Back in black.

[Deleted]

Nicklas lyttede interessant til, hvad hun fortalte og nikkede samtidig bekræftende til det "det ved jeg godt, jeg prøver bare at få lidt sjov ud af den her episode. Hvis jeg skulle rende og tage alt seriøst, ville jeg aldrig grine. Jeg ville ende med at leve et kedeligt liv". Igen kom der et svagt smil på hans læber, men det var samtidig tydeligt, at han igen mente, hvad han sagde.
Ved hendes spørgsmål om, hvorfor han var flyttet, hævede han et bryn, men åbnede samtidig munden for at svare: "I starten var det fordi, jeg ikke havde noget valg. Jeg blev hentet af min onkel. Men efterhånden blev jeg glad for at bo her, for der var udfordringer og spænding. Jeg hader bare at sidde og glo, der skal ske noget og helst så tit som muligt. Og så får man lov til at møde nye mennesker på de mest mærkelige måder". Igen det drillende glimt, men samtidig med en sigende hentydning om deres møde for ikke så længe siden.
Ved synet af hendes smil, om ikke at snakke om hendes udsmidning mere, gengældte han det blot og lod det ligge. Ved hendes næste svar, kunne han dog ikke lade være med at grine "tja det ville bestemt have været sværere, men jeg tror nu godt, jeg ville kunne have taget dem. De er ikke så hurtige, hverken fysisk eller oppe i hovedet". Hans smil voksede en smule, mens han fortsat betragtede hendes grønne øjne. Han lagde godt mærke til hendes ondskabsfulde mine, men han tog det egentlig ikke så tungt. Hun var jo ikke dæmon uden grund.
Ved hendes svar til, at han ikke troede på, at hun var så ond igen, smilede han blot, uden rigtigt at sige mere til det. Det emne var ligesom uddebatteret.
Ved hendes konklusion om at han ville blive flået, trak han på skulderen "det må du egentlig helt selv om. Det var bare et tilbud. Intet andet". Han var godt klar over, at han nok ikke var velkommen så mange fine steder, men lige i øjeblikket var han egentlig ligeglad. Der var ingen, der fik lov til at bestemme over ham, uanset hvem de så var.

[Silia D. Diamaqima]

Det var faktisk lang tid siden, at hun havde oplevet nogle direkte lytte til hende, for i hendes omgangskreds var hun blot iltre Faith, der aldrig havde noget fornuftigt og sige, men kun rodede sig ud i problemer, og den rolle var hun faktisk godt og grundigt træt af. Hun nikkede forstående, og dog med en tydeligt overvejende mine. Det var en sær måde at se livet og tilværelsen på, men hun kunne godt se hvad han mente. ”Det er sandt. Det er blot et yderst.. sjældent livssyn i dette land. Der er som oftest ikke nogle gode grunde til at grine, med mindre du er er beruset og opholder dig på Den Dansende Flamme,” tilføjede hun dog med en lidt sigende mine. Dvasianere i desperat søgen efter den latter, som Nicklas lod til at vedligeholde søgte mod det sted. Faith lyttede opmærksomt til hans mindre fortællen. Hun havde været i begge lande, og det var svært at se for sig, en mand som han vælge dette frem for det neutrale, særligt fordi at han tydeligvis ikke var af dvasiansk race eller personlighed, det måtte bestemt ikke have været let for ham at leve på disse kanter. ”Det er mig svært at begribe, hvordan nogle kan blive glad for dette land.. særligt af en med din person. Mit gæt er at du er blevet jaget, procianske racer har aldrig været synderlige populære." Hendes læber krusedes dog i et smil, hun havde skam forstået hans hentydning. Det var mærkværdige omstændigheder, særligt fordi han burde tage hende med til Jaqia, og selv indløse checken. Hun sendte ham en lidt sigende mine, der afslørede at hun ikke var overbevist. ”De var måske ikke de hurtigste, men det var noget af nogle brød. Men jeg forstår hvad du mener,” hun sukkede let og så ud over horisonten hvor solen var begyndt at stå op. Dette var det mest sikre tidspunkt på døgnet i dette land, hvilket også var grunden til at hun havde valgt at bryde ind, på denne tid frem for nogen anden. Blikket hvilede fortsat i hans, som havde de været ligenmænd. Hun forventede selv respekt, og derfor havde hun bestemt også tænkt sig at give den til ham. Faith foretrak virkelig at de skiltes når først hun havde tænkt sig at gå, for det ville ikke være godt for ham at følge med, dæmonerne ville ikke være venligstemmede, og særligt ikke når hun fra før af var blevet forvist fra dette sted. ”Det var vældig.. pænt af dig, men desværre for risikofyldt,” erkendte hun med et stille nik. Hun fandt ham jo faktisk interessant, så hun øsnkede ikke at han skulle flåes sådan uden videre.

[Deleted]

Igen nikkede Nicklas bekræftende til, hvad hun sagde, og igen lyttede han interessant efter, for efter hans mening var hendes synspunkter ligeså meget værd som hans "det kan du så have ret i. Jeg foretrækker dog at være ædru. Jeg kan godt have det sjovt alligevel. Men det har nok også noget at gøre med, at jeg ikke er Dvasianer. No offense". Han smilede svagt, mens han fortsat betragtede hende. Det var rigtigt, at der var mange, der drak sig til morskab, men sådan var Nicklas ikke. Han kunne sagtens have det sjovt uden.
Ved hendes gæt om hans landsflytning, trak han blot på den ene skulder "tja jeg er nu nok mere neutral, end jeg er god. Der er ikke rigtigt nogle, der sådan vil kendes ved mig, når først de finder ud af, hvad jeg egentlig er, men som sagt... Jeg kan godt lide dette land, for der sker rent faktisk noget. Der sker aldrig noget i hverken Manjarno eller Procias". Han gengældte hendes smil, men så samtidig hun vendte en tanke i hovedet, og han var næsten sikker på, hvad det var. Hun overvejede, hvorfor han ikke trak hende med op til Jaqia, men på den anden side... Fik Jaqia at vide at Nicklas havde dræbt en af hendes vagter, ville han ryge samme vej som Faith. Enten ud af landet eller i brummen, og han havde bestemt ikke tænkt sig at skulle nogle af delene.
Ved hendes blik og hendes svar, hævede han et bryn "jeg har heller aldrig sagt jeg ville have nemt ved det, og jeg tror bestemt ikke, jeg var sluppet helskindet fra det". Han smilede dog svagt med et glimt i øjet, idet han gengældte hendes blik. Han nærede i den grad respekt for hende, og han kunne tydeligt se, det var gengældt fra hendes side af. Han havde altid været god til at læse folk ved at kigge dem i øjnene, og lige nu lyste det jo næsten ud af hende.
Nicklas nikkede forstående til hendes ord, men smilede alligevel svagt "jeg tror også, jeg har nok i at skulle holde mig væk fra de vagter, der nu bliver sendt efter mig". Igen det drillende glimt i øjet, men samtidig med en forstående tone i hans stemme. Han havde forstået, at det ikke var fordi, hun som sådan kunne lide ham, men hun ville heller ikke have, han blev dræbt. Det var dog en tanke, der gjorde ham glad, for det var endnu et tegn på, at denne kvinde ejede lidt venlighed.

[Silia D. Diamaqima]

Det var sjældent at man i dette land mødte nogle, der faktisk tog ens ord for gode, og da særligt når man var en kvinder, det havde hun ikke oplevet før hun havde vundet respekt, dengang hun vandt pladsen som leder. Faith nikkede sigende. ”Halvdelen af Dvasias er ikke andet end drukkenbolte, på det punkt må jeg erkende at jeg ikke er synderlig dvasiansk,” hun nikkede for sig selv, og sendte ham et lille smil. Hun havde drukket en gang, og det var første, eneste og allersidste gang det var helt sikkert. En kvinde af hendes vægt og som det var uvant for, det kunne i sig selv hurtigt blive farligt. Desuden så var alt den druk og ligegyldig vold kun tegn på social svaghed, og det var ikke noget hun på nogen måde kunne misunde. Hun betragtede ham roligt, og lyttede til hans fortælling, for hun kunne faktisk godt lide at drage sig erfaring ud fra andres ord, langt de fleste valgte dog at undervurdere hende på det punkt, hvilket kun var direkte dumt. ”Det er hvad man kan forvente af et land som dette. Procianere er svage i de flestes øjne. Sådan forholder det sig selvfølgelig ikke, man bør ikke undervurdere nogle, hvilket du jo tydeligt har bevist,” hun gjorde gestus mod vagten der lå ved siden af. Måske hun havde en del længere historie, men hun var en respektfuld kvinde, der så på ham som en ligemand, også selvom han var af prociansk afstamning, hun kunne godt lide skabe kontakter, desuden elskede hun at han faktisk lyttede til hende, frem for bare at himle med øjnene af hende og den lille arrogance. Faith tvivlede på at Jaqia overhovedet ville værdige Nicklas et blik, han ville ikke være tiden værd i hendes øjne, desuden havde vagterne ingen betydning for hende, så hun var faktisk sikker på at dronningen ville være meget ligeglad, også selvom Faith bestemt ikke ønskede at nævne det i tilfælde af at han skulle skifte mening, og at hun dermed ville være tvunget til at slå ham ihjel, hvilket hun sådan set allerede burde gøre, eftersom han havde set hende. Det undrede hende slet ikke, at han havde haft det en anelse vanskeligt ved at bo i et land som Dvasias, han kunne ikke være velset. ”På disse kanter kan du ikke undgå det,” sagde hun stille. Faith sendte ham et lille smil og nikkede medgivende. Det ville under alle omstændigheder være dumt at gå med hende. ”Fornuftig idé,” medstemte hun roligt, uden at forklare ham, at han med højeste sandsynlighed kunne gå frit omkring. Hun ønskede ham ikke død, han fik hende til at smile, desuden ville han ikke være noget værd for nogen sådan. Om det var venlighed, eller blodt en rolig sjæl var svært at svare på.

[Deleted]

Nicklas kunne ikke lade være med at grine lidt af hendes svar. Ikke på nogen ond måde, men blot fordi han fandt hendes ord morsomme "tja lige der er vi så nok lidt ens, selvom vi er fra forskellig afstamning. Jeg er heller ikke synderligt meget Dvasianer når det kommer til at drikke. Min tolerance er ikke særligt stor". Igen kom der et svagt smil på hans læber. Han var ikke den bedste til at drikke, for han skulle ikke have særligt meget heller, før han selv væltede rundt. Han havde dog lært sin grænse, og det kunne da være meget hyggeligt med en drink i ny og næ, men han var langt fra dranker. Det var et faktum.
Ved hendes næste svar hævede Nicklas et bryn "jeg er sikker på, at hvis jeg tog til Procias, ville jeg også med det samme blive stemplet som svagt, især hvis jeg fortalte folk, hvilken race jeg egentlig er, for vi anses virkelig som svage. Det er også derfor, jeg har gjort alt, hvad jeg kan for at ændre det faktum, men uanset hvad ville jeg stadig ikke kunne vinde i en styrkeprøve mod ret mange andre racer. Derfor har folk altid fordomme overfor mig, fordi de mener, jeg er mindreværdig. Og tro mig, 'lyse' væsener kan være ligeså arrogante som 'mørke'". Han satte med vilje sine ord i anførselstegn, for han mente hverken, der fandtes gode eller onde væsner. Det var to lande i krig mod hinanden, så ingen af dem var vel bedre end de andre. Hvert land kæmpede jo for det, de troede på, og Nicklas kunne godt forstå det, men hvorfor skulle alle mulige så blive fanget midt imellem?
Ved hendes næste svar kunne han igen ikke lade være med at smile svagt "det kan jeg kun give dig ret i, men du har trods alt også lige bevist, at der er nogle - omend få - venlige mennesker i dette land". Hans smil voksede en smule. Dette var både en kompliment, men også samtidig venligt ment. Han nærede respekt for den kvinde, han stod overfor, for hun var trods alt den tidligere leder af dette land, og hun havde kunne styre det, og Nicklas vidste at det krævede sit at være en hård, men god leder.
Ved hendes ord om fornuft smilede han blot, men svarede ikke. Igen et tegn på, han lyttede til, hvad hun sagde.

[Silia D. Diamaqima]

Faith anså skam ikke hans latter for at være ondskabsfuld, det var jo tydeligvis blot endnu et synspunkt de delte. Et sted var hun vel næsten skræmt. Hun havde procianske rødder, i og med at hendes mor var en af de mest rene procianere, ikke at hun ville vedkendes det, men det var trods alt sandt. Og eftersom denne mand var var tydeligt prociansk.. betød det så at hun faktisk begyndt at blive mere og mere lys? Det kunne simpelthen ikke passe! ”Du lader ikke til at være synderligt dvasiansk med noget som helst,” påpegede hun med en lidt sigende mine, for det var bestemt ikke ment som et hån. På trods af den særlige karakter han havde, så kunne hun faktisk.. lide ham, han var om ikke andet interessant, måske fordi han var anderledes. Faith lyttede og nikkede til hans ord. ”Procianere er på mange måder mere fordømmende end dvasianerne er. Utaknemmelige ligefrem. Jeg vil dog mene at selv racer der ikke nødvendigvis kan hamle op med en enorm styrke, kan være ekstremt intelligente, og desuden yderst brugbare i mange henseender,” sagde hun ærligt, for hun mente det skam. Desværre så ikke alle på det sådan. Blikket gled mod ham, hun undersøge ham fra top til tå. ”Du ser menneskelig ud. Men noget i mig siger at du ikke er.. mennesker plejer ikke at gemme sig i træer ser du,” påpegede hun med et lidt drillende glimt i blikket. Det var dog sandt, det var det der afslørede ham. At han satte det i anførselstegn bed hun ikke rigtigt mærke i. I hendes øjne var der lyse og mørke væsner, og så dem i blandt der ikke tog stilling men som blot levede i deres land. Dengang det store land var blevet delt i de nuværende, havde langt de fleste dog valgt at tage stilling. Tanken om at han udviste hende den respekt, var hun utrolig glad for, ikke mindst fordi han faktisk lod til at mene det. Det var så forbandet mange år siden. Hun var blevet hård, både af at fører landet men også af at sidde som leder. Mange anså hende blot som reserveret og arrogant. Det at han så på hende sådan, gav hende også en langt større respekt for ham, selv på trods af baggrund, hun mente bestemt ikke at man skulle dømme en bog på bogbindet, for det var hun selv træt af. ”Min såkaldte 'venlighed' stammer blot fra den respekt du udviser, på trods af at du burde fører mig til slottet og kræve dine penge,” påpegede hun med et stille smil.Det var tydeligt at det irriterede ham lidt, at hun ikke gav ham lov, men det var trods alt for hans egen skyld!

[Deleted]

Nicklas trak på skulderen af hendes ord, men smilede trods alt svagt "det kan du så have ret i, men jeg prøver også at skille mig lidt ud fra dem. Jeg kan hverken lide at være egoist eller drukkenbolt. No offense". Det var virkelig ikke en kritik af hende, men det var sådan, han opfattede de fleste her i landet.
Ved hendes ord blev han alligevel overrasket, men hans smil voksede stadig en smule. Den tilgang havde han ikke ligefrem regnet med. Hun var virkelig noget for sig selv. Hun var dæmon, men samtidig venlig og respektfuld. Han kunne ikke helt få det til at passe sammen. Enhver anden ilddæmon ville have ladet ham brænde op på stedet "det kan jeg kun give dig ret i. Procianere er yderst arrogante. Det er nok derfor jeg bedre kan lide Dvasias end Procias. Der er mange flere der er ydmyge her, selvom det er gennem frygt og ikke respekt. Men jeg er da glad for, du ser mig som et intelligent væsen. Min personlighed taget i betragtning, ville jeg ikke bebrejde dig, hvis du mente, jeg var en tosse". Der var et drillende glimt i hans øje, men han mente stadig, hvad han sagde.
Han stod blot stille, og lod hende undersøge ham med blikket, inden han igen trak på smilebåndet over hendes ord "helt menneske kan jeg dog ikke prale af at være. Jeg er nok det man kalder det at være 'et menneske berørt af magi' selvom jeg på ingen måde er magiker". Han håbede lidt på, det var hint nok, for han kunne godt lide, at få folk til at tænke lidt selv, uden at han var nødt til at afsløre alt fra start. Og hun var ret intelligent, det måtte han give hende, så hun burde efterhånden selv være i stand til at regne denne lille gåde ud.
Nicklas kunne ikke se, hvorfor han ikke skulle vise hende respekt. Hun udviste trods alt samme overfor ham, så hvorfor ikke gengælde tjenesten? Det var længe siden, han var stødt på en venlig sjæl her i landet, og når han så gjorde, hvorfor skulle han så være uforskammet?
Ved hendes ord, hævede han dog et bryn "jeg har ikke tænkt mig at indlevere dig. Så ville der ikke være meget mening i at have dræbt vagetrne der, hvor jeg gjorde. Hvis jeg endelig ville have indleveret dig, havde jeg ventet til de havde svækket dig helt, inden jeg havde tævet dem, for så at føre dig op til slottet". Han smilede svagt, men der var ingen tvivl om, at han talte i ravende alvor. Han var godt klar over, at med hendes evner ville han ikke kunne slå hende lige nu. Der havde han været nødt til at vente, til hun var svagere.

[Silia D. Diamaqima]

Faith missede en anelse skulende med blikket, idet hun atter måtte kaste et blik mod ham. Han fik det jo næsten til at lyde som om hun var glad for flasken, og det havde bestemt aldrig været tilfældet! ”Du har aldrig overvejet tanken om, at dit liv ville holde længere, hvis du forsøgte at blænde ind? Desuden så undskyld endelig ikke. Jeg er en stolt dvasianer, men jeg har aldrig været særlig meget for flasken,” gentog hun med et stille nik. Faktisk havde hun primært kun dårlige oplevelser med den slags, så det besluttede hun bare at holde sig fra. Det var ikke fordi hun var direkte venlig, men respektfuld var hun overfor de som fortjente det, og Nicklas havde vist sig at være anderledes, hvilket var noget som i den grad formåede at rive i den enorme nysgerrighed, som hun aldrig havde været bære af. Faith fnøs og rystede en smule på hovedet. ”Ydmyg vil jeg ikke kalde dem. De er mere direkte. Procianere er irriterende reserverede, og ude af stand til at fortælle hvad de mener. Desuden mener jeg stadig du er en tosse. At gemme sig i træerne?” hun hævede et spørgende øjenbryn mod hende, også selvom det blev brudt af hendes perleblide latter. Det var faktisk utrolig tosset, og så alligevel lidt drillende ment. Faith lyttede til hans ord, og fortsatte med at betragte ham så gennemborende, at man nærmest skulle tro, hun forsøgte at se igennem ham. Ikke menneskelig, på trods han virkelig lignede.. og duftede som en. Hun nikkede tænksomt.. men kunne næsten fornemme det knage, til hendes læber formede sig i et næsten triumferende smil. Han var ingen magiker og tydeligvis ikke warlock så.. ”Du må være.. animagus?” gættede hun med en stærk fornemmelse af, at hun om ikke andet var på helt rette spor. Efterhånden så havde hun mødt ekstremt mange væsner på sin vej, så det var heller ikke fordi det var en direkte svær gåde, han havde lagt for hende. Armene faldt slapt ned langs siden. ”Det giver mening, det må jeg give dig. I det store og det hele frygter jeg ikke for at du skulle indlevere mig. Jeg frygter mere for mine dæmoners reaktion på en som dig, Nicklas. Jeg ønsker dig ikke dræbt uden baggrund, men jeg kan desværre ikke nægte dem det længere. Desuden så ville det være at træde ind på farlig jord,” påmindede hun med et lille smil. Hun ønskede slet ikke at han skulle dø uden nogen grund, det var helt sikkert! Hun var helt sikkert stærkest af de to i øjeblikket, også på magisk vis, så han ville ikke have mange muligheder. Sandheden var at hun ikke vidste hvordan hun selv ville blive taget imod, og han skulle nødig se noget så bizart, i tilfælde af at det skulle gå galt, det ville være et for stort slag på hendes stolthed.

[Deleted]

Nicklas blev lidt overrasket over, hun tog det, som hun tog det og han rystede febrislk på hovedet, samtidig med han viftede med sine hænder foran brystet "det var heller ikke det, jeg mente. Undskyld. Jeg har pare sådan lige stået og talt grimt om Dvasianere. Det var det, jeg mente. Du må undskylde hvis jeg fornærmede dig. Det har aldrig været min intention". Igen var det tydeligt på hans stemme, at han var oprigtig, og han mente det virkelig. Han ønskede ikke at fornærme hende på nogen måde.
Ved hendes næste ord kunne han nu alligevel ikke lade være med at smile og igen var hendes argumenter nogle lidt andre, end han lige havde regnet med. Om ikke andet morede det ham lidt, det hun sagde "det kan der jo så være forskellige synspunkter om, og jeg har på ingen måde tænkt mig at diskutere vores synspunkter, for så kunne vi stå her meget lang tid. Og jeg gemte mig i træet, fordi det nok er en del af min natur. Og så er det langt den nemmeste måde at holde sig ude af syne på. Selvom du opdagede mig". Hans stemme var igen venlig, men stadig så man ikke var i tvivl om, at han mente hvad han sagde. I den sidste sætning, var der dog en undertone af, at han gav hende temmelig meget credit for at have opdaget ham.
Da hun begyndte at se på ham, som om han var gennemsigtig, blev han en smule utryg, men han hverken viste det eller gjorde noget for at forhindre det. Han lod hende bare stå og kigge på ham. Ved hendes konklusion, kom der igen et svagt smil på hans læber "igen må jeg give dig ret. Jeg er en animagus og kan ikke komme udenom det". Hans smil voksede en smule, mens han fortsatte med at betragte hende. Hun havde været temmelig hurtig til at regne den ud. Der var mange, hvor det var lige før, han skulle sige det selv, før de fattede det, men samtidig var det sjovt at se folk stå og ikke ane hvad han snakkede om. Hun havde dog været virkelig skarp, men det undrede ham på den anden side heller ikke. Hun måtte have set og oplevet meget, så det var ikke underligt, hun allerede havde gættet det.
Han kunne ikke lade være med at smile over hendes ord. Det lød jo næsten som om, hun bekymrede sig for ham, men han hverken sagde noget eller gjorde tegn til, at han tænkte i de baner, for så ville hun nok først slagte ham. Tanken fik dog alligevel hans smil til at vokse en smule "det er det, jeg siger. Jeg er ikke velkommen i så fornemme omgangskredse. Jeg ville enten blive kylet ud igen eller fængslet på livstid for ulovlig indtrængen. Det er så det, der er nitten ved at være af en lavere klasse og ikke tilhøre hoffet". Igen kom der et svagt smil på hans læber. Det var ikke fordi, han var bitter over at tilhøre de 'svage', men det kunne nu alligevel være rart, hvis man en gang imellem kunne få et ord indført hos nogle af de højere magter en gang imellem.

[Silia D. Diamaqima]

Den næsten febrilske reaktion i frygt for at hun tog det som en fornærmelse, morede hende. Hun beholdt den direkte stramme mine.. ikke fordi hun følte sig synderlig fornærmet, men mest for at skræmme hende. Hun missede med øjnene og betragtede ham en anelse skeptisk, også selvom hun i sidste ende ikke kunne holde masken, og i stedet endte med at bryde i den rene latter. ”Du kan være helt rolig, Nicklas, jeg tog det skam ikke som nogen fornærmelse, eftersom jeg slet ikke høre til den kategori af dvsianere, som vi snakker om,” påpegede hun og daskede han lidt drillende på skulderen. Det morede hende virkelig, at han gik så meget op i ikke at fornærme hende, det var trods alt hverdag for en eftersøgt dvasianer som hende. Hun rynkede på næsen. ”Har nogen nogensinde fortalt dig, at du er irriterende fornuftig Nicklas?” spurgte hun en anelse direkte. Men hun havde altid diskuteret, selvfølgelig var det ikke altid sjovt, men det var nu engang sådan det var, og hun havde ALDRIG mødt nogen foruden Nathaniel, der formåede at skære en diskussion af. Hun nikkede forstående. ”En del af din natur.” gentog hun roligt. Med andre ord bekræftede han kun hendes teori om at det var en animagus hun stod overfor. Uimponeret trak hun på skuldrene. ”Tja. Jeg er trænet til at være på vagt,” påpegede hun lidt sigende, for det var trods alt sandt. Roligt bevægede hun sig mod bredden hvor det ene lig lå. Hun gled ned, for blot at hvile sine trætte ben for et øjeblik, turen havde været lang, det kom hun ikke uden om, og det ville være rart med et hvil inden hun var tvunget til at tage videre, også selvom hun kun udsatte sig selv mere jo længere hun faktisk blev siddende. Solen var ved at stå op, det var faktisk ret smukt, hun var lidt forbavset over, hvor hurtigt hun havde glemt det.”Der er intet i vejen med dit væsen, Nicklas,” påpegede hun blot roligt, og så ud over det mørke vand. Faith fnøs lidt morende. Hun var på ingen måde bekymret for ham, men hun ønskede ham ikke død af den grund, han havde ikke givet hende nogen grund til at unde ham den skæbne. ”Jeg siger dig.. at være ven af hoffet bringer mere ulykke end det bringer fordele, det vil du ikke ønske dig. Desuden jeg er måske ikke leder mere, men jeg kender mine dæmoner. De er ikke interesseret i at give dig til Jaqia, men i at udnytte dig. Din klasse har intet at sige i det sammenhæng,” forklarede hun roligt, og klappede på jorden ved siden af sig, som tegn til at han skulle slå sig ned. Underligt nok nød hun hans selskab, det var yderst få hun faktisk gad spilde tiden på, at fører samtaler med. ”Fortæl mig mere om dig selv. Nogen familie?” spurgte hun roligt og vendte blikket mod ham. Nysgerrig havde hun altid været, desuden havde hun fået nogle små idéer.. dem var hun fulde af, så det var intet nyt, men ikke desto mindre, så skulle det nok blive underholdende, det var der slet ingen tvivl om overhovedet!

[Deleted]

At hun begyndte at grine over hans fortrydelse, fik ham til at ånde lettet op, for han ønskede ikke at fornærme hende. Hun var trods alt flink ved ham og viste ham respekt, så at fornærme hende var det sidste han ville "det er jeg ret glad for. Som sagt så ønsker jeg ikke at fornærme dig. Ikke af frygt, men af respekt for dig". Han vidste ikke hvor klogt det var at udtrykke, at han ikke var bange for hende, men det var nu engang sådan landet lå. Han frygtede hende på ingen måde.
Ved hendes spørgsmål kunne han ikke lade være med at grine "jeg har tit fået at vide, at jeg er møgirriterende, men jeg har sgu aldrig fået at vide jeg er fornuftig. Jeg ved ikke hvor fornuftigt det er at pisse en i forvejen tirret valkyrie af, men sådan er jeg bare. Jeg er møgflabet, og når folk så bliver irriteret, kan jeg ikke lade være med at fortsætte, for jeg synes virkelig, det er morsomt". Igen var han hudløst ærlig. Det var måske lidt dumt at fortælle så meget om sig selv, når han kun lige havde mødt hende, men havde ikke noget imod, at hun lærte ham at kende. Hvis det så kom tilbage og bed ham i enden, kunne han ikke rigtigt tillade sig at fortryde det, for det var ikke blevet tvunget ud af ham. Han havde frivilligt fortalt om sig selv, så han var jo selv uden om det.
Ved hendes ord om at der ikke var noget galt med hans væsen, trak han på smilebåndet "af tidligere regent af landet og født dvasianer at være, er du ikke særlig arrogant. Jeg er vant til, at andre racer ser mig som værende mindre værd end en dør". Det var mere en påpegning end en kompliment, men han viste samtidig, at han ikke havde noget imod, hun var sådan.
Da hun klappede på jorden ved siden af sig, gik han de få skridt hen ved siden af hende og satte sig "jeg tror ikke jeg er nok værd i deres øjne til at de gider bruge tid på at udnytte mig. Jeg er alt for menneskelig, til at de gider spilde så meget af deres tid på mig. Medmindre de virkelig er i så godt humør lige på det tidspunkt, at de rent faktisk kan se det sjove i det". Han kløede sig ubekymret på sin stubbede hage "men jeg har nu alligevel ikke tænkt mig at tage chancen. Jeg har ikke lyst til at blive kastet rundt med af dæmoner". Hans smil voksede en smule, og han havde stadig det drillende glimt i øjet.
Ved hendes spørgsmål om forældre, vendte han blikket mod hende og så hende direkte i øjnene "de lever i Manjarno, hvis ikke de er døde. Jeg har ikke set dem, siden jeg flyttede hertil, og jeg har ikke tænkt mig at prøve at finde dem. Det var trods alt dem, der sendte mig væk". Han lod ikke til at tage det særlig tungt, men samtidig var han alvorlig. Efter et stykke tid, smilede han dog svagt "jeg havde forestillet mig du havde spurgt om min alder som det første. Ikke om mine forældre". Nu var han direkte, men han var samtidig ærlig. Hans smil voksede en smule "jeg ville gerne spørge dig om et eller andet, men du er så kendt her i landet, så med mit arbejde, ved jeg alt om dig. Du er trods alt den med den største dusør hængende over hovedet lige nu, så jeg har lavet min research. Nu fortryder jeg det så lidt, for det ville have været meget mere spændende at høre det fra dig". Igen var han oprigtig, og hans smil voksede en smule. Selvom han vidste meget om hende, fandt han hende stadig interessant.

[Silia D. Diamaqima]

Der skulle virkelig meget tid, at hun direkte tog noget som en fornærmelse, eftersom hun havde været udsat for den slags hele livet igennem, men selv hun skulle have sin sjov, og hendes form for humor var nok lidt mere.. vulgær. Det morede hende jo direkte at se hvor febrilsk han faktisk var blevet! ”Du er mig nu en særlig mand, Nicklas. Det glæder mig dog at du udviser den respekt, man kommer længere med den slags end man ellers skulle forvente sig,” endte hun roligt. At han ikke direkte stak halen mellem benene og løb den modsatte vej ved synet af hende, gjorde det selvfølgelig blot lettere at fører en fornuftig samtale, hvilket hun faktisk ønskede lige i dette sammenhæng. Så lang tid han intet gjorde hende, så behøvede han ganske enkelt ikke at frygte hende. Faith hævede lidt forundret et slankt øjenbryn og vendte blikket mod ham. ”At gøre som så, er blot dumdristigt. Hmm jeg tror jeg tager min ros tilbage igen.. også selvom jeg kan lide din stil,” tilføjede hun lidt drillende, også selvom det var sandt. Hun havde en tendens til at gøre det samme, hvilket som oftest bragte hende ud i nogle virkelige uheldige situationer. I og med at hun selv var landsforvist, så kunne hun ikke bruge hans information til synderligt meget, hun havde altid været en nysgerrig kvinde af natur, desuden så beundrede hun ham til en vis grad, så selvfølgelig forsøgte hun at komme lidt ind på ham. Hun blev siddende i det lidt morgenvåde græs, og lod de tynde græsstrå snoes omkring hendes pegefinger. Hun kluklo blidt ved hans ord, om at hun ikke lod til at være megen arrogant.. åh han skulle bare vide, hun var en umådelig stolt kvinde. ”Tro mig jeg er arrogant. Det plejer andre i hvert fald at sige, men jeg ser nogle fordele i dit væsen, som mange overser, fordi det i dag handler om, hvem der kan udøve mest magi,” hun sendte ham et stille smil, for hun var ikke ude på at håne ham, hun vidste trods alt selv hvordan det var. Hun var ligeså stærk som Kimeya, men i og med at hans magi rakte mere bredt end hendes, så blev han som oftest set på som stærkere.. også selvom han endda manglede et ben, og var fuldstændig ude af kontrol! Hun fulgte ham med blikket hen ved hendes side, til han valgte at glide ned ved siden. ”Jeg er bange for, Nicklas.. at der altid vil være nogle som kan se både det morsomme men også det fordelagtige i dig. Jeg kender mine dæmoner, og jeg kan sige dig, at du i øjeblikket undervurdere dem. Det er en farlig ting at gøre overfor nogen,” hun sendte ham et lidt sigende blik, og lod hovedet glide let på sned, så de flammerøde lokker endte med at danse over hendes ryg i den blide vind. Det gik op for hende, at hun lød mere og mere som Nathaniel, og det kunne næppe være en god ting!Smilet bredte sig. ”Nej det kan jeg love dig for, at du ikke har,” endte hun næsten drilsk, også selvom det trods alt var sandt, man havde næppe lyst til at ligge sig ud med dæmonerne. Hun lyttede til historien omkring hans familie. Hun fandt det næsten ærgerligt at han ikke længere havde kontakt til dem. ”Familien er vigtig, Nicklas.. du aner ikke hvor hurtigt du kan miste dem,” endte hun stille. Hun sendte ham et lidt overvejende blik. ”Du er ikke særlig gammel, og hvorfor skulle det interessere mig?” spurgte hun lidt direkte og rynkede på næsen. Baggrunden var altid mere spændende. Hun lagde sig ned i græsset, og så op på ham med det lille glimt i øjet. Han havde tydeligvis læst en god del om hende. ”Aha.. fortæl mig alt hvad du ved om mig,” opfordrede hun med det stille smil, for det gjorde hende vel list nysgerrig, med tanken om hvor meget Jaqia egentlig havde afsløret omkring hende.

[Deleted]

Nicklas var kommet sig over chokket, over at hun havde virket fornærmet, så han var tilbage i sit sædvanlige humør. Han ønskede dog stadig ikke at nedgøre hende "du har ikke givet mig nogen grund til, hvorfor jeg skulle være ubehøvlet, og jeg kunne ikke se, hvorfor jeg skulle være ligeglad og ikke vise respekt? Jeg får jo samme respekt tilbage, så det er jo gengældt. Hvilket jeg er glad for" endte han med et smil, hvilket var sandheden.
Nicklas var ikke typen, der bare stak halen mellem benene. Han havde ingen grund til at frygte hende, så lige nu kunne han ikke se, hvorfor han ikke skulle nyde hendes selskab "tja sådan er min personlighed nu engang bare, og det har jeg på ingen måde tænkt mig at lave om på. Hvis folk ikke kan tage mig som jeg er, er det deres problem og ikke mit". Hans smil voksede en smule, men han var samtidig ærlig og ligefrem. Der var ingen tvivl om, at han stod fast ved sin holdning.
Hendes svar overraskede ham lidt, men hans smil steg dog en smule "som sagt så kan jeg ikke noget magi. Jeg er blot berørt af den. Men jeg takker da for din kompliment. Og jeg er nok heller ikke som alle andre. Jeg har bestemt intet imod, du er dæmon. Det er faktisk ret spændende at få lov til at tale med en. Om din venlighed så bare er et udtryk for, at du ikke ønsker at se mig komme til skade, så ser jeg det stadig som en venlig tanke, og jeg er meget glad for, der stadig er nogle i dette land, der kan udvise en smule venlighed". Han så hende direkte i øjnene mens han snakkede, og selvom han smilte, var der ingen tvivl om, at han mente, hvad han sagde. Han havde ingen grund til at lyve, så derfor var han hudløst ærlig.
Nicklas nikkede eftergivende til det, hun sagde. Han tvivlede bestemt ikke på hendes viden, men han havde blot set dæmoner, der ikke gad at bruge tid på hans slags, så det var nok mere en generalisering "jeg betvivler slet ikke din viden. Jeg havde blot en anden opfattelse af det, men du ved det selvfølgelig bedst, fordi du har styret dem så længe. Jeg må dog indrømme, at hvis du genvandt tronen nu, så ville jeg helt sikker mene, det var en forbedring i forhold til nu. Jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvor ond du ville blive, men jeg opfatter at du besidder langt mere venlighed end Jaquia". Han smilede stadig, men igen mente han samtidig hvad han sagde.
Han kunne ikke rigtigt finde på et svar til hende, men nøjedes med at ryste bekræftende på hovedet. Da hun dog stillede ham spørgsmålet, trak han blot på skuldrene "det er ssom regel det første, folk spørger om, så jeg regnede også med, det var det du ville spørge om. Jeg undskylder for min generalisering. Jeg ved godt at min alder ikke er særlig vigtig, for jeg lever ikke særligt længe, i forhold til mange andre racer, men jeg prøver at få det bedste ud af mit liv og nyde det så meget som muligt". Hans smil voksede igen en smule, stadig med den hudløse ærlighed i stemmen. Han var ikke typen, der gad sidde og kede sit liv væk, nej han ville ud og opleve tingene. Han kunne ligeså godt gøre sit liv så spændende som muligt. Det var trods alt derfor, han valgte at blive dusørjæger.
Ved hendes svar, nikkede han igen bekræftende "jeg er stadig sikker på, der var en grund til, at de måtte få mig væk fra Manjarno, så det ville blot bringe dem i fare, hvis jeg opsøgte dem. Jeg kan ikke helt finde ud af hvorfor, men jeg har hørt rygter om, at jeg har været eftersøgt længe i mit hjemland. Det er ikke fordi, jeg ikke ønsker at se dem, men jeg vil ikke bringe dem i yderligere fare". Han mødte hendes blik, men smilet var blegnet. Det var tydeligt, at dette emne berørte ham dybt.
Det svage smil fandt dog igen plads på hans ansigt, da hun spurgte, hvad han vidste om hende "tja jeg ved at du har hvad? To børn? Tre børn? Jeg kan ikke huske det helt præcist. Jeg ved at du er skilt med en Warlock ved navn Kimeya, der mangler det ene ben. Jeg har ikke undersøgt, hvorfor han mistede det. Jeg ved at du er forvist fra Dvasias, men stadig besøger landet med jævne mellemrum. Dette er ikke dit første besøg og det bliver nok heller ikke det sidste. Jeg ved at du har været en hård leder, men du har vel også haft dine grunde. Så vidt jeg har fået opsnappet, har du ikke et fast hjem, men rejser lidt rundt hele tiden, for ikke at blive sporet, for du er ligeså meget hadet i Procias. Jeg kan intet sige om din status i de andre lande, for det har jeg ikke undersøgt. Jeg tror det var det. Har jeg ramt nogenlunde rigtigt eller har jeg været meget ved siden af?" spurgte han. Han vidste at nogle ting var facts, mens andre var rygter. Han havde dog infiltreret flere spioner for at opsnappe informationer om eftersøgte, så derfor havde han også nogle få rapporter om hende derfra.

[Silia D. Diamaqima]

Der var om ikke andet, ingen tvivl om at denne mand ikke var Dvsianer.. de fleste ville have forsøgt at fornærme hende med vilje, kun for at få en form for reaktion ud af hende, men han var anderledes.. han virkede tværtimod helt febrilsk ved tanken om at nedgøre hende, men det var ikke af frygt.. den ville hun have fornemmet med det samme. Hun sendte ham et lidt beroligende smil. På ydersiden, så lignede hun heller ingen dvasianer, ikke når først den strenge mur faldt.. det måtte være hendes moders gener. ”Jeg tvivler på du er en ubehøvlet person, Nicklas. Men jeg kan lide din stil. Alt for mange tager desværre respekten for givet, du er fornuftig,” endte hun endnu engang, denne gang lidt mere konkluderende. Hånden endte mod hans skulder, hun klappede den roligt, før hun trak den til sig igen. Hun havde aldrig været god til fysisk kontakt, men hun havde altid været den lille tøs i midten af en stor flok mænd, så derfor var det dejlig naturligt faktisk at være.. humoristisk til en hvis grænse. Hun hævede et slankt øjenbryn, og betragtede ham atter lidt forundret, han var virkelig en særling, men på sit vis formåede han at imponere hende. ”Det er en hård filosofi at leve efter. Hvis du formår det, er jeg faktisk virkelig imponeret,” erkendte hun lidt tænksomt, og kløede sig i baghovedet. Hun havde aldrig rigtigt været tilfreds med hendes person. ”Måske du blot et berørt af magien.. men du kan gøre megen gavn. Dit væsen er nogle af de bedste når det kommer til spionage,” svarede hun roligt, for det var trods alt sandt! Faktisk kunne han gøre hende en hel del gavn, men hun ville se ham lidt nærmere an. Hun kunne godt lide at skabe venner. ”Uanset. Der findes meget få 'venlige' dæmoner, så pris dig lykkelig for, at det var mig du mødte,” hun strøg de flammerøde lokker bag ørerne og blinkede lidt drilsk til ham. Hun kunne være alt andet end venlig, men han havde trods alt ikke givet hende grund til det. Blikket hvilede i hans, også fordi den ærlighed et sted mindede hende om Nathaniel, og det var næsten.. betryggende. Hun snoede de små græsstrå omkring hendes pegefinger, også selvom det var en yderst monoton bevægelse. Hans ord fik hendes mine til at stivne for et kort øjeblik. Hun sukkede og løsnede lidt op igen. Hun kom ikke uden om, at hun savnede at lede nogle.. nu selv hendes børn blevet så store, så hun havde slet ingen at hundse rundt med mere! ”Jaqia tog i sin tid tronen fra mig. Jeg var ikke populær. Jaqia har desværre altid haft en umådelig talegave, og hun er dygtig indenfor alkymien.. desuden så besidder hun nogle ikke nær så medfølende evner, og det kommer man desværre langt med i Dvasias. Hun er alt for intelligent, men også begyndt at falde af på den, og hun har ladet sig forblænde, det bliver hendes død snart. Jeg bære dog ingen planer om at indtage tronen endnu engang, og min datter overtager lige straks arbejdet med dæmonerne.. man kan vel kalde det.. pension?” hun vendte blikket mod ham, og rynkede en smule på panden, for det gik op for hende hvor gammel hun lød.. hun hadede at være gammel!
Faith nikkede en anelse forstående. Han havde ikke så mange år som hun selv, så det var med at nyde det. ”Det lyder tilgengæld yderst fornuftigt. Vi andre har det med at være lidt for modige, mig selv deriblandt. Vi glemmer lidt at vi også blot er dødelige, kun fordi vi har flere år end folk som dig,” hun trak lidt ligegyldigt på skuldrene, det var jo nu engang sådan det var, og hun havde forsøgt at ændre det, men var aldrig rigtigt nået længere. Hun lyttede glædeligt til fortællingen omkring hans familie, for den slags interesserede sig langt mere end hans egentlig alder. Hendes blik lyste næsten med et morende glimt. ”Det er Manjarno.. Kun ganske få har været efterlyst i det land. Faktisk er det min søster og.. svoger der sidder på tronen. Jeg kunne nemt finde ud af det,” hun så lidt spørgende på ham, også for at finde ud af om han kunne være interesseret. Lyden af vandet omkring dem, og følelsen af at ligge i det lidt kølige græs, var faktisk behageligt!
Det skræmte hende lidt hvor meget han vidste om hende! Han havde gjort sit baggrundstjek det var helt sikkert, også selvom få ting ramte lidt ved siden af. Det var desuden de færreste der vidste at hun var halv Procianer, og faktisk.. kunne have siddet på tronen der, det var slet ikke noget hun reklamerede med! ”Jeg har faktisk fire. Desuden er det korrekt, men de fleste kender Kimeya, kujonen er mere kendt end jeg selv,” hun sagde ordene med en vis foragt, for hun var virkelig vred på manden! ”Jeg gør som enhver anden moder.. dette vil bestemt ikke være mit sidste besøg. Desuden ja.. Det er påkrævet at en leder er hård, og det er jeg. Desværre er det ikke længere min status. Hvad angår min status i Procias.. Jeg er hadet såvel som elsket, selvom de færreste vil tro på det. I det store og det hele så rammer du ret godt. Du har fundet det der som ikke andet er at finde om min baggrund,” svarede hun og nikkede næsten ærbødigt mod ham. Det var om ikke andet en mand der gik op i sit arbejde, og det værdsatte hun!

[Deleted]

Igen bøjede Nicklas taknemmeligt hovedet imod hende. At hun syntes han var fornuftig, glædede ham alligevel, selvom han på mange områder nok ikke var det "jeg siger da mange tak. Du kunne også være meget mere ubehøvlet, når man nu tager i betragtning, at du er dæmon. Men som sagt raceforskelle gør ikke mig det store". Han gengældte ufortrødent hendes blik, samtidig med at hans smil voksede en smule. Han havde fornemmet, at hun ikke var ren Dvasianer, men han gjorde ikke opmærksom på det, for det var langt fra det, han gik mest op i.
Hendes næste svar fik ham dog til at hæve brynet "hvis jeg ikke levede efter det, var der ikke nogen grund til, jeg sagde det. Jeg er ikke typen, der siger et og gør noget andet. Det ville i mine øjne være det samme som at lyve". Igen var der ingen tvivl om, at han var ærlig, for det var virkelig sådan landet lå. Han kunne ikke rende rundt og ændre sin personlighed alt efter, hvem det var, han nu lige snakkede med. Det ville virkelig virke falsk i hans hoved.
Hans hævede bryn forvandlede sig dog hurtigt til et svagt smil ved hendes næste svar, for hun havde så sandelig ret. Han var ret dygtig til at spionere "det kan du så have ret i. Du var jo også den eneste af tre, der rent faktisk opdagede mig". Han bøjede igen hovedet anerkendende mod hende, mens han stadig holdt sit blik mod hendes øjne. Ikke fordi han prøvede at gennemskue hende, men af respekt.
Hendes næste udtale fik ham igen til at grine, men igen bøjede han bekræftende hovedet mod hende "det kan du jo så have ret i. Jeg må indrømme, at det er længe siden, jeg har sloges mod en dæmon og sidste gang var jeg heldig". Hans smil voksede en smule, og hans blik forlod hende ikke en eneste gang, igen af høflighed og respekt, for hun så trods alt ham i øjnene, så han ville ikke være ubehøvlet og bryde blikket.
Nicklas fik kort et overrasket ansigtsudtryk, da hun fortalte, at hun ikke havde tænkt sig at bestige tronen igen. Men ligeså hurtigt det var kommet, ligeså hurtigt forsvandt hans ansigtsudtryk igen. Det var alligevel en stor beslutning at have taget "du må meget undskylde, hvis jeg sagde noget forkert, det har ikke været min mening. Men jeg synes det er et stort valg at tage, ikke at ville lede landet igen. Jeg tror stadig du ville blove en god leder, men lad det nu ligge ved det. Valget er ikke mit, så jeg skal ikke blande mig". Hans blik mødte stadig hende, og det var tydeligt, at han mente hvert ord, han sagde. Som sagt havde han taget en beslutning om at være ærlig over for den kvinde, han sad ved siden af, og han havde ikke tænkt sig at lave det om.
Igen kunne Nicklas ikke lade være med at grine af hendes udtalelse. Hun var virkelig direkte, det måtte han lade hende "det og så at i er langt sværere at slå ihjel. Du skulle prøve at stå over for en vampyr, uden nogen som helst evner og kun med et sværd. Det er ikke ligefrem fordi det er nogen nem udfordring". Selvom det i sig selv var en alvorlig samtale, var der stadig morskab at spore i hans stemme. Ikke fordi han fandt det sjovt, men fordi han syntes at udfordringer var underholdende om ikke andet.
Mens hun talte, kunne Nicklas ikke lade være med at sidde og se flabet på hende. Da hun var færdig, var der oven i købet et drillende glimt i hans øjne "du er den mest eftersøgte person i hele Dvasias. Du er den med den største pris på dit hoved. Tror du ikke, jeg har ville finde ud af så meget som muligt? Jeg har faktisk været flere af Jaqias papirer igennem, for at spore din bevægelse og for at prøve at finde ud af, hvor du har opholdt dig, men jeg må sige at Jaqias spioner ikke har været særligt dygtige på netop lige det punkt". Han smilede stadig flabet til hende, og hans øjne glimtede stadig drillende. Selvom han tog lidt pis på hende, var han stadig ærlig, og der var ingen tvivl om, at han var gået rigtig langt for at finde ud af, hvor hun befandt sig.