Back in black.

[Silia D. Diamaqima]

Det var ikke fordi hun havde kendt denne mand særligt længe, men hun havde om ikke andet en idé om, at han var fornuftig afsig.. mere end hun selv var om ikke andet. Hans ord lod hende slippe en latter, for hans syn på hendes race morede hende efterhånden! ”Jeg går ud fra at det var ment som et kompliment.. i så fald takker jeg,” lo hun stille og rystede en smule på hovedet af ham. Der var noget over ham, som hun bestemt ikke havde mødt før, og det var på trods af, at hun altid havde haft en stor omgangskreds. Var der en ting som hun altid havde afskyet så var det løgne, og derfor kunne hun faktisk godt lide at han var så ligefrem, så vidste hun om ikke andet, hvad hun skulle forholde sig til! ”Løgne er efterhånden en del af landet. Det er rart endelig at møde en, der faktisk kan se mig i øjnene og have den ærlighed over sig som du har,” sagde hun roligt, uden at lade blikket forlade hans. Jo mere de snakkede, jo mere rolig blev hun, og jo mere faldt den strenge facade, også selvom hun ikke selv bed sig fast i det, for så havde de ikke siddet her meget længere! Faith nikkede sandfærdigt mod ham, og kunne ikke holde det lidt selvtilfredse smil borte. ”Jeg opdagede dig, men nu må du ikke glemme, at jeg havde været leder i mange hundrede år da du blev født. Jeg er trænet til at være på vagt.. det burde de tumper også have været, men så heldig var Jaqia ikke,” endte hun blot kortfattet, og trak atter lidt ligegyldigt på skuldrene, for det var trods alt blot deres held, og hele grunden til at de nok havde vundet den kamp.
Hun nikkede lidt forstående mod ham. Ham mod en dæmon.. den kamp ville hun nødig have set. ”Heldig må du have været. Jeg ser ikke engang nogle skræmmer,” påpegede hun og lod blikket søge ned over ham, også selvom klæderne kunne dække dem. Hun havde selv tilegnet sig mange gennem tiden, men hendes var efterhånden svære at skjule, fordi der var så forbandet mange! Blikket endte atter i hans, hun sendte ham et lidt undskyldende smil, det var jo heller ikke fordi hun ønskede at gøre ham ukomfortabel. Hun rystede hurtigt på hovedet til hans ord. Hendes mine var stivnet, men det havde ikke haft noget med ham at gøre! ”Nej det var ikke sådan ment!” udbrød hun hurtigt, og endte med at sætte sig op i en smidig bevægelse. Blikket gled ud over det blanke vand. Det lettede hende faktisk at høre, at nogen havde troen på hende. Hun sukkede lidt opgivende. ”Jeg.. ville frygtelig gerne lede igen. Ikke nødvendigvis et helt land, for jeg erkender gerne at jeg ikke var den bedste til det. Ser du.. jeg er født og opvokset som en leder, det har været min stolthed og min identitet indtil jeg fik en familie og var tvunget til at vælge. Stod det til mig, så gjorde jeg det. Muligheden er der bare ikke mere,” endte hun stille og lod blikket møde hans. Et sted kunne man vel næsten se længslen i hendes blik? Den tanke havde hun ikke delt med andre før ham, for Kimeya ville blive rasende, hvis han kendte til det ønske, og det stod slemt nok fra før af, men sandheden var bare at hun havde været tvunget til at ligge en stor del af sig selv på hylden, og det kunne nu afspejles i det lidt sørgmodige blik. Hans ord fik hende hurtigt på andre tanker. Læberne lod hun atter skiltes i et smil, som var hun ikke blundet hen i sine egne tanker. ”Åh ja. Der har du ikke meget at gøre, de er heldigvis ikke mit største problem. De fleste bryder sig ikke om ild,” påpegede hun lidt drilsk. Den flabede tone, fik hende til at give ham et drilagtigt puf mod skulderen. ”Nu ikke så kæphøj!” endte hun drilsk. ”Men jo. Jeg vil dog sige.. at hvis det er alt Jaqia har på mig, så har hendes egen søgen været direkte elendig! Ellers er det bare fordi jeg er en mester til at skjule mig,” endte hun lidt mere selvsikkert og skød brystet en smule frem, kun for at vise den stolthed. Det var nok ikke tilfældet, men om ikke andet, så kun var det et bedre alternativ! Det drilske glimt hvilede selv i hendes øjne, hun havde vitterligt ikke troet, at hun skulle ende med direkte at nyde hans selskab, på den måde hun gjorde, et kort øjeblik havde hun næsten glemt, at hun faktisk ikke var velkommen.

[Deleted]

Nicklas smilede af hendes svar. Jo det havde så sandelig været en kompliment "det var det skam også, men igen fordi jeg ikke har levet så længe generaliserer jeg ofte, så derfor overrasker det mig, når der er afvigere. Jeg har indtil nu aldrig mødt nogle høflige dæmoner, så derfor var det lidt overraskende, at du er så høflig". Igen viste han sin svaghed i form af sin unge alder. Han havde ikke levet længe nok til at vide særligt meget om de forskellige racer, så derfor havde han ikke de store forskellige erfaringer om, hvordan racerne opførte sig, men på den anden side... alle personer var jo forskellige, så hvorfor var det så stor en overraskelse, at der fandtes venlige dæmoner?
Nicklas' smil voksede en smule over hendes ord "tro mig, jeg kan være en god løgner, men hvorfor skulle jeg lyve? Havde jeg ikke ville snakke med dig, havde jeg nok ikke hjulpet dig til at starte med. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle være ærlig over for dig, for hvis jeg ville lyve, havde jeg nok ikke vist venlighed til at starte med. Min personlighed er ikke ligefrem sådan, at jeg viser venlighed over for personer, jeg ikke kan lide". Hans smil voksede en smule, men igen var der ingen tvivl om at han talte sandfærdigt.
Hans blik hvilede stadig i hendes, og han kunne ikke helt lad være med at more sig lidt over hendes selvtilfredse smil "nu har jeg også arbejdet temmeligt længe på at holde mig skjult. Det var dog ikke til mit held at dit nattesyn er så godt som det er, men som du sagde... Jaqias dæmoner burde nok være lidt bedre til at holde øje". Hans tone var stadig munter og han fastholdte sit blik i hendes.
Ved hendes svar voksede Nicklas smil atter en smule. Han skubbede trench coaten til side, og løftede sin skjortes højre side, så et ar efter et dybt sår kom til syne "dette er blot et af mange ar jeg efterhånden har fået, men det her har nok været det slemmeste. Det gjorde mig næsten ukampdygtig. Jeg havde tabt, hvis ikke jeg havde skiftet form". Han lod skjorten falde igen, mens han blot stadig gengældte hendes blik. Igen var der morskab at spore i hans stemme, men igen var han samtidig ærlig.
At hun blev så chokeret over, han havde misforstået hende, fik ham blot til at trække endnu en gang på smilebåndet "tag det roligt, så slemt er det heller ikke. Jeg ville bare være sikker på, du ikke havde tolket mig forkert". At hun så bagefter fortalte, at hun gerne ville lede, men at muligheden ikke var der, fik ham til at nikke forstående "jeg kan se hvad du mener. Jeg håber så bare for dette lands skyld at din datter bliver en bedre leder end Jaqia, for jeg kan virkelig ikke fordrage kvinden. Efter min mening er hendes holdninger og måden at styre dette land på så forkerte, at hvis jeg havde muligheden for det, ville jeg nok ende hendes liv". Ikke at han rent faktisk havde muligheden, men hvis chancen bød sig, ville han nok tage den, omend han så ville tabe. Vist var han dusørjæger, men der var forskel på arbejde og personlige holdninger. Han havde set Jaqia et par gange, når han kom med eftersøgte, men han havde aldrig snakket med hende, så han havde aldrig haft muligheden for at komme ind på livet af hende.
Nicklas kunne ikke lade være med at grine af hendes ord "den sidste vampyr jeg sloges mod, blev jeg nødt til at holde så beskæftiget, så han ikke holdte øje med, hvornår det var daggry. Solen var virkelig min bedste ven den dag" endte han smilende. At han ikke var så stærk fysisk som så mange andre racer, gav ham også en ulempe, så derfor brugte han næsten altid sin snuhed og smidighed, for der var en fordel ved at have en panter som alternativ: Han var særdeles smidig og hurtig, hvilket han også havde bevist en gang denne morgen.
Da hun puffede til ham, lod han som om, han fik overbalance og lod sig dumpe ned i græsset "hey! Ikke skubbe. Det er unfair". Igen det drillende glimt i øjne, samt den drillende undertone i hans stemme "jeg tror faktisk, jeg ville have haft større held med at finde dig, hvis jeg selv havde sporet dig. Han så lidt tænksom ud "jeg tror faktisk godt, jeg ville kunne finde et skjulested til dig, hvis du efterhånden er træt af at være på flugt? Jeg kender mange, der vil hjælpe alle, der er modstandere af Jaqia, og der er nok nogle af dem, der ville kunne finde dig et sikkert tilholdssted". Det var et tilbud, intet andet, men samtidig var det et tilbud, der sikrede at hun kunne være tæt på sine børn og ikke skulle over den mur, hver gang hun skulle besøge dem.

[Silia D. Diamaqima]

Faith fnøs lidt morende. Det var ikke for at være kold eller noget som helst, det forundrede hende og morede hende på samme tid, at han direkte troede hun var høflig og venlig, for det var nok de sidste ord nogle andre ville beskrive hende med. ”Høflig og høflig. Jeg er blot en af dem der ikke ser grund til at angribe som det første,” påpegede hun lidt sigende og trak på skuldrene, som var det ingenting. Det føltes faktisk godt at blive komplimenteret, for det var hun ikke blevet igennem mange år efterhånden. Hans unge alder gjorde ham naiv og uerfaren. De havde jo alle været der, forskellen var blot at hun havde en del flere år at lærer i, end han havde, og det kunne i hendes øjne, både være en fordel og en ulempe. Faith betragtede ham med et lidt mere vurderende blik. Hun hævede et slankt øjenbryn, hvilket kun fik hende til at se langt mere skeptisk ud end hun i virkeligheden var, for efterhånden havde manden bevist sit værd, det måtte hun erkende. ”Møder du nogensinde folk du ikke kan lide? Jeg mener.. du virker som en mærkværdig åben mand, så de færreste ville nok se dig som en person der udgøre en trussel. Men jo. Jeg værdsætter din ærlighed, det en vigtig faktor,” endte hun med et lidt sigende nik. Så svært som hun havde ved at stole på nogle omkring hende, særlig efter hun var blevet bedraget alt for mange gange, så var det kun en god ting at han faktisk talte frit fra hjertet.
Det selvtilfredse smil afslørede kun den selvtillid som gemte sig et sted derinde, men som desværre i mange tilfælde blev overskygget af den usikkerhed som selv en kvinde som hende kunne tilegne sig ved alt for mange nederlag. ”Skal jeg være ærlig? Jeg er den mest uagtsomme person, og det har påført mig en hel del ar. Jeg var heldig,” hun blinkede lidt drillende til ham, også selvom det faktisk var sandt. Hun var måske trænet til det, men det betød ikke nødvendigvis at hun var god til det, for hun havde ikke tålmodighed til at se sig over skulderen konstant. Blikket gled roligt ned over hans side, som han selv valgte at skubbe klædderne bort.
Læberne forblev skilt i et smil også selvom det ikke var fordi han var kommet til skade, mere tanken om at han i så fald var menneskelig. ”Hmm.. man kan alt for hurtigt komme galt af sted. Det glæder mig dog at du slap med livet i behold,” endte hun roligt, og lod forsigtigt hånden ligge sig mod hans skulder for at dække ham til igen, før hun lidt 'undskyldt' lod den stryge over hans arm, før hun atter lod den falde tilbage i sit skød. Det var ikke fordi hun tænkte meget over det, eller at der nødvendigvis var noget i det, hun elskede jo Kimeya, selv på trods at at han ikke ville se hende. Hvis han mente at han bar ar, så skulle han nødig se hendes krop, der var mere ar end der var noget andet! ”Min datter er enestående! Jeg betvivler dog at hun vil gå efter tronen, hun har sine problemer med dæmonerne. Desværre er hun også ung og naiv,” endte hun lidt drillende, og sendte ham et blik der afslørede at hun hentydede stærkt til ham. En latter undslap hende ved det billede han satte på hendes nethinde. ”Hvis det lykkedes dig, må jeg give dig point for kreativitet,” hun rystede blidt på hovedet for sig selv, for den tanke var virkelig morsom!
Det morede hende kun mere at han endte med at falde ned i græsset. ”Jeg ved ikke hvad du taler om, jeg er retfærdigheden selv,” hun puffede lidt mere blidt til ham nu hvor han allerede lå på jorden. Hendes tone dryppede af ironien. ”Jeg værdsætter dit tilbud, men jeg er bange for at jeg kun kan stole på mig selv i denne situation. Børnene er desuden ved at være så store,” undskyldte hun sig med et lille skuldertræk. Løgn var det ikke, men det bundede mere i tanken om at hun var tvunget til at passe på sig selv, også selvom hun faktisk.. fandt han måde varmhjertet og venlig.

[Deleted]

Nicklas kunne ikke lade være med at grine af hendes ord. Nej høflig ville mange nok heller ikke kalde ham. Hun havde jo ikke set ham, når han arbejede, for der var han da alt andet end høflig. Han havde efterhånden et ry blandt kriminelle, og han var frygtet på mange punkter. Til gengæld var der også mange, der vidste, han var menneske, så mange var ret sikre på, de havde en fordel. Derfor var han efterhånden begyndt at gå med lidt af hvert til bekæmpelse af diverse racer. "Jeg er faktisk ret overrasket over det, taget i betragtning af, at ild nu er dit element. Jeg havde nok regnet med at du var lidt mere... temperamentsfuld i starten" svarede han lidt drillende, men stadig ærligt. De ilddæmoner han havde mødt, var typerne, der skød ild først og stillede spørgsmål bagefter. Han var dog glad for, hun var mere stille og rolig.
Hendes spørgsmål fik ham igen til at grine. Selvom hun ikke var voldelig, var hun meget direkte, det kunne han ikke undlade at bemærke. "Ja det gør jeg. Den kære vagt derovre er et nogenlunde eksempel, omend jeg var høflig. Jeg kører meget på folks temperament, for det får dem til at miste overblikket over situationen, og så kan de ikke tænke klart, ergo har de mistet en stor del af deres chance for at vinde" svarede han direkte. Igen var han ærlig, men samtidig var hans stemme også blevet alvorlig. Han virkede måske meget personlighedsskiftende, men i virkeligheden var det en masse facader. Lige nu var de dog droppet, og han var sig selv med holdninger og det hele.
Hendes svar fik hans smil til at vokse en smule. Så hun var uopmærksom til tider? Det undrede ham egentlig ikke. Han slækkede også selv på sin egen sikkerhed en gangimellem. Lige i øjeblikket for eksempel. "Alle er uopmærksomme til tider. Jeg har for eksempel ikke tjekket efter flere vagter i den sidste halve time" svarede han drillende. Ikke at der var nogen fare lige nu, men han havde jo lige påpeget, at han selv ikke holdt øje med alt. Det måtte være selskabet.
Nicklas smilede svagt ved hendes svar, mens han blot fortsat betragtede hende. "Tjaa... det er vel min egen fejl for at være uforsigtig. Men tak" tilføjede han til hendes ord om, at hun var glad for, han stadig var i live. Han bemærkede godt hendes strøg, men tænkte ikke videre over det. Det var trods alt bare en berøring. Den behøvede ikke betyde noget. Han havde selv temmeligt mange ar, for hans arbejde var trods alt ikke ufarligt. Han tvivlede dog på, han havde flere end hende. "Der må jeg så takke nej. Jeg er ikke så god til at binde mig. Jeg egner mig hverken til at være forlovet eller husbond. Jeg har bare lært at leve alene. Folk bliver bare såret, når de er sammen med mig" endte han lidt mere bittert end normalt. Dette var også sandt. Han var ikke særligt god til forhold, for han begyndte tit at kede sig, og det endte som regel ud i, han mistede følelserne temmelig hurtigt. "Han endte i hvert fald med at blive til aske temmelig hurtigt" svarede han drillende, men samtidig taknemmeligt. At hun rent faktisk mente, at det var kreativt at få en vampyr til at brænde op i solen, var noget som han fandt morsomt. Lige den episode havde dog blot været et tilfælde.
Hendes ironiske ord fik ham til at grine. "Ih ja, det er jeg ikke i tvivl om" lød hans ligeså sarkastiske, men drillende svar. At hun puffede til ham igen, fik ham denne gang til at puffe blidt tilbage med et grin.
Hendes afvisning fik ham til at smile svagt. "Det forstår jeg godt. Det var også kun et tilbud. Jeg prøver at være lidt hjælpsom" svarede han drillende, men ærligt. Han vidste egentlig ikke, hvorfor han ville hjælpe hende, men det ville han nu engang. Når det først kom til stykket rakte hans venlighed langt.

[Silia D. Diamaqima]

Faith vidste at hun ikke kendte denne mand overhovedet. At han var høflig var trods alt blot en indskydelse, ligesom hans, da han havde sagt at hun var venlig. Det var deres første stund sammen, så selvfølgelig havde de ikke den mest fjerne idé når det kom til hinanden. Desuden.. det var til hans fordel hvis ikke hun vidste meget om ham, for det betød om ikke andet, at han var god til at holde kortene tæt til kroppen, noget som var vigtigt i en profession som hans! Hans ord fik hende direkte til at bryde ud i latter. Det var lige før tårerne faldt altså! Det tog hun næsten som et kompliment. Der fandtes nok ingen som havde et temperament som hendes, særligt ikke hvis først hun følte sig uretfærdig behandlet, det var jo grunden til at hun havde været tvunget til at forlade sit hjem, det var grunden til at hun havde mistet Kimeya og alt andet i sin tid. ”Årh min kære. Jeg lader dig forblive i den tro, ganske simpelt fordi jeg morer mig,” hun lod hånden glide mod hans skulder, som hun gav et mindre klem. ”Og håb at du aldrig får lov til at se en ild dæmon i aktion.. særligt mig,” hun klappede blidt hans skulder, før hun lod den falde tilbage i skødet. Den mand var virkelig underholdende! Og forbandet uvidende. Hun rynkede på panden. Man kunne vel sige at hun havde haft en god dag? ”Det er klogt. Vrede ligger forud for fornuften, den er ikke rationel men instinktiv. Det er en svaghed,” konkluderede hun endeligt med en lidt tænksom mine. Hun havde aldrig selv set det på den måde, men hun kendte til at miste besindelse. Og hvor havde det ført hende hende? Hun fnøs af sine egne tanker, og skød dem øjeblikket fra sig. Hans ord fik hendes læber til at spille ud i et mindre smil. Nu hvor han nævnte det, så havde ingen af dem spekuleret over at der kunne være kommet flere vagter til, så eftersøgt som hun var. ”Det er sandt. Det har jeg heller ikke. Måske vi burde?” foreslog hun og rynkede let på næsen. At blive taget nu, var slet ikke noget hun ønskede! Der var ikke fordi Faith selv havde lagt det helt store i sit strøg, et sted så var det rart bare ikke at være alene, for i hendes øjne var der intet værre! Hun lyttede roligt til hvad han havde fortælle. Faith nikkede forstående. ”Måske det er ensomt engang imellem, men det er mærkværdigt befriende, ikke? Min tidligere husbond burde have haft samme selverkendelse som dig, så havde slutningen måske været en smule lykkeligere,” endte hun med et stille suk. Smilet på læberne skjulte det stik af smerte hun faktisk følte ved tanken om Kimeya. Faith puffede blidt til ham, en anelse mere drilsk. Tanken om hans kreativitet morede hende virkelig, og samtidig kunne hun godt lide hans stil. ”Hvor var du hende under mig regentid?” mumlede hun en smule ærgrende. En spion som ham kunne altid bruges! ”1. Leksion. Hjælpsomhed er en svaghed. Skil dig af med den,” hun mente skam ordene alvorligt, alligevel gav hun ham endnu et blidt puff. Hun sukkede. Det var jo lige før hun savnede at lære fra sig! Desuden.. skulle han befærde sig i dette land, så var det en indstilling som var alt for prociansk, så for hans eget bedste burde han skulle sig af med den slags, hun ønskede trods alt ikke at se ham på listen over ofre, hvilket i øvrigt var frygtelig lang i dette land!