Not quite the idea..

[Deleted]

Yasmya var virkelig skuffet over, at hun intet havde fået at vide. Hun havde tilbragt mere eller mindre hele sin barndom i armene på en vampyr, og hun havde bestemt ikke været guds bedste barn, men om ikke andet så havde hun virkelig kæmpet for gøre op for hendes handlinger og gerninger. Det var ikke retfærdigt at hun nu stod for denne dom, ligesom det slet ikke var retfærdigt at brænde Jaques, han havde ikke gjort andet end godt for landet! De eneste der aldrig havde behandlet hende som et barn, havde været Jaques, Nathaniel og den kære Jason, som hun heller intet havde set til siden bruddet med hans søn. Et sted så gjorde tanken hende faktisk ondt, for han var blevet det nærmeste hun kom på en faderfigur, efter Marius' død. Vinden blæste i hendes blonde lokker. Det kildede hende i nakken og langs den slanke hals, men hun var ikke i stand til at fjerne dem. I 'jeblikket måtte hun også erkende at være mere bange for den fakkel som nærmede sig. Måske det endnu ikke var tiden til at blive forenet med sin søn endnu, men på trods af det så lod det til at det var det som kom til at ske under alle omstændigheder. Hun ønskede ikke at fortælle Jaques det, for han ville blive vred, men hun.. glædede sig faktisk. Der var ikke mange ladt tilbage til hende på denne jord. Hun havde aldrig fået muligheden for at slippe den enorme sorg som var opstået alle de tab, for hun havde jo kun.. haft sig selv, og det var ikke noget hun kom langt med. hendes hjerte hamrede som en sindssyg mod hendes bryst. Hun klamrede sig ind til hans kølige krop, i søgen for den tryghed, som han altid havde været i stand til at skænke hende. Det drejede sig om ganske få sekunder før hendes egen krop var gået op i flammer og brændte i et med hans. Hun skreg, og lod omverdenen forsvinde fuldkommen. Hun lagde end ikke mærke til at det faktisk lykkedes Jaques at komme fra af de mange reb og skubbede hende over mod den kolde flod. Kulden omfavnede hende. Det brændte et sted under huden, men alligevel så skælvede hun voldsomt i det kolde vand. Hvor Jaques var endt, var svært for hende at vurdere, for han var trods alt bare.. forsvundet. Hun var for svækket til at orientere sig overhovedet, hun havde end ikke kræfter til at holde sig over vandet, alligevel så faldt hun ikke. Den blotte tanke om at hun befandt sig i vand, var noget som fik hende til at panikke yderligere. Hun gispede efter vejret, selvom vandet kom hvilede ved hendes hals. Desperat forsøgte hun at kæmpe sig mod land, men hun kom ikke særlig langt. Kroppen sugede væsken til sig, langt mere taknemmelig end det som hun selv måtte være. Hun hadede vand og det havde hun gjort siden deres tur ved søen, desuden havde han aldrig nået, at lærer hende at svømme, hvilket bestemt ikke gjorde det bedre! ”Jaques,” hviskede hun hæst og samtidig lidt desperat. Det bekymrede hende at hun ikke kunne se ham, og hun havde ikke den mest fjerne idé om, at det var ham der faktisk holdte hende oppe.

[Deleted]

At Yasmya ikke havde fået noget at vide, var selvfølgelig noget som gjorde Jacques langt mere urolig, for det var virkelig ikke retfærdigt! Tanken om at hun havde vandret uvidende omkring, med den risiko som hun faktisk løb, netop ved at have været omkring ham, også selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, men ikke desto mindre, så var det ikke noget som han kunne gøre noget ved nu, andet end at sørge for at hun ikke faldt fra, for han vidste at det var det som var de kutteklædtes mening med det hele! At de allerede var væk, var selvfølgelig noget som lettede ham, selvom han vidste at det hele slet ikke var forbi endnu. Han var vanddæmon, så selv han var virkelig afhængig af vand og med ilden, så.. fordampede den jo, og det var også det som han måtte siges at være mest bange for at han slet ikke ville være i stand til at gøre et forsøg på at redde hans elskede Yasmya! Uanset om de var sammen eller ikke, så var det slet ikke fordi at han ikke elskede hende, for.. det gjorde han virkelig. Tanken om at han ikke kunne gøre noget for at redde hende, var slet ikke en tanke som han brød sig om, for han ønskede selvfølgelig at være der for hende, selvom.. ja, han havde vel svigtet igennem et stykke tid nu? Flammerne bredte sig, hvilket også tog kraftigt fat i rebene som han nu var i stand til at rive over! At Yasmya var endt med at falde halvvejs i svime, var noget som direkte gjorde ham bekymret, selvom.. ja, det var jo egentlig kun hende som han havde i tankerne og end ikke sig selv! Han fik hende hastigt med sig til vandet, også selvom han vidste at det måtte være koldt for hende, og at hun var bange for vand, så skulle han nok holde hende oppe, for han vidste skam godt, at hun lige så var bange for vand, af åbenbare grunde, men det var slet ikke noget som han kunne tage hensyn til i denne stund, om det var noget som hun ville det eller ikke. Hans egen krop sugede godt til af væsken, hvor det direkte endte med at gøre.. ondt på sit vis, selvom han virkelig var nødt til at holde sig selv oppe i nakken, for ikke at glemme at han virkelig var tæt på selv at falde i svime og han vidste, hvis han gjorde det, så ville hun drukne, og det var slet ikke noget som han ønskede sig! At hun forsøgte at komme ind til bredden, var ikke engang noget som han lagde mærke til, for han var virkelig koncentreret nok til at holde hende oppe, hvor han heller ikke kunne høre hende kalde på ham, som han nu befandt sig under vand, og slet ikke kunne høre hende. Hans arme begyndte at skælve, og selvom strømmen ikke var stærk i vandet, så måtte han virkelig kæmpe, for ikke at lade den tage ham og hende for den sags skyld, for han havde virkelig ikke kræfterne til at holde sig fast! Det gjorde ondt.. Han havde det bestemt ikke særlig godt og han havde virkelig, virkelig ondt, også selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, for det gjorde det på ingen måder overhovedet! Han røg en anelse tilbage i den mørke bund i floden, hvor resten af hans krop begyndte at skælve. Han brød sig virkelig ikke om følelsen!

[Deleted]

Yasmya var virkelig vred! Hun havde aldrig ment nogle noget ondt.. ikke foruden Camryn vel og mærke. Hun søgte i ny i næ ud for at nyde naturen, slappe af og give sig en smule hen. Hun ville nødig påstå at hun havde det hårdt, men hverdagen føltes kvælende, og hun sov ikke foruden når hun lå under den stegende sol i det bløde græs, og lod den fredelige stemning omfavne hende og give hende en vis tryghed. Det var ligeså hvad hun havde forsøgt på tidligere lige inden hun var blevet pågrebet. Hun forstod stadig ikke helt hvad der skete, men hun var skuffet over at hverken Phoebe eller Darryl havde advaret hende om faren. Yasmya kæmpede imod det kølige vand. Hun kunne føle det omgive hende, og det gav hende en direkte panisk følelse. Hun hadede vandet, og hun hadede endnu mindre at hun ikke kunne se Jacques. Lige der glemte hun helt at han var vand dæmon og vampyr, og slet ikke skulle bekymre sig om den slags. Det sved så meget at hun næsten ikke kunne føle det, men det strammede over hele kroppen, hun følte ikke at hun kunne bevæge sig. Hendes salte tårer blandede sig med flodens vand, som de trillede ned over hendes blege kinder. Om hun ville det eller ej.. så elskede hun Jacques med alt hvad hun havde.. som hun havde lovet ham at gøre i sidste ende. Nu havde hun så også taget straffen for at gøre det. DE blonde lokker flød i strømens retning. Hun følte sig svimmel og underligt træt, bare det at holde øjnene åbne var en kamp. De våde vinger forsøgte kun yderligere at hive hende under vandet. Hvorfor pokker skulle hun straffes på den måde?! Hun stønnede hæst, og forsøgte stadig forgæves at kæmpe sig i land, også selvom hun ikke rigtigt kom nogle vegne. I sin kamp for at føle land, endte hun kortvarigt med at ryge under vandet. Hun hostede kraftigt, i forsøget på at få vandet ud igen, det var ikke behageligt! Der lugtede af brændt kød og røg endnu. Hun kunne ikke længere se nogle af skikkelserne, men det var sløret for de grønne øjne, hun kunne på ingen måde se klart. Luften blev klemt ud af hende. Hendes hjerte hamrede hurtigt, og hun følte det prikke ubehageligt i hver del af sin krop. Inden hun rigtigt nåede at bide sig mærke i det, blev kroppen mere og mere slap i vandet, ikke mindst fordi hun var direkte udmattet. Det havde bestemt ikke været hvad hun havde regnet med. Det sortnede for hendes blik efter kun få minutters kamp i vandet. Havde det ikke været for Jacques var hun røget med strømmen og under vandet. Hun var dog ikke i stand til at tænke de tanker, en blanding mellem panikanfaldet og smerten havde formået at slå hende fuldkommen ud, så hun slet ikke lagde mærke til hvad der foregik omkring hende længere. Hun var fuldkommen slap, på den anden side havde hun ikke slappet mere af i lang tid, end det hendes krop nu tvang hende til at gøre.

//OUT

[Jason Elvana Nimanhra]

Solen stod højt på himlen. Det var bestemt ikke det ideelle tidspunkt for Jason at søge ud på, på trods af at han endnu bar den ring som Lisa havde skænket ham, som gjorde det muligt. Han brændte ikke, men han kunne føle den prikke på hans hud, og ikke mindst blænde ham ubehageligt. Alligevel havde han efterhånden søgt hele Procias igennem. Han havde mærket at noget var galt, og det var noget som havde sat en panik i ham! Han stoppede op og lod de isblå øjne søge omkring. Han forsøgte at koncentrere sig om sine sanser selvom de urolige tanker gjorde det kompliceret. Han vidste ikke hvad der skete, men han havde følt en næsten uudholdelig smerte, og det kunne kun være Jacques der var tale om! Det mørke hår sad fuldstændig forkert. Han var for pokker lige faldet i søvn! Heldigvis havde Ela ikke haft et problem med at lade ham gå, ej heller selvom de havde et vigtigere møde lidt senere. Han havde allerede mistet Lisa fordi han havde været for optaget af sin rolle i Procias, han nægtede at miste sin søn lige så! Nu gvar han endelig nået til floden. Han kunne dufte brændt kød på lang afstand. ”For helvede,” mumlede han vredt og satte atter i løb. Fuglene flygtede fra ham, som han kom spurtende. Pladsen var ryddet. Han betragtede det sortsvedne græs og faklen som var gået ud idet den var faldet ned. Han vendte sig mod floden og så Yasmyas bevidstløse skikkelse. Han missede med øjnene, og følte et stik af smerte. ”Nej,” endte han næsten en anelse febrilsk. Han elskede Yasmya som havde hun været hans egen. Uden at tøve det mindste gik han hen til bredden og samlede hendes lette skikkelse op. Han kunne føle hendes hjerte slå, rytmen var direkte hypnotiserende. Hun dryppede ned over ham, men det var nu ikke noget han tog sig af. Under vandet fornemmede han den anden skikkelse. Det kunne ikke være andre. Med den ene arm hev af Jacques op af floden. Han var slemt forbrændt men han lod stadig til at være ved nogenlunde fatning. ”Jacques,” endte han stille. Han slap ham ikke, men næsten tvang ham på benene. ”Støt dig til mig min dreng,” indbød han og lod armen glide om livet på ham, så han kunne holde ham oppe, mens han havde smidt Yasmya over skulderen. Han var nødt til at have dem begge med hjem, men han ville umuligt kunne bære begge to. ”Jeg er bange for at du må gå selv. Lad os komme hjem og få smidt jer to i en balje vand,” mumlede han mere henvendt til sig selv end det egentlig var til Jaques, han havde brug for at samle tankerne. Han priste sig om ikke andet, lykkelig for at han havde været i stand til at føle det. Det tydede kun på at han virkelig havde fået et tæt forhold til Jacques. ”Stille og roligt,” afsluttede han og begyndte roligt at gå, sikrede sig at Jacques kunne følge med. Hvad pokker der var sket skulle han nok finde ud af!

//OUT

[Deleted]

Ubehaget stod virkelig tydeligt i Jacques, også fordi at han virkelig havde frygtelig ondt! Men han var ligeglad med sin egen smerte, så længe at Yasmya forblev over vand, for det var virkelig det eneste som betød noget for ham lige nu.. Han ønskede ikke at hun skulle dø.. Det havde aldrig nogensinde været hans hensigt på nogen måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hans ben skred let under ham og med en tydelig sitren, for det sitrede virkelig i hans arme, også fordi at han slet ikke var ved sine fulde fem, for han følte kun mere og mere at han gled ud af sin egen bevidsthed, også selvom han kæmpede for at holde sig vågen. Gled han væk nu, så druknede Yasmya, og det var slet ikke noget som han ønskede sig! Øjnene klemte han let sammen. Han kunne holde vejret under vand, men det kunne hun altså ikke, og det var en af de få ting som gjorde, at han virkelig var nødt til at holde sig vågen lige nu, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare ikke noget som hun kunne gøre noget som helst ved af den grund! Han endte næsten panisk, da det nærmest føles som Yasmya blev taget fra ham, for han havde jo slet ikke været i stand til at følge med i hvad der skete over vandet! Hånden som greb ud efter ham, efterlod ham med en tydelig sitren, for det var jo hans far. Han lukkede øjnene let og med et tydeligt smertende gisp, for han havde virkelig, virkelig ondt! ”H-hun må ikke dø..” endte han dæmpet, som han blev tvunget op på benene, hvilket tvang ham til et direkte smertende udbrud, for han kunne helt klart godt mærke det, selvom det bestemt ikke var nemt for ham. Han støttede sig ind til hans far, hvor han kun forsøgte at gå ved hans side, så han kunne komme videre selv, for han ønskede virkelig bare at komme hjem og ligge igen, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. At gå, var noget som gjorde mere ondt end det som han havde troet, for det var virkelig ikke noget som han kunne undgå at lægge mærke til nu, hvor han faktisk var i stand til at falde mere til ro igen, og det var noget som han virkelig måtte hade! Han bed tænderne tydeligt og smertende sammen. ”Ikke lad hende glide væk far..” endte han dæmpet, som de endelig måtte komme fra stedet gå hjemover. Han endte nærmest med at glide ud af bevidstheden, da de endelig måtte nærme sig…

//Out