. „Men vi er i sikkerhed for nu Raph. Jeg lover dig at der ikke vil ske dig mere ondt – jeg vil gøre alt for at beskytte dig,” lovede han hende, som han roligt trak sig en anelse tilbage, så hun måtte gøre det samme. Han trak den ene hånd til sig, som han lagde mod hendes kind, hvor han strøg den ganske blidt, imens han så hende øjnene. „Men vi kan ikke blive her. Slottet vil sende soldater ud for at lede efter os, som jeg ved Alexander også vil. Så vi er nød til at gøre noget,” svarede han roligt og ikke mindst sandfærdigt. Hvorfor lyve eller pakke det ind? Deres liv fremover ville på ingen måder blive let!

[Deleted]

Raphaella kunne i den grad godt gætte sig frem til at Lucas havde ofret sit liv i luksus for hende, også selvom det var en tanke som glædede hende et sted, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun havde aldrig nogensinde været så bange igennem hele sit liv, og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, for det var jo ikke engang en løgn! Tanken om at skulle dø på den måde, var virkelig ikke en tanke som hun brød sig om i den anden ende, men det var nu overstået, så selvfølgelig var det en tanke som selvfølgelig gjorde sit for hendes vedkommende. At nogen overhovedet kunne finde på det, var slet ikke en tanke som hun brød sig om på nogen måde overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Tanken om at hun ikke ville få muligheden for at se Lucas igen, var virkelig noget af det værste som hun nogensinde havde været udsat for, for det havde helt klart været noget af det mest forfærdelige som hun nogensinde havde været udsat for! Hun vendte blikket stille mod Lucas, også selvom der ikke var så meget som et ord som brød hendes læber, for hun var virkelig chokeret! Hun vidste slet ikke hvordan pokker hun skulle reagere på tingene, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var løgn i det store og hele, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være. Tårerne vældede op i hendes øjne, som hun direkte brød ud i gråd i hans arme. At sætte sig med et ben på hver side af ham, var slet ikke noget som hun havde noget imod i det store og hele. At han lige så havde været bange, var en tanke som et sted glædede hende, for det var jo et sted også noget som bekræftede for hende, at hun havde en betydning for ham og det var en tanke som hun specielt rigtig godt kunne lide! Hovedet lagde hun stille ind mod hans bryst, som hun blev siddende helt tæt på ham, hvor hun forsøgte at få styr på gråden og de mange tårer, for de fortsatte virkelig bare med at falde. Hun hulkede svagt, som hun hævede hånden og strøg dem mod hendes kinder, også selvom det slet ikke hjalp hende på nogen måde, om det var noget som man nu selv ville det eller ikke, så var det bare sådan at det var i den anden ende. ”Det var frygteligt..” hviskede hun direkte panisk, for det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man ville det eller ikke. Det spændte let i ryggen, men ikke så det var direkte.. ubehageligt som sådan, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun lukkede øjnene for en ganske kort stund, som hun vendte blikket mod ham, som han strøg hendes kind. Hendes krop rystede og skælvede. Det havde virkelig været forfærdeligt! ”Jeg.. jeg kan ikke.. Lucas, jeg.. jeg kan ikke på grund af.. ham..” endte hun sigende, tydeligt hentydet til Sonic. Hun var jo stadig bundet af kontrakten!

[lucas]

Tanken om at Lucas havde været ved at miste Raphaella, havde virkelig været utrolig ubehagelig! Han havde aldrig nogensinde været så bange før i hele sit liv, hvilket faktisk ikke sagde så lidt, for han havde virkelig været igennem utrolig meget! Det var ikke første gang han kæmpede for at overleve, det var ikke første gang han stod overfor mange fjender, men det var første gang at han havde skullet se sin egen elskede gå i døden, og det var en tanke som virkelig havde skræmt ham fra vid og sans! Han elskede hende højere end noget andet og deres ’sidste’ aften sammen, havde virkelig været perfekt. Han havde aldrig oplevet noget lignende, og tanken om at han ikke skulle mærke hende så tæt på sig igen, var dræbende. Tanken om at han ikke kunne få lov til at holde om hende, kysse hende og være der for hende, var noget som virkelig var uhyggelig, at han ikke engang turde tænke tanken! Han elskede hende af hele sit hjerte og det havde han vel også bevist? Ikke kun for hende, men for hele Aptertas befolkning, han havde bevist at kærligheden var større end erhvervet, større end luksussen, større end værdierne, større end normerne og reglerne i et land, og måske nogle ville være forarget over hans handling, men han var ligeglad, ikke engang tusinds mands ord og meninger betød noget for ham, han havde set at den eneste han kunne regne med, den eneste han kunne stole på, var Raphaella, og ikke mindst ham selv, for alle andre han havde kendt og grint sammen med, havde spyttet ham i ansigtet og dolket ham i ryggen denne dag, hvilket han på ingen måder tog let på! Og folk her kaldte sig for lysets og godhedens land? Det var virkelig ironisk! Ingen her var bedre end de barbariske dvasianere, for det eneste sted hvor der var lys, idyl og harmoni, det var oppe i himlen i himmeriget! Han vendte blikket mod Raphaella, hvor det var tydeligt at hun var blevet hyllet helt ud af den, hvilket gjorde ondt, men.. de skulle nok klare sig, det skulle han nok sørge for! Han fortsatte de blide strøg over hendes våde kind, hvor han sendte hende et svagt smil. „Du skal ikke tænke på det mere Raph.. vi klarede det, og jeg skal nok passe på dig. Jeg slipper dig ikke igen,” lovede han hende med en ærlig og ikke mindst bestemt stemme, som han gjorde et kort men fast nik kun for at understrege det. Hans anden hånd strøg hende blidt og beroligende over ryggen, hvor han nikkede til hendes følgende ord. Kontrakten mellem hende og Sonic var de nød til at få brudt, ellers så vidste han godt at de ikke kom nogen vegne. „Det ved jeg godt. Og derfor tænkte jeg at vi er nød til at gøre os en lille visit hos ham. Vi er nød til at få skaffet os af med den kontrakt, så vi kan stikke af og.. overleve,” svarede han en anelse usikkert, for.. han anede virkelig ikke hvad de skulle gøre herfra, han vidste ikke hvor de skulle tage hen, selvom.. de måtte vel finde på noget før eller siden? Så længe de klarede dem, så var han tilfreds! Og så længe han havde hende ved sin side, så kunne han overleve alt!

[Deleted]

Tanken om at Raphaella havde været så tæt på at miste Lucas for evigt og altid, havde virkelig skræmt livet af hende! Hvis det bare havde været døden som hun havde haft i vente, så ville det egentlig ikke være så slemt, for hun vidste godt, at den ville ramme hende før eller siden. Desuden vidste hun godt at hun ikke havde evigheden på sin side, så den ville jo tage hende før eller siden, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var løgn. Hele situationen var virkelig kommet bag på hende, hvor det næsten føles som det først var nu at det for alvor gik op for hende hvad der egentlig var sket. Af den grund, så var hun virkelig bange for at hun skulle miste ham alligevel, også fordi at.. det var vel noget af det værste som hun kunne være udsat for i den anden ende? Hun forsøgte virkelig at få kontrol på sig selv, selvom det bestemt heller ikke var en nem ting! Han var kommet hende til undsætning og derfor havde han også valgt at ofre livet i Procias for hende. Om det jo så var det værd, det håbede hun selvfølgelig, for tanken var virkelig noget som måtte fryde hende! Og ikke mindst også glæde hende, for det var virkelig noget af det bedste af det hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke. hun trak vejret dybt, som hun selv tydeligt måtte falde mere og mere til ro, som han måtte stryge hendes kind, for det var også der at det for alvor gik op for hende, at han faktisk sad der, og det var noget som gjorde hende temmelig rolig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. ”P-passer du på m-mig?” endte hun direkte stakåndet, som hun fortsatte med at forsøge at falde til ro, også selvom det ikke var nemt for hende! Hun lagde hovedet stille mod hans bryst endnu en gang, bare for at mærke ham tæt på. dette var jo vad hun havde ønsket som sit sidste ønske, selvom den dvasianske ’konge’ ikke havde været helt enig i det udsagn, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun trak vejret dybt. Han fangede hendes hentydning, hvilket selvfølgelig glædede hende, for nu kendte han sandheden, og hun var virkelig glad for at han ikke slog hånden af hende, nu hvor hun så desperat havde brug for ham, for det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun trak vejret dybt, også selvom det blev tydeligt dirrende, for det var slet ikke fordi at hun kunne slappe af som sådan, for det var bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. ”Det… den kan jeg godt lide.. Det.. det lyder som en god idé,” endte hun dæmpet. Hvis det gav hende en frihed tilbage, så var det selvfølgelig noget af det bedste af det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg vil bare være fri..” hviskede hun lettere febrilsk. Hun var træt af at være fanget af det ene eller det andet nu!

[lucas]

Det havde virkelig været en skræmmende følelse at skulle være så tæt på at miste den person man elskede højst i hele verden. Raphaella havde en kæmpe betydning for Lucas og det havde han slet ikke kunnet ignorere og da slet ikke efter deres forrige aften, som virkelig havde været fantastisk! Hun havde virkelig fået ham til at føle sig komplet og hel, hvilket han aldrig nogensinde havde gjort før! Han havde aldrig haft nogen som havde haft den betydning for ham, hun var den første der virkelig havde formået at tage ham med storm, som havde taget hans hjerte og vogtet om det, hun var den første som han havde elsket og givet de store ord til, og hun var også den første som han faktisk havde sat sit eget liv på spil for at komme til undsætning og redde. Han var så bare glad for at det faktisk havde lykkedes ham, på trods det havde kostet hende smerte, og han skulle have orbet noget før, for så havde hun ikke kommet til skade, hvilket han næsten følte sig skyldig for, men han havde da i det mindste fået healet hende, så hun igen kunne klare sig. At hun næsten skulle spørge om han ville passe på hende, fik ham til at slippe en kort munter latter, hvor han strøg hende blidt over håret, som hun lagde hovedet ind mod hans bryst. „Efter i dag, er det vel indlysende at jeg vil passe på dig?” spurgte han drillende, uden at kunne skjule det morende smil. Han elskede hende, så selvfølgelig ville han beskytte og passe på hende! Han havde været tæt på at miste hende og det skulle ikke ske igen! Han ville ikke tillade at der skete hende noget! At hun var enig i hans ord og godt kunne lide hans idé, fik ham til at trække let på smilebåndet. Han vidste godt at de ikke kunne tage nogen steder før de havde fået fat i den kontrakt, så.. der var vel intet at gøre end at gribe sagen i egen hånd og opsøge Ilosonic for at få fat i den kontrakt? Han var sikker på at manden ikke ville give den fra sig uden at få noget i gengæld, men.. han havde intet af værdi, ikke længere, alt havde han jo opgivet, han havde kun det som han stod og gik i! Samt hans bo stav, men ellers havde han intet. Det tøj han havde fået tildelt havde været et par fine fløjlssorte bukser og ellers en hvid T-shirt, hvor han havde været oppe på værelset og taget munkekåben på, så han havde kunnet skjule sig. „Og fri skal du blive! Det skal jeg nok selv sørge for,” svarede han lettere bestemt, som han kyssede hende blidt på håret, inden han strøg hende ganske lidt ned over ryggen, imens han holdt hende tæt ind til sig. Han elskede hende, og han ville kæmpe for hende til det sidste! Han vidste bare at de skulle være påpasselige, for ellers så kunne det ende galt! Der var sikkert allerede blevet sendt en eftersøgning på dem, eftersom de både var landsforrædere her til lands samt i Dvasias, så der var ikke mange steder de kunne få lov til at tage hen, og han vidste ikke hvad de skulle gøre, for han var jo en kendt mand eftersom han havde stået som kongelig rådgiver, så hans ansigt var rimelig velkendt, derfor så turde han slet ikke tænke på hvordan det ville gå dem! „Men lige nu må du hellere hvile dig og få lidt ro til hovedet, min egen,” svarede han roligt, som han sendte hende et varmt smil, idet han løftede hendes hoved, ved at lægge en hånd under hendes hage, inden han skænkede hendes læber et dybt og lidenskabeligt kys – dette havde han savnet!

[Deleted]

At se døden i blik på den måde, havde virkelig skræmt Raphaella fra vid og sans, og det var bestemt heller ikke fordi at hun var faldet til ro endnu, for det var hun bestemt heller ikke, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være når det måtte komme til stykket. Hun rystede stadig, som hun satte sig helt tæt ind mod hans egen krop, for det var også noget som hun havde brug for i den anden ende. Hun lukkede hænderne godt omkring den hvide t-shirt som han havde på, da det også var det som han havde fået tildelt. Selv sad hun jo i en ældgammel og meget laset kjole, men hun havde da om ikke andet, så fået lov til at dække sig til, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun nikkede til hans ord. Det var skam tydeligt for hende, at han gerne ville passe på hende, hvilket virkelig var en tanke som hun var rigtig glad for, men ikke desto mindre så var det noget som hun bare var glad for at få bekræftet, for det var også noget som hun havde brug for! At han alligevel havde været villig til at give så meget op for hende, var slet ikke noget som hun havde noget imod, også selvom hun virkelig var ked af, at hun tilsyneladende kun havde været til besvær, for han havde jo valgt at opgive hele sit liv for at få hende ud af den kattepine, og det var noget som hun selvfølgelig var glad for, men.. alligevel! Hun nikkede stille til hans ord, for hun ønskede virkelig bare den frihed som hun havde søgt efter igennem så lang tid. Men af den grund, så vidste hun godt, at det ville blive en kamp, for hun regnede bestemt heller ikke med at Sonic bare ville slippe hende bare sådan uden videre, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for, hvilket kun gjorde hende langt mere frustreret, for hun fandt det bestemt heller ikke retfærdigt! ”H-han slipper mig a-aldrig..” endte hun med en dæmpet stemme, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn. Sonic var ikke en som viste sig fra en mere mild side, og det vidste hun godt. Hun havde bare været så… dum! Tårerne trillede ned af hendes kinder, også selvom hun var faldet en anelse til ro, men bestemt heller ikke nok til at hun kunne hvile sig! Hun havde ikke lukket et øje siden hun var blevet revet ud af Lucas’ favn, for det var noget som virkelig havde skræmt hende. Hun blev siddende, hvor hun forsøgte at trække vejret dybt, men det var bare som om at hun ikke rigtigt var.. i stand til det, og det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”J-jeg kan ikke..” hviskede hun dæmpet. Hun rystede stadig, selvom det slet ikke var i samme grad, men hun frygtede virkelig for at de ville blive bundet! Og det var slet ikke noget som hun ønskede, for hun havde allerede kostet Lucas mere end det som hun ville stå ved, for hun havde det faktisk direkte.. elendigt med den tanke!

[lucas]

Måske Raphaella havde kostet Lucas en del, både et liv i luksus, en respekteret stilling som Kongelig Rådgiver i Procias og sådan set også hans hjem, samt plads i Procias, men det var jo sådan set ikke hendes skyld, sådan så han i hvert fald ikke på det! Det var ikke hende der havde tvunget ham til at vælge alt det fra, for han havde jo haft et valg, og han havde bare valgt kærligheden frem for det søde liv i luksus, for.. hvordan pokker skulle han kunne leve med sig selv, når han vidste at han lod sin egen drømmepige blive henrettet, for noget som hun slet ikke selv var skyld i? Det havde han slet ikke kunnet få sig selv til, derfor havde han heller ikke fortrudt sit valg og han kom heller ikke til det! Han elskede hende højere end han elskede Procias og dets værdier og normer, for hvis de virkelig havde været i stand til at henrette en uskyldig uden at undersøge mere omkring sagen, så var de på ingen måde bedre end dvasianerne! Han vidste dog at de ville få et hårdt liv, for nu var de begge stemplet som landsforrædere i deres hjemland, så det ville næsten ikke være en mulighed at bo i hverken Procias eller Dvasias for den sags skyld. Det var heller ikke fordi det gjorde ham noget, for han ville ikke engang se sine såkaldte ’venner’ igen, eftersom de alle sammen havde dolket ham i ryggen! Han vendte blikket lettere bestemt mod Raphaella. „Så får vi ham til at slippe dig!” svarede han fast og stædigt, skønt det hele var pointet på Ilosonic, for den mand havde bare at lade Raphaella gå, eller skulle han nok personligt sørge for at gøre livet surt for ham! Han var normalt ikke nogen morder, han hadede at have blod på sine hænder, men det ville ikke være første gang at han slog nogen ihjel, for under Procias’ kaos, da mørkevæsnerne var søgt ind i landet, så havde han til tider været nødsaget til at slå nogen ihjel, eftersom de ikke gad komme til fornuft og tilmed havde angrebet ham – det havde været i selvforsvar, men tanken var stadig deprimerende for ham, for han ønskede ikke at bruge vold som løsning, det var jo også derfor han havde valgt at lade Alexander leve, på trods han havde været i stand til at slå manden ihjel med det samme, og han ville endda have gjort det lettere for ham selv at slå manden ihjel, men.. det kunne han ikke. At hun ikke kunne falde til ro, forundrede ham egentlig ikke. Han sendte hende et overbærende smil, som han strøg hende kærligt over håret og videre over ryggen. „Alt skal nok gå Raph.. det har du mit ord på,” lovede han hende, som han kyssede hendes pande ganske blidt. Han holdt hende en anelse ud for sig, hvor de grønne øjne betragtede sig af hendes skikkelse. „Vi skal nok klare alt, som guderne må sætte os på prøve i. Så længe vi har hinanden, så skal alt nok gå,” svarede han med et varmt smil på læberne, inden han lænede sig mod hende og skænkede hendes læber et blidt kys. Han havde virkelig savnet at mærke dem!

[Deleted]

Raphaella havde virkelig problemer med at falde til ro med det hele, også fordi at hun virkelig havde det svært.. Tanken om at hun faktisk havde kostet Lucas livet i Procias, var næsten en logisk tanke for hende, som hun faktisk godt selv kunne tænke sig til? Det som hun frygtede mest, var jo selvfølgelig at hun aldrig nogensinde ville blive fri i det store og hele, for hun vidste at Sonic var en stædig en af slagsen, og der var jo en grund til at han brugte den kontrakt mod hende, for hun kunne virkelig intet stille op! Hun havde virkelig været fuldstændig komplet idiot dengang hun havde skrevet under, for hun havde jo slet ikke vidst hvad det var hun skrev under på! Hun vendte blikket stille op mod Lucas. Han havde allerede ofret så forbandet meget for hende, og hun havde det virkelig elendigt med det, for hun brød sig slet ikke om det! Hun var jo bare.. et sølle væsen, uden nogen fremtid som sådan, for om nogle år, ville hun være død og borte, alt imens han stadig ville have evigheden.. Var det overhovedet det værd? Det var deriblandt nogen af de tanker som var røget igennem hovedet på hende, da hun havde ligget klar på guillotinen, for.. det var jo sandt? Hvorfor redde en som ville gå i døden alligevel? Han burde finde en anden.. uanset hvor ondt den tanke måtte gøre! Hun lagde sig helt tæt ind mod hans krop og sind, for det var et sted som hun godt kunne lide at ligge, for hun følte sig ellers så god og tryg og det var en tanke som hun godt kunne lide. Tårerne trillede ned af hendes kinder, for hun havde virkelig været dybt rystet! Rystet over det som var sket, og det at folk bare kunne.. stå og se til det, for det som hun skulle straffes for, var slet ikke noget som hun kunne gøre for, for det var slet ikke noget som hun gjorde med vilje! Hun havde slet ikke regnet med at procianere kunne være så… barbariske som de havde vist sig som, så selvfølgelig var det noget som virkelig var kommet bag på hende! Hun vendte blikket direkte .. hjælpeløst op mod ham. At han ville passe på hende, at de nok skulle klare den, var alt sammen noget som selvfølgelig gjorde hende glad. Hun trak vejret lettere dirrende, for hun forsøgte virkelig at falde til ro. Hun havde selvfølgelig den fordel, at hun kunne skifte form når hun var ude blandt folk, så hun behøvede ikke at vække den største opmærksomhed, så.. de skulle vel nok klare sig? Hun var bare mere bekymret for ham, for det var jo ikke ligefrem fordi at han kunne skjule sig i folkemængderne, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Stadig meget chokket og med kraftig hjertebanken, så forsøgte hun virkelig at slappe af, men det var bare som om at hun slet ikke kunne! Jeg vil ikke mere.. jeg vil ikke mere..” endte hun dæmpet, som hun lagde hovedet ind mod hans favn igen. Hun havde virkelig bare.. brug for at mærke ham tæt ved sig, for..det var betryggende, selvom det var svært nok for hende at falde til ro. Hun håbede da om ikke andet!

[lucas]

Lucas forstod skam godt at Raphaella var i chok, for hun havde trods alt stået ansigt til ansigt med selve døden. Hun havde hørt den store klinge søge ned mod hendes hals, hvilket vel var noget der bragte en et kæmpe chok, når man faktisk overlevede det? Han var dog kun glad for at det faktisk var lykkedes ham at befri hende og få hende med sig, selvom det også havde kostet hende smerte, for hun var jo blevet ramt af en pil, han havde dog fået den ud af hende, fået hende healet, selvom det havde efterladt et mindre ar, men hun skulle nok klare sig. Selve arret ville nok være en anelse ømt i nogle dage, men det var da i det mindste ikke dødeligt, og han havde altså ikke reddet hende for at lade hende dø i hans arme i stedet! Måske hun ikke havde en mindre evighed som han selv havde, men.. det var slet ikke noget som han ønskede at tænke på, han elskede hende virkelig højere end noget andet, og han ville gøre alt for at beskytte hende og holde på hende uanset hvad det krævede! Han strøg hende kærligt over ryggen, som han fortsatte med at vugge hende en anelse i sin favn. Det var tydeligt at hun stadig var i chok og det var ikke fordi han ikke gad blive her og trøste hende, men.. de havde altså travlt! De ville ikke kunne blive her i al evighed, de ville ikke kunne holde pause ved bestemte steder over længere tid, eftersom de var flygtninge, de var landsforrædere og han vidste godt at de ville få det hårdt, men.. hvad skulle han gøre? Han elskede hende og han ville ikke leve uden hende i sit liv! Han var ligeglad med livet i luksus, han var ligeglad med sin stilling som Kongelig Rådgiver, for han ville da slet ikke kunne leve med sig selv, hvis han vidste at hun var blevet sendt i døden! Han elskede hende jo højere end noget andet! Derfor ville han ikke tøve med at gøre det igen, så længe han bare kunne have hende ved sin side. Han trykkede hende tæt ind til sig, som hun puttede sig ind i hans favn. „Alt skal nok gå Raph.. Vi finder ud af noget. Jeg passer på dig,” hviskede han kærligt, som han strøg hende over håret, inden han kyssede hendes hovedbund. Han lagde sit hoved tæt ind mod hendes, som han fortsatte de beroligende strøg over hendes ryg og hår. „Men vi kan ikke blive her Raph.. Før eller siden vil Procias’ soldater komme her til Catalena og så vil vi være på den. Desuden så er vi nød til at nå hen til Ilosonic, inden soldaterne gør, så vi skal snart af sted,” svarede han lettere alvorligt. Han trak dem roligt hen til den lyse flod, hvor han vendte blikket mod hende. „Tag lidt at drikke skat, få lidt koldt vand i hovedet.. det vil nok hjælpe dig med at klare tankerne,” svarede han roligt, som han sendte hende et varmt smil. Han stoppede dog ikke sine strøg af hendes ryg, for han kunne ikke få sig selv til at slippe hende, ikke nu hvor han endelig havde fået hende! Han kyssede hende blidt på kinden, inden han næsten opfordrede hende til at tage noget vand, som han fik hende sat på jorden, hvor han selv satte sig hen til vandet, for at samle det i sine hænder. Han plaskede noget op i sit ansigt, som han fik vasket, inden han tog noget at drikke. Det var dejligt koldt og ikke mindst forfriskende!