Not quite the idea..

[Deleted]

Det var ved at være en sen eftermiddag. Solen var på vej ned over den store himmel, selvom det nu heller ikke var noget som rørte Jacques det mindste. Efter ham og Yasmya havde mistet deres lille dreng, så var hele livet bare gået fra et paradis til et rent helvede, og det var bestemt heller ikke fordi at det var blevet bedre med tiden siden dengang! Han var sågar begyndt at snerre af sine småsøskende, hvilket bestemt heller ikke var ham en hjælp på nogen måde, for han ønskede jo heller ikke at de skulle ende med at blive bange for ham, for det var bestemt heller ikke meningen med noget som helst af det hele! Han sukkede dæmpet, som han trak kappen godt om sig. Det kunne godt være, at han kunne tåle solens lys, men han foretrak faktisk mørket, for han var jo trods alt en vampyr, skønt han var en af de meget få som havde opholdstilladelsen her på stedet, selvom han nu heller ikke regnede med at slå sig ned her eller noget i den stil. Hvad han dog ikke vidste, var at folk fulgte ham på en længere afstand – mest nok for at han ikke skulle lægge mærke til det. En vampyr i Procias, ja, et sted så burde det jo egentlig heller ikke forundre ham det mindste og alligevel var det slet ikke en tanke som faldt ham ind på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tungen strøg han let over sine læber, som han endelig nåede ned til den store flod. Smuk var den virkelig og han elskede virkelig synet af den, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. ”Yasmya jeg.. jeg må snakke med dig. Det.. jeg savner dig… Nej.. Nej, det kan jeg ikke sige..” mumlede han let for sig selv. Ja, hvad han skulle sige, vidste han ikke, men igen, så var det også hans far som havde formået at drive ham dertil, hvor han faktisk kunne overtales. Ja, lige hvordan manden havde båret sig ad, det vidste han faktisk ikke, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han rystede let på hovedet af sig selv. Nu måtte han da for pokker tage sig sammen! Det andet var da heller ikke noget som gavnede ham på nogen måde overhovedet!
Jacques fortsatte stille langs floden mens han fortsatte med at tænke højt, selvom det nu heller ikke var noget som hjalp ham frem til det rette svar. Han havde ikke set Yasmya længe og han havde også fået at vide, at hans mindre søskende, var træt af at han lå og mumlede hendes navn i søvne. Han kunne jo ikke engang huske hvad han havde drømt jo! Hvilket klart var noget af det værste af det hele! Han rystede let på hovedet, som han vendte blikket ned mod det krystalklare vand, hvor han roligt endte med at sætte sig, for han var jo.. nødt til at tænke sig om, ikke? Det var ikke mange minutter han fik lov til at sidde der, før han direkte blev grebet bagfra af en række kutteklædte mænd. Han stivnede kraftigt, hvor han direkte rev den ene arm til sig, hvilket resulterede i at den ene blev kastet direkte ned i den kolde flod. Dog var de for mange til at han kunne gøre det igen. Hans arme blev tvunget om på ryggen, som han var tvunget på maven, så de kunne holde ham fast. ”Slip mig!” hvæsede han kraftigt, som han forsøgte at komme fri. Det havde på ingen måder været planen!

[Deleted]

Solen var på vej ned, efter en virkelig smuk og klar dag. Foråret var for alvor kommer, hvilket havde bragt en helt anden stemning i Procias, selv på trods af de mange problemer, der havde plaget landet gennem længere tid. Yasmya havde ligesom Procias været plaget af et utal af problemet. Efterhånden så tiden dog lysere ud. Nathaniel havde skænket hende et par prægtige vinger, hvilket var hele grunden til at hun havde valgt at komme i nærheden af floden. Normalt brød hun sig ikke om vandet, men der var gode muligheder for at komme i luften, hvilket hun efterhånden var blevet ganske god til faktisk! Det blonde hår hang frit omkring hendes skuldre. Det var ganske vidst blevet en smule længere, for hun var ikke gået synderligt meget op i sig selv, på det seneste. Phoebe havde været god ved hende. Hun havde om ikke andet sørget for klæder, og for et sted at være og hun havde opfordret hende til at at blive ved med at prøve når det kom til flyvningen, for svært havde det virkelig været! Hun var stoppet op et par meter bort fra floden. Hun skulle slet ikke i nærheden af det vand! Hun bredte de smukke, hvide vinger en anelse. Hun havde virkelig forsøgt at pleje dem vel! Fuglene sang fra trætoppene. Hun lod de grønne øjne søge op mod dem. Et lille smil bredte sig over hendes læber, et af dem som faktisk var sjældne. Foruden vingerne, og det faktum at hun endelig kunne kalde sig for noget, var i det store og det hele, det eneste hun kunne smile af. Nu hvor selv Nathaniel gået bort, hvilket havde efterladt hende så godt som alene. Alligevel så var hun blevet ældre.. og det havde uden tvivl modnet hende på mange områder, også selvom hun til tider havde haft let ved at falde i de forkerte fælder, som fortiden havde lagt for hende. Hele vejen havde hun følt sig en smule overvåget, også selvom hun efterhånden var blevet enig med sig selv om, at hun efterhånden var blevet paranoid.
or et øjeblik havde hun glemt tanken om de øjne hun følte forfulgte hende. Det var dog en kort stund i ro. To hænder greb fast omkring hendes slanke arme. Hendes fysik var ikke meget at prale af, hvilket betød, at hendes forsvar var yderst ringe. Hun kunne ikke se mandens ansigt for den hvide kutte der dækkede både hans ansigt og hans krop. Hun gav sig til at skrige. Så højt hun kunne, i håb om at nogle ville høre hende. Hendes hjerte bankede galoperede hurtigt mod hendes bryst. Et sted så følte hun det næsten kvælende! Uden så meget som et ord førte denne mand, hende med sig et godt stykke ned af floden, hvor træer afskærmede dem for omverdenen. Det mindede hende om da hun var blevet kidnappet ved søen, den mand.. det løb hende koldt ned af ryggen. Mentalt havde hun aldrig været let at knække. Tårerne begyndte at trille ned over hendes blege kinder, uden hun selv var i stand til at kontrollere noget som helst. Flere mænd ventede i samme form for kutter. ”Slip mig!” udbrød hun direkte febrilsk! Han skulle bestemt ikke røre hende! Den fremmede holdt hende fast, mens de andre stort set ikke ænsede hendes tilstedeværelse. Korset om hendes hals, som Phoebe havde skænket hende, blev fjernet, hvilket kun gjorde hende mere vred! Det var nu engang hvad hun havde, og troen skulle de bestemt ikke tage fra hende! ”Jeg.. hvad..” hun tav og lod i stedet blikket glide i. Hvornår stoppede det?! Hun kunne ikke mere, nu var det simpelthen nok!

[Deleted]

Jacques havde så meget som han var nødsaget til at fortælle Yasmya. Ikke bare alt det som han havde på hjerte, for det var faktisk ved at være meget, men tanken om hans mors bortgang, var noget som specielt gik ham på, for det var slet ikke en tanke som han som sådan slet ikke kunne forstå, for.. hun havde jo altid været derude. At han så skulle blive overfaldet på vejen, alt imens han var i gang med at planlægge det hele, var bestemt heller ikke noget som han brød sig om, for det var bestemt heller ikke retfærdigt! Han havde udmærket godt hørt om det som skete med Phoebe og Darryl, udelukkende på grund af hans far, så et sted så kunne han næsten gætte sig frem til hvad der skulle ske i denne stund, selvom det bestemt heller ikke var en tanke som han brød sig om! Den ene mand havde han formået at kyle direkte i floden. Han var jo trods alt en vampyr og han havde en styrke uden lige, og det var noget af det som folk havde en sjov tendens til at glemme, hvilket til tider kunne more ham, men bestemt ikke i denne situation, for han kunne slet ikke have med det at gøre! ”SLIP MIG!” udbrød han med en kraftig stemme, som han forsøgte at trække hænderne til sig, selvom det var uden nogen nytte, hvilket virkelig var en tanke som måtte irritere ham som aldrig nogensinde før, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han nåede kun lige at blive revet op på benene, idet en sæk blev trukket direkte over hovedet på ham, så han ej kunne se hvor han var på vej hen, selvom det i første stund, bestemt heller ikke var noget som gjorde det bedre for ham på nogen måde! Han rev og sled i sine arme for at få dem fri, selvom det slet ikke virkede for ham. Han blev holdt godt fast idet at han blev hørt i retningen, hvor de andre havde fået fat i Yasmya. At det var hende, som de havde fået fat i, var først noget som gik op for ham, da han kunne høre hendes stemme. Han blinkede kraftigt med øjnene, også selvom han ikke kunne se noget som helst, så var det bestemt ikke noget som gjorde ham meget roligere! Det var noget som direkte gjorde ham forbandet rasende og som aldrig nogensinde før! ”I kan lige vove..!!” hvæsede han kraftigt, som han endnu en gang begyndte med sin modstand, for han nægtet at lade noget ske med hende, hvis det var noget som han ellers kunne undgå, så gjorde han det! Endnu en kutteklædt endte med at ryge i vandet, da Jacques kraftigt begyndte at bakke, så de kom tættere på vandet, for han vidste jo hverken til eller fra, og han vidste jo slet ikke hvad han var på vej i retningen af! De kutteklædte snakket hastigt indbyrdes, hvor det alligevel gik så hurtigt, at Jacques ikke kunne få sammenhængen med. Den ene af dem havde fundet en kæp, hvor han fik et slag ordentlig ind på tindingen, hvilket slog ham direkte omkuld og direkte i jorden. De tog endnu en gang fat i ham, og fik ham bundet til et nærtstående træ, kun for at holde ham fast.. ordentligt fast! Fuldkommen rundt på gulvet over hvad der skete, så kunne Jacques kun stå og se til at de fjernede sækken fra hans hoved, hvor han først blev blændet af den kraftige sol, men også.. Yasmya. Det første han fik øje på var hende.. og.. vinger? Han forstod hverken til eller fra!

[Deleted]

Efter at den ene efter den anden forfaldt til døden, for øjnene af hende, så var hun blevet langt mere indelukket, hvilket desværre også betød at hun ikke fulgte meget med i hvad der skete omkring hende, og slet ikke når det kom til Jaques familie, der faktisk havde været det nærmeste hun kom på en selv, efter at både Melody og Marius var gået i døden. Hvad der foregik omkring hende, havde hun virkelig ikke den mest fjerne idé om, men det skræmte hende! Mændene havde hun aldrig set før, men hun havde virkelig intet stort forsvar, hvilket også gjorde det ekstremt nemt for dem at slæbe hende med sig ned af floden. Manden blev stående med hende i et fast greb, selvom hun forgæves forsøgte at vride sig fra. Det var næsten som om.. de ventede på noget? Det var ellers en smuk dag. Hvor de stod skyggede de prægtige trætoppe for solen, men hun kunne høre fuglene synge, selvom det bestemt ikke havde hendes opmærksomhed i øjeblikket. Hun så sig febrilsk omkring, med frygten malet i de grønne øjne, der ellers havde været så livlige for blot et øjeblik siden. Hun fik øje på skikkelse, der kom til syne ved floden. Eftersom han ikke gjorde nogen videre modstand, lod det til at han var blevet slået ned, og var mere eller mindre bevidstløs. Umiddelbart genkendte hun ham ikke, hvilket kun gjorde hende langt mere uforstående. Manden bag hende gryntede noget uforståeligt og udvekslede blikke med ham der kom slæbende med skikkelse. Mens de bandt ham til træet, fik hun et puf fremad, som tegn til at hun skulle gå. Kampen om at slippe fri, havde hun opgivet, for han var langt stærkere end det hun selv var! ”Jeg ved ikke.. SLIP MIG!” udbrød hun en hel del mere vredt, da det gik op for hende, at hun blev ført mod den nytilkommende, der tydeligvis havde fundet en smule bevidsthed. ”Jeg sværger at hvis i ikke..!” hun tav idet hun ud af øjenkrogen så dem fjerne sækken fra hans hoved. Hun følte hjertet springe et utal af slag over. Havde det ikke været fordi han var bundet, så havde hun været lettet. For en stund glemte hun fuldkommen den kaotiske situation.. hun tænkte faktisk ikke rigtigt, for det var så frygtelig lang tid siden at hun havde set ham. Pludselig gjorde hun ingen modstand i at lade dem fører hende frem, nu hvor hun vidste hvor hun var på vej hen. ”Jaques,” hviskede hun stille for sig selv, også i forsøget på at bearbejde tanken om at det faktisk var ham! Hun følte sig bogstavelig talt som et forvirret barn, og det var frustrerende! Der lød en let summen bag hende, mens hun blev skubbet helt ind mod Jaques.. krop mod krop, hvilket var en tanke der virkelig fik det til at sitre. Blikket gled i.. hans duft var den samme, frygtelig velkendt. ”Hvad sker det?” endte hun med en stille hvisken, uden at turde lade blikket møde hans. Hendes hænder blev bundet sammen med hans, der var bundet omkring træet, og sikret så han ikke slap nogle vegne... hans styrke var jo stor, det havde selv hun set eksempler på. Det var stadig ikke helt til at tro.. efter alle de år, og hvorfor sådan her?! Verden var virkelig et uretfærdigt sted

[Deleted]

Jacques var virkelig kun grebet af en panik, for det at vide at Yasmya allerede var til stede, var ham kun en bekræftelse på, at de ønskede en gentagelse af det som var hændt Darryl og Phoebe, og det var slet ikke en tanke som han fandt sig i på nogen måde! At gøre modstand, var noget som han gjorde mere eller mindre automatisk, for alene den tanke som direkte gjorde ondt på ham, for han ønskede virkelig ikke at der skulle ske hende noget ondt! Det føles næsten som hans hjerte måtte hamre mod hans bryst, selvom han vidste at det slet ikke var tilfældet, men det var hans vrede og det dyriske i ham som helt klart var endt med at blive vækket, og det var slet ikke noget som han kunne kontrollere bare sådan uden videre, og det vidste han jo trods alt også godt! Han bed tænderne kraftigt sammen, som han endnu en gang havde fået en kutteklædt i vandet som måtte kæmpe for at komme op igen, også selvom de var langt flere, og så lige det faktum, at han intet kunne se, hvor han var, hvor mange de var eller hvad der skete omkring ham, så det at han blev slået ned, var noget som direkte slog ham omkuld og gav dem en chance for at få ham bundet fast til træet. Hans styrke var enorm, det vidste han godt, og det irriterede ham, at det var noget som de faktisk havde kendskab til! Som sækken blev fjernet fra hans hoved, så var det som om at solen direkte måtte skære ham i øjnene, for han brændt jo ikke i solens lys – gudskelov for det! Han vendte blikket direkte mod Yasmya, også selvom hele kroppen dirrede efter at få lov til at slå ihjel, for han ønskede virkelig ikke at der skulle ske hende noget som helst, for han ønskede bare at få hende væk herfra og så i sikkerhed, for det var virkelig det vigtigste i denne stund! At hun endte med at blive bundet til ham – krop mod krop og med hænderne mod hinanden, var noget som fik ham til at knibe øjnene sammen, for han ønskede virkelig ikke at der skulle ske hende noget! Det var virkelig det sidste som han ønskede sig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! ”Yasmya..” endte han med en dæmpet stemme, dog tydeligt præget af en.. rædsel? Han var langt mere menneskelig end de fleste, også på grund af hans racer, hvilket var noget som forhåbentlig ville være ham en hjælp senere. Han indåndede hendes søde duft, hvilket altid havde været en som havde fået ham til at falde til ro, selvom den havde en helt klar modsat påvirkning af ham denne gang, og der var ikke noget som han kunne gøre ved det af den grund, hvilket helt klart var ham en frustration! Han havde det skidt med det hele.. og det føles bestemt ikke godt! Hele hans krop var fuldkommen anspændt, for han kunne i den grad ikke falde til ro med det! ”S-se på mig.. Se på mig! Prøv at komme fri.. det er vigtigt.. få hænderne fri..” endte han med en febrilsk stemme. Han ønskede virkelig ikke at der skulle ske hende noget som helst! Normalt havde han sin fars ro.. men den havde han i den grad ikke i denne stund! For pokker, det var jo hans mage at det gik ud over, og det var slet ikke noget som han fandt sig i!

[Deleted]

Måske det var mange år siden, hun sidst havde set ham, men den panik havde han altid været elendig til at skjule, selv overfor hende. Hun havde altid været i stand til at føle og mærke på ham når noget var galt, forskellen var bare, at hun denne gang forstod hvorfor. Hvad der var hændt Darryl og Phoebe var slet ikke noget hun var blevet indviet i. folk så stadig på hende som en forbandet, lille unge og det begyndte faktisk at irritere hende, for med de ting hun have været igennem.. var hun virkelig så umoden? Hendes reb var blevet bundet stramt omkring hans håndled, hun havde ikke nogen mulighed for at flytte sig nogle vegne, men på en eller anden måde.. så gjorde det hende mindre angst at han stod der, og at hun praktisk talt holdt om ham, selvom det var tvang, pointen var at hun kunne føle ham tæt på sig, og det var mere end hun havde kunnet sige gennem et par gode år efterhånden. Yasmya vidste godt at der ikke skulle særlig meget til for at tricke Jaques dyr. Hun havde jo efterhånden ikke tal på, hvor mange gange Jason havde buret ham inde, fordi Jaques havde haft lyst til at flå, og af en eller anden mærkværdig grund, var det som oftest når hun var indblandet på en negativ facon. Selvom hun ikke så på ham, så kunne hun føle hans hjerte slå, på den der meget særlige måde.. bare at høre det slå. Hun lod blikket atter glide i. Det havde været en sjældenhed eftersom vampyren oftest stod stærkeste i ham. Om han var sulten, eller om han var vred var hun dog ikke blevet i stand til at skelne mellem endnu. ”Du er anspændt. P-prøv at slappe af, d-du er nødt til at kontrollere det,”hviskede hun og forsøgte vi9rkelig at lyde rolig, selvom angsten prægede hendes tone i en alt for stor grad. Forsigtigt hævede hun blikket og lod det møde hans. Den rædsel hun så, var bestemt ikke noget som beroligede hende, for når først han var bange, hvordan kunne hun så tillade sig ikke at være det samme, han var jo langt stærkere! Vingerne bredte hun en anelse, kun fordi de føltes en anelse tunge, når hun stod som hun gjorde. End ikke de lod til at kunne hjælpe dem i øjeblikket. Yasmya nikkede stilfærdigt, og forsøgte at sno de smalle håndled ud af rebene, men de var bundet virkelig stramt! Der gik ikke mange sekunder, før hendes hænder blev irriteret og røde af hendes forsøg, der tillod rebet at gnave i hendes hud. Hun sukkede direkte opgivende. ”De er bundet for stramt.. Jaques fortæl mig hvad pokker der foregår,” endte hun lidt frustreret, for han lod jo faktisk til at vide mere end hun gjorde, og hvis dette skulle blive hendes endelige, så ville hun altså gerne vide hvorfor, og hvor pokker han kom ind i billedet! Panden lod hun hvile mod hans bryst, hun forsøgte at lade sig trøste af hans behagelige duft, og huske den tryghed som den havde bragt hende også som lille, men det virkede ganske enkelt ikke i øjeblikket, også fordi han var ligeså meget præget af den angst, som det hun selv var!

[Deleted]

At der var gået så mange år siden de sidst havde set hinanden, var noget som Jacques pludselig ikke kunne forstå, men igen.. det var også først nu at savnet virkelig måtte vælte op i ham. Når der skete hans mage noget, så var det dyret i ham som for alvor måtte vækkes, for han ønskede virkelig ikke at hun skulle komme galt af sted, for det var virkelig ikke retfærdigt! Og det var en tanke som virkelig måtte gøre ondt selv på ham! At hun blev bundet fast til ham, så vidste han allerede nu, at det måtte vise sig som en gentagelse af det som skete med Darryl og Phoebe, og det var bestemt heller ikke noget som han måtte anse som direkte retfærdigt, for det var det på ingen måde! Han hvæsede af de kutteklædte, også selvom det var en tanke som slet ikke slog ham ind. Det var bare en tanke i ham som havde slået klik, og han kunne virkelig ikke gøre for det! Han vendte endnu en gang blikket mod hende, også selvom det var umuligt for ham at falde til ro, for det kunne han på ingen måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Han bed tænderne tydeligt sammen, hvor uroen tydeligt måtte stå i hans eget blik, for han kunne virkelig ikke stille noget op med den! ”Det er nemmere sagt end gjort..” endte han tydeligt sammenbidt, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn i den anden ende, for det var det ikke! Han vidste at de før eller siden ville stå i flammer, men kunne han undgå at hun skulle igennem det, så var det virkelig også det hele værd i hans øjne! At hun ikke kunne få håndleddene fri, var noget som gjorde ham bange, for han ønskede ikke at der skulle ske hende noget! Han sukkede dæmpet, som hun lagde hovedet mod hans bryst, hvor han næsten automatisk måtte lægge hovedet ind mod hendes. Han ønskede hende rolig, for han vidste godt, at det andet slet ikke var noget som ville hjælpe dem, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Det er en gentagelse af hvad der skete med Darryl og Phoebe..” endte han sigende. Eftersom hun havde boet under samme tag med den kære præstinde, så gik han vel også lidt automatisk ud fra, at hun havde fortalt Yasmya det? Også fordi at de havde den ting til fælles; De havde været med en vampyr? Han vendte blikket mod hende endnu en gang, også selvom han kunne se at de kutteklædte havde fundet en større tønde frem. Han brændt jo ikke i solens lys, hvilket de havde bidt sig mærke i. Hans krop sitrede, også fordi at dyret for alvor var fremme i ham, og det var ikke noget som han nogensinde havde lært at kontrollere! ”Jeg vil ikke have at der skal ske dig noget ondt..” tilføjede han mere febrilsk, som han selv forsøgt at få hænderne fri, også selvom det heller ikke skulle vise sig at være muligt for ham, selvom det helt klart var en tanke som direkte måtte irritere ham, for han så bestemt ikke på det som retfærdigt! Han havde ikke gjort noget forkert, og det som han havde gjort, var bestemt heller ikke noget som skulle gå ud over hans mage! Det skulle sket ikke gå ud over Yasmya!

[Deleted]

Dagene var bare gået, de havde passeret og på mange områder følte Yasmya at hun var gået glip af dem, for hvad havde hun egentlig lavet, foruden at hjælpe Phoebe? De sidste par år, havde hun tænkt nær så meget på ham, som hun havde gjort det første lange stykke tid, også fordi hun bare.. lærte at leve med det valg som hun havde foretaget dengang, og overbevist sig selv om at det var det rigtige. At han direkte hvæssede af de kutteklædte mænd, var kun noget der bekræftede for hende, at det dyr var blevet vækket i hans indre, og hun vidste jo godt, at det ikke var en god ting! Det frustrerede hende at hun ikke var i stand til at hjælpe ham denne gang, for dengang havde hendes tilstedeværelse været alt der skulle til, før han faldt til ro. Der var selvfølgelig sket meget siden. ”Det nytter ikke noget at se rødt, Jaques,” mumlede hun lidt sammenbidt. Det var ikke meningen at hun ville bide ham af, men i øjeblikket var hun ramt af angst, også fordi han ikke havde muligheden for at gøre noget.. han havde altid reddet hende! Mændene lod slet ikke til at have bidt mærke i hans vrede, for de vidste at de begge var tøjlet sikkert. Panden lod hun hvile mod hans bryst, for så tæt som de stod, så gjorde det ondt at forsøge at se sig bagud. Hun løftede hovedet, og lod blikket finde vejen til hans, så uforstående i hans bange øjne. ”Darryl.. Phoebe?” gentog hun nysgerrigt. Hun havde snakket med Darryl en del gange før, og han havde faktisk hjulpet hende med at holde dagene ud. Hun kunne godt lide ham. ”Jeg har ingen idé om hvad du snakker om!” udbrød hun febrilsk. Det var svært at forholde sig roligt, særlig når hun mest følte for bare at sætte sig ned og tude.. hun havde ellers sværget, at der efterhånden ikke havde været flere at græde af. Hvad der foregik bag hende, var ikke rigtigt noget hun fulgte med i, også selvom hun kunne fornemme på Jaques når der skete noget der ikke var heldigt. Hvad de havde tænkt sig at gøre var hun slet ikke klar over, indtil videre stod de jo bare der.. ”Han tog min halskæde,” mumlede hun som var det den tanke der sårede hende mest. I det store og det hele, var hendes indre et væld af følelse henlagt i kaos, og hun havde brug for at få det ud efter alt den tid! ”Bliv ved med at prøve,” hviskede hun stille, og begyndte atter at vride i leddene for at komme fra. Tanken om at han var bekymret for hende varmede hende faktisk. Det bekræftede om ikke andet, at han ikke var helt ligeglad. En mand var endt med at søge om bag hende. Før hun vidste af det, begyndte det at dryppe ned over hendes krop. Hendes hår var vådt. Yasmya frøs på stedet for det var virkelig koldt! Det var ikke rigtigt gået op for hende, at hun faktisk stod der og skælvede. Stanken af sprit omkring afslørede at det ikke bare var vand. Hun trak skuldrene op omkring ørerne i forsøget på at beskytte sig mod den næste skylle der kom. To andre mænd var kommet til, og begyndte at vædde Jaques.. de gjorde sig mere umage med ham, end med hende, og hun kunne se at de holdt en afstand til ham. Han var jo ikke helt ufarlig!

[Deleted]

Jacques var virkelig præget af en voldsom panik, for han vidste hvad der skulle ske, og det var bestemt heller ikke fordi at det gjorde det bedre for ham! I denne situation ville han helt klart foretrække at være uvidende frem for det modsatte! Dyret var langt fremme i ham denne gang, også fordi at han i det indre, vidste at dette var alvor denne gang. Det var ikke bare en lille ting som det havde været med Lucian, for dette var faktisk i stand at tage ikke bare hans liv, men også hendes! Han hvæsede kraftigt af dem, så snart han mente at de var kommet for tæt på, hvilket ville sige, bare at de kigget på Yasmya, for det var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre! ”Det nytter så sandelig heller ikke bare stå og glo!” endte han fast, også selvom.. det slet ikke var meningen at det skulle gå ud over hende. Han lukkede øjnene for en kort stund. Det var som om at de andre slet ikke tog sig af dem. Vingerne som Yasmya havde fået, var ikke noget som han som sådan lagde mærke til, for det var hendes umådelige smukke ansigt som han så for sig i denne stund, da det også var noget af det som han værdsatte mest. Ikke hendes ydre, men hendes person.. Hun var og ville altid være den eneste ene for ham, og det ville der aldrig kunne laves om på! At hun ikke var kendt med hvad der var sket med Darryl og Phoebe, var noget som et sted kom bag på ham, for han havde næsten regnet med at de ville fortælle hende det! Hun levede jo under deres tag! Han knyttede næverne fast. ”Jeg… jeg troede de ville fortælle dig det..” endte han dæmpet, dog tydeligt.. usikkert, for det var jo heller ikke fordi at han ønskede at skræmme hende mere end det som var højst nødvendigt! Hans øjne var endt langt mere blodskudte, også fordi at bæstet virkelig var fremme i ham i denne stund, og det var uden tøven, for han var virkelig præget af en vrede uden lige, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, hvad end om de var noget som man ville det eller ikke! ”Helligt og uhelligt.. vampyr og engel.. lysvæsen.. eller noget sådan.. De anser det som forbudt.. og straffer dem.. De blev brændt.. stående ind til hinanden..” fortalte han med en dæmpet stemme, for det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at skænke hende det. Han havde så meget dårligt nyt at bringe hende, og dette var bestemt ikke planen som en af dem! At de overdyngede hende i alkohol først, fik ham til at se rødt. ”I HOLDER JER VÆK FRA HENDE!!! udbrød han af sine lungers fulde kraft, som de selv overdyngede ham godt med alkohol. Det var jo.. mest ham som skulle straffes for det, også selvom det nu heller ikke kom helt bag på ham alligevel. Han stod fuldkommen stiv, som han bare så på hende imens. Hans hænder og arme var fuldkommen anspændt. ”De må ikke gøre dig ondt..” endte han langt mere febrilsk. Tanken ene og alene, gjorde forbandet ondt selv på ham, for han ønskede det slet ikke! Den tanke var mere dræbende for ham, end det som noget andet var!

[Deleted]

Det var virkelig nyt for Yasmya at se ham i direkte panik, det var ikke ligefrem noget hun havde været vant til. Som regel havde han været den som tog hende med ud af ilden, og reddede hende når det hele lod til at brænde på, også selvom hun havde været overladt til sig selv siden Lucien. Til tider følte hun sig stadig beskidt og klemt også selvom der intet var galt. Nætterne var de værste, for hun savnede virkelig nogen at putte sig ind til, sådan havde det jo været siden hun var lille! Det at han direkte begyndte at snerrer af hende, var noget der fik hende til at slå blikket ned. Hun reagerede ikke synderligt på det, for efter de havde mistet deres søn, og efter at der var sket noget med ham.. som hun aldrig havde fundet ud af, så var hans snerren blevet hverdag. ”Der er ikke så meget jeg kan gøre,” svarede hun næsten forsigtigt. På mange områder var hun stadig den sårbare, unge kvinde der næsten krympede sig når hun følte at hun gjorde noget forkert. Kun få gange havde hun åbnet munden og forsvaret sig, og det havde faktisk været for at være sammen med ham. Hun burde have lyttet til sin kære far, men man kunne jo altid være bagklog. Alligevel så kunne hun ikke lade værre med at føle et savn. Vinger bredte hun ud. Hun følte dem brænde under den våde, stærke væske. Hvorfor lige hendes vinger, hun havde gjort så meget for at holde dem i pæn stand! Et opgivende suk forlod hendes lidt klaprende læber, for mellem hans kolde krop og væsken samt kulden, så vandt hendes menneskelighed altså. De små gennemsigtige dråber løb ned over hendes ansigt og hendes krop, gjorde hendes kjole våd og klistret, men hvad kunne hun gøre? ”Jeg er et barn, Jaques.. de fortæller mig intet,” påpegede hun lidt sammenbidt, og forsøgte at holde øje med hvad pokker der foregik omkring dem. Hun var måske ikke ligefrem et barn, men ikke desto mindre, så blev hun stadig set som et. Jo mere hans sagde, jo mere bredte panikken sig i hendes indre. ”B-brændes?” gentog hun og blinkede uforstående. Han kunne da ikke mene, at de havde tænkt sig at brænde dem levende?! Yasmya gled ind i en mindre trance af sine egne tanker. Det var sjældent hun hørte ham hæve stemme, hvilket derfor hurtigt bragte hende tilbage til den virkelige verden. Hun gispede forskrækket. For pokker den mand var forvirrende! I søgen for blot en smule trøst og tryghed, puttede hun sig ind til ham. Om ikke andet.. så stod de der sammen, for en gangs skyld. At se dem vædde ham i alkohol, var noget der skræmte hende, og hun blev så vred på sig selv over, at hun ikke hævede stemmen og forsvarede ham, men hun var virkelig.. chokeret.. hun havde da ikke gjort noget forkert ved at være sammen med ham.. desuden.. de var jo ikke engang sammen mere?! ”Vi.. jeg.. Hvorfor vi har jo ikke.. i mange år,” hviskede hun dog stadig angst. Blikket søgte frustreret til hans. De kunne da ikke bare kaste både hende og ham i døden. Desuden, at miste endnu en kunne hun ikke bære! Manden bag hende var begyndt at messe, han slog kors for brystet. Det gav virkelig ikke nogen mening i hendes hoved, hun ville jo bare tage en uskyldig gåtur!

[Deleted]

Jacques havde aldrig nogensinde været ude på at der skulle ske Yasmya noget ondt! Det havde altid været hans opgave at passe på hende, og det var noget som han agtet at holde fast i, selvom det var tydeligt at det havde slået kraftigt bagslag for ham, nu hvor de måtte stå op af det træ! Om ikke andet, så var det rart at stå der med hende igen, for det var virkelig noget som føles.. direkte fantastisk. Han havde manglet det, også fordi at det var noget som efterlod ham med en følelse af at være.. hel, og det var en tanke som han mægtig godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, for det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket mod hende, som hun havde fortalt at hun intet vidste. Et sted så var det alligevel noget som måtte komme en anelse bag på ham. Han så hende da ikke som et barn som sådan. Jovist var hun ung, men.. når man vidste at hun kunne ende med at stå i en situation som denne, så var det bestemt heller ikke noget som gavnede hende at være uvidende omkring! Hele hans krop stod fuldkommen stiv og tydeligt anspændt, for han var virkelig vred og ikke mindst.. direkte panisk, for han ville slet ikke have at de skulle gøre hende ondt! Hende mindst af alt, så hellere ham selv! Han nikkede. ”Som jeg hørte, kom Phoebe fri og det reddet deres liv..” endte han dæmpet. Også mest for at bekræfte det.. Hvorfor skulle de ellers dynges i alkohol? Han brændt ikke i solen som Darryl gjorde. Tak og pris for hans blanding, for solen ville han slet ikke kunne undvære, for han elskede jo at færdes i den. Den messen som skete i baggrunden, var noget som kun direkte måtte irritere ham! Han var et uhelligt væsen, men han var ønsket, og det var den tanke som han kunne stille sig storslået tilfreds med i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han blottede tænderne endnu en gang. ”HOLD MUND!” endte han kraftigt, som han igen forsøgte at få hænderne fri. De reb han var bundet med, måtte være indlagt med sølv, for han kunne slet ikke bryde dem! Og det var en tanke som kun irriterede ham mere end det som godt måtte være! Han vendte blikket mod hende, hvor han alligevel.. forsøgte at lægge armene om hende, selvom han ikke kunne. Hovedet lagde han tæt ved hendes, mest af alt for at forsøge at skænke hende den trøst. Han plantede et varsomt og næsten forsigtigt kys mod hende tinding, også selvom det var meget prøvende. Hans krop sitrede svagt. ”Tilgiv mig..” endte han med en dæmpet hvisken. Udelukkende fordi at han virkelig ikke ønskede at der skulle ske hende noget på grund af ham, for han følte virkelig at det var hans skyld! Han vendte de mørke øjne mod hende. De var begyndt at finde fakler frem, som messen måtte gå mod sin ende. Jacques fortsatte med hænderne, men det at få dem fri, var bare ikke en mulighed, og det var noget som gjorde ham direkte febrilsk! De måtte ikke skade Yasmya!

[Deleted]

Måske hun havde været igennem meget de sidste mange år, men det betød bestemt ikke at hun kunne tænke sig at ende på denne måde! Det værste var næsten, at Jaques rent faktisk var der, for ikke nok med at han ikke ville være i stand til at redde hende ud af ilden denne gang, så ville han også selv gennemgå samme skæbne, og Yasmya måtte erkende at hun ikke vidste meget om vampyrer, men hun var klar over at ild ikke ligefrem var deres livret, det var en tanke der skræmte hende. Hvad der ventede dem var hun nu klar over, selvom det slet ikke gjorde noget bedre.. hun stod og ventede på at blive brændt som en heks på bålet? Tanken gjorde hende direkte febrilsk! Hendes hjerte var frygtelig aktivt, det slog så hurtigt at det næsten gav hende lysten til at besvime. Hun vidste at det ikke var en god ting når først dyret var så langt fremme i Jaques som det var nu.. han kunne blive fristet. Yasmya sank en klump, og holdt en pause med forsøget på at vride fri, for hendes håndled var virkelig ømme og irriteret efterhånden. Det var lykkedes Phoebe og Darryl, hvilket ville si9ge at disse mænd var langt mere forberedte dengang. Det var i situationer som dette at hun følte sig lidt bitter. ”Hvor er det dog rart, når nogle fortæller mig at jeg er i livsfarer,” mumlede hun med en spids tone der direkte dryppede af ironi. Hvis disse mænd virkelig straffede vampyrer og folk der havde været sammen med dem, så havde hun da haft ret til at vide det, eftersom hun havde været sammen med en af Procias mere kendte! Hun fik et mindre chok da han atter valgte at hæve stemmen. Et kort øjeblik havde hun troet det var ment til hende, men pausen i messen sagde hende noget lidt andet. Hun puttede sig ind til ham og skjulte ansigtet mod hans bryst, som hun havde gjort dengang hun havde været yngre når hun havde været bange. Visse vaner ændredes aldrig, og Jaques.. han havde altid været i stand til at skænke hende en tryghed, som end ikke hendes forældre havde været i stand til at give hende. ”Jaques..” hviskede hun stille. ”.. du er nødt til at falde ned,” påpegede hun meget forsigtigt, for hun ønskede ikke at han skulle begynde at snerrer af hende, men hun kunne ikke tænke med alt den råben. Manden gjorde messen færdig, hvilket fik en anden mand til at træde frem. Faklen i hans hånd, fik hende næsten til at falde modløs sammen. Hun var oprigtig bange! Tårerne begyndte lydløst at trille ned over hendes blege kinder. Den ene efter den anden var gået i døden for øjnene af hende, og nu skulle hun følge dem. Af den grund var det ingen lettelse, for hun ønskede ikke at dø, hun havde jo ikke levet bare lidt! Blikket lod hun glide i. Hun ville ikke se når det skete. I forsøget på at nå hans kys, strakte hun sig en smule på tæer. Om ikke andet så måtte hun erkende at det føltes godt at være ham så tæt, hun kunne føle ham som han kunne føle hende. ”Det er ikke din skyld,” hviskede hun grødet og næppe hørligt. Om få øjeblikke ville de begge stå i flammer, og det ville nok tage livet af dem. Hun skælvede i den halve favn hun stod i. ”Hvis det er til nogen hjælp overhovedet. Så fortryder jeg ikke at have været med dig,” endte hun sandfærdigt. Hun havde virkelig savnet ham, og det var vel også hvad hun forsøgte at sige? Der var jo uanset ikke meget at miste!

[Deleted]

De sidste år havde ikke været nemme for Yasmya og det var noget som Jacques var kendt med allerede fra før af, selvom det ikke desto mindre, ikke var noget som gjorde det nemmere for ham selv, for han følte virkelig at han havde skyld id et som var sket, og det var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han stod fuldkommen anspændt, som han stadig forsøgte at få hænderne fri, selvom det var tydeligt, at det slet ikke virkede for ham, og det var en tanke som virkelig måtte irritere ham som bare pokker! At Darryl og Phoebe ikke havde fortalt hende noget, var et sted en tanke som han slet ikke havde regnet med, for hun havde da ret til at vide det! Specielt fordi at hun havde haft med en vampyr at gøre! Han vendte blikket stille mod hende. ”De burde have fortalt dig det..” endte han med en dæmpet stemme. Det var en tanke som direkte irriterede ham, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden. At de messede, så vidste han og så kunne han se at det måtte gå galt, og han kunne ikke engang stille noget op denne gang? Det var noget som virkelig, virkelig måtte irritere ham! Det var slet ikke fordi at han ønskede at skræmme hende, men når dyret var så langt fremme i ham, var noget som virkelig måtte irritere ham som bare pokker! Han lukkede øjnene, som han trak vejret dybt, også selvom det ikke hjalp ham. Han kunne for pokker ikke engang lukke armene om hende og det var virkelig en tanke som kunne frustrere ham som intet andet overhovedet! At hun gemte sig mere ind mod hans favn, var noget som gjorde ham… rolig. ”Undskyld..” endte han med en dæmpet stemme. Han ønskede bare ikke at der skulle ske hende noget! Og så var det uanset hvad det så skulle koste ham i den anden ende, for han ønskede slet ikke at hun skulle komme galt af sted, og så på grund af ham? Det nægtede han simpelthen! At messen blev gjort færdig og faklerne blev fundet frem i stedet for, fik det til at sitre, for han vidste godt, at han intet kunne stille op. Det var bare uretfærdigt at tvinge hende igennem det der, for det ville han slet ikke have! Hendes sidste ord var ham dog en lettelse. Han trak svagt på smilebåndet. Alt det onde de havde været ramt af.. tabet af Melody og Marius, deres søn, hans mor og nu også hinanden? Han så bestemt ikke retfærdigt på det! Han lagde hovedet tæt ind mod hendes eget, som han roligt gned sit op af. ”Måske det har været hårdt, men jeg har nydt det… hvert eneste sekund af det..” Alle hans muskler var mere eller mindre i spændt, men det var heller ikke fordi at han kunne gøre noget ved det af den grund, for han stod fuldkommen stiv på stedet. Han vendte sig mod manden med faklen som kun kom tættere på. Hans øjne var blodskudte og hans mine var tydeligt dræbende, for kunne ham, så rev han armen af den mand! Faklen blev sat mod ham og hans side, hvor han omgående endte med at stå i flammer som hurtigt bredte sig til hende. Skriget brød kraftigt hans læber, for selv som vampyr, så var det kun halvdelen af ham, så han kunne helt klart godt mærke det!

[Deleted]

Alt virkede som et enormt kaos. De havde haft deres problemer, og de havde trukket det korteste strå i sin tid, men det var ikke fordi hun havde regnet med at de skulle ende på denne måde. Der skulle to til en tango, og hun havde ikke lyttet til sin kære i far i sin tid, men i stedet valgt at trodse ham, og det var noget som havde konsekvenser, også selvom hun ikke havde regnet med at skulle straffes yderligere, de foregående år, havde været hårde nok for hendes del. Efterhånden havde hun opgivet kampen om at få sine hænder fri, for det lod ikke til at virke, desuden var hendes håndled blevet hævet og irriteret af hendes forsøg. Hun havde faktisk ikke rigtigt forstået hvad der foregik, men hendes hjerte slog som en i sindssyg, for det var gået op for hende at det umuligt kunne være godt. Hun klamrede sig ind til Jaques, mest fordi det var blevet en vane at søge mod ham, når først hun blev bange og utryg som hun var i øjeblikket. ”Der er jo aldrig nogle, der fortæller mig noget!” udbrød hun direkte frustreret. Man kunne sporer hendes frygt og hendes modløshed i hendes blik. Eftersom hun havde tilbragt mange år med en vampyr, og disse mænd straffede dem som havde.. så havde det blot været både egoistisk og ansvarsløst ikke at fortælle hende noget, for hun bevægede sig jo rundt i Procias uden nogen form for beskyttelse, der var stort set aldrig behov for det, og hun havde aldrig været på den anden side af muren. I øjeblikket valgte Yasmya bevidst at ignorere hvad der skete omkring dem, og i stedet gemme sig ind mod hans bryst, indånde den beroligende duft, for hun vidste at det nok var sige gang hun fik muligheden. Tanken om at hun ikke kunne ligge armene om ham, var næsten det mest frustrerende, for ventetiden var.. nervepirrende. Hun vidste at døden nærmede sig med hastige skridt, at de skulle brændes, og hun kunne ikke gøre meget andet end at.. vente. ”Hold mund,” mumlede hun, og forsøgte mislykkedes at lyde mindre bange. Hun ønskede ikke at han skulle undskylde, for det var jo ikke hans skyld! Efterhånden havde hun mistet så mange, at det kun havde været et spørgsmål om tid, inden turen ville nå til hende, hun tiggede og bad til at han ville slippe! ”Jaques? Tror du Emanuel er der?” hviskede hun forsigtigt. Blikket hævede hun lidt forsigtigt mod hans. Måske det var en mærkværdig ting at undre sig over, men hun var stadig ikke kommet sig over tabet af deres søn, tanken om hans død i hendes arme, gjorde stadig ekstremt ondt. At høre at han om ikke andet ikke fortrød det, var noget som lettede hende. Hun nikkede stilfærdigt. ”Jeg har virkelig s..” hun tav, som hun så manden med faklen stille sig imellem dem, og lade ilden komme i kontakt med Jaques, der omgående gik op i flammer. Kun sekunder endte følte hun selv ilden brede sig. Skriget forlod hendes læber. Idet ilden bredte sig omkring dem, følte hun ikke meget mere. Hun skreg og vred sig, men hun følte intet som sådan.. det hele var bare sort og fuldkommen uvirkeligt. Omverdenen var forsvundet, hvilket efterlod Yasmya med den enorme smerte hun følte.

[Deleted]

Det var virkelig umuligt for Jacques at falde til ro, også fordi at han vidste hvad der skulle ske. Det kunne godt være at Yasmya endnu var et bar, men ikke desto mindre, så burde de have fortalt hende hvad hun stod med i hænderne, også fordi at dette kunne gå så frygtelig galt! Netop fordi at hun havde været sammen med ham, og se dem nu! Han vendte blikket stille mod hende, også fordi at han følte at det var hans skyld.. Selvom han jo ikke kunne gøre for at han var det væsen som han var, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være når det måtte komme til stykket. Han stod fuldkommen stiv som et bræt! Han rystede stille på hovedet. I det store og hele, så havde det vel.. bare været ham og Nathaniel som fortalte hende ting? Også selvom han virkelig anså det som forkert! ”Jeg ved det..” endte han dæmpet og så tydeligt behersket, for han kunne jo slet ikke lade være med det af den grund! At hun ikke ville bande, vidste han udmærket godt, selvom han synes at det var noget af det kæreste ved hende. Han sendte hende et skævt smil, hvor han bare endte med at nikke. Han havde aldrig nogensinde fortrudt at det var hende som han havde udset sig at være sammen med, for det ville aldrig nogensinde blive anderledes, og det var heller ikke noget som han ønskede anderledes, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han lagde hovedet tæt ind mod hendes. Han ønskede at passe på hende, om det så skulle koste ham hans liv! At hun bragte deres lille dreng på banen, var noget som fik hele hans mimik til at ændre sig. Hun var ikke kommet over tabet af deres lille dreng, det kunne han godt høre. ”Det er slet ikke tiden til at lade mor blive genforenet med søn, Yasmya..” hviskede han stille. Selvfølgelig var deres lille dreng der, for han var revet fra dem på det mest uretfærdige grundlag som han kunne tænke sig i denne stund, så var det bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende! Han vendte blikket direkte mod ham med faklen, idet at de blev sat ild til. Flammerne bredte sig allerede med det samme, hvor skrigene tydeligt brød den stilhed som ellers havde lagt sig over dem. At Yasmyas skrig endte med at gå hen i stilhed, var noget som direkte gjorde ham.. panisk. Han rev kraftigt i hænderne, hvor rebene alligevel endte med at give efter, udelukkende på grund af flammen og varmen. Uden at tænke over det, så søgte han direkte mod floden, for.. den ild skulle slukkes! Varmen blev hurtigt erstattet af den intense kulde, idet at de røg direkte ned i vandet, da hun jo var bundet fast til ham, hvilket slet ikke var en ting som ha tænkte over, andet end at hun skulle reddes, om det så skulle være på bekostning af hans eget liv! Han gispede kraftigt, idet han tog fat om hende, for at føre hendes hoved over vand, for han vidste at hun ikke kunne holde vejret, som han kunne! Selvom strømme rev i ham, selvom han virkelig havde ondt, og allerede var kørt til udmattelse, så var han nødt til at holde hende over vand!