Departure to a new life?

[Deleted]

Jelicka vidste udmærket godt, at hun kunne være noget af en mundfuld, men det så nu alligevel ud til at Alec faktisk var i stand til at rumme hende, hvilket selvfølgelig var hende en glæde, for hun ønskede jo bare at hjælpe ham – ligesom hun ønskede at hjælpe så mange andre, så et sted, så var hun nok endt i den helt forkerte kreds, men hun kunne lide det. Der var noget ved Alec som hun ikke direkte kunne sætte en finger på, men hun var på ingen måder bange for ham, og det var noget af det som i den grad også måtte føles utrolig rart for hendes vedkommende. For en gangs skyld, så følte hun faktisk at hun hørte til et sted, og det var helt klart noget af det bedste ved det hele. Hun vendte blikket mod ham. At han lå og holdt om hende i hendes søvn, var faktisk en tanke som hun rigtig godt kunne lide, også fordi at det ikke var noget som hun havde ladet nogen gøre nogensinde før, for… ja, hun var jo lidt mærkelig af sig, og det gjorde jo tilsyneladende også sit for andre mennesker. ”Ja, æhm.. jeg mener.. hvis du vil selvfølgelig.” Som regel så snakket hun før hun tænkte, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde sagen meget bedre for hendes del, og det var jo noget som hun var klar over, men hun kunne altså ikke gøre for det! Hun udtalte sig om sine meninger hvis det var det som hun ville, og det var det vel nu? Hun kunne rigtig godt lide, når han lå og holdt om hende, for så følte hun sig virkelig tryg! At han ville holde om hende dag og nat, var noget som kun fik smilet til at brede sig voldsomt på hendes læber, for det kunne bestemt heller ikke blive bedre end det i hendes øjne! ”M…mener du virkelig det?” spurgte hun næsten helt glad, for hun havde helt klart for vane at tage tingene lidt for bogstaveligt, og det var ikke engang noget som hun gjorde med vilje! At komme af sted, opdage et nyt liv og med det hele, var selvfølgelig noget som gjorde det hele så meget bedre, også for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Selvfølgelig var hun nysgerrig på hvor de ville ende henne, for alt andet ville være en komplet løgn, og det var hun slet ikke i stand til at tackle på nogen som helst måde overhovedet! Hun hadet det virkelig! Og af den grund, så var hun selvfølgelig kun glad for og satte umådelig stor pris på ærlighed. ”Det er virkelig spændende det her!” endte hun næsten helt ivrigt, som hun knugede godt omkring hans hånd med sin egen, for hun kunne slet ikke få sig selv til at slippe hans hånd på noget tidspunkt. Han var den eneste som hun direkte havde at knytte og klamre sig til, for han var faktisk den eneste her, som havde haft det ’mod’ til at lukke hende tæt, og selvfølgelgi var det også noget som gjorde hende så frygtelig glad! At de endelig var på vej, var svært at forstå, men det var nu det skete, og selvfølgelig var det noget som gjorde hende helt glad og så frygtelig, frygtelig spændt! Hun gik hvor han gik, hun fulgte ham hvor han valgte at gå. Der gik ikke lang tid, før hun faktisk vendte sig op mod ham allerede første gang. ”… Alec? Jeg er sulten,” sagde hun dæmpet, hvor et uskyldigt smil gled over hendes læber.

[alecander]

At komme væk fra lejren og videre ud, hvor eventyret virkelig måtte begynde, var noget som virkelig satte en kæmpe spænding i Alec, for.. et sted glædede han sig jo helt! Jelicka havde hjulpet ham meget i den tid han ikke havde kendt til sin fortid. Ganske vidst havde hun under deres første møde, sørget for at han fik flere pisk end han havde skullet straffes for, hvor han var blevet bundet til planker, der dannede et kors, hvor han havde hængt i flere timer, men sjovt nok var hun kommet tilbage, hvor hun havde reddet ham fri og fået ham væk. Hun havde direkte tilbudt ham sit blod, hvor han også havde drukket det – den gang havde han jo nok været ganske egoistisk. Hun var blevet svag og i stedet for at efterlade hende til kulden, hvor hun sikkert ville dø, så havde han taget hende med sig, skønt det også havde bragt mange diskussioner på banen, for han var fra mørket og hun fra lyset, men uanset hvad så havde han ikke kunnet bede hende om at gå, for det havde jo også været hendes nye hjem, og hun havde jo selv ønsket at blive, hvilket havde glædet ham, så han havde mere end villigt åbnet armene for hende og lukket hende ind i sit hjem og delt sit værelse med hende. Hun havde fået ham til at se fremad i stedet for tænke tilbage på sin fortid og det som han ikke kunne huske, hvor han var blevet utrolig glad for hende, og så skulle Alicia absolut komme i går og udfylde de manglende brikker, hvilket han nok ville have givet alt for førhen, men det var slet ikke en fortid som han havde troet at han havde været igennem. Han havde været en forfærdelig mand og én som Jelicka tilmed havde hørt om, og dog frygtede hun ham ikke. Nu var de på vej, og han fortrød det på ingen måder! Han vendte blikket mod hende og med det morende glimt i blikket. At hun direkte spurgte om han ville holde om hende, morede ham, selvom han bestemt ikke ville have noget imod det! Han nikkede roligt. „Selvfølgelig mener jeg det! Nogen skal jo være der til at beskytte dig mod de onde monstre under sengen,” påpegede han drillende, som han klemte blidt omkring hendes hånd. Han ville ikke have noget imod at holde om hende om natten, så hun kunne føle sig tryg, for.. et sted kunne han jo godt lide at han kunne give hende den følelse, på trods af det væsen som han var og den mand han engang havde været, for han havde jo faktisk været et.. monster, og han kunne ikke ligefrem prale af at han var stolt af det. At hun knugede omkring hans hånd og blev helt ivrig, fik ham til at slippe et kort grin, for det morede ham virkelig! „Rolig nu Jelicka..” svarede han morende, som han selv trykkede let omkring hendes hånd, et sted også for at vise at han ikke havde noget imod det. Han fortsatte roligt væk fra byen og lejren, hvor han egentlig blot gik, uden at ane hvor de skulle hen, men det var vel også underordnet? Det var jo netop det som var det spændende! Han vendte blikket mod hende, da hun udtalte hans navn, skønt hendes efterfølgende ord, fik ham til at ryste smilende på hovedet af hende. „Du skulle måske alligevel have spist før vi gik,” påpegede han sigende, som han hævede det ene øjenbryn, inden det morende smil gled over hans hoved. Han gjorde et let kast med hovedet. „Men kom.. jeg synes jeg kan ane en grøn mark derovre, hvor det sikkert er perfekt til en lille picnic,” svarede han muntert, som han roligt trak hende med sig hen til den store mark, der strakte sig et godt stykke. Han gik roligt ud i det grønne og frodige græs, hvilket føltes godt mod de bare fødder, ligesom den bløde muld og jord under dem. Han trak hende roligt med længere ud i marken, så de kom lidt væk fra ruinerne, skønt det ikke var så langt igen, da de stadig var en anelse i skjul. Han satte sig roligt og trak hende roligt med sig ned i det frodige græs, inden han trak tasken frem. „Jeg tog lidt forskelligt med. Både brød, lidt forskelligt frugt og kød, for proteinerne skal du jo også have!” svarede han roligt, som han vendte blikket afventende imod hende, for at se hvad hun ville have.

[Deleted]

Hvis der var noget som Jelicka ikke rigtigt tænkte mere over, så var det helt klart hendes første møde med Alec, for man kunne ikke just sige, at det var gået som ønsket, men det var nu bare sådan her at det måtte være. Hun havde ganske rigtigt sørget for, at han blev straffet, selvom det var en tanke som gjorde ondt selv den dag i dag. Hun var et lysvæsen med alt hvad det indebar, men af den grund, så havde hun aldrig rigtigt fundet ud af, hvorfor hun skulle være bange for ham, så det var hun heller ikke. Hun vendte blikket ganske roligt mod ham. Tanken om at han faktisk ønskede at starte på en frisk og så sammen med hende, var noget som virkelig gjorde hende utrolig glad, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun smilede mere eller mindre i hele ansigtet og det var slet ikke noget som hun kunne lade være med! Det var måske ikke til at vide hvor de ville ende henne, hvilket kun gjorde det hele spændende, selv for hendes del! Hun elskede hvad der var nyt og ukendt for hende, og så tanken om at det var noget som hun kunne få lov til at undersøge sammen med ham, var noget som gjorde det hele langt mere specielt, også set i hendes øjne. At han ville holde om hende om natten, var en tanke som gjorde hende glad, for hun følte efterhånden at hun måtte have en vis betydning for ham, ellers ville han vel heller ikke gøre alle de ting som han havde gjort? Ladet hende få madrassen og det hele, hvor det faktisk var hende selv som sov på den. Han havde holdt om hende i nat, og det var noget som hun godt kunne lide. Hun var måske ikke meget for mørket, men det var vel også noget som han kunne vise hende? Hun ønskede jo faktisk at blive en del af hans verden, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende. ”Det vil.. jeg virkelig se frem til Alec. Jeg.. jeg kan godt lide når du holder om mig,” sagde hun med et stille smil. Hun var måske holdt op med at prædike for ham, som hun havde gjort den første aften de havde været sammen, men det var nu bare sådan at det var – set i hendes øjne. Han havde forandret hende som det også var sket omvendt. Dette var bare noget som gjorde hende så forbandet ivrig, og hun kunne virkelig ikke gøre noget som helst, for at forandre det, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, for det var bestemt heller ikke en løgn på nogen måde uanset hvad! ”Jamen jeg er så spændt!” udbrød hun næsten morende, for hun kunne ikke lade være! Hun var et væsen med et alt for godt og højt humør og et sted så var hun vel også bange for at hun ville ende med at gå ham på nerverne til sidst? Selvom det nu heller ikke ville forundre hende noget som helst, for det var jo sådan at det altid havde været! At hun pludselig blev sulten, kunne hun godt mærke, hvor hun også var glad for at han ikke blev sur. De havde jo alverdens med god tid til at komme væk derfra, så der var vel heller ikke nogen grund til at forhaste sig på nogen måde, var der? Hun nikkede stille og fulgte ham ganske roligt. ”Jamen det er jo først nu, at jeg er sulten,” forklarede hun sig roligt, som hun vendte blikket omkring sig. Hun var efterhånden vant til at skulle være påpasselig, også fordi at hun havde været så tæt omkring ham. Hun vendte sig roligt mod ham endnu en gang og med det samme stille smil på læben. ”Her er virkelig hyggeligt. Det er jo perfekt!” sagde hun med et morende smil på læben, for løgn var det jo trods alt heller ikke engang!

[alecander]

De havde nok begge forandret sig i tidernes løb med hinanden, for de påvirkede jo faktisk hinanden. Alec var dog blevet meget glad for Jelicka, han havde jo været ude i går for at købe en ting til hende, skønt han kun havde fået købt en taske til hendes mange urter og planter som han vidste at hun kunne lide, men det var aldrig blevet til mere, før han var stødt ind i Alicia. Han kunne stadig ikke komme sig over at han faktisk havde været gift med hende, at han havde en bror og tilmed en søn, og alle de gerninger som han havde gjort. Et sted var det jo faktisk beundringsværdigt, at en mand og hans bror i det hele taget kunne formå at lave så megen ravage, men hvis han blev opdaget, så ville han jo blive straffet med døden! Derfor måtte han erkende at det ikke ligefrem kom ham til gavn, når han faktisk bare ønskede en ny chance. Han håbede i hvert fald, at hvis han endelig skulle miste modet, at Jelicka så ville være der for at give ham det tilbage. Han trak på smilebåndet til hendes ord, hvor han trykkede ganske let omkring hendes hånd. „Godt.. for så vil jeg holde om dig hver nat,” svarede han stilfærdigt, som han sendte hende et varmt smil. Man skulle ikke tro at der kunne ligge en varme til et så dødt og koldt væsen som en vampyr, men.. Jelicka var virkelig bare noget ganske særligt! Hun havde nemlig denne varme effekt på ham. Han holdt normalt ikke om hende, da han jo selv lå på gulvet, hvor hun lå på madrassen, men han havde gjort det i går aftes og det var noget som han faktisk havde nydt! Han ville ikke have noget imod at holde om hende hver nat og være den som gjorde hende tryg og sikker. At hun var spændt og udbrød hendes ord, fik ham til at slippe en munter latter, for det var da for kært! Han vendte blikket morende imod hende. „Det er da kun godt at du glæder dig,” svarede han sandfærdigt, som han endnu engang trykkede omkring hendes hånd og fingre, da de havde dem sammenflettet. „Desuden glæder jeg mig også!” svarede han med samme iver og spænding i stemmen som hende, for.. det var jo helt vildt, så meget han glædede sig! Det var ikke fordi de var kommet særlig langt, og at hun så var sulten, var noget som morede ham, skønt han ikke havde noget imod det, men han havde jo sagt at hun burde have spist inden! Han trak hende blot med hen til den grønne og frodige mark som han havde fået øje på, hvor han roligt satte sig og trak hende med ned. Han knækkede roligt noget brød over til hende, som han rakte hende, inden han også fandt et flot rødt æble frem, så hun også havde lidt med saft i, så brødet ikke blev for tørt. Han lagde sig roligt ned på siden og med fronten mod hende, hvor hans hoved hvilede i den ene hånd. Han trak skævt på smilebåndet, som han blot betragtede hende, mens hun spiste. „Spis du bare så meget du kan.. det haster trods alt ikke,” svarede han roligt, uden at smilet falmede det mindste. Det var jo ikke fordi de skulle nå noget, men.. det ville jo nok være rart med lidt ly for natten, når de endelig kom så langt, skønt solen knap nok havde vist sig på himlen endnu, for de var jo taget af sted ved daggry. Han så sig let omkring og trak let på skuldrene. „Her er da.. fint nok, vel?” Det var jo bare en mark. Det var dejligt til en picnic, men han kunne bedst lide det lidt afsides og gemt væk, også fordi han skulle passe på med hvem han viste sig over for, for tænk hvis nogen genkendte ham?!

[Deleted]

Det var slet ikke fordi at Jelicka tænkte mere over fortiden, for det var der ingen grund til. Alec var en mand som hun med tiden, var endt med at holde utrolig meget af, og selv det var en tanke som hun kunne lide, vel også fordi at hun et sted kunne mærke at det var gengældt? At han havde det på samme måde som det hun selv havde? Selvom det selvfølgelig ikke var en skidt ting, for det var det slet ikke i hendes øjne! Alec havde gjort så skræmmende meget for hende igennem tiderne, at man skulle tro at det var løgn og selvfølgelig var hun ham virkelig taknemmelig for det hele, for det var der jo slet ikke nogen tvivl om overhovedet! At han havde holdt om hende i nat, var noget som hun rigtig godt kunne lide, og det var jo bare sådan at det endelig måtte være. Han behøvede i den grad ikke ligge på gulvet, for selv det, var en tanke som hun ikke brød sig særlig meget om, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for hun kunne godt lide når han lå der og holdt om hende, også selvom hun vidste, at han slet ikke havde brug for hvile eller noget på den samme måde, men det var bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun smilede let og trykkede omkring hans hånd. ”Det vil jeg virkelig se frem til,” sagde hun med en helt glad stemme, for det var en tanke som hun rigtig godt kunne lide! Hun glædede sig virkelig til at se hvor de endte henne, for den tanke var virkelig noget som gjorde hende utrolig glad! Han ville have hende med sig, så var det bestemt heller ikke hende som skulle klage over det, for det var en tanke som virkelig gjorde hende så frygtelig glad! Hun vendte blikket mod ham. ”Det glæder mig kun at du vil have mig med, Alec. Jeg har.. været bange for, at jeg gik dig på nerverne, fordi at jeg.. ja, jeg er den jeg er,” endte hun med en ganske stilfærdig mine, for det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at lyve for ham, for det var slet ikke noget som hun kunne! Hun burde måske have spist inden de var taget af sted, men det havde hun ganske enkelt været alt for ivrig til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Den tanke var noget som glædede hende om ikke andet, hvor hun roligt vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun fulgte ham ud på marken, hvor hun roligt satte sig ned og tog imod det brød som han gav hende. Han havde da også bare tænkt på det hele, og det var en tanke som gjorde hende rigtig glad! Hun begyndte lystigt at spise af det, hvor hun også tog imod æblet. Næsten uden at tænke over det, så lagde hun sig roligt op af Alec og med hovedet hvilende mod hans side, i og med at han nu på siden i græsset. Hun vendte blikket stille mod ham og med det samme stille smil på læben, for det var ikke fordi at det var noget som hun ønskede at skjule for ham. ”Her er virkelig hyggeligt. Kan godt lide at solen først lige er på vej op. Det giver virkelig en fornyet energi,” sagde hun med en helt glad stemme, for løgn var det jo ikke engang. Hun elskede at være herude, og specielt med ham!

[alecander]

At forlade lejren i Ruinerne var ikke det sværeste som Alec havde gjort, skønt det godt nok havde været hans liv, siden han var blevet fundet af deres leder, hvor det var blevet hans hjem, men det havde ændret sig, da han havde mødt Jelicka, for hun havde virkelig været en kæmpe omvæltning i hans liv. Han fortrød dog ikke at han havde mødt hende, for hun havde virkelig hjulpet ham med en masse, hun holdt af ham for den han var, på trods hun kendte til de mange gerninger som han havde gjort, skønt han ikke forstod hvordan hun kunne være så glad for ham, når han havde gjort så frygtelige ting. Han havde svært ved at vide hvordan han skulle tackle det, men det var jo også sket så sent som i går, at han havde mødt Alicia, hvor hun havde fortalt ham omkring det hele, hvilket ikke var en tanke som han brød sig om. Jelicka havde dog været villig til at følge ham, skønt han næsten ville have det bedre med at hun tog til Procias og startede et nyt liv der, for der kunne hun være i sikkerhed og sikkert finde en mand som var god nok til hende, men sjovt nok, så kunne han heller ikke udstå den tanke, for.. inderst inde ønskede han slet ikke at miste hende, og bare tanken gjorde ham ilde til mode! Han trak på smilebåndet til hendes ord og fnes kort. „Det er jeg glad for,” svarede han sandfærdigt, som han gengældte hendes klem omkring hendes hånd. Han kunne godt mærke at hun var ved at vågne op og blive ivrig igen, hvilket var noget som virkelig måtte more ham! Hendes ord, fik ham til at trække endnu mere på smilebåndet, hvor det drilske skær kom frem i hans sorte øjne. „Du går mig da også på nerverne Jelicka,” svarede han drillende, som han slap hendes hånd, kun for at lægge armen omkring hende og trykke hende ind til sig, hvor han slap en kort latter, et sted for at vise at han ikke mente det. „Jeg er kun glad for at du.. ikke dømmer mig,” svarede han mere dæmpet, som han sendte hende et stille smil. Han hentydede naturligvis til hans fortid, til den mand han havde været og alle de frygtelige ting som han havde gjort, for han ønskede ikke at hun skulle frygte ham. Han lod hende mere end glædeligt tage imod brødet og æblet, så hun kunne få lidt mad, for han ville jo heller ikke have at hun skulle være sulten! Han vendte blikket mod hende, da hun valgte at lægge sig op ad ham, da han selv lå på siden, hvor han løftede sin frie hånd og strøg hende blidt over håret, som hun lagde hovedet mod hans side, hvilket fik ham til at trække på læberne. Han vidste godt at det var ret risikabelt at være herude i det fri og så tæt på ruinerne, for det var jo her at tyvene, røverne og forbryderne opholdt sig, det havde de jo også selv gjort, skønt de havde været skjult fra de andre folk der boede her. Hans læber bredte sig i et smil til hendes ord, for hun virkede altid så glad, noget som automatisk smittede af på ham! „At solen kun er på vej op, giver os også mere tid til at rejse i,” svarede han sandfærdigt, som han fortsatte med at stryge hende over håret.

[Deleted]

Det kunne slet ikke falde Jelicka ind at dømme Alec for hvad han havde gjort, og da specielt ikke fordi at hun vidste at han ikke kunne huske det. At han havde mødt sin ekskone som havde givet ham en kæmpe gennemgang af det hele, var faktisk noget som gjorde hende sur, for det kunne altså gøres på mange måder, og det at gå så direkte frem, var noget som gjorde hende sur! Selvom det ikke var en følelse som hun var særlig god til at holde fast i hele tiden, for hun var en glad person og det var noget som hun i den grad også var omkring Alec, for hun holdt virkelig af manden, så det at han ville have hende med sig, var selvfølgelig en tanke som gjorde hende utrolig glad, for det var faktisk også noget som betød meget for hende som person, for han så hende, han blev ikke direkte træt af hende, og selvfølgelig var det noget som hun virkelig var glad for. Hun holdt fast i hans hånd, selv da han valgte at give slip, hvor hun vendte blikket mod ham. Gik hun ham på nerverne? At han lagde armen om hende og trykket hende ind mod sig, gik det op for hende, at han mente det i sjov, hvor smilet kun måtte brede sig tydeligt på hendes læber. Hun slap et let grin. ”Så må jeg jo gøre noget ved det.. Kan ikke have at du ikke kan holde mig ud,” sagde hun med et stille smil, selvom det jo faktisk var noget som hun mente. Hun lod den ene hånd glide mod hans bryst, til de nåede ud i det åbne og ud i det høje græs. Hun vendte blikket mod ham og med det samme smil på læben. ”Se frem og ikke tilbage, Alec.. Det kan godt være, at du har gjort mange ting, men det er slet ikke den mand jeg kan se,” sagde hun roligt.
At komme mere ud i det åbne, var i den grad noget som Jelicka rigtig godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det var jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. At få noget at spise, var noget som hun tog imod med glæde, for hun var ved at være godt sulten, nu hvor hun kunne mærke efter! Hun lænede sig roligt op af ham, som han lå der, for det var hende så indbydende, mens hun lå og spiste. Hun vendte blikket mod himlen som var farvet i utrolig mange flotte og smukke farver, for det var noget af det som hun specielt godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, når det endelig skulle komme til stykket, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo sådan at det var. Hans hånd mod hendes hår, var noget som hun godt kunne lide, og derved også lod ham gøre det, for det føles virkelig, virkelig godt. Hun lagde hovedet godt tilbage, som hun vendte blikket roligt mod ham og med det samme stille smil på læben, for det var en tanke som gjorde hende glad. ”Det er det.. Men det er også længe siden jeg har set en ordentlig solopgang. Det er noget af det smukkeste ved den lyse dag!” sagde hun helt glad, og med det store og tydelige smil på læben. Hun spiste det sidste af brødet og fik det i maven, idet hun satte sig en anelse mere op og vendte blikket mod ham igen. ”Alec?” spurgte hun endeligt, tydeligt med en nysgerrig mine, for hun selv var typen som kunne gå lidt i selvsving, hvad angik alt for mange spørgsmål, men sådan havde det jo så også altid været, om det var noget som man ville det eller ikke, for hun var virkelig en eftertænksom type!

[alecander]

Alec var ikke just glad for den mand han engang havde været, og det kom ham da slet ikke til gode i det nye liv! Alt det som Alicia havde fortalt ham, gjorde et sted ondt, også fordi han havde været en så forfærdelig mand! Han havde tydeligt kunne se på Alicia at han havde gjort hende ondt, og.. det var noget som havde givet ham dårlig samvittighed af en eller anden grund, men han måtte vel stadig have følelserne for dengang, han kunne bare ikke huske det skete? Foruden brudstykker godt nok. Det gjorde dog ondt at vide, at han havde svigtet familien så meget, også fordi han både havde haft bror, en hustru og en knægt. Han ville dog ikke opsøge dem for.. han måtte vel være gået i døden af en årsag? At det gik op for hende at han lavede sjov, glædede ham kun, for han vidste jo godt hvor hurtigt man kunne såre hendes følelser, hun virkede jo så.. skrøbelig og sårbar, hvilket gav ham selv en følelse af at ville beskytte hende og passe på hende, som var hun noget ganske værdifuldt og han anede ikke engang hvorfor! Han trykkede hende let ind til sig, nu hvor han havde lagt armen omkring hende, hvor han sendte hende et skævt smil. „Hold da op Jelicka! Jeg kan lide dig som du er! Du skal ikke ændre dig for noget som helst i verden,” svarede han lettere bestemt, som han vendte blikket frem for sig igen. Han ville ikke ændre på hende, for hun var virkelig perfekt som hun var! Hun fangede let hans opmærksomhed, som hun valgte at lægge hånden mod hans bryst, hvor han vendte de sorte øjne mod hende. Et lumsk smil gled over hans læber til hendes ord. „Jeg er jo trods alt vampyr.. har du glemt det?” spurgte han i en kæk tone, som han trykkede hende helt ind til sig, ved at lægge begge arme omkring hende, hvor han sendte hende et sigende smil, som var det ensbetydende med at man skulle være et bæst fordi man var vampyr, men… det var jo netop hvad vampyrer var?
Det forundrede virkelig ikke Alec at Jelicka nød af dagslyset, for hun var jo trods alt et lysvæsen. Uanset hvor meget han burde og førhen havde prøvet, så kunne han ikke hade hende eller afsky hende, eller så meget som sammenligne hende med mad, for.. hun var noget ganske særligt. Han kunne godt lide hende, og det var vel også fordi han ikke var som normale vampyrer? Han kunne gå ude om dagen, han var ikke nær så kold, skønt det til tider kom, men ellers var han ikke direkte ond. Han lod hende blot blive liggende med hovedet mod hans side, hvor han fortsatte med at nusse hende blidt i håret, imens hans blik gled en anelse rundt. Han så roligt mod hende, da hun igen henvendte sig til ham. „Du er jo også et lysvæsen!” påpegede han stilfærdigt, som var det ensbetydende med at hun derfor kunne lide solopgangen og lyset, for.. det var vel derfor? Det var jo det som gav hendes væsen styrke, som gav hendes væsen mod, det var lyset som havde skabt hendes slags, så det forundrede ham slet ikke! Han fortsatte med at nusse hende, skønt han stoppede automatisk, da hun valgte at sætte sig op, hvor han blot vendte blikket mod hende. Han lod hovedet søge let på sned til hendes nysgerrige mine. „Ja?” spurgte han roligt, som han betragtede hende afventende om hvad hun ville spørge ham om, for det kunne han jo godt regne ud, hvilket morede ham et sted. Hun var jo altid så nysgerrig!

[Deleted]

Jelicka var en sårbar person, hun var ikke direkte god til tilpasning af omgivelserne, men mere til tilpasning af personer, og nu hvor det var Alec som hun direkte klamrede sig op af, så var det også kun fordi at han havde valgt at lukke hende tæt på, og så længe at han kunne holde hende ud, så var det hele vel også fint? Selvom han måske ikke var en mand som man skulle komme på tværs af, udelukkende for det som han havde gjort før i tiden, men han kunne vel intet huske? Uanset hvad, så var det ikke engang fordi at hun var bange for ham, selvom han havde bidt hende, taget hendes blod og det hele, for han havde jo taget hende med sig hjem og passet på hende og se hende nu? Havde han ikke gjort det, så havde hun været død i dag, så det var noget som hun virkelig var ham taknemmelig for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, når det endelig skulle komme til stykket, det var helt sikkert. At han lavede sjov, var selvfølgelig noget som fik hende til at smile, for et var noget som i den grad også måtte lette hende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun smilede glædeligt og lagde hovedet mod hans skulder. ”Skal.. skal jeg ikke?” endte hun sigende, som hun vendte blikket mod ham. Hun havde jo altid ændret sig for det som hun var omkring, selvom.. det bare aldrig rigtigt var blevet værdsat. Hun var stadig stemplet som mærkelig, selvom det vel heller ikke forundrede nogen med de tanker og holdninger som hun havde? Hun rystede på hovedet, som han trykkede hende ind mod sig, for det føles virkelig, virkelig godt! ”Nej. Det er det jeg godt kan lide, for du kan jo passe på mig,” endte hun ganske sigende, for det var jo ikke engang en løgn.
At sidde op af Alec, var en tanke som Jelicka specielt godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At ligge og se solen stå op sammen med ham, var noget som hun specielt godt kunne lide, hvor smilet på hendes læber, slet ikke var noget som man kunne eller skulle skjule for det var noget som hun følte. Det var en styrke for hendes væsen, og det var noget som helt klart også fik hende til at slappe af, og det var faktisk umådelig rart. Han var der til at passe på hende, så hun behøvede slet ikke at være så oppe på dupperne, som det hun ellers gjorde normalt. At han nussede hende i håret, var noget som kun fik hende til at smile, hvor hun vendte blikket mod ham. ”Det er ikke sådan jeg mener! Jeg mener, at ligge og se solen stå op… sammen med dig,” forklarede hun roligt. Hun havde valgt at sætte sig op, kun med opmærksomheden mod hans skikkelse, hvor hun lod hovedet søge en anelse på sned, tydeligt med en klar nysgerrig mine, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun fumlede let med hænderne, selvom hun endte med at ryste på hovedet. ”B-bare glem det..” endte hun sigende, som hun igen lagde sig ned med hovedet hvilende ved hans side og stirrede op mod den opgående sol. Hun vidste da slet ikke hvordan hun skulle sige det!

[alecander]

Måske Jelicka var excentrisk, men det var jo også det som gjorde hende så speciel og det var også det som han kunne lide ved hende. De havde nok haft deres kontroverser, de havde haft deres diskussioner, for de var virkelig to vidt forskellige personer, men af den grund så kunne han ikke lade vær med at holde af hende. Hun betød alverdens for ham, hvilket han vel også gerne ville vise hende? At det faktisk ikke var alle som hun skræmte væk med sin særhed? For selvom de havde deres diskussioner, så holdt han jo stadig af hende og det væsen hun var, skønt han faktisk burde have dræbt hende for længst, netop fordi de var hvad de var, for han var vampyr og hun var lysvæsen, hans races middag. Han trak på smilebåndet til hendes ord, og holdt hende fortsat tæt ind til sig. „Selvfølgelig skal du ikke det! Jeg kan lide dig som du er,” fastholdt han med en bestemt tone, hvor det skæve smil ikke falmede det mindste. Han var stadig ikke meget for at han havde taget hende med, for han var stadig bange for at han ville bringe hende i vanskeligheder, men.. han kunne vel også bedst passe på hende, når hun var i nærheden? Skønt hun sikkert ville være mere sikret i Procias. Han vendte blikket mod hende til hendes ord. „Og jeg vil også sørge for at gøre alt for at du er i sikkerhed,” svarede han sandfærdigt, for det var på ingen måder en løgn! Bare tanken om at hun kom noget til, gjorde ham helt ilde til mode, så han skulle nok sørge for at hun var i sikkerhed! At der ikke skete hende noget – eller han ville i hvert fald forsøge så godt han kunne!
At ligge og se solopgangen med Jelicka havde Alec ikke det mindste imod, selvom det faktisk kriblede i hele hans krop, når han kunne mærke solen stige op bag horisonten, for.. han var jo vampyr, og normalt burde de slet ikke kunne vandre i sollyset, det var kun fordi han havde den tatovering på ryggen at han kunne vandre herude, men det var vel også godt? Så kunne han være sammen med Jelicka døgnets timer rundt. Han fortsatte med at nusse hende i håret, uden at han tog blikket fra den opgående sol, der viste sig bag horisonten. Hendes ord fik ham dog til at vende blikket mod hende, hvor et skævt smil gled over hans læber. „Du kan lide og se solopgangen med mig?” gentog han forundret, skønt smilet ikke falmede det mindste. Han strøg hende blidt over håret. „Jeg kan også godt lide at ligge her sammen med dig,” svarede han sandfærdigt, hvor de sorte øjne betragtede sig af hendes skikkelse. At hun satte sig op, fik ham til at blinke let overrasket med øjnene, skønt det forvirrede ham endnu mere da hun valgte at fumle med hænderne og sagde at han bare skulle glemme det, for han vidste at der var noget hun ville fortælle ham! At hun blot lagde hovedet mod hans side igen, fik ham til at se forvirret på hende. Han satte sig roligt op, så hendes hoved landede i hans skød, hvor han betragtede hende med en ganske sigende mine. „Fortæl mig det,” opfordrede han roligt, som han strøg hende over panden. Smilet falmede dog drastisk, da en lyd opfangede hans ører, hvilket fik ham til at se sig ganske opmærksomt rundt. Han løftede en finger til hans læber, som et tydeligt tegn til at hun skulle forholde sig stille.

[Deleted]

Det morede virkelig Jelicka hvor meget Alec havde forandret sig med henblik på hans opførsel overfor hende, også selvom det var en tanke som hun rigtig godt kunne lide! Det var jo egentlig heller ikke fordi at hun ønskede at være i vejen for ham, men det var nu heller ikke noget som hun kunne gøre noget ved, så var det bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. At han stadig stod med hende i sine arme, var bestemt ikke noget som hun havde det mindste imod, for det var en tanke som hun rigtig godt kunne lide, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun vendte blikket roligt mod ham. At det ikke skræmte ham at hun var så.. sær, var selvfølgelig en tanke som hun rigtig godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. ”Så lang tid det ikke.. skræmmer dig at jeg er så særlig, så er jeg glad.” Det var ikke engang løgn, for hun var vant til at folk kiggede underligt på hende, rystede på hovedet og gik sin vej igen, for hun var for sær for dem, og det var det som hun var vant til! At han ville passe på hende, var specielt en tanke som hun rigtig godt kunne lide, for det var bestemt heller ikke noget som gjorde det værre.. tvært imod, så var det noget som hun specielt rigtig godt kunne lide! ”Pas på med hvad du nu lover mig,” endte hun stille. Hun var jo stadig skide bange for at ende med at gå ham på nerverne!
At ligge og betragte solen stå op sammen med Alec, var en tanke som Jelicka specielt godt kunne lide, om det var noget som man ville det eller ikke. Hendes blik gled roligt op mod den store og opgående sol, for det var en tanke som hun specielt godt kunne lide. Det var noget som gjorde hende rolig, for ikke at glemme, at det var noget som efterlod hende med en fornyet energi! Og det var virkelig, virkelig rart! ”Nemlig.. Det er noget af det smukkeste som Gud har skabt os,” endte hun sigende. Ja, uanset hvad, så var hun stadig et meget religiøst væsen, så var det jo bare sådan at det var, og det var en tanke som gjorde hende frygtelig, frygtelig rolig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At han havde reageret på at hun havde sat sig sådan op, var også noget som fik hende til at tænke sig om en ekstra gang, før hun endte med at blive enig med sig selv om, at det måske var en meget.. dum ting at sige lige nu? Et sted så var hun jo stadig bange for at… han ville opleve at hun var for sær, og at det så ville skubbe ham væk fra hende, og det ønskede hun på ingen måde! Ikke nu hvor hun faktisk havde fundet en rigtig god ven i ham, så hun turde virkelig ikke løbe den chance eller risiko, for han havde vist sig som en som faktisk.. gerne ville hende, og det var virkelig rart, også fordi at han faktisk var den første som gjorde det. At han satte sig så hendes hoved endte i hans skød i stedet for, fik hende til at vende sig mod ham. Den rødmen som svagt havde vist sig, blev kun tydeligere nu! ”Jamen…!” endte hun med en forvirret stemme. At han hørte noget, var slet ikke noget som hun lagde mærke til, for hun kunne slet ikke høre så godt! ”Hvad er der Alec?” endte hun sigende, som hun satte sig op igen. ”Må jeg nu heller ikke sige noget?” endte hun med en til dels forvirret stemme. Hun vidste jo ikke hvad der skete!

[alecander]

Måske Jelicka var anderledes, men det var også lidt det som Alec kunne lide. Hun var måske excentrisk og hun havde sine stædige og faste meninger, hvor de to til tider kunne være som nat og dag, men det ændrede ikke på at han stadig holdt af hende, skønt de kunne have deres uenigheder og stridigheder, men det var vel også sundt med lidt modstand? I stedet for at man gik højrøvet rundt og troede at man var den klogeste i verden. Han havde måske svært at se det fra hendes synspunkter af og til, som det også var gengældt, men det var jo også det som gjorde det hele spændende, så det ikke blev kedeligt og ensartet. Han vendte blikket forundret mod hende til hendes ord. „Skræmmer dig?” gentog han lige så forundret som han så ud, inden han slap en munter tone, hvor han trykkede hende tæt ind til sig. „Der skal en del til at skræmme mig Jelicka og din personlighed står ikke skrevet på den liste,” svarede han sandfærdigt og dog med en morende undertone, for løgn var det i hvert fald ikke! Hun skræmte ham da ikke væk fordi hun af og til var lidt sær! Det var da netop det som han fandt så kært ved hende, fordi hun af og til kunne gøre fuldstændig uventede ting og tilmed spørge om ting der kom bag på ham, men det havde han intet imod. Han så roligt mod hende, uden at smilet falmede, selvom han blev en anelse mere bestemt. „Jeg mener det Jelicka! Jeg skal nok beskytte og passe på dig!” fastholdt han. Han tillod bestemt ikke andet! Nu hvor hun var taget med ham, så følte han jo lidt at hun var hans ansvar, sådan havde han jo lidt hele tiden haft det. Det at se solen stå op, var noget som satte kriller i ham, selvom han vidste at det bragte hende ro, men selv der var de forskellige, til gengæld var han jo også et væsen af natten, hvor han slet ikke burde kunne gå ude om dagen, men han vidste bare at det var hans tatovering. Han trak let på smilebåndet til hendes ord. „Ja.. hvis man er troende,” endte han stilfærdigt, som han fortsatte de blide strøg og nussen i hendes hår. Han selv var ikke ligefrem religiøs, han vidste ikke om han engang havde været det, men det var han ikke længere. Han havde været ret.. fortabt, siden han var kommet tilbage til livet, selvom Jelicka var den person der havde gjort alt godt og havde fået ham på bedringens vej. At hun ville sige noget til ham, gjorde ham nysgerrig og kun endnu mere nysgerrig, da hun så sagde at det var ligegyldigt, for det synes han ikke! Han ville desuden gerne høre på hende og det som hun havde på hjertet. Som han havde sat sig op og med hendes hoved i hans skød, så betragtede han hende blot, hvor han godt lagde mærke til hendes rødmen. Han skulle til at løfte hånden og stryge hende over kinden, indtil han opfangede forskellige lyde, hvilket gjorde ham yderst opmærksom. Hendes ord fik ham til at se kort på hende. „Sch..!” tyssede han på hende, som han fortsat holdt fingeren op for munden, hvor hans blik flakkede rundt, for at opfange lydene, hvor det lød som om at noget kom susende imod dem, hvilket gjorde ham lettere.. panikslagen. Da hun satte sig op og endnu engang talte, så mærkede han for alvor uroen, for han kunne ikke høre lyden når hun snakkede. „Jelicka ti stil..” Han nåede ikke at sige mere, før en pil havde ramt ham direkte i siden, hvor han gispede ganske let, kun for at falde ned i græsset, hvor han tog sig til siden. Det viste sig at nogle røvere fra ruinerne havde set dem og fulgt efter dem, hvor der var omkring en håndfuld af dem.

[Deleted]

Jelicka vidste udmærket godt, at hun var meget anderledes end så mange andre, og det var mere end nok til at skræmme folk væk fra hende, for hun skilte sig helt klart også var den naturlige mængde som måtte vandre her på jorden. I og med at hun i bogstavelig forstand var faldet ud af himmeriget dengang hun havde været mindre, så var det jo slet ikke noget som hun kunne gøre for, for det var de holdninger og de meninger som hun nu havde, for der var aldrig rigtigt nogen som havde været der til at give hende det naturlige modspil. Det havde hun så selvfølgelig fundet i Alec, og det var også en grund til at hun valgte at klamre sig sådan til det, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var i den anden ende, og endda også på alle måder. Hun vendte blikket op mod ham og med det samme stille smil. At der skulle mere til, var noget som hun havde det helt fint med, for det var noget som virkelig måtte glæde hende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Smilet bredte sig tydeligt på hendes læber, som hun lod sig trykke helt tæt ind mod ham. ”Det er jeg glad for at du siger,” endte hun sigende, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn på noget tidspunkt i det hele taget. At han ville passe på hende, var også en tanke som hun havde det fint med, for hun kunne faktisk rigtig godt lide, at han ville passe på hende på denne her måde, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun nikkede sigende til ham. ”Og det betyder meget for mig, at du vil det. Det er bare.. sjovt.. Alle andre ville have vendt ryggen til mig for længst,” endte hun sigende.
At ligge og slappe af med Alec var en tanke som Jelicka specielt godt kunne lide! Det var disse små stunder som hun bestemt også måtte sætte pris på, også fordi at det faktisk var noget som skete så sjældent. Efter hun havde mødt ham, så havde hun automatisk lagt sin døgnrytme en smule efter hans, så selvfølgelig var det også noget som betød en god del for hendes vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som hun kunne gøre noget ved det alligevel. ”Jeg kan ikke forstå at du ikke har noget at.. tro på, Alec. Hvem skulle ellers have skabt jorden? Solen? Alle os?” endte hun dæmpet, som hun vendte blikket roligt mod ham og med den tydeligt spørgende mine, for det var jo ikke fordi at det var løgn! Lige hvad der skete, var slet ikke noget som hun vidste, for hun kunne slet ikke høre al den slags ting som han kunne, så selvfølgelig var det slet ikke nogen tvivl om! ”Alec, hvad sk…” Hun tav fuldstændig som hun så at han blev ramt i siden af.. en pil? En pil?! Hendes pupiller trak sig voldsomt sammen, som hun trak sig hen til ham, idet at hun direkte var endt i det høje græs. ”Alec…?” endte hun denne gang mere.. panikslagent. Hun lagde hånden mod hans side, næsten som hun forsøgte at.. lindre hans smerte? Hun ønskede da slet ikke at han skulle have ondt, og umiddelbart så havde hun ikke noget forsvar mod røvere eller noget lignende! Hun havde det kraftige lys, men.. hun kunne da ikke nå at få ham med sig væk før det ville gå galt alligevel!

[alecander]

Som Jelicka kun havde Alec, så havde Alec jo også kun hende. Efter at han havde vågnet uden en eneste tanke i hovedet fra sin fortid, så havde det skræmt ham. Lederen af oprørsgruppen, som de tidligere havde været en del af, havde fundet ham og taget ham til sig, selvom han havde været en outsider, han havde været anderledes og han havde ikke rigtig kunne finde sin plads i mængden, ikke før Jelicka var kommet ind i billedet, hvor han havde brugt tiden med hende, og selvom de havde haft deres skænderier og diskussioner, så var det jo hende som havde fået ham til at glemme fortiden og se fremad, ja lige indtil i går, hvor Alicia var dumpet forbi og havde været tæt på at afsløre ham. Nu havde han valgt at søge ud på et nyt liv, sammen med Jelicka og det skulle ingen få lov til at ødelægge! Smilet falmede ikke det mindste til hendes ord, hvor han vendte blikket mod hende til hendes ord. „Men jeg er heller ikke alle andre,” svarede han roligt, som han fortsat holdt hende tæt ind til sig. Måske at mange havde opgivet hende, men det kunne han ikke, for han havde ikke andre end hende, og et sted havde han vel brug for hende til at kunne starte sit nye liv? Hun var jo den som holdt hans mod oppe, den som var grunden til at han så frem til en ny dag. Han ønskede ikke at miste hende, for selvom de kunne have deres skænderier og kontroverser, så holdt han jo af hende, og hun fik ham til at føle sig utrolig godt tilpas med den mand som han var, selvom han nu vidste hvad han havde gjort i sin fortid, men ikke engang det bebrejdede hun ham for, det skræmte hende ikke og det.. glædede ham. Han trak let på skuldrene til hendes ord. Han var ikke troende, og om han nogensinde havde været det anede han ikke, men han havde næsten en følelse af at han aldrig havde været direkte troende, han var vel mere en realist? „Det er ikke tanker jeg bryder mit hoved med, Jelicka. Jeg er ligeglad med hvordan vi er blevet skabt, hvem der har skabt tingene som de er, jeg tænker bare.. på nuet,” svarede han sandfærdigt, som han vendte blikket mod hende med et skævt smil.
At Jelicka fortsatte med at snakke, så Alec ikke kunne høre hvor lydene kom fra, var noget som resulterede i at han ikke var hurtig nok til at reagere før det var for sent, hvor en pil havde skudt sig fast i hans side, hvilket havde fået ham til at gispe af smerte. Han rynkede let brynene inden hans blik gled rundt, skønt han ikke kunne se nogen kunne han høre dem komme tættere på. Han kneb øjnene sammen, som hun lagde en hånd på hans side, hvor han roligt løftede den ene arm og trak hende om bag sig. „Hold dig nede Jelicka,” svarede han i en fast tone, næsten som havde det været en ordre, idet han kunne se omkring en håndfuld af røvere komme ud fra ruinerne og ud i det åbne, hvor de sad. Den eneste der bar et våben, som kunne ramme på lang afstand, var en enkelt mand med bue – og som havde ramt ham i siden, hvor de andre bar sværd og knive, samt en bar et bat. Han tog fat i pilen og trak den ud, hvor han kastede den fra sig. Han nægtede at lade noget ske med Jelicka! Han havde lovet at beskytte hende, hvilket var et løfte som han ville holde! „Bliv her! Jeg tager mig af dem..” svarede han i en hvislende tone, som han kom vaklende op på benene.

[Deleted]

Måske Alec ikke kunne huske noget som helst, men det var slet ikke noget som rørte Jelicka på nogen måde. Uanset hvem det var, der var tale om, så var de jo nødt til at gøre noget ved det, man kunne og fik altså ikke noget ud af at sidde og tænke på sin fortid, men fremtiden, for det var den som havde betydning, det var det jo trods alt også for hende, hvor det også først var nu at hun kunne se mere af det positive i det, så selvfølgelig var det også noget som betød meget for hende selv. Den så endelig lys ud, også fordi at hun havde fundet ham, og nu hvor de var på vej ud i nye omgivelser og skulle starte et liv op sammen, så var det helt klart også det som havde selv den største betydning for hende selv, så selv det var noget som betød vanvittig meget for hende. Hun vendte blikket sigende mod ham ved hans ord, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile, for det var virkelig noget af det bedste af det hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Det er du ikke, og det er jeg virkelig glad for. Om det var sket, så havde du været træt af mig for længst, og.. slet ikke lukket mig så tæt ind til dig,” endte hun dæmpet, for det var ikke engang fordi at det var løgn på nogen måde, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Så længe at han ikke kørte træt i hende, så var hun virkelig også glad og tilfreds. Hun klandrede ham ikke for hvad han havde gjort, for det var ikke noget som man kunne gøre om uanset hvad, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det uanset hvad. ”Det.. det er jo selvfølgelig rigtigt nok, men.. prøv at tænk over det. Alt det som vi ser – den store sol, de mange skyer over os, fuglene som flyver forbi os, det grønne græs.. hvem har bestemt de farver og at det skal se sådan ud? Det er der vel noget som har gjort, tror du ikke?” endte hun dæmpet, dog tydeligt med en nysgerrig mine.
At frede skulle brydes på denne her måde, var slet ikke noget som Jelicka brød sig om, for det var helt klart en tanke som skræmte hende. Hun havde intet at gøre brug af for magisk forsvar som sådan, andet end det kraftige lys, som også havde fældet Alec i sin tid, men det var heller ikke noget som hun tænkte over. Hvis hun ikke havde haft ham med sig, så havde hun slet ikke hørt dem selv, for så god en hørelse havde hun jo heller ikke, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Du er jo kommet til skade,” endt hun med en dæmpet og næsten skræmt stemme, for hun vidste slet ikke hvordan hun skulle tolke det i den anden, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. At han direkte rev pilen ud, fik hende til at gibbe, for det så bestemt heller ikke behageligt ud. ”Vi må væk..” hviskede hun skræmt. Hvorfor kom de overhovedet efter dem?