Doing everything for love?

[pierce]

Denne nat var det fuldmåne igen, denne gang skulle Malania kun lide denne ene nat i stedet for tre! Sidst havde været et kæmpe mareridt! Den første nat havde Pierce ikke rigtigt troet på hendes ord, hvor han til sin store overraskelse havde set hende forvandle sig, hvor hun tilmed havde prøvet at dræbe ham, men han havde fået hende indenfor, hvor han havde holdt om hende hele natten. Morgenen var dog nok det bedste ved det hele, skønt at natten efter havde været noget hård, for han havde holdt sig oppe for hendes skyld i de to nætter, blot så han kunne holde øje med hende i hendes varulveskikkelse, så hun ikke ville hærge noget og selv komme til skade. Det havde været hårdt, men han havde med glæde gjort det for hendes skyld! Efter deres første fuldmåne, havde han prøvet og ledt efter en person der kunne hjælpe dem, og som de første uger var gået var hans håb ved at rende ud, for han havde virkelig følt på nippet til at give op, men han havde ikke gjort det, og som han var søgt til byen i Manjarno, selv til steder han ikke brød sig om, havde han stødt på denne alkymist, Derick. Han var faldet i snak med ham og fundet deres redningsmand. Han var faktisk heldig at Derick ville hjælpe dem, men han var virkelig også taknemlig for det! Han klagede bestemt ikke! Han var taget hjem og fortalt Malania nyheden med det samme, skønt han dog også havde fortalt hvad det måtte indvie i. De var nød til at lænke hende fast til noget, så hun ikke ville kunne slippe væk, et sted, hvor månens stråler ville kunne ramme hende, så det ville påbegynde hendes forvandling og når ulven så ville ud af hende, så ville Derick hive monsteret ud af hende. Nu måtte de jo så se om det ville lykkedes, om hun ville dø, om hun ville overleve og det hele bare var forgæves, eller hvad der egentlig ville ske. Pierce turde ikke rigtig have de største forventninger, for han var bekymret. Han var bekymret for at han ville miste hende, at han ville miste Malania denne nat, hvilket han ikke tillod! Men det var vel bare at gribe chancen? Det var jo faktisk deres eneste chance.
Det var ved at blive mørkt, månen var på vej op, ligesom solen var på vej ned, det var først når solen ville gå helt ned og månen ville styre himlen for sig selv at hun ville forvandle sig. Det blæste, sneen lå på sandet, så det ville blive koldt! Skønt han vidste at Malania ikke ville kunne fryse. Han havde gjort fire lænker klar, hvor han havde fået dem gravet dybt ned i jorden, flere meter under sandet. Der var fire, så de både kunne holde hende fast i arme og ben. Han brød sig ikke helt om metoden, men det var vel for hendes bedste? Så der ikke ville ske hende noget? Pierce stod i nogle bukser, der gik ham til knæene, nogle sandaler og en hvid skjorte. Han selv kunne ikke fryse, desuden kunne han godt lide sneen, for når den ramte ham blev det til vand, hvilket gjorde at han ikke behøvede at søge så tit til havet, selvom vandproblemet mere eller mindre var blevet fikset efter de var flyttet sammen. Han stod ude i sneen, der hvor lænkerne var, imens han betragtede det ganske let. Vinden tog hans blonde lokker der svajede ganske let. Han var ikke helt sikker på at de burde gennemføre det for.. han var virkelig bange for at miste hende! Hun var hans et og alt! Han elskede hende, så det var vel klart han ikke ønskede der skete hende noget?

[Deleted]

Det var denne nat der ville være fuldmåne, det var denne nat Derick havde lovet denne havengel Pierce at han ville hjælpe ham med sin kæreste Malanias problem. Det eneste problem var at han skulle bruge sin koncentration, som var blevet rippet helt op! Hvor han havde stået med Elanya havde han ikke vidst efter deres første møde, der virkelig havde været skæbnens ironi, ved at møde hende i Dødens Dal, som deres allerførste møde dengang de havde været yngre. Kortene var kommet på bordet, de havde været forelsket i hinanden, og følelserne var vel ikke gået helt tabte? De havde trods alt kysset! Okay, de havde aldrig været sammen-sammen, for hun havde haft sine mange mænd, han havde haft Denjarna, så de havde jo aldrig fået chancen sammen, så kommer de til en dag, hvor de begge er singler, noget han ikke ligefrem havde regnet med, men han var blevet brutalt revet væk fra Denjarna, som han højst sandsynligt ikke så igen. Men han gad ikke have noget med Elanya at gøre! Hun havde svinet hans rygte til, hun havde leget med hele tre mænd! Han gad ikke være den næste i rækken! Han havde kendt hende, eller det havde han troet, for alt det som hun havde gjort gav virkelig ingen mening for ham! Så desperat havde hun vel heller ikke været? Glemt var hun i hvert fald ikke, for nu kunne folk læse om hende i den dumme avis! Han havde mødt hende tidligere på denne dag, ikke noget han kunne sige var et glædesmøde, for han havde faktisk sagt at han ikke gad se hende igen, og hvorfor skulle han? Han kunne ikke vide om hun ville gøre det samme igen, røvrende ham, holde ham for nar, krænke hans ære og dolke ham i ryggen igen, for sådan havde han det virkelig! Svigtet af sin bedste ven, selvom de vel aldrig kunne gå under den kategori? Det havde de jo egentlig aldrig kunnet, for de havde jo altid gjort mere end hvad venner burde, han kunne dog ikke komme udenom at han havde nydt det. Men det hørte vel bare fortiden til? Han kendte hende tilsyneladende ikke længere, for det hun havde gjort det.. var nok noget af det sidste han havde regnet med at hun ville gøre, men hun skulle jo absolut spille den hjælpsomme procianer, hun skulle bare vide hvordan folket så på hende nu! Hvad de kom til at huske hende for! De sorte vinger baskede ganske let i den kraftige vind, der var noget kraftigere oppe fra end nede på jorden. Den mørke kappe blafrede let bag ham, som den slog smæld af og til. Han kom lige fra byen og vidste han var en smule sent på den, for han havde lige skullet afslutte det hele med Elanya, desuden kunne han vel heller ikke undgå hende i al evighed? Det var vel bare nødvendigt at afslutte det hele? Det havde han i hvert fald gjort nu. Han så hende sikkert ikke igen, men hun var vel ligeglad? Hun kunne jo bare smutte tilbage til enten Lestat eller Jared! Han landede i sneen med de sorte støvler, ved det lille hus på stranden. Her hvor Pierce og Malania skulle bo. Han så sig ganske let omkring. ”Hallo?” spurgte han roligt, som han begyndte at gå rundt om huset. Det var ikke særlig stort, men det så ud til at være hyggeligt, det kunne han i hvert fald forestille sig. Det var lige før han kom til at savne de gamle dage med Denjarna. Hans kæreste som han nu havde mistet for altid.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Fuldmånen havde bestemt heller ikke været nogen nem periode for Malanias vedkommende. Det havde været hårdt som aldrig nogensinde før og det var virkelig en forbandet smertefuld proces. Hun var frygtelig ny indenfor dette.. Det havde kun været efter hende i en lille måned, for ikke at glemme, at hun havde sin kvalme som hun måtte slås med til tider. Ikke fordi at det direkte var noget som hun valgte at indvige Pierce i for øjeblikket, for det var vel bare en ganske normal morgenkvalme? Den blev alle jo ramt af i tide og utide, selvom det klart forundret hende, at det var noget som havde pågået igennem så skræmmende lang tid nu. Ikke fordi at hun valgte at skulle tage sig af det lige netop nu, for det var i den ting som hun havde i hovedet lige nu, det var fuldmånen. Hun vidste, at den ville rive i hende indenfor temmelig kort tid, at denne mand som Pierce var stødt på, ville komme for at hjælpe dem, hvilket hun i den grad også måtte sige sig, at være noget så frygtelig glad for, selv på trods af den risiko som de måtte løbe. Hun kunne barei kke fortsætte livet på denne måde! Det kunne hun ganske simpelt ikke om det jo så var noget som man ville det ller ikke, så var der inte for hende at skulle gøre ved det.
Pierce havde forklaret hende risikoen, hvad der ville ske, for ikke at glemme hvad de var nødt til at gære, for at være helt sikker på, at hun ville stå fuldkommen fastlåst når hun måtte ud i fuldmånens skær. Efterhånden, så var det faktisk noget som hun måtte frygte som intet andet overhovedet. Hun var panisk ræd for den fuldmåne! Hun sad idne på sengen og med et tæppe omkring sin egen krop og med en let sitren. Hun kunne fornemme at månen var på vej op allerede! Hun ville bare ikke ud før det ville blive nødvendigt. Der hvor hun selv havde forklaret Pierce, at han sagtens kunne gå udenfor for at møde denne Derick. Hun var virkelig forbandet taknemmelig for den hjælp som han skænkede dem i denne stund. Hun så op som hun kunne fornemme at ham måtte være der, sådan som han nærmest måtte råbe ’hallo’. Ganske svagt bed hun sig i læben som hun rejste sig. Hun havde en tildels ødelagt kjole på også i aften, for hun ville i den grad ikke ødelægge flere når ulven ville kæmpe sig frem i hende! Nok kunne hun ikke fryse, men tanken om hvad hun skulle gå i møde for denne aften, var bestemt ikke videre behagelig, men dog.. nødvendig? Tæppet tvang hun en anelse mere omkring sin egen krop, som hun næsten varsomt, måtte trække sig væk fra deres fælles soveværelse og hen til stuen hvor hun kunne skæve ud af vinduet og stadig have Pierces skikkelse i blik. Bare tanken om at det hele skulle gennemgås endnu en gang, var bestemt heller ikke en tanke som hun brød sig om, men.. det var jo nødvendigt. Hun sukkede stille, gik hen til døren hvor hun forsigtigt trak sig ud. Hun blev dog stående i læ på deres lille veranda og med blikket ud mod ham. Hun sendte ham et nænsomt smil som blikket søgte op mod den store himmel. Selv var hun en anelse bleg at skulle se på, men.. det var jo udelukkende på grund af fuldmånen. Hun vendte sig mod Derick som kom gående rundt om huset. ”Du må være Derick,” begyndte hun sandfærdigt. Hun nikkede mod ham. Hvis dette skulle vise sig at blive en succes, så skyldte hun ham virkelig sit liv!

[pierce]

Pierce mærkede den kølige vind, som måtte slå mod hans ansigt, det var faktisk noget så forfriskende, desuden kunne han jo ikke fryse, så det var også grunden til at han var så let og lidt påklædt. Han bukkede sig let ned og greb omkring den ene kæde, som han trak ganske let i, blot for at sikre sig at den ikke ville blive revet op, når forvandlingen ville starte, for en varulv var noget stærkere end ham selv, han havde dog sørget for at det var dybt begravet tilmed med en tung sten, for at være sikker på at det ikke ville gå op. Han havde sat en enkel fakkel op ved lænkerne, så man kunne se, desuden vidste han at Derick skulle lave et pentagram, hvordan han ville det anede han ikke, men det fandt han vel ud af? Han holdt lænken i hænderne, som han betragtede og næsten vurderede ganske let. Han ønskede ikke at det skulle gå galt! Den sidste måned, efter deres første fuldmåne, havde han gjort alt for at finde en person der kunne hjælpe dem, og da han havde fundet Derick havde han givet Malania al sin tid, for et sted var han bange for at han ikke ville komme til at se hende igen. Det var derfor han havde været så stille de sidste par dage, fordi den næste fuldmåne havde nærmet sig. Han håbede dog inderligt på at alt ville gå efter planen, og mest af alt; at Malania ville overleve. Han vidste hun befandt sig inde i huset og han havde givet hende ro, så hun selv kunne forberede sig på det. Han trak vejret dybt, hvor han næsten måtte se på kæderne med en trist mine, inden han sukkede ganske let. Han måtte indrømme at han ikke var meget for at skulle lænke sin egen kæreste fast! Han fandt det selv … forfærdeligt! Men det var vel nødvendigt? De kunne jo ikke have at hun stak af, hvis forvandlingen fuldførtes, så ulven ikke blev fanget, desuden hvis det var det som kunne redde hendes liv, så måtte de vel bare gøre det? Han var nu stadig ikke meget for det!
De turkisblå øjne faldt tilbage mod verandaen, da Pierce hørte døren gå op. Han betragtede ganske let Malania, skønt intet smil hvilede på hans læber, for det var med tiden blevet revet væk på grund af de mange dystre tanker. Tænk hvis han ikke så hende igen. Blikket faldt dog på en anden skikkelse der var på vej om imod dem og ved lyden af stemmen. Det måtte være Derick. Det vil sige at de snart skulle i gang. Han slap ganske roligt lænken, inden han drejede om på hælene, for at gå tilbage mod huset, hvor Derick og Malania måtte stå. Han småløb det sidste stykke, som han sprang de tre trappetrin over, der førte op til verandaen, inden han valgte at stille sig ved siden af Malania, som han lod den ene arm søge omkring hende, for at kunne trykke hende ind til sig, imens han skænkede hendes tinding et blidt kys. ”Har du det bedre?” spurgte han roligt. Hun havde jo været inde på soveværelset det meste af tiden – men han forstod hende nu godt. Han vendte sin opmærksomhed mod Derick, som han stak hånden ud over gelænderet, for at hilse på Derick endnu engang. Han kunne ikke komme udenom at han alligevel var glad for at have fundet Derick, for han vidste hvor hårdt fuldmånen påvirkede Malania, og hvor meget hun måtte hade den, så det var vel kun godt at de havde fundet én til at hjælpe dem? ”Godt at se dig,” hilste han roligt og med et lille skævt smil. Måske han så upåvirket ud, men indeni var han et stort kaos.

[Deleted]

Det var ikke fordi Derick ønskede at tænke i de forkerte baner og specielt ikke denne aften! Blev han ufokuseret, så kunne det hele ende galt! Han ønskede ikke at hans egne problemer skulle gå ud over Pierce og Malania, så han måtte vel bare mande sig op? Tage sig sammen! Han så det lille hus på stranden, hvilket fik ham til at smile ganske let, for det mindede ham næsten om sin tid med Denjarna dengang, da han selv havde haft en familie, da han selv havde haft et hus at søge til, nu sov han hvor han kunne komme til, hvilket ikke ligefrem var vant for ham, men han overlevede da, det der dog var mest underligt, var den nye krop han befandt sig i, for han var helt.. menneskelig. Han var alkymist, og måske ikke et helt menneske, men hans krop havde jo samme funktioner; han kunne fryse, han kunne have det varmt, han havde ingen skærpede sanser, dog kunne han magi, hvilket skilte ham fra menneskeracen. Han havde jo også sine sylespidse hjørnetænder fra vampyrracen – dog var de ikke decideret til noget, for han havde ikke brug for blod til at overleve, selvom at det næsten var fristende at finde en der kunne omgøre ham nemlig, fordi han så kunne slukke for følelserne, og han følte både vrede, fortvivlelse, frustration og skyldfølelse på samme tid, det var jo ikke fordi det glædede ham at gøre det ’forbi’ med Elanya. At miste hendes venskab, men han havde behov for tid til at tænke, for det havde virkelig gjort ondt, alt det som hun havde påført ham! Men det kunne han vel ikke gøre noget ved nu? Han følte næsten bare for at få det hele overstået så hurtigt så muligt, så han kunne søge til et mørkt hul, gemme sig, holde sig væk fra menneskeheden og bare blive.. glemt?
Derick landede i det bløde sne, der havde lagt sig over sandet, hvor huset så noget mere hyggeligt ud nede på jorden af, for det var virkelig.. smukt. Han gik ganske roligt mod kvindestemmen, som han så op på verandaen, hvor de mørke øjne faldt på en smuk kvinde. Det måtte vel næsten være Malania? Intet under over at Pierce ønskede at redde hende! Det mindede ham næsten selv om da han reddede Denjarna fra warlocken, hvor han nærmest havde ofret sig selv for hendes frihed. Utroligt hvad kærlighed kunne få en til at gøre! Til tider måtte han virkelig hade det! Man gjorde så mange skøre ting, man sagde selv mange skøre ting, det fik en til at opføre en skørt, kærlighed var virkelig skørt! Men man kunne alligevel ikke leve uden det. Han sendte Malania et mildt smil, som han gik hen til verandaen, hvor hun alligevel måtte stå højere oppe end ham, som hans hoved kun lige gik over gelænderet. Han rakte hende roligt hånden, blot for at hilse pænt. Han nikkede roligt. ”Jeg er Derick, ja. Og du må være Malania?” Det sagde vel lidt sig selv? ”En ære endelig at møde dig,” tilføjede han i en blid tone, inden blikket faldt på Pierce der måtte komme løbende. Han betragtede dem blot med tålmodighed, for det var tydeligt at det hele måtte påvirke dem begge to, og han agtede skam også at gøre dem tilfredse! Der var intet de behøvede at frygte, for han ønskede sjovt nok ikke at svigte dem. Han gav blot Pierce et fast håndtryk, imens han nikkede ganske kort. ”Vil I vente lidt, eller i gang nu?” spurgte han roligt. Det bedste var vel at få det overstået? Månen stod jo også snart op, for han var jo faktisk lidt sent på den, netop fordi han lige skulle have opklaret noget med Elanya – skønt det dog var ubevidst, for han havde ikke regnet med at støde på hende denne aften og han ville helst have været fri!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var udmærket godt klar over risikoen ved dette; At hun nok ikke ville vågne igen eller klare sig igennem det, så det at tilbringe tiden sammen med Pierce som de havde gjort den sidste måneds tid, havde hun i den grad nydt! Meget af tiden havde hun i den grad også brugt på at skulle tænke igennem det hele – om det jo var en god idè eller ikke, eller om det bare var noget som hun måtte bide i sig og så klare sig så godt igennem som det nu var hende muligt. Tanken var virkelig skræmmende, selvom hendes gamle fortid som en vampyr automatisk gjorde, at hun langt fra måtte frygte for døden på samme måde som så mange ville gøre det. De gjorde dette i det bedste henseende og det var også den tanke som hun måtte slå sig til ro med. De gjorde hvad de kunne og det var vel også det som var det vigtigste? Forberedelserne havde taget hende en god del af dagen udelukkende fordi at hun vidste, at det var i dag at det hele skulle ske. At nogle i det hele taget havde valgt at gå med til at hjælpe dem med deres lille problem, var jo selvfølgelig noget som hun virkelig måtte sige sig, at være noget så frygtelig glad for, og det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Huns endte Derick et roligt smil hvor hun tog ham i hånden. ”Det er mig ja,” begyndte hun roligt, hvor hun nikkede mod ham. Nok var hun helt rolig i det ydre, men i det indre, så kunne man stadig fornemme at månen var på vej som det måtte begynde at dirre og sitre. ”Glæden er helt på min side Derick,” sagde hun med et stille smil.
Malania vendte blikket roligt mod Pierce som kom springende hen til dem. Armen omkring hende, fik hende kun til at smile mere bredt. Hun var mere end villig til at ofre alt for ham, hvis det var det som det skulle være! Alt! Der var slet ikke nogen tvivl om at hun i den grad også måtte elske ham og det var med hele det bankende hjerte! Hun lukkede øjnene stille og roligt ved hans kys hvor hun roligt nikket og med et svagt skuldertræk. ”Kvalmen er væk. Jeg er bare lidt nervøs,” forklarede hun videre, som var det ingenting. Igen så var det vel også en anelse logisk at hun var ved at være lidt smånervøs? Hun vidste at hun skulle lænkes, kastes for hånden af en mand som hun slet ikke kendte som skulle frigive hende fra varulven i hendes sind? Det lød ikke som noget som skete hver eneste dag! Hånden lagde hun stille og let skælvende mod Pierces bryst som hun vendte blikket mod Derick. Han virkede nu til at være en flink fyr og det var noget som i den grad også talte for hendes eget vedkommende. ”Forvandlingen sker hurtigt og.. Ja, hvis jeg skal i de lænker først..” Hun vendte blikket ud i retningen af stranden hvor hun kunne fornemme dem. Det var jo heller ikke fordi at hendes nattesyn direkte kunne siges, at fejle noget som helst, for det gjorde det bestemt heller ikke! Hun vendte blikket stille mod Pierce hvor hun sendte ham et stille smil. Hånden hævede hun og strøg hans kind. ”Jeg kan mærke bæstet allerede,” hviskede hun stille. Nok stod hun i læ for månen, men det kunne i den grad stadig mærkes af den grund! Det havde de jo set måneden i forvejen den ene dag hvor hun havde været sengeliggende under hele fuldmånetiden. Det havde virkelig gjort ondt og dyret havde klart også kæmpet. ”Jo før jo bedre,” sagde hun stille. De havde forberedt sig på det her så længe, men man kunne vel aldrig være nok forberedt?

[pierce]

Pierce vidste godt at Malania var nervøs, at hun havde haft kvalme, hvilket vel både var af nervøsitet og så det at ulven ville ud? Han vidste det ikke helt, men han kunne ikke lade vær med at bekymre sig, så snart hun havde ondt det mindste sted, så snart det bare stak i hendes finger eller noget andet! Men han var også overbeskyttende, især overfor Malania, for han … elskede hende virkelig! Hun var hans liv, hun var hele hans verden, han kunne ikke få hende ud af hovedet uanset hvad han så end måtte gøre! De turkisblå øjne faldt på Derick og Malania, som de hilste på hinanden. Han var jo den eneste der havde mødt ham, og han måtte indrømme at han var glad for at han havde mødt ham, for ellers havde han jo aldrig fundet en som kunne redde Malania, desuden kendte han måske ikke Derick specielt godt, men ellers var han vel ikke dukket op? Desuden hjalp han dem, hvilket han virkelig var taknemmelig for! Hvis han ikke havde stødt på Derick, så vidste han ikke om han havde fundet nogen anden alkymist, for det krævede vel at han søgte til Dvasias? Og det ville Malania sikkert ikke være meget for, han vidste jo godt hvordan det land var, og samfundet med! Han vidste desuden heller ikke om dem fra Dvasias var til at stole på, men på den anden side vidste han heller ikke om denne Derick var til at stole på, men han tillod ikke at der skete noget med hans Malania! Han ville blive rasende! Han trykkede hende blidt ind til sig, hvor han sendte hende et lille smil til hendes ord. ”Det skal nok gå,” hviskede han blidt ind mod hendes øre, inden han skænkede hendes kind et blidt kys. Hans blik faldt mod hendes skælvende hånd, hvilket fik ham til at se noget så nænsomt på hende, for det var mere end tydeligt at det måtte påvirke hende, og han forstod hende fuldt ud! Han lod roligt sin hånd falde over hendes hånd, inden han gav den et beroligende klem. Han lyttede roligt til hendes ord, inden han fulgte hendes blik mod lænkerne. Han så tilbage mod Malania, inden han lod begge sine hænder falde mod hendes kinder, så han kunne vende sit blik mod hans eget. ”Bare rolig Malania.. Jeg tillader ikke at der sker dig noget!” svarede han ganske alvorligt og dog også med en beroligende tone, for han ønskede ikke at hun skulle være nervøs. De skulle nok klare det! Hans blik blev helt mildt ved hånden mod hans kind. Han nikkede roligt til hendes ord. ”Det skal nok gå Mal.. Det lover jeg.” Han smilede opfordrende til hende, inden han skænkede hendes læber et blidt kys. Det var vel bedst at komme i gang med det samme? Månen ville snart komme, og hvis hun kunne mærke det, var det vel på sin plads at alt var klart? Han slap hende roligt. ”Vent her,” bad han roligt, som han åbnede trædøren, der førte ind til stuen. Han kom ud igen efter et kort stykke tid, hvor han havde et tæppe med. Måske hun ikke kunne fryse, men derfor behøvede hun ikke at ligge i den kolde og våde sne! Han nikkede kort mod Derick. ”Lad os få det overstået.” Der var noget bestemt over hans tone, men han prøvede vel bare at overbevise sig selv om at det nok skulle gå? Han tog Malanias ene hånd, inden han førte hende med ned af verandaen, for at gå hen imod stedet, hvor lænkerne var begravet dybt ned i jorden. Det var et åbent sted som Derick havde bedt om, for der var hun ikke i sikkerhed for månens stråler. Han lagde roligt tæppet i midten af lænkerne, så hun ikke skulle ligge i sneen.

[Deleted]

For Derick var det klart at Pierce ikke ønskede at der skulle ske noget med hans kæreste, om hun så var smuk eller ej, så var det jo på grund af de følelser som han ville nære for hende. Dog kunne han ærligt indrømme at Malania var utrolig smuk, og det at se Pierce kæmpe for hende var vel noget som alligevel måtte berøre hans hjerte? Det mindede ham virkelig om de gamle dage, nogle tider han helst ikke ville tænke på, for det fik ham til at savne. Og det var en masse han kom til at savne! Nu var han så skyld i at han havde mistet en til, som han havde elsket utroligt højt! Hvordan han havde elsket hende vidste han ikke, for der var aldrig rigtigt blevet noget imellem dem, men han havde været forelsket i hende dengang, og her i dette nye liv kunne han slet ikke finde ud af hvad det var han måtte føle for hende! Nu var det jo så også ligegyldigt, for han havde jo fortalt hende at han ikke gad se hende igen, at han tilmed håbede på at han aldrig ville se hendes ellers så smukke ansigt igen. Han havde afvist hende blankt, men når det kom til stykket, så betød han vel heller ikke noget for hende? Havde han betydet noget for hende, ville hun ikke have svinet hans rygte til som hun havde gjort, det kunne han i hvert fald næppe tro. Han sendte Malania et skævt smil, hvor han nikkede kort til hendes ord. Han ville med glæde hjælpe dem, for til tider havde han ønsket at han og Denjarna havde fået samme hjælp, selvom han altid havde elsket hende for den hun var, men han kunne nu godt forestille sig at det måtte være hårdt – specielt for Malania – at gå fra lysvæsen til horror, især fordi horroren besad to stærke væsner; vampyr og varulv, med andre ord var det to mod en, og så ville hendes lysvæsen ikke klare det særlig længe. Det ville dø ud stille og roligt, som mørket i hende ville blive stærkere, hvilket han så skulle forhindre. Han kom ganske let til sig selv, da Pierce valgte at gå indenfor. Han sendte Malania et beroligende smil. ”Jeg forstår godt, hvis du ikke har den fulde tillid til mig Malania, for det ville jeg heller ikke selv have haft til en fremmed, men.. jeg lover dig, at jeg nok skal få horroren ud af dig, så du kan leve videre som lysvæsen,” sagde han i en rolig og opfordrende tone, for.. han kunne ikke tillade at hun gik bort! Så ville han rende rundt med skyldfølelse resten af sit liv! Han så blot til imens Pierce kom ud, hvor han nikkede kortfattet. De kunne lige så godt komme i gang. Han fulgte roligt med hen til, hvor der tilsyneladende var lænker begravet. Han så blot til imens Pierce lagde tæppet ud, hvor han vendte sig imod Malania. ”Øhm.. det er måske meget at forlange, men jeg er nød til at bruge noget af dit blod,” svarede han roligt. Han smilede beroligende til hende, som han fandt en enkelt nål frem, inden han ganske blidt tog hendes hånd og strakte hendes arm. ”Det kommer til at stikke lidt,” sagde han roligt, som han stak nålen i hendes arm, så hendes blod endte på nålespidsen. Han vidste at det ikke ville gøre ondt på hende, for hun var trods alt halv horror, og han havde selv været vampyr, så der skulle mere end et nålestik til at få det til at gøre ondt. Han fandt noget pulver/salve frem, som han blandede med hendes blod, inden han begyndte at lave et pentagram, for hvert hjørne tændte han et lille fyrfadslys, så det oplyst hele pentagrammet. Han gjorde en gestus til at hun skulle lægge sig på tæppet.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At kvalmen kunne komme andre steder fra, var slet ikke en tanke som faldt Malania ind. Det var hendes nervøsitet som gjorde temmelig meget ved hende og specielt med noget som dette omkring hende. At vide at hun skulle lægge sig ud under fuldmånen, ligge i lænker og for hånden af en som hun slet ikke kendte, så var det vel heller ikke underligt? For ikke at glemme den lille faktor som hed, at det slet ikke var sikkert, at hun i det hele taget ville ende med at skulle overleve det, hvilket jo kun måtte gøre det hele så meget værre, for det var i den grad det som for alvor måtte gøre hende nervøs! Dvasianere var ikke noget som hun stolede det mindste på og det var der så sandelig også en grund til når det endelig måtte komme til stykket. Det var bare sådan at det måtte være. Hun havde boet der størstedelen af hendes liv, så det var bare noget som måtte hænge igen; De var ikke nogen som kunne stoles på! Hun lod ham tage omkring hendes hånd. At sige at det hele nok skulle gå, var meget at love hende.. Hvad nu hvis ikke? Nej! Nu kunne hun ikke tænke negativt! Hun sendte ham blot et stille smil. ”Jeg holder dig til dine ord,” påpegede hun sandfærdigt uden at smilet ville falme det mindste fra hendes læber. Hun lod ham tage om begge hendes kidner, hvor hun selv måtte være tvunget til at skulle se op på ham. ”Pas nu bare på at du ikke gør noget dumt,” påpegede hun med et stille smil. Hun prøvede virkelig at slå koldt vand i blodet, selvom det bestemt heller ikke var det nemmeste for hende at skulle gøre bare sådan uden videre! Hun nikkede blot til ham som han gik indenfor, så hun vendte sig i stedet for i retningen af Derick. Hun smilede ganske svagt. Kampen tog forbandet hårdt på hende i dagligdagen. ”Det er meget at love mig, Derick. Jeg stoler nok ikke fuldkommen på dig. Jeg kender dig kun ved navn og race,” påpegede hun sandfærdigt. ”Horroren slår mig ihjel indvendig..” Hun vendte blikket ind mod Pierce. Han var ikke kommet tilbage endnu. ”Solen skærer mig i øjnene nu..” sagde hun stille. Som lysvæsen, så var det jo noget som aldrig nogensinde skete! Hun sendte Pierce et let smil som han roligt kom tilbage til dem.
Turen ud til lænkerne gik temmelig hurtigt for Malanias vedkommende. Hun vendte sig mod Derick da Pierce lagde tæppet ud til hende. Hun lod ham tage hånden. ”Javel..” mumlede hun let mistroisk. Hun vidste at alkymister normalt befandt sig i Dvasias, så det var vel heller ikke helt underligt, at hun ikke stolede fuldkommen på ham? Selvom hun vidste at Pierce var der til at passe på hende og beskytte hende hvilket hun i den grad også var noget så frygtelig glad for i den anden ende! At nålen stak var slet ikke noget som hun direkte kunne fornemme på nogen måde. Hun nikkede stille og så til som han gik i gang med forberedelserne. Blikket gled op mod den store himmel. Månen ville snart være fuldkommen fremme og alene på den store himmel og det var det som fik det til at løbe koldt ned af hendes ryg. Hun trak vejret dybt og bed sig i læben som hun gik hen og tog næsten varsomt plads på tæppet. Hendes hjerte slog allerede mere fast mod hendes bryst. Det ville vare nogle minutter endnu, så ville forvandlingen være i fuld gang. Hun vendte sig stille mod Pierce. ”Du passer på mig? Ikke?” spurgte hun næsten i en hvisken. Hun måtte bare være helt sikker!

[pierce]

Hvis der skete noget med Malania, så ville Pierices verden gå under, noget han havde fortalt hende så mange gange, men han mente det også! Måske hun kunne blive træt af at han høre på hans mange prædikener om hvor højt han elskede hende, hvad han ville gøre for hende, måske det lød til at han lovede hende guld og grønne skove, men han var virkelig villig til at ofre alt for hendes skyld! Han var virkelig villig til at gøre alt! Han elskede hende virkelig alt for højt til at kunne gøre noget som helst andet. Måske det var meget at love hende, men han mente det virkelig også! Hun var hele hans verden, hvis han ikke havde hende, ville han ryge tilbage i ensomheden, så ville han ryge tilbage i den tomme skal, som han endelig var kommet ud af på grund af hende! Den dag nede ved søen, hvor hun var søgt ud på søen for at redde ham eller faktisk bare tjekke om han havde været død, havde virkelig været den bedste dag i hans liv! Han havde aldrig nogensinde mødt en person som Malania, så hvordan skulle han kunne tillade at der skete noget med hende? Det var også derfor at han var taget ud for at holde øje med hende den forrige fuldmåne, hvor hun havde bedt ham om at søge til havet, det havde han måske gjort til at starte med, men han havde hele natten holdt øje med hende, to nætter i træk, hvilket også havde udmattet ham, men han var virkelig ligeglad, for han ville gøre alt for Malania! Han smilede skævt til hendes ord, næsten blot for at opmuntre hende lidt. ”Jeg kunne aldrig finde på at gøre noget dumt,” svarede han uskyldigt, ”eller.. medmindre det naturligvis redder dit liv.” Han vendte blikket drillende mod hende, som han blinkede let til hende. Han ønskede ikke at hun skulle være så nervøs, for … det gjorde ham bekymret. Han var selv nervøs, hvilket hun vel også godt kunne mærke på hans urolige hjertebanken? Uanset, så ville han ikke stoppe hans nervøsitet i at miste håbe! Han vidste at hun nok skulle klare den, han havde det bare på en fornemmelse!
Pierce vendte blikket mistroisk og varsomt mod Derick, som han bad om hendes blod. Han stolede ikke fuldt ud på Derick af den simple grund at han ikke kendte hende. Måske det var ikke at give manden en chance, og han var normalt ikke typen der dømte folk, men når det kom til hans kæreste, til hans livs kærlighed, til Malania, så ville han være på den sikre side! Men det virkede et sted som om Derick forstod dem? Han vidste ikke helt, noget i ham gav ham tillid til denne mand, han kunne ikke helt forklare det, men han måtte vel bare stole på Derick? Det var jo ham som kunne redde hende. Han så kort på Derick, som gik i gang med at tegne pentagrammet op, inden han gik hen og knælede foran Malania der satte sig på tæppet, som han havde lagt ud til hende. Han smilede muntert til hende. ”Jeg husker en dag nede ved søen, hvor denne mærkværdige tøs kom løbende ud i vandet for at redde mit liv, hun vidste bare ikke at jeg var havengel og faktisk kunne holde vandet i flere timer. Jeg faldt i snak med denne.. rødmende, stædige, bestemte næsten irriterende kvinde! Som formåede at stjæle mit hjerte uden jeg opdagede det. Før jeg vidste af det, var jeg villig til at ofre alt for hende. Vi flyttede sammen her på stranden, indtil noget forfærdeligt ramte os, og det gik op for mig, at jeg ikke ønsker at miste hende, for hun er det vigtigste i mit liv, hun er mit liv. Jeg tillader ikke at der sker hende noget! Jeg vil ofre alt for hende,” endte han med et lille skævt smil. Det var naturligvis hende han talte om. Det var hans svar på hendes ord; han ville altid være der for hende. Han lænede sig frem og skænkede hendes læber et blidt kys, inden han rejste sig. ”Jeg elsker dig, og vil altid passe på dig min egen.”

[Deleted]

At Malania ville være nervøs, undrede ikke Derick det mindste, for han forstod hende udmærket godt. Han forstod godt hvis de ikke stolede fuldt og fast på ham, men det var noget de var nød til. Han var deres redningsmand, uanset hvor egoistisk det så end ville lyde, når det kom fra ham, men de havde ikke tid til at finde en anden alkymist, de havde ikke tid til at vente på den næste fuldmåne, så han var deres eneste mulighed, og han var skam til at stole på, de kunne jo selv spørge alle dem som han havde haft omkring ham, selvom han egentlig ikke havde specielt mange tilbage. Han havde lige mistet endnu en, hvilket dog var hans egen skyld, for han kunne bare have taget sig sammen i stedet for at sende hende væk, men han var vel intet værd i hendes øjne alligevel? Så dybt hvilede han i hvert fald ikke i hendes tanker, så det var måske bare bedst, så kunne ensomheden gribe ham og gøre ham følelseskold, for det var næsten hvad han havde brug for. Han ønskede ikke at tænke så meget på det, han ville bare videre. Han rystede let på hovedet, blot for at vende tilbage til virkeligheden. Han vendte roligt blikket op mod Malania igen, hvor han næsten havde mistet enhver følelse i blikket, skønt det milde smil næsten var det eneste der tydede på at han var i live. ”Jeg beder dig heller ikke om at stole på mig Malania, jeg har intet gjort for at skulle vinde din tillid så hurtigt.” Han sendte hende et overbærende smil, skønt det falmede ret hurtigt. ”Hvis det er til nogen trøst, så.. ved jeg hvordan det er at miste den du holder kær, hvordan det er at miste den person du var villig til at gøre alt for. Jeg kender kun følelsen af at miste alt for godt.. At miste den man elsker, er den værste følelse du kan tænke dig til, at miste det du lever for.. Jeg ønsker ikke at stille Pierce i samme situation eller dig for den sags skyld,” svarede han roligt. Nu hvor han havde fortalt lidt om sig selv, så gjorde det det måske bedre for hende.. måske. Han nikkede ganske roligt til hendes ord. Det tydede på at horroren var ved at vinde over lysvæsnet. ”Jeg skal nok gøre det godt igen.. desuden, så er det mig der kommer til at få skyldfølelse, hvis du går hen og dør.. en skyld jeg helst ikke vil bære,” svarede han stilfærdigt.
Som Derick havde lavet pentagrammet færdigt og Pierce havde rejst sig fra Malania, gik han roligt hen til dem. Han lagde en hånd på Pierces skulder. ”Det eneste jeg kan bede dig om min ven, er at vente og se på, du må ikke forstyrre mig, uanset hvad hun gør. Beder jeg om din hjælp, så er det først der du hjælper mig, men så skal du gøre hvad jeg siger og intet andet,” svarede han noget så alvorligt. Han knælede foran Malania og sendte hende et stille smil. ”Jeg … lænker dig fast nu,” svarede han roligt, som han gjorde en gestus til at hun skulle lægge sig, inden han fik hendes låst fast i både ben og arme. Han så roligt på hende. ”Forvandlingen kommer til at gøre ondt, og det kommer til at gøre mere ondt, når jeg prøver at få den ud af dig.” Han henvendte sig til dem begge. ”Uanset hvad, uanset hvor meget du beder mig om at stoppe, må du forstå at det ikke kan lade sig gøre, for det kan risikere at dræbe dig. Og derfor må du ikke blande dig Pierce, uanset hvad hun kan finde på at bede dig om!” Hans tone var fast og bestemt. Det var alvor, og han ville blot fortælle dem at det hele kunne gå galt hvis Pierce blandede sig. Han rejste sig roligt og gjorde tegn til at Pierce skulle følge ham ud af pentagrammet, så de stod uden for ringen han havde dannet. Så var det bare at vente på fuldmånen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var virkelig nervøs og det var der forbandet mange grunde til i det store og det hele. Nu hvor hun vidste, at hun skulle ligge der på det lille tæppe, lænkes på arme og ben og så vide at det som hun skulle gå igennem ikke ville være noget som måtte være direkte med nogen former for behag når det endelig måtte komme til stykket. Selv var hun faktisk ganske rolig i det ydre, selvom månens tiltrækning allerede var noget som hun kunne mærke og det kunne mærkes temmelig tydeligt på denne måde, så det var ikke noget som man skulle kunne beskrive direkte med nogen former med behag. Kvalmen var ikke just det som hun måtte tænke på lige nu, for det hele bundet vel i hendes nervøsitet? Horroren var ved at uddrive det lysvæsen der måtte være i hende og det i sig selv, var slet ikke en tanke som hun brød sig om. Den skræmte hende virkelig mere end alt det andet gjorde! Hun elskede virkelig Pierce, men at se hvor hårdt den fuldmåne måtte slide på dem begge to, var noget som faktisk kun gjorde det hele så meget værre for hendes vedkommende. Hun rystede stille, dog smilende på hovedet. ”Se, det er jo lige den der jeg er bange for,” påpegede hun let for Pierce. At han var villig til at gøre alt for hende, var dog noget som virkelig måtte gøre hende noget så frygtelig glad og det var jo trods alt heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til stykket. Blikket hvilede på Derick ud af øjenkrogen. Så længe at Pierce var der, så kunne det vel heller ikke gå helt galt? Selvom hun allerede havde gættet sig til at dette kom til at gøre ondt.. frygtelig ondt!
Malania tog roligt plads på tæppet som Pierce tog pladsen ved siden af hende. Hun fulgte ham roligt med blikket, selvom det nu kun måtte blive mere og mere tydeligt for dem, at hun faktisk måtte være en anelse nervøs – Meget nervøs faktisk! Hun lyttede til hans ord hvor hun selv slet ikke kunne lade være med at smile! Hun gengældte mere end glædeligt hans kys. For hvad hun vidste, så kunne det jo trods alt være det sidste. ”Det er jeg glad for at høre, min kære,” sagde hun dæmpet. At Derick forstod sig på følelsen af tab,var noget som fik hende til at vende blikket mod ham. Hans ord var nu ikke noget som gjorde hende direket mindre rolig, for det gjorde de bestemt ikke! ”.. Okay..” mumlede hun let, selvom det vel var tydeligt, at hun langt fra måtte være tilfreds? Det var jo heller ikke direkte fordi at hun havde noget andet valg om det jo så var noget som hun ville det eller ikke. Lænkerne kom på plads, som hun stille valgte at lægge sig ned i et sidste og nærmest helt desperat forsøg på at skulle falde bare en anelse til ro. Det var bare langt fra så nemt som det måtte se ud. Hun lå let og rystede. Det var nu ikke fordi at hun frøs, men det var bare svært for hende at skulle falde til ro!
Der gik dog ikke mange minutter før solen var fuldkommen væk fra den store himmel, havde efterladt det hele fuldkommen sort, at månen måtte kigge frem bag det eneste skydække som man kunne se på den store himmel. Det var næsten som Malania måtte stoppe med at trække vejret, da hendes pupiller trak sig fuldkommen sammen og med blikket som måtte hvile som hypnotiserende på den enorme kugle oppe på den store himmel. Hendes øjne endte næsten helt gule idet at kramperne tydeligt måtte melde sin ankomst som ulven direkte kæmpet i hendes krop for at komme frem. Tænderne bed hun sammen og med et kraftigt og smertefuldt gisp som hun prøvede at finde en mulighed for at vride sig. Lænerne afholdt hende bare fra at komme særlig langt!

[pierce]

Pierce ønskede ikke at der skulle ske noget med Malania, men han var næsten også bange for at han ikke ville kunne holde sig selv tilbage, hvis hun bad ham om hjælp, men han kunne vel ikke hjælpe hende? Han vidste ikke hvad det indebar at hun skulle få revet horroren ud af hende. Han havde måske fået fortalt hvordan det hele kom til at foregå og at hun faktisk kunne risikere at dø, så han vidste også at det ikke nyttede at blande sig, for han ønskede virkelig ikke at miste hende! Han holdt alt for meget af hende til at kunne give slip på hende, men han måtte holde sig i sit gode skin, uanset hvor slemt det så end ville se ud, for der var ingen tvivl om at han ønskede den horror ud af hende! Han ønskede ikke at hun skulle lide mere, desuden ville det ødelægge ham helt, hvis han hver måned, når der var fuldmåne, skulle holde øje med hende, for at sikre sig at hun ikke gjorde noget dumt, eller at hun ikke selv blev dræbt på stedet af nogle som hun havde gjort ondt, det var hvad han hade gjort de sidste par dage, hvor der havde været fuldmåne, fordi det havde gjort for ondt i hende at skulle ligge indenfor i hans favn og blive draget af fuldmånen, der bare ventede på at hun skulle søge ud for at gennemføre sin forvandling. Det gjorde ondt på ham at se hende sådan. Han smilede skævt til hendes ord. Han ønskede ikke at gøre noget dumdristigt som kunne koste hende livet, skete der hende noget, vidste han ikke hvad han skulle gøre, derfor var det ham vigtigt at han holdt sig væk, at han måtte bide i det sure æble, hvilket han vidste at han kom til! At hun gengældt hans kys, var noget som måtte få hans hjerte til at så hurtigere, for det gav ham helt sommerfugle i maven, selvom det vel også var nervøsitet? Det var måske det sidste kys han kunne få af hende. Han lyttede roligt til Dericks ord, og manden havde jo ret, han kunne sikkert sagtens finde på at gribe ind hvis det gjorde ondt på Malania, men.. det måtte han ikke. Det var virkelig frustrerende! Han nikkede roligt og fulgte Derick med ud af pentagrammet, hvor han blot blev stående og betragtede Malania med matte øjne, for.. han følte sig allerede helt tom. Det var som om at han allerede havde mistet hende til monsteret i hende. Blikket faldt tomt på den fulde måne, der langt om længe måtte vise sig på den store himmel, som solen nu var gået ned. Hans turkisblå øjne faldt tilbage på Malania, der endnu engang skulle igennem det mareridt, det værste der kunne ske, var at det hele mislykkedes og at hun så endnu ville have horroren i sig, for han ønskede egentlig bare at hun skulle finde fred for det bæst, om det så var døden, skønt det ville knuse ham, hvis hun gik hen og døde denne nat, men han måtte vel bare have tiltro til Derick? Han kunne ikke gøre så meget andet. At hun begyndte sine krampetræk, fik ham blot til at knytte hænderne ganske let. Han var sikker på at dette ville blive en hård nat, men.. mon hun ikke klarede det? Han ønskede ikke at miste hende nu, hvor han endelig havde fundet hende! Ikke nu hvor de endelig var flyttet sammen. Han ønskede ikke at miste hende, hun var den kvinde som han ville flytte sammen med, hun var den kvinde som han ønskede at blive gammel med, hun var den kvinde som han ønskede at have børn med, hun var den eneste ene. Han havde aldrig nogensinde følt noget så stærkt før. Hun var hans et og alt, og hvis dette krævede at han holdt sig på afstand, så måtte han bare bide i det sure æble og gøre det! Det eneste han kunne gøre var vel at bede for hende?

[Deleted]

Det undrede ikke Derick at horroren var ved at vinde over lysvæsnet i hende, og det skulle ikke undre ham at hun havde undladt at fortælle Pierce om at solen var begyndt at skære i hendes øjne, for manden virkede til at være noget så overbeskyttende, desuden hjalp det heller ikke at Pierce ville gå i panik, for det blev det ikke ligefrem bedre af, men han skulle nok stoppe deres lidelser med bæstet i hende, han skulle nok få det ud af hende, desuden ville det være en sjæl som ville være noget så stærk for Døden, for.. horrorer var faktisk den stærkeste race fysisk, stærkere end en vampyr, stærkere end en varulv. Et sted var det faktisk synd at hun ønskede at slippe af med den race, for han var sikker på at hun kunne blive en glimrende forkæmper for mørket, men på den anden side, var det vel ikke der hendes hjerte lå? Hun var lysvæsen, hun kom fra Procias lysets land, som hun sikkert også kæmpede for? Uanset undrede det ham ikke at de ønskede at have bæstet ud af hende, og så måtte han jo se om han kunne gøre det, for skulle han være ærlig, så havde han aldrig rigtigt fået gjort det i virkeligheden. Han havde studeret alkymi i utrolig mange år, han kunne sagtens remsen, han havde øvet sig, men det var ikke lang tid siden at han var kommet tilbage fra de døde, så han havde aldrig fået chancen for at gøre det i virkeligheden. Det var naturligvis ikke noget han ville fortælle dem, for han ville ikke gøre ondt værre, så han måtte vel bare.. tage chancen? Som Pierce var gået ud af pentagrammet og Malania lagt sig til rette på tæppet, knælede han ved hendes side. Han bed sig i tommelfingeren, så blodet piblede ganske let. Han tegnede ganske roligt et pentagram på hendes bryst med hans eget blod, hvor han vendte blikket undrende mod hende. ”Dit hjerte slår,” svarede han lettere undrende. Den horror som havde bidt hende måtte have haft en plan med hende? Han rejste sig, gik ud af det store pentagram han havde tegnet med salven med de små fyrfadslys i hvert hjørne af selve stjernen, hvor Malania lå i centrum. Hans mørke øjne faldt på den store måne der endelig kom frem, inden han vendte blikket mod Malania. Hans blod, som han havde tegnet på hende, var mere eller mindre en besegling, for det krævede lidt af hans egen sjæl at få det bæst ud af hende, desuden så vidste han ikke om lysvæsnet i hende var stærkt nok, men det fandt de vel ud af? Han vendte blikket mod Pierce, som han fandt en glaskolbe frem, som han stillede i sneen. Han kastede proppen hen til Pierce. ”Når jeg siger til, og har fået horrorsjælen ned i den kolbe, så skal du lukke den til med den prop,” svarede han roligt og dog lettere bestemt. Han stillede sig med fronten mod Malania igen, hvor hans blik faldt på den store måne. Hun var ikke langt nok inde i forvandlingen. Han strakte armene ud mod hende, hvor det næsten så ud som om han prøvede at skubbe til noget, som han vendte håndfladerne mod hende. ”Bestia venit,” hvislede han i en lokkende tone, som han næsten prøvede at lokke ulven hurtigere frem i hende. ”Bestia venit! Pros ta emprós!” hvislede han fortsat, som han endnu prøvede at lokke ulven, eller vel rettere sagt bæstet frem i hende. Han kunne ikke få ulven ud af hende, hvis hun ikke var langt nok henne i forvandlingen. Han ville simpelthen trække den ud af hende, trække sjælen ud af hende, for at låse den inde i glaskolben som stod ved hans side.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde ikke fortalt Pierce at solens lys måtte skære hende i øjnene, for hun ønskede ikke at gøre ham mere bekymret end det som han allerede måtte være. Han var en utrolig overbeskyttende type og det var ikke fordi at hun ikke nød af det, for det gjorde hun virkelig, men det kunne godt blive alt for meget i længden! Hun lagde sig blot til på tæppet som Pierce måtte søge ud af det pentagram som Derick havde lavet. Hun kunne bestemt ikke komme udenom at hun virkelig var ved at være frygtelig nervøs og den tanke og følelse bestemt ikke kunne sige sig, at være behagelig, for det var den i den grad ikke, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Blikket vendte hun stille i retningen af Derick da han bed hul på sin finger og tegnede pentagrammet på hendes bryst. At han måtte mærke sig af, at hendes hjerte stadig måtte banke, var noget som fik hende til at sende ham et stille smil. ”Det gør det,” begyndte hun stille. ”For Pierce,” tilføjede hun med et stille smil som hun så til at de begge måtte stille sig udenfor pentagrammet frem til månen for alvor måtte vise sig.
Næsten automatisk måtte Malania kæmpe imod den forvandling, selvom det i den grad ikke var en kamp som faldt til hendes egen fordel. Den varulv som kæmpet sig frem i hende, var kun noget som måtte tvinge lysvæsnet direkte i sænk! Hun kunne ikke se nogen glæde i at skulle være dette væsen, for det var virkelig noget som gjorde så frygtelig ondt! Brystet skød hun fast frem, som hovedet næsten blev tvunget direkte i jorden, idet hun skilte læberne. Der kom ikke så meget som et ord frem! Øjnene klemte hun fast sammen som hendes krop måtte skifte form. Knoglerne som måtte knække og brække for at gøre plads til den massive ulv som Derick direkte måtte tvinge frem i hende, var noget af det mest smertefulde som hun længe havde været igennem og det gjorde i den grad ondt! ”P-Pierce..” hviskede hun denne gang næsten helt hjælpeløst. Hun ville ikke mere! Hjerte begyndte omgående at skulle hamre mod hendes bryst, som hun næsten hurtigt måtte ende med at gro pels, da den massive ulv kun blev tvunget og lokket mere og mere frem i hende. Hun rev og sled i lænkerne for at finde en mulighed for at vride sig i de mange faste krampetrækninger som måtte ske, for det gjorde virkelig ondt! Det var langt mere behageligt når hun vidste, at han stod der til at hjælpe hende og var lige ved og tæt på. Han var alt for langt væk! Hendes øjne endte næsten blanke som hun fast måtte krumme tæerne, da endnu en fast krampetrækning skød direkte igennem hende. ”S-stop..!!” udbrød hun med lungernes fulde kraft idet at hendes ord måtte blive kvalt i de mange gisp, da hendes ansigt starte med at ændre form for at gøre plads til den massive og store snude. Kjolen blev kun mere og mere ødelagt idet at hendes krop begyndte at udvide sig og poterne meldte sin egen ankomst. ”PIERCE!” udbrød hun som det sidste menneskelige som måtte være af hende, måtte forsvinde ved hende, da hun udstødte den første knurren da ulven havde trængt frem i hende.