Visiting an old friend..

[Deleted]

Ikke nok med Malania var utroligt godt selskab, og at hun stolede på hende som en af de få, men hun var også et strejf af det velkendte hjemmefra, og særligt nu i en tid hvor hun faktisk lad af hjemve. Hun savnede sine trygge herregård, og den friske natur omkring hende, savnede at pusle om den store slotshave, her følte hun sig vel et sted.. rastløs? Lynn nikkede en anelse medgivende. Det var jo ikke fordi hun holdt det skjult for manden, hun havde faktisk forsøgt at finde ham, desuden så gik rygterne i byen, så han kunne vel ikke undgå at høre det før eller siden? ”Det gør ham, men jeg nægter at komme imellem to elskende, så egoistisk er jeg trods alt heller ikke,” endte hun roligt. Det var vel hende i en nøddeskal med hvad pokker. Lige når det kom til Aerandir var hun desværre blevet for glad for ham, hjerte, sind og sjæl begærede ham, som hun havde gjort det med nogen anden, og det var for sent at rette op på nu. ”Det har jeg.. den aften,” tilføjede hun, og lod tankerne glide tilbage. Hun havde givet ham de store ord, og han havde gengældt. Det var første gang nogensinde, at de ord havde forladt hendes læber. Lynn rejste sig, som Malania lagde sig ned. Det var slet ikke meningen at dette skulle ske! Hun hastede bort fra stuen, kun for at hente en fugtig klud og et glas vand. På ydersiden var hun fuldkommen rolig, det ville intet nytte hvis hun begyndte at blive urolig, det ville kun bringe den stakkels kvinde i yderligere panik. Pierce var her ikke, men så måtte de klare sig uden, hun kunne sende bud efter ham bagefter. Roligt søgte hun tilbage ind i stuen, og lagde tingene på bordet, inden hun gik hen til kommodeskuffen og fandt en mindre flaske frem. Malanias skrig foruroligede hende, men hun forblev stadig rolig. ”Drik denne kære. Den kan ikke tage smerten, men den får din krop til at slappe lidt af,” sagde hun roligt, og rakte hende den lille flaske. Kluden lagde hun på hendes pande, kun i forsøget på at køle hende lidt ned. Atter gled hun ned ved hendes ben, og forsøgte at sætte sig så hun kunne komme til, også selvom det bestemt ikke var nemt med den store mave som hun selv gik rundt og bar på! ”Gør mor en tjeneste, og forhold dig i ro,” mumlede hun lidt bedende til sin egen mave, for hun havde bestemt ikke brug for at fokus blev taget i øjeblikket. Noget var galt.. først og fremmest burde hun slet ikke have været udvidet så meget som hun var fra før, desuden så.. havde hun en dårlig fornemmelse omkring dette, der faktisk formåede at tage lidt af den ro som hun ellers bar rundt på normalt. Et sted så håbede hun vel bare på at hun.. tog fejl? Bare for en gangs skyld, for hun ønskede ikke at der skulle ske hverken Malania eller børnene noget.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne godt se at der var meget som trykkede hendes kære veninde, så kunne man vel også sige, at hun var dukket op på det rigtige tidspunkt? Hun ønskede ikke at se hende sidde der ked af det, for selv ikke det fortjente hun, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om, hvis det endelig var det, men hun kunne jo ikke rigtigt gøre noget andet end at råde hende til at gøre det ene frem for det andet. ”Er det at komme i vejen, ved at fortælle ham noget som han i princippet har ret til at vide?” spurgte hun dæmpet, som hun let lod hovedet søge på sned, for det var slet ikke noget som hun forstod. Det var da noget som manden havde fortjent, det var vel også noget som de i princippet kunne blive enige om, var det ikke? Et stille smil passerede roligt hendes læber. Lynn havde aldrig været så selvisk og egoistisk, det vidste hun godt, og det var også derfor at hun virkelig godt kunne lide hende, for hun var virkelig et væsen med begge ben solidt godt plantet på jorden og det var helt klart det bedste af det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket direkte mod hende. ”.. Gjorde du?” spurgte hun næsten forundret. Et sted så.. varmede den tanke hende, for hun nød virkelig at se glæden ved hendes kære veninde, også selvom det ikke var noget som skete så ofte mere, om det var noget som man nu ville det eller ikke.
At hendes fødsel skulle til at gå i gang, var bestemt ikke noget som hun havde regnet med! Ikke nu! Pierce var der jo ikke! Alligevel af den grund, så kunne hun mærke, at der var et eller andet galt, også selvom det slet ikke var en tanke som hun brød sig meget om i den anden ende, for det føles bestemt ikke som sidste gang! At Lynn ville hjælpe hende, var noget som hun selvfølgelig var glad for, også selvom hun nok ikke var den bedste til at vise det i denne situation, men hun kunne virkelig ikke gøre for det! For denne gang gjorde det virkelig, virkelig ondt! Tænderne bed hun kraftigt sammen, også selvom hun blot så til som Lynn rejste sig og.. hastede ud af stuen? Hun måtte da ikke gå! Flasken som hun skænkede hende, tog hun mere end glædeligt imod, for hun følte slet ikke at hun kunne slappe af! Hun bællede den mere eller mindre i en mundfuld, idet hun lod flasken glide mellem hendes fingre og direkte ned på gulvet ved siden af sofaen. Selv lod hun Lynn tage pladsen ved hendes ben og lod hende se det hele, for når det kom til Lynn, så havde hun bestemt heller ikke nogen kvaler med det. Malania nåede ikke rigtigt at gøre andet end at trække et par dybe vejrtrækninger, idet at endnu en ve gik direkte igennem hende. Det var en smerte så intens, at hun slet ikke kunne beskrive den, hvor hun næsten automatisk endte med at presse. ”N-noget er galt..” endte hun direkte panikslagent.

[Deleted]

Eftersom Lynn sj￦ldent fik selskab, og s￦rligt af nogle af f￥ som hun faktisk stolede p￥, s￥ kom hendes mange frustrationer aldrig ud, og det havde selvf￸lgelig en betydning selv p￥ hende, som aldrig havde rodet sig ud i den slags f￸lelsesm￦ssige problemer. Malania havde dog m￥ske en point, ogs￥ selvom hun st￦digt holdt fast ved tanken om, at hun ikke ville skabe problemer for det unge par, de var trods alt nye i dette fag, og hun ville bestemt ikke v￦re den der kom i vejen, s￥ hellere skubbe sine egne behov lidt i baggrunden. Nu hvor Malania desuden viste tegn til en f￸dsel, s￥ var Aerandir ogs￥ noget hun selv glemte lidt igen, for der var virkelig ikke tid til at dv￦le ved den mand. Blikket hvilede p￥ hendes k￦re veninde, der tydeligvis var ramt af en mindre panik, og den eliksir som hun h￦ldte i sig, ville tvinge hendes muskler til at slappe af, hvilket nok ville v￦re det bedste i ￸jeblikket. D￸ren ud til sm￦kkede h￥rdt, da et vindstod tog den. Der gibbede let i Lynn, ogs￥ fordi hendes fokus var rettet mod hvad der skete foran hende. Atter gled blikket til underlivet. Det var ikke fordi hun selv t￦nkte videre over det frie udsyn, for det var jo ganske naturligt, det hun frygtede for, var at hun i forvejen m￥tte v￦re s￥ udvidet og tydeligvis ikke havde m￦rket sig meget af det. Hun nikkede stilf￦rdigt til hendes ord, for hun ￸nskede heller ikke at lyve for hende. ﾔDu er meget udvidet, Malania. Det burde ikke g￥ s￥ st￦rkt,ﾔ den sidste del mumlede hun mere for sig selv, for hun ￸nskede heller ikke at bekymre hende. Blikket gled direkte i hendes. ﾔH￸r k￦re.. vi klare den. Stol p￥ mig,ﾔ bad hun med en lidt sigende mine. Det var ikke fordi hun selv havde den st￸rste erfaring indenfor dette, foruden at hun var vant til at se livet spirer for ￸jnene af hende. Hun forstod Malanias modvilje ogs￥ fordi Pierce ikke var der til at holde hendes h￥nd. Langt om l￦nge forstod hun deres k￦rlighed. Hun havde sk￦nket Aerandir de store ord som den f￸rste nogensinde. Hun blev lettere febrilsk da hun valgte at pressen. ﾔIkke endnu! Du er n￸dt til at stoppe,ﾔ udbr￸d hun en anelse fast, sneg en h￥nd om p￥ hendes mave. Noget var helt galt, og tanken gjorde hende urolig. B￸rnene var urolige, hun kunne f￸le de sm￥ spark mod sin h￥ndflade, ogs￥ selvom det vel.. var et godt tegn? De var om ikke andet i live, men dette ville blive h￥rdt, det var hun slet ikke i tvivl om. H￥nden gled mod hendes underliv, mest for at m￦rke efter, for det lod til at v￦re anstrengende for den stakkels kvinde, ikke at presse.. de b￸rn skulle ud hurtigst muligt, men det skulle n￸dig miste livet p￥ vejen, det ville hun v￦re meget ked af, og hun var sikker p￥ at Malania ville blive det samme. Eftersom Lynn sjældent fik selskab, og særligt af nogle af få som hun faktisk stolede på, så kom hendes mange frustrationer aldrig ud, og det havde selvfølgelig en betydning selv på hende, som aldrig havde rodet sig ud i den slags følelsesmæssige problemer. Malania havde dog måske en point, også selvom hun stædigt holdt fast ved tanken om, at hun ikke ville skabe problemer for det unge par, de var trods alt nye i dette fag, og hun ville bestemt ikke være den der kom i vejen, så hellere skubbe sine egne behov lidt i baggrunden. Nu hvor Malania desuden viste tegn til en fødsel, så var Aerandir også noget hun selv glemte lidt igen, for der var virkelig ikke tid til at dvæle ved den mand. Blikket hvilede på hendes kære veninde, der tydeligvis var ramt af en mindre panik, og den eliksir som hun hældte i sig, ville tvinge hendes muskler til at slappe af, hvilket nok ville være det bedste i øjeblikket. Døren ud til smækkede hårdt, da et vindstod tog den. Der gibbede let i Lynn, også fordi hendes fokus var rettet mod hvad der skete foran hende. Atter gled blikket til underlivet. Det var ikke fordi hun selv tænkte videre over det frie udsyn, for det var jo ganske naturligt, det hun frygtede for, var at hun i forvejen måtte være så udvidet og tydeligvis ikke havde mærket sig meget af det. Hun nikkede stilfærdigt til hendes ord, for hun ønskede heller ikke at lyve for hende. ”Du er meget udvidet, Malania. Det burde ikke gå så stærkt,” den sidste del mumlede hun mere for sig selv, for hun ønskede heller ikke at bekymre hende. Blikket gled direkte i hendes. ”Hør kære.. vi klare den. Stol på mig,” bad hun med en lidt sigende mine. Det var ikke fordi hun selv havde den største erfaring indenfor dette, foruden at hun var vant til at se livet spirer for øjnene af hende. Hun forstod Malanias modvilje også fordi Pierce ikke var der til at holde hendes hånd. Langt om længe forstod hun deres kærlighed. Hun havde skænket Aerandir de store ord som den første nogensinde. Hun blev lettere febrilsk da hun valgte at pressen. ”Ikke endnu! Du er nødt til at stoppe,” udbrød hun en anelse fast, sneg en hånd om på hendes mave. Noget var helt galt, og tanken gjorde hende urolig. Børnene var urolige, hun kunne føle de små spark mod sin håndflade, også selvom det vel.. var et godt tegn? De var om ikke andet i live, men dette ville blive hårdt, det var hun slet ikke i tvivl om. Hånden gled mod hendes underliv, mest for at mærke efter, for det lod til at være anstrengende for den stakkels kvinde, ikke at presse.. de børn skulle ud hurtigst muligt, men det skulle nødig miste livet på vejen, det ville hun være meget ked af, og hun var sikker på at Malania ville blive det samme.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania og Pierces kærlighed var helt klart stor og den var i den grad også stærk. Selv var det en tanke som hun nød af, og selvfølgelig ønskede hun at hendes kære veninde skulle have lov til at opleve det samme, for følelsen af at man havde fundet den som man virkelig skulle leve livet var virkelig fantastisk., og selvfølgelig var det noget som hun ønskede for Lynn også, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. At hendes fødsel skulle gå i gang nu, var kun en tydelig indikation på at der måtte være noget galt, for det hele gik alt for hurtigt, og det var noget som hun i den grad også godt kunne mærke, og det var bestemt heller ikke altid lige behageligt, for denne gang var det noget som direkte.. skræmte hende, for noget var helt klart gjorde hende bange, for det var slet ikke sådan det var sket sidste gang hun havde ligget i denne situation! Hun bed sig let i læben, også selvom hun kunne mærke det muskelafslappende, for det var.. faktisk en behagelig fornemmelse i dette massive kaos, og det var slet ikke noget som hun ellers kunne gøre ved det, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. ”Der er noget galt, Lynn..!” endte hun mere sammenbidt. Det kunne godt være at hun virkelig forsøgte, for hun ønskede bare at det hele skulle være.. rigtigt! Og det blev det bestemt heller ikke når Pierce ikke var der til at hjælpe hende igennem det, og det var en tanke som faktisk gjorde hende direkte.. trist. Hun blinkede let med øjnene, som hun forsigtigt lagde sig tril rette i sofaen. Eller.. forsøgte på det om ikke andet, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for hende på nogen måde. At hun ikke fik lov til at presse, fik hende til at pruste, for det var som om hun ikke selv kunne styre det! Hun kunne ikke selv styre noget som helst! Hånden mod hendes mave og videre mod hendes underliv, var nu ikke noget som hun som sådan sagde noget til, for hun stolede virkelig på Lynn, for hun havde aldrig haft en grund til andet. ”Jeg kan ikke gøre for det!” endte hun med en mere frustreret stemme, som hun vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Selv ønskede hun ikke at der skulle ske noget med børnene – eller hende selv for den sags skyld, men det var altså ikke noget som hun kunne gøre noget ved eller for, for den sags skyld, og det var en tanke som direkte gjorde hende usikker, og det var bestemt heller ikke behageligt altid. Endnu en ve endte kraftigt med at gå igennem hende, hvor hun virkelig forsøgte ikke at presse, men endte med at gøre det alligevel. Et halvkvalt skrig brød hendes læber, som hun svajede kraftigt i ryggen. ”Hvor er Pierce…?!” endte hun med en febrilsk stemme. Dette var helt klart en situation som skræmte hende!

[Deleted]

Lynn betvivlede slet ikke Malanias og Pierces kærlighed, for den stod trods alt malet overalt i hendes smukke øjne, desuden bar hun jo på det vidunderlige resultat der var kommet ud af deres brændende kærlighed. Et sted så kunne hun ikke undgå at misunde dem.. hun nærede dens amme kærlighed, for en mand der tydeligvis var blevet skræmt af den nærhed som de havde delt, og tanken gjorde virkelig ondt. Enhver fokus var holdt Malania, for noget var helt galt. Fødslen kom vel i det store og det hele meget præcist, for det var jo tydeligt at kvinden var højgravid, men der var noget ved mønsteret der ikke føltes rigtigt, også selvom hun måtte erkende, at det ikke var et område hun havde størst erfaring på. Dette var trods alt selv hendes første. Det muskelafslappede havde tilsyneladende gjort sit, hvilket kun glædede Lynn, det gjorde det også lettere for hende, ikke at ende med at presse. ”Jeg ved det kære. Derfor er du nødt til at slappe af,” svarede hun næsten bønfaldende. Der skulle faktisk meget til at hylde hende ud af den, men lige i øjeblikket vidste hun ikke hvordan pokker hun skulle reagere, eller hjælpe hende så godt som hun nu engang var i stand til. Pierce var desværre ikke til stede, hvilket var noget som faktisk også nagede hende, for han havde om ikke andet været i stand tila t holde hende mere tryg end det som hun var i stand til. For et kort øjeblik lod hun blikket glide i, og trak vejret dybt ned, så ilten for alvor fik tilgang til hendes krop, også i håb om at hendes egen livlige skat ville falde til ro. Kvalmen trængte sig på, og lige i øjeblikket var den ganske enkelt ikke velkommen! ”Jeg ved det, jeg ved det,” mumlede hun og vendte atter fokus mod Malanias underliv. Hun rørte, men det var ikke kærtegn på nogen måde, det var kun ment for at danne sig et overblik over situationen. Blikket gled mod hendes veninde i hendes forespørgsel efter Pierce. ”Han er her ikke kære. Vi er nødt til at klare os selv,” endte hun stille, for det kunne hun trods alt ikke lyve sig ud af, og det ønskede hun bestemt heller ikke. ”Jeg sender bud efter ham så snart alt er stabilt,” lovede hun, og så på hende med en direkte bekymret mine, for hun brød sig på ingen måde om denne situation. Det var også gået op for hende, at det ikke ville nytte det mindste, at forsøge at forhindre hende i at presse, for hendes krop ville det. Skulle de forsøge bare at lade ungerne blive født. ”Jeg kan ikke guide dig på dette punkt, Malania. Lyt til din krop,” endte hun og nikkede roligt mod hende. Det var det eneste hun kunne gøre, og den tanke fik hende til at føle sig ikke kun overflødig men også direkte uduelig, for hun ønskede bestemt ikke at der skulle ske lige den kvinde noget, det var helt sikkert!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania forsøgte virkelig at slappe af, selvom det på ingen måder var nemt, og det var bestemt heller ikke en tanke som hun brød sig om! Det var slet ikke fordi at dette var genkendeligt på nogen måde, for det var slet ikke gået for sig på denne måde, da hun havde født sidst, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hende. Det føles virkelig forkert, også selvom det muskelafslappende havde gjort sit, selvom kroppen ikke altid var lige enig, så havde det dog fået hende til at slappe en anelse mere af. Hendes hjerte begyndte kraftigt at hamre mod hendes bryst som intet andet overhovedet, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så kunne hun virkelig ikke gøre noget ved det af den grund. Hun prustede ganske let som hun let lod øjnene glide i. At snakke, var noget som krævede en koncentration som hun ikke ligefrem kunne sige sig, at være den bedste til at finde, men hun forsøgte om ikke andet, og det var vel også det som talte? Hun vendte blikket mod Lynn endnu en gang, også selvom der ikke rigtigt var noget som hun kunne gøre ved det alligevel. Hun var bange, og hun havde brug for Pierce, så hvorfor var han der dog ikke?! Hvorfor var han der aldrig når hun havde brug for ham? Som i denne stund! ”Jeg… jeg vil h-have Pierce..” endte hun direkte stakåndet. Hvis der var nogen som kunne få hende til at slappe af, så var det da helt klart hendes mand, så det var vel heller ikke noget som forundrede nogen som helst? Hun trak vejret dybt, som hun prøvede at gentage den kontrol over sin egen krop, selvom det bestemt heller ikke gik helt som hun ville det. En tåre trillede ned af hendes kind. Den var virkelig gal, og det var noget som hun i den grad kunne mærke! At hun skulle lytte til sin krop, var bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere for hende på nogen måde, for så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der jo ikke direkte noget som man kunne gøre ved det af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun trak vejret dybt. ”Jeg har ikke kontrol..” endte hun direkte febrilsk, idet hun endnu en gang endte med at presse. Denne gang kom det som måtte ligne et hoved til syne. Hendes pupiller trak sig direkte sammen, idet at hun endnu en gang endte med at presse, for at få barnet født, for det var virkelig noget som gjorde ondt. Hun endte ud i et halvkvalt skrig, idet at den yndige lille pige, endte med at forlade hende. Malania endte med at pruste. Det var som om at hun slet ikke havde nogen energi tilbage. Ikke bare vel fordi at det havde været en frygtelig lang tur til Procias, men.. den var virkelig gal! Den lille pige begyndte at skrige, selv fuldkommen dækket i blod og væske. Skriget måtte selv få et stille smil til at passere Malanias læber. Hun mindes det da hendes drenge blev født.

[Deleted]

Lynn vidste godt, at det bestemt ikke fordi hun var til megen hjælp. Hendes speciale var den smukke natur, og det liv som det måtte bringe med sig, ikke.. fødsler, hun var ventede trods alt selv sin første, så på dette område kunne hun hverken guide eller noget som helst andet. Det var bestemt heller ikke fordi det gjorde det nemmere for hende, at Malania begyndte at spørge efter Pierce, for hendes fokus var på helt andre steder i øjeblikket, hun prioriterede nærmere at få børnene født, uden at det skulle være et for stort mareridt for hendes kære veninder. Taget i betragtning af, at Lynn havde forventet de ville drikke en krop the, og derefter snakke sammen stille og roligt, om de ting som var hændt dem, gennem den tid hvor de desværre ikke havde snakket så meget sammen, så var det jo endt helt anderledes, og Lynn var faktisk ikke helt sikker på situationen, hvilket var en tanke som hun ikke kunne fordrage. ”Senere,” mumlede hun blot kortfattet og meget fraværende. Så snart dette var ovre kunne hun sende bud efter Pierce, indtil da måtte de nøjes. Hovedet havde hun allerede anet før hun atter begyndte at presse. Hendes krop måtte selv bestemme hvad der skulle ske, for hun kunne ikke gøre det, og det var tydeligvis forgæves, at afholde hende fra at presse. Hun greb fat om et lille tæppe der lå for enden af sofaen og bredte det ud. Hænderne faldt til hendes knæ, for at holde benene skilt, inden hun i stedet gjorde klar til at tage imod den lille der begyndte at skrige så snart hovedet var ude. Hendes hænder blev malet i blod, også selvom det ikke var noget som hun reagerede synderligt på. For et øjeblik kunne hun ikke holde det stille smil væk, for det var bestemt smukt.. at se den lille pige komme til verden, den glæde kunne hun dele med hende. Barnet tog hun imod, holdt det stabilt i sine hænder. ”Du klare den fantastisk kære. En fantastisk lille pige,” meddelte hun med julelys i øjnene. Det gik hurtigt op for hende at hun slet ikke var færdig! Barnet lagde hun roligt på Malanias bryst, også fordi hun ikke fandt tiden til at kappe navlestrengen.. det skulle deres far næsten havde lov til. Tæppet lagde hun i stedet over Malania så det ligeså dækkede den lille skikkelse der nu lå der i sin mors favn, og lignede et helt mirakel. Hovedet gled på sned, som hun betragtede det lille vidunder, næsten med en pludselig længsel efter, selv at få lov til at opleve det. ”Vi klare den,” hviskede hun en anelse mere selvsikkert, og kun henvendt til sig selv, også i forsøget på at overbevise sit eget sind om, at hun faktisk var i stand til at gøre dette. Barnets skrig fyldte hele huset med en glæde, som hun næsten havde glemt, og det var virkelig helt igennem fantastisk!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At afholde Malania i at presse, var nok meget dumt i denne situation, også fordi at hun selv slet ikke følte, at hun havde kontrol over noget som helst, for det havde hun virkelig heller ikke, og det var en tanke som helt klart også måtte skræmme hende. Sidst havde hun da om ikke andet, så selv bestemt om hun ville presse eller ej, også selvom det havde været nemmere for hende der, for Pierce havde været der, og taget imod og hjulpet, samt selv fået lov til at opleve hvad det ville sige at blive nybagt far, og nu skulle han til det igen uden at han vidste det! Et sted så var det noget som efterlod hende med en elendig smag i munden, for det føles som.. hun havde gjort noget forkert et sted. Tårerne samlede sig direkte i hendes øjne som hun pressede til, så den lille pige kunne komme til verden. At høre den lille pige skrige, var noget som selv fik Malania til at slappe en anelse af, selvom det bestemt heller ikke altid var lige nemt, men det var bare sådan at det måtte være i den anden ende. At det var en lille pige, var en tanke som kun fik hende til at smile mere, for det var den første pige! Hun tog mere end glædeligt imod den lille pige, også selvom hun kunne mærke, at hun slet ikke var færdig. Den lille pige lagde sig grædende mod hendes bryst, hvor hun med tydeligt skælvende hænder, lagde dem omkring den lille skikkelse, for hun var bestemt heller ikke særlig stor. Hun havde det selv ikke særlig godt. Hun følte sig direkte afkræftet, hun følte sig træt og voldsomt svimmel, så den var i den grad også gal, og det var en tanke som hun bestemt heller ikke kunne have med at gøre uanset hvad, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun lukkede øjnene stille. ”H-hun er nydelig..” hviskede hun med en tydelig stolthed i stemmen. Hende og Pierce havde aldrig snakket om navneforslag, hvilket et sted var en tanke som morede hende, for det havde de heller ikke gjort sidst. Svagt tyssede hun på den lille pige, også selvom det virkelig sitrede i hele kroppen. Der var en baby mere som skulle til, og det var noget som hun helt klart også godt kunne mærke ind på sin egen krop, for de var virkelig en vanvittig følelse i det indre! Farven var væk i hendes kinder og hendes øjne var matte, selvom det slet ikke var baner som hun tænkte i. ”J-jeg er ikke f-færdig endnu..” endte hun dæmpet, som hendes greb omkring den lille pige endte mere slapt. Det var bare et fokus som bare blev flyttet, uden at hun kunne gøre noget ved det, og hun vidste det udmærket godt! Hun sank klumpen i halsen. Det var begyndt at bløde fra hendes underliv, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde mærke til som sådan. Endnu en gang gispede hun let efter vejret, idet at endnu en ve kom til, selvom der var gået rigtig mange minutter. Hun endte endnu en gang med at lægge alle kræfter i at presse.

[Deleted]

Lynn ville bestemt ikke afholde hende fra at presse, også selvom det virkede som det mest oplagte, hun var trods alt ikke helt klar til fødsel endnu, men hvad pokker, jo hurtigere de små engle blev sikret, jo bedre ville det være. Pierce var der måske ikke, men lige nu var det ikke noget som hun kunne tage sig af. Den lille pige lå grædende på sin mors varme bryst. Det var en fantastisk dag at komme til verden på. Solen skinnede smukt udenfor, og foråret var godt på vej. Den lykkelige stund, var næsten noget der fik hende til at glemme dramatikken omkring fødslen, for nu virkede Malania også langt mere rolig. Hun tog fat om glasset, og rykkede ud på sofaens kant, så hun kunne sætte det for Malanias læber. ”Drik lidt,” opfordrede hun stille, også fordi hun bestemt så anstrengt ud. Navlestrengen ønskede hun at gemme til Pierce, det var ikke hendes pligt at klippe den. Det var tydeligt at hendes kære veninde, endnu ikke var færdig. Hun lod til at have en stor tendens til tvillinger eftersom det var anden gang. Fokus blev atter vendt mod hendes underliv, også selvom den sidste rest af farve svandt fra hendes kinder.. hun vidste som sagt ikke meget, men så vidt hun vidste, så burde hun ikke.. bløde, ikke på den måde. Lynn sank en klump, og besluttede sig for ikke at skabe nogen panik, i stedet forholdt hun sig selv fuldkommen rolig. Hun nikkede stille til hendes ord og sendte hende et lidt beroligende smil. ”Hun er guddommelig.. ligesom sin mor,” tilføjede hun roligt. Gråden forstummede en anelse, som Malania lå der og tyssede en smule på hende. Det næste hovedet kunne hun allerede ane, også selvom Malania ikke lod til at mørke sig af det på samme måde. Hun holdt vejret, da endnu en vé tvang hende til at presse. Det lille hoved kom langt hurtigere end forventet. Hun greb om det, for at den ikke skulle brække nakken.. hendes hænder blev atter svøbt i blod, også selvom det var i ekstremt store mængder.. hun så lidt forfærdet på Malania, for at se om hun var påvirket nogen måde. Den lille krop blev presset ud, og bragte kun en anelse mere blod med sig. Hun tog imod den lille engel som blev givet. Læberne spillede i et næsten stolt smil.. ”En fantastisk lille dre..” hun tav hurtigt, da hun så hvordan blodet i langt større grad begyndte at fosse ud. Hjertet sprang et slag over. Drengen lod hun ligge på hendes bryst, mens hun selv hentede en kniv. Uden nogen varsel, skar hun de to navlestrenge, og lagde børnene på et tæppe på gulvet, pakket ind i resterne af stoffet. ”Har du ondt,?” spurgte hun dumt, også for at finde ud af hvor de stod. Kjolen trak hun af sin egen krop, eftersom det var det eneste hun havde i nærheden, og lagde det helt tæt på hendes skød, i forsøget på at stoppe blødningen. Hvad pokker skete der?!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde det bestemt ikke særlig godt. Hun følte sig skræmmende afkræftet, og det var bestemt heller ikke en behagelig følelse i sig selv! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, næsten som havde det været en kamp for hendes liv, så var det en tanke som blev mere og mere realistisk selv for hende, for det var virkelig ikke en behagelig tanke! Hun blev liggende og tyssede på den lille pige, så godt som det nu var hende muligt. Om ikke andet, så fik hun lov til at se sine børn, og det var helt klart noget af det bedste af det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hun havde fået lov til at opleve lykken, stifte en familie og det hele, hvilket kun gjorde det hele mange gange bedre! Hun tog imod noget at drikke, hvor hun sendte Lynn et taknemmeligt smil. ”D-det her var ikke ligefrem planen..” endte hun sigende. Om ikke andet, så havde hun da valgt at blive hjemme! Hun endte direkte med at presse alt hvad hun kunne, for at få barnet ud, for det gjorde virkelig ondt, for han var jo allerede godt på vej! At det var en lille dreng, var noget som kun fik hende til at smile, for det var virkelig en glædelig tanke. At det måtte fosbløde, var så slet ikke en tanke som faldt hende ind, for hendes fokus lå helt andre steder, ligesom en hver anden nybagt mor. Hun var dog af den grund også endt langt mere bleg, hun følte sig direkte træt og frygtelig slapt, da børnene blev taget fra hende, så de kunne blive lagt på tæppet. Den lille dreng var lige så også begyndt at skrige, hvilket i den grad også påvirkede den nybagte mor, for hun kunne ikke gøre noget for dem lige nu om ikke andet, for hun havde virkelig bare brug for at få noget søvn, for hun var i den grad så frygtelig udmattet! Læberne skilte hun stille, som hun vendte sig mod Lynn da hun havde taget kjolen af. Hendes øjne var fuldkommen matte, hendes krop var endt mere slap end den havde været tidligere. Hendes øjne gled næsten i bare ved tanken om det, for hun vidste at hun slet ikke burde sove nu! Hendes små børn havde brug for hende, og så kunne hun ikke tillade sig at sove! ”Nej… jeg… jeg føler mig bare.. udmattet.. Jeg er nødt til at sove..” endte hun stille, som hun vendte blikket stille den anden vej i sofaen, som hun endte mere og mere slap. De små rystelser i kroppen endte selv med at holde inde. Selv var hun for træt til hun overhovedet kunne forstå hvad der egentlig skete, for hun endte selv med at stoppe med at reagere på børnenes skrig, for den lille pige var selv begyndt. Hendes hjerte endte med at stoppe sine slag mod hendes bryst, som kroppen endte med at blive fuldkommen afslappet, som døden faktisk måtte tage hende i favnen. Udmattelsen var virkelig utrolig, at det var en tilstand som hun aldrig ville komme ud af igen.

//Out

[Deleted]

Det skræmte faktisk Lynn at se den kære Malania så forbandet afkræftet, men efterhånden var hun også begyndt at forstå hvorfor. Den lille dreng var ligeså vidunderlig som sin søster. Han lå og skreg i tæppet på gulvet. Måske det langt fra var det mest omsorgsfulde, men hvad pokker skulle hun gøre?! Det var ikke børnene der var hendes højeste prioritering, for de klarede sig tydeligvis som de skulle, men det gjorde Malania ikke. Hun lod ikke til at have direkte ondt længere, og børnenes gråd lod til at berolige hende. Drengens gråd havde fået hans søster til at begynde igen, så de begge fyldte huset ellers enorme stilhed. Lynn pressede mod hendes underliv, selvom hendes egen kjole hurtigt endte ligeså gennemblødt. Hun gik ikke i panik, for der skulle bestemt meget til. Det gik ikke lang tid, før det gik op for hende at Malania var på vej væk. ”Det ved jeg, kære,” hviskede hun med fortrøstningsfuld stemme, og sendte hende et stille smil. Hendes øjne blev våde, hun forsøgte virkelig at være stærk, men det gjorde ondt. Hun rejste sig, og strøg hånden beroligende over Malanias hoved. Hun var bleg og træt hvilket hun udmærket forstod, og blødningen var hun ikke i stand til at stoppe selvom tanken smertede hende. Den eneste veninde hun nogensinde havde haft. En tårer trillede ned af hendes kind. Hun strøg den blide hånd over de trætte øjenlåg. ”Bare hvil min kære. Jeg lover at sørge for dine børns velbefindende. Jeg elsker dig,” hviskede hun mod hende, og håbede et sted at hun kunne høre hende. Børnene lå endnu på gulvet. Hvordan kunne noget så lykkeligt ende sådan?! Desværre var det en del af livets gang, men dette var et tab som selv hun følte. Hvem skulle holde om hende? Hun havde aldrig ønsket Aerandir omkring så meget som nu. Børnene tog hun op i favnen, mens de endnu måtte ligge på tæppet, og holdte dem ind til sit nøgne bryst, og den enorme mave. Hun kastede et sidste blik på Malania, og bøjede sig ned for at mærke efter de hjerteslag som ikke var at finde. Hun lod blikket glide kort i, hvilket kun resulterede i flere tårer. Hvordan skulle hun dog skænke hendes mand den rædselsfulde nyhed, at han selv ville skulle tage sig af børnene? Et sted følte hun sig vel ansvarlig, hun kunne have gjort noget mere. Tanken skød hun fra sig for en stund. ”Hvil i fred,” mumlede hun stille og slog kors i luften, inden hun atter vendte blikket mod børnene. ”Las os finde jeres far. Engle,” tilføjede hun og kyssede dem blidt på panden, inden hun forlod stuen, også for atter at blive påklædt. Så snart de var puttet, så ville hun tage sig af Malanias lig. Hvilken rædselsfuld men smuk dag. De to børn var virkelig ligeså fantastiske som deres mor.. de ville bære hendes minde, det var hun slet ikke tvivl om!

//Out