When the law catches you

[lilyann]

Lilyann havde mere eller mindre mistet koncentrationen fra andre end Samuel. Han var som en blokade, når han var så tæt og lige foran hende. Og når hele hans opmærksomhed hvilede på hende, så måtte hun blot gengælde det. For hun ville være klar når han gjorde noget. Hun vidste at der ville gå en tid, men så ville Pharrels lyttesans også være ekstra skærpet, når han nu ikke kunne se. Han ville høre selv de mindste ting, som han jo i forvejen kunne pga. hans race. Det morderiske glimt på Sauels læber var noget hun så og det gjorde hende langt fra tryg! Hun ville herfra med livet i behold. Hun ville herfra med sin taleevne, for uden den kunne hun ligeså godt være død. At han ikke kunne skjule lige disse kolde og morderiske følelser, det mærkede hun dog udmærket på ham. Hun håbeve virkelig ikke at hans lille plan om splittelse ville virke, for hun ville ikke miste Pharrel. Han betød alverdens for hende, selvom han havde været væk i ca 1½ måned. Så var det blot umuligt at miste de følelser, når savnet var så stort. Hun kneb øjnene i da han sagde, at det ville fryde ham hvis de gik fra hinanden. "I dine drømme," hvæsede hun koldt. Så ville Pharrel da være dødsens, om hun ikke kunne vejlede ham og hvad ville der ikke blive af Arius? Hun betragtede ham. Han var virkelig en kæmpe irritation for hende, men hun havde ikke tænkt sig at være svag! "Selvfølgelig vil jeg det, for du får ikke min tunge," sagde hun dæmpet og grinte blot dæmpet, for det morede hende virkelig at han ikke havde nogen form for tålmodighed. Det hele skulle gå efter hans hoved, ellers fandt han på noget andet. Det morede hende virkelig meget. Hun rakte kort tunge af ham, selvom hun dog hurtigt lukkede munden sammen igen. Hun gispede fast, da hans iskolde hånd ramte hendes lidt varmere hud. Han var en smule koldere end hende og det kunne hun tydeligt mærke. Hun rykkede låret til side, fordi det var så koldt. Ved at han blot stak hånden op under, så gled hendes kjole også op og afslørede mere af hans slanke ben. Idet mindste hunne kun da leve videre, med at han kom så tæt på hende. Det kunne hun ikke ved at gå rundt og lave spastiske lyde uden sin tunge. Hun afventede at han gjorde noget mere, for hun ville bare hjem!

[Deleted]

At Pharrel var færdig, så var det slet ikke nødvendigt for ham, at skulle skænke manden så meget som en eneste tanke mere til aften, for han ville virkelig ikke være i stand til at skulle øre noget som helst, det var helt sikkert. Manden ville ikke kunne gøre det mindste mere nu hvor han ikke kunne se det mindste. Spide eller ikke, så ville han slet ikke kunne overleve uden hjælp, det var slet ikke noget som man kunne drage det mindste i tvivl om på nogen måde overhovedet. Hans røde øjne og med det ellers så morderiske glimt, var slet ikke til at tage fejl af. Han gjorde virkelig dette for at ødelægge, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert. Han lod hovedet søge ganske let og stille på sned, hvor han selv ikke kunne skjule det næsten så kolde og så faste blik, for han nød virkelig af dette, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme i tvivl. ”Tro mine ord.. Mange af mine drømme resultere i virkelighed,” vrissede han med en ganske kortfattet og noget så fast stemme, det var end ikke noget som man skulle tage det midnste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han ønskede virklig at skulle splittte dem, udelukkende fordi at han bare kunne og fordi at han nu stod der med alle midlerne for hånden, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket! Han kuklo ganske let og uden at tage blkket fra hende det mindste. Han lod blot hånden fortsætte med at søge op over hendes lår, hvor han roligt greb fat i det nederste klæde af hendes kjole, hvor han rev i det med en fast bevægelse med hånden, så hun med andre ord måtte være blottet fra livet og ned på denne måde, det var end ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Dette var i den grad meget mere tiltalende for hans vedkommende. Han var klart mere tilfreds når han måtte føle, at det var langt nemmere for ham selv, at skulle komme til, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om det vel? Han var en mand som elskede at være tæt på en kvinde og det var også forfærdelig længe siden, at han havde været tæt på en sidst, det var noget som han også noget så tydeligt var i stand til at skulle mærke, nu hvor han endelig havde muligheden. Skulle han eller skulle han ikke? At hun rakte tunge af ham, var noget som virkelig bare måtte gøre ham direkte vred og så voldsomt irriteret! Han fnøs kortfattet. ”Alt for at beholde den tunge, hva´? Jeg kan sagtens ødelægge meget alligevel..” Han greb roligt fat om kniven igen og lagde den tæt ved hendes hals. ”Et lille snit.. og det hele er ødelagt.. for din, Pharrel og din lille søn,” vrissedde han med en direkte fast tone. Han var bestemt ikke bleg for at gøre det, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Han var en koldblodig morder og med alt hvad det måtte indebære!