The return for.. what?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde virkelig ikke nogen intentioner om at skulle åbne sig for nogen som helst og da specielt ikke Miquel! Hun fortsatte med at sætte ham på plads, så længe, at hun havde en grund til at skulle gøre det! Og han havde virkelig ikke givet hende nogen grund til at skulle gøre noget andet! At solen stod direkte ind af vinduerne, hindrede hende virkelig i at komme nogen steder på dette tidspunkt. Det ville i den grad koste hende det liv som hun havde at skulle gøre godt med. Lyset var virkelig for lyst! Det skar hende noget så voldsomt i øjnene og det gjorde virkelig noget så frygtelig ondt i den anden ende, at det var helt ekstremt! Bare tanken om at Lucius var væk, var dræbende nok for hende, det var slet ikke en tanke som havde slået hende ind ville ske overhovedet. De havde jo været sammen så længe, så hvorfor skulle hun da?! Hun trykkede sig helt op af væggen, hun måtte bare ikke komme i kontakt med solen! Han havde været væk i det som kun måtte være nogle timer.. Det undrede vel ikke nogen at hun sørget over tabet af sin mand? "Hvad havde du ikke gjort, hvis du inderligt mistede den som du elskede og holdt så meget af, at du opgav livet for at være sammen med vedkommende?" spurgte hun direkte. Måske, det var at spille på de menneskelige følelser, hun kunne jo trods alt ikke benægte, at de var der, uanset hvor meget hun ville det eller ikke, det var der heller ikke nogen tvivl om. Jo mere han gjorde plads i vinduet, jo mere lys kom der ind, og jo mere panisk måtte hun selv blive. Hun trak benene så tæt ind til sin egen krop som hun overhovedet kunne komme til det for at undgå at komme i kontakten med lyset! Deler af hendes kjole, hvilede jo trods alt direkte i solens blege skær og det kar hende virkelig noget så frygteligt i blikket! "Det gør ondt.." endte hun mere stille. Hun tørrede sine tårer stille væk og lod blikket falde stille ned mod sine knæ, selv med en svagere skælven.

[lantes]

Miquel kneb øjnene i. Nej, Malania ville ikke åbne sig. Det var et råd, ikke en beden om at hun skulle blive hans bedste veninde! Han sukkede. Det var irriterende at blive sat på plads, eftersom hun ligesom var tæt på at tabe. Måske lige den sidste gejst, inden hun egentlig gav op. Han så på hende, da hun begyndte at snakke om hvordan han ville have det med det. "Det kan jeg ikke svare på, men jeg ved bare, at jeg ville ønske jeg havde nogen til at hjælpe." Han var kun ærlig. "Desuden jeg har ingen at elske, og ingen elsker mig," sagde han. En stor indrømmelse, men det var sandt. Det var blot menneskelige følelser, hvilket jo havde en hvis effekt på hende. Han lænede sig op af karmen til vinduet. Sørgede dog for ikke pludseligt at kunne falde ud. Han samlede en af skodderne op og satte det som skygge for hende, dog så vinduet var åbnet for ham. "Ja, det gør ondt," sagde han stille.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania vidste, at hun absolut ikke kunne gøre noget som helst så længe, at solen var oppe, og det var virkelig noget af det værste ved det hele, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun sank klumpen stille i halsen og blev ellers tvunget helt op af væggen for at undgå at komme alt for tæt på lyset. Det skræmte hende virkelig og noget så frygteligt, at man skulle tro at det var løgn. For en vampyr skulle græde, skulle der i den grad meget til.. de var jo trods alt døde væsner og hun kunne virkelig bare ikke holdde dem igen nu. Miquel rodet virkelig rundt i alt det som han slet ikke burde! "Du kender ikke til situationen.. Du forstår virkelig ikke på hvordan jeg har det.." sagde hun dæmpet. Hun måtte vel bare have muligheden for at skulle spille på det. Lucius var væk.. hun havde ikke nogen anden at gå til nu.. Hun havde vel Caya? Det var jo det eneste, men hun kunne da umuligt søge mod Lysningen?! "Jeg gav dig muligheden.. jeg gav dig din frihed.." sagde hun stille. Hun tvang et hulk tilbage. Han skulle bare ikke høre hende på denne her måde, hun hadet virkelig den her tilstand og disse følelser! Hun var ikke menneskelig mere! At han satte en skodder for igen, gjorde hende mere rolig, det dæmpede da lyset en anelse, selvom det stadig var alt for lyst for hende. ALT for lyst! Hun førte hænderne op til hendes bryst og med en tydelig skælven. Hun kunne ikke falde til ro, det var virkelig umuligt for hende. Hun så op på ham. Hun turde end ikke at rejse sig op af frygten for at ende i det klare sollys. Hun savnede det faktisk og noget så frygteligt, at man skulle tro at det var løgn. "Det gør virkelig ondt.." afsluttede hun med en tydeligt mere dæmpet stemme end det som hun havde gjort tidigere.

[lantes]

At lyset måtte skære Malania i øjnene var ikke en tanke som bekymrede Miquel. Han havde gjort det for overlevelse, og hun holdt sig da idet mindste væk nu. "Nej, jeg ved ikke hvordan du har det," indrømmede han stille. "Men du har haft en. Du har elsket nogen. Det er mere end jeg kan sige," sagde han dæmpet. Hans familie elskede ham jo ikke engang. Han var begyndt at tro, at han bare skulle leve sine dage her. Men da det var vendt, var han gået i panik. Hvad skulle han gøre. Han havde intet selvforsvar, han.. kunne jo intet! "Jeg ved du gav mig min frihed," sagde han stille. Han så på hende, som hun sad der. Ynkelig. At hun så faldt mere til ro, kunne han kun regne ud, ved at han havde sat en skode op foran vinduet. Den sad ikke fast, han holdt den der bare. For at være lidt 'venlig' alligevel. "Men hvor skulle jeg gå hen?" sagde han stille. En tåre banede sig vej ned over hans kind, og den var tydeligt som han stod der i solskinnnet. "Fysisk smerte er bedre end psykis," mumlede han stille. Han fik skodden sat fast med magi, da det jo var noget husligt. Og de små besværgelser kunne han. Han satte sig bagefter ned, dog stadigvæk i den anden lysstråle. Han sad under vinduet, klar på at kravle ud hvis hun ville gøre ham noget.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Lyset skar i den grad voldsomt i Malanias øjne, selvom det nu ikke var noget som hun formåede at skulle lægge skjul på nu. Hun trykkede sig helt op mod vægge og med de let sammenknebne øjne. Det var virkelig alt for længe siden, at hun overhovedet havde set noget som helst som måtte minde om sollys. Hun havde jo levet i mørket sammen med Lucius i.. ja gud ved hvor lang tid. "Jeg har mistet det jeg elsket og holdt af Miquel.. Det eneste som holdt livsgnisten i mig.:" sagde hun med en svag hvæsen. Hun var ærlig, at lyve havde aldrig nogensinde været noget som faldt hende ind, og selv ikke for Miquel, selvom han stadig måtte optræde som et nul i hendes øjne. Hun var kendt med, at han ikke havde været elsket hjemmefra. Hun havde jo selv udvalgt ham som den som hun ville have med sig til dette sted, en at koste rundt med når Lucius ikke var hjemme.. Nu ville han aldrig nogensinde komme hjem, så havde hun virkelig heller noget at skulle bruge Miquel til. At se hans tåre, reagerede hun slet ikke det mindste på overhovedet. Det var kun et tegn på en tydelig svaghed - også den eneste grund til at hun virkelig valgte, at skulle bekæmpe sine egne for øjeblikket. Så længe han sad i lyset, kunne han virkelig ikke stille noget som helst op, og det var virkelig også noget af det værste for hendes vedkommende for øjeblikket! "Jeg mærker ikke forskel.." sagde hun dæmpet. Hun så ned på sine hænder. At hun healede selv, var en ekstrem langsom proces, men den skete dog, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun blev siddende, stadig helt trykket op af væggen som hun var for øjeblikket. Stadig let skælvende, men mere og mere rolig.

[lantes]

Miquel gned sine øjne og endte med at rejse sig igen. Han indså at der ikke var noget at gøre her. Hun ønskede tydeligvis ikke hjælp, så han kunne jo ligeså godt bare... forsvinde? Han rejste sig og så på hende. Han lod skodden falde ned, bredte igen sollyset. Det ville dog ikke ramme hende, han var trods alt ikke en morder. "Til dit held," sagde han stille. Hvad hun ville gøre når han var væk, var han ligeglad med. Hvad han selv ville gøre, havde han ikke styr på endnu. Men det måtte han jo finde ud af. Han kunne altid flygte.. til Imandra måske? Han gad i hvert fald ikke Dvasias, ikke med hans skrækkelige familie. "Pas på dig selv... Men endelig drukken i sorg hvis du vil det," sagde han stille og slog foden ud over vinduet og kunne lige stå med tæerne på en lille kant. Hans hænder holdt om karmen, og den ene greb fat i stigen med blomsterranker på. Han fik fat og fik sig selv ned i god behold. Han stillede sig i lyset, grinte lidt og nød friheden. Han endte med at forsvinde fra området.. bare komme væk! Nu gad han virkelig ikke mere..

//Out

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania vidste, at hun virkelig ikke kunne stille noget som helst op, så længe at solen var oppe og stod så frygtelig dominant i værelset som det gjorde, samt at Miquel havde søgt beskyttelsen i det. Det ville virkelig koste hende livet, hvis hun ellers prøvede på noget som helst og det ville hun da helst undgå for alt i verden, det var der heller ikke nogen tvivl om. At han igen lod skodden falde, hvor hun fast trykkede sig helt op af væggen. Det var slet ikke fordi at døden skræmte hende, men hun frygtede det virkelig og noget mere end det som hun nok lige ville være i stand til at skulle stå ved. Hun bed sig i læben og vendte blikket vredt i retning af ham. "Til mit held?" gentog hun spidst og med en mere vred tone. Nu måtte det være nok! Han skulle ikke komme her og håne hende når han havde valgt, at håne Lucius først, det var ikke noget som hun fandt sig i! Hun vidste jo, at han havde en pointe, selvom hun virkelig bare valgte, at skulle bide det i sig. Inden hun overhovedet nåede at skulle give ham svar, var han allerede hoppet ud af vinduet. HUn sukkede opgivent og slog hovedet direkte ind mod væggen. Hun trak benene igen helt op til sig for at komme så langt væk fra lyset, det skar hende virkelig så voldsomt i øjnene! En tåre gled stille ned af hendes blege kinder. Hun kunne jo ikke just gøre noget andet end bare at blive siddende og vente på at solen atter ville gå ned. Så måtte un jo bare finde ud af.. hvad skulle hun gøre nu?

//Out