When the law catches you

[lilyann]

Lilyann mærkede psykisk Pharrels smerte. Hun kunne fornemme og se hvor ondt det gjorde, hvilket var en større pinsel end selv at blive pint. Det gjorde bare ekstra ondt inde i sjælen, at han fik flænset ryggen. Hun ville holde mund, så når Samuel var færdig ville det være 110 piskeslag. Hun var allerede skyld i 10 mere end til start og hun hadede det virkelig. Tænk hvis de 10, var dem der gjorde udfaldet til at han måske besvimede af smerte eller noget i den stil? Det var hendes skyld så og det skulle hun leve med i resten af hendes lange liv. Hun havde heller ikke regnet med at ende i denne kælder, blot for at få et barn. Men ja, det var udenfor ægteskab. Hun ville dog aldrig elske Arius mindre! Når Pharrel engang kunne gå og de begge var kommet sig, så ville hun spørge om de ikke kunne begyndte at planlægge brylluppet. For hun ønskede virkelig at gennemføre det med ham, nu de var forlovede. Hun sank en let klump. Følte sig helt tør i halsen. Hun bed sig let i læben og kom til at hugge sine spidse tænder i sig selv, så det begyndte at bløde. Hun slikkede blodet i sig og stoppede hurtigt blødningen ved at sutte på hendes læbe. Hun holdt dog hele tiden fokus på Pharrel. Hendes elskede man der hang der og ville beskytte hende, selvom hun vel et sted var stærkere end han var? Hun elskede ham dog ikke mindre af den grund. Hvis man skulle vælge ud fra hvem der bedst kunne tage 100 piskeslag (plus/minus), så var han vraget for længst. Men hun valgte ud fra, at hun elskede det han var. Det havde hun gjort, siden han havde været sensuel dæmon. Hun havde endda selv gjort ham til spide, så han ikke påvirkede hende sensuelt ved hver evig eneste berøring. Hun kendte ikke rigtigt til frustrationerne - hun havde trods alt ikke set Samuel piske andre før og hun kunne jo heller ikke rigtigt mærke slagene, andet end at føle dem påvirke hende i det indre. For hun hadede at se Pharrel have ondt. Hun så hvordan han svajede og fornemmede, at han ville ende med at gå ud som et lys. Hun hadede dog den tanke. For så så han nok ikke hendes tur med egne øjne og hun måtte vel sige det til ham bagefter? For hun ønskede at være åben og ærlig, og han ville vel gerne vide det? Hvis ikke, holdt hun det da glædeligt tilbage. Hun hadede dog, at hun ikke kunne forberede sig på noget. Hun anede ikke hvad han ville gøre hende. Hun trak skuldrene op og sank helt sammen igen, hver gang han skreg. Det skar hende dybt inde i sjælen. Hendes blik faldt mod Samuel, selvom hun ikke rigtigt kunne gøre sig klog på ham; Det ønskede hun et sted heller ikke. Hun havde blot prøvet med nåde. Hun var virkelig bare i panik, så det var røget mere eller mindre ud af hende. Hun holdt nærmest vejret og pustede fast ud, da Samuel holdt en pause igen. Bare små 30 slag tilbage, nu da de var nået til 80. Hun så Samuels læber bevæge sig, men hørte ikke rigtigt hvad han sagde. "Samuel, hvis du prøver at sige noget til ham, så hold mund!" hvæsede hun fast. Hun bed tænderne sammen og kiggede indgående på ham. "Eller at få noget ud af ham.. Du skal ikke prøve på noget, er du med?!" hvislede hun køligt og opfordrene. Hun havde dog ingen ide om, hvad han havde sagt. Men hun ville ikke have noget mildere. Det var ikke fair, at den svageste skulle pines mest. Og så slog det hende, at det måske var noget med hendes straf. "Og du vover på at gøre min straf mildere!" endte hun med et tilføje ud i det blå. Fordi det havde de jo været inde på før, det kunne være det? Hun rev i sine lænker, som bare raslede i protest og holdt hende hængende.

[Deleted]

Pharrel havde aldrig nogensinde prøvet noget lignende. Den tanke og den føelse af at skulle hænge der, var virkelig noget af det værste som han nogensinde havde været igennem! Han havde ingen følelse i ryggen mere og han havde virkelig ikke ork eller noget som helst, til at skulle stå op, så det sagde vel også bare lidt om hvor slemt det faktisk måtte være når det endelig måtte komme til stykket, for det var i den grad ikke behageligt på nogen måde overhovedet! Han klemte øjnene fast sammen, nu hvor de mange piskeslag endnu en gang måtte sige sig at gå mod sin ende. Hvilken milepæl han nu havde nået, det vidste han virkelig ikke, men han kunne virkelig bare håbe på, at det snart måtte være slut, for han kunne virkelig ikke klare mere for øjeblikket, det var ganske enkelt utroligt! Og det her var virkelig noget som måtte tage kagen! Han kunne udmærket godt fornemme, at Samuel måtte være frustreret, selvom det var ham fuldkommen ukendt, hvad det var at han måtte være frustreret over, for det var virkelig ikke noget som gav nogen mening for ham når det endelig måtte komme til stykket, det var heller ikke noget som man skulle komme det mindste udenom. Som Samuel havde valgt at trække sig op på siden af ham, så vendte han blikket stille mod ham og med den samme faste og alvorlige mine ligesom før. Han prøvede virkelig at holde igen. Han prøvede virkelig at klare sig så godt som det nu ville være ham menneskelig muligt, men det var for pokker da heller ikke nemt når det endelig måtte komme til stykket og den mand… Han gjorde det virkelig heller ikke nemt! Det rødlige glimt som normalt var i Pharrels øjne, var virkelig tæt på at gå ud, også selvom han tydeligt måtte vende opmærksomheden mod Lilyann ved hendes ord. Hendes paniske ord og hendes måde at reagere på, gjorde det virkelig heller ikke nemt for på på nogen som helst måde overhovedet, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af lige nu! Tænderne bed han fast sammen, som han blot måtte nikke til Samuels ord. Han ønskede virkelig ikke,a t Lilyann skulle gå igennem noget som bare måtte minde omkring det som han selv havde været igennem! Det gjorde ondt og han vidste, at det her ville få katastrofale følger allerede fra start af, og det var helt sikkert, for han ville ikke kunne gå bagefter. Han havde ingen følelse i nakke, ryg eller ned i benene. Han bed sig svagt i læben. ”Hvad skal hun gennemgå for mine handlinger, Samuel?” vrissede han let. Det var tydeligt anstrengt for ham selv, at skulle snakke, for nemt, det var virkellig ikke det nemmeste i hans tilstand lige nu. Han ønskede virkelig at lette den smerte som Lilyann skulle gennemgå, om han så selv skulle tage hendes straf i den anden ende, så gjorde han det endda med den største fornøjelse, for han følte virkelig at han skyldte hende det efter alt det som han selv havde gjort ved hende. Blikket forlod virkelig ikke Samuel på noget tidspunkt. Alene den pause som han var tvunget til at skulle tage netop ved bare at sidde her på denne måde, var virkelig ikke noget som faldt i nogen former for god jord ved ham på nogen måde overhovedet, for han vidste, at han slet ikke var færdig endnu og tanken var direkte dræbende som intet andet overhovedet! ”Lilyann ti’ stille!” endte han med en så fast stemme som det var ham overhovedet muligt, så var det vel også klart for hende, at han faktisk måtte mene det her i dets brændende alvor. ”Mig mig det værste.. bare.. skån hende,” bad han endnu med en dæmpet stemme, da han igen måtte vende sig i retningen af Samuel. Han mente hvert eneste ord i deres ramme alvor.

[Deleted]

Samuel vidste lige nøjagtigt hvordan han skulle gå frem på denne måde. Han ville knække denne mand. Han var ligeglad med hvor lang tid det ville tage ham, den mand han skulle virkelig bare knækkes og det skulle være som aldrig nogensinde før! Lilyann havde ingen anelse om hvad der måtte vente hende og det var virkelig kun noget af det som gjorde det hele så meget bedre for hans eget vedkommende. Jo mere ondt hun måtte have det ved også at se på sin kære forlovede hænge der som han gjorde det, så var det virkelig bare det som gjorde det hele hundrede gange bedre. At se hende i nærmest panik over at se sin elskedes smerte, for det var jo heller ikke fordi at han formåede at skulle skjule den når det endelig måtte komme til stykket. Han holdt Pharrels blik mod sig. Hvis han virkelig måtte elske sin kære Lilyann, så ville han tage smerten for hende, så et sted kunen man vel også beskrive dette som en form for test også for ham? At se om kærligheden virkelig var så stærk, eftersom de ikke havde haft det mindste lyst til at skulle vente med at få barn til efter deres ægteskab havde stået, for det var virkelig noget af det som man kunne straffes hårdest for når det endelig måtte komme til stykket. Ikke at det var noget som rørte Samuel det mindste. Han havde jo trods alt lige stået overfor den store gudinde for kærlighed og lykke og fået at vide, at den kvinde som han elskede af sit døde hjerte, slet ikke var ment for ham, så det sagde vel sig selv, at han virkelig bare måtte være frustreret? Det var nok ikke noget som Lilyann havde mærket sig af endnu, men han var fuldkommen overbevist om at Pharrel havde, for han kunne næsten så tydeligt læse og se den smerte i mandens blik. Han havde selv personligt bedt om at skulle få lov til at straffe disse to i aften, det var vel også fordi at han var… jaloux et sted? Jaloux på det som måtte ske mellem dem, jaloux på at de havde hinanden for det havde været ham tydeligt, at Lilyann havde elsket ham, men om det jo så var gengældt, det var jo så det. At han direkte bad ham om at skåne Lilyann var et bekræftende svar i sig selv for hans vedkommende, hvilket kun fik det faste smil til at brede sig over læberne, inden han vendte blikket mod Lilyann og næsten med det morderiske glimt i øjet. Han gik roligt tilbage til bordet hvor han lagde pisken fra sig. ”Jeg skal nok være en anelse gavmild i dag.. Du har fået piskeslag nok..” Han fremdrog et mindre læderetui i stedet for og betragtede det roligt med et kækt smil på læben. Man kunne i den grad ikke sige, at han var færdig med det hele endnu, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han åbnede det lille stykke læderetui, hvor han fremdrog en smuk, smuk kniv som han lagde roligt og trygt i hans hånd. Den var lavet efter hans faste næve, så den hvlede der fuldkommen perfekt! Han vendte sig roligt i retningen af Pharrel igen. Han var jo kendt med at manden var en spide – ligesom han selv var, så han kendte så sandelig også til den races styrker og dens svagheder. Han lagde hovedet roligt på sned, som han roligt steppede op ved siden af ham igen. Den frie hånd lod han gribe omkring mandens hår, for at rive det baglæns, så han ikke rigtigt kunne rokke sig det mindste når det endelig måtte komme til stykket. Knivens blad lagde han tæt mod Pharrels bryst. ”Åh… glemte jeg at sige, at bladet er dryppet i ren hvidløg?” Han vendte blikket mod Pharrel og med den klart morende mine, idet han skar en frygtelig dyb flænge henover hans bryst. Han kunne tydeligt se som manden spændte og kraftigt stivnede, da han kom i kontakt med bladet. Det måtte klart gøre ondt!

[lilyann]

Det var virkelig ikke nemt at se den man elskede hænge så slapt. Det var ikke kun Pharrels skyld. Jo han havde da nok været væk, så de ikke havde haft muligheden for at blive gift inden barnet kom. Men på den anden side, burde hun slet ikke være blevet gravid før de var gift. Det var da noget af det dummeste! Det var begges skyld, det holdt hun virkeligt på. At han måtte have så ondt, at følelsen nærmest var begyndt at svinde ind, det kunne hun da tydeligt se på ham! For hun kunne mærke hans fysiske smerte i det indre. Psykisk der slog det hende virkelig hårdt, det var ikke til at tvivle på. Hun kiggede mod hans fødder, da blodet der dryppede fra ryggen skar hende smertefuldt i øjnene. Det var som om, det sprang på hende selvom det dog var henne ved Pharrel. Hun kiggede mod Samuel og så tilbage til Pharrel. Hun frygtede mere og mere for hvad der skulle ske. Piskeslagene sakkede ganske rigtigt mod en ende. Og det glædede hende virkeligt. Så måtte han da også snart slippe for mere, ikke? Hun ville sådan set bare igennem det og så komme herfra, hvis de da kunne. Hun håbede dog virkeligt. Hun ville bare have fat i Arius. Hun ville virkelig blive vred hvis de så meget som krummede et hår på hendes søns hoved! Frustrationen var det eneste hun ikke mærkede, måske hun ville komme til det? Måske ikke. Hun vidste det ærlig talt ikke. Hun var panisk. Det var da langt fra nemt for hende! Hun ville bare dele denne straf med ham, for hun ville virkelig føle sig skyldig om hun slap herfra uden en skade og han ville få men af det fremover. Hun bemærkede, at Samuel ikke svarede på hvad hun skulle gennemgå. Det satte en lille frygt i hende, selvom hun virkelig gjorde alt for at skjule det. Hun frygtede ikke for sig selv, det burde hun ikke. Hun var stærk. Men hendes fortid burde hun bar ikke frygte dette. Pharrel skulle ikke tage det hele, for han kunne ikke klare det. Det kunne hun tydeligt se. Hans øjne flakkede og han var da tæt på at gå ud som et lys, det var da sikkert for hende. Hun skulle til at sige mere, men tav fuldstændig da Pharrel bad hende om at klappe i. Hun blinkede let med øjnene, nå så det kunne han godt sige, var? Hun fornemmede at Samuel testede Pharrel, et sted gjorde det hende også spændt. Elskede Pharrel hende mon egentligt? Eller forsvandt han, fordi han ikke elskede hende. Der krævede hun også at vide når de engang kom herfra. Hun bed tænderne sammen og sagde ikke mere for nu. Hun spærrede øjnene op, da hun fik øje på kniven. "N-nej," gispede hun, da han skar den dybe flænge ned over Pharrels bryst. Hun bed tænderne sammen. Det måtte da virkelig svide. Tårerne samlede sig i hendes øjenkroge. Men når nu Pharrel havde bedt Samuel skåne hende, så blev hun vel ikke skånt? For da hun havde bedt om nåde, var det blot blevet værre. Det havde sikkert være både en test og et snydespørgsmål! Hvor hun ikke kunne fordrage dette. Hun spændte fuldkommen i hele kroppen, da hun hørte Arius skrige endnu mere ulykkeligt et sted i slottet, end det hun havde hørt før. Hun bed tænderne sammen og en tårer faldt stille af ren frustration og frygt for sin søn Hun ville bare hjem. Var det for meget at forlange? Ja når man brød lovene var det åbenbart.

[Deleted]

Hvis Pharrel kunne, så ville han virkelig gøre absolut alt for at skulle lette den form af smerte som hun måtte brænde inde med og det som hun havde i vente, for så længe at Samuel var så frustreret som det han måtte være lige for øjeblikket, så var det virkelig ikke en mand som hun ville ønske at hun skulle have lov til at komme i nærheden af! Det var måske ikke hans fejl alene, selvom han virkelig følte det, for han havde ikke været der og det var næsten også det som han følte, at han måtte blive straffet med på denne måde, for det var virkelig intenst! Uanset hvad det nu måtte være som han måtte føle i det ydre, så kunne det virkelig ikke måle sig med det som han kunne føle i det indre, for det var virkelig noget så frygtelig intenst som intet andet når det endelig måtte komme til stykket og det havde virkelig gjort noget så frygtelig ondt! Han hang nu stadig i de faste lænker og med den klare skælven og den klare sitren i hans eget sind, at man skulle tro at det måtte være løgn, for han havde virkelig aldrig nogensinde oplevet noget lignende end det her! Nu hvor han måtte hænge i lænkerne og uden at han kunne gøre noget for at komme fri eller beskytte hans kære forlovede som han jo stadig måtte ønske, så var det også en tanke som virkelig måtte frustrere ham! Blodet dryppede fra hans ryg, selvom det virkelig bare var noget som han valgte, at skulle bide i sig lige nu. Han kunne ikke rigtigt mærke det mere.. Han havde virkelig ingen former for følelse i ryggen og det var noget som han i den grad godt kunne mærke, for det gjorde virkelig noget så frygtelig ondt bare at skulle bevæge sig! Han var virkelig ved at blive slået fuldkommen til plukfisk! Han var nu sikker på at det var et snydespørgsmål, for det at skåne folk og vise nåde, det var slet ikke noget som lå til Samuel, så meget vidste han trods alt også. Han knyttede hænderne ganske fast og med den noget så faste mine som han bare ikke ville skjule det mindste, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, så var det ganske enkelt ikke muligt for ham på nogen som helst måde overhovedet. Han vendte blikket stille og roligt mod Samuel, som han byttede kniven ud. Det som han fandt frem, var virkelig ikke noget som gjorde ham det mindste rolig på nogen måde! ”N-nej..” hviskede han næsten skræmt, da hans hoved blev revet bagud og den dybe flænge måtte finde sig vejen over hans faste bryst. Han klemte øjnene fast sammen og med et kraftigt gisp. Nøj hvor det gjorde ondt! Han prøvede selv at skulle rive hænderne til sig, selvom han virkelig ikke kunne! Dyppet i hvidløg.. Han kunne i den grad godt mærke det og i og med, at han jo var en hel spide, så var det i den grad ikke noget som han bare kunne smide fra sig på den måde! Tårerne samlede sig i hans øjne og med blikket som blot kunne stirre op i loftet eller være helt i mørket ved at holde dem lukket. ”Det gør ondt..” endte han dæmpet. Havde han ikke været igennem smerte nok allerede? Det var virkelig bare noget som brændt sig så voldsomt fast ind i hans hud, at man skulle tro at det var løgn, for det her det kunne han da i allerhøjeste grad godt mærke! Nøj hvor det gjorde ondt!

[Deleted]

Hvis der var noget som Samuel virkelig forgudet, at han kunne gøre, så var det at lege. Pharrel og Lilyann, var virkelig ikke andet end to stykker legetøj for ham og han sad der som en lille uartig unge og splittede det hele ad, hvilket blot var en tanke og noget som han direkte ønskede at gøre det, for det andet ville han så sandelig heller ikke få det mindst ud af. For øjeblikket, så kunne han få lov til at få bugt med bare nogle af de frustrationer som han måtte brænde inde med på denne forfærdelige måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om og det var virkelig også noget som gjorde det meget mere behageligt for ham selv. Han var slet ikke i tvivl om, at han ville gå tilfredst herfra når han engang ville blive færdigt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han smilede ganske let. Han kunne både se og mærke Pharrels smerte og det var virkelig som det kick han selv havde brug for, for at fortsætte, for han var i den grad ikke færdig nu! Pharrel ønskede, at han skulle skåne Lilyann? Uh, han kunne sagtens skåne hende lidt, for de frustrationer kunne sagtens gå ud over den kære, kære Pharrel i stedet for og det var i den grad også det som han agtede at skulle gøre i det store og hele, hvad end om det var noget som han ønskede det eller ikke, de var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert. Han smilede et køligt og noget så tilfredst smil som aldrig nogensinde før, det var ikke noget som han hverken kunne eller ville skjule for nogle af dem, for han nød virkelig hans foretagende i øjeblikket. At den dybe flænge, var noget som gjorde ondt, var noget som han tydeligt kunne fornemme, for hans greb omkring Pharrels hår, var han nødt til at gøre mere stramt og mere fast end før. ”Pas nu på, at du ikke ender med at brække nakken,” vrissede han med en fast tone. Han lod hovedet næsten søge på sned, som hans steppede om bag ham igen, holdt hans hoved fast ind mod hans egen krop, som han også holdt fast omkring hans kæbe med en arm omkring hans hals, så han ikke kunne komme derfra bare sådan uden videre. ”Du har aldrig nogensinde set din lille søn, har du?” Han smilede et ganske koldt smil. ”Og du ønsker at jeg skal skåne din kære, Lilyann… Det kan jeg sagtens gøre,” sagde han med en rolig og ganske så kold og fast tone. Han lagde kniven tæt ind til Pharrels øje, hvor han uden tvivl skar ned under hans øjeæble uden at tøve det mindste, blot for at skære synsnerven over, så han kunne få muligheden til bare at fjerne hans øje. At mærke at Pharrel stivnede på den måde og med et ellers så kraftfulde skrig, selvom han slet ikke kom nogen vegne, var mere end nok til at lade det kolde smil gå over hans læber, for det her var virkelig det bedste som han nogensinde havde været igennem. Det blødte en god del, men ikke faretruende meget. Han gentog handlingen med det andet øje og fjernede det lige så, blot for at gøre det fuldstændig mørkt for Pharrels blik. Han ville ikke kunne se noget som helst. Derefter… lod han ham bare hænge for en kort stund, inden han lod lænkerne slippe ham, så han måtte ryge direkte ned i jorden. Han ville uanset ikke kunne røre sig meget sådan som han var gennemtæsket allerede. Nu var han da færdig med den mand.

[lilyann]

Lilyann betragtede Samuel, fulgte ham med blikket. At de var legetøj for ham, det var allerde gået op for hende. For han var koldblodig og ligeglad. Mindede et sted om hende selv; Brugte uskyldiges fejl til at more sig med. Det havde hun jo selv gjort, før hun mødte Pharrel. Mødte tilfældige, fandt deres svagheder og misbrugte det imod dem selv på en ond måde. Men hun var ikke den mere, selvom hun dog sagtens kunne relatere til det. Hun kiggede væk, fordi det gjorde ondt at se Pharrel hænge der og ligeså Samuels grove behandling. Men okay, skulle Dvasias selv holde sig indenfor 'rammen' af hvad straffen var? Nej, der var jo ingen der ville komme efter de kongelige for at bøje reglerne. I hvert fald ikke straf reglerne. Hun trak vejret dybt. Noget luft havde hun trods alt brug for, for hun var ikke hel spide. Hun kunne også gå ude i lidt af dagstimerne, blot ikke i den høje eftermiddagssol. Men hun kunne da stå ude og betragte solop- og nedgang, hvis det var hvad hun lystede. Hun sank en klump. Arius var dog nærmere halv spide af, hvad hun kunne fornemme. Så hendes animagus og alkymist evner var mindre i den lille knægt, fordi Pharrel jo også bragte rene spide gener med sig. At Samuel så ville skåne hende, men ikke ham. Det var da virkelig bare frustrerende. Dominerende mandfolk, hvor hun ikke kunne tage det! Hun gispede helt, da hun nærmest mærkede kniven på sig selv. For det gjorde virkelig ondt at se Pharrels smertetrækninger, det kunne hun ikke komme udenom. Hun fulgte Samuel med blikket, som han steppede om bag Pharrel, greb omkring hans kæbe og hals og holdt ham endnu mere fastlåst. Hun spændte i hele kroppen, da hun så Samuel lægge kniven mod Pharrels øje. "N-nej! NEJ SAMUEL!" hvæsede hun koldt og dog med en lettere skinger stemme. Da Pharrel skreg det smertefulde skrig brød tårerne hurtigere ned over hendes kinder, for det var bare for meget! Nu fik Pharrel jo aldrig sin søn at se. Hun hev vejret i små stød, for tårerne og gråden blandede sig godt med hendes egen frustration og panik. Var det det, som kunne være sket hende? Og nu var det gået ud over Pharrel. Hvor hun ikke kunne fordrage den tanke, det var hendes straf.. Den burde han ikke tage. Han fortjente at se sin søn. Det måtte hun virkelig gøre noget ved, når hun engang kom herfra! "Dominerende forbandede mandfolk der kun lytter til mænd!" hvislede hun grådkvalt og sank klumpen i halsen, der blev ved med at trænge sig på. Hun vendte blikket væk, da Samuel gentod handlingen på hendes elskede. Hun hørte det lette bump fra Pharrel da han røg i jorden, og kiggede hen på ham. Når hun engang kom ned, ville hun rive et klæde af sin kjole og binde for hans øjne. For ingen ønskede at se sådan udhuling af øjnene, og hun ønskede ikke at han skulle beglos, og blødningen skulle også stoppes. Hun rykkede let i hendes lænker, selvom hun ikke kom nogle vejne. Hun bed sig i læben og prøvede at stoppe tårernes vej ned over hendes kinder. Hun blev dog hurtigt opmærksom, da Arius' gråd blev stærkere og stærkere. Vagten kom bærende med knægten, som var blevet lagt ned i en kurv, der passede til længden. Knægten havde det da mere behageligt end sine forældre. Døren gik op og vagten så undskyldende på Samuel. "Herre, den her knægt driver mig til vanvid.. Kan han ikke stå herinde?" spurgte han stille. Arius faldt dog ikke nemt til ro, han hylede og skreg. Han havde jo ikke mor ved sig. Lilyann prøvede at tysse på ham, selvom hun manglede at holde ham i sin favn og gøre ham tryg. Og de tyssende lyde var også grådkvalte, hvilket Arius måtte kunne fornemme.

[Deleted]

Pharrel slap et tydeligt gisp, idet han blev sluppet direkte ned i gulvet, hvor han fast måtte bide tænderne sammen og med den kraftige sitren som han ellers ikke kunne formå at lægge det mindste skjul på, på nogen måde overhovedet. Han bed tænderne så tydeligt sammen, da det vel også var tydeligt, at han havde ondt? Det føles næsten som han måtte græde blod, for det stod ned af hans øjne som havde det været tårer. Han kunne sagtens høre Lilyann.. Bare alene tanken om, at det var der her som skulle møde hende, så var han virkelig glad for, at det var ham som skulle gennnemgå dette og ikke hende selv! Han vendte sig forsigtigt, så han ikke lå på ryggen, for det var virkelig noget som gjorde ondt som bare fanden! Han slap et svagt gisp, da han fik sig vendt, så han lå på maven i stedet for, for det gjorde da langt mindre ondt end alt det andet! Alt var virkelig fuldkommen sort for ham. Han kunne virkelig ikke se en pind! Det gjorde ham om ikke andet, en anelse mere urolig end før, for nu var alt han kunne gøre.. det var at lytte og bare.. vente på at det her ville være overstået og det var virkelig heller ikke en tanke som faldt ham i god jord på nogen måde overhovedet. Han måtte virkelig hade det som intet andet overhovedet. Han rystede og han skælvede. Han havde virkelig bare ondt. At høre den lille dreng græde, var noget som han så tydeligt kunne høre og det var noget som rev i hans opmærksomhed. Den lille skabning skulle under ingen omstændigheder herned! Det ville han simpelthen ikke tillade! Kunne han gøre noget som helst for at undgå, at det var sådan, at det skulle ende, så havde han i den grad gjort det, men han havde virkelig bare ikke styrken til noget som helst. ”N-nej..” Hans stemme var anstrengt, idet han gjorde et forsøg på at komme op. Han havde aldrig nogensinde set sin lille søn og nu skulle han aldrig nogensinde få lov til at se ham? Det i sig selv, var virkelig en tanke som måtte gøre noget så frygtelig ondt og det var nu ikke noget som han kunne gøre meget ved for øjeblikket, for det var virkelig bare noget som han måtte bide i sig. Han opgav hurtigt at rejse sig. Det sprak virkelig i alle hans mange åbne sår i ryggen. Han havde nok kun fået 80 af de 100 slag som han skulle have oprindeligt, men han kunne virkelig ikke holde til det. Han vidste godt, at han var svag på det led, selvom det nu ikke var noget som han kunne gøre noget ved! ”Lad dem gå…” Hans stemme var virkelig ikke blevet til noget andet end en hvisken, for det var virkelig bare noget som måtte gøre noget så frygtelig ondt, det var slet ikke noget som man kunne tage det mindste fejl af overhovedet. Han åbnede og lukkede øjnene hele tiden, selvom det virkelig føles som det måtte brænde! Han lagde sig ned, som han pludselig bare valgte at give sig hen til det som Samuel havde gjort. Givet sig hen til hans dominante holdning, for det var vel ikke noget som man kunne gøre noget andet end at have respekten for når det endelig måtte komme til stykket, for han vidste jo godt, at denne behandling var intet andet end selvforskyldt. Den lille knægt skulle ikke stå der for sig selv, nu hvor der ikke var nogen til at beskytte ham! Det ville Pharrel virkelig ikke have! Han bed tænderne fast sammen og rystede på hovedet. Han følte sig virkelig bare komplet hjælpeløs og han hadet det virkelig!

[Deleted]

Nu hvor Pharrel mere eller mindre måtte siges, at være uskadeliggjort, så kunne Samuel vende blikket og hele hans opmærksomhed i retningen af Lilyann i stedet for. Den kære tøs hade virkelig vist sig at være temmelig tålmodig når alt kom til alt. Det var vel bare en skam, at hun ikke havde fundet ud af, at det ikk hjalp at råbe og skrige af ham, for det ville virkelig ikke få ham til at stoppe? Deres familie var noget som han virkelig kunne sige sig at være direkte jaloux på, på alle måder som man overhovedet kunne tænke sig, for det var noget som han tilsyneladende ikke ville kunne skaffe sig selv, hvilket han faktisk var.. ked af et sted? Selv en mand som Samuel kunne føle, det var bare noget som alt for mange måtte tage fejl af, selvom det nu ikke var noget som gjorde ham synderlig meget. Han var mere eller mindre ligeglad med alle andre, for det var vel heller ikke noget som i sig selv, måtte have nogen betydning for ham som sådan? Det var jo ikke fordi at han blandede sig i deres liv, som de heller ikke blandede sig i hans? Hans blik måtte falde næsten morende til Lilyanns skikkelse. Hendes vrede og alligevel den panik, var noget som han kunne fornemme ved hende, og det var noget af det som i den grad også måtte tvinge ham til at fortsætte ned af denne køre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han blev stående med den blodige kniv i den ene hånd og Pharrels to øjne i den anden. For mange var det måske direkte vammelt, men det var virkelig ikke første gang, at han havde stået i en situation på denne måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. ”Nå.. skal vi så se..:” Han så mere eller mindre fuldkommen væk fra hendes ord lige i øjeblikket, for det var virkelig ikke noget som rørte ham det mindste på nogen som helst måde overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. Hans næsten kyniske og morende glimt, måtte tydeligt træde frem i det ellers så frustrerede blik. Pharrel havde virkelig været ham en hjælp der, for han var slet ikke så frustreret som da han var kommet herned. De ville virkelig ønske, at det havde været Jaqia i stedet for, for hun havde vel heller ikke trukket det ud på denne måde? Han vendte blikket fast, som de måtte komme bærende ind med skrigeungen. Han kunne da ikke arbejde i den forbandede larm! Han kneb øjnene tydeligt utilfredst sammen. Det at gøre ham utilfreds, var slet ikke noget som man skulle kunne tolke godt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han himlede med øjnene. ”Og du tror at jeg kan? Tror du jeg kan arbejde i den her larm!?” vrissede han med en fast tone. Han vendte blikket stille mod Lilyann og med det morende smil. ”Så lad knægten stå og forlad os så!” vrissede han me en fast tone uden at skænke vagten så meget som et eneste blik, for det var slet ikke noget som han ønskede for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han gik hen til Lilyann, hvor hans hånd lukkede sig fast omkring hendes kæbeparti, så hun ikke ville være i stand til at trække hovedet til sig. Han havde smidt øjnene fra sig, for de var ødelagte alligevel, så han kunne heller ikke bruge dem til noget som helst når det endelig måtte komme til stykket. Han prøvede virkelig bare, at se væk fra knægtens skrig, for han kunne virkelig ikke arbejde i den larm. ”Nu hvor din kæreste Pharrel ikke kan se…. Så lad os gøre det lidt værre, skal vi ikke?” Med de ord, så klemte han let mod de specielle punkter på hver sin side af kæbe, så hun næsten ville være tvunget til at åbne munden for ham. Han holdt kniven klar og parat. ”Nå… gab op og lad mig se den tunge,” sagde han ganske kortfattet.

[lilyann]

Lilyann kunne ikke fordrage at se i øjnene, at Pharrel skulle være direkte uskadeliggjort. For han betød alverdens for hende. Hun elskede ham, som hun nu også måtte elske lille Arius. Hun kendte ikke meget til Samuel, for hun var ikke bekendt i Dvasias som sådan. Så hvordan skulle hun vide, at man bare skulle holde kæft? Og hvor nemt var det også lige at tie stille, når ens elskede blev pisket halvt fordærvet, skåret i og gjort blind? Havde Samuel ikke selv følelser? Jo, det havde han vel. Men de var skjult bag denne ligegyldige facade. At han faktisk så var jaloux og misundelig, var intet hun lugtede lunten af. Frustrationerne, dem forstod hun heller ikke rigtigt. Hun havde jo intet mærket endnu. Hun hang sådan set bare her og mærkede den psykiske påvirkning af, hvad fremtiden nu måtte bringe efter dette. Hun var både vred og panisk. Hendes blik faldt hen mod Pharrel, som langosmt rullede rundt og lagde sig på maven. Det måtte vel være mere behageligt for ham, selvom hun nu tydeligt kunne se hans fordærvede ryg. Den var utroligt forslået og fuldkommen revet op. Det så virkelig forfærdeligt ud, men mon ikke at smerten var langt større? Det ville i hvert fald tage tid at helbrede, men hun måtte vel brygge en eliksir sammen når de kom hjem og hun kunne få fat i urterne og de rigtige ingredienser. Mon ikke hun havde en gammel slidt eliksirbog derhjemme et sted? Jo det ville hun tro, for hun havde da brygget ting sammen før. For hun forstod logikken med 1/3 alkymist sind. Da Samuel vendte sig mod hende, så stirrede hun intenst på ham og klappede i. Hun frygtede for hvad der ville ske, men frygtede ikke for sig selv. Blot det, at hun ikke ville være forberedt var det værste. Hvad havde den mand mon i tankerne? Hun kunne virkelig ikke blive klog på det! Hun sank en klump. At Arius så var blevet båret herned, var virkelig det værste. Vagten satte kurven lige indenfor døren og smuttede hurtigt med et: "Ja Hr.!" Lil tyssede stadigvæk let og Arius begyndte stille at klappe i også. Han var kommet et nyt sted hen og der var ingen mand, der kiggede på ham. Samt at han kunne høre sin mor. Han var derfor mere tilfreds. Sulten var han vel også. Lil var virkelig rystet, for hun ville gerne hen til ham. Hendes blik røg dog straks på Samuel, da han berørte hende og greb fat omkring hendes kæber. Hun prøvede at rykke hovedet bagud, selvom det ikke virkede; Hun kunne ikke. Samuel var for stærk. Hun kneb øjnene i og rystede fast på hovedet. "N-!" Mere nåede hun ikke at sige, da hun blev tvunget til at gabe op. Hun foldede tungen helt ind i ganen, så han ikke bare kunne tage fat. Så skulle han da bruge 3 hænder, ellers bed hun blot tænderne sammen om hans anden hånd. Hun rystede på hovedet så godt hun kunne, det nægtede hun virkeligt!

[Deleted]

Samuel var mere eller mindre fuldkommen ligeglad med Pharrel lige for øjeblikket, for knægten kunne ikke gøre noget som helst alligevel, hvilket i den grad også bare måtte være ham en direkte morede tanke. At han kunne ødelægge folks liv på den måde, og at det faktisk kunne være så skræmmende nemt! Han kunne sagtens føle, selvom det .. vel også var tydeligt, at det ikke altid var noget som man skulle tage som et direkte godt tegn når det endelig måtte komme til stykket? Ikke at det var noget som rørte ham selv det mindste. Det var jo heller ikke fordi at folk direkte var interesseret i at skulle blande sig i, og det var vel også for det bedste, hvis de bare holdt sig væk? Pharrel ville ikke kunne gøre mere yderligere, foruden at søge hen til sin lille skrigeunge, hvis det var det som han ville, selvom han havde kendskabet til at manden aldrig nogensinde havde været i nærheden af den lille møgunge. Hans egen opmærksomhed hvilede nu til fulde på Lilyann i stedet for. Nu havde hun skreget op omkring straf og nu var det så sandelig også hendes tur! Han holdt stadig fast omkring hendes kæbe og det var tydeligt, at det her slet ikke var noget som hun havde lyst til, og det var noget som virkelig bare måtte more ham noget så frygteligt! Hans nærmeste morderiske glimt var slet ikke til at skulle tage fejl af på nogen måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. At han jo så ikke kunne få fat i tungen, var noget som virkelig måtte irritere ham, for han ville virkelig elske, at kunne tage hendes tunge fra hende, så de begge ville have store problemer bare ved at skulle holde sammen! Det at skaffe øjne på den ene eller den anden måde, var nemlig ikke bare noget som man gjorde for at gøre det, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. De røde øjne lynede af den store irritation, idet han lod kniven søge ned i et hylster som han havde i sit bælte omkring sit liv. ”Den tunge der… giv mig den!” vrissede han med en direkte fast tone, for det irriterede ham virkelig, at han ikke måtte komme til og det at stikke sine fingre ind i hendes mund.. Det var han da ikke dum nok til at gøre, for han vidste, at hun ville bide i dem. Helt dum var han altså heller ikke, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han kneb øjnene let sammen og med den klare og noget så tydelige irritation i minen som man slet ikke skulle tage fejl af, for han var virkelig bare så nem at irritere og så nem at skulle bringe til frustration for øjeblikket. Han fnøs ganske let, som han endte med at slippe hendes kæbe. ”Forbandede lille møgtøs..” vrissede han med den faste tone, for det var noget som i den grad måtte gøre ham noget så vred, det var der heller ikke nogen tvivl om! Han tog fat om hendes hals i stedet for, og skubbede hendes hoved en anelse bagud, hvor han roligt lagde knivens smukke blad tæt ved hendes hals. ”Du kan få det så hurtigt overstået.. Bare du giver mig den tunge,” vrissede han med en intens stemme mod hendes øre. Han var virkelig bare vred!

[lilyann]

Hele opmærksomheden var fuldkommen flyttet fra Pharrel og Arius, til at se på Samuel i stedet. For han var ret skræmmende lige nu. Hun ville da ikke give ham hendes tunge, så kunne hun da intet lære sin lille knægt. Hun kunne aldrig fortælle Pharrel noget, for hun kunne ikke engang skrive det til ham. Det satte en stærk frygt i hende, hvor hun virkelig bare ønskede at hun kunne irritere Samuel nok, så han ville finde på noget andet. For hun ønskede virkelig ikke at deres familie skulle brydes på denne måde. Hun ville kunne tale og snakke med sin elskede. Ellers kunne de ligeså godt opgive nu vel? Så var der intet for hende at leve for, hvis hun ikke havde stemmen. Hun mærkede at Arius faldt mere til ro, selvom hun lige nu havde problemer med at skulle sende kærlige tysselyde til ham, for hun hang fanget her og Samuel ønskede tydeligt at ødelægge deres familie, men det skulle han bare ikke have lov til! Hendes blik faldt kort på Pharrel, som han blot lå der og så kiggede hun endnu engang på Samuel. Hun trak vejret tungt. Hun græd ikke længere, men tårerne havde banet sig vej. Det kunne man se. Hun kiggede intenst på ham, for nu ville hun virkelig bare gerne hjem! Hun hev hovedet let tilbage, selvom han dog ikke slap hende. Han holdt godt fast, det kunne hun da godt mærke. Hun kneb øjnene let i og bemærkede godt det morderiske glimt. Men hvis hun ikke kunne tale eller kommunikere på nogen måde, så ville hun da virkelig dø indvendig. Så ville hun på en måde slet ikke være der? For Pharrel kunne ikke se eller høre hende så. Hun ville bare ikke. Det var virkelig bare for frustrerende. Bare tanken var dræbende. Hun fnøs. At han gerne ville splitte dem var hun ikke det mindste i tvivl om. Det kunne blive svært at finde øjne… Et sted, måtte de vel finde en djinn og så ønske øjnene og synet tilbage? Men hvordan skulle de dog det, hvis hun ikke kunne tale. Det hele vendte virkelig tilbage dertil. Hun kneb øjnene i. Hun ville bide så snart han stak fingrene ind, så han kunne bare holde sig væk! "Nej!" sagde hun med tungen rullet tilbage i ganen, hvilket gav en lettere tom lyd. Men hun svarede ham da. Hun så ham direkte ind i øjnene, at han allerede nu var irriteret kunne hun godt se på ham. Hun lukkede munden helt sammen. Jo, hun var da nok ikke ret høj og også slank. Men lille møgtøs, var da bare irriterende at blive kaldt. Hun spændte i hele kroppen da det var sådan, at han tvang hendes hoved bagud og strakte derfor hendes hals. Hun holdt vejret, som han lagde knivens blad mod hendes hals. "Nej..Samuel nej," hviskede hun dæmpet, så kun han ville høre det. "A-alt andet, bare lad mig beholde mine sanser.." bad hun dæmpet. Hun sitrede i hele kroppen, hun ville ikke! "D-du får intet ud af at tage min tunge, du kan da vel finde på noget andet?" hviskede hun dæmpet og opfordrende. Hvis han virkelig var en kvindernes mand, som var noget af det eneste hun kendte ham for, så kunne hun forhåbentligt slippe for at miste tungen?

[Deleted]

Samuel var mere eller mindre fuldkommen ligeglad med Pharrel og Lilyann lige for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, for ingen af dem kunne gøre noget som helst, for at ændre på dette udfald, det var helt sikkert. Knægten var simpelthen for lille og Pharrel var så forsvars- og hjælpeløs som intet som helst andet overhovedet. Ikke at det var noget som rørte ham det mindste når det endelig måtte komme til stykket, det var der vrkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han kunne ikke lade være med at more sig med den tanke i sig selv. Hvis der var noget som slet ikke var velset her i landet, så var det skilsmisse og børn udenfor ægteskab, så det var noget som man skulle være ekstrem obs på når man var en dvasianer, for det var virkelig ikke bare sådan, at skille sig. Det var noget som krævede forbandet meget, med mindre man gjorde det på ulovlig vis selvfølgelig. Nu hvor det var hende at han måtte have øjnnee op for, for alle de andre, ville slet ikke kunne ramme eller røre ham alligevel, selvom det virkelig måtte irritere ham, at ungen ikke ville holde kæft. Derfor skulle han aldrig nogensinde have børn selv og nu hvor det måtte lyde for ham, at han ikke ville kunne stifte familie med den som han måtte ønske, hvilket i den grad også var noget som måtte frustrere ham noget så frygtelig voldsomt, at man skulle tro, at det måtte være løgn! Nu hvor han bare måtte lukke de frustrationer ud, og så se hvad han måtte have at skulle gøre godt med i efterhånden. Det måtte bare lukkes ud, så det ville være meget nemmere for ham, bare at få det gjort, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han kuklo ganske let. ”Du er da ikke videre samarbejdsvillig,” sagde han med et kortfattet smil. Ikke at det var noget som faldt ham selv det mindste i smag, men hvad kunne han da gøre ved det? Intet! Og han var virkelig frustreret alene ved den tanke, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. De rødlige øjne hvilede på ham med den samme form af intensitet som det havde gjort før. Hun var stædig, det kunne han da se på hende, og det var noget som han selv kunne lide med en kvinde.. De var ham en udfordring, det var virkelig noget af det bedste! ”Jeg får intet ud af at tage din tunge? Uh, jeg tror nu jeg vil få meget ud af det.. Du vil ikke kunne tale med din kære, som ikke kan se.. Kan du ikke se det?” Han smilede et iskoldt og køligt smil, hvor han lod hovedet søge næsten skræmmende på sned. Det ville være umuligt for dem, at f å et liv til at fungere og det var vel også det som han var ude efter et sted? Han kunne næsten forstå et hint i hendes ord, hvilket blot måtte få ham til at smile. Han smilede et fast smil, som han lod hende komme fri af sin faste stilling, idet han tvang hende ned på det kolde stengulv i stedet for, hvor han fik hende lænket fast til nogle små kroge. Han greb omrking hendes hals, for at holde hende fast ned mod gulvet under sig i stedet for og med den samme og intense mine som man slet ikke skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han gik roligt ned i knæ og næsten over hende. ”I kan godt lide, at bryde reglerne, kan I ikke?” vrissede han ganske svagt mod hendes øre og med det stille smil på læben. Der var vel ikke nogen grund til at skulle lægge skjul på det, når det endelig måtte komme til stykket?

[lilyann]

Lilyann havde mistet fokus fra Pharrel, nu da han blot lå stille og ikke sagde en lyd. Samuel var som en mur der nu stod foran hende og blokkerede. Så snart hun kom til det, så tyssede hun endnu engang på Arius. Han lå og peb lidt, men skrigene holdt endeligt inde. Hun kneb øjnene fast sammen. Hun underlagde sig bestemt ikke uden kamp. Der hvor hun også havde ting at sige i hendes forhold til Pharrel, for hun skulle ikke ligge under nogen - stå lige eller være over. Det var hvad der hang stærkest fra i hendes fortid som en kold dukkepige, der tog hvad hun ville have. I dag var hun dog en helt anden og hun kune godt lide 'den anden'. Hun kiggede indgående på Samuel, for han var virkelig en torn i hendes øje, som hun ikke kunne fjerne. For hun stod jo lænket. Nok var hun ikke dvasianer, men i og med at hun var sammen med en, så gældte alle regler jo for hende, som det ville gøre omvendt om hun havde været dvasianeren. Hun kneb øjnene fast sammen. Hun havde øjnene på Samuel lige nu, for han havde virkelig taget alt fokus. Nok havde hun Arius' små pibelyde i det ene øre, men de forsvandt som hun virkelig bare holdt øje med hvad hans næste træk ville være. "Står der nogle steder at man skal det?" svarede hun ham blot igen. Stædig var hun. Udfordrende? Sagtens. Hvordan skulle hun dog ellers hamle op med en tidligere sensuel dæmon? Hun kneb øjnene let i. "Det vil du jo så bare ikke se fremover, så det er vel let spildt?" spurgte hun stille og mere selvsikkert, for han lod til at droppe det nu. Hun nåede lige at støtte ordentligt på fødderne, før hun blev tvunget i gulvet. De var omtrent lige stærke, det kunne hun mærke. Men hun var helt følelsesløs i armene af at hænge sådan i et stykke tid. Hun stivnede helt, da det øverste af hendes ryg som var bart i hendes kjole ramte gulvet. Det var da iskoldt det gulv. At han forstod hendes hint lettede hende et sted. Han havde vidst ikke tålmodighed til at skulle få hendes tunge vist. Hun blev liggende nede på gulvet. Dette rum var udspekuleret, for nu var hendes håndjernslignende lænker sat fast til gulvet i de små kroge. Hun betragtede ham stille og vennede sig til det kolde gulv ganske hurtigt. Hun hev vejret roligt ind. "Har vi da brudt andre?" spurgte hun blot dæmpet. Pharrel behøvede virkelig ikke at høre dette, for det var nærmest skamfuldt at tilbyde sig selv. Men hellere det end at miste taleevnen!

[Deleted]

Samuel skænkede virkelig ikke Pharrel en tanke. Det var jo heller ikke fordi at manden kunne gøre noget synderligt ved ham når det nu endelig måtte komme til stykket. Han kunne intet se, så han kunne bare lytte og i og med, at dette måtte være temmelig nyt for ham på alle måder, så var der ikke noget som han ville gøre ved det, uanset om han ville det eller ikke. Hans opmærksomhed hvilede fuldkommen på Lilyann og med det ellers så tydelige og næsten helt morderiske smil som måtte hvile på hans læber, som han bare ikke kunne skjule det mindste, uanset hvor meget han måtte ønske det eller ikke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Han kunne virkelig ikke komme udenom , at han virkelig havde nydt at gøre det her med manden som han havde gjort det, og det var virkelig heller ikke noget som sagde så lidt, det var slet ikke noget som man kunne komme det mindste udenom overhovedet. Hans røde øjne hvilede på hende og med det samme morderiske glimt som før. Lige dem som han måtte stå med her, var noget som han blot ønskede at ødelægge så voldsomt, som det var ham overhovedet muligt! Han kunne virkelig ikke fordrage tanken omkring det, at skulle stå i den situation som han gjorde det og det som de havde, det var noget sm han virkelig bare ønskede, at skulle ødelægge som aldrig nogensinde før, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Han fnøs ganske let. ”Spildt? Hvad skulle der da være spildt ved det her? Han kan intet se.. du vil ikke kunne sige noget.. Det vil.. fryde mig.. At se Jer gå fra hinanden,” vrissede han ganske let, vel viden om, at det hurtigt kunne koste Pharrel livet om det var det som det ville ende ud med, selvom det nu var noget som i bund og grund, slet ikke gjorde ham det mindste på nogen måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert. Han kneb øjnene let sammen med med den næsten så morende mine. ”Tro mig.. At se Jer måtte kæmpe for at holde sammen, vil virkelig være det hele værd.. Tænk over det.. Du vil aldrig nogensinde kunne trøste din søn med ord igen.. Og ha nvil aldrig nogensinde få muligheden til at se ham.” sagde han med en klart morende stemme og en morende mine, for det var noget som i den grad ville gøre det hele meget sjovere for hans vedkommende. Han vendte blikket stille mod Pharrel, da han havde kravlet op til knægten og prøvet at få ham rolig. Han prøvede om ikke andet på det. Han så igen på Lilyann, idet han lod hånden søge direkte op under hendes kjole og mod det øverste af hendes lår. Han lukkede hånden fast om det. Han var kold.. og han vidste det jo udmærket godt.