Doing everything for love?

[pierce]

Det at Derick havde hjulpet dem, var noget som Pierce var ufattelig taknemlig og glad for! Nu gjaldt det så bare om at få Malania ind i varmen, inden hun ville fryse helt hen, for når man i forvejen var svag, så skulle der nok ikke meget til før man gik hen og frøs rigtig meget. Han nikkede ganske roligt til Derick, inden han med forundring måtte betragte de sorte vinger. Han havde sagt han var alkymist, men.. var han mon varyl? Han så kort efter ham, inden Malania måtte rive ham ud af hans tanker. Han nikkede roligt. ”.. Kom min lille skat,” sagde han dæmpet, som han skænkede hendes pande et blidt kys, inden han begyndte at gå imod deres hjem. Det hjem, hvor de kunne sidde og se deres nu kommende børn vokse op, hvor de kunne blive gamle sammen, tanken om at tilbringe resten af hans liv med Malania var virkelig noget som fik varmen i ham til at sprede sig ganske let, for det var noget han ikke kunne andet end at ses frem til! De to og deres to små skrigeunger? Han kunne ikke lade vær med at smile ved tanken. At han faktisk skulle være far, var ikke noget som decideret havde slået ham endnu, for det hele virkede så.. uvirkeligt! Han kunne dog kun sige sig at være utrolig glad for at Malania havde overlevet, for nu var han da ikke helt alene. Han selv kunne ikke fryse, det havde han faktisk aldrig kunne, fordi hans kropstemperatur var den samme hele tiden, han var dog mere varm end han var kold, som han faktisk havde en varende kropstemperatur der lå over et normalt menneskes. Han kunne dog godt få det for varmt, der skulle meget til normalt, men en varm sommerdag, der kunne han blive helt svag af den varme! Der havde han ikke noget imod efterår og forår, for det var tilpas temperatur for ham. Vinteren fandt han smuk med den meget sne, hvilket faktisk også var dejligt at gå i, netop fordi det smeltede og blev til vand, som hans krop måtte absorbere. Dog brød han sig ikke så meget om kulden, ikke fordi han kunne fryse, men det kunne Malania, desuden var det så mørkt hele tiden, plus der til tider lagde sig is over havet, især når det blev rigtig koldt. Han nåede stille op til huset, som han trådte op på verandaen, inden han fik kæmpet døren op indtil stuen, hvor varmen måtte komme dem i møde. Han gik roligt over i sofaen, hvor han lagde hende, inden han gik tilbage og lukkede døren, for blot at gå tilbage til hende, hvor han knælede ved hende. ”Hvordan har du det?” spurgte han roligt, som han strøg hånden over hendes pande og kinder, næsten som om han skulle finde ud af om hun var syg. Han lænede sig frem og skænkede hendes mundvig et blidt kys, inden han rejste sig, for at smide noget brænde i pejsen, som han roligt fik antændt, så der kunne komme mere varme i huset. Han betragtede kort de knitrende flammer, hvor han ikke kunne lade vær med at smile, for det mindede ham om liv, de to tvillinger som i øjeblikket måtte vokse i hendes indre. Han vidste dog ikke hvordan hun selv havde det med det, for.. det var jo ikke planlagt. De havde kun været så tætte den ene gang for en måned siden og så var det det. Ikke fordi han kunne fortryde det, for det havde virkelig været et højdepunkt at være sammen med hende på den måde! Han rejste sig roligt, blot for at gå tilbage til hende, hvor han ikke kunne lade vær med at smile ved synet af hende, for tanken om at han kunne have mistet hende til aften, havde virkelig været dræbende for ham!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania skyldte virkelig Derick hendes liv! At han overhovedet havde gjort dette for nogle – Nogle som han faktisk slet ikke kendte, var slet ikke noget som hun forstod, men hun var forbandet glad for det! Hun rystede som bare pokker og puttet sig så godt ind til Pierce som det var hende muligt, alt for bare at skulle finde en anelse varme, for det var virkelig ved at være nødvendigt for hende. Hendes læber var ved at blive blå og hun kunne næsten ikke føle sine fingre mere, så kold som hun var blevet, så det var jo heller ikke noget som måtte sige så lidt på nogen måde overhovedet! Bare alene den tanke om at de skulle blive forældre var ganske enkelt uvirkeligt for hende. Hun kunne bare ikke forstå det! Hun vidste jo ikke engang hvordan hun var som mor endnu og det var også noget af det som gjorde hende en anelse usikker. De havde kun boet her i en måned nu også selvom det gik noget så fantastisk mellem dem og det var noget som hun var frygtelig glad for! Hun puttet sig godt og trygt ind til hans krop som han fik hende med sig indenfor. At snakke var næsten umuligt for hende, eftersom hun var så frygtelig kold! At komme indenfor var som at blive mødt med en varmefront hvilket kun fik hende til at ånde lettet op, så var det stadig nødvendigt for hende at skulle finde varmen og den ville bare ikke komme til hende! Hun vendte blikket stille mod ham som han lagde hende på sofaen og gik hen for at tænde op i pejsen, hvilket hun heller ikke havde noget imod. Stadig lå hun og rystede af den bidende kulde som hun havde ligget i, for det havde virkelig været noget så frygtelig koldt! De mørke øjne faldt stille til hans skikkesle som han endnu en gang måtte knæle ved siden af hende. Det var heller ikke fordi at et lille tæppe varmet hende meget, men det var bestemt også bedre end ingenting. Hun sendte ham et meget træt smil. ”J-jeg e-er fri..” hviskede hun stille. Selv lettelsen var at høre i den skælvende stemme, for hun nød i den grad noget så frygtelig voldsomt af den tanke og den fornemmelse. Ingen usynlieg lænker til at holde hende og det var bare rart! Øjnene lukkede hun stille i, som varmen måtte tage til. Selv den smule som pejsen måtte smide fra sig så hurtigt var noget som hun kunne mærke og hun tog i den grad også imod det med kyshånd! ”D-det ser i-ikke ud til a-at huset er h-helt f-færdigt endnu..” begyndte hun stadig med de klaprende tænder. Hun var virkelig bare kold! Den stolthed som hun havde hørt i hans stemme, så var det jo kun tydeligt, at han selv måtte nyde af tanken om at de sklle blive forældre og skulle hun være helt ærlig, så var det kun ham som hun ville se som far til hendes børn! Hun krøb godt ind under tæppet, selvom hun langt hellere vile ligge i hans trygge favntag, for det var langt mere behageligt end dette, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. ”V-vi mangler b-børnenes værelser,” tilføjede hun med et stille smil på læben. Hun kunne ikke komme udenom at tanken omkring deres børn virkelig måtte glæde hende!

[pierce]

Pierce stod virkelig Derick i gæld! Han kunne ikke beskrive hvor lykkelig han var for at have fået sin gamle Malania tilbage! For hvis man tænkte over det, så ville horroren jo dræbe lysvæsnet i hende, det havde Derick forklaret ham under deres møde ved kroen, så hvis lysvæsnet døde i hende og horroren tog over, ville hun så også have ændret personlighed? Tanken havde slået ham, og det var ikke noget som han havde brudt sig det mindste om! Han ønskede ikke at miste hans stædige, søde, fantastiske kæreste, som han ikke kunne få nok af! Han elskede hende virkelig af hele sit hjerte! Uden hende var han virkelig intet værd! Hun var det eneste som han levede for, hun var lyspunktet i hans liv, det som gav ham lysten til at leve videre og kunne se glæden ved livet ved. Han kunne tydeligt se at det var tiltrængt at få hende med ind i varmen igen, for hendes læber var blevet helt blå! Som han havde fået tændt op i pejsen, var han roligt gledet på knæ foran sofaen igen, hvor han lod sin ene hånd stryge ganske blidt over hendes hår. Han smilede kærligt til hendes ved hendes ord, selvom det var tydeligt at hun var forfrossen. Han lænede sig frem og skænkede hendes pande et blidt kys. ”Du er fri ja,” istemte han med en varm stemme, hvor han ikke kunne andet end at smile glædeligt til hende, for det gjorde ham noget så.. lykkelig! Hun var fri for det bæst, de kunne tilmed gå de aftenture i måneskinnet hvis det var det de ville, for der var intet der kunne forhindre dem i det! Hun var ikke længere slave for månen, men en fri fugl, der kunne flyve hvorhen hun så end ville. Han lyttede ganske roligt til hendes ord, hvor han mest af alt ville have at hun skulle tie stille, for det var tydeligt at hun havde svært ved at snakke på grund af kulden. Hans hoved søgte ganske let på sned ved hendes ord. De var ikke færdige med huset? Han betragtede hvordan hun knugede om tæppet, selvom hun ikke ligefrem ville kunne finde noget varme ved et vådt tæppe, for det havde trods alt lagt ude i sneen. ”Vent her min kære, jeg kommer lige om lidt,” sagde han roligt, som han rejste sig, inden han gik ind i soveværelset hvor han tog dynen, inden han kom ud i køkkenet, der var slået sammen med stuen, som det egentlig kun var en halv hvid stenmur, der skilte køkkenet fra stuen. Han gik roligt hen til hende, hvor han lagde dynen på gulvet. ”Jeg tager det våde tæppe.” Han greb roligt om tæppet som han lagde over sofaens ryglæn, inden han tog dynen som han puttede hende godt under. Den ville hun i det mindste kunne finde varme ved. Han foldede det våde tæppe sammen, inden han smed det på den enkelte stol der stod der, inden han igen knælede ved hendes side. Han smilede kærligt til hende, hvor han næsten lyste op ved hendes ord. Børneværelserne var ikke svære at få stablet op. ”Det skal vi nok få hen. Til at starte med skal vi vel kun bruge en vugge? Desuden har vi nogle ekstraværelser, som de kan få,” sagde han roligt, som han strøg hende blidt over håret. Han lænede sig frem og skænkede hendes læber et blidt kys. ”Du burde hvile dig Malania.. det er tiltrængt,” sagde han roligt, imens han betragtede hende med sine varme øjne. Han blev så glad af at kigge på hende, for hun var så smuk! Hun var hans et og alt. Hans eneste ene.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne virkelig ikke begribe det faktum, at hun faktisk måtte være fri. Det var virkelig dejligt at kunne puste frit som hun var i stand til det lige netop nu, for det var ikke noget som hun havde været istand til igennem en hel måned.. Det var i en måned at hun havde ligget i lænker i hendes eget sind og det havde virkelig været en forfærdelig fornemmelse at skulle sidde igen med og på alle måder endda, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Det havde været direkte livsfarligt for hende at skulle stå i denne situation, men hvad gjorde man ikke for manden som man elsket og holdt af? Man gjorde mildest talt alt for dem og det var også det som hun havde gjort ved at gøre dette. At hun jo så skulle have at vide, at de ventede tvillinger samme aften, var jo så slet ikke det som hun havde regnet med. Alene den tanke om at de sagtens kunne gå ude nu hvor hun ikke længere var i fuldmånens magt, så var det noget som hun virkelig måtte blive noget så frygtelig glad for, at man skulle tro at det var løgn! Hun vendte blikket stille mod ham, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile. ”D-det.. det er jeg..” hviskede hun stille. Hun var virkelig så kold at det var svært for hende at skulle få ordene frem og hun kunne ikke fordrage at ligge på denne måde. Nej, nu hvor hendes horror var væk, så manglede un solens lys.. Hun længtes næsten helt efter det nu! Hun nikkede blot og så til som han måtte gå ind på soveværelset. At han kom tilbage med en dyne fik hende kun til at trække let på smilebåndet, for det var bestemt heller ikke noget som hun havde det mindste imod. Den varmede sikkert langt mere end tæppet! Som han selv tog fat om tæppet, så lod hun ham fjerne det, selvom det blottet hende fuldkommen under det. Hun rystede virkelig og så man efter, så kunne man også se at maven var en anelse mere fast. Det var noget som kunne mærkes om ikke andet. Den skulle nok blive stor og rund med tiden og da specielt hvis hun bar tvillinger i sit indre! Hun lod ham putte hende under dynen, hvor hun tydeligt kunne mærke effekten af den på denne måde, hvilket kun fik hende til at smile. ”T-tak..” sagde hun roligt som hun kæmpet sig om på siden, så hun kunne se på ham som han satte sig ned ved siden af sofaen. Hun var træt og hun ønskede hvile. Hun havde i den grad brug for hvilen! Hun åndede tungt ud som hun stadig desperat prøvede at skulle finde varmen for nemt det var det dog bestemt heller ikke! Dynen tog hun fat om og puttet sig godt og tryt under den, hvor hun roligt vendte blikket mod ham i stedet for. Hun sendte ham et stille smil. ”To.. To vugger,” rettede hun roligt. De skulle da have en hver og ikke dele en. Tanken fik hende bare til at smile, for hun kunne ikke rigtigt gøre noget andet end at nyde af den tanke! Tanken om at de faktisk skulle til at blive forældre, for den var virkelig fantastisk! Kysset til hendes læber var noget som hun gengældte mere end glædeligt og næsten med en længsel. ”V-vil du holde o-om mig så?” spurgte hun stille. Hun vendte de mørke øjne stille mod ham. Hun nød af det at have ham så tæt på sig. ”… K-kan vi vende sofaen? M-mod vinduet og månen?” spurgte hun stille. Hun ville faktisk nyde at ligge og se på den til hun ville glide hen i søvnen hvilende i hans favn.

[pierce]

Pierce elskede virkelig tanken om at de skulle være forældre! Måske det var lidt tidligt, når man tænke på at de alt i alt kun havde været sammen i nogle måneder, tiden gik alligevel hurtigt, men man plejede normalt ikke at få børn så hurtigt, desuden var de jo kun lige flyttet sammen! Det var dog ikke fordi han fik kolde fødder, for det var jo i princippet hans egen skyld, han kunne have stoppet det den morgen, men et sted havde han bare følte for at give hende den bekræftelse, fordi hun havde været så bange for at han ville gå fra hende, hvilket langt fra havde været tilfældet! Han elskede hende og ønskede kun at være sammen med hende! Og når man så sådan på det, så var det vel ligegyldigt hvornår de fik børn? For uanset hvad, så var det Malania som skulle være mor til hans børn. Ingen anden kvinde. Malania var hans livs kærlighed, hun var hans eneste ene og han var virkelig smaskforelsket i den kvinde! Han kunne ikke få hende ud af sit hoved, uanset hvor meget han så end prøvede selvom.. han prøvede egentlig ikke, for han nød at have hende i sine tanker. Han smilede roligt til hende, hvor han ikke kunne lade vær med at nyde synet ved hende, for det var hendes ansigt han ville se som det første i morgentidlig, det var hendes ansigt som han for altid ville vågne op til, og snart skulle de være forældre! Godt nok var det ni måneder til måske otte, han vidste ikke helt, men tanken var virkelig glædelig! Han trak svagt på skuldrene som hun takkede ham. ”Alt for dig min skat,” svarede han kærligt, hvor han blinkede let til hende. Sandt var det jo trods alt. Han ville gøre alt for hende! Desuden kunne han jo ikke have at hun blev syg! Tæppet havde lagt i sneen og samlet vand, så det ville da næppe holde hende varm! Så var dynen langt mere behagelig. Den var tør, tyk og varm. At hun ville have to vugger fik ham til at smile skævt. ”Udmærket min kære,” svarede han lettere leende, hvor han strøg sin hånd igennem hendes bløde mørke lokker, der alligevel var en smule våde. ”Så siger vi to vugger,” tilføjede han. De skulle jo have tvillinger, så det var vel passende? For hans skyld kunne han lave én stor vugge, så der var plads til dem begge, men han var sådan set ligeglad. Det at hun gengældte kysset fik hans hjerte til at slå mere fast mod hans bryst, inden han smilede varmt til hende. At hun ville ligge og kigge på den store måne, fik ham til at smile skævt hvor han nikkede ganske roligt. ”Selvfølgelig min egen,” svarede han roligt, inden han rejste sig. Han greb fat i fodenden, inden han trak sofaen med hende hele vejen rundt, så de kunne se ud af vinduet og betragte den store flotte fuldmåne. Han fik roligt den hvide skjorte af, som han smed på gulvet ligesom sandalerne og de knælange bukser, inden han kravlede over hende og puttede sig under dynen og ind til hendes krop. Sofaen var ikke den bredeste, men hvis man lå på siden, så var der plads nok til to fuldvoksne mennesker. Han lagde hovedet ned mod hendes, imens hans ene arm søgte omkring hende, hvor han ikke kunne lade vær med at stryge hånden over hendes allerede faste mave, imens han smilede ved tanken. Han kunne virkelig ikke være lykkeligere! Han havde Malania og de skulle snart have to helt sikkert smukke tvillinger, hvad mere kunne man egentlig ønske sig? De havde tilmed deres eget hjem! Han betragtede den fulde måne ganske kort, inden han dog alligevel måtte lukke øjnene ganske let. ”Jeg elsker dig Malania,” hviskede han i en noget så fredfyldt tone, ”sov godt.” Han løftede hovedet og skænkede hendes kind et blidt kys, inden han lagde sig godt tilrette.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne ganske enkelt ikke forstå det! I hendes indre, der voksede der to små individer op; Deres børn. De skulle være forældre og den tanke var ganske enkelt fantastisk! Helt utrolig i hendes øjne, for hun havde slet ikke regnet med at det var noget som skulle ske så hurtigt! Det var nu om ikke andet så en glædelig overraskelse, for hun fortrød på ingen måde, at hun var kommet så tæt på ham fremfor alle de andre, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. De mørke øjne hvilede træt på hans skikkelse. Han havde selv klaret det flot under fuldmånen, for han havde holdt sig i skindet og på den rigtige side af pentagrammet, ellers var det vel også gået helt galt? Hun havde kæmpet for hans skyld som den eneste, for det var jo først bagefter at hun havde fået at vide at hun faktisk var gravid. 8 eller 9 måneder mere så ville de være nybagte forældre. Hun kunne bestemt ikke komme udenom at hun faktisk måtte glæde sig og specielt hvis Derick havde haft ret; At hun faktisk måtte bære med sig børnene, for det var intet andet end en fantastisk fornemmelse! Hun pakket sig godt og trygt under dynen og nu hvor varmen også tildels måtte melde sig, så kunne hun i den grad også mærke hvor træt hun måtte være. Den fuldmåne var i den grad noget så frygtelig hård ved hende og det var den gang på gang! At folk overhovedet kunne holde det ud, var slet ikke noget som hun forstod! ”To.. vugger eller en stor.. Hvad synes du?” spurgte hun dæmpet som hun vendte blikket stille mod ham. De havde jo stadig god tid til at skulle finde ud af det, selvom der var så meget som allerede havde meldt sig i Malanias tanker. Der var jo så meget som skulle ordnes inden de små ville komme og hun ville jo gerne hjælpe til! Så det skulle jo gøres inden hun blev stor som en hval! Hun blev blot liggende som han rykkede med hele sofaen, så hun kunne se ud af vinduet. Det var jo lige før man jo alligevel måtte mangle og savne den store måne på denne måde. Hun lagde sig til, som hun vendte bilkket mod ham. Han havde bestemt intet at skjule under den skjorte og synet fik hende bare til at smile. Hun rykkede sig lidt, så han kunne tage pladsen bag hende og under dynen. Hun var stadig godt kold, men det hjalp da og da specielt fordi at han også måtte ligge der. Hun lagde sig roligt til rette ind mod hans krop, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile ved hans strøg mod hendes mave. ”Vil du også elske mig når jeg fylder hele sengen med en kæmpe mave?” spurgte hun som hun vendte blikket over sin skulder og mod ham. Hun lagde hånden stille over hans egen og trykkede let om den. ”Jeg elsker også dig,” hviskede hun stille, også selvom hun ikke kunne gøre andet end at mene de ord! Det var ikke ord som hun skænkede alt og alle! Nej! Det var kun ham som måtte have den plads i hendes liv og det var i den grad også sådan at det skulle forholdes, det var helt sikkert! Hun lagde sig til rette igen og med blikket mod vinduet og ud mod den store måne som hun kunne se derude i det fjerne. Et sted jog det stadig den lette skræk i hende, men ikke på den samme måde. ”Hvil du bare. Jeg vil være det første du ser i morgen tidlig,” hviskede hun blidt med det stille smil på læben. Øjnene lukkede hun stille, som hun selv måtte give hen til den søvn som overmandede hende næsten med det samme og rev hende med til drømme land. Med et smil på læben og med drømmene som kun måtte omhandle manden ved hendes side og deres kommende lille familie.

//Out

[pierce]

Malania var den eneste person som Pierce ønskede sig i sit liv. Jovist, det ville da være rart med andre venner, så kunne deres børn også vokse op med de andres børn, men.. han måtte indrømme at han altid ville sætte Malania i første række. Hun var trods alt hans et og alt, og det var hende som han ville ofre sig selv for og ingen anden! Han ønskede ikke nogen anden kvinde i sit liv, måske mange ville mene at der fandtes kvinder der ville overgå Malania til en tid, men der var han virkelig ikke af samme mening! Malania var perfekt i hans øjne! Man sagde at ingen var perfekte, men det var det at folk havde sine fejl, der gjorde dem perfekte og han kunne virkelig ikke andet end at elske hendes fejl! Han smilede skævt til hendes ord, hvor han strøg hende blidt over håret, som havde hun været en lille pige der skulle lægges i seng. ”Du burde få noget søvn Malania.. så drøfter vi det med vuggerne på et andet tidspunkt,” svarede han i en varm tone, for han kunne ikke andet end at nyde hendes glæde, for han var næsten bange for at hun ville fortryde at hun havde været så tæt på ham, og han vidste godt at det måske var tidligt med børn, men han kunne virkelig ikke fortryde det at han havde været sammen med Malania! Han lagde sig blot godt ind til hendes krop, hvor det var tydeligt at mærke at hun var kold, selvom det dog ikke smittede af på ham, for han ville nok være varm for hende at ligge ind til og han ville hellere end gerne varme hende! De kunne altid drøfte det med de små på et senere tidspunkt, for de havde jo lang tid endnu. Det var næsten godt at de fik horroren ud af hende, for ellers havde de nok ikke lagt mærke til det før om længere tid. Han slap en munter latter til hendes ord, for han kunne slet ikke lade vær! Hun ville fylde hele sengen? Han rystede smilende på hovedet til hendes ord. ”Malania! Jeg vil elske dig for hvad som helst! Selv hvis du var forblevet horror,” svarede han i en blid og rolig tone, for sandt var det jo trods alt. Han ville ikke forlade hende for noget som helst! Han smilede, som hun lagde sin hånd over hans, hvor han dog ikke stoppede sine strøg af hendes mave. ”Jeg glæder mig til den store mave.. om jeg så må flytte ind i stuen fordi du fylder det hele,” tilføjede han drillende, inden han slap endnu en munter latter. Det var da for skørt! Det var jo ikke fordi hun forblev med den store mave! Han ville desuden ikke have noget imod at have noget stort at ae om natten, som i øjeblikket. Han smilede til hendes ord, inden han lukkede øjnene ganske let. ”Og jeg vil være det første som du ser,” forsikrede han hende, for han havde ikke nogen intentioner om at gå! Det gik ikke lang tid før søvnen fik overmandet ham, for selvom han ikke havde lavet det store til aften, så havde han været noget så anspændt af nervøsitet, hvilket alligevel havde formået at udmatte ham. Han kunne virkelig ikke andet end at glæde sig til den nærmere fremtid, hvor de ville blive en lille kernefamilie.

//Out