The return for.. what?

[lantes]

Miquel sad på gulvet og fulgte hende med øjnene. Hendes gang var langsom og uhyggeligt, og det gjorde ham virkelig ude af den! Han havde trådt forkert, men han havde virkelig ikke tænkt sig om! Han ville virkelig ønske Lucius var her lige nu, til at give ham en omgang tæsk, istedet for at han skulle ende som føde og lade sit liv. Livet var ham værdifuldt. Nok havde han intet andet end her.. Men her var bedre end 'hjemme'. Hos den familie som solgte ham bort. Han havde stadigvæk mareridt til tider. "Undskyld!" Hviskede han, sagde undskyld hele tiden, medmindre han skulle svare på nogen af det hun spurgte ham om. "Jeg vidste det jo ikke! Jeg vidste det ikke, jeg kunne se du var trist men ikke over hvad! Om Lucius havde været her, måtte du have fundet det sjovt. Jeg gjorde en fejl, det var løgne jeg sagde!" Han stønnede. Han gispede helt og røg om kuld på jorden da han fik stukket en lussing. Han vidste slet ikke hvor han skulle ømme sig henne nu. Han krøb sig sammen, endte med at lægge sig på knæ for hende. "Ja, han elskede dig. Det var tydeligt! Jeg er jo bare jaloux, fordi du havde alt.." Han så undskyldende ud. "Jeg ønsker dig ikke at have ondt. Jeg greb det forkert an, men hvad ved jeg?? Du har givet mig mere end mine forældre, det var respektløs.. Skån mit liv.." bad han.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Miquel var direkte ynkelig! Dette var selv ikke en side som hun havde set ved ham før, men igen, dette var heller ikke en side af sig, som hun nogensinde havde ønsket eller troet at hun selv skulle vise. Men på trods af omstændighederne, så var hun vel et sted også helt nødt til det.. virkelig bare acceptere, at der hvilede så meget af det lysvæsen tilbage i hende, også selv efter alle disse mange år? Hun hadet det.. det kunne virkelig ikke være rigtigt! Det dunkede voldsomt og smertefuldt i hendes ene hånd, selvom det virkelig bare var noget som hun tvang sig selv til at skulle bide i sig. Hun hadet det virkelig.. hun hadet det! "Du står direkte overfor mig og påstår at du lyver?!" hvæsede hun med en kraftfuld stemme. I hendes liv som lysvæsen havde hun aldrig nogensinde tolereret det, og i den grad heller ikke i hendes liv i Dvasias! Det var noget af det som hun værdsatte mest, det var en ærlighed og hvis han ikke kunne vise hende det så..!! Hun kneb øjnene fast sammen. .At flippe på Miquel i øjeblikket afledte hendes tanker fra Lucius og et sted var det også behageligt at få lov til at flippe på den måde.. have noget andet at tænke på også selvom det gjorde ondt, at knægten gang på gang skulle fortsætte med at nævne ham! "Jeg vil ikke høre min afdøde mands navn på dine læber!" udbrød hun med en kraftog og skinger stemme. Miquel var slet ikke værdig til den udtalelse! Han skulle i den grad ikke udtale det navn i hendes nærvær, det ville hun slet ikke stå der og lytte til! Han skulle virkelig ikke komme her og snakke om respekt overfor hende! Hun greb kraftigt efter hans strube endnu en gang, bed bare sin egen smerte i sig for øjeblikket. Hun prøvede igen at skulle få ham tvunget ned i gulvet, hvor hun derefter med en vampyrs medfødte styrke og hurtighed, bare endte med at klemme til. "Som sagt.. Giv mig en sølle grund til at lade dig beholde det!" hvæsede hun fast. Hun havde det elendigt nok fra før af.. Miquel havde virkelig heller ikke gjort andet end at forværre det.

[lantes]

Miquel var ikke meget for dette, han hadede situationen. Han hadede at han ikke kunne rode sig ud af det. Var dette virkelig enden, var det virkelig? Han skubbede sig op at sidde igen og så op på hende. "Undskyld!" klynkede han og trak sig sammen. Han skælvede og han prøvede fast at bakke. Han ville ikke lade livet. Men på den anden side, hvor meget betød han for nogen? Intet! Han havde ingen til at elske sig, og han elskede ingen. Tomheden overvældede ham da alle tankerne væltede op og hans isblå øjne stirrede intenst på hende som han kom nærmere. Han gispede da han blev tvunget ned at ligge, og han spærrede øjnene tydeligt op da hun klemte omkring hans hals. Det lukkede sammen og han hev kraftigt efter vejret. Han spjættede som en fisk. "L..lad alt din vrede vælte over mig. Pisk mig, gør med mig hvad du vil. B..bare skån mit liv. Jeg vil tjene dig, og jeg vil gøre alt du ber mig om uden at tøve.." fremtvang han stammende. Hun ville dog få det hele med.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Var det overhovedet gået op for Miquel, at hun havde sendt ham væk af en grund? Det var slet ikke meningen at han skulle se hende på denne måde! Det var slet ikke meningen, at den mand skulle se hendes tilstand sådan som det var for nu. Hun hadet det! Hun ville slet ikke have ham der! Hun ville for pokker, da ikke have nogen som helst der! Vreden havde hun i den grad formået at skulle vække på denne grusomme måde.. Han havde i den grad ramt så sygelig forkert, da han havde valgt at skulle håne Lucius foran hende. Værre kunne han bestemt heller ikke gøre det! hnden lukkede hun stadig mere og mere omkring hans hals. Kunne hun ikke slå ham ihjel ved at dræne ham for blodet, jamen så måtte hun gøre det på en anden måde, hun havde virkelig bare fået nok! "Er det aldrig nogensinde gået op for dig at jeg sendte dig væk af en grund?" spurgte hun kortfattet. Hun hævede hans hoved bare en anelse, lagde den anden hånd om hans nakke som hun tydeligt gjorde klar til at vride hans hoved om og derved gså knække hans nakke. Han ville næppe kunne mærke noget. Han ville ikke blive savnet og det samme ville hun vel heller ikke? Det eneste som havde holdt hende oppe, var Lucius og nu var han jo væk! Hun klemte øjnene fast sammen. "Jeg har ikke brug for dig, Miquel!" endte hun med en fast tone. Hun slap hans hals, lagde hånden mere under hans hage og tvang armene i rigtig position. Hun gjorde det dog ikke.. ikke endnu.

[lantes]

Jo, selvfølgelig var det gået op for Miquel at hun sørgede og ikke ville have ham. Men han ville jo hjælpe. Hun havde brug for det, selvom 'dyret' i hende benægtede det. De menneskelige følelser var for meget for hende, og derfor var hun så vred. Små tårer gled ned over hans kinder og han rystede. Han spændte i hele kroppen. Han var virkelig bange.. Om hans livshistorie om lidt måtte skrive 'the end'. Det var en sørgelig tanke at ingen ville savne ham. Overhovedet. Han havde jo altid kun haft sig selv. Alligevel ønskede han at leve, så han kunne se livet.. Men ved at han var fri, måtte han på en måde godt være her? "Jo.. Jo det er!" sagde han og hev efter vejret. Hans tårer løb hurtigere da hans hoved blev lagt på skrå. Hans hjerte hamrede derud af. Please, please ikke gør det! Han endte med at hæve hænderne og slå kraftigt ud efter hendes ansigt. Hun var jo forbrændt, så det ville gøre ondt. Han trak vejret tungt. Han kunne nu trække vejret, men hovedet var lagt bagover og til siden..

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania så virkelig rødt! Hun ville virkelig ikke have noget som helst med Miquel at gøre og det var virkelig en direkte tåbelig fejl fra ham, at han havde valgt, at skulle gå til hende efter at hun havde givet ham hans frihed! Hun klemte mere og mere fast om hans strube. Kunne hun ikke drive lidt ud af ham ved at nære sig, så måtte hun jo gøre det på en anden måde! De menneskelige følelser i hende, var i den grad noget af det som måtte skræmme hende mest, de var så mange og de var så kraftige, at de virkelig måtte være hende så frygtelig overvældende! Hun klemte øjnene fast sammen, skulle lige til at give ham svar på hans egne ord idet hun så kraftigt blev slået mod ansigtet. Hun gispede tydeligt smertefuldt, tvang sig igen til at slippe ham, trak sig op på benene, hvor hun lod hænderne falde mod sit ansigtet. Hun bakkede direkte hen i den nærmeste væg. Hvor vovede han! Hele hendes krop sitrede og dirrede af det rene raseri! Hun skulle virkelig have gjort det, da hun havde haft chancen til det! "Jeg slår dig ihjel!!" hvæsede hun med en fast og kraftig stemme, han havde i den grad trådt hende over tæerne og han legede i den grad med ilden og nu brændte han sig virkelig! Hun så mod ham. Hendes øjne gnistrede som rene lyn henover den store himmel. Hun blottede sine spidse tænder som et fanget rovdyr i et lille bur. Hun gik bare efter den som hun kunne komme til. Hun satte af med benene i et kraftigt og elegang spring og direkte mod Miquel. Tænderne satte hun efter hans hals. Han skulle bare dø nu!

[lantes]

Miquel kom så hurtigt på benene han kunne, da han fik Malania til at slippe ham. Han bakkede hurtigt hen imod en væg og stod prustende. Han anede ikke hvad han skulle gøre. Han kunne jo ikke andet end små besværgelser, den største han kunne var.. vand? Som han jo havde brugt til at gøre rent med. Han så på hende. Han endte fast med at rykke sig hen til et af vinduerne som var skodet til og han greb fat under brædderne, truende med at skulle hive dem af. "Kom nærmere og jeg river dem af, så solen kommer!" hvæsede han. Han vidste det endnu var lyst. Fordi hun var jo næsten lige kommet hjem. Der var i hvert fald ikke gået en hel dag. Han kneb øjnene sammen, og kom med et advarende råb da hun sprang imod ham. For pokker. Han gispede, i det at han blev revet ned i gulvet. Men i og med at hun rykkede ham ned i gulvet, og han havde fat i brædden, rykkede han den af. Lyset skinnede ind over gulvet, men strålen ville ikke ramme hende, da de lå helt op af væggen næsten lige under vinduet. Hun var derfor i sikkerhed. Pokkers! Han skreg da hun satte tænderne i ham, og han gjorde et i hærdigt forsøg på at slå hendes ansigt eller hænder. En vrede kogede i ham. Warlocken var gjort sur!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania hørte virkelig ikke hans advarsel inden hun var endt med at hoppe på ham. Endnu en gang havde hun fået sat tænderne i ham, også selvom hun i den grad kunne fornemme, at sollyset var trængt igennem og ind i værelset. Hun havde ikke set lyset i evigheder efterhånden og det var i den grad noget som måtte skræmme hende en hel del! Hans udfald af slag som måtte ramme hende i ansigtet, fik hende omgående til at skulle slippe og trak sig væk. Næsten automatisk trak hun sig op på benene, hvor hun kun ganske kort endte med at stå i sollyset. Hun slap omgående et smertefuldt skrig, da hun fast trak sig væk, slog hele kroppen ind mod den nærmeste mørkelagte væk. Det sitrede helt i hendes krop, da hun gled ned i hjørnet og så langt væk fra solen som hun overhovedet kunne komme. Hun var vred.. hun var virkelig så vred som hun aldrig nogensinde havde været det tidligere. Blikket hvilede fast på hende. Nu hvor det for alvor måtte være tydeligt, at hele hendes ansigt mere eller mindre var forbrændt. Kun med enkelte spor tilbage af den ellers så perfekte og fejlfrie hud. Benene trak hun op til sig.. et sted havde sollyset jo trods alt ladet bæstet blive tvunget lidt i lænker. Hun var virkelig tvunget til at holde sig rolig. En godt forkullet hånd trak hun helt ind mod sin egen krop. Hendes blik forblev næsten helt følelsesløst og forladt at skulle se på. "Jeg slår dig ihjel Miquel.. Jeg slår dig ihjel!" hvæsede hun med en fast og kraftfuld stemme. Endnu en tre gled ned af hendes kind.. Hun hadet det! Alle disse følelser var noget som skræmte hende. Hun vidste virkelig ikke hvordan pokker hun skulle forholde sig til noget som helst! Det kunne virkelig ikke være rigtigt, hun nægtet virkelig at skulle lade sig slå ud af en forbandet lille snothvalp som ham!

[lantes]

Miquel kneb øjnene i. Ingen skulle få ram på ham. Men han ville så hellere ikke kunne bære, at skulle se Malania dø. Og at det var hans skyld. Kunne han?? Var dette virkelig kamp på livet? En utrolig skræmmende tanke, som han havde svært ved at skulle acceptere. Begge kunne da ligeså godt leve. Han spændte da hun havde tænderne i ham, og han lå tungt i gulvet i det hun rejste sig. Hendes skrig skar ham i øret og hans øjne vendte sig hurtigt imod hende. "Du holder dig væk sindssyge kvindemenneske!" hvislede han, dog ikke en direkte trussel på at han ville dræbe hende. Han kom op at stå, og stillede sig direkte i solstrålen. Han missede kraftigt med øjnene. Han havde ikke set lys siden han var blevet bragt hertil, men alligevel var det som et håb i ham. Han så kort ud af vinduet, inden at hans isblå øjne vendtes tilbage imod hende. "Du har stadig et perfekt liv her," mumlede han stille. Hun spildte virkelig sin egen chance!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde virkelig ikke noget liv. Det var forsvundet med Lucius' aske på den store strand. Det billede kørte virkelig rundt i hendes ansigt. De gamle mærker efter mødet med Cayas lys, var efterhånden væk og nu kraftigt kommet tilbage ved mødet med solen selv. Hun manglede klart lyset, selvom mørket nu var og måtte blive hendes fængsel. Hun trykkede sig helt op af væggen. Lyset gjorde hende virkelig panikslagen. Hun ville se Miquel dø og det kunne bare ikke gå hurtigt nok! Tungen vandrede kort over hendes egne læber og med blikket stift hvilende på ham. At han stillede sig direkte i lyset, gjorde det i den grad umuligt for hende, at sætte noget angreb ind uden at falde som en bunke aske selv, selvom det jo et sted var det som hun havde mest lyst til. Lysten til at fortsætte var virkelig faldet til det rene nulpunkt, nu hvor Lucius var væk. De mange følelser skræmte hende, hun havde virkelig ikke nogen anelse om hvordan pokker hun skulle takle dem! Benene trak hun helt op til sig, trykkede sig så godt op af muren som hun kunne. Lyset skar hende virkelig i øjnene, så meget, at det faktisk gjorde ondt! "Perfekt liv? Hvad er det perfekte ved mit liv?!" udbrød hun med en næsten grådkvalt stemme. Lucius havde lært hende meget, hun havde været afhængig af ham fra dag et og nu var han væk. Hun vidste virkelig ikke hvad pokker hun skulle gøre! Endnu en tåre gled ned af hendes kind. Det var virkelig første gang i hele hendes liv, at hun for alvor følte sig fortabt. "Jeg har ikke engang noget liv, Miquel! Jeg er en omvandrende død!" hvæsede hun så kraftigt, at hun næsten var blevet hæs. Det gjorde i hvertfald ondt i halsen efterhånden.

[lantes]

Miquel satte sig ned midt i solstrålen. Følte det som et stort beskyttelses skjold, og når Malania var i sit drabelige humør, ville han ikke tættere på! Han sad stille. Her var han fanget, medmindre at hun gav ham nøglen. Og hvis, kunne det jo altid været en fælde for at han forlod solstrålen. "Du har et kæmpe hus. Du vil blive husket af din elskede." Han huskede for alt, ikke at sige navnet! Han bed sig i læben. Han havde aldrig haft nogen at elske. Han vidste ikke hvad kærlighed var, udover det han havde set mellem Malania og Lucius. "Og hvis du bare gad, ville du faktisk være den bedste ven... Kunne få venner. Komme videre..." sagde han stille. Han sørgede for at sidde inde i solen. Så kunne hun nemlig ikke røre ham. Han betragtede hende i mørket, og vendte sig langsomt til lyset. Det var skønt at se det. Mærke dens stråler. Føle.. varme. "Men du har følelser." bemærkede han.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania sad stadig med nøglen og hun havde i den grad ikke nogen intention om at skulle give den til ham! Han havde virkelig trådt så forkert som det var ham overhovedet muligt at skulle komme til det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At han måtte placere sig midt i lyset, var jo så sandelig heller ikke noget som gavnede hende det mindste. Hun ville slet ikke være i stand til at røre ham! "Blive husket af Lucius? Han er død og borte.. Han vil ikke huske mig.." Hun rystede fast på hovedet. Hun ville bare have Miquel af vejen og ud af hendes liv, inden det hele blev meget værre. Han gjorde virkelig det hele meget værre ved at rode det hele til! Hendes følelser løb af med hende, hun vidste ikke hvordan pokker hun skulle reagere på noget som helst! Hun kneb øjnene let sammen og fjernede tårerne fra sine kinder. Dem måtte han da for alt i verden slet ikke få øje på! Hun var ikke svag, nu var hun i den grad tvunget til at skulle stå der som den store og den stærke, nu havde hun jo slet ikke nogen at støtte sig op af.. Hun havde ingen nu. "Du kender mig ikke.. Jeg er ikke den naive tøs som jeg var den gang, Miquel.." endte hun mere dæmpet. Hun hadet virkelig tanken og hun hadet fornemmelsen. Hun kom absolut ikke nogen vegne så længe, at solen ville være oppe.. Hun hadet det! Hun så på ham, stadig med tænderne fuldt ud synlige i mudvigerne. Hun ønskede i den grad at slå ham ihjel. Hun dirrede og hun skælvede helt vildt. Hun var vred.. følelserne skræmte hende voldsomt. Det var i den grad ikke en heldig blanding. Hun ville ikke lade sig styre af følelserne! Hun rystede tydeligt afvisende på hovedet. "Lad mig være!" afviste hun med en fast tone. Hun ville slet ikke høre tale om det!

[lantes]

Miquel vidste, at ved solnedgang ville han dø. Men det var endnu højlys dag, så han kunne godt blive siddende her i helle endnu. Han betragtede hende. Han kunne ikke se hendes tåre, men hendes hals var grødet til. Så han kunne sådan halvt om halvt regne det ud. Selvfølgelig kunne hun bare overanstrenge sin stemme, fordi hun var så vred. "Han vil altid været der som et håb hvis du bare ønsker at tro!" sagde han fast. Den tanke havde han altid haft. Man skulle altid håbe. "Sagde jeg du var naiv?! JEG sagde bare du skulle åbne op!" råbte han irriteret. Han vidste ikke helt hvor det kom fra. Han rejste sig op, og gik hen til komoden hvor solstrålen stadigvæk nåede. Han tog en vase og gik hen til vinduet. Han så ud af vinduet. "Så giv mig nøglen, så jeg kan komme herfra! Så skal jeg nok lade dig være." Han kneb øjnene i, tog vasen og hamrede den med alt sin kraft imod vinduet så begge 2 splintrede. gik hen og lænede sig helt op af vinduet. Han hev den anden skod af, så hele vinduet var bart. Strålen var nu større, men den ville ikke ramme hende. Han flækkede mere af vinduet. "Jeg springer..!" advarede han hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Den tro havde Malania virkelig ikke.. Hun havde haft den før, men den var i den grad væk nu, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun var jo en død.. Hun havde set sin egen mand.. det liv som hun havde haft, forsvinde for øjnene af hende og nu var der virkelig bare ikke noget tilbage. Hun havde ikke noget at holde fast omkring! "Han er væk Miquel!" hvæsede hun med en fast og kraftig stemme. Han ville aldrig kunne huske noget som helst! Hun huskede end ikke hans stemme i øjeblikket.. det hele lå virkelig så frygtelig fjernt for hende, at det virkelig var så forfærdelig skræmmende og nok noget af det som var det mest forfærdelige for øjeblikket også, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Som om jeg nogensinde ville åbne mig for dig!?" hvæsede hun videre. Hun så blot til, da han algte, at skulle gå hen til kommoden og tage vasen inden hun vendte sig mod ham igen. Ikke at hun nåede at sige noget som helst inden han kylede vasen direkte ind i vinduet og lod det knuses. Hun stivnede helt, skjulte ansigtet for ikke at få skårene i ansigtet. At han rev endnu en skodder af vinduet, fik panikken til at brede sig for alvor. Hun trykkede sig helt ind mod væggen og hjørnet, helt med siden til ham og helt trykket ind i hjørnet og væggen. Hendes krop rystede, ikke bare af raseri, men nu også en større og voksende panik som hun ikke kunne skjule det mindste overhovedet. At han flækkede mere af vinduet, gjorde det tydeligt mere besværligt for hende, overhovedet at komme frem og væk! Han gjorde jo mere plads til lyset nu! "Ikke gør det." endte hun næsten helt desperat, da lyset kun måtte presse hende mere og mere op af væggen. Tårerne var hun holdt op med at skjule.. Det ville uanset ikke nytte noget som helst, hun kunne ikke. Hun skælvede.. så bange, havde hun aldrig været før.

[lantes]

"Jeg sagde sguda heller ikke du skulle åbne dig op for mig?! BARE FOR NOGEN!" hvislede Miquel irritabelt. Hun blev ved med at sætte ham på plads, han prøvede da bare at hjælpe hende! Men hun ville jo ikke tage imod noget af det. Nærtagende tøs! Han lænede sig af vinduet for at se ned. Der var tomt. Der var jo bare.. lys - hvilket var skønt. Men jorden så virkelig hår ud. Han så til sidderne. Yes, der var hans redning. De der stige-ranker man kunne kravle ned af. Han vendte hovedet imod hende. "Ja, han er væk. Hvad vil du gøre? Sidde her og tude resten af dine dage?" spurgte han hende og kneb øjnene sammen. Han så på hende, da hun pludselig udbrød den desperate tone. Han stod stadigvæk i lyset. Solens stråler var virkelig rare, og så beskyttende! "Gøre hvad?? Kravle ud af vinduet?" Han fnøs. Hvorfor måtte han nu ikke det? Og hvorfor var hun desperat og bedende, for at han ikke gjorde det. Ville hun ikke gerne af med ham?