When the law catches you

[lilyann]

"Hey forbistrede Tøs!" buldrede en stemme, idet at dørene blev slået ind på det lille træhus. Mørket var knapt nok kommet frem og Lilyann sad i køkkenet og drak en kop lun blod. Lageret var heldigvis stort nok til hende, for hun var bestemt ikke krævende og sparede gerne på det hele. Hun sad med Arius i en stofslynge, som gik bag om hendes ryg og holdt ham beskyttet ind mod hendes bryst. Han havde lige fået mad og var tilfredsstillet, så kunne hun selv nyde af sin. Hun så forskrækket op, da flere store muskelbundter kom ind i huset. "Vi er udsendt af Dvasias Kongehuset," sagde den ene kortfattet. Hun rejste sig hurtigt op og sprang tilbage fra bordet og dannede derved en afstand til dem. Dvasias? Hvad ville de? Intet godt, når de kom sådan ind og så utroligt sure ud. Hun så mod lille Arius, som var en smule urolig. "Hvad vil i?" spurgte hun dæmpet og med en lav stemme. Hun bedende om et svar, hun behøvede ikke nødvendigvis gøre modstand. Men hvorfor havde de kaldt hende forbistret. "Sikke en grim lille bastard unge du holder dig der," sagde en af dem hånligt og greb fat i hendes arm. Hun så op på ham. Han var snart 2 hovedet højere end hende. Hun blinkede skræmt med øjnene og så til den anden side, da en anden vagt kom hen og greb hårdt og kraftigt fast i hende. Det kunne ikke passe det her, det var en drøm. Vågn op, Lilyann! Skændte hun af sig selv, i hendes sind. Hun gispede, da de skubbede hende med sig. Hun prøvede at gøre lettere modstand. De havde end ikke besvaret hendes spørgsmål, selvom hun dog lige tænkte deres ord en ekstra gang igennem - bastard = Barn født udenfor ægteskab. For pokker da, de nye regler! Det havde hun da overhovedet ikke skænket en tanke, men Pharrel var jo også altid væk, så hvad skulle hun dog gøre? De skubbede hende med sig ud af døren. De var flere end bare de 2, men de var spredt ud over området. Indtil videre, havde hun sine arme fri. Hun slyngede dem omkring Arius, som lå og snøftede mod sin mors bryst. Han var jo bange - ikke noget at sige til det, fordi det var hun ogå. Og han kunne jo mærke hendes uro. Hun sagde ikke noget, som hun blev ført med sig væk fra huset og gennem Imandra. De holdt ved hendes overarm og skubbede bag på hende i ryggen. Hun havde ikke nået at få sko på, men skønt hun ikke frøs, så var det alligevel ubehageligt at gå mod sti og skovbund i bare fødder. Kjolen nåede lige ned under knæene, stram for oven indtil hofterne og ellers løs. Hun sagde ikke noget, var faktisk helt kold i blikket. Ikke var hun svag. Blot urolig for, om de kunne finde på at gøre noget ved hendes søn. Det ville hun bestemt ikke have, så hellere hende selv. Hun spyttede foran den ene vagt, som fik det på sine sko og han skulede til hende. De skubbede hårdere bag på hende, men hun fulgte fint med. Turen føltes faktisk ikke så lang. Der gik maks 2-3 timer, så var de fremme. Imandra var jo langt fra særligt stort og vagterne her, kendte jo de korteste veje. "Træd ind i helved," sagde de, da de tog hende ind af fordørene og førte hende mod kælderen. Hun snublede halvvejs ned af trapperne, men genfandt balancen. Den ene vagt, holdt Lil fast, mens den anden tog Arius fra hendes bryst af. "Ham får du, når din straf er færdigoverstået!" sagde han med en kold stemme og den anden vagt skubbede hende med sig. Han var fuldblodsvampyr, så dermed stærkere end hende, hvad det angik. Hun trak vejret dybt og knyttede hænderne let. De nåede torturkammeret og hun blev skubbet ind af døren..

[Deleted]

I og med, at Pharrel var en født og opvokset dvasianer, så måtte han ærligt erkende, at han slet ikke havde regnet med, at dette nogensinde ville komme til at skulle ske, det var også helt sikkert. Han var blevet fanget lige så snart, at han havde passeret muren fra Manjarno og ind i Dvasias og udelukkende for at skulle komme hjem, det var også helt sikkert. Det havde virkelig været ham et chok uden lige, for han kunne virkelig ikke se hvad pokker han havde gjort galt! Eftersom det var blevet præsenteret for ham, så var han endt fuldkommen tavs, for det var virkelig noget af det sidste som han lige havde regnet med skulle ske! Med hænderne fast tvunget over ryggen, var han blevet ført den lange vandring fra muren og direkte til det store Castle of Darkness. Det var end ikke fordi at dette var et sted som han opsøgte ofte, men han var jo ofte i landet og han var en statsborger af dette land og det havde altid været noget som han var stolt af. Han spændte fast i hele kroppen, også selvom der virkelig ikke var noget for ham, at skulle gøre ved den sag alene, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det var virkelig hårdt, det krævede forbandet meget af ham og det var virkelig en ubehagelig følelse og fornemmelse som aldrig nogensinde før! ”Slip mig!” vrissede han for hundredeogsyttende gang på vejen til slottet, selvom han endte med at tie fuldkommen idet at han måtte blive ført direkte ned mod de store kælderregioner ganske kort efter at Lilyann selv var blevet ført derned. Han vidste, at der var forbandet meget som han havde undværet at skulle se, så meget som havde passeret hans næse uden at han havde eller kunne gøre noget ved det og udelukkende fordi, at han ikke havde været hjemme igennem flere uger! Et sted var det virkelig noget som måtte skræmme ham selv, han vidste at han havde fået en søn, den mest perfekte af slagsen som han nogensinde havde set og det var jo udelukkende fordi at det var hans. Barnet var kommet udenfor ægteskab. Han havde slet ikke regnet med, at det var noget som skulle komme ham for øre og straffe nu! Lilyann var allerede kommet på plads, idet at han måtte komme en lille halvtime efter. Han kunne dufte hende. Det var jo heller ikke fordi at hans spide var så stærk i sig selv, men han var i den grad ved at vænne sig til det hele efterhånden og det var noget som han i den grad kunne mærke noget så frygtelig tydeligt også. Han sitrede let, idet at han måtte blive ført direkte ind af døren. Blikket gled direkte mod Lilyann, hvor panikken selv måtte brede sig i hans sind. Han var selv af en god og flot bygning i sig selv – det kom jo af, at man havde været en gammel sensuel dæmon trods alt. Han blev ført hen til en stolpe, hvor hans hænder blev ført over hovedet, så han kunne lænkes fast – Herved, blev det også helt og særdeles umuligt for ham, at skulle komme nogen vegne, uanset hvor meget han ville ønske det. Desuden ville det blive helt umuligt for ham, at skulle forvandle sig. ”Jaqia kommer hvert øjeblik.. ” sagde den ene vagt, idet at de måtte smutte tilbage mod deres poster. Pharrel bed sig ganske let i læben og prøvede ihærdigt, at skulle få hænderne til sig, det var virkelig bare ikke noget som var ham menneskelig muligt! ”Lad hende gå..” Hans stemme var ikke andet end en intens hvisken, idet han gjorde et fast og ihærdigt forsøg på at skulle få armene til sig. Det var virkelig bare alt for langt forbi hans egen grænse til hvad han ville acceptere på nogen måde! Han kendte jo udmærket godt til straffene… Hvorfor pokker havde han ikke tænkt på det noget før?! Blikket gled tilbage mod Lilyann.. Her kunne han ikke beskytte hende eller deres lille knægt og han vidste det jo udmærket godt.. Hvor han dog måtte hade det!

[Deleted]

Det var desværre ikke Jaqia som skulle udstede deres fællesstraf, selvom de nok ville ønske det i den anden ende. Samuel kunne virkelig være lige så slem, om ikke andet, så kunne han være mange gange værre, hvis det var det som han havde lyst til i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Vagterne havde valgt at efterlade Lilyann og Pharrel dernede. Det var da virkelig en synd og skam, at de ikke havde tænkt på at deres lille var kommet efter at lovene var indsat og i og med, at Pharrel var borger af Dvasias, så ville dette lands love så sandelig også ende med at ramme hende. Var det en skam, at han ikke følte med dem? Den kvinde som han selv måtte elske og holde af mere end det som var ment for en bror og søster, var oppe og lege med den kongelige rådgiver som hun gjorde hver eneste aften, så nu var det virkelig også bare på tide, at skulle lukke alle de mange frustrationer ud, for der var virkelig forbandet mange! Vagterne havde søgt til Samuels kammer, for at give besked om, at de var ankommet, hvilket kun måtte få Samuel til at smile. Denne gang var det så sandelig også ham som fik lov til at lege! Så længe, at Jaqia måtte spille sit spil, så ville han så sandelig også have lov til at skulle spille lidt med musklerne i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogne tvivl om. ”Glimrende.. Jeg tager over herfra,” sagde han stilfærdigt. Han rejste sig roligt fra sengekanten, tog roligt omkring den tynde, dog så kulsorte kappe og kastede den omkring sin faste og muskuløse krop og begav sig roligt ned i kælderregionerne. Han havde ikke været hernede siden Kimeya og Faith havde stået i den samme situation som Pharrel og Lilyann måtte gøre det i øjeblikket. Der havde han ikke bare været til stede, han havde stået udenfor og bare lyttet. Lyden af deres skrig havde været som musik i hans øre, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af, for han var jo trods alt hvad han måtte være og det var der virkelig ikke noget som helst at gøre ved når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Næsten med en sindssyge i blikket, begav han sig ned igennem de mørke katakomber og med blikket og tankerne kun hvilende et sted; Han ønskede at forvolde så meget smerte som det ville være ham overhovedet og menneskelig muligt at gøre det, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, for det var virkelig også noget af det som han var bedst til. Hans skridt blev hurtigere jo tættere på, at han måtte komme. Han nåede døren, hvor selv smilet måtte brede sig på hans læber. Han havde virkelig meget i hovedet for i dag, det var helt sikkert. Lilyann ville slippe med sin livmoder, for det var virkelg ikke en operation som han ville kaste sig ud i… Nej, han havde ganske andre ting i hovedet for hendes vedkommende, det var helt sikkert! Han slog døren op og trådte roligt indenfor. Nu om dage, var det i sig selv sjældent at han i det hele taget måtte forlade sit kammer, så dette var faktisk en af de ganske sjældne gange når det endelig måtte komme til stykket, men dette var virkelig ikke noget som han ville gå glip af, hvis han da ellers kunne blive fri for det, det var også helt sikkert! De næsten røde øjne faldt direkte til deres skikkelse, hvor han tydeligt kunne se, at Pharrel måtte hænge temmelig fastlåst. Det passet ham glimrende, så kunne han jo trods alt også starte ud med Lilyann. ”Det var godt I kunne blive hængende.:” Det morende smil bredte sig roligt på hans læber, som han kastede kappen fra sig igen og stod der i de typiske mørke bukser og en mørk skjorte. Han smurte ærmerne roligt op. ”I ved begge hvorfor I er her..” afsluttede han kortfattet. Han vendte sig mod Lilyann først. Han var jo trods alt kendt for, at have et godt øje til det kvindelige væsen. Der var virkelig ikke noget bedre i hans øjne!

[lilyann]

Lilyann havde virkelig ikke skænket loven en tanke. Hun var jo ikke borger af Dvasias, men når Pharrel var hørte hun jo automatisk ind under ham. Og barnet var jo hans. Det hele var ganske let nok at kode sammen, når man kendte det. At han også ville komme, var hun næsten klar over. Det ville da undre hende, hvis ikke? De ville blive nødt til at være her morgenen over, for dette kun vel godt tage hele natten? Og alt efter hvad aftenen ville bringe, ville hun måske ikke kunne gå eller hvad pokker det nu måtte være, hun vidste det ikke rigtigt. Hun faldt ned på alle fire. En vagt kom ind igen og greb fat om hende. Han løftede hende op og fik hendes hænder lænket fast. Hun kunne kun lige stå på tærne. Hvad skulle det til for? De kunne da virkeligt sætte hendes pis i kog! Hun drejede fast blikket rundt. Hendes hørelse var jo skarp og hun kunne høre at Pharrel nærmere sig slottet derude. Hun følte det som en evighed, at hun hang her alene. Hun frygtede for om de ville skade Arius eller hvordan. Det ville hun bare ikke kunne klare, hvis de gjorde! Hendes øjne flakkede hende til Pharrel, som han blev ført ind og lænket fast. Hun havde selv prøvet at skulle forvandle sig - men dvasianere var ikke så dumme endda. Hun så hen imod ham. Vidste end ikke, hvad hun skulle finde på at sige til ham? Og her modtog han straffen for, at hun havde født hans barn; Som han end ikke havde set før. Det var virkelig en ubehagelig tanke. Han havde været væk i 1½ måned! Mindst i hvert fald. Da døren gik op, lod hun blikket falde rundt. Samuel? Skulle det ikke have været Jaqia. Tankerne snurrede rundt inde i hendes hoved. Det var virkelig for meget, at skulle igennem dette. Hun lukkede øjnene kort i. Hun skælvede af frygt og raseri på én gang. Det var ikke en god blanding. "Ja.." mumlede hun bare stille og stirrede olmt på Samuel, da han vendte sig mod hende. Hun støttede på tæerne. Det gjorde ikke direkte ondt at hænge. Hendes led var stærke i og med, at hun selv havde spiden i sig. Hun havde også muskler. Hun klarede jo det meste derhjemme, eller havde gjort det den sidste lange tid. Pharrel var der jo ikke. Hun håbede virkeligt, at han ville komme med hjem efter det her. Hun trak vejret en smule. Det gjorde hun, når hun frygtede. Hun hadede allerede dette og ville virkelig bare have det overstået. Hun kneb øjnene let sammen. Hun hang egentlig bare og dinglede lidt. Det var et par håndjern, der hang over en krog i loftet. Så man kunne tage hende ned, uden at tage hendes hænder fri. "Få det bare overstået.. Okay?" sagde hun stille og med en tiggende tone.

[Deleted]

Tanken alene om, at han var den som var skyld i, at de skulle stå her hvor de måtte stå i øjeblikket, var virkelig ikke noget som glædet ham det mindste og udelukkende fordi, at han vidste, at Lilyann havde fortjent så meget mere end bare at skulle sidde her! Han holdt af hende, også selvom han ikke havde set hende i lang tid. Der havde virkelig været så meget stress og pres på hans skuldre, at han havde været tvunget til at prioritere og han vidste udmærket godt, at han havde valgt at skulle prioritere forkert, selvom det virkelig ikke var noget som gavnede ham det mindste for dette øjeblik, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om og det var virkelig også noget af det værste af det hele, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var endda også helt sikkert. Hans krop dirrede og den sitrede som han kunne se Lillyann stå der. Han savnede hende virkelig og han savnede også deres lille selvom det nu var en lille en som han slet ikke havde haft muligheden for at se endnu. Hvor havde han da været dum! Han knyttede hænderne, hvor han ganske let også måtte bide tænderne sammen overfor hende. Han ønskede virkelig ikke, at hun skulle gå igennem dette, det var slet ikke noget som ville gavne dem det mindste overhovedet! At se Samuel fremfor Jaqia, var virkelig heller ikke noget som lettede ham det mindste. Det gjorde ham om ikke andet, så meget mere panisk, for han vidste jo udmærket godt, hvad det var, at den mand var kendt for at skulle gøre med kvinder og han ønskede vitterligt ikke, at det var noget som skulle ske med Lilyann! Han prøvede nærmere halvhjertet, at skulle trække hænderne til sig, udelukkende også fordi, at han vidste, at det aldrig nogensinde ville lykkes ham. De havde jo trods alt været kloge. Han kunne jo ikke engang forvandle sig til sin lille edderkopform! De røde øjne hvilede nærmere intenst på Samuels skikkelse.. Han ønskede snarere, at det var Jaqia som skulle gøre dette end det at det skulle være den mand som de nu også måtte stå overfor, for det var virkelig bare noget som gjorde ham mere urolig end det som godt måtte være for hans vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle drage det mindste tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var så sandelig også helt sikkert. Han sitrede let. ”Du lægger ikke så meget som en finger på hende, Samuel..” vrissede han dæmpet. Han kunne fint stå på jorden, men der var virkelig ikke meget mulighed for at bevæge sig. Han fulgte manden med blikket og nærmest som et rovdyr. Lige nu kunne man vidst ikke sige, at han var nogen stolt dvasianer, for han kunne virkelig ikke fordrage, at skulle stå i denne situation på nogen som helst måde overhovedet. ”Hun har intet med det her at gøre.. hun er ej af dette land..” afsluttede han kortfattet, også selvom han var klar over, at det ikke ville redde hverken ham eller hende for den sags skyld, hvilket han så sandelig også kunne være frygtelig træt af ,det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig mått ekomme til stykket i den anden ende. ”Få det overstået med mig.. Det er jo min egen skyld..” Han ønskede hende virkelig intet ondt og her følte han virkelig, at han var skyld i absolut det hele.. Hvor var den følelse direkte forfærdelig!

[Deleted]

Det morede virkelig Samuel at se deres reaktion på, at det måtte være ham som stod der og ikke en af de andre som Jaqia for den sags skyld. Han havde sin egen fremgangsmåde og sandt var det, at han var en kvindes mand. Det havde han altid været og det var noget som han om ikke andet, også var frygtelig stolt af. Han vidste jo så til gengæld udmærket godt, at meget af det som han måtte bære af rygte, også var noget som Jaqia måtte bære, så var det virkelig ikke noget som han sagde det mindste til. Han vendte sig mod Pharrel som den første. Det var som regel det bedste, at tage manden først.. Kvinden skulle jo trods alt kunne holde ud til det var hendes tur og han vidste godt, at Pharrel var en frygtelig tolerant mand, det var det som han også ville køre på når straffen skulle sættes ud, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, for det var virkelig ikke noget andet end det rene fakta, når det endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. At se ham reagere med en nærmest panik over, at han stod der i stedet for en anden, var noget som virkelig måtte more ham noget så frygteligt! ”Hvorfor må jeg dog ikke det, Pharrel?” spurgte han med en nærmere hvislen. Han kunne til enhver tid slå dem begge ihjel hvis det var det som han ville, men lige her, var der andre planer hans lille hoved. Hovedet lod han søge ganske så let og stille på sned og med den næsten så tænkende mine, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, for dette var virkelig noget af det bedste som han havde oplevet længe, det var slet ikke noget som man skulle komme udenom! Med næsten rolige skridt, så gik han hen til Pharrel. Han tog roligt kniven frem fra hans bælte, hvor han skar hans skjorte i stykker og fjernede den, så han ville stå der i fuldkommen blottet overkrop. Han smilede ganske let ved synet af den næsten så perfekte hud. Man var vel heller ikke gammel sensuel dæmon for ingenting? ”Lad mig nu se..” Han vendte sig mod bordet som stod op af væggen, hvor der stod alverdens med piske og lignende torturredskaber. Han betragtede hver eneste en med en ganske så eftertænksom mine hvor han ganske roligt gned sin egen hage. Han endte dog med at skulle tage en gammel og godt brugt læderpisk op som han roligt måtte veje i hånden. Han vendte sig roligt mod Pharrel igen og uden at han fjernede det næsten så triumferende smil fra sine læber. Det var slet ikke noget som han kunne på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke. Han gik roligt om bag ham og smældede pisken over hans ryg. Pisken var mere end kraftig nok til at skulle flændse huden. Der lød et kraftigt smæld..

[lilyann]

Lilyann følte sig som en ligeså stor del af skylden - selvom der var noget med, at Pharrel jo sådan set slet ikke havde været der over den sidste måned! Hun vidste end ikke hvad han havde lavet, men var bestemt ikke glad for det. Han havde bare at fortælle hende sandheden når de kom ud herfra, for løgne var noget af det værste! Men hun elskede ham jo. Pharrel var hendes eneste kærlighed og han kunne ikke bare gå nu, når de havde en lille. Hun ville virkelig hugge hovedet af ham hvis han gjorde! Den der tanke om, at hvis han ikke var hos hende skulle han heller ikke være hos andre, var ret kraftig lige nu. Hun havde selv været stresset - havde født selv og passet lille Arius. Hun havde bare navngivet knægten, Pharrel havde jo ikke været der. Så kom han heller ikke med i betragtningen af ideer til navne. Hun blev blot hængende. Stod på sine tær. Hun var jo ikke særligt høj og krogen sad jo i loftet, den kom jo ikke lidt længere ned bare fordi hun ikke var høj nok. Hun bed tænderne let sammen og kiggede hen på Pharrel. Hun havde sammenbidte tænder. At det var Samuel fremfor Jaqia.. Det betrygte hende langt fra! Hun kendte udmærket til hans rygter og det gjorde hende urolig. Idet mindste ville han vel ikke skære i hende? Så kunne hun jo stadig få flere børn. Det var da lettere betryggende. Der var bare noget så smukt over at holde sit eget afkom i favnen. Hun blev bare hængende, hun kom jo ikke fri alligevel, så hvorfor bruge kræfter på at rykke i lænkerne? Hun kiggede hen på ham, da han sagde at Samuel ikke skulle lægge så meget som en finger på hende. Hun sukkede, da han sagde det næste. Hun var ikke direkte dvasianer, men alligevel.. Det måtte hun jo være sammen med ham? Hvis de blev gift, ville hun jo også blive dvasianer. Og de var jo forlovede. "På en måde er jeg jo," sagde hun stille til ham. "Samuel, jeg er ligeså meget skyld i dette.. Hvis nogen skal straffes er det os begge!" sagde hun fast besluttet. Hun ville ikke gå herfra uden skrammer, og han så skulle lide. Hun kiggede hen på dem, da Samuel skar Pharrels skjorte op. Hun stod kort og beundrede sin elskedes bryst for et øjeblik, før hendes øjne fulgte Samuel hen til torturredskaberne. Hun bed sig i læben og kiggede ned i gulvet. Hun kiggede ud af øjenkrogen og spjættede helt, da Pharrel fik det første slag. Hun sitrede helt i hele kroppen.

[Deleted]

Pharrel nægtet virkelig at lade Lilyann blive nogen del af det her, for hun var jo ikke en dvasianer som det han selv måtte være.. Nej, hun var fra Imandra og derfor ønskede han virkelig også bare, at skulle beskytte hende! Her hang han og var tvunget til at skulle tage straffen for et lille barn som han end ikke havde mødt endnu! Ikke at det var noget som gjorde det meget bedre for ham, for det gjorde det i den grad ikke. Han havde ondt.. Han havde virkelig ondt allerede og det var endda før at pisken havde smældet over hans ryg! Hans hjerte ville have slået som en grasat mod hans bryst, hvis det havde været tilfældet, selvom det jo desværre ikke kunne være det. Han bed tænderne let sammen og med blikket som måtte søge direkte mod Lilyann. At hun skulle stå der og se på, var end ikke noget som han var meget for, for han vidste, at han ikke var den mest udholdelige af slagsen, så dette var noget som han tydeligt ville være i stand til at kunne mærke når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, selvom det virkelig ikke var noget som han var meget for at skulle indrømme i den anden ende, så var det jo heller ikke fordi at han havde noget andet valg. Han sitrede tydeligt og dirrede af den rene nervøsitet, for den havde han virkelig aldrig været den stærkeste til at skulle skjule, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, så var det ganske enkelt umuligt for ham lige nu. Han rystede fast med hovedet til hendes ord, selvom han virkelig ikke nåede at gøre noget andet, før han tydeligt og kraftigt kunne mærke piskens smæld over hans ryg. Det fik det kraftigt til at stivne i hele hans krop og med et klart og tydeligt fast gisp. Han bed tænderne sammen, mest af alt, for ikke at ende med at skrige, for det var noget af det sidste som han ønskede i denne sag! Han ville virkelig ikke give Samuel den tilfredsstillelse! Han gispede svagt, som han prøvede at genvinde fatningen ved det slag mod hans ryg, hvor huden allerede måtte være tydeligt flændset. Det ene lille slag som han havde været offer for til nu, blev kun efterfulgt af flere over hans ryg og han kunne tydeligt mærke dem. Der kom til tider disse små halvkvalte skrig som han ikke kunne tvinge i sig, for det gjorde i den grad noget så frygtelig ondt! Da de nærmede sig slag nummer 20, kunne han ikke holde igen og de små skrig, blev kun mere og mere tydelig. Det krævede klart anstrengelse nu, bare for at skulle være i stand til at holde igen, for det var i den grad ikke nemt for ham. Hans ben begyndte tydeligt at skælve under ham og med den ellers så kraftige dirren i kroppen og med blodet som stille måtte løbe ned af hans egen ryg, for det var virkelig noget som gjorde frygtelig ondt! De nåede slag nummer 25, som Samuel måtte gøre ekstra hårdt - Der kom skriget tydeligt, for han kunne virkelig ikke holde det igen. Det gjorde virkelig ondt!

[Deleted]

Det morede virkelig bare Samuel at se dem på denne måde. At Pharrel måtte gå igennem dette og endda for et barn som han slet ikke havde set, det var virkelig noget af det som i den grad også måtte vise sig som det sjoveste af det hele for hans vedkommende. Han fortsatte med at svinge pisken mod Pharrels ryg, hvor han først holdt en pause efter at de var nået en fjerdedel af vejen. Han vendte sig roligt mod dem. Bare det, at skulle høre Pharrels skrig på denne måde, det var virkelig noget af den bedste musik for hans øre, som han længe havde hørt. Han lod hovedet søge let på sned og med det samme skadefro smil på læben. ”Ganske rigtigt Lilyann.. Du står meget snart for tur..” Han gik roligt tilbage til torturredskaberne, hvor han fandt en anden pisk frem. Den var langt mere takket og hakket i det. Det var faktisk Kimeyas opfindelse og hvis der var noget som Samuel havde lært, så var det i den grad at bruge torturredskaberne til deres fulde potentiale! Han strøg roligt hånden over pisken. Han elskede virkelig at se andres smerte, det var virkelig som havde det været en egen drivkraft for en som ham og det var virkelig bare det som måtte tvinge ham til at skulle fortsætte. Man kunne vel snildt sige, at han faktisk levede mere eller mindre for at pine folk på denne måde! Han sendte Lilyann et roligt blik som han nærmest bare måtte bede hende om at skulle vente på tur, for den kom meget snart til hende også.. Det var nok det som han glædet sig mest til. Kunne de se bort fra reglerne her til lands, så var det noget som i den grad også skulle vise sig, at koste dem noget så frygtelig dyrt, og det var jo virkelig også noget af det som han selv måtte nyde mest! At se Pharrels blod nærmest rende ned af hans ryg, var virkelig bare noget som måtte få ham til at smile stort. Han nød det virkelig og det var også på tide, at han fik bugt med sine egne frustrationer, så det var virkelig også en grund til at han gjorde det som han gjorde det for øjeblikket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Det møde som han havde haft med Darlene og Azrael, var noget som han selv var tvunget til at afreagere for, og dette var jo virkelig bare en storslået og fantastisk mulighed, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. ”Du klager over dine slag allerede, Pharrel? Tro mig.. du mangler endnu 75 og det bliver kun værre endnu,” sagde han ganske kortfattet. Han stillede sig endnu en gang bag ham og svang den store og taggede pisk. Den ramte ham direkte over ryggen med et smæld dobbelt så stort. Den flændsede mere eller mindre huden.

[lilyann]

Lilyann ville være en del af dette: Hun havde valgt Pharrel som sin elskede, hun havde valgt at få hans barn; Ergo så var hun også en del af dette og det var sådan hun så på det, det kunne bare ikke diskuteres. Her kunne han uanset ikke beskytte hende. Og heller ikke omvendt. Hun havde også noget at gøre op med Pharrel efter dette, men lige nu følte hun panik og bekymring for hans helbred. Hun sukkede dæmpet og blev bare hængende; Ikke at hun havde andet valg, det var helt sikkert. Hun var bange for at kigge, men kunne alligevel ikke tage øjnene fra Samuel da han begyndte at tæske løs på Pharrel med pisken. Hun kendte sin Pharrel og vidste også, at han ikke var den allermest udholdende. Også en grund til, at hun ikke ville lade ham være alene om dette. Hun bed tænderne sammen. Det ville komme til at kunne mærkes - selvfølgelig ville dét det. Selv den stærkeste ville føle det bagefter. Hun knyttede hænderne, selvom det ikke hjalp det mindste på det. Hun kunne godt mærke på hendes knogler, at hun hang i disse lænker. Hun så hvert eneste piskeslag; Fornemme hvert spjæt og spænd i hans krop, ligeså de små gisp; Som blev til halvkvalte skrig. Hun kunne se alle ansigtsudtryk han kom med og mærkede nærmest smerten i sin egen krop. Det gjorde virkelig ondt at se, men hun kunne heller ikke tage blikket fra dem. Hun fornemmede tydeligt at hans ben skælvede, og hun kunne i den grad både se og lugte blodet. Hun bed tænderne sammen og ønskede bare at få Pharrel ned og så stoppe blødningerne. Da han skreg igennem, så kneb hun øjnene i og så ned i gulvet. Hun så op, da Samuel gik hen til torturredskaberne igen. Hun sank en klump og så den takkede pisk. Hun kunne næsten fornemme det gamle indtørrede blod fra ofre den før havde pisket til ulidelig smerte. Samuel levede på smerte og kvinder; At afreagere på andre, var vel også et plus hos ham? Det var jo altid sjovere at lade vreden overfor nogle, gå ud over nogle andre. Hun huskede selv hvordan hun havde nydt at lege med fremmede. Hun sank en klump og spjættede let i kroppen, da Samuel begyndte at svinge den takkede pisk mod Pharrels ryg. Den rev huden langt hurtigere op. Hun kunne ikke bære det. Hun talte hvert eneste slag: 30…34…39…43…45… Da de nåede 60, måtte hun bryde ind. Hun kunne bare ikke klare det. "Stop.. Samuel stop!" udbrød hun og med tårer i øjnene, det gjorde ondt at se sin elskede blive pint. Hun lyttede øre og kunne fornemme Arius græde et sted i det fjerne. Det tog kort hendes koncentration væk, men hun så hurtigt mod Samuel igen. "Lad mig tage de sidste 40 piskeslag.. Giv dem til mig i stedet, Pharrel er gennempisket nok!" sagde hun fast og støttede på sine tær. Hælen kunne ikke helt nå gulvet, selvom det dog var tæt på. Hun var helt udstrakt. "Jeg ber dig Samuel, vær nådig.." sgade hun mere lavmælt, velvidende om at han dog ville høre det. Han havde jo også spide i sig, ligesom hun havde. Oveni det var hun alkymist og animagus.

[Deleted]

Det sitrede virkelig bare i hele Pharrels krop efter at komme ned, selvom han vidste, at han havde forbandet langt igen før han ville komme ned, selvom det virkelig ikke var noget som gjorde det meget nemmere for ham på nogen som helst måde overhovedet. Det var virkelig bare noget som måtte sætte den noget så ubehagelige sitren i ham og det var virkelig intenst for tiden. Han var ikke den mest udholdelige af slagsen og han vidste det. Det havde jo aldtid været sådan, for han havde jo aldrig nogensinde været tvunget til at skulle leve et liv vor det havde været anderledes på nogen måde, det var der joheller ikke nogen tvivl om overhovedet når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert og på alle måder når det edelig måtte komme til stykket, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke. Han kunne virkelig ikke komme derfra og det var virkelig noget af det værste som han nogensinde havde været igennem. Sandt at det også havde været Lilyanns valg at få den lille, men han ønskede virkelig ikke at hun skulle igennem det her og det var nu også godt kendt for Pharrel, hvad det var at Samuel måtte gøre med kvinder, så var der virkelig ikke nogen tvivl om, at han ikke ønskede at hun skulle blandes yderligere ind i dette, for det var virkelig noget af det værste som kunne ske ham for hans vedkommende. Han ønskede ikke at se hende lide på denne måde, for det gjorde virkelig noget så frygtelig ondt, at man skulle tro at det måtte være løgn på alle måder som man overhovedet kune tænke sig og det var bestemt ikke behageligt! Han vendte blikket mod Samuel, som han holdt pause. Det var virkelig forbandet tiltrængt, selvom han nu bare måtte ønske at få de mange piskeslag overstået, så han kunne komme ned og hjem, for han havde virkelig bare brug for at hvile og komme ned og ligge bagefter! Han knyttede hænderne, selvom han tydelgt kunne mærke at blodet måtte flyde stille nedover hans ryg. Han måtte da have flændset hele ryggen op sådan som det føles! Han sitrede tydeligt ved Samuels ord. Han magtede virkelig ikke mere.. Han kunne ikke holde til alle de slag! En ting var sikkert.. Det her var virkelig bare noget som ville ske en gang, for han ville virkelig ikke igennem dette endnu en gang, det var helt sikkert. Som den takkede pisk blev smældt over hans ryg, så stivnede han virkelig bare for alvor, for det gjorde hundrede gange mere ondt. Det næsten overraskende gisp var virkelig ikke til at tage fejl af, for det gjorde virkelig ondt! Som de kom fra de 75 og helt ned til 40, så gav hans ben kraftigt efter under ham, som Lilyann havde valgt, at skulle stoppe ham. Han klemte øjnene let og svagt sammen og med en kraftig sitren som aldrig nogensinde før i hans egen krop, for det var virkelig intenst! Tårerne trængte sig tydeligt på, selvom han virkelig måtte prøve at skulle undgå at give Samuel den tilfredsstillelse, for det var virkelig ikke noget som han måtte ønske. Han blinkede med øjnene som han hørte hendes ord. Han rystede på hovedet. ”N-nej, Lilyann..” bad han dæmpet. Hun skulle under ingen omstændigheder få hans slag, nu hvor dette faktisk var en del af hans egne straf for det som de havde gjort. Det var simpelthen noget som han måtte nægte tydeligt og klart!

[Deleted]

Samuel stoppede omgående sine piskeslag som han kunne høre Lilyanns stemme. Det var virkelig bare tydeligt for ham, at hun faktisk måtte elske den mand når det endelig måtte komme til stykket, hvilket et sted måtte more ham. Pharrels ryg blødte virkelig voldsomt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Det morede ham virkelig bare at se hende reagere sådan. Både Matthew og Kimeya havde hængt hernede på den samme måde, og de havde virkelig været langt mere udholdende end det som man kunne sige sig, at Pharrel havde været. Manden var virkelig ikke noget andet end svag i Samuels øjne og der skulle faktisk temmelig meget til før han ville stå med den mening,, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var ikke noget som man skulle tage fejl af. Hans tynde læber spillede ud i et ganske køligt og fast smil. ”Jamen dog.. Det tror jeg ikke på min kære..” Han trådte roligt frme bag Pharrels ryg og med den tydeligt morende stemme. Blodet havde endda sprøjtet hen på ham selv, så det var virkelig bare tydeligt at det måtte være slemt. At Pharrel måtte gå i knæ, selvom han slet ikke kunne stå der på denm, var slet ikke noget som man skulle tage fejl af, for den mand måtte virkelig have forbnadet ondt når det endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage meget fejl af på nogen som helst måde overhovedet. Han stillede sig med armene korslagte på brystet og uden at tage blikket fra hende. At lade hende tage Pharrels straf var så heldigvis hans beslutning og det var virkelig ogs til hans egen fordel, det var helt sikkert, for han havde ganske andre meninger når det endelig måtte komme til den tøs, hvilket hun nok snart skulle have lov til at få erfaret når det endelig måtte være, det var end ikke noget som man skulle tage fejl af. Han gik roligt mod hende, hvor han ganske roligt også måtte tage fat omkring hendes kæbe. ”Jeg har ganske andre planer for dig min pige..” vrissede han med den tydeligt morende mine, for dette var virkelig bare noget osm han måtte finde så frygtelig underholdende, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af når det endelig måtte komme til styikekt, det var i den grd også helt sikkert når det endelig måtte komme til stykket. Han vendte sig mod Pharrel. ”Ser du.. som en dvasianer, så dømmes han..” Han vendte blikket roligt mod hende igen og med den morende mine. Han vidste, at Pharrel var gammel sensuel dæmon, så der var mange historier som hn selv måtte have opfanget i tidernes løb. ”Og til din lille orientering.. Så er jeg røget ud af tælling, så skal vi sige… Pharrel mangler 50 slag mere?” Han sendet hende et kækt smil. Han vidst udmærket godt, at der manglede 40 hverken mere eller mindre, men det at blande sig, var selvfølgelig noget som var hende direkte dumt og dybt tåbeligt og det skulle hun nok finde ud af! ”Jeg er ’desværre’ den sidste mand man skal bede om at være nådig min pige.. Det kan jeg ikke,” pååpegede han med en ganske kortfattet og lettere stilfærdig stemme og uden at det smil ville falme det mindste overhovedet. Han var virkelig bare ikke den mand som man skulle komme på tværs af, det havde hun vel også efterhånden fundet ud af?

[lilyann]

Lilyann frygtede virkelig for Pharrels helbred. Det kunen hun ikke komme udenom, fordi hun elskede virkelig den mand! Hun kunne ikke holde ud at se ham blive pint og få flænset og ødelagt sin krop på denne måde, for det gjorde ondt helt ind til hendes ben og marv. Hun ville bare have at Pharrel skulle sættes fri. Hun måtte desværre indrømme, at hun var lidt mere udholdende end sin egen elskede. Hun havde været vant til modstand og slag, fra dengang hun gik i kamp fra tid til anden. Men den tid var heldigvis slut. Hun var gået til ro og ville bare passe sin mand og deres barn. Hun spjættede let i kroppen hver eneste gang at han blev ramt, for det pinte hende at se! Det var næsten værre, end selv at blive udsat for tortur. Det kunne hun kun sige sig enig i. Hun trak vejret dybt - hendes krop var jo ikke fuldkommen død, da hun kun var 1/3 spide. Hendes 2 andre racer var jo lyslevende. Hun kunne godt fornemme hans tårer, dog kunne Samuel ikke se dem, da han jo stod bag hans ryg. Hun kiggede hen på dem. For hun ville virkelig gerne have Pharrel skånt for mere, hun kunne så tydeligt se hans smerte og hun kunne bare ikke klare det. Som Samuel trådte frem bag Pharrel, så måtte hun også kigge indgående på ham. Hendes blik var strengt, hun var ikke hans kære! Hun kunne godt se blodet der var sprøjtet op over Samuel. Hun frygtede ikke for sig selv, for hun skulle nok klare det. Men hun frygtede for Pharrel. Hun så hen på sin mand, da han måtte gå i knæ. Nu hang han blot i lænkerne og med benene der ikke længere kunne støtte ham. Hun vidste ikke direkte hvad Samuel ville gøre mod hende, så der havde hun en lille bekymring; For hun kunne ikke gøre sig klar på det. Hun trak hovedet tilbage, da han greb fat i hendes kæbe. Hun kneb øjnene sammen og kiggede nu på ham, for han stod jo i vejen. Hun havde selv mødt Pharrel dengang han var en sensuel dæmon. Han havde ændret hendes liv og hun ønskede ikke at skulle falde tilbage i nogle gamle vaner. Han måtte godt snart blive hængende omkring hende. "Det ved jeg," bed hun af ham og bed du efter hans hånd, for at få ham væk. Hun kneb øjnene i. "Du ved udmærket godt hvor mange slag han mangler Samuel, han mangler 40!" sagde hun fast. Hun holdt dog inde med at bede om noget, for det gik bare i den forkerte retning. Det kunne hun da tydeligt se. Hun ignorerede bare hans sidste ord. Hun betragtede dem begge og ventede blot på at kunne tælle med på Pharrels sidste slag, der nu var sat op til 50. Hun holdt stærkt inde med at bede om nåde.

[Deleted]

Det sitrede og det dirrede virkelig i hele Pharrels krop. Det var virkelig bare noget som måtte gøre så frygtelig voldsomt ondt når det endelig måtte komme til stykket, at man skulle tro at det måtte være løgn! Han havde aldrig nogensinde været ude i noget lignende, og det havde han jo heller ikke været tvunget til på den ene eller den anden måde på noget tidspunkt. Han havde haft et roligt liv som en sensuel dæmon, holdt sig i baggrunden og det hele. Han havde virkelig aldrig nogensinde troet, at han skulle hænge her som det han måtte gøre i øjeblikket, det var der så sadelig heller ikke nogen tvivl om. Han kunne virkelig ikke få så meget som et eneste ord over læben, det var simpelthen bare for umuligt for ham ligesom det måtte stå i øjeblikket, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet når det endelig måtte komme til stykket, det var selv ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen måde overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. De røde øjne vendte han stille mod Samuel og Lilyann. Han skulle bare ikke have lov til at lægge så meget som en eneste finger på hende, det var simpelthen ikke noget som han ville have med at gøre! Han knyttede hænderne, selvom det virkelig bare måtte gøre ondt. Han rokkede sig ikke det mindste ud af stedet. Han kunne ikke udelukkende på grund af de intense smerter som det måtte føre med sig, for det var virkelig slemt. At det her faktisk skulle koste ham yderligere ti slag, var han virkelig ikke meget for, men han kunne ikke rigtigt gøre noget ved det. Hans krop kunne simpelthen bare ikke holde til det! I Samuels slag, så kunne han tydeligt mærke, at der måtte ligge frustrationer gemt, og det var virkelig noget som måtte forundre ham.. Så var det også derfor, at Samuel var så opsat på, at skulle holde ham fast. ”.. H-halvtreds..” mumlede han stille for sig selv. Det ville han da ikke kunne holde til i det store og hele og han vidste det godt! For okker, han var tæt på at ende med at gå ud som et lys allerede, fordi at det måtte gøre så frygtelig og forbandet ondt! At bede Samuel om nåde, var virkelig som at bede for at stå i tøvejr når det stod ned i stænger fra den store himmel, så det ville hun slet ikke få det mindste ud af, og det var noget som Pharrel udmærket godt vidste. Han bed tænderne let sammen og vendte blikket mod gulvet, som Samuel endnu en gang måtte søge bag ham. At høre pisken smælde igen og igen endnu en gang, fik det virkelig til at stivne fast i mere eller mindre hele hans krop. Den frustration so Samuel måtte brænde inde med, var noget som han noget så tydeligt kunne mærke, føle og fornemme på sin egen! Skrigene prøvede han virkelig at holde tilbage, selvom det virkelig bare måtte blive helt og særdeles umuligt for ham i den anden ende, for han kunne ikke! Skrigene brød hans læber hyppigt og med de kraftige stivninger i ryggen og i hele kroppen og blodet som selv måtte dryppe ned på gulvet. Samuel stod virkelig bare og flændsede hans ryg helt fra hinanden!

[Deleted]

Samuel vidste udmærket godt hvor mange slag at Pharrel måtte mangle, det var virkelig bare ikke nok for ham til at skulle komme af med alle de frustrationer som han selv måtte brænde inde med på denne måde, for det var virkelig bare noget som han havde desperat brug for, at skulle komme af med efterhånden, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet på nogen som helst måde overhovedet, det var også helt sikkert. At bede ham om nåde, ville man ikke få det mindste ud af. Tvært imod, så var det noget af det som faktisk måtte more ham mest. At folk faktisk troede, at han kunne udvise det, selvom det slet ikke måtte være tilfældet. Han havde roligt sluppet Lilyanns kæbe og gået om bag ved Pharrel igen. Denne mand var virkelig ikke udholden på nogen måde og det var virkelig noget som gjorde det meget bedre for ham på alle måder, det var slet ikke noget som man skulle tage det midnste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Han havde virkelig forbandet mange af sine frustrationer som han skulle lukke ud og det var efterhånden virkelig bare endt som en tydelig nødvendighed hvis det ikke skulle ende med at gå helt og holdent galt når det endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Darlene havde direkte beskrevet for ham, at den kvinde som han faktisk måtte elske og holde af, slet ikke var ment for ham, så han ville aldrig nogensinde kunne få hende.. Hvor frustrerende var ikke det lige og det var noget som kunne gøre ham noget så frygtelig vred og det var det som mere eller mindre gik ud over Pharrel i øjeblikket. Han skulle nok komme til Lilyann og det var virkelig heller ikke fordi at behandlingen af hende skulle vise sig at være mild. Det sjove var jo, at den kære Lilyann slet ikke havde nogen idé om hvad der egentlig måtte vente hende når det endelig måtte komme til stykket, og det var virkelig noget som måtte fryde ham noget så frygtelig voldsomt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han nåede de 80, hvor han igen smældede kraftigt over ryggen og tog en pause. At se manden sidde der synket fudkommen i knæ, var virkelig noget af det bedste ved det hele, for han nød virkelig, at skulle se de andres smerte, for det var … dejligt et sted. Han nød det og det frydet ham som aldrig nogensinde før! Han stillede sig roligt ved siden af Pharrel igen. Han greb omkring mandens kæbe og trak sig roligt tættere på ham. Han hviskede ham ganske roligt ind i øret. Om han ønskede at lade Lilyann slippe med den mildeste straf som han kunne tænke til hende eller om det skulel være fordelt mere eller mindre lige.