The return for.. what?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mørket nærmede sig en ende, og daggryet stod på programmet, da Malania endelig havde fået tvunget sig hele vejen hjem fra Manjarno af. Hele scenen hvilede i hendes hoved, det kraftige lys, Lucius skikkelse for derefter at se ham falde til jorden som en bunke aske.. En bunke aske.. En tåre trillede stille ned af hendes forbrændte kinder. Hun vendte blikket mod hendes hænder.. Det gjorde faktisk helvedes ondt, det kunne hun bestemt ikke komme udenom overhovedet. Hun nåede det store hus, tvang døren stille op med skulderen og trådte stille indenfor. Hun kunne knapt nok bøje fingrene! Det havde virkelig været hendes redning, at hun kun var halvblods, ellers var hun faldet også. Kulden i det store hus, var ikke noget som hun reagerede på, allerede nu føles det så underlig tomt. Hun førte hånden op til sine kinder og strøg de tårer forsigtigt væk. Hun gik aldrig ud igen.. Hun ville ikke ud igen! Det gjorde ondt at berøre ansigtet.. det var virkelig som hendes hænder; En kraftig 3. gradsforbrænding.. Hun var ligeglad.. Hendes grund til at blive her, var væk.. forsvundet for øjnene af hende på denne måde! "Han er væk.." hviskede hun igen og igen.. Det var mere eller mindre for at skulle kunne overbevise sig selv om det.. At han ikke ville vente på soveværelset når hun kom hjem. Et lysvæsens så kraftige lys, var ikke noget som hun selv kunne huske.. det var kraftigere end hun huskede det... Havde hun virkelig glemt så meget fra hendes tidligere liv? Hendes lange liv i Procias? Det kunne da virkelig ikke være rigtigt! Hun lukkede døren stille med endnu et let slag med skulderen inden hun stille bevægede sig ned af gangen op af trappen og ned mod soveværelset. Kutten beholdt hun over hovedet. Ingen skulle se hende sådan her! Hun passerede stille Miquel på vejen, hun skænkede ham bare ikke så meget som et blik. "Du er fri.." sagde hun stille som det eneste.. denne gang hvor hendes tale var direkte toneløs.. Hun skubbede døren stille op ind til soveværelset, lod døren glide stille i bag inden hun kravledde op i sengen og bare lagde sig der.. Alle disse menneskelige følelser.. den følelse af savn.. Hun hadet det, hun vidste slet ikke hvordan hun skulle takle det!

[lantes]

Miquel stod med åben dør indtil et værelse i nærheden af soveværelset. Han havde ryddet op, og gjort alt op i de små fejl som Lucius sidst havde udpeget. Det var underligt hvor længe de havde været væk, men han havde da haft god tid til at skulle rydde op. Blikket faldt efter Malania da han så hendes skikkelse, men han nåede ikke at se hende ordentligt da han fortsatte arbejdet. Han stod og tørrede dørkarmen af, for at fjerne det støv der evt. kunne have sat sig. Der var i hvert fald støvfrit. Han så dog noget overrasket op da hun sagde: "Du er fri," ud af det rene ingenting og bare forsvandt ind på soveværelset. Hvor var Lucius? Og hvorfor gik hun så tungt og lød så trist. Han stod fuldkommen stille i et par sekunder. Fri. Han anede jo intet om at klare sig selv?! Og han kunne jo ikke tage tilbage til sin fars familie. Som han jo egentlig var blevet solgt ud af. Hvad skulle han gøre. Et stort strejf af panik ramte hans ansigt, og han smed kluden fra sig og hastede efter Malania. Han åbnede døren og gik ind. "Hvad mener du.. med jeg er fri?" spurgte han stille. Han så hen imod hende. Han tænkte noget på det med Lucius. Han så på hende. Hun så direkte trist ud? "Hvor er Lucius? Er han blevet bytte for sin egen føde?" Han kom med et lidt halvhjertet grin og trak på mundvigen i en kejtet undskyldende grimasse, for hans dumhed.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Miquel fik virkelig ikke lov til at skulle se hendes blik. Hun så virkelig forfærdelig ud. De mange 3. gradsforbrændinger i ansigtet og på hendes hænder.. Heldigvis havde resten af hende været skærmet for det stærke lys som havde revet Lucius fra hende på denne forfærdelige måde. Blikket hvilede så tydeligt i hendes tanker.. Hun kunne virkelig bare ikke begribe, at han var væk.. Det var virkelig som at stikke kniven i hendes bryst og fortsætte med at vride, selvom det ikke resulterede i, at hun ville falde selv! Havde han følt smerten? Ligesom hun selv følte den lige i øjeblikket? For hun kunne i den grad mærke den. Trist var hun, hun havde jo lige mistet den mand som holdt hende ved lige i mørket.. nu sad hun bare i komplet mørke.. hun kunne jo ikke vente på, at han ville komme hjem længere. Hun lukkede øjnene stille, da Miquel endte med at træde indenfor. Han lød forvirret.. Hun havde jo heller ikke noget at bruge ham til længere. Hun ville bare være alene.. tænke over tingene og.. finde ud af, hvad hun skulle gøre nu. En simpelt tåre trillede stille ned af hendes kind. "Du er fri.." gentog hun igen med en kortfattet tone, lige så toneløs som den var da hun kom hjem.. Hun var helt ved siden af sig selv. Hans ord og hentydning til Lucius, var virkelig kun noget som ramte hende.. Det var virkelig et for ømt punkt for hende. Hun vendte sig næsten med lynets hast, var hurtigt ude af sengen. Hånden lukkede hun kraftigt omkring hans hals og skubbede ham op af væggen med den faste mine. Kutten var faldet af hende på vejen. Afslørede det ellers godt brændte ansigt og det knuste blik, samt den vrede som han lige havde formået at vække i hende. Bare det at holde hånden lukket om hans strube, gjorde ondt.. hun kunne knapt bøje fingrene jo! "Du skal aldrig.. ALDRIG nedværdige ham på den måde igen, knægt!" hvæsede hun kraftigt. Tårerne havde hun slet ikke tænkt på at fjerne.. hun havde bare reageret rent instinktivt. Hun følte sig alene, hun følte sig skræmmende forladt. Hun trykkede sig tæt på ham og lagde hovedet tæt mod hans hals. "Du har ingen anelse om hvad der er sket i aften Miquel.. du skal ikke.. jeg vil ikke høre den mands navn på dine læber, høre du mig!" hvæsede hun kraftigt. Hun tvang hånden til at slippe grebet om hans strube.. Det gjorde virkelig for ondt.

[lantes]

Miquel stod ligeså stille og betragtede hende på sengen, skjult i mørket. Han så kun hendes silhuet og ænsede ikke om der var noget galt. Han var jo egentlig stadigvæk lidt bange for hende. Mørket Lucius havde lagt over hende var der vel stadigvæk? Han havde aldrig oplevet hende som noget andet end en kold vampyr. Han stivnede da hun bare steg ud af sengen og han opfattede næsten ikke at hun kom løbende. Han gispede da han blev kylet op af væggen, og han stod stiv og trykkede sig ind mod den. Han så hendes knuste blik, og hvordan hun var brændt. Hun havde vidst mødt solen, eller noget ild. Men hvad var der sket? Han var egentlig nysgerrig, men tænkte det var bedst ikke at vise sig som at blive venlig nu. Han lod øjnene glide sammen og mærkede hendes ånde mod hans hals. Han trak vejret dirrende og var faktisk bange for hun ville gøre det, men nej, heldigvis ikke! "Så var han alligevel ikke så stærk og overlegen som han gjorde sig ud for at være," sagde han hånligt. Han åbnede øjnene og så på hende. At hun var forbrændt, var da hendes eget problem. Hun gad jo tydeligvis ikke have hjælp af ham, vel?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kogte virkelig som en sindssyg. Hun ville virkelig ikke høre Miquel udtale sig om Lucius nogensinde! Den mand var mere værd end det som Miquel nogensinde ville være i stand til at skulle præstere! Lucius var en mand.. Miquel var ikke andet end en ussel lille knægt i hendes øjne. Hun var i den grad knust.. alle disse menneskelige følelser kunne hun bare ikke kapere nogen steder.. Hun havde virkelig bare.. glemt hvad det egentlig ville sige, at være menneskelig? Det mørke som Lucius havde kastet over hende, det hvilede virkelig endnu og hun regnede heller ikke med at give afkald på det, selvom hun nu måtte finde noget andet.. nu havde hun jo ikke ham mere.. Han var væk.. væk for altid. Solen havde hun ikke mødt direkte, men klart noget som måtte minde om det.. Hun havde mødt sin egen søster.. et lysvæsen.. en omvandrende solstråle med andre ord.. det var skyld i hendes tilstand. Miquels ord var dog på ingen måde nogen trøst for hende, det fik hende virkelig tændt godt og grueligt af! Hun bed bare smerten i sig, greb ham igen fat om struben for at tvinge ham ned i gulvet hvor hun agtede at holde ham fast. Hun var stadig et rovdyr, hun jagtede trods alt selv når Lucius ikke var der til at gøre det sammen med hende. Nu var hun alene om det hele.. alting. Hvordan det skulle gå med hende nu, vidste hun ikke.. de mange brændemærker vidste hun heller ikke hvad hun skulle gøre med. Hun lukkede grebet fast om hans strube. "Han er mere mand end det som du nogensinde vil gå hen og blive, Miquel!" Hun tvang hans hoved til siden i et fast greb, hvor hun derefter sænkede sig nedover ham, hvor hun uden tøven eller medlidenhed, bare satte tænderne i ham og bare bed til. Hun var virkelig bare vred og den frustration skulle bare lukkes ud!

[lantes]

Miquel fnøs af hende. Hun lignede virkelig en der var blevet brændt af noget skarpt, som vampyrer jo ikke kunne tåle. Derfor ærgede det ham til tider, at han ikke kunne magi. Så kunne han selv have fået Lucius af vejen. Han spærrede dog øjnene om da han blev kastet i gulvet og han lå i fuld spænd. Han så skræmt op på hende. Rovdyret i hende var virkelig overtagende, og det var egentlig en skam. Han var sikker på hun havde været en af de blideste menneskelige væsner før Lucius kom på banen! "Han giver falsk kær-!" Han stoppede brat i sin sætning da Malania tvang hans hoved til siden og bukkede sig ned over ham, satte sine tænder i hans hals og bed til. Han gispede og satte hænderne panisk imod hendes skuldre og prøvede at skubbe hende væk, det hjalp dog ikke det mindste. Han spændte i hele kroppen og øjnene var opspilede af smerten. Han trak vejret ujævnt i små træk. Det var tydeligt at hun var såret og frustreret. Og ja, han vidste jo godt det var hans egen skyld. Han havde bare ikke kunnet dy sig! Og han var jo fri nu, ikke? Også selvom han ikke havde nogen steder at gå hen..

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

De gamle vaner som hun havde haft for sig som lysvæsen var glemt i dette øjeblik. Hun havde virkelig været så blid engang.. det var dengang, før Lucius var endt med at stå hende ansigt til ansigt ved den procianske grænsemur, de indledte deres forhold og på deres bryllupsdg, satte han selv tænderne i hende på hendes eget ønske. Hun bar en vampyrs styrke og hurtighed, selv på trods af de mange tanker som hun måtte kæmpe med oveni, det var virkelig alt for meget for hende! Hun klemte øjnene fast sammen. Han skulle virkelig være glad for, at han ikke nåede at færdiggøre den sætning, i så fald, ville han være død nu! Lucius havde været hendes et og alt igenem så ekstremt mange år.. og nu var han bare væk. Hun klemte øjnene fast sammen, selv da en tåre gled ned af hendes kind. Hun ville dræbe.. det rovdyr i hende, var i den grad vækket på denne ekstreme måde! Miquel havde virkelig vækket den vrede som hun aldrig nogensinde havde ladet ham se tidligere, nu havde han virkelig selv bedt om det! At han prøvede at få hende af, reagerede hun virkelig ikke på. Hun nægtet virkelig at skulle slippe ham på det her punkt! Hun startede stille med at nære sig.. tog hans sødlige blod til sig og lod det falde tungt i den tomme mave.. Hendes jagt havde jo trods alt været spoleret for denne aften. Det brændt i hendes ansigt og det brændte så voldsomt på hendes hænder, at det var svært nok at holde ham fast, hun ville bare ikke give slip! Hun lyttede til hans vejrtrækning og hans hjertebank.. Hun var virkelig bare så vred som hun aldrig nogensinde havde været det før! Her kunne hun ikke blive.. hun ville ikke blive her! Ikke uden ham.. Hun havde jo bare.. Procias at søge tilbage mod?

[lantes]

Miquels vejrtrækning var allerede i små skræmte træk, da han ikke havde forventet at hun ville flippe ud så hurtigt. Hvorfor hun overhovedet havde fundet sammen med Lucius forstod han ikke. Han lukkede munden i, og lå stadigvæk i fuld spænd. Hans hals summede af smerten, og hendes tænder var virkelig ubehageligt skarpe! Han gispede da hun begyndte at suge, og han skælvede i hele kroppen. Han kunne ikke holde et skrig tilbage, og derfor lød det klart fra hans læber af. Tårerne meldte sig hurtigt i hans øjne. Han var vandt til at blive slået og tæsket af Lucius, men at blive 'spist' var ikke lige noget han havde prøvet før. "St..st..stop!!" hviskede han. Han trak vejret tungt og dirrende, og lå med en tung prusten. Tårerne endte med at falde ned af hans kinder, og han var panisk. Skulle han dø? Ville hun tage alt hans blod.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania så virkelig bare rødt. Ingen skulle nogensinde få lov til at udtale sig sådan om Lucius.. Ingen! Hun klemte øjnene fast sammen. Han skulle dø.. der var ingen anden udvej. Han havde valgt at søge til hende, efter at friheden var givet.. endda hånet hendes afdøde mand foran sig. Det skulle virkelig koste ham dyrt! Hun havde modstået den trang til at sætte tænderne i ham tidligere.. nu var det virkelig bare gået hen og blevet for meget for hende. Hun ville aldrig nogensinde høre ham omtale Lucius på den måde igen! Den mand var virkelig mere mand end Miquel nogensinde ville blive! Alt hun havde tilbage nu var hendes søster... den kvinde som havde revet hendes mand fra hende.. Hvad pokker skulle hun nu stille op?! Hun bed den tanke i sig, det var slet ikke hvad hun ville tænke! At Miquel blev tydeligt påvirket, da hun begyndte at nære sig, var virkelig ikke noget som hun tog sig af.. Den søde smag af blod, var virkelig noget som kunne sætte hende i noget af en trancetilstand.. det var virkelig det eneste som hun tænkte på. Hun lukkede de forbrændte fingre fast om Miquels tøj, uanset hvor meget han ville vride sig og kæmpe imod hende, så ville hun virkelig ikke slippe ham! Ikke på vilkår! Hans ord fik hende kun til at bide mere til og suge mere og hurtigere, samt mere kraftigt.. Han skulle dø... Han skulle bare væk! Hun ville ikke høre hans stemme igen!

[lantes]

Miquel skreg. Det gjorde ondt, og han ville ikke dø! Nok havde han intet, men han havde trods alt sit liv! Han slog sin hånd ned over hendes og trykkede fast over de brændte fingre, som holdt fast i hans tøj. Ja, han havde hånet Lucius. Hvor mange gange var han ikke selv blevet hånt? Han trak sig sammen i spænd, og ønskede bare at komme væk nu. Han var jo bare gået i panik over at hun havde sat ham fri sådan videre! Og han havde jo ikke regnet med Lucius var væk. Men det var han jo så, og det havde ikke været en smart bemærkning. "SLIP MIG!" hvinede han og hamrede en knytnæve ned over hendes brændte hånd. Bagefter flyttede han sin hånd op til hendes ansigt og lod en flad hånd falde mod hendes kind, det som han lige kunne nå, eftersom at hun havde hovedet helt tæt på hans hals. Hun måtte slippe ham! Han ville ikke dø!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Miquel havde i det mindste sit liv, det var meget mere end hvad man kunne sige, at Malania havde. Hun havde virkelig opgivet det hele på sin bryllupsdag. At dette havde været falsk kærlighed ville hun aldrig nogensinde lytte til! Det var i den grad modsat! De havde elsket hinanden, de havde levet sammen i det som efterhånden måtte være århundrede og nu blev han bare revet fra hende på denne grusomme måde! Hans smerteudbrud og hans vrede og skrig, var ikke noget som hun reagerede på, det var hende efterhånden en vanesag.. hun var så vant til det fra når hun selv var ude på jagten.. nu måtte hun jo gøre det alene.. Nu var Lucius der jo ikke ved hendes side. Hun klemte øjnene sammen.. hun måtte ikke tænke sådan! Hun var ikke menneskelig mere! Hånden som lukkede sig om hendes.. varm og alligevel med den intens brændende fornemmelse. At han slog hende over hånden, fik det kort til at gispe i hende. Det gjorde jo helvedes ondt! Hun bed bare mere kraftigt til i hans hals, selvom hans hånd mod hendes forbrændte kind, klart måtte være det som måtte tvinge hende til at slippe og hastigt trække sig væk fra ham. "ALDRIG skal du udtale dig om Lucius!" hvæsede hun med en fast og kraftfuld stemme. Svag var hun i den grad ikke, hun måtte stå som den stærke nu, det var hun virkelig bare nødt til! Hun dirrede, hun var virkelig bare fristet til at kaste sig over ham igen. Hun hvæsede og viste tænder af ham. Hun holdt den ene hånd ind mod sig. Hun var knust.. det var tydeligt. Hun manglede ham.. Hun savnede virkelig Lucius. Hun gik igen mod ham.. selvom hun var så knust, så havde hun rovdyrets blik. Han skulle bare ikke udtale sig om noget som helst!

[lantes]

Miquel skreg højere da hun bed tænderne hårdere sammen omkring ham. Smerten var virkelig intens, men skulle han vise sig som en mand. Så måtte han også kunne lægge Malania bare en smule under sig. Og beskidte kneb galt vel? Han sukkede tungt da hun slap ham og han tog sig hurtigt til halsen med den ene hånd, og med den anden skubbede han sig op at sidde. "Undskyld... Undskyld!" klynkede han og peb over hans smerte. Rovdyret i hende skræmte ham, og han kunne kun slå på de steder hun havde ondt, for at hun skulle trække sig! Han kneb øjnene i og så på hende. "Undskyld, jeg blev bare panisk, okay?! Jeg har intet andet end at være her, og hvad har du?" Han undlod for alt at nævne Lucius. Bare spørge ind til hendes sorg, og hvad hun havde og evt. følte. Han skubbede sig lidt tilbage og så vakst på hende. Han kunne måske sende en moppe efter hende? Han sukkede over hans dumhed.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania dirrede virkelig af det rene raseri. Miquel havde virkelig trådt noget så voldsomt forkert ved hende! Aldrig skulle han håne Lucius! Det ville hun slet ikke høre på hans tunge! At han direkte måtte klynke overfor hende, lod hende virkelig se hvilket usselt væsen han måtte være.. Det undrede hende ikke, at det var blevet hendes lille 'legetøj' i den anden end.. ikke med den opførsel som han lagde sig for dagen, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun gik i en stille cirkel om ham, hvor hun stille gik hen til døren, drejede nøglen om i låsen og tog den i sin egen hånd. Han skulle ikke få muligheden for at stikke af nu.. Den mulighed havde han allerede haft og han havde ikke taget imod den. Så havde det i den grad været hans eget problem! At han så måtte fortsætte med at køre rundt i det, var ham i den grad heller ikke nogen hjælp. Hun så virkelig bare rødt! Hun kneb øjnene fast sammen, selvom den mimik i sig selv måtte gøre en anelse ondt.. Det var virkelig noget af en omgang lys hun havde fået på stranden her til aften. "Hvad jeg har? Jeg har alt det som Lucius har efterladt mig, Miquel.. Jeg har stadig alt det som du ser her.. jeg har min søster i Procias!" hvæsede hun kraftigt. Lucius kunne hun virkelig bare ikke få ud af hovedet.. Hun ville aldrig nogensinde kunne hvile i hans favn om aftenen mere.. Hun ville aldrig nogensinde kunne mærke hans duft, lytte til hans stemme.. Mere panisk var hun ved tanken om, at hun næsten ikke kunne huske den, så vred som hun var! Hendes øjne var klart blanke, selvom hun nægtet at lade de tårer falde! Svag ville hun ikke være! Det var jo nu at hun måtte stå stærk! Hun prøvede at knytte hånden, selvom det langt fra gik som hun ville have det til. "Jeg gav dig din frihed.. Det er virkelig din fejl, at du ikke tog imod den!" Hun fortsatte gangen mod ham.. Han skulle dø.. Han havde i den grad ikke fortjent livet efter hvad hun havde hørt ham udtale sig om, med hensyn til Lucius!

[lantes]

Miquel blev siddende på gulvet. Han følte sig som et byttedyr, der snart blev spist helt. Han skælvede og fulgte hende med øjnene da hun gik over og drejede låsen i og tog nøglen. Han havde ikke lige tænkt over den del at hun kunne låse døren. Og her var jo mørkelagt så solen ikke skulle ramme nogen af dem. Han så på hende. "Malania ikke gør dette," endte han bedende og skar en grimasse da han kom til at strække hans ømme side af halsen. Han trak sig sammen og med hovedet lidt på skrå, så det ikke var strakt hvor det gjorde ondt. "Du savner. En kæmpe sorg og længsel over din kære afdøde mand, som virkelig kun gav dig en masse kærlighed og omsorg," sagde han stille. Ville nu vende den for at skulle lade hende blive ramt af dyb sorg, så hun egentlig bare ville glemme ham - forhåbentligt. Han blev siddende som hun kom nærmere, bedende til at blive hjulpet af et mirakel. "Jeg ville jo bare være der for dig.." hviskede han stille.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kogte virkelig. At snakke sådan om Lucius overfor hende, var aldrig noget godt at gøre.. om han så var væk eller ej, så havde det ingen betydning! At han jo så var væk nu, var jo det som jorde hele denne situation så mange gange værre end det som den var allerede, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hendes blik hvilede stift på ham. Det rovdyr så dybt i hendes sind, var i den grad på jagt og det var ham som sad der som byttedyret for denne nat. "En god grund, Miquel... Giv mig en god grund til ikke at gøre det!" hvæsede hun med en kraftfuld stemme. Hans udtalelse om Lucius var i den grad ikke til hans fordel, det var virkelig også det eneste som gav hende lysten til dette. Hun kunne ikke gøre andet end at give ham ret i hans næste udtalelse.. Hun savnede ham, hun længtes efter ham.. et sted hvor det var direkte forfærdeligt, at det kraftige lys ikke havde taget det liv som hun havde tilbage også! Hans sidste overraskede hende dog en hel del. Hun kneb øjnene fast sammen. "Du ville være der for mig?" gentog hun kortfattet. "Jeg kommer hjem.. Jeg har stået og bevidnet min mands død.. Jeg giver dig din frihed.. jeg giver dig et frit liv.. og du takker mig med at håne ham foran mig! Fortæl mig Miquel.. fortæl mig hvordan det er at være der for mig!?" hvæsede hun kraftigt. Lucius havde i hendes øjne, været det faktum som havde reddet hendes liv.. Det møde ved muren, var noget som hun tænkte så meget over. Hun var helt sikker på, at det virkelig havde været meningen - at det skulle være de to. "Jeg elsket ham Miquel.. at fortælle mig at det er falsk kærlighed det...!" Hun knyttede hånden, selvom det resulterede i en kraftig og smertefuld grimasse. Hun svang den kraftigt ind mod Miquels kind. Han måtte da indse, at han virkelig havde trådt forkert!?