Visiting an old friend..

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Solen stod højt på den store himmel på en temmelig flot forårsdag. Det kunne måske være at det endnu var en smule koldt, men det var nu heller ikke noget som Malania reagerede synderligt på, for hun var faktisk i et utrolig godt humør i dag! Hun var ikke bare blevet en gift kvinde, så havde hun de to dejligste drenge, som hun slet ikke kunne forestille sig, skulle blive andet end store mænd som ville gøre det rette! Hun havde Pierce, så det hele var virkelig ren og skær lutter lykke for hende! Det var næsten som.. det måtte gå for godt, men med alt det som hun havde haft at slås med, så følte hun virkelig også at det måtte være fortjent efterhånden. Solen stod højt, vinden var mild og de mange fugle var ved at vende hjem igen, hvilket var noget som hun kun måtte nyde forbandet godt af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. At være tilbage i Procias var næsten.. underligt, også fordi at hun ikke havde været der igennem temmelig mange år, men hun manglede vel sin kære gamle veninde? Det var også så længe siden at hun havde set hende, og det var et sted også hendes egen skyld, det vidste hun jo godt!
Malania og Lynn havde altid formået at komme rigtig godt overnes før i tiden, så at de ikke havde set mere til hinanden, var noget som Malania i den grad også måtte se på som en skam! Hun havde hørt at den kære hertuginde havde været udsat for noget af en situation, som havde gjort at de havde været tvunget til at flytte hende, hvilket i hendes øjne, var at flytte hende alt for langt væk! Hånden gled roligt mod den massivt store mave, som hun let prustede for sig selv. Det var jo trods alt en lang vandretur, også selvom det var af den slags som hun gjorde med mere end den største glæde, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Et smil hvilede på hendes bløde læber, hvor selv den tydelige aura omkring hende måtte lyse hvidt som aldrig før, for hun var virkelig bare glad, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Lynns hjem tårnede sig for hendes blik, også selvom hun søgte op mod det store hus uden det mindste tøven. Det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede sin kære veninde noget ondt, det var helt sikkert, for hvem kunne da få sig selv til at gøre nogen ondt på den måde? Det var slet ikke noget som hun forstod sig på! Selvom der var vagter her som holdt umådelig godt øje med hende, så var det vel også tydeligt at en gravid procianer ikke var nogen trussel? Enkelte stod mere stive i det, selvom det slet ikke var noget som rørte hende på nogen måde, idet hun stoppede op ved døren, hvor hun hævede hånden og bankede på, ganske rolige og næsten helt så blide slag, for det lå bestemt heller ikke til hende at være grov eller voldelig på nogen måde. Afventende blev hun stående til hendes kære veninde måtte åbne døren.

[Deleted]

Foråret var for alvor ved at indfinde sig. Med sig bragte den en masse spirerende liv, som enhver sjæl måtte nyde af. Solen stod højt på himlen, og bragte kun en glæde med, som vel et sted næsten havde været glemt i den ellers travle tid? Lynn sad i stuen. Den store glasdør var åben, og lod den friske vind stryge ind i stuen. Himlen var smuk og blå, og et sted så ærgrede hun sig næsten over at hun ikke kunne gå en længere tur, men efterhånden var maven virkelig blevet for stor til at have med rundt omkring. Det blonde hår hang løst omkring hendes skuldre. Hånden strøg stille ned over den store mave, som hun bestemt ikke gjorde noget for at skjule, under en ellers mosgrøn kjole. Selvfølgelig var det en lykke, endelig at få et barn, et som ville elske naturen så højt som dets forældre måtte gøre, men på den anden side, så føltes hendes hjerte efterhånden ret tungt, mest fordi hun stadig ikke havde været i stand til at finde Aerandir, han var forsvundet som dug for solen, og havde ikke opsøgt hende siden den aften de havde tilbragt sammen, og den tanke gjorde hende faktisk trist. Hun sukkede tungt. En kande med the stod endnu foran hende. Lige for tiden havde hun en mand der tog sig af praktiske, for det kunne hun virkelig ikke holde til. Hun måtte vel erkende at hun følte en anelse hjemvé? Dengang havde hun ikke direkte været hjælpeløs og Procias føltes endnu en smule fremmede for hende.. hun nød dog godt af skoven som atter var begyndt at spirer. De små bank mod døren, var noget som straks vækkede hendes forventning. Hendes læber krusedes i et lille smil, idet hun fik kæmpet sig på benene. Ganske roligt strøg hun ud mod hovedøren og åbnede den uden at tøve det mindste. Synet forundrede hende dog en hel del. Det var efterhånden længe siden hun sidst havde set Malania, og særligt efter at hun havde valgt at stifte familie. Ikke at hun bebrejdede hende for det, for hun havde virkelig fortjent den lykke, desværre havde hun aldrig selv haft æren af at møde hendes forlovede.
Smilet bredte sig blot yderligere, for måske det ikke ligefrem var Aerandir, så var hun kun lykkelig over at se den kvinde stå i døren! ”Malania! Hvilken herlig overraskelse!” udbrød hun muntert! Det overraskede hende lidt at se hende med en stor mave endnu engang, for sidst hun havde set hende, havde hun været gravid med hendes vidunderlige tvillinger. Hun rækkede sig frem og kyssede hende blidt på kinden, også selvom hun måtte trække sig forholdsvis hurtigt, mest fordi begges maver var i vejen. ”Kom endelig indenfor,” hun trådte til side, for hun tøvede bestemt ikke med at lukke den kvinde ind, det var helt sikkert!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde ingen anelse om i hvilken stand hun skulle finde Lynn, så selvfølgelig var det også noget som bekymrede Malania en del, for hun vidste selv at hun havde været rigtig godt tilpas i Manjarno, også selvom hun slet ikke havde fået med sig, hvorfor hendes kære veninde var tvunget fra hus og hjem og bare.. flyttet på den måde. Det var måske ved at være mange år siden de havde set hinanden, så selvfølgelig var det også noget som gjorde meget for hendes del, for hun savnede vel sin kære veninde? Et stille smil passerede hendes læber, alene ved tanken om det, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke.
At se Lynn stå der i døren, var noget som direkte fik smilet til at brede sig på Malanias læber, for hun så virkelig godt ud! Maven var dog noget af det første som Malania direkte måtte lægge mærke til, for hun havde bestemt heller ikke fået med sig at hun måtte være gravid! Det var da utroligt hvor meget man måtte gå glip af! ”Jeg måtte bare kigge forbi!” endte hun muntert, som hun tog imod kysset mod hendes kind, også selvom det kun måtte være koldt for.. begge maver var jo i vejen, det kunne hun jo godt se. Smilet bredte sig. Hun havde efterhånden brug for at komme ned at sidde, for det havde været en frygtelig lang og ikke mindst.. hård tur! Maven var stor, for hun var virkelig højgravid efterhånden og hun vidste det godt. Det kunne godt være, at det havde været smartest at blive hjemme, men det var virkelig ikke noget som hun tænkte lige nu. Hun havde haft brug for at komme lidt ud, tilbringe tiderne sammen med en veninde som hun ikke havde set i frygtelig mange år, og det var noget som hun helt klart også ville nyde! ”Jeg håber virkelig ikke at jeg forstyrrer i noget..” Blikket gled roligt mod hendes mave og med et stille smil på læben. ”Og lad mig lykønske dig med det kommende barn, min kære! Hvem er faderen?” endte hun med en tydelig nysgerrig mine, for hun var ikke en af dem som lagde skjul på det! Hun trådte roligt ind, også selvom det var ganske forsigtigt, for hun kunne efterhånden mærke det i anklerne og i lænden, for hun havde jo vandret fra Manjarno og hertil, så det er jo virkelig en lang tur for en i hendes tilstand! Hænderne lagde sig roligt mod hendes mave endnu en gang, som hun vendte blikket mod Lynn. Smuk var hun og det at være gravid, var en tilstand som hun måtte erkende, faktisk måtte klæde hende. ”Det er virkelig godt at se dig, Lynn. Hvordan går det med dig? Det er mange år siden jeg har set dig sidst,” tilføjede hun sigende. Hun følte sig i den grad tryg i Lynns selskab, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, for hun følte sig faktisk ikke så tryg igen i manges selskab.

[Deleted]

Tanken om at hun var blevet flyttet fra Manjarno var stadig en tanke der kunne irritere hende, for det var hendes hjem, det var der hun følte sit hjerte, sind og sjæl måtte ligge. De forbandede trusler havde for pokker heller ikke været værre, og hun huskede trods alt ikke at hun var blevet overfaldet eller besudlet overhovedet, hun var stadig i den naive tro om, at Aerandir var barnets fader. De blå øjne betragtede sin kære veninde, med glædelig overraskelse, for det var alt for længe siden, at hun faktisk havde set hende! Hun var ligeså gudesmuk som hun huskede hende, og særligt med den store mave. Foråret bragte virkelig nyt liv med sig! At dømme ud efter størrelsen var hun ligeså højgravid. Vejen havde været lang, og hun vidste selv hvor hårdt det var med den ekstra vægt, og den kære Malania var alligevel større end det som hun var, så hun skulle ikke blive stående der! ”Det er jeg glad for, det er alt for længe siden!” næsten formanede hun også selvom det var ligeså muntert. Der opstod bare nogle andre behov og nødvendigheder med en familie, og så langt var hun ikke selv noget, primært på grund af titlen men også fordi hun var så pokkers kræsen, kun Aerandir havde formået at fange hendes interesse på den måde. ”Selvfølgelig ikke kære, du kender mig. Jeg er uanset ikke god til at passe mine pligter,” påpegede hun og blinkede lidt sigende til hende. Om hun så havde forstyrret, så havde hun for pokker været villig til at smide alt hun havde i hænderne, for selv hun nød at tilbringe tid med de få veninder som hun faktisk kunne kalde for veninder. Blikket gled selv mod sin mave idet Malania kommenterede den. ”Tusind tak! Og jeg kan sige i lige måde. Las os bare sige at barnet bliver født ind i den smukke natur” hintede hun lidt drillende. ”Jeg bliver forundret over hvor smuk du er med den mave, hver gang,” hun lod døren glide ind bag dem og førte hende med ind i stuen. ”Sæt dig endelig ned,” bød hun og gjorde gestus mod sofaen, hun måtte for pokker være udmattet! Der var ingen grund til at føle sig urolig, for de havde altid haft et fantastisk forhold, også selvom visse ting selvfølgelig gik i sig selv med tiden, for tiden var trods alt begrænset. ”Det går op og ned. Jeg er begyndt at lide under hjemve” erkendte hun og trak svagt på skuldrene, inden hun gled ned i stolen ved siden og skænkede et glas the, som hun måtte skubbe hen mod sin kære veninde. Det var virkelig rart at se hende igen, for det havde virkelig været nogle lange år! ”Hvad med dig? Jeg fornemmer næsten på maven af Pierce og dig endnu er ved god lykke,” endte hun roligt, også selvom det kun glædede hende at hun var endt lykkelig, for det havde hun i den grad fortjent!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At kigge forbi sin kære veninde, var noget som Malania havde tænkt over igennem det sidste lange stykke tid, men det var også først nu at hun endelig havde taget sig sammen til at gøre det, også selvom hun tydeligt kunne mærke at det måske var en dårlig stund eller tid at gøre det på, også fordi at maven var så stor, så havde det måske været nemmere, men.. så skulle børnene jo passes, og så ville der heller ikke være tid til det, så hun fandt det faktisk bedre at gøre det nu, og det var jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun nikkede istemmende til hendes ord. ”Det er det! Så jeg ville gøre noget ved det,” sagde hun med et glædeligt smil på læben. At der blev taget så godt imod hende, var noget som hun specielt godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, for det var jo ikke engang en løgn. Hendes ord, var noget som direkte fik en latter til at passere Malanias læber, for det var jo ikke engang løgn. Ikke fordi at det var noget som gjorde hende noget i den anden ende, for det var jo bare sådan at tingene måtte være i den anden ende. ”Det gør jeg.. Så jeg ved, at du for altid ville have tid til mig, hvis jeg stod på døren,” endte hun tydeligt selvsikkert og med et glædeligt smil på læben, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn som sådan, for det var jo bare sådan at det måtte være. Efterhånden skulle det blive utrolig godt at komme ind og sætte sig lidt ned, for hun kunne virkelig godt mærke at det var ved at være længe siden efterhånden, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der jo heller ikke ligefrem noget som man kunne sige, at hun kunne gøre ved det som sådan i den anden ende. Et stille smil passerede roligt hendes læber. ”Ja, det skal jeg lige love for. Smukt bliver det virkelig, det må jeg da sige,” medstemte hun roligt. Måske at hun kunne sidde her som enhver anden, men de havde nu en ting til fælles, som de kunne sidde og snakke om. Hun nikkede taknemmeligt mod hende, hvor hun roligt tog plads på sofaen, hvor hun mere eller mindre dumpede ned, hvor hun satte sig. ”Det er jo ikke første gang. Desuden, så må jeg give dig den. Det klæder dig med den mave, Lynn. Hvem er den heldige som skal have et af verdenens smukkeste børn?” spurgte hun med en nysgerrig mine, for det var jo heller ikke fordi at det var en løgn på nogen måde, for det var det virkelig ikke. Hovedet lod hun søge let på sned, hvor hun nikkede forståeligt. Hænderne lagde sig endnu en gang roligt mod hendes mave som hun strøg ganske let. ”Jeg kan godt forstå dig. Du er også savnet hjemme i Manjarno. Du er så langt væk nu,” sagde hun stille. Smilet bredte sig dog endnu en gang, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. Hun nikkede roligt. ”Det er vi.. Vi er blevet.. gift!” endte hun med en direkte glædelig stemme, som hun rakte hånden stolt frem mod sin kære veninde. Hun skulle jo se den smukke ring!

[Deleted]

At Malania faktisk havde taget skridtet og havde valgt at kigge forbi var kun noget som glædede hende, for desværre havde Lynn ikke haft den mest fjerne idé om hvor hende og hendes udkårende holdte til, for ellers havde hun da helt sikkert selv valgt at gøre det, også ford at se resultatet af den store mave, som hun sidst havde set hende med! Smuk var hun helt sikkert, lignede sig selv hvis hun skulle sige det, og det var bestemt ingen ringe ting! Allerede fra det første øjeblik faldt igen i snak, sådan havde det også været dengang de havde mødt hinanden første gang. Man kunne vel et sted sige at Malania var hendes første veninde nogensinde, for hun havde altid været lidt af en enspænder, eller en særling der foretrak naturen frem for så meget andet, men hun var trods alt blot et menneske. ”Det er skønt at se dig igen! Desuden er det rart med besøg, efter jeg er kommet til Procias har det desværre været lidt tyndt med det,” erkendte hun stille, tydeligt påvirket af det savn hun følte for Manjarno, for Procias var måske smuk, men det var ikke hendes hjem. Lynn delte den stille latter og nikkede dog ærligt. ”Altid. Dit selskab er mig en fornøjelse,” svarede hun kun ærligt, for løgn var det jo bestemt ikke! Turen fra Procias var lang, og med den ,mave, så var det tydeligt at det havde været en lang tur, hendes var kun det halve og hun følte næsten hendes ankler hæve blot ved en mindre vandring gennem sin egen have. Lynn nikkede medgivende. Deres børn ville blive født på den mest smukke tid af året, for det var jo nu at det hele begyndte at spirer. Smilet sad ganske naturligt på hendes læber, også selvom hun ikke havde haft meget at smile af det sidste stykke tid. Hånden hvilede på den store mave og strøg ganske blidt over et par lidt urolige ben. Barnet ville være stærkt, det følte hun allerede. ”Den har måske sin charme, men jeg må erkende at jeg føler mig lidt hæmmet,” erkendte hun. ”Men det kender du jo,” tilføjede hun roligt. Smilet falmede en smule ved hendes spørgsmål, også selvom hun forstod hendes nysgerrighed. ”Jeg ved ikke om du husker de rygter der på et tidspunkt gik, omkring mig og hærføren i Manjarno? Aerandir? Vi delte den mest fantastiske nat, på trods af hans forlovelse med Aptertas smed. Jeg har ikke været i stand til at fange ham siden,” svarede hun en anelse frustreret. Normalt var hun lukket, men når det kom til Malania så hun ingen grund til at lyve sig bort fra det. Lynn nikkede stille. Hun var alt for langt væk. Smilet bredte sig dog igen ved Malanias udbrud. Hun tog fat om hendes hånd og betragtede den smukke ring.. et sted følte hun vel et lille stik af misundelse? Det fik så skønt for hende og selvfølgelig var hun glad på hendes vegne! ”Tillykke min kære, hvor vidunderligt for jer! Jeg er nok en kende skuffet over ikke at have fået en indbydelse,” påpegede hun lidt sigende, også selvom det slet ikke var ment direkte negativt!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania måtte ærligt erkende, at hun faktisk savnede sin kære veninde, og det også var en grund til at hun havde valgt at tage den tur forbi hende, også for at se hvordan hun havde det. Et stille smil krusede over hendes egne læber, for det var jo ikke engang fordi at det var noget som hun kunne gøre noget ved som sådan. Hovedet lod hun søge let på sned. At hun ikke følte sig vel i Procias, var nu heller ikke noget som forundrede hende som sådan, for det var jo bare sådan at det nu måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så kunne man ikke gøre noget ved det af den grund. ”Jeg tror jeg må kigge herud noget oftere. Det beklager jeg,” endte hun dæmpet, også selvom det var ord som hun faktisk måtte mene på alle måder. Det var jo trods alt hendes veninde! Hænderne lagde hun roligt mod hendes mave som hun strøg ganske let. Ja efterhånden så hun frem til at føde, for den mave var noget som kun tog mere og mere på hendes krop, lænd og ankler, for det var faktisk noget som gjorde.. vanvittig ondt denne gang, så det var der heller ikke nogen tvivl om, men ikke noget som hun tog videre notis af, for det fik hun bestemt heller ikke noget ud af i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Smilet bredte sig. ”Jeg kender det kun alt for godt! Maven er ikke bare i vejen for mig, men også for Pierce. Ja.. Han kan jo knapt hvile ved min side om aftenen længere..” Et næsten morende smil bredte sig på hendes læber, for det var et sted en morende tanke, selvom det virkelig var hende en frustrerende tanke oveni alt det andet, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, for der var ikke noget som man direkte kunne gøre ved det af den grund. At faderen til det kommende barn måtte være Aerandir, var noget som ikke direkte forundrede Malania direkte. Hun nikkede. ”Jeg kan godt huske ham. Jeg så jo trods alt dit glimt i øjet når du snakket om ham, Lynn, min kære.. Men jeg mindes at have hørt at han var ude for en.. ulykke? Så han var nødt til at trække sig tilbage?” spurgte hun en anelse undrende, mest af alt bare for egentlig at finde ud af det, for det var noget som et sted faktisk.. forundrede hende? At han så havde været i stand til at opsøge hende, var jo selvfølgelig en tanke som det bare måtte være som det var, selvom det nu heller ikke var noget som hun direkte kunne gøre noget ved alligevel.
Ringen viste Malania frem med den tydelige stolthed i minen, for det at gifte sig med Pierce, var helt klart det bedste som var sket i hendes liv! Foruden hendes børn og det faktum at hun skulle til at være mor endnu en gang, for det var noget som kun gjorde det til noget langt mere specielt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på nogen måde. At hun ikke havde inviteret Lynn, var faktisk ikke en tanke som var faldt hende ind, før længe efter. Hendes smil falmede en anelse. ”Skal jeg være ærlig?” begyndte hun stille, som hun roligt tog hånden til sig endnu en gang. ”Det hele skulle gå så hurtigt, så.. der var ikke rigtigt nogen bekendte af mig til stede..” mumlede hun let for sig selv. Et sted så var hendes ord vel udtalt med en form for.. skam?

[Deleted]

Det var virkelig kun et glædeligt gensyn, for det var alt for lang tid siden hun sidst havde haft den form for selskab. Så man bort fra Destiny, kunne man ikke sige at hun direkte havde veninder, og derfor havde hun heller ikke haft megen selskab generelt. Procias var et smukt land, men det var ikke Manjarno, det var det eneste sted hun nogensinde havde følt sig rigtig tryg, selv på trods af de trusler som hun var blevet skænket. ”Det er selvfølgelig mere kompliceret nu hvor jeg befinder mig her,” endte hun med et forstående smil og lod blikket glide omkring. Hun boede hyggeligt, men slet ikke så frodigt som herregården hjemme, og hun brød sig faktisk ikke om at være der. Blikket gled mod sin mave, som hun selv måtte sidde der og stryge. En fod bulede ud selv fra hendes kjole, hvilket fik hende til at holde vejret for en stund, for det gjorde faktisk overraskende ondt. Det var på ingen måde en direkte fornøjelse at være gravid, det måtte hun erkende, de hævede ankler, den ømme lænd og de mange spark hun måtte tage fra den lille, også selvom hun nu ikke tog det så tungt, for hun var jo faktisk begyndt at glæde sig. Lynn nikkede sigende. ”Det har jeg slet ikke svært ved at forestille mig. Jeg sover alene i en frygtelig stor seng, og spekulere alligevel over, hvorfor den føles så lille for tiden,” påpegede hun en anelse skeptisk, for løgn var det jo ikke. Et sted så misundte hun vel tanken om at Malania faktisk havde en til at holde om sig, for efter hun havde mødt Aerandir var det noget som hun faktisk måtte længtes efter, der havde slet ikke været nogle til at pusle om hendes mave. Lynn rynkede let på panden og så forundret på Malania. Hun havde ganske vidst haft et glimt i øjet, når de snakkede om ham, men hun havde intet hørt om en ulykke. ”Det.. har jeg ikke hørt noget om. Så giver det mening hvorfor jeg ikke har været i stand til at finde ham siden. Han ved ikke engang at han skal være far,” mumlede hun næsten.. sørgmodigt, og lod hånden stryge over den store mave. Udsigten til at være ene omkring et så stort ansvar, og føde alene i et fremmede land, var ikke ligefrem noget hun så frem til. Som Malania valgte at trække hånden til sig, slap hun den selv roligt. Hun var lykkelig og det glædede hende kun, også selvom hun ærgrede sig meget over at hun ikke havde haft mulighed for at være der på glædens dag. ”Det.. er jeg ked af Malania.. det lyder ikke som prinsessedrømmen?” endte hun stille selvom spørgsmålet lå skjult i tonen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det glædede virkelig Malania at hun fik lov til at snakke lidt med Lynn, også fordi at det virkelig var ved at være længe siden, at de havde set hinanden, hvilket hun faktisk måtte anse som en skam, for det var det virkelig! De mørke øjne hvilede på hende og med det samme smil på læben. Begge sad de der med en stor mave, hvilket var noget som morede hende. Hun havde ikke direkte regnet med at skulle få den mulighed til at se Lynn med maven på, også selvom det stod hende klart, at kvinden faktisk klædte det. ”Så må jeg tage vandreskoene på noget oftere, Lynn. Det kan heller ikke passe, at vi ikke ser mere til hinanden!” endte hun med en bestemt tone. At børnene måtte sparke, var noget som selv Malania var vant til, så hun vidste udmærket godt, at det kunne gøre ondt, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun smilede let for sig selv, som hun roligt satte sig til rette i sofaen igen. ”Ja… jeg kunne forestille mig, at det hurtigt blev.. ensomt,” sagde hun dæmpet. Selv var hun virkelig glad for at hun havde Pierce. Det var hun virkelig taknemmelig for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! At hun ikke havde hørt om Aerandirs ulykke, var noget som et sted.. forundrede hende. Specielt fordi at hun var den som stod manden så nær. ”Jeg.. hørte bare om det, da han blev afsat i Manjarno. Jeg.. jeg ved ikke om der er hold i det, men folk snakker jo. Specielt om den slags ting,” sagde hun sigende. Hovedet lod hun søge let på sned, som hun blev siddende med begge hænderne hvilende på sin mave. Det var som om maven var ganske urolig i dag, og selv hun havde sine tendenser til at tro at det helt klart måtte være mere end en, også fordi at maven virkelig havde været urolig på hendes vandring hertil, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun ville dog alligevel have ønsket, at der var nogen.. nærme for hendes vedkommende, da de blev gift, hvor hun næsten følte sig direkte.. skamfuldt over at Lynn ikke havde fået nogen invitation, men det var gået så hurtigt! Hun trak på skuldrene. ”Der var så mange fra havet og.. ingen som jeg direkte kendte, men jo.. jeg gik op af løberen til alteret, jeg havde min store kjole på og det var en.. virkelig smuk aften! Jeg ville ønske, at du havde været der. Det ville have gjort det langt mere… komplet!” endte hun med et stille smil på læben.

[Deleted]

Det var rart faktisk at have nogen at snakke med, for det var virkelig ikke ofte det faktisk skete. De sad begge der med store maver, hvilket næsten var direkte morende, for det var bestemt ikke fordi hun selv havde set en graviditet komme. Den slags havde aldrig været hende, desuden var Malania en del år ældre end det som hun selv var, det havde faktisk været rart, at have en mere erfaren kvinde at snakke med, for selvom hun var en intelligent kvinde, så kunne hendes erfaring ikke hamle op med den som hun sad med. ”Det bliver vidst ikke før den store mave er væk, det er yderst anstrengende at vandre,” påpegede hun med det varme smil selv hun var jo klar over det, for hun havde selv forsøgt at gå længere ture, men efterhånden måtte hun bare erkende, at det bare ikke kunne lade sig gøre. Lynn nikkede blot stille. ”Det bliver hurtigt ensomt,” erkendte hun. Hun kunne bestemt bruge Aerandir til at holde om hende om natten, desuden så måtte hun selv klare det daglige, og den mærkelige trang som opstod på de mest irriterende tidspunkt. Desuden så var der ingen til at pusle om hendes mave, foruden hende selv, og et sted så gjorde den tanke vel ondt? Hun havde på ingen måde hørt om at Aerandir skulle have været ude for en ulykke, og tanken skræmte hende, hvis hun skulle være ærlig. På den anden side, så kunne det være rygter? ”Jamen dog. Destiny burde have givet mig besked, hvis han kom noget til,” hendes tone og hendes blik var dog ret usikkert, for hun kunne jo ikke regne med det som sådan, for dronningen af Manjarno havde desværre sine egne problemer, og det var en ulempe for hende. Malania var lykkelig, men hun ville så gerne have været med til brylluppet, og været der for hendes kære veninde, når nu hun havde haft muligheden, desuden havde hun ikke haft glæden af at møde hendes nuværende mand, også selvom hun gerne ville. ”Jeg er slet ikke i tvivl om at du så gudesmuk ud min kære, du har altid været skønheden selv, det må jeg give dig. Det ærgrer mig dog, at jeg ikke fik muligheden for at stå ved din side,” erkendte hun med et lille nik, for hun ville i den grad gerne have været der! Hun sendte hende et stille smil. Pointen var vel et sted at de atter sad her og faktisk nød en stund frem for det andet, hvor hun slet ikke så til hende, særligt ikke med tanke på de mange timer de plejede at tilbringe sammen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde bestemt heller ikke fortrudt, at hun havde søgt til Procias, for at aflægge sin kære veninde en visit, for det føles virkelig rart at snakke med hende igen, for det var virkelig ved at være for mange år siden sidst! Og det var noget som hun direkte anså som en direkte skam, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg tog vandringen i dag. Og jeg kan sagtens tage den igen. med eller uden mave,” endte hun ganske sigende, for det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun betragtede hende stille. At hun var ensom var noget som Malania udmærket godt kunne forstå, specielt hvis der ikke var nogen omkring hende til at pusle og nusse om maven, for det var helt klart noget af det bedste, for det var noget som hun virkelig følte gjorde at hende og Pierce kom tættere på hinanden, og det var noget som hun virkelig godt kunne lide. Hun nikkede ganske forståelsesfuldt til hende, som hun roligt vendte blikket mod hende. Hun skar en mindre grimasse, da endnu et slag føles direkte mod hendes nyre, for det var virkelig en livlig en i hendes mave, det kunne hun da tydeligt mærke, det var helt sikkert! At hun ikke havde hørt noget om Aerandirs ulykke, var noget som gjorde Malania en anelse urolig, for der var vel noget om det? Eftersom manden havde været tvunget til at trække sig tilbage? ”Jeg.. ved det selvfølgelig ikke med sikkerhed, men det er bare hvad jeg har hørt. Det var også.. overraskende, at han bare valgte at trække sig,” sagde hun stille. Hun boede jo i Manjarno, så hun hørte jo når folk begyndte at snakke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun skar endnu en grimasse, da endnu et spark kunne føles mod hendes nyre. Det lå også meget op mod hendes fødsel efterhånden, og det vidste hun udmærket godt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun satte sig en anelse mere tilbagelænet, hvor hun let trak vejret dybt, for det gjorde virkelig ondt efterhånden! Hun bed tænderne en smule sammen. ”Av..” mumlede hun let for sig selv, som hun igen vendte blikket mod hende endnu en gang. Hun fremtvang et forsigtigt og let smil. En let rød farve meldte sig i hendes kinder. ”Selv min skønhed blegner side om side med din, min kære. Jeg er ked af at du ikke var med.. Det er jeg virkelig,” endte hun med en ganske sigende stemme, for det var ikke engang fordi at det var løgn, for det var virkelig noget som hun var utrolig ked af! ”Undskyld jeg…” Hun endte med at tie fuldstændig som hun satte sig direkte op i sofaen.

[Deleted]

Lynn var virkelig kun glad for at Malania havde valgt at komme forbi, for det var bestemt et savnet selskab, det måtte hun erkende. Turen fra Manjarno var lang, hvilket hun udmærket var klar over, og Malania var betydeligt større end det som hun selv var, hun var faktisk ikke i tvivl om at hun måtte bære på mere end en, mens hun selv kun havde følt den lille, som tilgengæld var en yderst livlig en af slagsen. ”Jeg vil nødig se dig anstrengt, særligt nu hvor du nærmer dig en fødsel,” endte hun sigende, og kunne ikke holde den lidt bekymrede mine borte, for hun ønskede jo ikke at der skulle ske hende noget som helst. Ensom var hun, hun fandt ganske vidst trøsten i naturen, men det var jo på ingen måde det samme som et varmt selskab – desværre. Tanken plagede hende lidt, for hun var kun hende ene og alene, der var ikke rigtigt nogen til at tage sig af hende, og det var først nu, under hendes graviditet, at længslen efter sådan en overhovedet var dukket op, for hun havde jo altid klaret sig fortræffeligt alene. Malanias ord havde i den grad sat tanker i hende. Han havde ikke været til at finde i skoven, og hun havde ikke haft den frækhed at stå på Meadows dør, for hun bar en respekt for den kvinde, og hendes forhold til den mand som hun ellers måtte elske.. havde han ombestemt sig, eller var rygterne sande? Iså fald så forstod hun bare ikke hvorfor Destiny ikke personligt havde skrevet en besked til hende! ”Det ligner bestemt ikke, Aerandir. Men han har ikke været at finde, og jeg har ikke taget mig den frækhed at stå på hans forlovedes dør,” erkendte hun med den lidt sørgmodige tone, for hun .. savnede ham jo faktisk? ”Han havde lovet at blive ved min side, men da jeg vågnede om morgenen var han væk, og jeg har hverken set eller hørt fra ham siden,” hun så en kende hjælpeløst på Malania, for når det kom til mænd og den form for kærlighed, så var hun bestemt ikke en ekspert, der vidste hendes kære veninde meget mere end hende. Det var tydeligt at hun havde ondt. Lynn rejste sig med en smule besvær, og satte sig over ved siden af hende. Hånden gled stille på Malanias store mave og trykkede forsigtigt på et punkt, som hun havde fundet ud af hjalp ved hende selv.. ”Træk vejret dybt. Kære,” endte hun en anelse bekymret. ”Pjat,” mumlede hun en smule fraværende, for hun kunne fornemme hvordan hendes kære veninde kun blev mere bleg og rettede sig op i sofaen. Hun lod hånden stryge over hendes hår. ”Fortæl mig hvad der er galt,” opfordrede hun næsten helt bekymret, for hun ønskede jo ikke at hun skulle komme noget til!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania sendte Lynn et stille smil. Det var ikke fordi at hun ikke ønskede at lade hendes kære veninde sidde her alene, for det var slet ikke noget som hun ønskede sig. Hun var jo ikke bare langt hjemmefra, men langt væk fra det hele! Hun rystede stille på hovedet og med et stille smil på læben, som hun roligt satte sig en anelse til rette. ”Det er det hele værd, min kære. Det er dejligt at se et smil på dine læber igen,” endte hun med et glædeligt smil på læben, for det var ikke engang en løgn i den anden ende, så var det jo bare sådan at det var. Lynn var en kvinde som hun holdt utrolig meget af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun rettede sig en anelse op. Det var bestemt heller ikke fordi at Malania ønskede at prikke til hende med henblik på Aerandir, for det var slet ikke noget som hun ville få det mindste ud af i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun betragtede hende sigende og med en rolig mine. ”Det er da ikke så forkert at stå på hendes dør, er det? Hvis der er nogen som burde vide hvor han er, så er det da hende, er det ikke?” endte hun sigende, som hun lod hovedet søge let den anden vej. Umiddelbart så lignede det ikke Aerandir bare at søge væk på den måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om, men der var ikke noget som hun som sådan kunne gøre ved det af den grund, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun bed sig ganske svagt i læben. ”Jeg er ked af at høre, at det gik sådan til. Det var ikke sådan jeg havde forestillet mig ham,” endte hun dæmpet. Løgn var det ikke, for hun havde altid fået det billede af, at han faktisk var en ordentlig mand.
At maven pludselig skulle blive så urolig, var noget som gjorde Malania direkte urolig, for det.. det var jo ikke meningen at det skulle gøre så ondt! Hun klemte øjnene let sammen og lagde hovedet let tilbage i sofaen, som Lynn endte med at sætte sig ved hendes side. Hun prustede ganske let, som hun vendte blikket mod hende, da hun trykkede på et specielt sted på maven, for det hjalp faktisk! ”De.. de er livlige lige i dag..” mumlede hun let. Det var så også først der at det for alvor gik op for hende, at der var.. vådt hvor hun måtte sidde. Det var også først der at hun endte med at sætte sig op, selvom det virkelig gik for hurtigt. ”M.. Mit vand er gået..” endte hun med en næsten.. forundret stemme. Det var jo slet ikke meningen at det skulle ske nu! Pierce var der jo slet ikke! Hun trak vejret dybt og alligevel langt mere hyppigt. ”Det gør ondt..” endte hun med en dæmpet stemme, som hun igen satte sig tilbage i sofaen. Det hele gik for hurtigt!

[Deleted]

Det at Malania faktisk brød hendes ensomhed, var en tanke som hun nød, for hun havde et sted savnet det selskab, der var meget i Procias som var fremmede for hende, og der var dets borgere en stor del af det. Lynn nikkede blot stille mod hende. Måske der hvilede et smil på hendes læber, men det var slet ikke så ægte som det plejede at være. Hun havde lært at idfinde sig med tanken om at hun var alene, men det gjorde faktisk ondt at Aerandir havde valgt at smutte på den måde, for hun havde givet sig hen til ham, som hun ikke havde gjort med nogen anden mand, og det tog lidt modet fra hende. ”Meadow ved uden tvivl hvor jeg kan finde ham.. men der står jeg med en mave, som hendes forlovedes elskerinde.. det ønsker jeg ikke,” endte hun stille. Hun havde altid sat andre før sig selv, og dette var ingen undtagelse, hun ønskede virkelig ikke at komme imellem Meadow og Aerandir. Hånden forblev mod det ganske særlige sted, for alt dømme efter smerten hun så i Malanias øjne, så var det nok nogle plukveer, hun regnede jo ikke med at hun skulle føde lige her og lige nu. ”Det havde jeg heller ikke troet om ham. Det der plager mig, er tanken om at.. jeg tror at mit hjerte begære ham, som jeg kun har begæret naturen til nu,” hun bed sig i læben og så bort, for det var bestemt store ord der forlod hendes læber. Hendes kære venindes urolighed var dog noget der tog hendes tanker bort fra den uduelige kærlighed, og i stedet blev vendt mod hende. Hun rynkede lettere forundret på panden, for de burde have været slut for længst, desuden så hun umådelig bleg og næsten.. syg ud? Hendes ord var noget der selv lod farven svinde bort fra hendes kinder.. vandet var gået? Pierce var der ikke, og hun skulle tage imod et barn med den store mave? ”Åh gud,” mumlede hun og blinkede lidt håbløst med øjnene. Der var kun dem, så det var ikke fordi hun havde noget valg. ”Kom kære, lig dig ned.. jeg skal nok tage mig af dig,” lovede hun, fuldstændig rolig på ydersiden, selvom det indre var i kaos, for det havde hun bestemt ikke regnet med. ”Vejret dybt ned i maven,” prøvede hun beroligende, og stablede hendes ben, så hun var i stand til at få trusserne af. De var ligesom kjolen og sofaen gennemblødt, hvilket ikke var noget hun som sådan tog sig af. Det var tydeligt at hun faktisk var begyndt at udvidde sig, hun burde have haft ondt for lang tid siden, for hun var faktisk.. nået et godt stykke. Hun ønskede dog ikke at bekymre hende. Hun forsøgte at komme til, men for den store mave som hun bar så var det faktisk svært!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania ønskede virkelig bare at se Lynn smile lidt, for hun kunne nemlig godt forestille sig, at det ikke var helt nemt for hende, at være i Procias, når det slet ikke var der hun hørte til! Hun vendte blikket ganske roligt mod hende endnu en gang, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, for.. hvad kunne hun gøre ved det, andet end at komme langvejs fra og holde sin kære veninde lidt med selskab? Det var noget som hun gjorde selv med den største glæde, så det var jo slet ikke det! Hun trak svagt på skuldrene. ”Måske… men selv Aerandir fortjener vel at vide hvad han gik ind til, ved det valg som han tog den aften?” spurgte hun stille. Det var selvfølgelig bare sådan at hun så på det, for selv hun kunne ikke forestille sig, at skulle holde det skjult for Pierce! Slet ikke! Hænderne lagde sig let mod den ellers så urolige mave, for det var bestemt heller ikke en behagelig følelse altid, for det var det på ingen måde! Det var jo bare sådan at det måtte være i den anden ende, men der var ikke noget som man kunne gøre ved det alligevel. At Lynn direkte erklærede for hende, at hjertet var tilfaldet manden – indirekte om ikke andet, var noget som direkte fik hende til at trække på smilebåndet. ”Det er en byrde at brænde inde med, hvis ingen får det at vide min kære. Jeg synes du skal fortælle ham det,” endte hun sigende, som hun vendte blikket mod hende. At se hende reagere sådan, var også nyt for hende, så der måtte vel også være noget om sagen? For hendes vedkommende så var det en glædelig tanke! Selvom manden ganske rigtigt var forlovet med en anden, men.. der var bare så mange ting i den situation som slet ikke stemte, men der var nu heller ikke noget som hun kunne gøre ved det af den grund.
At fødslen skulle gå i gang lige nu og lige her, var bestemt heller ikke noget som Malania direkte havde regnet med, for så havde hun helt klart udsat sin lange vandring til Procias! Hendes hjerte startede omgående med at hamre mod hendes bryst. Sidst det var sket, så havde hun haft Pierce ved sin side, og det at lade deres elskede små komme til verden uden ham var.. bare direkte forkert! Hun bed tænderne fast sammen, for det var virkelig en intens smerte som bare direkte skød igennem hende. Et sted så var det noget som ene og alene, måtte indikere at der var noget forkert ved dette, og det var bestemt heller ikke noget som man kunne gøre noget ved! Hun lagde sig ned i sofaen som der blev hende fortalt, hvor hun også bøjede benene og lagde sig rigtigt i stilling. Hun nikkede stille. ”J-jeg prøver..” mumlede hun let for sig selv, som hun vendte blikket mod hende. Et sted.. ramt af panik? Det var ikke under disse omstændigheder hun havde regnet med det! Hun åbnede munden for at sige noget, selvom det blev kvalt i et halvvejs skrig, da den første ve for alvor skød direkte igennem hende. Hun kunne helt klart mærke det!