Chaos from the inside

[ilosonic]

Mørket havde henlagt Procias som en stor skygge, hvilket passede godt til det kaos som måtte hvile i det. Oprøret var begyndt at gå vildt for sig, eftersom der ikke var blevet grebet ind endnu. Skoven var blevet fuldstændig brændt ned til grunden, hvilket egentlig var en skam, for den havde været et hjem og tilholdssted for mange, blandt også nogle af oprørerne. Hvad der var sket med Procias var der ikke mange der havde svar på længere, for det var ikke mange der kunne fatte at det gik fra det fredelige land til et stort kaos. Mange bebrejdede den unge Keischa og nu hvor Alexis var død, så var der ikke mange tilbage som støttede hende, specielt ikke af folket, for de var nærmest blevet som vilde dyr – de fleste var da i hvert fald. Der blev strejket flere steder, hungersnøden lå endnu over landet og de fleste bønner fra de nedbrændte landsbyer var søgt til storbyerne, for at se om de kunne skaffe sig hjælp, selvom et var uden held.
Meget var sket siden Ilosonic havde været oppe på slottet sidst. Sidst han havde været der, havde han dræbt den store og berygtede Alecander, som havde formået at få både dræbt Alexis og også hans egen bror, Marius, den forhenværende greve. Han havde afleveret Alecanders ring, som bevis på hans tab, foruden at hans akse ’på mystisksvis’ var forsvundet. Han havde endnu engang søgt op til slottet, denne gang havde han en anden mission for sig. Han befandt sig i øjeblikket på det store kongelige bibliotek, for han ledte nemlig efter noget specielt. Eftersom det var nat, så var de fleste gået i seng også af tjenestefolk, så han var mere eller mindre alene her. Han bar en mørk kappe, som han ikke havde fået taget af endnu, hvor han indenunder bar nogle af hans fars gamle klæder, som garanteret også havde tilhørt Marius. Ikke noget som han tænkte yderligere over, for tøjet var af den mørke pragt, så han følte sig ikke helt dårligt tilpas, for når det kom til stykket, så var han jo endnu en sand dvasianer fra yderst til inderst. Han havde endnu engang bedt Ilaria om at blive hjemme, selvom hun sikkert rendte rundt i byen for at lave lidt ballade, han kunne jo ikke holde den tøs indenfor længere, ikke nu hvor hun var blevet rask og ønskede at komme lidt ud. Han ledte ganske roligt blandt de mange skriftruller og pergamenter, hvor kun nogle få stearinlys oplyste rummet hist og her.

[Deleted]

Skyggerne som hvilede over Dvasias, var ikke kun skabt af natten. Hele landet var kastet i et mørke, der kun lod sig brede yderligere, for hver eneste time. Keischa bevægede sig rastløst frem og tilbage over gulvet, med en direkte urolig mine. Det var flere timer siden, hun havde droppet søvnen. Den havde der ikke været meget af siden Alexs død. Hendes hud var blevet blegere, noget som var tydeligt, på måden månelyset faldt over hendes skikkelse fra vinduet. Det lange blonde hår var bundet i en fletning, der let dansede frem og tilbage over hendes ryg. Hun savnede at vågne til følelsen af, at det snoede sig om om hans finger, til der kom for meget fylde. Hun sukkede tungt, og stoppede foran vinduet. Hendes skikkelse afspejlede sig i glasset. Hun så direkte forfærdelig ud. Hendes øjne var blodskudte efter de mange tårer, og på trods af hendes unge alder, så, så hun næsten gammel ud, sådan som livet havde behandlet hende på det sidste. Den lange, hvide natkjole svøbte sig om hendes krop, og dansede en smule. Udsigten over Procias, eksisterede ikke mere. Træerne et sted i det fjerne var borte, intet lys var tændt i de små huse, landet henlå i det fuldendte mørke, og det bekymrede hende. Hun havde fejlet, og nu var hun ikke længere i stand til at skulle fortsætte, hun lystede ikke at fortsætte. En smule opgivende rystede hun på hovedet. Hun måtte have tankerne væk fra ham, blot et øjeblik. Hun trak kniven der lå for enden af hendes seng, og stoppede den under kjolen. Selvom hun var hjemme, så var det blevet en vane, det var trods alt gået op for hende, at end ikke her kunne hun være tryg.. ønskede hun det overhovedet *For helvede...!* råbte hun af sit eget indre. Hun burde slippe de selv destruerende tanker, uanset hvor svært det var. En anelse vred, rev hun døren op og ignorerede blikket fra vagterne, idé hun med faste skridt bevægede sig ned af gangen. Yessica var taget hjem for flere timer siden... det hjem som hun var blevet tvunget væk fra, ved ødelæggelsen af skoven. Bibioteket ville heldigvis ikke være låst af. Hendes skridt var faste og målrettede, hun bevægede sig med hastige skridt. Der var ikke mange at tage hensyn til, de fleste af de ansatte, havde allerede taget deres afsked, og var flygtet til Manjarno, som meget andet af beffolkningen. De undskyldte sig med at de måtte forsørge deres familier, men hun var ikke dum. Måden de så på hende på, som så mange andre, så ønskede de ikke at stå ved hendes side. Hjertet slog faste slag, hun hadede direkte den tanke, men tvang sig til at skubbe den væk. Endelig! En anelse desperat åbnede hun døren. Den øjeblikkelige ro, fik hende næsten til at ånde lettet op, også selvom bekymringen kun lige var begyndt.

[ilosonic]

Hvor Ilosonic helt præcis stod, var der ingen der vidste, for han havde vist sig at være både en fjende og ven af landet. Mange betvivlede ham fordi han var kommet til landet på en utrolig arrogant måde med mørket strålende ud af kroppen, hvor folk havde tænkt; en vaske ægte dvasianer. Folk havde med det samme dømt ham til at være en fjende, men efter han havde dræbt Alecander, som havde stået som den rette fjende af landet, var der flere der havde flyttet deres fokus væk fra ham. Der var dog ikke mange tilbage, som skænkede ham en eneste tanke, for de fleste var i gang med oprøret, et oprør han endda selv havde startet. Det morende smil spillede over hans læber ved tanken. Det hele var gået præcis som han havde ønsket det, mere eller mindre, for hans store mål havde jo trods alt været at vende folket imod landet, så han selv kunne gøre resterne og indtræde som landets konge, men.. der var mange ting som havde gået igennem hans hoved på det sidste og det at blive konge af landet, ville sætte ham i en utrolig dårlig position, han ville sikkert ikke engang holde særlig længe, fordi folk ville gå imod ham, så han havde besluttet at beholde sin retmæssige plads som greve i landet, for den var der ingen der kunne tage fra ham, så havde han en fod i begge lejre og kunne stadig prøve at få landet i forfald, hvilket jo også havde lykkedes ham utrolig godt. De mørke øjne kørte over de mange skriftruller, hvor han holdt stearinlyset oppe, så han kunne læse hvad der stod. ”Hvor er det.. hvor er det!” mumlede han for sig selv, som han kneb øjnene sammen for at finde det. Han ledte efter et helt specielt dokument, eller var det en skriftrulle? Han vidste det ikke helt, men han skulle nok finde det! Blikket faldt direkte på døren, som han hørte at den gik op, hvor et skævt smil gled over hans læber, da han så at Keischa måtte træde ind. Hun så.. forpustet ud? Faktisk så hun helt udmattet ud, men det undrede ham sådan set heller ikke, for hun havde jo mistet sin lille elsker Alexis, eller hvad de nu havde været. Han stoppede roligt sin søgen, som han tog bedre fat om stearinlyset, inden han gik mod Keischa. ”Jamen, jamen, jamen.. der har vi jo selveste dronningen af Procias, og hvad laver De så sent oppe? Burde De ikke ligge i sengen og få noget hvile?” spurgte han stilfærdigt, som det kække smil gled over hans læber. Høflighed havde han lært, men selvom han brugte den høflige tiltalelse, så var der altid noget hånende eller provokerende over hans ord – der var jo en grund til at han gav folk lyst til at pande ham en.

[Deleted]

Det dunkle lys faldt stille over det store locale, kastede skygger over de mange reoler der stod op og ned af hinanden, med så megen viden og lærdom gemt. Keischa stod i flere sekunder i døren, og blot betragtede det, som var hun endelig kommet hjem. Et stilfærdigt smil spillede over hendes læber, også selvom det falmede straks igen. Det føltedes forkert at være lettet, det at smile føltedes forkert når tingene så ud som de gjorde. Ganske stille lod hun døren glide i bag hende. Noget skramlede. Hun rynkede på panden og så nysgerrigt omkring sig. På denne tid af aftenen, ville det være yderst mærkværdigt, at finde liv .. ”Yessica?” kaldte hun roligt. Det ville ikke være første gang, den arme kvinde ville være blevet til sen aften. Blikket faldt dog mod en langt mere uventet skikkelse. Hendes blik blev straks mere hårdt. Siden Ilosonic var dukket op, så havde landet være i et enormt kaos, og hun ville lyve hvis hun påstod, at han bar hendes tillid. Armene foldede sig over hendes bryst. Hun brød sig bestemt ikke om ham, og hvad pokker lavede han her, på denne tid? Hans tone fik kun det indre til at syde, og slippe et raseri løst, som hun havde ventet på i evigheder, dog måtte hun holde det dyr under kontrol, så langt som det var hende muligt ”Jeg værdsætter din bekymring, men jeg går ikke ud fra, at jeg behøver at forklare mine grunde for Dem mr. Demoniqz” der var noget direkte ironisk over hendes tone, og hvor hun normalt ville have været blid og imødekommende, gjorde hun det ganske klart, at hun ikke ville finde sig ham. Hvad angik hvilen, så havde han ret. Selv Keischa måtte erkende, at hun virkelig behøvede den efterhånden, men hun kunne bare ikke.. Bekymringerne holdt hende vågen, hvis ikke den pludselige ensomhed gjorde det, og faldt hun endelig i søvn, så vækkede de samme endeløse mareridt hende. Nu hvor Marius var gået bort, så var respekten og troværdigheden med hans bror også forsvundet, for hendes vedkommende. Roligt bevægede hun sig længere ind, på trods hun ikke kom ham for tæt. En kniv var ikke ligefrem den bedste bevæbning, det måtte selv hun erkende. På lydene at dømme, kunne Keischa hurtigt konstatere at han havde ledt efter noget vigtigt, og det at han forsøgte at finde det, i den tid hvor bibliotikaren der kendte dette sted bedre end hendes egen lomme, ikke var til stede, så kunne hun også konkludere, at det ikke var noget hun som dronning, ville ønske ham at være i besiddelse af ”Din færden her, finder jeg dog langt mere interessant. Det er trods alt sent, og vores bibliotikar forlod stedet for længst” påpegede hun med en kraftig hentydning i ordene. Endelig var hendes tanker blevet fjernet fra den mand, og så endte hun med at stå ansigt til ansigt med ham. Det kunne umuligt betyde held.

[ilosonic]

Ilosonic vidste godt at han ikke bar Keischas tillid, det havde han jo trods alt aldrig gjort, han bar heller ikke Jasons og han havde heller aldrig båret Alexis’ og Marius’, men det betød sådan set intet for ham, for han lod virkelig ingen komme i vejen for hans planer og nu var både Alexis og Marius væk. De mørke øjne hvilede og betragtede hende ganske let. Det var ikke mange gange at han havde stået ansigt til ansigt med hende, en som greve af landet, var det naturligvis sket til tider, for han havde jo faktisk selv en indflydelse på det, selvom at han aldrig havde haft noget at byde på, da landets befolkning virkelig ikke havde nogen interesse for ham, men det havde landet derimod. Det kække smil bredte sig blot på hans læber, da hun udtalte sine ord. Måske hun var ung, men hun valgte da rigtigt i ikke at stole på ham, for han var jo trods alt hendes fjende, selvom det aldrig var blevet sagt direkte, på den anden side støttede han heller ikke Jaqia, for den kvinde burde blive smidt af tronen ligeså meget som Keischa burde! Han havde faktisk en fod i hver lejr, selvom han klart stod bedst og stærkest her i Procias, fordi han netop stod som Greve af landet, i Dvasias ville han bare være en ubetydelig dæmon. Han trak svagt på skuldrene. ”Naturligvis ikke,” svarede han stilfærdigt, som han bukkede med ren sarkasme strålende ud af hans blik og kropssprog. Han rettede sig op igen, hvor han legede med flammen fra det stearinlys han måtte bære. ”Desuden var det ikke bekymring jeg udviste, blot forundring,” endte han i en mindre mumlen, som han så mod lysets flamme. Han var ilddæmon og kunne derfor ikke brænde sig, faktisk gav den lille flamme ham kun styrke, ligesom de mange skygger der måtte hvile i rummet gjorde, for mørkedæmonen var trods alt den dæmon der stod stærkest i ham. Han vendte roligt ryggen til hende, som han så rundt i biblioteket igen. Det måtte faktisk irriterer ham at han ikke kunne finde det! Og at hun spurgte ind til det, undrede ham bestemt ikke. Han så sig kort over skulderen. ”Jeg bryder mig ikke om selskab og nyder mørket,” svarede han kortfattet, det var end ikke en løgn. Han hadede alle procianers selskab, fordi de var så tossegode! Desuden så nød han mørket der lå over biblioteket ved denne tid af aftenen. ”Desuden har jeg ikke brug for hjælp,” mumlede han stilfærdigt. Han skulle nok finde det på egen hånd! Han havde dog ikke regnet med at få besøg på denne tid, så det at Keischa var dukket op, gjorde det bestemt ikke lettere.

[Deleted]

Mange kunne vove at påstå, at landets droning var en anelse dobbeltmoralsk. Selv var hun en kvinde, der var skæbt halvt af mørke, på trods hun var søster til den største dronning, der nogesninde havde været i besiddelse af den trone, som hun nu måtte sidde ved. Der lå både et mørke go et dyr i hende, som ingen rigtigt kendte til, alligevel så frastødte og afskyede hun Ilsonic, fra den dag han var kommet til landet. Der lå langt mere til grunde for den afsky. Ikke nok med, at han havde været villig til at kaste forældreløse børn på gaden, idé han havde taget stillingen fra Marius, og det at alle problemerne var dukket op efter han kom, gjorde hende yderst mistænktsom og hun var ikke den eneste. De få som var tilbage på slottet, som turde at blive og vise hende loyalitet, de ledte ligeså efter en måde hvorpå den mand kunne komme ud af landet. Der var direkte vantro i det blik hun skænkede ham. Måske hun var ung, næsten for ung til overhovedet at være i besiddelse af en så stor magt, go bære et sådanne ansvar, men hendes fortid havde formået at modne hende, på måder hun slet ikke burde. Det var ren ligegyldighed, Keischa så i hans blik, hun var slet ikke i tvivl om at det trak op til yderligere ballade. Hendes hjerte bankede en anelse fast. Dette var det som Alexis hele tiden havde advaret hende imod, og normalt ville hun straks have slået alarm, frem for at blive alene med ham. Nu var det hele lidt.. ligemeget. Hun var alene uanset, og den lille ting hun kunne glæde sig over i hverdagen, var blevet hende frataget, så hvad så hvis de endte galt? Det var netop disse tanker, der fulgte med hendes mørkere side. Sarkamsne i hans tone og hans blik var tydelig. Hun tog sig ikke af hans gestus, men betragtede ham en anelse nedværdigende, på trods at han var langt ældre end hende.Hun blev om muligt mere opmærksom, efter han begyndte at lege med flammerne. Ud af øjenkrogen holdte hun øje, i tilfælde af, at han skulle ændre mening fra leg til alvor. På trods af hans mumlen, så hørte Keischa ham udemærket. Bevidst ignorede hun, hans ord. Keischa betragtede hans nakke, dog stadig opmærksomt. Hun rakte under kjolen, og greb stille om skæftet, dog uden at trække den. Hun ville ikke gøre ham ondt, men i tilfælde af, at han var af en anden mening, så stilte hun sig klar ”Jeg er sikker på, at hvad end de søger så vil det være der imorgen også” påpegede hun roligt. Hun ville være langt mere tryg, ved Yessica til at holde et øje på ham ”Yessica bryder sig ikke om at man lusker rundt, og skaber uorden” det var tydeligt blot en dårlig undskyldning, go en pæn hentydning til,a t han ligeså godt kunne tage hjem.

[ilosonic]

Nok var det utrolig udsædvanligt at dukke op på denne tid af aftenen, for man kunne ligeså godt betegne det som nat. Den var langt over midnat, men det var skam ikke noget som måtte betyde noget som helst for Ilosonic, for han var trods alt en mørkedæmon, så han foretrak naturligvis mørket, det sagde vel sig selv? Jovist var han også ilddæmon, så højlys dag gjorde ham ikke noget, men så var der jo lige det, at slottet var så proppet om dagen og han brød sig virkelig ikke om procianernes selskab, han hadede det rent faktisk! Den eneste person der befandt sig her i Procias, hvis selskab som han faktisk måtte nyde var den kvinde, som han selv havde taget med, Ilaria. Og selvfølgelig var hun den eneste hvis selskab han nød, for hun var dvasianer ligesom ham selv, selvom at det nu ikke var den eneste grund, hun var den eneste som faktisk stolede på ham og af de rigtige grunde. Han vidste dog godt at Keischa ikke stolede på ham, for det gjorde ingen her til lands, få var begyndt at ignorere ham fordi han havde dræbt Alecander, som havde stået som fjende af alle lande, selvom den trussel nu var fjernet fra jordens overflade. Han så sig tilbage over skulderen ved hendes ord, hvor han kneb øjnene lettere tænksomt sammen, som han havde lagt mærke til at hendes hånd var søgt under kjolen. Hun bar våben? Det undrede ham ikke, for ikke engang slottet var trygt længere, det var der intet i Procias der måtte være. Men hun var skam ikke den eneste der var ubevæbnet. ”Sig mig.. hører De dårligt?” spurgte han stilfærdigt, som han næsten måtte se irriteret på hende. ”Jeg er en mørkedæmon, det siger sig selv at jeg nyder mørket, desuden så havde jeg når der er lettere befolket,” svarede han sandfærdigt, som han gik tilbage til de mange reoler, hvor han igen måtte begynde at kigge dem igennem. At hun nævnte Yessica, var noget som fik et morende smil over hans læber. Han var da ligeglad med bibliotekaren! Det var jo heller ikke fordi at han fjernede noget fra dets plads, for han var slet ikke interesseret i at putte alt i uorden for at provokere bibliotekaren, nej han skulle bare finde denne ene lille ting. Han trådte op på en skammen, så han kunne se de øverste rækker af en af de små reoler, hvor han brugte stearinlyset til at se. ”Desuden så skal jeg skam nok lade vær med at forstyrre Dem og alle andre, jeg passer mine egne sager og I får lov til at passe jeres,” endte han i en mumlen, som også var en hentydning til at hun fint selv kunne gå, for han var slet ikke interesseret i hende.

[Deleted]

Keischa var udemærket klar over market I den mand, som matte færdes foran hende. Det var på sit vis ikke mærkværdigt, at han som mørkedæmon, søgte ud når mørket var faldet på, men mistilliden til ham, var noget som gjorde mere eller mindre hvad som helst mistroisk. Hun kneb øjnene sammen og betragtede hans ryg, for en gangs skyld gjorde det hende intet, and nogen kunne være så upersonlig og så disrespektfuld, at vende ryggen til hende midt i en samtale. Jo mindre hun skulle så på den kølige mine, der furstrede hende, udelukkende fordi hun ikke var i stand til at skulle gøre noget ved det, jo bedre måtte det faktisk også være! De slanke fingrer havde et fast greb om kniven. Selv på slottet, havde der været al for megen død, og alt sammen inden for en ganske kort periode. Først var Jasper og Ebony faldet, et sted så følte hun sig lettet over, at pesten havde taget dem, frem for at de skulle overvære dette. Derefter var Alexis død og det samme med Marius og Melody, hvilket alle sammen havde været støttere af hende, ærlige sjæle og folk hun holdte forbandet meget af. Det var den ene ting, hun havde at takke Ilosonic for, at have slået Alecander ihjel, manden bag alt for megen terror, der havde hærget, ikke kun Procias, men også både Dvasias og Manjarno. Et tak havde dog end ikke været på sin plads. Hans irritation var ikke nem at få øje på. Keischa hørte ham skam udemærket, men hans ord var på ingen måde nok. Siden han var kommet, havde Dvasianere valgfartet til landet, der havde været dødsfald på betydningsfulde mennesker, det ene efter det andet, skoven var brændt ned, hungersnøden havde ramt, og halvdelen af befolkningen havde mistet tiltroen til hende selv, måske hun var ung, men dum var hun ikke, og det at ligge to og to sammen, var hende bestemt ikke umuligt. Som han forsvandt bag reolen, valgte hun næsten lydigt at følge med, og hun fulgte hans bevægelser langt hylden. Hendes mine forblev stram, selv et smil ville direkte være umuligt, så ør som hun følte sig efter denne tid ”Jeg er bange for at du misforstod mig, Ilosonic. Jeg kan muligvis ikke gøre det store ved, at du nu sidder som greve, eller befærder dig i lysets land, når du så elskværdigt holder af dit mørke..” hendes tone var streng og direkte kølig ”.. Men jeg kan gøre noget ved, at du lusker dig rundt på slottet, du er her trods alt kun på lånt tid. Siden du kom, er alle disse ting begyndt at ske, og min tillid til dig eksistere end ikke. Du har en forbindelse til alt det, og indtil jeg har fundet ud af hvad det er, holder du dig langt væk herfra” på trods hun lød selsikker, så var der en nervøsitet der prikkede til hende, hun holdte kniven tæt til sig ”Forlad mit slot omgående, og det er en ordre”

[ilosonic]

Ilosonic vidste godt at han ikke bar retten til at invadere slottet på denne tid af natten, selvom det faktisk var et uskyldigt ærinde som han skulle. Det var faktisk ikke engang noget som var fjendtligt for slottet.. endnu om ikke andet. Han vidste dog godt at Keischa ikke havde nogen tillid til ham og mange beskyldte ham også for at være en fjende til landet – og det var han jo sådan set også, men det var skam ikke ham som de beskyldte for at landet gik så dårligt, som de beskyldte oprøret for, nej det var en hel anden person. Nok var det ham som havde startet det, men det var kun fordi at folket havde været så letpåvirkelige til at starte med. De havde ikke været særlig svære at overtale, og det havde bestemt ikke været svært at starte det! Han tog sig ikke af hendes strenge og kølige ord, for de betød virkelig intet for ham, desuden pralede det også af på ham, for han var vant til det fra Dvasias af, og selv der måtte han være immune overfor strenge ord og kølige bemærkninger, for han var typen der provokerede folk, som gav dem lyst til at slå ham, selvom at han altid fandt en måde til at de ikke kunne røre ham det mindste og det var også derfor det var så sjovt at provokere dem. Det var først hendes andre ord han bed sig mærke i, hvor det også først var ved de ord at han vendte blikket mod hende. Han betragtede hende i stilhed, en stilhed der havde lagt sig over dem, hvor han studerede hende ganske let. Hun var nervøs, så meget kunne han da mærke på hende, for han var trods alt mentaldæmon. Han sprang ned fra skamlen, inden han gik hen imod hende, hvor han klart var højere end hende, men hun var jo også kun en ung pige. ”Jeg tror du misforstår hele situationen, kære Keischa. Ser du.. jeg er ikke skyld i landet ligger i kaos, det er du, efter at du kom til tronen, så har folket mistet tilliden, for med dig kom alle mørkevæsnerne. Hvor mange mørkevæsner har du ikke været omringet af?” spurgte han stilfærdigt, som han løftede sin hånd for at begynde at tælle dem. ”Alexis, Marius, Jason, mig og selv du bærer mørkets racer i dig,” endte han stilfærdigt, så du er mindst ligeså meget mistænkt end det som jeg er. Nej vent! Du er mere mistænkt end hvad jeg er!” tilføjede han fast. ”Jeg dræbte rent faktisk Alecander Mathimæus for at bevise min uskyld, for det er skam ikke min skyld at Procias ligger i kaos!” endte han med en overbevisning uden lige, for det var jo fordelen ved at være mentaldæmon, man kunne påvirke andres ubevidsthed, som han havde gjort, da han havde startet oprøret. ”Tving mig,” endte han lettere udfordrende og dog alvorligt. Hun ville have at han skulle gå? Jamen hun kunne da bare smide ham ud!

[Deleted]

Ilosnonic bar på ingen måde retten til at invader slottet på denne tid af aftenen, han havde absolute intet at gøre her, og Keischa havde bestemt heller ikke i planerne at lade ham være her alene, selvom det at blive, uden tvivl ville være at lege med ilden. Armene foldede hun over brystet, stadig med det faste greb om knivens skæft. Hun var bevæbnet, og det var heller ikke ligefrem fordi, hun forsøgte at skjule noget som helst. Hvad end hans plads var, så agtede hun at finde den, for han havde del i alt dette, så meget var hun om ikke andet sikker på. Blikekt forblev sammenknebet mod ham. Han var farlig, ikke mindst fordi at han var mental dæmon, og i øjeblikket var hun ikke meget andet, end en ung kvinde, der havde mistet det sidste, som hun overhovedet havde haft at knuge sig til. Hun var nem at knække, hvad end hun ville være ved det eller ej, og hendes krop og sind var for udmattet til overhovedet at forsøge, at stå imod. Hans var provokerende og hun forsøgte at lade som om det ikke påvirkede hende, selvom hun minut for minut følte en længsel efter at slå ihjel, en tanke som faktisk skræmte hende, eftersom det ikke var noget hun havde oplevet gennem tiden i Procias, med tiden havde hun i det store og det hele glemt, at hun overhovedet var et bæst et sted. Blikket mødte hans, som han endte med at vende sig mod hende. Hun lyttede tilmodigt til hans ord, også selvom de faktisk måtte ramme hende, mere end det som hun lige havde regnet med. Et sted havde han jo ret. Det var ikke ham landet beskyldte det var hende, og hun måtte erkende, at hun på mange områder ikke havde været den bedste dronning, forsøget på at gøre hendes kære storesøster stolt, var mislykkedes. Hun blotttede tænderne en anelse, som tegn på hendes tydelige irritation, ingen grund til at skjule deres mørke side, nu hvor de begge stod med den. Hendes hjerte slog hurtigere”Jeg har meget vel ikke været den bedste dronning eller leder af landet, Ilosonic, men at dømme mig? Siden du dukkede op, har hungersnøden bredt sig, skovene er brændt ned, og illegale dvasianere endt i landet” vrissede hun fast ”Både Alexis, som desuden var født mand af Procias, Marius som du udemærket ved var en Procianer og Jason som har været bundet til lyset, flere år end du aner er ærlige mænd, ikke at jeg skal forsvare dem overfor dig, og jeg er ganske sikker på at de ville føle på samme måde” hun sendte ham et direkte trodsigt blik, de mænd var alle nogen hun holdte af, og hun lod ham ikke tale ned om dem på den måde! ”Du dræbte muligvis Alecander, men du var smart nok til det.. Du vidste hvilken tillid det ville skabe blandt folket. Jeg ved ikke hvad du ønsker Ilosonic, men jeg skal gøre mit for, at du ikke får det” blikket betragtede ham en anelse vurderende. Skulle hun kalde på vagterne, eller selv tage hånd om det? ”Et enkelt kald og det vil være gjort” hun så ned mod gulvet. Jasons kælder lå et sted under, hjælpen var ikke langt væk, hvis han om ikke andet overhovedet befandt sig på slottet. Hun sukkede en anelse opgivende, dette var hun slet ikke i humør til.

[ilosonic]

Ikke mange vagter var tilbage på slottet, de fleste var flygtet, ikke mange turde stå bag Keischa og støtte hende, fordi de var bange for at hendes rygte også ville ødelægge deres. Folket havde mistet sin fulde tillid til hende og resten af kongehuset, hvilket egentlig ikke var Ilosonics skyld, han satte såmænd kun fut i tingene, skubbede det hele i gang. Folket havde tvivlet på Keischa så snart hun var kommet på tronen og de mænd hun havde haft i ryggen, havde ikke ligefrem stået der til at støtte hende, for ingen fra kongehuset havde gjort noget, og de stod kun utrolig passive, fordi at der havde været et stort dødsfald på slottet, selv soldaterne var bange for at de ville miste livet, hvis de blev her, og det var skam ikke Sonics skyld, nej det kunne Keischa takke sig selv for. Han slap en hånlig latter til hendes ord, som blot understregede at han var enig i det at hun havde været en dårlig dronning og leder. ”Den værste dronning i Proicas’ historie! Du beskylder mig for landets kaos? Hvor patetisk.. jeg troede ærligtalt at du havde mere værdighed, men jeg tog desværre fejl.. men sådan er det jo, når man giver en lille pige noget, som hun ikke er kløgtig eller stærk nok til at håndtere,” afveg han stilfærdigt, hvor han bevidst prøvede at ramme hendes underbevidsthed, prøve at provokere hende til at angribe, for han havde for længst fundet ud af at hun var bevæbnet og hvis han kunne få hende til at angribe ham, så havde hun givet ham en grund til at gøre det af med hende. ”Du behøver bestemt ikke at forklare dig, eller de tre mænd for den sags skyld, for i mine øjne og folkets med, så er de en ligeså stor fiasko som det du er,” endte han med det kække og noget så provokerende smil på læberne, for der var ingen tvivl om at han prøvede at påvirke hende, og han kunne tydeligt se at hun blev mere og mere irriteret, så det gik kun i hans retning, men på den anden side, så havde hun mistet de fleste som stod omkring hende, så det undrede ham ikke at hun var oprevet, hvilket påvirkede hendes psyke, som blev mere skrøbelig og når man var skrøbelig, så havde man en tendens til at gøre ting, men senere hen ville fortryde, han håbede så bare på at hun ville gå så langt ud at hun ikke ville nå at fortryde det. ”Tja.. jeg er tilsyneladende bare kløgtigere end den lille dronning og ved hvad folket vil have, og det er bestemt ikke en svag regent, specielt ikke efter en stor konge, som Gabriels død,” endte han stilfærdigt, for sandt var det trods alt. Han rystede opgivende på hovedet. ”Keischa.. det undrer mig ikke at du vil tilkalde hjælp, for du kan tilsyneladende ikke finde ud af at klare dig selv, altid skal du have hjælp og nu er Alexis død, Jason handicappet og ingen, ingen af dem har gjort noget for landet, så du er lige så velset som det jeg er, faktisk er du mindre velset, fordi du står til ansvar, men hvad ved en lille pige om det?”

[Deleted]

Slottets ro, skyldtedes bestemt det kaos som måtte hvile. Mange tidligere tilhænger, vagter, kokke, tjenestepiger og meget andet, havde allerede valgt at tage deres afsked. Selvfølgelig havde de frygtet hende, og dermed fundet den ene efter den anden undskyldning på, hvorfor de ikke længere kunne stå til hendes tjeneste, og Keischa havde ganske vidst bemærket det, men ikke gjort noget ved det. De som var tilbage, var de som havde en tro på hende og på Procias. Hvis blikke havde kunnet dræbe, ville han ligge død på gulvet allerede nu, sådan som hun måtte betragte ham. Hvad end han sagde, så var Keischa ikke dum nok, til ikke at tro, at han ikke havde noget at gøre med alle disse ting, han var en intilligent mand, han havde kendt vejen ind til folket, og først efter han var kommet til, var det hele endt i kaos, også selvom landet måske, ikke havde stolet på hende, hvilket hun også var udemærket klar over, pointen var vel at hun prøvede? Hans hånlige latter, rev hende øjeblikkeligt ud af de tanker som hun var endt med at begrave sig i, den gjorde hende ganske vidst vred, men hun tog sig ikke yderligere af den. Efter så mange år i fangeskab med Miquel, så var hun blevet vant til de mest kyniske dvasianere. Hænderne var knyttet, i den frie håndflade borrede hendes negle sig ned, i takt med at hendes puls måtte stige. Bsætet i hende havde skam lyst til at angribe, havde lyst til at se lyset forlade hans blik, men så langt ville hun ikke synke, igen ville det være et intilligent træk fra ham, og så ville procianerne for alvor falde i hans magt, hvilket hun på ingen måde ville tillade! Hans pludsleig udbrud, lod det gibbe let i hende. Ordene ramte hende hårdt, igen ikke mindst fordi han havde ret. Hun havde aldrig formået at leve op til nogle af de forventninger der stod for en dronning, og ja hun var ganske vidst ung men.. Flere gange gentog hun i hendes eget sind, at han mental dæmon, og hun var svag pyskisk, han vidste hvor han skulle ramme, og han gjorde det ganske bevidst ”Hvad ved du om det, Ilosonic? Du har fået hvad du ønskede, du fik herregården din titel som greve, du fik din bror død som ønsket, og du fik landet lagt i ruiner som planlagt. Du har levet livet i dit eget mørke, du ved intet om hverken landet eller lyset” hendes stemme var rolig og ikke mindst kontrolleret, også selvom hun tydeligt var vred. Hans snak om procias største mænd,g jorde hende dog rolig igen. Det beviste blot hendes teori. Uden Jason havde der ikke været et Procias den dag idag, Marius havde sørget for landets økonomi og Alexis havde deltaget aktivt i krigen. Et lille smil spillede om hendes læber ”Fiasko? Dig og dit enorme ego, er den eneste fiasko jeg ser” hun fnøs direkte hånligt, man kunne roligt sige, at han fremprovokerede hendes mørkere side, og det kom hun heller ikke uden om. Hendes sind var svagt, hun havde mistet, og selv hun var klar over det. Han gjorde det bevidst, og hun forsøgte af alt magt, at lukke for det ”Gabriel er død” mumlede hun blot sammenbidt og rystede fast på hovedet. Hun var ikke ligeså stor, som hverken hendes søster eller hendes nevø, det ville hun hellere end gerne erkende. Hun talte til sig, først forfra, så bagfra, for hun lystede virkelig at få ham til at holde den beskidte mund lukket, men det ville kun være direkte dumt! ”Jeg er end ikke halvt så stærk som dig, Ilosonic. mIt våbenbrug er langt over din standart, men magisk vil jeg ikke have en chance. Hvis du tror at jeg er dum nok, til overhovedet at forsøge, så kald mig en kujon, men jeg nærer intet dødsønske” hun hævede blikket og lod det falde i hans, med den tydelige ærlighed. Knoerne var helt hvide, så stramt hun måtte holde om kniven. Hovedet gled på sned ”Jason har sørget for at landet kunne bestå, Marius har sørget for økonomien, og de børn der skulle være vores fremtid. Alexis står til ansvar for, at procias så godt som vandt krigen, men hvad har du gjort? Foruden at bringe endnu en dæmon i landet, skabe splid og kaste vores fremtid på porten? Jeg står måske til ansvar, og du har ret i, at dette vil koste mig, men om ikke andet, så kender jeg sandheden, mens du lever på en løgn, du bilder folk dine ønsker ind, og jeg siger ikke, at det ikke vil lykkedes dig, for det gør det tydeligvis. En dag vil sandheden komme frem, vid det” hun sendte ham et blik dryppende af hån, før hun roligt endte med at vende ryggen til ham ”Godnat Ilosonic. Må vorherre se hinsides” Hendes puls slog fast, idet hun roligt bevægede sig tilbage mod gangen.

[ilosonic]

Ilosonic vidste udmærket godt at Keischa ikke var den dummeste tøs, for hun var faktisk kløgtig, hun var bare ikke typen som burde lede et land, for hun var virkelig mildt sagt; elendig til at være dronning! Af den grund, så havde han skam den dybeste respekt for at hun prøvede, for mange ville have givet op for lang tid siden, men hun blev ved, og det var næsten en skam at folket ikke så sandheden, men hvad de gerne ville se, ikke fordi det gjorde ham noget, for med Keischa af vejen, kom han blot endnu et skridt mod målet. ”Der tager du ganske vidst fejl min kære Keischa.. jeg har skam engang været en del af landet, jeg kender udmærket godt til dets normer og regler, jeg ved godt hvad lysets består af, specielt også fordi at det er en af mine svagheder, jeg er bare uenig i jeres tankegang og politik,” erkendte han sandfærdigt, for hun måtte ikke glemme at han trods alt var greve af en grund; han var den førstefødte, og han var født som animagus, præcis som sin far Vladimir Darcy, han havde ret til sin titel, for den skulle naturligt gå i arv til ham, så det var en plads som hun ikke bare sådan uden videre kunne rive fra ham. ”Mig? En fiasko?” Han slap endnu engang en hånlig latter – blot for at prøve at appellere mere til hendes irritation. ”Den eneste fiasko her, er dig min fine ven.. jeg har skam nået alle mine mål, så jeg har bestemt ikke fejlet endnu,” svarede han sandfærdigt. Han vidste godt at hun beskyldte ham for oprøret og hun havde ret, så hun burde også vide hvad han hentydede til, for hun var trods alt ikke dum. Alt hvad han havde ønsket at gøre, var sket, så han var bestemt ikke en fiasko! Jovist, havde han ikke bidraget til noget med landet, men det var jo tydeligvis kun fordi at han heller ikke var en del af det! Han ønskede slet ikke at bidrage med noget, for så kunne han da snildt finde på noget, som var gavnligt for landet, for han havde jo trods alt magt nok til at kunne udrette noget godt, men hvorfor skulle han dog det? Nu havde han formået at få det til at ligge i ruiner, så det ville han bestemt også blive ved med! ”Det ved vi jo begge to godt er en løgn Keischa, man har ikke engang behov for at læse dit sind, for at vide at du ønsker mig død.. desuden, hvorfor skulle du ellers knuge så fast om din kniv?” spurgte han stilfærdigt, som han smilede sigende til hende. Han havde jo godt lagt mærke til at hun var bevæbnet, men hvad hun ikke vidste, var at han også selv havde våben på sig, foruden sin magi. Han smilede sagte til hendes ord. ”Utroligt.. du står og fortæller hvad de andre mænd har gjort, men hvor er de nu? Alexis er død, han var ikke god nok, Marius er død, han var ikke god nok, og Jason sidder i kørestol? Han er ingen trussel min kære, men du kom aldrig ind på hvad du har udrettet, når nej! Du har intet gjort for landet! Foruden at tænke på dig selv, så du skal bestemt ikke begynde at dømme mig, når du ikke engang kan holde styr på dit eget folk,” svarede han stilfærdigt. At hun vendte ham ryggen, fik ham til at knibe øjnene sammen. ”Tja.. det kunne være at jeg skulle have ladet Alecander dræbe dig og Jason også?” spurgte han for sig selv, næsten blot for at fange hendes opmærksomhed, for han hentydede selvfølgelig til hans og Alecs partnerskab, ”jeg mener.. han kom trods alt ind på grund af mig.” Han lo kort for sig selv.

[Deleted]

Keischa var klar over, at hun på ingen måder var en stor dronning. Men hvor mange vidste, hvor meget hun faktisk hadede det? Hadede at stå med det ansvar, hadede at skulle være i kontrol? Hun var forvirret, og hun var en ung kvinde, der i virkeligheden blot ønskede sig, et lille hus langt ude på landet, fredeligt og roligt, måske træne en lille landbys unge i brug af våben, udelukkende fordi det kunne komme dem nyttigt, istedet måtte hun lede et land, uden at være i stand til, at gøre hvad hun virkelig ønskede, hun var frustreret! Hun var ikke i stand til at smide, Ilosonic af, hun havde ikke været i stand til at holde børnene fra gaden, og både Marius og Melody var døde, i slottets hænder, de burde have været beskyttet! Gud stod hun med ansvaret, men ingen skulle på nogen måde tro, at det var noget hun nød. Den kløgtighed, ville hun langt hellere bruge til andre ting. Hendes puls dunkede i hele kroppen, det var et af de øjeblikke, hvor andrenalinen stod så højt, at selv hendes bevægelser var en anelse hæmmet, hun følte at jorden smeltede under hende, og et sted så forsøgte Keischa virkelig at holde sig i kontrol, ikke vænne om, ikke stikke den kniv i brystet på ham, og dermed gøre præcis hvad han ønskede. Hendes sind var svagt, hun havde lidt tab, hun led af savn og af længsel, til de mænd der nu havde forladt hende, og ladet hende stå alene, og hun var nem at knække, en tanke som hun virkelig måtte hade! Hvor var hun fuld af had! Hun direkte valgte at ignorere hans ord. Hun var klar over, at selv han var født procianer, men han var besat af mørke, han var kold og hård, og den største manipulerende løgnhals, der kunne gå på denne store jord! Alexis havde endnu været prydet af lyset, modsat ham. Hun fnøs koldt. Han havde ret, og alligevel forsøgte hun endnu engang, at minde sig selv om hans evner *Mental dæmon.. mental dæmon... mental..* tårene sad i øjekrogen, og alligevel var hun for vred til at lade dem falde. Ilosonic var en del af alt dette, hun vidste det, ligeså meget som hun vidste at hun var fiaskoen, der ikke havde andet valg, end at lade ham gøre det, hvad pokker skulle man bruge en regent til, når de ikke kunne gøre noget som helst?! Keischa stoppede op. Hun så ikke på ham, men istedet fast på døren foran hende ”Jeg ønsker dig død, Ilosonic, had er ikke en ukendt følelse, end ikke i Procias” påpegede hun sandfærdigt. Når det kom til våben, var Keischa næsten sikker på, at hun var ham overlegen. Men magi var langt farligere, og den kunne hun desværre ikke hamle op med. Hun lyttede til hans ord, hendes blik var sløret, på grund af de tårer der havde valgt at sætte sig fast. Hun havde måske ikke udrettet meget, men egoistisk havde hun bestemt heller ikke været! ”Bebrejd mig for hvad som helst, Ilosonic. Dit eget mørke blænder dig, jeg ønsker at det en dag vil æde dig” hendes stemme skælvede. Tanken om døden, var næsten fristende i øjeblikekt. Hvorfor blive? Hun havde mistet alle omkring hende, stod på et sted, hun mindst af alt ønskede at stå, fred...Først nu kastede hun blikket over skulderen, han morede sig, det var ikke svært at se ”Det ville ingen forskel gøre” svarede hun blot kortfattet og sendte ham et direkte skulende blik. Havde hun ikke vidst det?! ”Godnat” hun genogtog sine skridt mod døren, og lod slapt armene falde langs hendes side. At være vred, var virkelig hårdt!

[ilosonic]

At Keischa måtte være vred, var noget som stod tydeligt i hendes blik og tilmed hendes sind, selvom at det heller ikke var noget at sige til. Hun havde mistet mange som havde stået hende nær og det skulle ikke undre Ilosonic at hun måtte bebrejde ham for de fleste af hendes kæres døde, selvom.. han måske havde ikke dræbt dem, men han var skam medskyldig. Han havde jo selv aftalt det med Alecander Mathimæus, foruden det at han havde været nødsaget til at dolke Alec i ryggen for at genvinde bare lidt af landets tillid, selvom han vidste at det ikke ville hjælpe Keischa og nu hvor hun måtte stå så svagt som hun gjorde, så blev fristelsen ham simpelthen for stor! Han skulle have ladet Alec gøre det af med hende også, men så fik han da fornøjelsen af det selv! At hun ignorerede hans ord beviste jo blot at hun ikke havde ordene til at svare ham igen, så var det jo altid lettest at afvige eller ignorere som hun måtte gøre, men det betød skam intet, for det var bestemt ikke ham som stod som svag i øjeblikket, nej det var ganske enkelt hende! Han lod hende blot gå mod døren, for han vidste godt at hun ikke ville nå ud igen. Hvor god hun var med våben vidste han ikke, så han havde skam heller ikke tænkt sig at undervurdere hende, men han selv var skam ikke tungnem med et primitivt våben! Han havde trods alt været grevesøn, adelig, så det havde naturligvis været en selvfølge at han skulle lære at slås med våben, så selv der var han ikke uerfaren! Han måtte dog indrømme at han heller ikke var den bedste, for han havde altid nydt at bruge magien, hvilket bestemt også var hans største styrke, så det ville være dumt at undervurdere ham uanset hvor provokerende han så end kunne være og uanset hvor dum han egentlig kunne lyde. Han trak svagt på skuldrene. ”Og det gør Procias til et ligeså sadistisk land som Dvasias,” konkluderede han højtlydt, som et kækt smil gled over hans læber, løgn var det jo ikke engang. Hun ønskede at dræbe ham, så hvorfor dog ikke gøre det? Han himlede svagt med øjnene, skulle han virkelig tvinge alle til alt?! Jamen udmærket, så gjorde han da det! ”Der tager du ganske vidst fejl.. mørket kan ikke blænde mig.. men det kan blænde alle dem jeg vil have det til..” Han lod hovedet søge skræmmende langsomt på sned, inden han strakte armene, hvor han lod hver en ild fra hvert stearinlys i det store rum dø ud, så hele rummet blev henlagt i mørke, inden han brugte sine evner til at gøre hele rummet kulsort, så man ikke ville være i stand til at se en pind, foruden ham selv naturligvis. Han knyttede let den ene hånd, så døren foran hende, måtte ende med at gå op i flammer, så hun ikke ville være i stand til at tage flugten, med andre ord var der kun en vej ud; at dræbe ham. ”Lad mig så se Keischa.. hvilke talenter du gemmer på,” svarede han med en stemme der sydede af alvor og had.