Chaos from the inside

[Deleted]

Ilosonic formåede uden tvivl, at ramme de punkter der måtte være hende svage, specielt efter at alle omkring hende var faldet døde om, alle I forsøget på at beskytte hende, og stå hende loyal, det var uden tvivl en samvittighed, som hun var tvunget til at leve med, og han gjorde det slet ikke let for hende. Nu var det endelig gået op for hende, hvilken forbindelse han faktisk måtte have til hendes nærmestes død, og det gjorde hende direkte rasende! Hendes skikkelse stod som naglet til stedet, mens hun betragtede døren gå op i flammer. Ikke at det skræmte hende på nogen måde. Varmen nåede hende, mens lyset måtte kaste hendes ansigt i et orange skær, og for alvor afsløre den blege hud, og de trætte øjne, det var dog intet der endnu spejlede sig for hans blik, eftersom hun stod med ryggen til ham. Der var lagt op til kamp, og det undrede hende ikke, men ikke destro mindre, så bekymrede det hende. Hendes hjerte slog faste slag, der var ingen anden vej, end blot at forsvare sig selv, om ikke andet, så kunne dette hjælpe hende tilbage i lyset af Procias, hun var blevet ført bag mørket, og hvis hun ikke tog fejl, så var han ligeså ens tor del af lige netop det nummer. Alle de år med træning, og nu stod en af hendes endelig prøver? Keischa forsøgte at slå det kolde vand i blodet, forholde sig fokuseret, hvilket lykkedes hende bedre end hun havde regnet med, overraskende nok. Hun overvejede hendes muligheder, og der var ikke mange af dem som hun så, som sagt så var han hende langt overlegen når det kom til det magiske. Selvfølgelig beherskede hun magi, og hun kunne sætte lidt lys over sagerne, men hun havde aldrig gået særlig meget op i den, Alexis havde sat våbenbrug i almindelighed, i fokus. Mørket fyldte hendes blik og hendes sind, gjorde hende ude af stand til at se noget som helst. Hun kunne tænde et lys, men det ville være for afslørede. Istedet trådte hun på listetå bag en reol af bøger. Hun lyttede, uden så slippe så meget som et ord selv. Han havde ganske ret, mørket ville ikke blænde ham, som det heller ikke som sådan ville med hende, det havde sine fordele at være... et ulækkert kryb et sted? Han ønskede at se hendes talenter? Så skulle han i den grad også få lov til det. Hun knugede kniven tæt i sin hånd, og bevægede sig langsomt og lydløst. Hun tog en dyb indånding og holdte vejret, han var en mand af mange talenter, og selv her i mørket var det ikke muligt at gemme sig, det var hun allerede klar over.

[ilosonic]

De mørke øjne betragtede døren gå op i flammer, hvor de bar den samme livlige gnist som den der kom fra den flammende dør. Han havde blokeret hendes udvej og nu var det på tide at hun selv stod op og kæmpede for sit land, for hun vidste hvem den største fjende i øjeblikket var til hendes land; nemlig Ilosonic. Det var ikke hans skyld at Procias måtte stå så dårligt, men han havde i den grad udnyttet det! Det var siden Gabriels død, at landet var gået i sænk, faktisk efter at Keischa var kommet på tronen, for hun havde allerede fra starten af gjort intet for at skabe fred i landet, for med Gabriels død var panikken kommet med landet og fordi at der så kun var kommet flere mørkevæsner til landet – ham deriblandt – så var folket blevet endnu mere skeptiske angående hendes hensigter og potentiale. Og nu gjorde han såmænd blot folket en tjeneste ved at gøre det af med hende og fjerne hende fra jordens overflade. Han var godt bekendt med hendes racers, så han havde skam heller ikke tænkt sig at undervurdere hende, bare fordi at hun var så meget yngre end ham, næh nej, han ville skam ikke dumme sig ved at blive for hovmodig, for han vidste at hun havde trænet med Alexis og den mand havde trods alt også trænet soldaterne, som bestod af Procias’ hær, så det var klart at hun ikke måtte være nybegynder med et våben, men hvad angik selve magien, der vidste han ikke hvorvidt hun var god eller ej. At hun forsvandt bag en reol var ikke noget som han tog sag synderligt af, for.. hun kunne ikke gemme sig for ham. Han kom med et højt fnys. ”Keischa.. tror du virkelig at du kan gemme dig for en mørkedæmon i mørket?” spurgte han stilfærdigt og lettere hånende, for så dum burde hun da ikke være. Der hvor han havde spredt mørket hen – hvilket mere eller mindre var over det hele, foruden der hvor flammerne lyste lokalet op – men der kunne han jo selv se – der var han også i stand til at se alt det som berørte mørket. Han skød en ildkugle imod den reol hun gemte sig bagved, blot så de mange papirer, bøger og pergamenter også måtte gå op i røg. ”Skal jeg virkelig brænde hele biblioteket ned for også at dræbe dig?” spurgte han stilfærdigt, for så kunne han også høre hende skrige sine lunger ud inden ilden ville opsluge hende, for han selv kunne jo godt gå rundt i ilden, som var det ingenting, han var trods alt ilddæmon, så uanset hvad hun gjorde, jamen så ville hun jo faktisk dø. Han skruede op for sin kropstemperatur, så man ville brænde sig, hvis man kom ham nær, for hendes eneste mulighed var vel egentlig nærkamp?

[Deleted]

Den eneste udvej var blokeret, og selvom den tanke formåede at sætte en mindre panik i hende, så forundrede det hende ikke, for det glimt i hans øjne, det glimt som hun havde sporet så mange gange før, det var lysten til at slå ihjel, og det var det selv samme der hvilede i hendes. Dog måtte hun her erkende, at hendes chancer stod umådelig svagt. Hun var alene, og selvom hun var trænet, så havde hun ikke meget at stille op mod hans magier, specielt ikke nu hvor hun havde lidt de mange tab, hvor han havde gjort hendes svag, og nedbrudt hendes psykiske forsvar. Kampen kunne ikke længere undgåes, han ville tydeligvis have hende væk fra tronen, og hun ville have ham ude af landet, så premien der ventede forude, stod vel også klokkeklar? Hun holdte vejret så lang tid hun kunne, forsøgte at tænke klart, selvom det var de samme mørke billeder der viste sig i hendes sind. Alt det blod der havde malet tronsalen, og Alexis der prydede midten, det indtørrede lig af Marius, der havde været i kælderen sammen med Melody, der endnu ikke var fundet, i deres varetægt og de var alligevel gået døden i måde, der var død og ødelæggelse over det hele, og nu var det at dø eller blive dræbt. Dybt nede kendte Keischa til enden, længe havde hun benægtet det, udskudt det, men nu var der hverken grund eller lyst til det længere. Blikket gled i, for et kort øjeblik nød hun stilheden, og mørkedet der omsluttede hende, også selvom hendes fjende befandt sig netop på den anden side. Hun kunne høre hjertet hamre rytmisk, slagene forfulgte hende, til hans stemme rev hende ud af trancen. Alexis havde trænet hende godt, og hun var ikke at undervurdere, det var helt sikkert. Keicha var dog klar over allerede nu, at han var en stærk mand, der ikke kunne undervurderes ”Jeg er ligeså en del af mørket” påpegede hun roligt, med en skræmmende kontrolleret stemme. Hendes hånd skælvede, som hun så ned på kniven. De stod lige i dette mørke, og hun havde kun få chancer. Flammen fik hende til at hoppe en anelse bagud. Hun listede sig væk, tilbage om bogreolen hvor hans skikkelse spejlede sig for hendes blik. Hendes hånd var svedig, og klistrede sig nærmest til knivens skæfte. Det var ikke en fair kamp, det var helt sikkert. Hun måtte koncentrere sig, kniven blev belyst, som havde den hvilet i solens stråler gennem hele dagen ”Men du har ret... Lad os hellere kaste lidt lys over tingene” mumlede hun sammenbidt, og gjorde sit første hug ud mod hans hofte. Varmen han skød fra sig, var temmelig afslørende, og selvom det ikke var behageligt, og nærmest føltedes kvælende, de sekunder hun var tæt på, så sørgede hun nøje for, at kun kniven var i kontakt med varmen som sådan.

[ilosonic]

Nok var Keischa trænet godt af Alexis, eller det var da i hvert fald det som Ilosonic ville gå ud fra, men havde hun overhovedet stået i en ægte dødskamp? Havde hun overhovedet stået overfor en modstander før som faktisk havde været ude på at dræbe hende og sprætte hendes krop op? Det tvivlede han ærligtalt på, for hun var så ung, så måske hun var blevet trænet, men hun havde ikke den nødvendige erfaring. Hun havde måske stået over få en modstander som havde haft kontrol, men aldrig én som faktisk havde været ude på at tage hendes liv – ikke før nu om ikke andet. Hun havde altid levet sit liv i fred og fordragelighed lige indtil det øjeblik hvor hun havde indtaget tronen, hvilket også skulle blive hendes død! De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse, for han kunne både se til fulde i lyset og i mørket, så der hvor mørket måtte ramme hendes krop, ville han også blive i stand til at kunne se hende, desuden kunne han fornemme hendes tilstedeværelse, via hendes sind, for han var trods alt mentaldæmon, så det var bestemt ikke svært at læse og forudse hendes bevægelser. Hun var svag og ønskede hun overhovedet at leve videre? Hun havde trods alt mistet alt det som hun havde elsket, som havde støttet hende – mere eller mindre. Mange tab var sket på slottet, nogle havde han været medskyldig i, andre havde han ikke og det beviste jo blot hvor hurtigt døden kunne indtræffe og på hvilke grufulde måder, og snart ville den også tage hende, for han nægtede simpelthen at tabe til en lille pige! Han lyttede til hendes sind, fornemmede mørket omkring hendes krop, hvor han havde lukket øjnene for at koncentrere sig. Han fornemmede hende bevæge sig bag om reolen, hvor han vendte blikket direkte imod hende, idet hun sprang frem og angreb ham. Havde hun haft et sværd, havde hun haft en langt større chance for at ramme ham, men en lille sølle kniv? Den var jo knapt længere end en næve. Han slog derfor sin underarm mod hendes, for at blokere hendes stik mod hans hofte, inden han greb omkring sin egen daggert, hvor han gjorde et skridt frem og stak den direkte mod hendes bryst. Hun var en ung pige og der havde hun ikke nær så lange arme som han havde, hvor han selv desuden var en fuldvoksen mand, så der var mange ting der spillede ind i denne kamp – ting som kun drejede sig til hans fordel. Han ønskede at dræbe hende, som hun ønskede at dræbe ham og han vidste at der kun ville blive fundet én vinder, og han var allerede ret sikker på hvem den vinder var, for hun var så svag som man nærmest kunne blive, ikke bare fysisk, men specielt også psykisk, hun var træt, hvilket både påvirkede hendes krop og sind, så hendes chancer var ikke så store igen.

[Deleted]

Alexis havde trænet hende gennem mange år, dog så var det bestemt ikke kun, I en træningssal hun havde prøvet hendes talenter af. Hun havde boet i Dvasias, en dæmon som ham, burde vide hvilket samfund det var, det var langt fra første gang, at hun måtte stå op og forsvare hendes liv. Planerne var lagt, Keischa kendte udfaldet af de tanker hun havde gjort sig, siden hun havde fundet Alexis i tronsalen, død takket værre ham. Et had sydede i hendes indre, og selv Keischa lod sig skræmme, af sig selv ved den kraftige lyst til at slå ihjel, de dyriske sider der blev bragt frem af hende. Her i mørket var det umuligt at skjule sig, og hun var for svag, til at lukke af for hans mentalitet, en tanke som hun måtte hade, men som hun ikke kom uden om. At liste sig frem og tilbage mellem reolerne, forsøge at skjule sig i mørket, det ville være direkte barnligt, så hvorfor ikke bare komme til sagen? Dette var noget der lignede hendes liv siden barndommen, hendes fortid var ikke lutter lagkage, som mange andre på hendes alder, ellers havde været, hun havde ikke haft det nemt, men hun havde heller aldrig klaget, eller søgt medlidenhed, for dette var netop hendes måde, at klare sig gennem dagene på. Kniven missede, hvilket ikke forekom hende som en direkte overraskelse, hvis hun bare havde haft hendes sværd! Hun bandede i det indre, selvom hendes puls formåede at overdøve de mange skældsord. Armen i hans greb, så hun var fastlåst, specielt med hans styrke i forhold til en kvinde af hendes bygning. Blikket gled mod ham, en intens gnist malet, men ikke som den uskyldige kvinde, mere som det dyr der hvilede i hende, og som hun havde forsøgt at holde i skak, siden hendes søster havde valgt at lukke hende ind i Procias. Ud af øjenkrogen fornemmede hun hans dakkert. Hendes blik blev fjernt, mens de sidste rester af sorg forsvandt fra hendes sind, og istedet lod sig erstatte af dem sult, der havde præget hende gennem flere år. De sylespidse tænder, som hun allers havde holdt skjult, trådte frem bag de smalle læber, havde Procias folk set dette, så havde udvisning ikke været nok, så havde det været henrettelse der ventede hende. Hun slap hendes kniv, og kradsede ud efter ham, blot i et simpelt forsøg på forsvar. Ikke at det hjalp synderligt, dog havde hun formået at vride sig, så kniven istedet måtte sætte sig nær hendes skulder. Hun greb om hans arm, gjorde et fast ryk ind mod sig selv, og begravede med en fart, ansigtet mod hans arm i et forsøg på at lade tænderne synke igennem.

[ilosonic]

Hvilket liv, hvilken fortid Keischa måtte have, kendte Ilosonic ikke til, for han var virkelig for doven til at gide at undersøge det, desuden betød det ikke noget, han undervurderede hende ikke, men det var allerede tydeligt hvilket slutresultat som der måtte komme, for måske han ikke var den bedste til de primitive våben, men en sølle kniv kunne han nu godt stå op imod, desuden så havde han sin magi og det ville være frygtelig dumt at komme ham for nær, for han var en ilddæmon og ikke nok med var han også en mørkedæmon, han ville kunne gemme sig i en skygge, hvor folk ville kunne se direkte på ham uden at vide at han stod der, for han var ét med mørket, langt mere end en sølle spide som hun var måtte være. Han var skam godt bekendt med hendes racer, og derfor undervurderede han hende bestemt heller ikke, men.. hvor meget træning havde hun lige i sine magier? Så han gik ud fra at det faktisk var der at han måtte slå hende? At hans daggert kun ramte hendes skulder, var ikke noget som han tog sig af, som han blot trak daggerten til sig, skønt han dog ikke nåede så langt, for han mærkede tydeligt hendes greb omkring hans arm, hvor hun trak ham ind til sig. Et selvsikkert og dog kækt smil gled over hans rosenrøde læber, imens et flammende skær hvilede i de mørke øjne og afslørede det indre inferno han måtte rende rundt med. Han var ikke dum og kunne derfor hurtigt lægge to og to sammen, hvor han på et splitsekund skruede sin kropstemperatur op over de hundrede grader, så han ville være uudholdelig at være i nærheden af, specielt for en blodsuger af hendes kaliber. Så satte hun tænderne i hans arm, så ville hun også mærke dem smelte og få sit ansigt brændt op. Han var dum at komme i nærheden af, hvilket hun vel også kunne have sagt sig selv? Han var en ilddæmon for pokker. De mørke øjne faldt til hendes blik, var det virkelig på grund af sulten? Han smilede kynisk, som han prøvede at gribe ud efter hendes hals med sin brændende varme hånd, som måtte ryge af den varme han havde, hvor det var lige før at hans eget tøj måtte gå op i flammer, selvom at han ikke tog sig af det, for skulle han være ærlig? Så var det rart at kunne skrue fuldt op for sin kropstemperatur uden at han skulle tage hensyn til andre, for der var ingen tvivl om at han faktisk var ude på at dræbe hende, og han helmede virkelig ikke før at hun lå død for hans fødder, uanset hvordan han så end skulle dræbe hende!

[Deleted]

Keischa’s fortid lå ligeså ukendt for ham, som hans gjorde for hende. Hun kendte en smule til Marius, men siden at hun aldrig havde forventet, at hans bror skulle ende med at indtage pladsen som greve, og siden at Marius havde haft hendes fulde tillid, så havde hun hverken haft til eller overskud til at skulle grave, hvilket i den grad var noget hun måtte fortryde nu. Alexis havde gang på gang, banket ind i hendes skal, at hun skulle kende sin fjende, og foruden Ilosonics racer, og det at han var en enorm landsforædder, så kendte hun absolut intet til ham. Hendes mørke henlå mørke og intense, ikke en tanke strøg igennem hendes sind, ingen følelser af sorg, kun det dyr som var endt med at overtage hendes skikkelse, et sted var det lettende, ikke at skulle tænke på de tab hun havde lidt, inden for alt for kort tid. Den lille sølvkniv var måske ikke det bedste våben, havde hun blot haft et sværd, så ville det have været langt nemmere, og et stærkt sind ikke mindst, men hun var for let. Hun havde end ikke krafter til en ordentlig kamp. Udfaldet var tydeligt selv for hende. Ligenu var det bare intet, hun var i stand til at tænke over. Den pludselig varme fra hans krop, tvang hende øjeblikket til at slippe, med et smertefuldt støn. Ilden var bestemt ikke behagelig for hende, specielt ikke når dyret i hendes sind endelig stod. Hun så på ham med det enorme had, skulle til at trække sig, da hans hånd lagde sig mod hendes hals. Skriget direkte tvang hun i sig, men det sad lige i struben, ventede på at blive frigivet. Per automatik lod hun begge hænder gribe om hans, selvom det direkte brændte, og tvang hende til at knibe øjnene hårdt sammen for at holde fast, forsøge at tvinge ham væk, selvom hans hud brændte hendes egen med lynets hast. Istedet lod hun neglene direkte tage fat, mens hun ikke længere formåede at holde det lille skrig inde, det gjorde forbandet ondt! Hendes puls svimlede, ilden gjorde hende syg, og hun kæmpede for at besvare fokusset. Hænderne trak hun til sig i et ruf, og lod dermed neglene løbe hele vejen langs hans arme. Keischa gav sig til at vride sig, i håbet om at komme fri, også selvom det var fuldstændig forgæves, og hun allerede vidste det. Hun havde vidst det hele tiden. Hendes hals var blevet til et stort brændsår, så snart hans vare ville nå til det indre, så ville hendes sekunder være talte, og hvor hun nærmest så frem til det. Hun kunne vel takke ham for at genforene hende, med hendes kære? Desuden var alt papirarbejdet klaret. Måske en direkte tåbelig ting at tænke på, de sidste sekunder af livet, men det var hvad der faldt hende ind, som hun ligeså langsomt, svandt tilbage i den mere menneskelige karakter.

[ilosonic]

Der var ingen tvivl om at Keischa havde været en langt større modstander, hvis hun faktisk havde været frisk og dermed haft et stærkere sind, hvis hun havde haft et sværd i stedet for en lille kort kniv, men nu i denne tilstand, var hun ikke særlig svær at bekæmpe, selvom at det at dyret tog over i hende, gjorde hende ustyrlig, så det var ikke fordi at hun var den letteste modstander af den grund! Men der var bare mange ting som spillede ind til Ilosonics fordel. Han var for det første en mand og bygget af en bedre, stærkere og kraftigere bygning, der kunne holde til langt mere end hende, for hun var jo ikke engang fuldvoksen endnu! Desuden så var det ikke kun det fysiske som spillede ind, men bestemt også magien, for han var langt mere øvet end det som hun måtte være, hvor han nok – om han så ville indrømme det eller ej – tabe til hende i en sværdkamp, for de primitive våben var virkelig ikke hans bedste styrke, selvom at han da godt kunne håndtere et sværd, det var ikke det, for øvelse havde han jo haft, men som modsat af hende, havde han bare gjort mere ud af magien, hvor hun havde af de primitive våben.
At det lykkedes Sonic at få fat omkring hendes hals, var noget der fik det triumferende smil til at glide over hans læber, imens det hoverende glimt spillede i hans mørke, flammende øjne, der mindede om et stort kaos af inferno. Hænderne der greb sig omkring hans varme, tog han sig ikke af, for han nægtede virkelig at slippe! Det var først da hun borede sine negle ind i hans hud, at han skar en grimasse, men han nægtede endnu at slippe, for han ville ikke tabe! Han ville dræbe hende! At hun rev hænderne til ham og dermed rev hans hud op, fik ham til at knurre af en blanding af smerte og vrede, hvor han med sin frie hånd greb omkring hendes det ene håndled, for næsten at finde en bedre støtte, så han ikke slap hende, for han måtte ikke! Han lod varmen sprede sig fra hendes hals og ind i hele hendes krop, som han begyndte at opvarme, hvor han var ude på at smelte alle hendes organer og faktisk dræbe hende indefra og ud. Han blottede de sammenbidte tænder, hvor blikket kort faldt på hans arm, der måtte bløde kraftigt, men han kunne klynke bagefter! Det var på tide at Procias fandt en ny regent! Han skruede kun mere op for varmen, hvor han ikke tog sig af hendes skrig, for hun skulle dø!

[Deleted]

Der var mere end blot våben og tilstasnd der spillede ind i dette, der var langt mere, end det som han ville kunne gætte sig til. Varmen havde sit tag i hende, og ikke nok med at det måtte trænge luften ud af hende, så brændte de hendes nerver bort, hun følte end ikke den stikkende fornemmelse mere. Hendes kniv faldt til gulvet, og klirrede idet stålet måtte ramme det hårde gulv. Ingen havde hørt dem, hvilket faktisk måtte overraske hende, men nu var det jo heller ikke fordi hun direkte havde råbt. Det lange blonde hår, hvilede bagom hende, som hendes ben allerede havde givet efter, og næsten bogstavelig talt lod sig smelte i varmen. Hendes hjerte slog ufrivillige slag, tiggede og bad hende om blot et give efter, og lade det hvile i fred, alligevel forsøgte hun stadig at vride sig fri af hans greb men uden held. Ilosonic var stærkere end hende, og Keischa havde hele tiden vidst, at hun ikke ville kunne slå ham, i en kamp hvor magi ville være tilladt, hun vidste langt mere end han ville komme til det næste stykke tid. Et støn af smerte og udmattelse forlod hendes læber. Hans hud var brudt, hendes negle havde kradset ham, og hun vidste at han ville bære på virussen, dele hende med sig, ville han glemme hende? Blikket hvilede i hans, tårerfyldte dog uden at noget måtte falde. De sylespidse tænder henlå endnu engang skjult, det dyriske havde allerede givet op, og istedet ladet den ungle umodne kvinde stå tilbage, uden en chancen. Hun gispede desperat efter vejret, glemte at kæmpe imod det, eftersom det i sig selv måtte tage hendes energi, sammentidig med at hun stædigt lod hendes blik se direkte ind i hans flammende blik. Når enden var god, var alting godt, var det ikke sådan man sagde? Hun frygtede ikke døden, og han havde netop sørget for at hun ville kunne hvile i fred. Døden havde været hende ventet, hun havde blot kunnet vente. Tankerne var så mange, at hun knap havde chance for at tænke dem, hun følte blodt hans blod dryppe ned over hendes fine silkenatkjole, mens hendes eget indre begyndte at koge. Hun slap et hæst skrig, uden at være sikker på, det vatr højt nok til at nogen ville høre det. Blodet sivede ud gennem hendes mundvie, dryppede ned over den slanke, blege hals. Blikket hvilede endnu i hans, hendes puls steg, mens hjertet måtte slå så hurtigt, at det i sig selv ville være nok til at slå hende ihjel. Hun hostede, hendes eget blod der endte ud over både hende selv og ham. Et smil spillede om hendes blodrøde læber, et smil og et jylelys i de grønne øjne. Han havde ikke ret.. Hun havde gjort noget for landet, det ville han snart vide af. Hendes krop blev slap, hun gispede en ekstra gang efter vejret, hvilket resulterede i at blodet måtte blokere som væske, og gav hende den kvælende fornemmelse. Hun faldt mod det hårde gulv, mens hun endelig lod hendes sind og sjæl finde fred, for nu ville hun hvile..

//Out

[ilosonic]

Ilosonic vidste at det at brænde ens organer op måtte være en smertefuld død, for det havde han set i alle de blikke han havde gjort det ved. Det rørte ham naturligvis ikke, for han var skam opsat på at slå Keischa ihjel! Det var på tide at hele landet gik ind i en ny tid, det eneste de manglede, var at dræbe den person, den mand, som hun havde givet det hele i arv til, selvom.. hvad ville folket ikke sige til at Jason, en dvasianer ville blive sat på tronen? Et hoverende smil gled over hans læber ved den blotte tanke! Det kunne han virkelig ikke gøre andet end at se frem til! Det ville blive så storslået at se hele Procias ryge i forfald, se det blive knust og stå tilbage i et stort kaos, for det var vel bare et spørgsmål om tid, inden en eller anden tosse ville overtage landet? De mørke, flammende, intense øjne betragtede hende med intet andet end had og triumf, hvor han blot blev stående, selvom hun hostede sit eget blod op, så det selv om til at ramme ham, for det tog han sig virkelig ikke af, han var ikke bange for at blive lidt beskidt, faktisk fandt han det næsten endnu mere sejrende at det var hendes blod der var gydt og ikke hans eget, selvom at hans arm selvfølgelig måtte være revet op på grund af hendes spidekræfter, hvor han var nød til at få den virus ud af sin krop, men så stort et problem kunne det ikke være, når han netop var ilddæmon. Han så blot til, at hun blev mere og mere slap, hvor han slap hende til sidst, da det kun var tydeligt at hun var død. Han betragtede hendes døde krop ganske let, inden han vendte blikket mod sin mørke kappe, som han rev et stykke af, for at forbinde sin arm. Han skød en sidste ildkugle imod Keischas krop, for at brænde hende og hans eget blod op, for han kunne ikke efterlade bevismateriale desværre. Han løb hen til den reol, hvor han mindes at have fundet de pergamenter som han havde ledt efter. Han tog det ene og foldede det ud, hvor et skævt og selvsikkert smil gled over hans læber, som det var det rigtige. Han pakkede det væk, inden han forlod biblioteket som han henlagde i mørke, hvor han inden at han forlod slottet, dræbte de vagter som havde set ham komme ind, så det var som om at han aldrig nogensinde havde været der, inden han red af sted på den sorte hingst, for at lade mørket opsluge hans krop.

//Out