Back in black.

[Silia D. Diamaqima]

Det var ved at være tidligt. Den mørke dyne der havde lagt sig over himlen, var langsomt ved at blive lysere, som tegn på at daggry var tæt på. Det havde været endnu en umådelig kold nat, hvilket mange mørke væsner ikke lod sig bide mærke i, men Faith var ganske uenig. Hendes skridt var bestemte og dog elegante. Hun tryggede den mørke kappe tæt om sin kølige krop. Den forbandede kulde, drev hende efterhånden til vanvid! Kort kastede hun et blik over skulderen. Det lod til at det var lykkedes hende, at stikke af fra vagterne. Hvad end Jaqia forsøgte at lærer hende, så blev hun vanvittig, af at være afskåret fra hendes hjem og sin familie. Vejen til drypstenshulerne var lang, og det var svært ikke at blive set på disse kanter, hvilket også var grunden til, at hun gjorde det netop inden daggry, for det var nu at langt de fleste væsner måtte finde til ro, eller have fokus på noget andet, end at holde vagt. Dog forsøgte hun alligevel at holde sig i skyggerne, bare i tilfælde, ikke mindst fordi hendes flammerøde lokker, og funklende grønne øjne, var yderst karakteristiske. Søen lå ikke langt derfra, og eftersom det gennem mange år havde været en form for tryghedsbase, og det var længe siden hun sidst havde sat sin fod der, så ville hun bestemt ikke lade muligheden passere. Hun drejede ned af en lille sti, der førte direkte ned til den sorte sø. Som hun havde regnet med, så var der ikke direkte nogle at se. Vampyrerne søgte deres kister, vareulve kom sig oven på nattens fuldmåne, og de øvrige nattevæsner, var med største sandsynlighed fanget af vigtigere ting, hvilket gjorde det lettere for hende. Faith søgte skjul bag et stort egetræ, hvis skygge tillod den mørke kappe at falde i et med den. Hun lænede sig op af træet med den ru bark, og så ud over det mørke vand, der som navnet sagde, var så sort, at den næsten lukkede muligheden for at spejle natten i vandet, ude. Blikket søgte roligt omkring, mest for at finde ud af om vejen var ryddet. Der var ingen at se, så hun tog chancen og slog hætten ned, så de krøllede, røde lokker, endeligt fik frit spil ned over de spinkle skuldre. Sidst hun var blevet forvist, havde hun besøgt dette sted som det sidste, og hun havde mødt Kimeya, som havde reddet hendes ende, mildest talt. Ville han kunne gøre det igen? Hun sukkede en anelse opgivende, og besluttede sig endelig, for at træde ud af de mørke skygger, og ud i det halve mørke. Selvom det havde været en lang nat, så følte hun sig ikke udmattet. Det at være tilbage hvor hun kom fra, var fantastisk, hun havde trods alt altid været en enorm nationalist. Vandet var helt roligt, fordi brisen kun var blid og kølig. Fuglene var allerede begyndt at synge, det var kun et spørgsmål om tid før morgenduggen ville ligge sig. Selv Faith måtte erkende, at dette i sandhed var en fantastisk tid på døgnet.

[Deleted]

Nicklas havde - indtil for få sekunder siden - siddet for foden af et træ og slappede af. Det havde været en lang nat for hans vedkommende, især fordi den mand han lige havde bragt til slottet, havde prøvet at flygte. Hvorfor var det de altid prøvede at løbe? Så slemme var dette lands straffe heller ikke, og selv hvis de var, nyttede det ikke noget at løbe, for det ville kun gøre straffen det meget større.
Han havde siddet og tænkt dette igennem i lang tid, da han var blevet afbrudt af en lyd af skridt - små lette skridt, og nok også en kappes rislen mod blade - men dog skridt. Han var hoppet op i det nærmeste træ uden en lyd, og holdt nu godt øje ud i natten efter nogen der kom gående. Efter et kort stykke tid, kom en skikkelse iført kappe gående, og Nicklas hævede brynet. Det var usædvanligt, at nogen kom gående på denne tid og da slet ikke en kvinde. Var hun på flugt? Eller havde hun - som han havde lige i øjeblikket - søvnproblemer? Han vidste det ikke, men hvem hun end var, så var han ikke sikker på, hun var en ven.
Han holdt godt øje med hende - dog stadig i det skjulte - og da hun lod hætten falde, så det ildrøde hår kom til syne, vidste han præcis hvem hun var. Faith Marvolo, en dæmon som var blevet forvist fra dette land, hvorfor vidste han ikke, men han vidste, straffen var stor for at vende tilbage. Svaret på hvorfor hun var her, kom hurtigt, for ikke længe efter kom to mænd trampende gennem underskoven. Nicklas identificerede dem hurtigt som to af slottets vagter, og han vidste med det samme at de var på sporet af dem. Disse var ikke til at spøge med, for de var trods alt betroet til at beskytte slottet af en grund, og de havde et hvis ry, selv blandt højere magter. Nicklas fulgte dem nøje med øjnene, men han vidste, at ligemeget hvad ville hun ikke have en chance mod de to store brød, men hvad gjorde han? Lod han dem være, eller greb han ind og tog hendes parti? Det mest lovlydige ville nok være, at lade dem arrestere hende, men på den anden side ville han nok ikke kunne holde ud, at se dem slæbe afsted med hende.
Han var ikke helt sikker på, om hun havde opdaget dem, men hvis hun ikke snart fik fart på, ville de opdage hende inden længe, og så ville hun slet ikke have nogen chance. Der måtte tænkes og handles hurtigt, men hvad i al verden skulle han dog gøre? Skulle han blive lovløs ved at hjælpe hende, eller skulle han holde sig på lovens side og gøre ingenting, men så være plaget af skyld resten af sit liv? Han vidste virkelig ikke, hvad var værst; skyld eller flugt, men han måtte finde ud af det hurtigt, inden de forsvandt igen.

[Silia D. Diamaqima]

Et sted så føltes det næsten som et deja vú. Hun var endnu engang forvist, men denne gang uden nogen baggrund, for pokker hvor hun hadede Jaqia for at lege rundt med hende! Endnu engang måtte hun gemme sig i skyggerne, flygte fra de almene dvasianere der altid havde haft respekt for hende i form af hendes gamle lederskab. Hun lod hånden vandre igennem de flammerøde lokker, der bestemt var et kraftigt kendetegn. De smaragdgrønne øjne betragtede søens rolige vand. En svømmetur ville ikke være ringe, desværre ville det være for farligt. De to mænd der var fulgt efter hende, havde hun til nu ikke opdaget, men deres tunge lidt klodsede trin afslørede dem. Hendes læber skiltes i et mindre smil: Det havde vel uanset været naivt af hende at tro, at hun ville slippe af sted med dette. Samtidig følte hun sig.. overvåget. Hun var ingen vampyr, og hendes sanser var ikke skarpe nok til at finde ud af, om det var en ven eller fjende, eller hvilket væsen vedkommende var af, men hun kunne mærke de nysgerrige øjne. Med små skridt bakkede hun væk fra bredden, for så snart hun kom i berøring med vandet, blev hun svækket, og hun havde ingen planer om at lade sig fange i aften. Hvilken kvinde ønskede ikke at se sin familie? Det skulle de vagter bestemt ikke holde sig fra? Hun sukkede tungt, og vendte sig mod dem. De var jo enorme! Selv stod hun der.. hun havde altid været ualmindelig lav og tilsvarende spinkel, men man skulle bestemt ikke undervurdere hende. Hun var ikke længere ung eller naiv. Hun angreb dog ikke.. Det ville være en oplagt mulighed til at finde ud af hvem der skjulte sig i træerne, og om det var en ven eller fjende. ”Godaften d'herre,” hilste hun på vagterne, som havde de været venner. Selvfølgelig fik hun intet svar. Hænderne lod hun folde foran sig, lidt manérer havde hun vel tilbage? Hendes navn var almindeligt kendt, og det røde hår havde desværre en irriterende vane for at afsløre hende. Hendes hjerte slog hurtigt, for selvom hun var kraftig, så stod der i hvert fald to fjender foran hende, og der kunne meget vel være endnu en i skjul, og hun var ikke i den bedste form, det gjorde hende en anelse urolig, også selvom det ikke var noget man kunne mærke, på den yderst selvsikre person. Kort lod hun blikket søge op mellem træerne. Der var en skygge, men hun kunne hverken sætte ansigt eller skikkelse på. De to vagter var en ting, men skikkelsen i træet var en helt anden, den gjorde hende langt mere urolig. Snigskytter var ikke et særsyn, og så meget kunne hun heller ikke multitaske. Hun havde desværre en fornemmelse af, at hun ikke kunne regne med Kimeya i øjeblikket. Så måtte hun vel bare forsøge at klare skærene selv?

[Deleted]

Nicklas så til, stadig i vildrede om hvad han skulle gøre, mens vagterne blot kom nærmere. Til hans store overraskelse, gjorde hun intet for at standse dem, men derimod stillede hun sig bare op og hilste på dem, som om de var gamle venner. Nicklas kunne dog godt se, at der ikke var venlighed i de to store brøds øjne, men han var stadig i vildrede, om hvorvidt han skulle gribe ind eller ej. Han var ikke sikker på, om han ville være til hjælp eller besvær for Faith, men han var også sikker på, det nok alligevel ville være en pænt stor mundfuld for hende, at skulle slås mod de to alene. Hans sorte, lange, men ærmeløse trench coat blafrede svagt, idet en brise fangede den, og hans sværd med det lange skaft, som sad på ryggen, bevægede sig en anelse og dunkede blidt mod hans ryg, men han ænsede det ikke. Han havde langt mere travlt med, at holde øje med de tre personer ikke så langt derfra.
Han bemærkede pludselig, at hun havde fået øje på ham, og han så en snert af nervøsitet i hendes øjne, der dog hurtigt forsvandt igen. Hun var ret selvsikker så det ud til, for ellers ville frygten for, han var med vagterne være malet i ansigtet på hende, og han havde trods alt kun skimtet en tvivl og nervøsitet et kort øjeblik, så han gik ud fra, hun ikke helt vidste, om han var på hendes side eller ej.
Nicklas forbandede sit eget dilemma, men han vidste at hvis han skulle gøre noget, skulle det være nu. Han tog i første omgang en beslutning om at hoppe ned, for derefter at træde frem i lyset. "Hørte herrerne ikke, at damen talte til jer? Selv soldater burde have en hvis høflighed, selv overfor deres fjender. Eller er i for usle til at kunne svare?" lød spørgsmålet så til sidst. Hans stemme var rolig og fattet, men der var en dyb, kommanderende tone blandet ind i. Det var tydeligt, han mente, at de var lavere end dyr, når de ikke engang kunne finde ud af at svare på en hilsen.
Nicklas tænkte ironisk, at nu fandt Faith da i det mindste ud af, hvis side han var på, for i dette øjeblik rettede den ene af vagterne opmærksomheden mod ham, og ligesom det havde været med Faith, var hans blik ikke ligefrem venlig, idet han kikkede på Nicklas. Nicklas kunne dog ikke lade være med at smile svagt "har i nu også tænkt jer, at jeg skal være en fjende? Tja, jeg kan ikke sige, det kommer som en overraskelse, for jeg tror nu heller ikke i sidste ende, jeg ville lade jer rende med hende. Jeg kender jeres metoder, og der er på ingen måde, jeg ville tillade sådan en behandling overfor kvinder". Igen var hans stemme rolig, men denne gang var der noget mere ildevarslende bag den, nærmest et hvæs eller noget i den art.
Nicklas kunne se, vagten stod lidt og funderede over, hvad det var han egentlig havde sagt, hvorefter han trak sit våben, klar til kamp. Nicklas' læber krusede endnu i et svagt smil, selvom han vidste, at han stadig manglede en måde at kunne forsvare sig mod manden på, for han ville aldrig vinde i en styrkeduel. Han ville blive nødt til, at lade manden ramme forbi, for derved at lade ham blotte sig for slag.
Nicklas skævede kort over til den anden vagt, men ikke denne lod til at lade sig påvirke af situationen, tværtimod lignede han en, der bare ville sikre sig at Faith ikke ville stikke af, hvilket var godt, lige for tiden, for Nicklas ville nok ikke have en chance mod dem begge på en gang, og hvis bare ikke Faith kom til skade, kunne Nicklas nøjes med at koncentrere sig om en ad gangen.
Han stod lidt og skiftede vægten, først over på det venstre ben, så over på det højre "nå hvad bliver det så til? Har du tænkt dig at angribe eller ej? Jeg har trods alt ikke hele morgenen til at skulle lege med jer to". Ikke at han tog det som en leg, men det var bedre at vise et selvsikkert jeg, end en der var på nippet til at flygte, men på den anden side kunne han heller ikke finde på at flygte. Hvis han havde villet flygte, havde han gjort det, da han stadig var i sit skjul.

[Silia D. Diamaqima]

Faith stirrede indgående på de to vagter. Desværre havde de for vane at være irriterende tavse, så det overraskede hende sådan set ikke, at hun ikke fik noget svar. En kvinde som hende, der havde levet med disse kampe som hverdag mere end en gang, tog det ikke længere synderligt katastrofalt. Vagterne kendte hende ligeså, de vidste at hun ikke var til at lege med, og derfor gik hun også ud fra, at dette måtte være af Jaqias bedre, for dronningen ville ikke betro en sådan opgave til nogle forbandede amatører. Vagterne havde tydeligvis ikke tænkt sig at være ligeså høflig som hun var. Alligevel stod hun blot der, med det arrogante smil, der ikke ligefrem klædte hendes strenge mine. Så lang tid stilheden stod på, overvejede hun selv, hvad der ville kunne forberede hendes chancer. Måske at hun ikke var i den bedste form, men hun var stadig kraftig. Alligevel så var hun ubevæbnet foruden den indre flamme, og det kunne hurtigt ende galt så tæt på vandet, der var en grund til hun kun søgte derud, når hun var vred. Faith havde set skikkelsen i træerne. Den gjorde hende urolig, også selvom hun knapt ville vise det. Vagterne ville se det som en svaghed, og de ville slå til, hvilket hun bestemt ikke ønskede! Hun missede dræbende med øjnene.
Hendes håndflader var brændende, blot i tilfælde af at de havde tænkt sig at angribe, det var trods alt bare et spørgsmål om tid. Den skjulte skikkelse måtte for pokker da også vide, at han var blevet spottet? Det gibbede en anelse overrasket i hende, idet han endelig trådte ud af sit skjul, og ned ved hendes side. Faith så direkte forundret på ham. Han stod op for hende? Hun rynkede på panden. Et sted var det da.. en fin tanke, men hun kunne godt selv! Hun havde aldrig været meget for at lade nogle komme hende til hjælp, end ikke hendes egen.. tidligere mand! ”Drop det knægt. De er ikke hyret til at tale,” hun trak ligegyldigt på de slanke skuldre, og sendte ham det samme lettere arrogante smil. Selvom han lod til at forsvare hende, så stolede hun ikke på ham. Ingen i Dvasias var værd at stole på, det havde hun lært for mange år siden, og der var intet ved denne mand, der gav hende en direkte grund til at sætte sin lid til ham. Hun havde dog heller ikke tænkt sig at løbe. Hun flygtede aldrig fra en god kamp! Desuden fandt hun det lidt interessant.. måske denne mand rummede mere end hun umiddelbart vurderede ham til? Vagterne havde tydeligvis fundet en interesse i den nytilkommende. Hans ord fik hende direkte til at måbe. Hun skulede mod ham. ”Bevæg dig ikke derud! De mænd ville aldrig have fået muligheden for at trække mig med. Jeg burde halshugge dig for de ord!” vrissede hun af den ukendte herre.
Hun var ikke nogen skønjomfru i nød, hun var udmærket i stand til at klare sig selv. Desværre vækkede denne mand hendes nysgerrighed, for det var mange år siden, at nogen direkte havde turdet at stå op for hende.
Vagterne begyndte miste tålmodigheden. Det var tydeligt at de begge selv overvejede deres chancer. Hun havde ingen idé om, om denne mand havde tænkt sig at gå i hendes vej, og gøre tingene mere besværlige. Han kunne være en dusørjæger, der personligt ønskede at fører hende til Jaqia, hvilket hun bestemt ikke ville tillade. ”Af ren nysgerrighed, lader jeg dig tage ham,” hun pegede på den ene vagt. Hun var overlegen, og hun havde aldrig haft noget imod at skulle vise det også offentligt. Desuden var han da lidt kær.. lidt prociansk hvis hun nu selv skulle bedømme. Den ene vagt, endte med at tage chancen frem for at spilde chancen. Hun havde vidst ramt et ømt punkt. Den anden valgte hurtig at følge efter. Den ene stoppede allerede få meter fra hende. Hendes hånd var strakt frem mod den ene vagt, der knækkede sammen i tydelige smerter. Hendes blik hvilede så intenst på manden, at hun næsten var i en trancelignende tilstand. Det begyndte at prikke i hendes eget bryst. Hun var som sagt ikke i bedste form, og det tog i den grad hendes energi, hvilket kun irriterede hende. Hun slap manden med blikket, og knækkede selv en anelse sammen. ”Våben?” hun så en anelse irriteret på manden. Hun hadede at bede om hjælp!

[Deleted]

Nicklas hævede et bryn, over at Faith ud i ingenting gav sig til at svare ham, på det han sagde. Han havde ikke ligefrem regnet med, at hun var sådan. Hendes første kommentar, fik ham igen til at smile skævt "det er der vidst ingen af Dvasias' vagter, der er, er jeg bange for". Han rettede blikket mod vagten igen, og nåede lige at træde til side for det store sværd, der kom susende, hvorefter han igen rettede opmærksomheden mod kvinden "æhm, kan du ikke lige vente med at halshugge mig, til vi er ude af denne her suppedas? Bare sådan fordi ellers ender det med, han kommer dig i forkøbet". Nicklas pegede på vagten, der stod overfor ham, og atter nåede han lige at undvige, inden det store sværd splittede ham i to.
Ved hendes næste træk, blev han dog lidt overrasket, men det varede ikke længe, for han havde hørt, hun var ilddæmon. Han havde bare ikke regnet med at se hendes kræfter på tæt hold. Ikke desto mindre var det fascinerende, selvom han godt kunne se, det svækkede hende.
Ved hendes forespørgsel om våben, hævede han det ene bryn. Han var ikke ligefrem sikker på, at nogle af hans våben passede hende. Derfor, da vagten igen slog ud efter ham, trådte han endnu en gang til siden, men denne satte han foden på det store sværd, så det satte sig fast i jorden. Dette gav ham tid, til at komme ind på livet af kæmpen og trække hans langsværd fra siden. Inden vagten kom op igen, var Nicklas allerede uden for hans rækkevidde "så tænk hurtigt" lød svaret, idet han kastede sværdet til hende, samtidig med at han trak sit eget, langskaftede sværd, og igen brød et smil frem på hans læber "jeg er bange for, at legetiden er forbi, så jeg bliver desværre nødt til, at bede dig om at trække dig tilbage, eller også bliver jeg desværre nødt til at dræbe dig". Selvom ordene lød som de gjorde i truslen, lød det ikke ligefrem på Nicklas, som om han kom til at angre det, hvis han dræbte en vagt. Han var trods alt vant til lidt af hvert, og endnu et drab på samvittigheden kom ikke til at skade ham.
Vagten så dog ud til, endnu en gang at overveje sin situation, men efter kort tid, gik det op for Nicklas, at der ikke var sket nogle ændringer, for endnu engang kom manden mod Nicklas. Som forventet kom sværdet farende endnu engang, dog denne gang vertikalt, men Nicklas havde forudset det. Han dukkede sig og med et langt skridt, var han på den anden side af sværdet, så han nu stod mellem vagten og hans våben. Et langt skridt mere, og Nicklas var nu helt forbi ham, samtidig med han havde givet manden et dybt snit i venstre side. Selvom vagten ikke så ud til at ænse det, var det stadig et slemt sår, og Nicklas vidste det ville kunne ende ud i, manden kom til at lide af blodmangel, hvis han ikke passede på med, hvor meget energi han brugte.

[Silia D. Diamaqima]

Faith var kendt for netop at være overlegen, men hun havde trods alt lidt at have det i. Dog var hun ikke direkte fjendtlig anlagt, hun kunne bare ikke lide at bede om hjælp, det overgik ganske simpelt hendes stolthed. Hendes mundvige fortrak alligevel ved et skævt smil. ”Jeg er bange for at du har ret,” medgav hun, lidt mere medgørlig, også selvom der stadig var en snerpet undertone i hendes stemme. Han formåede at få hende til at smile, hvilke var en tanke hun godt kunne lide, og samtidig noget der forundrede hende, for han var jo bare en knægt? Hun kluklo ved synet af vagten der allerede var gået løs på den stakkels mand. ”Endnu engang har du ret. Jeg ville næsten ikke kunne bære, ikke selv at få lov,” påpegede hun dog en anelse drillende. De stakkels vagter lod ikke til at være de mest intelligente, men Jaqia havde vel heller ikke forventet at hun ville få hjælp fra.. den mand. Den ene vagt var måske ikke død som det ellers havde været meningen, men han var omtumlet, halvdelen af hans indre var trods alt smeltet. Hun sukkede opgivende og himlede med øjnene. Det var direkte flovt, at hun end ikke var i stand til at dræbe længere. Hendes hånd hvilede mod sit bryst. Det gjorde ondt, ikke mindst fordi det tog flere kræfter end hun havde regnet med.
De grønne øjne så afventende mod ham, men holdte alligevel øje med vagten ud af øjenkrogen.
Hun ønskede ikke at møde hans sværd! Et sted håbede hun vel at han bare lette våben med sig som for eksempel en kniv eller noget lignende, for eftersom hun var ualmindeligt lille, så var hendes fysik slet ikke byggede til hverken store eller tunge sværd. Faith grab ganske vidst det sværd han kastede til hende, også selvom det var anstrengende for hende bare at løfte. ”For helvede,” bandede hun hidsigt, og forsøgte at bevæge sig mod hendes vagt med sværdet. Allerede efter få skridt droppede hun det. Det var virkelig ikke hendes dag! I håb om at den fremmede ikke havde set hende, løb hun mod den omtumlede vagt, og satte ganske enkelt ild til ham. Det var ikke imponerende, og ganske simpelt noget enhver idiot kunne finde ud af. ”Forkert.. Du bliver nødt til at dræbe ham,” rettede hun. Den brændende havde givet sig til at skrige på jorden. Hun lod foden ligge sig mod hans hals, og lukkede på den måde for ilttilførelsen. Ilden bredte sig op over hendes eget ben, der ikke tog skade af den på nogen måde, intet brandmærke, ingenting. Så snart vagten for hendes fod lagde stille, kvalte hun ilden med sin hånd, og efterlod kun det forkullede lig tilbage. Hun vendte sig mod Nicklas, og betragtede hans arbejde med den anden vagt, uden at bryde ind, for hun havde trods alt lovet ham den vagt. Armene lagde sig roligt over hendes bryst. Hun var uskadt. Så heldig havde hun nok ikke været, hvis han ikke havde været der, også selvom hun nægtede at erkende det. Hovedet gled på sned, hun kunne ikke holde det lille smil tilbage. Manden var tydeligvis intelligent. Ganske roligt samlede hun hans sværd op, og holdte det foran hende. Våben var og forblev bare ikke hende!

[Deleted]

Nicklas kunne ikke lade være med at grine, da hun svarede. Det var lidt ironisk at føre en samtale, når man nu var midt i en slåskamp, men på den anden side... hvorfor ikke? At slås og have det sjovt samtidig, var vel bare... sjovt?
Ved hendes næste svar, kunne der igen anes et svagt smil på hans læber, men det forsvandt hurtigt igen, for han blev nødt til at holde fokus på vagten, der for fjerde gang missede ham, fordi han rykkede sig "det kan jeg også godt forstå, men giv mig lige et øjeblik, så er jeg all yours". Ligeledes havde han et drillende glimt i øjet, men han vidste samtidig også, at hun var farlig. På den anden side så havde han jo lige hjulpet hende, så mon ikke hun skånede ham?
Han lagde godt mærke til hendes ord, og at hun smed sværdet, men han tænkte ikke videre over det. Hun var nok mere bekvemt med sit eget element end med våben, så det var forståeligt, at vagten nu brændte op.
Da hun igen kommenterede ham, kunne han ikke holde et smil tilbage. Han kom dog også med et skuldertræk "hvis du siger det". Han undgik for gud ved hvilken gang kæmpens sværd, men denne gang brugte han det som afsæt, da det store våben satte sig fast i jorden. Nicklas havde sat sin fod på det, og havde sat af på det, så han nu kom op i hovedhøjde med manden. Der gik endnu et halvt sekund, og så sprøjtede blodet fra mandens hals, der nu var skåret over. Der gik endnu ikke mange sekunder, før han lå livløs på jorden "er han død nok nu, eller skal jeg stikke lidt mere i ham?" Han havde igen et drillende glimt i øjet, idet han satte sværdet om i hylsteret igen.
Han vendte sig mod Faith, og gav et let buk fra sig "jeg beklager den sene introduktion, men som du nok opdagede, var jeg lidt optaget. Mit navn er Nicklas Karamas, og nu er jeg så lovløs, for at have dræbt en vagt, så jeg kan vidst ikke rigtigt kalde mig selv dusørjæger længere. Jeg kan forsikre dig, jeg har absolut ingen intentioner om, at indlevere dig, for det første fordi det også ville skade mig selv, og for det andet fordi, at jeg så skulle bruge samme metoder, som de to nok havde tænkt sig at bruge, og det er jeg temmelig stor modstander af". Han rettede sig op, og gav et svagt smil fra sig "nå, forlanger du så mit hoved, eller må det få lov at sidde hvor det sidder?"

[Silia D. Diamaqima]

Faith lo blidt sammen med ham. Hun havde været i mange kampe, men aldrig havde hun ført en samtale samtidig med. hun var nu alligevel imponeret over hvordan han var i stand til at koncentrere sig om mere end en til af gangen, for det lod ikke til at hendes snaksalighed distraherede ham synderligt. ”Jeg venter tålmodigt,” svarede hun kortfattet. I virkeligheden var hun slet ikke tålmodig, det var ikke en egenskab hun ejede, men bare for selskabets skyld, desuden vidste hverken Jared eller Cecilaya at hun befandt sig i landet. Hun kunne godt lide hans humor. Selvom hun var kendt som en farlig kvinde, og den kraftigste nulevende ild dæmon, så var hun igen i fjendtlig anlagt, og hun foretrak faktisk selskab frem for vold. Disse vagter havde ganske vidst bedt om det, og eftersom de havde spottet hende, så kunne hun ikke lade dem slippe herfra i lige. Hun trippede lettere utålmodigt og betragtede den yderst underholdende kamp, som vagten lod til at tabe i stor stil. Sværdet havde ganske enkelt været for tung for hendes svage fysik, så nu holdte hun det for ham i stedet for. Faith måbede overrasket og på samme tid imponeret idet han faktisk godtog hendes ord, og gjorde som hun sagde. Endelig! Ingen gjorde nogensinde som hun sagde længere.. ikke foruden de fleste dæmoner vel og mærke. Selvom hans kommentar havde været direkte skrap og komplet unødvendig, så havde hun ingen intentioner om at hugge hans hoved af, med mindre det skulle vise sig at blive nødvendigt. Hun forsøgte at være skeptisk overfor ham, men han var så flyvsk og så morsom, at hun havde svært ved at se ham som en direkte trussel. Faith blev ramt af denlange blodstængt. Hun så ned af sig selv og sit nu blodige jeg. En del havde ramt hende på halsen og kinden, men hun bed ikke videre mærke i det, men nøjedes med at himle med øjnene. ”Hvilken herlig aften,” mumlede hun med tydelig ironi. Hun trådte roligt tættere på det andet lig og den fremmede. Hun skubbede til ligets slappe ansigt med foden, og nikkede bekræftende. ”Det er godkendt,” påpegede hun, og sendte ham et lille smil. Ganske roligt rakte hun sværdet tilbage til ham. ”Et godt råd. Skal du endelig redde en kvinde i nød.. anskaf dig en kniv,” hun sendte ham et stille smil, og strøg de lange lokker bag øret. ”For min skyld må du gerne stikke mere i ham, ” hun skænkede det tilredte lig et lidt ligegyldigt blik. For hendes del var det bare hverdag. De nysgerrige øjne gled mod ham, og betragtede hans bukken og lyttede til hans introduktion. Det var længe siden nogen havde vist hende den respekt. Hun bukkede hovedet i gengæld, selvom hendes mine stivnede. En dusørjæger?! Var det ikke typisk hendes held?! ”Mit navn er Faith Jaceluck. Jeg er som dig lovløs, tidligere leder af dette land og af dæmonerne, og jeg smelter dine indvolde som smør, hvis du forsøger at rive mig med,” advarede hun, næsten med en munter tone, også selvom hun skam mente det. ”Jeg lader det sidde.. for nu,” tilføjede hun roligt. Ikke fordi han havde hjulpet hende, men fordi han gjorde hende nysgerrig.

[Deleted]

Nicklas undrede sig lidt over, at hun rent faktisk morede sig. Siden hvornår var han blevet så morsom? Han var jo bare sig selv? Sarkastisk og med sort humor som altid. Han slog det dog ud af hovedet igen, da hun igen snakkede, og han opfattede tydeligt ironien i hendes stemme "jeg undskylder svineriet. Jeg er ikke så god til at forkulle dem, forstår du. Jeg mangler nemlig lidt en fakkel". Igen den sorte humor, og igen det drillende glimt i øjet, men på den anden side... det så ud til, at hans humor faktisk fangede hende til en forandring fra så mange andre. Andre opfattede ham bare som mærkelig eller dum, men hun så nærmere ud til at... more sig over ham? Det var nok heldigt, for han var ikke helt sikker på, hvor venligtsindet hun egentlig var, selvom han lige havde hjulpet hende.
Ved hendes næste kommentar kom der igen et svagt smil frem på hans læber "jeg undskylder mange gange, men jeg var nødt til at tænke lidt hurtigt, så jeg lånte lidt din vens der. Jeg tænkte ikke over du nok heller ville have en kniv. I så fald må du undskylde". Han smilede dog stadig svagt, selvom han lige havde givet hende en undskyldning, for han var trods alt i ganske godt humør, også selvom han ikke var helt sikker på, hvor venlig stemt hun var over for ham.
Ved hendes introduktion, nikkede han anerkendende "tja... Det ved jeg faktisk allerede. Dit hår og dine øjne er ikke så svært at overse, og når du trods alt har været landets tidligere leder, er det ikke underligt, at folk ved hvem du er. Og som sagt, du kan være ganske rolig. Jeg har ingen intentioner om at indlevere dig". Det var egentlig ret underligt, nu hvor han tænkte efter. Han havde aldrig haft en samtale med en dæmon før. Og hun var også den første dæmon, han havde mødt, der ikke med det samme prøvede at slå ham ihjel "hvis du endelig har tænkt dig at fjerne det, så gør mig venligst lige til en udød først. Jeg har nemlig altid ønsket mig at blive en hovedløs rytter, hvis jeg endelig skulle miste det". Hans humor var virkelig kulsort, og gav nok slet ingen mening, men sådan var han nu engang, og det havde han bestemt ikke tænkt sig at ændre på.

[Silia D. Diamaqima]

Faith morede sig ganske betragteligt, hvilket desuden skete umådelig sjældent, for hun havnede altid i situationer der krævede at hun trådte i en mere alvorlig karakter. Hun forsøgte selv overfor denne Nicklas, men hans ironiske tone og den sorte humør, tvang hende simpelthen mere ud i latterkrampe, end i dræbende blikke og en skeptisk tone. Smilet bredte sig over hendes læber. Hun kastede et blik på den forkullede skikkelse der lå ikke langt fra dem. ”Jeg forstår dit problem. Jeg er dog imponeret over at du ejer den muskelmasse der skal til for at løfte et sværd,” påpegede hun drillende, og gjorde et kast med hovedet med den døde skikkelse der lå netop bag ham. Normalt ville hun finde det både akavet og direkte flovt, ikke at kunne håndtere et våben der blev hende givet, men han lod ikke til overhovedet at se det skamfuldt, så var det i den grad også svært for hende at gøre det. Hun havde ingen intentioner om hverken at slå ham ihjel, eller torturere ham som hun ellers havde et ry for. Han havde trods alt ikke gjort hende noget. ”Desværre er min kvindelige fysik ikke bygget til den slags våben. Jeg burde være mere skeptisk omkring dig,” hun forsøgte at se på ham med det sædvanlig mistroiske blik, hvilket blev ødelagt af det smil der bredte sig over hendes læber, inden hun igen brød ud i latter. Hvilken ukendt race stammede han lige fra? ”Undskyldning godtaget,” tilføjede hun roligt, og rettede ryggen. Hun gik ham kun til lige under brystet. Hun havde aldrig været særlig høj, hvilket i den grad både havde sine fordele og ulemper. Det var hendes erfaring, at alt for mange havde svært ved at udvise respekt overfor en lav kvinde.. velkommen til Dvasias! Hun nikkede roligt. En Jaceluck havde altid kunnet genkendes på det røde hår, og de grønne øjne, og hun var bestemt ingen undtagelse, også selvom det var mere et tilfælde. ”Det overrasker mig at Jaqia alligevel har offentliggjort det,” erkendte hun med en lettere irriteret mumlen. ”Men jeg skylder dig alligevel en tak... for ikke at ville indlevere mig,” tilføjede hun hurtigt, for han skulle jo nødigt tro, at hun takkede ham for hjælpen i kampen, det ville ikke komme på tale! Faith knækkede endnu engang sammen i latter. Hun tog sig til brystet, for det gjorde stadig ondt, efter hun havde forsøgt at slå vagten ihjel på den lette måde, hvilket hun ikke havde haft energi til, og nu hvor hun grinte så følte hun det kun tydeligere. ”Ikke frist mig,” endte hun. Han stod foran en af de farligste dæmoner, han stod foran en kvinde der ville kunne slå ham ihjel med lukkede øjne, og han fik hende bare til at grine? Det var noget af et særsyn, men samtidig noget der kunne gøre ham umådelig farlig, det var hun slet ikke i tvivl om.

[Deleted]

Nicklas kunne ikke lade være med at smile ad hendes ord. Hun ejede vidst vidst også selv lidt humor, omend han ikke var så god til at grine. Han holdt sig mere til smil og sine sorte kommentarer "tja nu er de vagter der jo heller ikke helt små, så deres våben er temmelig tunge, lagde jeg mærke til. Til gengæld mangler de vidst så også hjernemassen til at opveje for deres store muskler". Igen havde han et glimt i øjet. Han ønskede virkelig ikke at lure hende ind i en falsk tryghedsfornemmelse, for han havde virkelig intet ønske om at narre hende til at tro, at han var hendes ven. Han ville virkelig gerne være venlig over for hende, og han gjorde virkelig alt for, at hun skulle tro på at han var en ven og ikke en fjende.
Ved hendes kommentar hævede han dog et bryn "tja, det burde du nok. Jeg kan i hvert fald godt forstå dig, hvis du var. Jeg ønsker dog på ingen måde at misbruge din tillid". Han smilede igen svagt, men samtidig var der ingen tvivl om, at han var ærlig, for han mente virkelig hvad han sagde, og det burde i hvert fald kunne mærkes på ham.
Ved hendes kommentar til Jaqia, hævede Nicklas igen et bryn "tja, det har var alment kendt længe, at du var blevet bortvist fra landet, men der var ingen forklaring om hvorfor. Måske er det også derfor, jeg ikke er fjendtlig overfor dig, for jeg tror ikke du er så ond, som så mange påstår". Hans smil voksede en smule, og igen var det tydeligt, at han mente hvad han sagde.
Han nikkede til hendes tak, men kunne ikke lige finde noget at svare tilbage på den med, så han tav bare. Nogle gange var han virkelig ikke særligt god til det der med samtaler.
Solen var nu efterhånden nået helt op over horisonten, og Nicklas kom med et suk "det var virkelig meget af den solopgang jeg nåede at nyde noget af". Det var tydeligt at spore ironien i hans stemme, men der var stadig en drilagtig tone i hans stemme.

[Silia D. Diamaqima]

Humor havde godt nok aldrig været hendes stærke side, og da slet ikke med hendes humør efter at hun blev bortvist, men hvad pokker, når der stod en som ham overfor hende, så kunne hun næsten ikke lade værre! Et sted så føltes det næsten velkendt, selvom det var forbandet mange år siden! Faith nikkede anerkendende til hans ord. ”Jeg er bange for at det er typisk Jaqia. Havde hun sendt nogle warlocks, så ville jeg ikke have stået en chance.. men så havde hun heller ikke gået mig i live,” hun sukkede med et tænksomt smil. ”Med de muskler forundre det mig, at de i det hele taget kan gå. Diskrete var de ikke,” påpegede hun roligt. Der var måske gået tid før hun havde opdaget at hun blev efterfulgt, men om ikke andet så havde deres skridt været lidt tydeligere. Hun havde frygtet denne Nicklas mere. ”Du er ikke dvasianer,” konkluderede hun hurtigt. De grønne øjne så indgående på ham, og betragtede ham fra top til tå. Han var humoristisk.. en anelse kær, og han ønskede ikke at tage hende med for egen vinding. Han havde ikke en dvasianer. Ikke at det gjorde nogen forskel på hende, hun var trods alt selv halv procianer af blod vel og mærke, for det var ikke noget hun gik og pralede med overhovedet. ”Du er i sandhed noget særligt, Nicklas. Jeg tvivler på at andre ville have tøvet,” hun stolede stadig ikke på ham, men hun kunne holde hendes skepsis for sig selv, han havde endnu ikke modbevist hans ord. Hun hævede undrende et øjenbryn. ”Det er fordi der ikke findes nogen baggrund for det,” mumlede hun mere sammenbidt. Jaqia forsøgte åbenbart at lærer hende en lektie.. hun havde intet gjort forkert! ”Jeg er nøjagtig så ondskabsfuld som du har hørt. Jeg slår sjældent ihjel. Jeg foretrækker at gøre andres liv et helvede i stedet for. Der er blot det ved det, at det ikke længere morer mig, og ikke har gjort det i mange år. De folk der har lidt for min hånd, er usle stakler der har været dumdristige nok til at gøre min familie ondt.. eller dæmoner der ikke kunne opfører sig anstændigt,” tilføjede hun med en lidt tænksom mine. Siden hun havde fundet Kimeya, for mange, mange, mange år tilbage, så havde det med at slå ihjel ikke været synderligt interessant, ej heller selvom de nu var skilt. Hun havde trods alt tre pragtfulde børn, som hun endnu havde et ansvar overfor, og som hun ville give sit eget liv for. Hun vendte sig mod søen. Solen var stort set allerede stået op. Hendes tid var knap og hun frygtede at flere var fulgt efter hende. ”Imorgen er der atter en dag,” svarede hun blot. For et øjeblik, blev hendes blik helt drømmende. Det var længe siden hun havde set solens lys, det tegnede kun godt!

[Deleted]

Nicklas smilede svagt af hendes ord "tja warlocks ville være en temmelig stor udfordring, men så havde Jaqia kun fået to forkullede mennesker, og ikke to lovløse. Hun er faktisk ret klog, nu hvor det kommer til stykket". Ironien var tydelig i hans stemme, og han vidste godt, det ikke var klogt at svine landets dronning sådan til, men han kunne ikke lade være. Han vidste dog ikke om Faith havde noget imod, han snakkede sådan.
Ved hendes konklusion af, han ikke var Dvasianer, rystede han blot på hovedet "det kan jeg ikke påstå jeg er. Jeg er oprindeligt fra Manjarno, men jeg har ikke været der længe".
Ved hendes svar på udsmidningen, nikkede han kort og forstående til det, hun sagde, for han kunne godt regne ud, at det var et ømtåleligt punkt, så han lod det bare ligge.
Han hævede et bryn, da hun sagde, han var noget særligt. Selvom der ikke var mange andre, der havde tænkt som han havde i sådan en situation, hvorfor gjorde det ham så til noget særligt? "Tja, jeg kunne ikke bare se til, for udsigten til at du skulle til, at slås mod de to alene, kunne jeg ikke holde ud. Du ville have haft alt det sjove for dig selv, så". Igen var der et drillende glimt i øjet. Denne vittighed var for en gangs skyld ikke sort, men den var heller ikke så super meningsfyldt.
Ved hendes ord om at hun var præcis så ondskabsfuld, som han havde hørt, hævede han et bryn "tja, som du selv siger, så er du ikke sådan længere, ergo tror jeg ikke på, du er så ondskabsfuld igen nu". Han smilede svagt, men det var samtidig tydeligt, han prøvede at vise hende lidt tillid. Han ville virkelig ikke bare vende hende ryggen. Sådan var han ikke. Når han først hjalp, hjalp han. Han var ikke typen der bare stak af.
Ved hendes næste ord, smilede han svagt "hvis du ønsker, vil jeg gerne følge dig hen, hvor du end skal til?" Det var ment som en venlig gerning, og der var ikke skyggen af flirt nogle steder.

[Silia D. Diamaqima]

Hans forstand lod i alle fald, ikke til at fejle noget, hvilket Faith til enhver tid ville værdsætte. En warlock ville ikke have efterladt hende i live, og med største sandsynlighed heller ikke ham, og desværre så ville deres forsvar nok ikke have været så effektiv mod en sådanne tog. Men med Jaqia var der en mening med alt. ”Hendes intelligens overgår de flestes, desværre er hun samtidig forbandet kreativ. Hun er farlig,” konkluderede hun, som havde det været et utrolig svært regnestykke. Jaqia havde for pokker taget tronen fra hende i sin tid! Desuden tvivlede hun på at Jaqia ville tage sig af at blive bagtalt, det måtte efterhånden være hverdag. Faith nikkede med et stille smil. På ydersiden var det langt fra altid til at se at hun var dvasianer. En ting stod dog klart, og det var at han ikke var en af mørkets væsner. ”Sig mig, Nicklas. Hvorfor forlade et trygt hjem som Manjarno for.. dette,” hun gjorde gestus mod det mørke vand, og de to lig der lå på jorden, og bare ventede på at morgenduggen skulle ligge sig over dem. Hun forstod det ikke. Dvasias var ikke et rart sted! Smilet bredte sig igen. Det passede hende fint at de ikke snakkede om hendes udsmidning, for der var i det store og det hele ikke meget at snakke om. ”Aha.. Se det er et acceptabelt svar. Vi deles om morskaben, selvom.. jeg nok ville have nydt at se dig mod dem begge..” hendes mine blev for et øjeblik den mindst uskyldige i hele verden: Hun var en dvasianer af hjerte, sind og sjæl, og at se den stakkels mand tage de to vagter havde været betydeligt mere morsomt. Hans naive væsen var hvad der i virkeligheden afslørede hans baggrund. Hun var både ond og modbydelig, men han havde trods alt ikke givet hende grund, så hvorfor dog være det mod ham? Måske hvis hendes humør havde været blot en smule værre end det i virkeligheden var. ”Jeg vil lade dig gå rundt i den tro.. for min egen skyld,” tilføjede hun lidt drilagtigt. Venner frem for fjender, det var faktisk sådan hun foretrak det nu om dage, men man havde en mærkelig tendens til at tro omvendt, hvilket faktisk irriterede hende. Det var bestemt ikke fordi hun tog hans ord som flirt. Hun var blevet ældre, hun havde født børn, og de fleste turde ikke at ligge en finger på hende, kun fordi de kendte Kimeya, så den slags overså hun. ”Jeg tror det ville være bedst for både du og jeg, at du ikke aner hvor jeg skal hen. Desuden så ville du blive flået,” hun trak lettere ligegyldigt på skuldrene, ikke fordi hun var helt ligeglad, men det var jo bare fakta.