Departure to a new life?

[alecander]

Måske at mange ville blive træt af Jelicka, fordi hun var anderledes og til tider havde sine sære, men faste meninger, men det var slet ikke tilfældet med Alec, for han var endt med at holde af hende. Deres første møde var måske ikke til at prale af, eftersom de havde kostet hinanden smerte, men alligevel havde de klaret den og se hvor de var på vej hen nu; ind i et nyt liv, sammen. Som hun holdt så klæbende fast i ham, så gjorde han det jo også i hende, for han havde ikke andre, og med et hul i hukommelsen af sin fortid, skønt han havde fået udfyldt en del med brudstykker, så var det stadig en skræmmende tanke og et sted var han bange for at han ville gå tilbage til at være den samme onde mand, som han havde været, hvis ikke Jelicka var der til at holde lyset i ham, for han var jo på ingen måder ond som en normal vampyr, og alligevel så skulle selv han bruge blod, så visse tendenser kunne han desværre ikke løbe fra. Han sendte hende et skævt smil. „Så er det godt at det ikke er sket,” endte han sandfærdigt, uden at han fjernede de sorte øjne fra hende. At hun var troende, forstod han sådan set godt, for hun var jo trods alt et lysvæsen og selv hun havde vel hørt til i himmeriget? Hun havde jo fortalt om hvordan hun var faldet ned derfra. Hendes ord fik ham til at fnise kort, hvor han rystede smilende på hovedet af hende. „Hvem der har skabt alt og givet det farverne, udseendet og navnene er vel ligegyldigt? Det vil jo alligevel ikke ændre sig,” svarede han roligt – tydeligt at han ikke var troende.
At røvere var fulgt efter dem og havde valgt at ødelægge deres udflugt, var noget som irriterede Alec allerede med det samme. Eftersom de var omkring en håndfuld, så havde de vel troet at de var to lette bytter? Og så skræmt som Jelicka så ud, så var det næsten også forståeligt, men de havde jo nok ikke ligefrem regnet med at de stod overfor en vampyr, nu hvor solen var stået op, og det var noget som han skam havde tænkt sig at spille på! Han vendte blikket mod dem, som han kom op at stå, hvor han smed pilen fra sig, da han havde fået trukket den ud, kun for at vende sig mod dem. Manden med buen, havde fundet en ny pil frem som han havde sat for strengen, hvor han skød den af sted i mod ham, men denne gang var Alec forberedt og han greb pilen, inden den nåede at gennembore hans ansigt, hvilket også overraskede røverne. Han smed også den pil fra sig, hvor han næsten gav et hvæs fra sig, idet han bevægede sig hen imod dem. Den ene valgte at slå ud efter ham, selvom han hurtigt endte om bag ham, hvor han tog fat om mandens nakke, kun for at brække den. Han vendte sig om mod manden med bue og pil, hvor han forsvandt for øjnene af dem med sin hurtighed, og endte bag manden med buen og pil, hvor han satte tænderne i mandens nakke, kun for at suge blodet i sig, så hans sår i siden healede ganske langsomt. Der var to andre som gik imod ham, hvor en tredje mand gik hen imod Jelicka, da han havde fået den idé, at Alec ville stoppe, hvis manden troede pigen. Alec trak tænderne til sig med blod om munden, idet de to andre kom løbende imod ham, hvor han undveg deres sværd og klinger, deres slag og deres spark, som han parerede og kun slog igen, hvor det kun krævede nogle slag de helt rette steder, som fik dem til at synke sammen.

[Deleted]

I forhold til så mange andre, så vidste Jelicka udmærket godt, at hun kunne afvige lidt fra det som man ville betegne som normalt, selvom det vel heller ikke altid behøvede at være ment som negativt! Hun var lidt anderledes end de andre, og det var noget som hun udmærket godt vidste, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun klamrede sig lidt til det som hun havde, og lige nu var det Alec. Deres første møde, havde måske ikke været noget at prale af, men det var virkelig noget som hun kunne være ligeglad med i den anden ende, for det var fremtiden som betød noget, og det var jo faktisk en som hun skulle have sammen med ham! Hun vendte blikket op mod ham endnu en gang og med et stille smil. ” – Endnu,” påpegede hun sigende, for det var bestemt heller ikke en løgn, for hun var virkelig bange for at ende med at skubbe ham fra sig før eller siden, som hun havde gjort med så mange andre før det, og det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede sig med ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At han var så meget af en ikke-troende, var noget som alligevel forundrede hende og så alligevel ikke.. Tænk på alle de ting som de kunne tænke over i eftertiden! ”Jamen.. prøv at tænk på det,” opfordrede hun. Hvem var det som havde bestemt farve? Facon? Smag og duft? Og hvad var meningen bag valgene? Ja, hun var noget af en filosof til tider, og det var noget som hun udmærket godt vidste.
At der var kommet folk efter dem fra ruinerne, var slet ikke noget som Jelicka havde regnet med, og derfor vidste hun heller ikke hvordan hun skulle reagere eller hvad hun skulle gøre. At Alec ville tage sig af dem, var nu heller ikke noget som forundrede hende som sådan, for hun kunne faktisk godt lide når han spillede helten i nødens stund. Hun blev dog lavt og bag ham som han havde bedt hende om, hvor hun nærmest forsøgte at gemme sig i græsset. Når det kom til store mænd, så havde hun virkelig ikke noget som helst, som kunne bruges til forsvar, og et sted så var det alligevel den tanke som gjorde hende direkte usikker, for hvad nu hvis han ikke kunne beskytte hende? Alt for mange tanker begyndte at kredse rundt i hendes hoved! At Alec knak en nakke på den ene og tog fat om den anden og sugede sig fast til hans nakke, var noget som direkte løb hende koldt ned af ryggen, for hun havde jo selv ikke personligt set ham så.. aggressiv før, så selvfølgelig var det også noget som gjorde forbandet meget for hendes vedkommende! Den som var på vej hen mod hende, vendte hun direkte blikket mod, og direkte.. skræmt, for hun havde ikke set ham, før han var næsten henne ved hende! Hun endte med at krybe baglæns over græsset, også for at komme væk fra ham. Hun havde jo intet at forsvare sig med direkte, og det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre! ”H-hold dig væk fra mig!” endte hun med en febrilsk stemme. Hendes hjerte slog fast mod hendes bryst, hun var for skræmt til overhovedet at gøre brug af noget som helst af sine egne evner, og den tanke var hende direkte skræmmende nok i forvejen!

[alecander]

At Jelicka var så bange for at skubbe Alec fra sig, var noget som han næsten fandt helt kært. Han var dog rimelig sikker på at han blev hos hende, for hvorfor skulle han dog søge væk? Han havde lovet at tage sig af hende, hvilket han også ville, og han havde desuden ikke lyst til nogen andre end hende, for det var hendes selskab som han nød, så hvorfor skulle han dog overhovedet gide spilde sin tid på andre? Som hun klamrede sig til ham, så klamrede han sig jo også til hende, for han havde virkelig ikke andre og hun fik ham til at føle sig godt tilpas med sig selv og hans fortid – af det som han kendte til derfra. Desuden så var det bedste af det hele, det faktum at hun accepterede ham for det han havde gjort førhen, og ikke var skræmt af det, men stadig holdt af ham, derfor så ønskede han heller ikke andre end Jelicka som ledsager på hans tur. Han sendte hende et sigende blik. „Det kommer ikke til at ske Jelicka. Jeg bliver ikke træt af dig,” forsikrede han hende ganske ærligt, hvor hans blik var alvorligt. Han ønskede ikke at miste hende! Han kunne lide hende og han holdt rigtig meget af hende, så hvorfor skulle han da blive træt? Hun gav ham måske lidt modspil i livet og de kunne skændes som hund og kat, men det var jo uden betydning, for af den grund kunne han godt lide hendes gode og kærlige væsen, selvom han godt nok ikke altid kunne blive klog på hende, og det at hun ville have ham til at tænke på livet, forstod han heller ikke. Han slap en kort men munter latter. „Hold nu op Jelicka. Det er spild af tid at tænke på,” svarede han morende – det var hans mening, selvom han vidste at hun ikke var enig og det gjorde ham sådan set intet.
Det irriterede Alec at disse mænd var fulgt efter dem, for de havde jo forstyrret dem, og han havde været nysgerrig på at vide hvad Jelicka havde at fortælle ham, skønt han jo nok ikke fik det at vide foreløbig. Jelicka var ikke vant til at se ham på denne blodige og aggressiv måde, hvilket han vidste, for normalt klarede han jo altid det at nære sig om natten, når hun lå og sov, hvor han også altid havde vasket sig inden han kom hjem igen. Men det var slet ikke fordi Alec tænkte det mindste over det, for han var kun optaget af de mænd som angreb dem. Den som han havde bidt, sank sammen af smerte over at have mistet blod, hvor han tog sig til halsen, han fik to af dem til at synke sammen, ved at ramme de helt rigtige steder. Han havde ikke helt lagt mærke til at der var en som gik hen imod Jelicka, da han selv blev slået ned af et bat, fra en anden mand, som fik ham til at vælte ned i græsset. Han blødte kraftigt fra hovedet, skønt det ikke gjorde så ondt igen. Han hvæsede kraftigt af manden, inden hans instinkter tog over og han sprang på manden, kun for at flå hjertet ud på ham, som han smed fra sig. De kulsorte øjne faldt på manden der var på vej hen imod Jelicka, da hendes febrilske stemme fangede ham. Hans ansigt var dækket i blod, både fra sig eget, men også fra mændene, hvor han lignede et vildt dyr. Han var hurtigt henne ved manden, som truede Jelicka med en løs kæde og et bat i den anden hånd, selvom manden skreg op, da Alec havde sat tænderne i ham. Mandens blod fik såret i hans hoved til at heale hurtigere, hvor han trak hovedet til sig og brækkede mandens nakke, kun for at lade ham synke sammen foran hans fødder. Han vendte blikket mod Jelicka, hvor blodet rendte fra hans læber og dækkede hele hans ansigt som et rovdyr, der lige havde taget godt for sig, hvor selv hans overkrop var dækket med lidt blod hist og her – det viste tydeligt hans indre væsen, hvad han egentlig var; et monster. Han så næsten helt ud til at se sulten på Jelicka, for hun var trods alt lysvæsen. Tungen strøg let over hans læber.

[Deleted]

Jelicka var virkelig bange for, at dette bare var en tid som skulle nydes, for den ville ende før eller siden, og det var slet ikke en tanke som hun kunne lide, for hun ønskede jo slet ikke at miste ham! Han var den første som havde formået at passe på hende, og faktisk bare.. acceptere hende som den hun var, og det var en tanke som hun rigtigt kunne lide, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende, for der var ikke noget som hun ønskede sig! Hun vendte blikket sigende mod ham, som han trykkede hende ind mod sig. Hun.. klamrede sig virkelig til ham og det vidste hun udmærket godt, for han var også det som hun havde. Han viste hende kun at han ikke var videre stolt over det som han havde gjort, hvilket hun tydeligt havde set, da han var kommet hjem efter hans møde med Alicia. Ikke at hun ville tænke på det lige netop nu. ”Det er store ord,” påpegede hun sigende, som hun vendte blikket direkte op mod ham, så var det jo bare sådan at det måtte være. Et stille smil hvilede på hendes læber, for hun havde ikke noget imod det, for hun kunne faktisk godt lide den tanke! Ikke mindst, at det var hende som han ønskede at have med sig ud på det her eventyr, for et eventyr var det helt klart! At han ikke ville tænke på det, var noget som et sted gjorde hende.. irriteret? ”Spild af tid? Synes du virkelig det? Jamen… nej! Det er det bestemt ikke!” endte hun sigende, som hun vendte blikket direkte op mod ham endnu en gang.
Tanken om at de skulle forstyrres på den her måde, var bestemt ikke noget som faldt i Jelickas smag, men hvad hun skulle stille op med det, var bestemt heller ikke noget som hun havde nogen anelse om, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for hun var ikke den som gik ind for vold! At Alec så bare gik i krigen med dem, var noget som et sted ikke kom bag på hende, men det monster som han viste frem for denne stund, var bestemt heller ikke noget som hun havde set før, og et sted så.. skræmte det hende? I det store og hele, så burde hun jo frygte ham fra før af, det vidste hun, men det var først nu at hun direkte følte.. frygten på sin egen krop! Hendes hjerte begyndte fast at hamre mod hendes bryst og som aldrig nogensinde før, for det var virkelig, virkelig ubehageligt at se ham på den måde! ”Gå væk..!” endte hun med en fast tone, for det var bestemt ikke fordi at det var en løgn på nogen måde overhovedet, så var det jo bare sådan at det var. At Alec kom hende til redning, også selvom han var direkte.. blodig, var noget som gjorde hende mere bleg i ansigtet end det som hun var fra før af. Mændene var allerede gået i gulvet, men at se ham med blod over det hele, var slet ikke noget som hun brød sig om, for.. det var ikke den Alec som hun havde lært at kende! Hun bed sig let i læben og krøb næsten sammen i græsset, som hun næsten var bange for, at han også ville sætte tænderne i hende! Håret førte hun ned langs halsen, også for at undgå at friste ham mere. Forsigtigt krøb hun baglæns i græsset. At se ham sådan, skræmte hende!

[alecander]

Alec ville ikke have andre end Jelicka med sig ud på dette eventyr, for det var klart det hele værd! Hun havde fået en stor betydning for ham, og selvom han havde mødt sin.. ekskone og hun havde fortalt ham at han havde både barn og en bror, så.. følte han ikke rigtig for at savne dem, han følte ikke rigtigt at det passede, at det var sandt, for det virkede faktisk bare helt.. surrealistisk. Men en ting var sikkert; Jelicka var ikke surrealistisk, hun var virkelig og det var hans følelser for hende også! „Ikke hvis det er sandt,” påpegede han sigende. Han ville ikke blive træt af hende, for så burde det vel for længst være set? At hun faktisk blev irriteret på ham, kunne han godt fornemme, hvilket faktisk overraskede ham, hvor han heller ikke kunne lade vær med at grine ganske let til hendes ord. „Hold da op Jelicka! Du er da velkommen til at bruge hele livet, til at tænke på det, men jeg vil hellere bruge tiden på noget andet,” svarede han sandfærdigt – dette var vel endnu et tydeligt tegn til at de var modsætninger? Og det var endda sådanne småting, de kunne komme op at diskutere over.
At nedlægge alle mænd, havde faktisk været ganske let, men Alec havde vel også overrasket dem fordi han var vampyr? De plejede jo ikke at kunne være ude om dagen. At se Jelicka direkte krybe sammen i græsset, dække sin hals til med sit hår og bakke baglæns væk fra ham, var noget som fik ham til at stå ganske stille, hvor han blot stirrede på hende. Han kunne tydeligt fornemme hendes frygt, hvilket.. sårede ham, det gjorde ondt at hun pludselig viste frygt for ham, specielt når hun aldrig havde vist det før. Hun havde accepteret ham for den mand han var, og nu? Han bed tænderne sammen, som han vendte blikket væk fra hende. Nu var han ikke andet end et monster i hendes øjne. Han skævede kort mod hende, inden han forsvandt for øjnene af hende, da han brugte sin fart, hvor han bare.. løb. Han havde aldrig nogensinde set hende sådan før! Og det gjorde i den grad ondt at det lige var Jelicka han skulle se det blik fra. Han løb så hurtigt han kunne, hvor han stoppede op, da han var kommet ind i en gammel bydel og faldt over en brønd. Han gik roligt hen til den, hvor han prøvede selve pumpen, for at se om der stadig var vand i, hvilket der var. Han vaskede let sit ansigt og sin overkrop, så der ikke var så meget blod, hvor han sukkede lydløst for sig selv. Det var vel det? Han gik ikke just ud fra at hun ville fortsætte med ham.. ikke med det blik hun havde sendt ham! Han slog let til vandet af frustration, inden han rejste sig, hvor det også var her at hans sorte øjne faldt på selve bygningerne han var kommet til. Der var tre bygninger, med et helleanlæg i midten af gårdspladsen. Han var kommet til en gammel forladt gård, som med garanti havde stået her for flere år, for den mindede om ruinerne. Han kunne se selve huset, og to andre bygninger, som han nysgerrigt gik hen til. Den første viste sig at være en gammel stald – dog stor – stald, hvor der kunne være mange dyr. Han gik roligt hen til den anden bygning, hvor han næsten også gik ud fra at det var en stald, men da han skubbede den tunge rustne port op, blev han dog overrasket. Det var en gammel smed. Alle redskaber var der endnu, en pejs til at smelte hjernen, hammer til at forme de mange klinger til sværd og nærmest alt hvad man kunne begære. Han gik nysgerrigt rundt og rørte næsten ved alle ting, som han studerede, hvor han følte at han langt om længe havde fundet hvad han ville starte sit nye liv som. Det ville være et perfekt job for en vampyr? Det var hårdt fysisk arbejde og intet som han ikke ville kunne klare! Han fortsatte roligt ud og ind i selve huset. Det var gammelt, støvet og mange steder hullet, men det skulle bare genopbygges og så ville alt blive perfekt! Det var stort og rummeligt, med køkken, stue, nogle værelser og to toiletter. Der var stueetagen og så en første sal, hvilket egentlig passede ham fint, for han kunne godt lide det rummeligt. Han endte med at søge ud igen, hvor han gik om i det som mindede om en stor have, med træer og buske og ikke mindst et stort drivhus, hvilket fik ham til at smile for det ville jo være perfekt til Jelicka! Han så bag drivhuset og fik øje på to store marker, som han gik ud fra at dyrene engang havde gået på, hvor der gik en grussti, som førte hele vejen til selve hovedstaden; Ityrial. Smilet falmede dog igen, da han kom til at tænke på Jelickas udtryk. Han havde aldrig set hende så bange før og næsten med.. væmmelse i blikket. Det gjorde ondt at tænke på, specielt fordi det var hende, men.. han kunne vel heller ikke efterlade hende? Han drejede hovedet og så tilbage mod den sti han var kommet fra, inden han igen forsvandt, da han løb tilbage, for at finde hende. Han havde højst været væk i fem til syv minutter, så hvis hun var gået kunne hun umuligt være nået langt!

[Deleted]

At Jelicka havde fået en betydning for Alec, var en tanke som hun selvfølgelig var glad for, for det var hun i allerhøjeste grad, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om i den anden ende. Blikket vendte hun sigende op mod ham og med det samme smil. At han virkelig mente sine ord, var helt klart noget som gjorde hende utrolig glad, for selv det var noget som hun havde brug for at høre. At vide at folk faktisk så hende, kunne holde af hende, også selvom hun vidste, at hun helt klart også var mærkelig af sig, for det var hun i allerhøjeste grad, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Af den grund, så er ordene stadig store,” endte hun ganske sigende, for det var jo heller ikke fordi at det var en løgn som sådan. Hovedet lod hun stille glide mod hans skulder. Hun stolede på ham og hun var bestemt heller ikke bange for ham, men det var nu bare sådan at det var. Hun burde måske, men det var slet ikke noget som hun kunne. At han slet ikke ville tænke over sådanne ting, var ikke noget som forundrede hende, for hvis der var noget som hun havde fundet ud af, omkring ham, så var det lige præcist det faktum at han ikke var den mere.. religiøse type, så var det jo bare sådan at det var. ”Det er godt at tænke ting igennem,” mumlede hun let for sig selv.
At angrebet var gået mod sin ende, var bestemt heller ikke noget som Jelicka havde noget imod, selvom der var en anden ting som pludselig måtte nage hende; At han skulle se på hende på den måde, for det var slet ikke noget som hun brød sig om. At han stod der fuldkomme dækket i blod, så var det jo heller ikke til at vide hvad han kunne finde på! At få håret ned forbi halsen, var egentlig mest for hendes egen skyld, for hun ønskede jo heller ikke at friste ham mere. Hun havde aldrig set ham på den måde før, så hun vidste jo heller ikke hvad han kunne finde på som sådan, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hendes vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun krøb forsigtigt væk fra ham, også selvom hun ikke nåede at sige så meget som et eneste ord, før han bare var.. væk? Hun blev siddende for en kort stund og blinkede bare med øjnene. Forlod han hende? Forsvandt han bare og lod hende alene? Det var slet ikke noget som hun havde regnet med, men.. hvad skulle hun så gøre nu? Hun blev siddende for en kort stund, hvor hun bare så hen på det sted hvor han havde stået før, inden hun forsigtigt tvang sig op på benene igen. ”M-meget vel..” mumlede hun let for sig selv, som hun stille vendte sig om. Snuden vendte hun egentlig i retningen af Procias, for.. hvor skulle hun da ellers søge hen? Hun sukkede dæmpet, som hun slog armene omkring sin egen krop, hvor hun bare begyndte at gå. Det kunne godt være, at hun ikke formåede at gå længe. Ikke mere end nogle minutter, men hun måtte jo bare gå, for hun kunne jo ikke blive der. Tænk nu hvis røverne kom tilbage igen! Blikket stirrede stille ned mod hendes fødder, som hun bare gik. Hun anede for pokker ikke hvor hun skulle gå hen nu!

[alecander]

Måske Jelicka var bange for at Alec ville blive træt af hende, men det var ikke noget som han selv var, for han holdt af hende, og han var sikker på at hvis han skulle blive træt af hende, så var han for længst blevet det, for de havde jo allerede haft deres skænderier og kontroverser, fordi de var modsætninger i mange ting, men det var vel ikke altid en dårlig ting? Til tider var det en god ting, specielt fordi det var godt med lidt modstandsspil. Det styrkede kun en at tabe af og til, netop fordi man lærte af sine fejl og ikke mindst kunne man lære af andre, og selvom man måske ikke skulle tro det, så havde Jelicka faktisk lært ham en masse vigtige ting omkring livet, hvilket også var ord han havde taget til sig, og det var vel også derfor han holdt sådan af hende? Fordi hun så ham for den han var? Fordi hun hjalp ham? Det var jo ikke kun hende der klamrede sig til ham, men også ham der klamrede sig til hende. Han rystede let på hovedet, som hun fastholdt sine ord, hvor han slet ikke gad kommentere det, for han gad ikke diskutere det med hende. Tiden måtte vise hvad der ville ske, selvom han var rimelig sikker på det allerede! Han vendte kort blikket mod hende, som hun lagde hovedet mod hans skulder, hvilket fik ham til at trække på smilebåndet. Han var ikke religiøs, tværtimod, men derfor havde han intet imod det at hun var, selvom han godt nok ikke forstod sig på hende. Hendes ord var han dog enig i, hvilket også fik ham til at nikke. „Det er rigtigt,” medgav han roligt, som et skævt smil gled over hans læber.
At se Jelicka så skræmt og at hun tilmed rykkede væk fra Alec, var noget som gjorde ondt. Hun havde altid givet udtryk for at hun ikke var bange for ham, men det var da tydeligvis blevet modbevist, hvilket gav ham en dårlig smag i munden, som han pludselig følte sig.. afskysvækkende. Han følte næsten at hun havde set på ham, som havde han været et monster, hvilket ikke ligefrem var nogen behagelig følelse, specielt fordi hun altid havde set på ham på en god måde, som havde hun kunnet lide ham, men det var vidst ikke ligefrem hvad hun følte længere. At få vasket sig, gjorde han næsten hellere end gerne, så han ikke lignede det monster hun havde set på. Han vendte blikket mod en vandpyt, der afspejlede hans ansigt, hvilket næsten fik ham til at væmmes ved sig selv og det væsen han var. Han sukkede svagt. Det havde gjort frygtelig ondt at hun skulle se sådan på ham, direkte med frygt, og det var vel også grunden til at han var stukket af? Han regnede ikke engang med at hun ville se ham igen, for hun var jo alligevel bange for ham. Stedet han var kommet til, var dog faldet i god jord ved ham, hvor han også havde fundet ud af hvad han ville beskæftige sig med. Desuden så var han mere end sikker på at Jelicka ville kunne lide stedet – på trods alt så faldefærdigt ud. Han turde dog næsten ikke opsøge hende igen for.. gad hun overhovedet at have noget med ham at gøre? Han bed sig tydeligt usikkert i læben, inden han næsten mandede sig op og løb samme vej tilbage. Han stoppede op ved de faldne røvere, selvom Jelicka ikke var der længere. Hun var åbenbart allerede søgt væk – det var en følelse der efterlod ham med en frygtelig dårlig smag i munden. Han skulle til at vende om igen og smutte, idet han opfangede hendes velkendte duft, hvilket fik ham til at se sig omkring, hvor han brugte sin skærpede syn til at se hende på den afstand hun var kommet væk på. Han blev usikker ved synet af hende, selvom han roligt brugte sin fart til at komme hen til hende. „Jelicka..?” svarede han usikkert, som han stod nogle meter bag hende. Nu bar han da i det mindste ikke blod over det hele, da han havde fået vasket sig, men derfor havde hun jo stadig set ham, hvilket gjorde ondt.

[Deleted]

At Alec ikke ville blive træt af hende, var selvfølgelig en tanke som gjorde Jelicka meget glad, også selvom det var ord som hun faktisk fandt det besværligt at skulle stole på, men hun stolede på ham, så selvfølgelig var det noget af en tillid at give ham, men af den grund, så var det også noget som faldt hende temmelig naturligt et sted, også fordi at de havde tilbragt så lang tid sammen, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Et stille smil passerede let hendes læber ved hans ord. Et sted så var det tanken om at de var så forskellige, noget af det som gjorde det hele til noget mere specielt for hendes vedkommende, for de lærte vel også meget af hinanden i den anden ende? Det var sådan at hun så på det om ikke andet, men det var noget som også så tydeligt måtte falde hende så naturligt igen, og det var en tanke som hun specielt godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, for så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. ”Mhmm.. Men jeg kan nu godt lide det. Vi kan faktisk lære ting af hinanden,” endte hun sigende, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. Hun var et ærligt, et lyst og vel også et mere religiøst væsen end det som han var? De var jo to stærke modsætninger.
At Alec bare havde valgt at søge væk fra hende, var slet ikke noget som hun brød sig om, for et sted så var det frygten for at han allerede havde fortrudt at han havde valgt at tage hende med, og det var en tanke som faktisk gjorde hende.. trist og ilde til mode, for det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, så var det bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hvor længe hun faktisk gik, før han endte med at stå foran hende, vidste hun ikke, for det var slet ikke fordi at hun ønskede at være ham en byrde eller noget som bare måtte minde om det, for det havde godt nok aldrig nogensinde været hendes hensigt. At han bare var taget af sted og det hele, var ikke noget som hun direkte kunne sige noget til uanset hvad, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hans stemme som lød lige bagved hende, fik det til at gibbe voldsomt i hendes sind, hvor hun direkte vendte sig om og mod ham. Hun havde jo slet ikke hørt ham eller noget som helst. Hænderne faldt omgående til hendes hjerte, som voldsomt slog mod hendes bryst. ”Det.. det er okay Alec, jeg forstår..” mumlede hun let, også selvom det var mere henvendt for hende selv. Hvis han ikke ville have hende med, så var det faktisk bare noget som hun var direkte tvunget til at acceptere, for hun havde jo ikke noget andet valg uanset. Hun endte med at vende om igen, idet hun fortsatte væk fra ham og kun med retningen mod Procias. Hun havde jo ikke direkte andre steder at søge til uanset.

//Out