Departure to a new life?

[alecander]

Solen var netop lige stået op, hvor man kunne ane dets stråler ind af det gamle vindues næsten rådne skodder. Man kunne ikke forvente meget fra et værelse i et hus der lå fuldstændig i ruiner. De gamle ruiner var et bosted for den tidligere oprørsgruppe, der mere var gået hen og blevet en tyvegruppe. Her havde Alec levet igennem de sidste mange måneder, da det var lederen som havde fundet ham og taget ham til sig, hvor han i sin forvirring, havde fundet en form for tryghed. Nogle måneder senere var han stødt på denne.. excentriske kvinde, som havde været skyld i at han var blevet klynget op midt i al offentlighed, selvom hun sjovt nok også havde fået hende ned igen. Han havde taget hende med sig, og ja.. de var vel et sted blevet uadskillelige? Han havde nogle måneder efter, stødt på en person fra sin fortid, hvilket han jo altid havde ønsket sig, men Alicia, grevinden af Manjarno havde ikke ligefrem fortalt ham det som han havde ønsket. Han havde været en stor og dog berygtet mand, selvom han måtte indrømme at han helst ville være foruden. Men da han var kommet hjem, havde han sagt at han ville stikke af, og det var bestemt også hvad han havde tænkt sig! Han ville starte et nyt liv, starte på en ny frisk, han ville gerne udnytte denne nye chance som han havde fået! Han havde lovet Jelicka at tage hende med sig, selvom han måtte indrømme at han ikke direkte var meget for den tanke, for han var faktisk bange for at hun ville komme galt af sted netop fordi hun var sammen med ham. Tog hun til Procias, så ville hun kunne starte et nyt liv og et sikkert liv, så var han sikker på at der ikke ville ske hende noget ondt, selvom.. hun havde en dårlig vane med at rode sig ud i problemer, derfor kunne han jo ikke vide det med sikkerhed. Han valgte dog at tage hende med sig, for det ville også gøre godt med lidt selskab. Desuden så holdt han jo af hende og han ville ikke have noget imod at starte et nyt liv sammen med hende.
Alec havde lovet at vække hende, så snart solen stod op, hvilket så var nu. Hun havde fået lov til at sove i flere timer, så hun ikke ville være direkte bombet efter kun få timers søvn. Han selv havde været vågen hele natten, lagt og holdt om hende, som han havde lyttet til hendes tunge vejrtrækning, imens han havde lyttet til hendes sunde hjerte der slog imod hendes bryst i en fast rytme. Hendes hjertebanken var efterhånden en sød musik i hans ører. De sorte øjne faldt roligt til hendes skikkelse, hvor et let smil gled over hans blege læber. Han løftede en hånd og strøg nogle af hendes mørke lokker væk fra hendes smukke ansigt. Hun var så smuk, så fredelig, og så.. tryg? Han skænkede hendes kind et varsomt kys, inden han flyttede læberne tæt til hendes ene øre. „Jelicka?” hviskede han blidt, som han førte hånden mod hendes skulder, som han blidt greb om, kun for at vække hende ganske blidt. Det var ikke fordi at han var meget for at vække hende, fra hendes søde søvn, men han havde lovet hende, så.. han var vel nød til det?

[Deleted]

Jelicka var bestemt ikke typen som skulle klage over det liv som hun måtte sidde igen med. Hun havde fundet en plads som hun godt kunne lide, selvom det nok ikke var noget som særlig mange igen måtte være overbevist om i det store og hele, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Alec havde rast på hende kort efter at de havde mødtes, men igen, så var det også hendes skyld, at han var gjort til grin i fuld offentlighed, hun havde fået ham ned, skænket ham sit blod, så han ville få det bedre og han havde valgt at tage hende med sig i stedet for at lade hende ligge til at dø – som så mange andre nok havde gjort det, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ikke fordi at det var noget som hun fortrød på nogen måde, for.. hun følte en følelse som hun ikke havde følt før! Hun følte at hun havde fundet et sted, hvor hun faktisk kunne være sig selv, og det var noget som i den grad også måtte gøre hende ganske så glad og tilfreds på alle måder endda. At han ville tage derfra og starte et nyt liv, var noget som hun et sted godt kunne forstå, specielt med tanken på at han nu også selv vidste hvilken mand og hvilket rygte som han selv havde haft tilbage dengang, så var det heller ikke noget som kom bag på hende, men hun ønskede virkelig at tage med ham! Hun ønskede ikke at undvære ham, så et sted kunne man vel godt sige, at de var blevet direkte.. uadskillelige? Hun havde aldrig været direkte knyttet til en anden person på denne her måde, men hun måtte alligevel af den grund, erkende at det var en følelse som hun rigtig godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet.
At han ville vække hende, var en tanke som gjorde hende glad, for det var også noget som havde fået hende til at give efter for den ellers så tiltrængte søvn! At ligge i hans arme, var noget som hun faktisk rigtig godt kunne lide, for hun følte sig virkelig.. beskyttet, og det var bestemt heller ikke noget som hun havde oplevet før – specielt ikke på denne her måde. Hendes hjerte bankede let og fast, ikke uroligt eller noget lignende, for det var der virkelig ikke nogen grund til, specielt ikke når hun faktisk stolede på ham og at han ville vække hende som hun havde ønsket og bedt ham om på denne her måde. At han strøg nogle af hendes mørke lokker væk fra ansigtet, var end ikke en tanke som hun som sådan lagde mærke til, for hun var virkelig bare langt væk! Den søvn havde været uendelig tiltrængt, men hun fandt heller ikke rigtigt nogen hvile når han ikke var der! Grebet omkring hendes skulder og hans hvisken mod hendes øre, var dog en ganske anden ting! Hun gibbede let, idet hun missede med øjnene, selvom det var tydeligt, at hun på ingen måder var vågen! ”Mhm..?” mumlede hun tydeligt fraværende, som hun bare valgte at vende sig en anelse i hans favn, næsten kun for at give efter for søvnen igen. det var længe siden, at hun i det hele taget havde fået lov til at sove så længe og så godt og trygt som hun gjorde nu, så selvfølgelig var det også noget som gjorde forbandet meget for hendes eget vedkommende, det var helt sikkert!

[alecander]

Når Jelicka var med Alec, så kunne han holde øje med hende og holde hende sikker, men han var bare bange for at han ville bringe hende ud i fare, som han ikke ønskede skulle ske, for hun kunne jo komme frygtelig galt af sted sammen med ham! Han havde stadig svært ved at styre sine kræfter som vampyr, for der dukkede altid nye ting op som måtte overraske ham, flere færdigheder eller egenskaber som han havde haft fra sin fortid, den fortid hvor han kun kunne huske brudstykker fra. Alicia havde måske fortalt ham hvad han havde lavet, men han kunne ting som hun ikke havde fortalt ham om, men hun vidste åbenbart heller ikke hele hans fortid, hvilket ikke ligefrem gjorde det lettere for ham. Hun havde bedt ham om at opsøge hans bror og søn i Dvasias, men det var da godt nok det sidste han ville! Folk ville da få et føl! Desuden hvis han var gået under jorden, så ville det også bringe hans identitet i fare. Han ville gerne starte på en ny frisk, starte et nyt liv, og derfor gad han ikke at have noget med fortiden at gøre! Men derfor vidste han at han stadig skulle være påpasselig! Og han ønskede på ingen måder at det skulle bringe Jelicka i fare! På den anden side følte han sig også afhængig af hende, hun var den som havde været med til at få ham overtalt til at glemme sin fortid, og nu grunden til at han ville starte et nyt liv, og han ville faktisk gerne have hende med i det! Hun betød ufattelig meget for ham, og han ville gøre alt for at holde hende sikker!
At hun hvilede i Alecs favn, havde han intet imod, selvom han godt nok aldrig plejede at holde om hende. Han sov altid på gulvet ved siden af madrassen, for de var ikke noget par, og der var heller ikke blevet lagt op til noget, tværtimod så var det først denne aften at de var blevet mere.. ’kærlige’ overfor hinanden. Han kunne dog godt lide at holde om hende, for han kunne næsten fornemme hvor tryg hun følte sig – noget som kun måtte glæde ham. At hun blot mumlede og vendte sig en anelse i hans favn, fik ham til at trække på smilebåndet, for det morede ham virkelig! Han kunne ikke holde et let grin tilbage, selvom han strøg hende ganske blidt over kroppen. „Du skal op Jelicka..” fortsatte han i en den samme hviskende tone mod hendes ene øre, som han endnu engang prøvede at vække hende ganske blidt. Han løftede sin hånd og lagde den roligt mod hendes kind som han strøg ganske blidt. Han lænede sig mod hende og skænkede hendes pande et blidt kys. „Vi skal af sted. Det er daggry og solen er snart oppe,” svarede han stilfærdigt, som han strøg sin hånd igennem hendes bløde mørke hår, der skilte sig som vand imellem hans fingre. At hun var træt forundrede ham virkelig ikke! Men han havde lovet at vække hende og det var et løfte som han ville holde! Desuden så vidste han at hun var mørkeræd, så at tage af sted midt om natten, hvor det var buldermørkt, det kunne han ikke nænne at gøre mod hende, for han ville gerne have at hun var tryg, hvilket han vidste at hun var, når solen var oppe.

[Deleted]

Jelicka vidste at Alec havde desperat brug for en ny start og selvfølgelig var det også noget som hun ønskede at give ham, men.. hun ville bare gerne være en del af det. Hun ønskede ikke at se ham forlade hende, for hun.. kunne vel heller ikke uden ham? Hun havde for vane med at plapre om de forkerte ting overfor de forkerte mennesker, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes eget vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var en løgn som sådan. Hun snakket direkte fra leveren, der var ikke noget som blev pakket ind og sådan havde det jo trods alt også altid været for hendes vedkommende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Fortid var fortid, det var fremtiden som man skulle se til, og det var noget som hun stod hårdnakket fast på, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. At han så gerne ville have hende med, var noget som gjorde hende glad, men af den grund, så var hun bange for alle de ting som kunne gå galt og faktisk rive dem fra hinanden, for det var slet ikke noget som hun ønskede sig!
At Alec lå og holdt om Jelicka, var en tanke som hun faktisk godt kunne lide, for hun var ikke bange for ham, og det var også noget som hun ønskede at vise ham, og det var noget som tydeligt også havde effekt. Hun følte sig tryg ved ham, han havde jo faktisk.. altid beskyttet hende og det var en tanke som selv gjorde hende rolig og ikke mindst lettet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Normalt sov han ved siden af hende, men at de begge kunne ligge på madrassen, havde hun bestemt heller ikke noget imod, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, for det var jo bare en kendsgerning. At han forsøgte at vække hende blidt, var nu heller ikke noget som hun havde noget imod, for det var mange gange bedre end alt det andet – som hun jo faktisk var vant til. At blive revet ud af sengen og tvunget i gang, hvilket kun var noget som kunne gøre hende langt mere forvirret end noget andet, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun strækkede sig og puttede sig endnu en gang ind til hans krop, idet at hun kvalte et gab, for det var vel også tydeligt, at hun stadig var meget træt? Svagt missede hun med øjnene, idet at hun roligt vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Mhm…. A-allerede..?” Hun gabte tydeligt, idet hun roligt vendte sig om, så hun igen lå ind mod ham. At de lå næsten.. kærlige med hinanden havde hun nu heller ikke noget imod, for hun måtte ærligt erkende, at det var noget som hun rigtig godt kunne lide. Selvom der måske ikke var nogen følelser i det, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være for hendes del. ”Kan… jeg ikke bare ligge i fem minutter?” endte hun tydeligt træt. Det var dog ikke bare fordi at hun var træt, men det at han lå der og holdt om hende, var faktisk en fornemmelse som hun rigtig godt kunne lide. Det føles rart og det føles i den grad godt at ligge der.. med hans arme om sig.

[alecander]

Det at ligge og holde om Jelicka, var ikke noget som Alec plejede, men han måtte indrømme at det var en rar og dejlig fornemmelse, det at kunne holde hende tryg og sikker, for han ville gøre alt for at beskytte hende – som han plejede at gøre det. Hun havde en alt for god vane at rode sig ud i problemer og når hun tog med ham, så.. kunne han vel bedre beskytte hende? Han anede jo ikke, og ville heller ikke kunne sige, om hun ville have det bedre ved at være sammen med ham, eller starte på en frisk på egen hånd, hvor hun kunne tage til Procias, der hvor hendes slags hørte til, der var han sikker på at hun ville kunne finde en passende mand, eller.. i hvert fald én som ville passe godt på hende, selvom han måtte indrømme at tanken om at skulle være så langt fra hende, gjorde ondt, for han ønskede faktisk at tage hende med sig, hvilket også var grunden til at han var blevet og holdt om hende, som han også havde lovet at vække hende, når solen stod op. At hun så var så træt, var noget som virkelig måtte more ham! Han lod hende blot strække sig og gabe, hvor hans hoved søgte ganske let på sned. „Ja.. solen er stået op min kære.. og du som ellers ville af sted i nat,” endte han tydeligt morende, hvor han kun lod hende vende sig i hans favn, hvor et mildt smil gled over hans læber. Han løftede den ene hånd og strøg hende ganske kærligt og blidt over håret. Han kunne tydeligt se og fornemme på hende, at hun var træt, hvilket morede ham, da det var hende som havde ønsket at tage af sted midt om natten, men eftersom hun led af mørkeræd og havde været træt, så havde det ikke kommet på tale, for hun skulle jo helst være frisk! Han vidste jo heller ikke hvornår de kunne sove igen, desuden her kunne hun sove foran den varme pejs og under der varme uldtæppe, og han havde holdt gang i pejsen hele natten, så den stadig var i gang og ikke gået ud. Han fnes kort til hendes ord. Han rystede morende på hovedet, inden han skænkede hendes pande et ganske blidt kys. „Selvfølgelig Jelicka.. du må ligge så længe du vil. Så tager vi bare af sted når du føler dig frisk og klar,” hviskede han kærligt mod hendes ene øre, som han nærmest måtte opfordre hende til at sove videre. Han havde intet imod det, han ville gerne have at hun var frisk, selvom han måtte indrømme at han faktisk glædede sig til det! Han følte en indre spænding ved alt det ukendte der lå nær i deres fremtid! At hun ville blive liggende, fordi han holdt om hende, ænsede han ikke, da han gik ud fra at hun var træt. „Så pakker jeg imens,” tilføjede han roligt, som han uden videre, slap taget omkring hende og roligt satte sig op. Han puttede hende dog godt under tæppet, inden han rejste sig, kun for at finde en mindre taske, hvor han ellers gik i gang med at pakke. Han havde ikke brug for mad, men eftersom hun havde, måtte han jo hellere få lidt provianter med.

[Deleted]

Lige hvad det var som var sket, vidste Jelicka ikke noget om, men hun kunne faktisk godt lide at Alec faktisk lå ved siden af hende, på madrassen sammen med hende og holdt omkring hende på denne her måde, for det føles virkelig godt. Det var en anden form for tryghed end det som hun ellers var vant til fra før af, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun var grebet af en frygtelig tung søvn, idet at han havde valgt at vække hende, for hun var virkelig langt væk! Lettere forvirret over at blive vækket så blidt som det hun lige havde været igennem, selvom det på ingen måder var ment som noget negativt, for det havde slet ikke været sådan ment på nogen måde overhovedet. At solen allerede var oppe, var slet ikke noget som hun kunne forstå, for hun følte det virkelig kun som om at hun lige var faldet i søvn! At det så var noget som direkte måtte more ham, var ikke noget som hun kunne tage sig af lige nu, for.. det var vel også lidt morsomt, at hun var så rundt på gulvet som hun var? ”Jeg var langt mere frisk da vi hoppet i seng!” endte hun med et stille smil, som hun slog øjnene helt op. At Alec kunne vandre i sollyset var selvfølgelig også noget som gjorde det hele langt bedre også for hendes del, for det gjorde også at de kunne nyde hendes verden som de kunne nyde hans. Lyset og mærket om ikke andet, for selv det at han var dukket op i hendes liv, havde gjort meget. Det gjorde det faktisk langt nemmere for hende at skulle bakse med hendes skræk og frygt for mørket, for.. han var jo en del af det og han var ikke en som hun var bange for. Hans strøg over hendes hår, var noget som hun kun måtte nyde af, for hun nød faktisk hans strøg og hans kærtegn når de endelig skete, selvom det ikke var noget som hun måske gav det største udtryk for, for.. hvorfor skulle hun? Det var jo bare en sandhed som den måtte være der, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans ord glædede hende, for det typiske morgenmenneske var hun og blev hun aldrig! Hun kunne godt lide at snue, specielt når hun lå i en favn som hans og hans specielt, også fordi at den var behagelig at ligge i. Måske kold i og med at han var en vampyr, hvilket kun gav hende et desperat ønske om at skænke ham en form for varme, selvom hun vidste at det ikke var tilfældet eller muligt for hende, hvilket gjorde ondt et sted, men.. han så jo også ud til at have det fint med det. Lige nu ønskede hun bare at ligge der og slappe af i hans arme, selvom det var tydeligt at han ikke fangede hendes hentydning, da.. han bare ville pakke? Hun blinkede med øjnene, da han rejste sig og bare lod hende ligge under tæppet. Hun endte næsten automatisk med at lægge sig på maven, kun for at vende sig mod ham endnu en gang. Hun blinkede let med øjnene og gned sig i øjnene igen, da hun valgte at sætte sig op, så tæppet gled ned omkring hende i stedet for. ”Jeg ville nu gerne have dig til at ligge her, men okay..” Hun smilede let, som hun roligt rejste sig. Hvis han ikke havde tid til at ligge ved siden af hende, så var det lige meget, så kunne hun jo lige så godt bare rejse sig og så komme i gang med at pakke. Det var jo starten på et nyt liv!

[alecander]

Nu hvor Jelicka skulle med, så glædede Alec sig pludselig til at komme af sted, han følte sig spændt, også fordi det alt sammen var nye ting som skulle til at ske, ukendte ting, hvor ingen vidste hvor de ville ende henne, hvad spændende var der ikke ved det?! At hun så var træt og ikke ville op, var noget som forundrede ham, for hun havde jo været så ellevild tidligere, hvor hun havde haft lyst til at tage af sted med det samme, så det morede ham at hun var så træt og gerne ville sove. Han havde dog intet imod det, for stod det til ham, så måtte hun gerne sove til hun ikke kunne mere, men han havde lovet hende at vække hende ved daggry, og det var jo sådan set nu. Et skævt smil gled over hans læber til hendes ord, hvor han roligt løftede den ene hånd, kun for at stryge nogle af hendes mørke lokker væk fra hendes ansigt. Han grinte mildt. „Det ved jeg godt.. min lille syvsover,” hviskede han drilsk mod hendes ene øre, som han trak på smilebåndet. Hun var levende, hvor han var død, så han vidste godt at hun havde brug for søvn, at hun havde brug for hvile, hvorimod hans eget ikke havde brug for den største søvn, ikke på samme måde. Hun måtte dog godt sove lidt længere, for han kunne jo bare gøre alt klar, pakke tingene, og så kunne de tage af sted, når hun følte sig klar til det. Han glædede sig faktisk til at begynde på en frisk! Også fordi det var sammen med hende, for hun havde vist ham så meget, lært ham så meget, og givet ham indblik i så meget, at man skulle tro at det var løgn. De havde måske ikke så meget tilfælles igen, men.. det gjorde ham intet, han nød hendes selskab af den grund, og hun havde jo også fået en stor betydning for ham. At hun alligevel endte med at sætte sig op, fik ham til at vende blikket mod hende, hvor hendes ord kom en anelse bag på ham. Hun ville have at han skulle holde om hende? „Oh.. jeg..” Han blinkede let med øjnene, inden et skævt smil gled over hans læber, hvor han roligt gik hen til hende og løftede hende op i sine arme, så hans ene arm var omkring hendes ryg og den anden ved hendes ben. Et drilsk smil gled over hans læber, som han trykkede hende let ind til sig. „Jeg holder gerne om dig, så længe du vil have det min kære. Men nu hvor du er oppe.. så kan du jo gøre dig nyttig og hjælpe til,” svarede han drillende, som han skænkede hendes kind et blidt kys, inden han roligt satte hende ned igen. Han bukkede sig let ned og tog fat om tæppet, som han lagde omkring hendes skuldre. „Tæppet må vi hellere få med, for din skyld,” endte han stilfærdigt. Hun kunne jo godt fryse og han var ikke varm, så han ville jo nok ikke kunne varme hende som et levende individ kunne. Han endte med at tage om tasken igen, hvor han pakkede de mest nødvendige ting fra værelset, inden han roligt stillede sig over til hende igen. Han tog roligt omkring hendes ene hånd. „Vi må også hellere få mad med til dig.. og finde noget morgenmad til dig nu,” svarede han med et skævt smil, som han gjorde et hovedkast mod døren, inden han trak hende med sig.

[Deleted]

At Alec endelig var gået med til at tage Jelicka med, var noget som virkelig glædet hende, for hun ønskede sjovt nok slet ikke at miste ham! At han var selveste Alecander Mathimæus, var slet ikke noget som hun sagde noget til, for det var slet ikke en tanke som skræmte hende p nogen måde, for.. det var der vel heller ikke nogen grund til, var der? Hun elskede virkelig at tilbringe dent id sammen med ham, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare den rene sandhed. Hun holdt af ham og hun ønskede ikke at miste ham, også fordi at han faktisk havde valgt at åbne sine døre for hende, så det var noget som i den grad også var noget som gjorde sit for hendes vedkommende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. At han vækkede hende, var noget som hun selvfølgelig var glad for, selvom hun i den grad godt kunne ligge og snude i et par timer endnu, hvis det endelig var det! Hun lå så godt, også fordi at han lå og holdt om hende, hvilket var noget som hun rigtig godt kunne lide. Faktisk.. så kunne hun lide skræmmende meget af det som han gjorde ved hende og ikke mindst for hende. At hun alligevel havde fået en vis betydning for ham, kunne hun næsten gætte sig til, ellers ville han vel heller ikke tage hende med sig? At han rejste sig for at begynde at pakke, så var det tydeligt at han ikke direkte havde fundet ud af hvad det var at hun havde ment, før hun selv var kommet op – selvom hun følte at det var alt for tidligt at stoppe op. Hun sendte ham bare et roligt smil. Måske at det var at gå for hurtigt frem? At bede ham om at holde om hende? For hun ønskede jo heller ikke at skræmme ham væk fra sig! ”Det er okay Alec.. Ingen skade sket..” begyndte hun roligt, som hun lagde tæppet fra sig på madrassen da hun endelig kom helt op på benene. Hun kunne jo heller ikke kræve og forvente af ham at han kunne det hele, kunne hun? Slet ikke! At han direkte gik hen til hende og faktisk hævede hende i armene, var noget som kom direkte bag på hende, hvor hun endte med et gisp, da hun faktisk endte i hans arme. Hun slap et let grin og vendte blikket mod ham. Kysset mod hendes kind tog hun mere end glædeligt imod. ”Du lyder jo næsten mere ivrig end jeg..” påpegede hun med en drilsk mine, som hun roligt gled ned foran ham igen. som han lagde tæppet om hende, så trådte hun et skridt tættere på ham. Et sted så var et lysvæsen jo et meget kærligt væsen, selvom det slet ikke var noget som hun tog sig af. Som han fortsatte med at pakke ned i tasken, så kunne hun ikke lade være med at smile, og specielt heller ikke da han valgte at tage imod hendes hånd. Hun trykkede let omkring den og vendte blikket mod ham. ”Jeg.. jeg er virkelig ikke sulten Alec, så det går nok..” forsøgte hun sig, som han begyndte at trække hende med sig. Med den frie hånd, så låste hun tæppet mere omkring sig, for det var selv en anelse koldt – ifølge hende selv om ikke andet.

[alecander]

Nu hvor Alec havde fået vækket Jelicka, så kunne han pludselig tydeligt mærke hvor spændt han faktisk måtte være, for.. han glædede sig virkelig! Det var der vel heller ikke noget galt i? Han følte at han havde fået en ny chance, og han ville helst glemme sin fortid, også nu hvor han havde fået at vide hvilken forfærdelig og modbydelig mand som han havde været, selvom han dog ikke forstod én ting; hvorfor en kvinde som Alicia i det hele taget havde fundet sammen med ham, for.. hun virkede ikke ligefrem ond. Det var dog ikke noget som han ønskede at tænke på, for han gad ikke have noget med hende at gøre, det var desuden også hende som gjorde at han var nød til at tage væk herfra, selvom det måske også var godt? Han kunne forhåbentlig starte på en frisk, hvor der ikke var vagter til at jagte ham, men hvor han kunne leve fredeligt – forhåbentlig – og så med Jelicka, så var han da i hvert fald sikker på at hans liv ikke ville blive kedeligt! Han var sikker på at den tøs nok skulle rode sig ud i nogle problemer! Han sendte hende et skævt smil til hendes ord. Det var ikke fordi han ikke gad at ligge og holde om hende, han havde bare ikke fået hendes hentydning med, nok fordi han glædede sig så meget og efterhånden var blevet ivrig efter at komme af sted. Han havde jo ikke selv sovet men lagt vågen, så han havde et sted bare ventet, så ja.. lidt spændt var han blevet! Også fordi han havde lagt og tænkt på det hele natten, gjort sig en masse tanker om hvor de skulle hen og hvad de skulle lave, og han glædede sig! At hun gispede da han løftede hende op i armene, fik ham kun til at trække morende på smilebåndet, hvor han kun trak mere på smilet, da hun valgte at slippe en latter, for den var som sød musik i hans ører! „Hvad? Må jeg nu ikke glæde mig?” spurgte han morende, som han blinkede let til hende, uden at smilet falmede det mindste. Han vendte roligt blikket mod hende, som han fik hende stillet på jorden igen. „Jeg er spændt! Har tænkt på det hele natten,” svarede han stilfærdigt, som smilet kun bredte sig lidt mere på hans læber. Det var vel lidt på grund af hende at han glædede sig så meget? Hun havde lært ham så meget omkring livet, det var hende som gjorde at han troede i en ny start, et nyt kapitel, og selvfølgelig ville han gerne dele sit kapitel med hende! At hun trykkede om hans hånd, kunne han godt lide, hvor han roligt gengældte hendes klem. Han trak hende roligt med hen til døren, som han fik åbnet. „Du skal da have noget at spise!” påpegede han roligt. Han havde ikke den største forstand på de levende.. ikke lige hvad han kunne huske i hvert fald, men han vidste at de levende skulle bruge mad og væske, så.. det skulle hun vel også? Derfor skulle hun vel også have noget nu? Det gjorde ikke så meget, de kunne jo altid tage mere med til turen! Han trak hende roligt med ud af værelset, kun for at trække hende med ned ad trapperne, hvor det var tydeligt at han var ivrig med sit hastige tempo. Han tænkte ikke engang over om hun var vågnet ordentligt endnu.

[Deleted]

Jelicka havde allerede bedt Alec mange gange om ikke at tænke på fortiden, for han var ikke den mand mere – han havde været frygtet og det var jo heller ikke fordi at hun frygtede ham, var det? Nej! Hun holdt af ham og hun kunne slappe af omkring ham, også selvom han var et rovdyr set i hendes races øjne, så var det bestemt heller ikke noget som hun å, for.. hun så meget mere end det, om det var noget som man ville det eller ikke, for det var jo heller ikke fordi at det var en løgn i det store og hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun smilede let for sig selv. Det morede hende virkelig at se ham så.. ivrig efter at komme af sted, for det beviste også for hende, at det var noget som han ønskede! Og det faktum at han gerne ville have hende med sig, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre end det, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun ville virkelig gerne med, også selvom hun allerede vidste, at hun et sted måtte være ballademageren af de to, for hun havde virkelig en irriterende tendens til at ende i problemer, men han havde jo så været der til at redde hende ud af det igen, så mon ikke at de ville finde ud af det før eller siden? Det var noget som hun måtte håbe på om ikke andet. Hun kunne slet ikke lade være med at smile! For det klædte ham virkelig med et smil! ”Selvfølgelig må du det, Alec! Det er bare.. som at se et glad barn på juleaften..” endte hun morende, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile ved tanken, for den glædet hende virkelig. Det glædet hende at se ham så glad og så munter, for det var noget som virkelig klædte ham! Hun blev stående som han roligt havde fået hende placeret på gulvet endnu en gang. Denne gang kunne hun dog ikke lade være med at le! Hun rystede morende på hovedet. Utroligt så godt et humør han var i, og det var noget som hun virkelig godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Og du har ikke lukket så meget som et eneste øje hele natten..” Hun rystede let på hovedet, alt imens hun slog klik med tungen, for det forundrede hende virkelig ikke! Selv han burde hvile lidt, for det var jo heller ikke lige til at vide hvor langt de skulle vandre, for.. ja, hvor skulle de egentlig tage hen? Ikke fordi at hun var kendt med det, men så længe at det var sammen med ham, så var hun kun storslået tilfreds! Som han direkte valgte at trække af sted med hende, så kunne hun slet ikke lade være med at smile, for det var tydeligt at han var ivrig, for ikke at glemme at hun næsten faldt over sine fødder, for.. Ja, hun var jo altså ikke helt vågen endnu! Ikke fordi at det var noget som kunne komme bag på nogen, for hun var altså lige stået op! Hun trykkede omkring hans hånd, inden hun prøvende sammenflettede sine fingre med hans. Han havde jo ikke gjort hende noget ondt og.. hun holdt faktisk utrolig meget af ham, hvilket også var noget som hun ønskede at vise ham på denne her måde, hvis det var hende muligt selvfølgelig, og hvis det ikke var at krydse hans grænse, for det var virkelig noget af det sidste som hun havde lyst til!

[alecander]

Alec var i et virkelig godt humør, takket være hende, så nød han faktisk tanken om at skulle tage derfra, gribe den nye chance han havde fået, for så at starte et nyt liv op. Og han ville elske at starte det nye liv op sammen med hende! Hun havde faktisk hjulpet ham meget, siden han havde lært hende og kende, og selvom hun vidste hvem han havde været, så frygtede hun ham ikke, hun stolede på ham og et sted så holdt hun vel også af ham? Ligesom han også holdt af hende? Han nød hendes selskab, selvom de havde haft mange af deres kontroverser og diskussioner, men uanset hvor meget han tænkte på at han havde været bedre uden at kende til hende, så fik han altid følelsen af at han ikke kunne undvære hende. Han ønskede ikke at leve uden hende, hvilket han da havde fundet ud af i løbet af natten. Han vendte de sorte øjne mod hende igen, som han havde fået hende sat ned igen. Et skævt smil gled over hans læber til hendes ord. „Er kun glad for muligheden for et nyt liv sammen med dig,” svarede han sandfærdigt uden at han fjernede blikket fra hende. Han ønskede ikke at tage af sted uden hende, selvom han slet ikke vidste hvor de skulle tage hen, men.. det var også fuldstændig ligegyldigt, så længe han bare var sammen med hende! Det var virkelig det eneste han ville; et nyt liv med Jelicka. Han holdt af hende og det var vel heller ikke nogen dårlig ting? At hun grinede fik ham til at ryste ganske let på hovedet. Han trak hende let ind til, imens han fik hende vendt, så hendes ryg hvilede ind mod hans faste bryst. Han trak ganske let på smilebåndet. „Jeg er vampyr Jelicka.. jeg har ikke brug for hvile, på samme måde som levende,” svarede han stilfærdigt, inden flyttede sit hoved, hvor han rykkede det tættere på hendes, kun for at skænke hendes hals et blidt kys. Et morende smil gled over hans læber. Han burde måske være ond mod hendes væsen, han burde foragte hende i stedet for at holde af hende, men det var slet ikke tilfældet. Han ønskede hende ikke ondt, tværtimod! Han ønskede ikke at drikke af hendes blod, selvom han allerede havde gjort det før, og hun bar stadig mærket efter hans tænder, hvilket han faktisk havde det dårligt med, men det var der i hvert fald for at påminde ham om at han ikke ønskede at gøre hende ondt. Han satte farten en anelse ned, som han vendte blikket mod deres hænder, da hun valgte at flette sine fingre ind i hans. Han stoppede dog ikke af den grund, som han kun trak på smilebåndet, inden han fortsatte ned ad trapperne. Det var ikke at overskride hans grænse, tværtimod var han bange for at han selv havde været for frembrusende, men dette var da et tegn på at han ikke havde været. Han tog det dog alligevel en anelse roligt ned ad trapperne, for han ville jo heller ikke have at hun skulle vælte! Han var jo trods alt umenneskelig stærk og kunne snildt gøre skade på hende, uden at lægge mærke til det, og det ønskede han ikke. Han satte kursen helt ned i kældrene, hvor han åbnede døren ind til køkkenet. Han gik roligt hen til det gamle køleskab, hvor han slap hendes hånd, kun for at finde noget mad frem, som han tog med. Som han fik maden pakket ned – til hende på deres rejse – vendte han roligt blikket mod hende. „Vil du have noget at spise, inden vi tager af sted?” spurgte han roligt, som han sendte hende et skævt smil.

[Deleted]

At Alec var i rigtig godt humør, var noget som samtidig også måtte smitte af på Jelicka, for hun var kraftig påvirket af det som skete omkring hende. Jovist var hun klar over at han var den Alecander som alle andre havde frygtet, men.. hvorfor skulle hun da frygte ham? Han havde ikke gjort hende noget andet end det som hun faktisk havde bedt om og mere til, netop fordi at han havde valgt at tage hende med sig hertil, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Hun vendte blikket mod ham. Han virkede glad, hvilket var noget som smittet af selv på hende! Hans ord var noget som efterlod hende med en varme, for hun ønskede jo at tage med ham. Det hele blev jo så bare langt bedre, når det blev gjort tydeligt for hende, at det lige så også var noget som han måtte ønske sig! Så kunne det ikke blive bedre! ”Det.. det er jeg virkelig glad for at du siger..” endte hun med en dæmpet stemme, som hun roligt vendte blikket mod ham endnu en gang, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Tanken om at han faktisk ønskede at have hende med, var noget som virkelig gjorde hende glad! At hun endte ind mod hans favn, var slet ikke noget som hun havde noget imod, selvom det var noget som fik hendes hjerte til at hamre lidt mere mod hendes bryst, men det var ikke noget som hun sagde noget til som sådan, for det var der vel heller ikke nogen grund til, var der? Hun smilede let, hvor halsen endte lettere blottet som han skænkede den et let kys. ”Det.. glemmer jeg bare.. Undskyld.” Hun vendte blikket mod ham. At han havde bidt hende var ikke noget som han skulle have det dårligt med, for det var faktisk noget som hun havde bedt ham om at gøre et sted, var det ikke? Hun holdt af ham, og hun ønskede jo heller ikke at han skulle komme galt af sted, hvis det var noget som hun ellers kunne komme udenom i den anden ende. Hun ønskede vel at være sammen med ham, selvom det slet ikke var noget som hun kunne forstå sig på, som sådan, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun grinede let, som han bare endte med at trække hende med sig. Han var jo så stærk, så hun kunne jo heller ikke gøre nogen som helst former for modstand alligevel af den grund, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være. Hånden holdt hun sammenflettet med hans egen, for det var slet ikke noget som hun ønskede at slippe på nogen måde. Hun vendte blikket sigende mod ham hvor hun ikke kunne lade være med at smile. Det var ikke kendt for hende hvor de skulle tage hen, men det var samtidig også noget som gjorde det hele langt mere spændende for hendes eget vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for løgn var det jo ikke engang. ”Jeg tror jeg spiser på vejen.. Jeg er for spændt til at kunne sætte mig ned og spise nu!” endte hun tydeligt med en ivrig stemme, for løgn var det ikke engang for hendes vedkommende. Hun ønskede og glædede sig bare til at komme af sted! Også fordi at det var sammen med ham!

[alecander]

Det at starte et nyt liv sammen med Jelicka, var noget som Alec faktisk så frem til. Hun havde gjort utrolig meget for ham, selvom hun nok ikke selv var klar over det, men hun havde fået ham til at glemme fortiden og få ham til at se fremad i stedet for, tænke på fremtiden, eftersom fortiden alligevel var umulig at lave om på, foruden at hans møde med Alicia havde ødelagt det lidt, eftersom hun havde fortalt ham hvilken forfærdelig mand han havde været inden, selvom det vel egentlig lå til hans race at være sådan? Utroligt nok, så kunne han bare ikke være sådan over for Jelicka, for han holdt virkelig af den tøs! Desuden så ønskede han ikke at forlade hende, han ønskede tværtimod at starte et nyt liv sammen med hende og derfor var han virkelig også spændt denne dag, for det var nu de tog chancen, gik ud på et spændende eventyr, hvor de slet ikke vidste hvad de ville støde på af udfordringer og forhindringer, hvis de da i det hele taget stødte på nogen. Han sendte hende et skævt smil. „Godt,” endte han uden at smilet falmede det mindste, for det var umuligt i hendes selskab! At hendes hjerte begyndte at slå hurtigere imod hendes bryst, da hun endte i hans favn, var noget som fik ham til at trække morende på smilebåndet, selvom han kunne mærke at der ikke var nogen frygt, og det glædede ham virkelig kun! Den sidste som han ønskede skulle frygte ham, var Jelicka, specielt fordi han slet ikke kunne finde på at sætte så meget som en finger på hende! At hun villigt blottet halsen for ham, morede ham ligeledes, netop fordi han var en vampyr, og det var bestemt ikke mange som valgte at blotte en hals frivilligt for en vampyr! Men så igen, han kunne ikke drømme om at gøre hende ondt. Han vendte blikket mod hende, som hun valgte at sige undskyld. „Du skal ikke undskylde Jelicka.. du har intet galt gjort,” forsikrede han hende, hvor han valgte at stryge hende blidt over kinden. Han kunne netop godt lide den tanke at hun glemte hvilket væsen han var, fordi hun så den mand som han var, hvilket var en behagelig og rar følelse! At få pakket det sidste ned og fylde resten af den lille taske op med mad, var noget som fik et smil til at glide over hans læber, for han var klar til at tage af sted! Han trak på smilebåndet, da han hørte hendes ivrige stemme, for det glædede ham at han ikke kun var den eneste som var spændt og glædede sig. Han nikkede dog roligt til hendes ord. Kunne hun ikke spise, så ønskede han heller ikke at tvinge hende! „Jamen så lad os komme af sted!” endte han med et stort smil om læberne, inden han svang tasken over ryggen, tog omkring hendes hånd, som han gav et blidt klem, inden han gik op ad trapperne igen, da de befandt sig nede i kælderen – denne gang gik han dog stille og roligt så hun kunne følge med. Han gik roligt ud af bygningen med hende ved sin side, inden han valgte at sætte kursen væk fra deres lille lejrplads. Han så sig dog kort tilbage, for næsten at se om han ville fortryde, men der var ingen følelse af fortrydelse, der var kun spænding og glæde til det nye liv og den nye start som ventede dem.

[Deleted]

Jelicka frygtede på ingen måder for Alec eller den mand som han var, for han havde ikke gjort noget ondt ved hende, hvilket også gjorde sit for hendes del. Måske at hun var et lysvæsen, var utrolig naiv eller andet, så var hun virkelig ikke bange for ham, for det havde hun vel heller ikke nogen grund til at være i den anden ende? Hun vendte blikket sigende mod ham, som hun direkte måtte smile et stort og glædeligt smil, for hun elskede tanken om at han gerne ville have hende med sig væk derfra og starte et nyt liv, for andet kunne hun slet ikke bede om! Lige hvor meget hun havde gjort for ham, anede hun faktisk ikke, også selvom hun kun havde ønsket at hjælpe ham. At komme væk herfra og have ham bare lidt alene, var noget som hun faktisk så utrolig meget frem til! Og det var klart også noget som gjorde det hele bedre for hendes vedkommende! Hun smilede stort og nikkede til hans ord. Hun glædede sig virkelig, også fordi at det hele måtte være så.. spændende! Hun ville have ham alene ved sig, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre end det, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var en løgn! ”Jeg skal nok vænne mig til det.. Nu har jeg jo heller ikke noget andet valg, men.. vil du så stadig ligge der og holde om mig om dagen?” Hele hendes døgnrytme var jo forandret udelukkende på grund af ham, hvilket hun nu heller ikke sagde noget til, for det var jo bare sådan at det var. Han var en vampyr og han kunne vel ligge og slappe af, og holde om hende på denne her måde? Det var noget som hun ville nyde, også fordi at han havde ligget og holdt om hende denne nat. Hendes døgnrytme var skubbet meget ud af kurs på grund af ham, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til, for hun nød det jo faktisk. hun ønskede eller ville heller ikke tvinge ham til at lægge sin efter hendes, for han var jo et væsen af natten! Hun lod ham pakke tasken færdig, så de kunne komme af sted, for han var bestemt heller ikke den eneste som var ivrig, for det var hun i den grad også! Hun tog omkring hans hånd – mere end glædeligt! Idet at hun bare gik med ham. Hvor de skulle gå hen, vidste hun ikke, også selvom det var noget af det som gjorde det spændende, for hun nød faktisk tanken om det! ”Ja! Men… hvor skal vi gå hen først?” Hun vendte blikket mod ham, som de roligt gik ned af trappen. Det var nu de skulle videre, de skulle skabe dem deres eget liv og endda med hinanden? Det var virkelig en utrolig fornemmelse for hendes vedkommende, for det var i den grad noget af det som hun måtte se mest frem til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun sammenflettede deres fingre endnu en gang, som det næsten var blevet hende en ganske vane, idet hun vendte blikket mod ham. Hun strålede af glæde, hvilket også var på grund af ham! Hun fulgte ham ud, også selvom hun slet ikke så sig tilbage mod lejren. Man fik intet ud af at se sig tilbage – men kun frem og det var noget som hun stod stædigt fast på.

[alecander]

At skulle starte et nyt liv med Jelicka, var noget som Alec virkelig så frem til! Han glædede sig virkelig til at komme væk herfra og gribe den nye chance som han havde fået, uden at skulle tænke tilbage på fortiden, som Alicia havde nævnt for ham. Hun var jo lidt den som havde sat skub i alle ting, selvom det nu ikke gjorde ham noget, for så kunne han få en ny chance med Jelicka, selvom han selvfølgelig måtte håbe på at Alicia holdt tæt, for ellers så skulle han jo nok leve resten af sit liv på flugt, hvilket han bestemt ikke havde lyst til! Og han ønskede da på ingen måde at sætte Jelickas liv på spil! Han ønskede ikke at bringe hende i fare, selvom han godt vidste at han gjorde det af den grund, netop fordi han var den mand som han var, uanset om folk kendte ham eller ej, så var han jo stadig på flugt, for med alle de ting som han havde gjort, så ville straffen være døden! Han lod hovedet søge ganske let på sned til hendes ord. „Holde om dig om dagen?” gentog han forundret. Han lod hende sove om natten, for han kunne jo både være ude om dagen og om natten, og fordi han vidste at hun var mørkeræd, så lavede han sin egen døgnrytme om efter hendes, så de sov om natten – hvor han kun sov når det endelig var trængende – og ellers var vågen om dagen, præcis som denne dag, skønt det var tydeligt at hun havde været træt. „Jeg vil da holde om dig både dag og nat!” forsikrede han hende med et skævt og muntert smil på læberne. Han nød jo at holde af hende! Skønt det først var fra i går af at de var begyndt at blive så.. kærlige over for hinanden. Han vendte let blikket mod deres hænder, da hun valgte at sammenflette deres fingre igen, hvor han mere end glædeligt lod sine fingre spredes så der var plads til hendes. Han vendte roligt blikket mod hende igen. Han endte med at trække let på skuldrene til hendes spørgsmål, hvor han så frem for sig, som de var kommet udenfor. „Det ved jeg ikke.. vi går derhen, hvor vinden fører os hen,” svarede han med et skævt smil. Han anede ikke hvor de skulle hen, men det var vel også underordnet? Det eneste som betød noget for ham, var at han skulle starte et nyt liv op sammen med Jelicka. Han trak hende roligt med sig væk fra lejren, inden han blot drejede en tilfældig vej, som sikkert på et tidspunkt førte dem væk fra ruinerne. Han satte dog ikke kursen mod byen, men væk fra den. Han glædede sig til at komme ud i nye omgivelser, væk fra tyverierne og faktisk starte et ordentligt liv op, for han ønskede jo heller ikke det forrige liv for Jelicka, men hun havde jo valgt at blive boende og han havde ikke haft lyst til at smide hende ud, for han kunne jo godt lide hendes selskab. Han trykkede let omkring hendes hånd og sendte hende et muntert smil. „Og afgang mod vores nye liv!” svarede han med et skævt smil, som han fortsatte ned langs de mange ruiner og væk fra der hvor lejrpladsen havde været.