How can I move on..?

[angelea]

Angel smilede list skævt.. “tja.. Den familie lighed er ikke noget som jeg kan se nå jeg da nok erkende” sagde hun blidt og lod endnu et kys tilfalde hans kind.. “Andrew er ond.. Han sagde til mig i tronsalen at han ville smide alle væsner ud som var over en 3. Del af mørket.. Rimelig dårligt når han selv har en 3. Del mørke i sig og han er en af de ondeste mennesker jeg nogensinde har mødt.” hun fnøs. “ikke en gang den der dødsengel var lige så slemt i mit hoved.. Det er virkelig bare så hyklerisk” at hun var virkelig rasende over dette var kun tydeligt at se på hende.. Hun kunne virkelig ikke klare den mand.. At han uden videre havde sagt at hun skulle blive på slottet fordi hun var en dragerytter, en som ikke kunne tage vare på sig selv endnu var lige til at brække sig over for hendes eget vedkommende.. Hun var rasende over den måde junior var blevet behandlet på og det kunne virkelig ikke være rimeligt.. Især ikke når de var i familie.. Det kunne virkelig gøre hende så gal.. Og dog måtte hendes humør lette en smule da han drillede hende og virkede stolt.. “heeeey! Det er ikke noget at være stolt af.. Hvis jeg ikke havde fundet dig havde vi jo ikke kunnet sidde og snakke nu vel??” grinede hun blidt og puttede sig lidt mere ind til ham.. Hun stoppede dog med at grine da han snakkede igen og hun lyttede til hans ord.. Det måtte virkelig have været et hårdt slag at få i hovedet at ens far ikke var ens rigtige far.. “det er jeg ked af søde” hviskede hun blidt og lagde stille sin hånd ovenpå den som han knugede om ringene med.. Hans knoer var helt hvide og bare ved at ligge sin hånd oven på hans håbede hun at han kunne slappe en smule af igen.. Han var en dejlig dreng, det var der ingen tvivl om, følelserne for ham var der stadig men ihærdigt var det ikke for hende at gemme dem.. Det var ikke så stærke længere, måske fordi de ikke have set hinanden så længe men måske også fordi hun var mere afklaret med det hele efterhånden..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior ville ikke beskrive Andrew som direkte ond.. måske blind for hvad han gjorde af handlinger og specielt ved at smide egen familie på port. Han viste, at alle som var mere end en tredjedel af mørket, blevm ødt af portene til Manjarno og ført ud. Han blev selv tvunget af vagter hele vejen, det havde i den grad ikke været med hans største vilje. ”Andrew er en trejdedel af mørket.. alle som er mere end det, vil smides på port.. jeg er halvvejs af begge skal du huske,” påpegede han med en oprigtig stemme. Andrew mor var et af de mest onde mennesker som nogensinde havde vandret, de mange historier om Celina havde han hørt og det havde virkelig været mere end rigeligt, til at skulle lade det løbe iskoldt ned af hans egen ryg. ”Ikke tænk på det nu.. jeg lever jo stadig.. selvom det er.. mere risikabelt end det som det var tidligere.. intet andet,” sagde han med et let træk på skuldrene. Det var virkelig besværligt nok for ham, at skulle finde en ro og en fred på nogen som helst måde, specielt med den nyhed som han lige havde fået kastet direkte i ansigtet.. det gjorde ondt.. det gjorde noget så forygtelig ondt og et var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom på noget som helst tidspunkt. Han knugede fast omkring ringene som hvilede om hans hals. Det minde som han troede skulle være fra begge sine forældre, havde kun vist sig, at være fra et af dem. Han lod hende putte ind til ham. Det gjorde ham kun glad, at høre hendes latter, selvom det nu alligevel ikke var en glæde som han selv kunne tage nogen del i. Tankerne kørte virkelig i hans hoved. Igennem hele hans liv havde han prøvet at leve op til Lestats navn... Leve op til den mand som slet ikke var hans egen far! Hånden som hun lagde over hans.. Han sad stadig meget anspændt. ”Jeg sagde godnat til ham.. som lille hver eneste aften... prøvede at leve op til hans navn.. til ham og hans handlinger.. og så er han ikke engang min far..” hviskede han dæmpet. Tanken gjorde ondt.. den var forvirrende og den gjorde ham så rasende! Han havde levet hele livet på en løgn! ”Jeg græd mig i søvn så mange gange.. jeg savnet dem.. og så har jeg intet med den mand at gøre..” sagde han dæmpet. Han vendte blikket stille mod hende, hvor han forsigtigt kysset hendes tinding. ”Tanken er slem nok at jeg ikke har noget med Lestat at gøre.. jeg er kun glad for, at jeg endnu har dig,” tilføjede han med et svagt smil.

[angelea]

hun nikkede.. "Jeg ved godt at du er halvt warlock og halvt magiker.. det har jeg vidst længe.. men jeg dømmer ikke på race men på personlighed.. og du er en af de dejligeste mennesker jeg nogensinde har mødt" hviskede hun blidt mod hans øre mens hun puttede sig endnu mere ind til ham.. hun holdet virkelig meget af ham.. det var der ingen tvivl om overhovedet.. hun bed sig stille i læben og drejede hans hoved mod sig og på den måde påkrævede hans opmærksomhed endnu en gang.. "Du bære lestats navn, du har altid set ham som din far, altid tænkt på ham, altid holdt af ham og altid savnet ham.. Måske er han ikke din far af blod men sådan som jeg ser det er han mere din far end ham den anden er.. han er den som du har set i så mange år som din far og familie.. er han mindre din far fordi han ikke er af kød og blod end hvis han var?? ser du ham ikke stadig for den mand du altid har haft i hjertet??" spurgte hun stille og mærkede hans læber mod sin tinding.. hun smilede svagt.. "du har stadig noget med Lestat at gøre.. han var gift med din mor, han er din stedfar om noget" hun bed sig stille i læben og lod kort sine læber møde hans.. "jeg vil altid være der for dig.. jeg vil ikke forlade dig med min egen fri vilje.. du er det eneste menneske jeg nogensinde har holdt af på nogen som helst måde.. det vil jeg ikke miste for noget som helst" hun kyssede ham stille et par gange på kinden og kiggede ham i øjnene.. hun nussede ham og smilede blidt.. "du er alt jeg har.. jeg holder virkelig meget af dig.. det kan ikke ændres.. du er vigtig for mig.. og det har ikke ændret sig fordi Lestat ikke er din far, det kan ikke ændre sig.."

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Et stille smil bredte sig på Juniors læber ved hendes ord. Han prøvede i det mindste så godt han kunne. Han var ikke mørket af hjerte eller sind.. Der lignede han virkelig sin mor alt for meget. Blikket lod han hvile på hendes skikkelse, da hun stadig valgte, at skulle holde det vendt mod sig. ”Du har så endnu ikke set mig, når jeg er ude af kontrol, Angelea.. tro mig.. der vil du slet ikke kunne kende mig..” Camryn havde set den side af ham, Lysander havde – hans biologiske far.. hans biologiske far havde været ved ham hele tiden! Hendes ord var ham virkelig en enorm trøst.. det kunne han ikke komme udenom og det var virkelig noget som havde en ekstrem stor betydning for ham også på den måde, det kunne han ikke komme udenom overhovedet. Lestat var hans far i hans eget sind.. end ikke Lysander skulle få lov til at tage den plads fra ham. Ikke at han nåede at svare hende, før hun havde ladet læberne møde hans. En varme uden lige som så kraftigt måtte skyde igennem hans egen krop. Han lod hende snakke færdig inden han overhovedet ville sige noget som helst, selv uden at skulle stoppe hende i hendes mange kys. Hun havde virkelig formået at få ham til at falde til ro ekstrem hurtigt.. endda med brug af midler som ingen anden.. selv ikke Camryn havde gjort det, når han endelig havde været så langt ude i feltet. Han trykkede hende stille ind til sig og lod hænderne stille søge om hendes liv, tvang sig selv, til at slippe ringene og lade dem søge tilbage mod hans bryst i sølvkæden som han for altid måtte gå med. At han så betød så meget for hende, var noget som i den grad måtte have en ekstrem stor betydning for ham selv.. det glædet ham virkelig. ”Lestat var gift med min mor.. det er sandt..” medstemte han som det første og med blikket alligevel hvilende på hendes skikkelse og uden at se det mindste væk overhovedet. ”Han er min far af hjerte og sind.. jeg vil aldrig se på min egen lærermester som min far.. det kan jeg ikke.. han er ikke en far for mig.. han vil aldrig blive en far i mine øjne.” Han bar jo Lestats navn.. fornavn og efternavn endda! Og han var stolt af det.. han var virkelig stolt af det. ”Du ved virkelig ikke hvor meget de ord betyder for mig Angelea.. de betyder virkelig meget..” Hans grønne øjne søgte hendes eget blik og med det svage smil på læben. Han lænede sig mod hende og kysset ganske let og kort hendes læber i gengæld. ”Jeg holder også virkelig meget af dig.. Det gør jeg virkelig,” sagde han dæmpet, alligevel med en stemme blot præget af den klare ærlighed.

[angelea]

hun nussede ham stilel på kinden.. "alle har noget noget som gør os vrede.. måske siger du at jeg ikke vil kunne kende dig men ville du kende mig når jeg bliver hidsig.. det ændre stadig intet i mit hovede" hviskede hun blidt og kyssede ham på panden.. hun smilede let opmuntrende til ham.. "Lestat vil altid være din far.. lige meget hvad blodet i dine åre siger.. det er ham du savner, han du drømmer om, hans ring du sidder med og ikke din biologiske fars" hun krammede ham kort.. "det er det som gør ham til din far.. Lestat vil altid være din far.. Du bære hans navn, du lever op til det navn.. så glem at han ikek er din rigtige far, glem at i ikke deler samme blod, glem at det og husk kun de følelser som du har for ham.. det er dem som er vigtige.. de er vigtigere end noget andet" hun lagde stille sin pande mod hans og kiggede ham i øjnene.. at han så måtte fortælle hende hvor meget hendes ord betød for ham fik hende kun til at smile og dog var det hende lidt uventet at han kyssede hende.. varmen steg op i hende som lynild.. det var en dejlig følelse og hun gengældte stille kysset før han måtte begynde at snakke igen.. hun smilede blidt.. "i lige måde søde.. jeg holder virkelig meget af dig, det må du aldrig betvivle.. du er den som betyder mest for mig.. jeg holder så megte af dig" hun hviskede stille dette mod hans øre og nappede let i hans øreflip, bare for sjov..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Hendes ord trøstede ham virkelig.. side han havde fået den besked og den sandhed omkring hans liv. At han faktisk havde en yngre tvilling, at hans mor havde holdt ham på slottet og sendt hans tvilling væk.. i sikkerhed og ladet ham leve i den fare som det var for ham hver eneste dag, det var ham også noget af det som havde slået ham som det hårdeste. De grønne øjne hvilede i hendes blik. Han holdt af hende… han holdt noget så frygtelig meget af hende og det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. ”Det er ikke bare Lestat som spiller ind i det..” mumlede han stille. Han ønskede nu alligevel ikke at afsløre sin egen brors dække i form af tilværelse i Neutranium i Manjarno.. så.. han ville ikke nævne ham.. i hvert fald ikke nu, det var stadig en sandhed som han ikke selv kunne forstå.. hvordan hans egen mor og lærermester havde holdt dette skjult for ham, det havde jo aldrig nogensinde stået beskrevet i hendes dagbog! Han sukkede dæmpet og rystede stille på hovedet. Lestat var og ville være hans far uanset hvordan man vendte og drejede det, det var heller ikke noget som han kunne komme udenom. Han trak vejret dybt. ”Jeg prøver at leve op til hans navn.. jeg kan jo pænt sige, at jeg følger hans fodspor.. Andrew smed også ham.. og min storebror ud i sin tid… Tvang min mor til at blive igen.. Jeg er i familiens hjem nu i Dvasias.. min fars hus,” fortalte han med en dæmpet stemme. Han ville gerne vise hende vejen dertil.. selvom han ikke kunne.. ikke med Camryn hjemme. ”Det har jeg aldrig nogensinde sat mine tvivl til, Angel.. det har jeg virkelig ikke..” hviskede han med en rolig og ærlig stemme. Han lod hånden igen stryge hende over ryggen og med det svage smil på læben. Vred var han ikke.. han var bare så dybt fortvivlet omkring hvad han burde gøre og ikke burde gøre i denne situation. ”Lige så er du en af dem som betyder mest for mig.. det må du aldrig nogensinde glemme.. uanset hvilken tåbe jeg kan være til tider,” hviskede han mod hendes øre, selv med en let sitren, da hun selv nappet ham i øreflippen.. tæt på ham.. tættere på end det som Camryn havde været til nu.

[angelea]

"mange ting spiller altid ind i familie hemmeligheder.. du skal ikke fortælle mig om det hvis du ikke er klar" hviskede hun blidt og holdt ham tæt ind til sig.. hun lyttede til det han sagde om sin bolig, det gjorde hende en smule glad at han faktisk boede i sin fars gamle hus.. han måtte virkelig ikke forkaste Lestat på den måde som han næsten havde været på vej til.. han ville altid være mere far for ham end hans mester.. hun bed sig dog lidt smilende i læben ved det sidste han sagde.. "indtil videre har du ikke været en nar.. og jeg håber da ikke at du bliver en.. jeg holder virkelig meget af dig søde.. mere end du aner.. du betyder så meget for mig.." hun lukkede stille øjnene og lagde hovedet på hans skulder.. "jeg håber aldrig at du opføre dig som en nar overfor mig.. jeg tror ikke at jeg ville vide hvordan jeg skulle reagere.. ud over at få melania til at æde dig selvfølgelig" hun grinede stille men var egentlig en smule alvorlig.. hun håbede aldrig nogensinde at han vilel gøre sådan noget.. det ville hun slet ikke kunne klare i sit sind..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det var virkelig gået op for Junior hvor lidt han egentlig kendte til sin familie. Han vidste, at han havde et hav af ældre søskende, men mere end det havde han virkelig ikke nogen anelse. Han sukkede dæmpet og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Han kunne virkelig ikke gøre andet end at nikke til hendes ord, han havde virkelig kun fået den bekræftelse selv. ”Det skal jeg da lige love for,” sagde han stille, ikke at det var ham en trøst på noget som helst tidspunkt, det var virkelig slemt nok som det var fra før af! Han vendte blikket stille ned mod ringene som måtte hvile om hans hals igen. Han nægtet at fjerne dem.. om Lestat så var hans far eller ikke.. det havde virkelig ikke nogen betydning for ham.. ikke lige nu i hvert fald. Den mand var hans far og den mand som han prøvede at leve op til. Han vendte sig mod hende, da hun igen måtte falde til ved hans skulder.. hendes ord.. han kunne ikke lade være med at smile. Han kyssede hendes pande ganske forsigtigt. ”Hvis jeg bliver en sådan idiot, så skal hun æde mig.. det er ikke den mand jeg vil være,” hviskede han mod hendes øre, let drilsk og alligevel ganske alvorligt.. Lysander havde jo fået den samme besked hvis han kom helt ud af kontrol.. at han skulle slå ham ihjel hvis det var nødvendigt. ”Du betyder mere for mig end hvad godt er, Angel.. det må du aldrig nogensinde glemme,” tilføjede han stille. Han trykkede hende stille ind mod sig og strøg hende roligt henover ryggen, varsomt og blidt. ”Du betyder virkelig meget for mig..” sagde han stille. At han så selv havde været så tæt på at skulle opgive Lestat på den måde.. det kunne skræmme ham specielt her i eftertid.

[angelea]

hun kyssede ham på kinden.. "Du er Lestats efterkommer af hjerte, du er hans søn.. det må du ikke glemme.. og alle familier har hemmeligheder.. alle som en gemmer de på noget.. nogle gange er der meget slemt og andre gange er det til at overskue.. Dit er meget slemt.." hun flyttede sig lidt og satte sig overskrevs på ham i stedet.. hendes blik søgte hans og det var nærmest gennemborede hans dog ikke på en ubehagelig måde.. "prøv at glemme det lidt søde.. bare for en stund og lade dit hovede få lid fred.. Det er jeg sikker på at du kunne have brug for" hun kyssede ham på panden og dog måtte det brydes af et lille grin.. "lad os håbe på at du aldrig bliver sådan.. Jeg håber virkelig ikke at det sker" hun kyssede ham på kinden og kiggede ham i øjnene.. "Når jeg ser dig ser jeg ikke en prins eller tidligere prins.. jeg ser en sød og dejlig fyr som jeg holer virkelig meget af og som jeg aldrig vil miste.. jeg ser en som jeg ikke har lys til at slippe igen selvom jeg måske burde give bare en smule slip" stille lod hun sit ansigt føres tættere på hans mens hun snakkede og da hun var færdig lod hun deres læber mødes i et blidt men intenst kys.. hun holdt virkelig meget af ham.. det var der ingen tvivl om..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior hævede blikket, da hun valgte at sætte sig overskrævs ved ham. Armene lod han folde over hendes ryg, som han næsten ønskede at byde hende velkommen til at sidde der sammen med ham. Han kunne virkelig kun mærke, at det havde lette ham en hel del, at skulle snakke lidt ud om det, selvom der forblev så meget som han endnu ikke havde nævnt det mindste.. måske at hun havde ret? At han bare skulle anse Lestat som hans far og fortsætte som han altid havde gjort, selvom det virkelig ikke var en besked som han ikke bare kunne glemme bare sådan. ”Slemt.. ja, det skal jeg lige love for..” mumlede han stille. Hendes mange kys og hendes kærtegn, var virkelig kun en lille del af det, som Junior tog imod med en sand glæde. Han var virkelig rolig sammen med hende, selv var det ikke Camryn som hvilede i hans hoved lige nu.. i hans øjne var det en trolovelse og ej en forlovelse og forskellen var virkelig enorm, det var ikke noget som man skulle tage fejl af. Hvad var det egentlig han holdt fast i således? Han lukkede øjnene ved hendes næste kys. ”Jeg ønsker ikke at blive set på som en prins… den titel er ikke andet end en masse arbejde,” sagde han med en let drilsk stemme. Et sted hvor det lettede ham, at han slap for at skulle tænke videre over det lige for øjeblikket, det kunne han ikke komme udenom, men det var trygheden som hvilede om den titel som han faktisk kunne savne. De grønne øjne faldt til hende, selvom han ej nåede at sige mere før hun lod læberne møde hans igen. Hans hjerte følte ganske kort, som det var hoppet et slag over, for derefter så at hamre direkte mod hans eget bryst og med en kraft uden lige. Han gengældte det, blidt og dog så intenst. Altsigende og så alligevel ikke. Han holdt det med hende, brød det ikke. Han holdt af hende.. lige hvor meget han faktisk gjorde det, var sagte, men sikkert også ved at gå op for ham.

[angelea]

hun grinede mildt og prikkede ham på næsen.. "dog kan du aldrig slippe af med titlen som prinsebasse.. det er simplethen for sjovt til at du må slippe af med det" hun grinede blidt og kørte en hånd igennem hans hår.. Kysset som de så måtte dele kunne virkelig kun varme hendes hjerte noget så voldsomt.. hun elskede ham, hun holdt af ham og hun var virkelig skudt i ham, noget som hun kun kunne hade og elske på samme tid.. stille lukkede hun øjnene for rigtig at nyde hver eneste celle i hendes krop som måtte berøre ham.. at han havde camryn lå stadig i hendes tanker og måtte spøge hende noget så frigteligt.. han var vel stadig trolovet selvom han ikke skulle arve tronen mere?? hun vidste ikke om hun virkelig legede en farlig leg med sit hjerte lige nu mens hun sad har med ham og alligevel slog hun den tanke væk igen.. hun ville virkelig bare nyde det her, hun ville virkelig bare gerne nyde ham og være sammen med ham som de var nu.. hun nænnede heller ikke at bryde deres kys og hun gjorde det en smule mere blidt.. hun holdet virkelig meget af ham.. virkelig meget..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Et let grin måtte dog passere Juniors læber. ’Prinsebasse’ var noget som han aldrig nogensinde ville vænne sig til. Han lukkede øjnene stille ved hendes vandring igennem hans hår. Hendes nærhed, kys og hendes kærtegn. Han nød af det, han nød det og noget så frygteligt, det kunne han virkelig heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. kysset brød han dog ikke på noget som helst tidspunkt. Han trykkede hende stille tættere på sig og uden at skulle slippe hende det mindste. Camryn var hans trolovede.. ikke forlovede og det var en tanke som han igen og igen satte i sit hoved, han ville virkelig ikke tænke det anderledes. Trolovelsen hang vel stadig ved, selvom det nu ikke var ham en trøst, det var efterhånden blevet en byrde som var blevet så tung at skulle bære ved sig. Lysander ville gå amok… hans biologiske far ville gå amok når han ville høre om det og de tanker som han havde gjort sig i det sidste og som han ikke kunne slippe igen bare sådan uden videre. Han holdt virkelig så frygtelig meget af Angelea, hun var virkelig også den første som havde set ham på denne måde, set væk fra den kongelige titel og set på den mand som hvilede bag den.. Han kunne være sig selv sammen med hende og det var virkelig en glædestanke uden lige. De grønne øjne gled i, nydende og saligt ved hendes nærhed på denne måde, den var virkelig så særdeles ubeskrivelig. Han holdt af hende.. han holdt noget så frygtelig meget af hende, at det var ubeskriveligt. Han lagde hovedet let på sned hvor han ganske forsigtigt intensiverede det, gjorde det dybere og mere intimt end det som det havde været tidligere. Hans smerte, fortvivlelse og forvirring.. alt var glemt nu.

[angelea]

hun lod sine hænder lege med totter af hans hår mens de sad der og delte dette øjeblik sammen.. i hinandens favn, delte et kys som fik varmen til at stige op gennem Angels krop og gav hende en komplet følelse af nydelse og lykke.. det kunne virkelig ikek beskrives hvordan hun havde det lige nu.. hun mærkede hvordan han gjorde kysset dybere og mere intenst, hun kunne kun gengældte det.. hun kunne kun forblive i den følelse af evig lykke som hun delte når hun sad her med ham.. stille brød hun dog kysset og lod sin blide stemme lyde i hans øre.. "den følelse som jeg har inden i når jeg er sammen med dig er helt ubesrivelig.. jeg holder virkelig meget af dig" hviskede hun kærligt og lod langsomt deres læber mødes igen og hun lod dette kys fortsætte hvor de havde sluppet før.. rigtig burde hun have sagt sandheden, sagt at hun var faldet for ham, at hun elksede ham.. men det kunne ikke komme på tale.. ikke endu ihgvertfald..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det gøs behageligt igennem hele Juniors krop ved hendes kærtegn i hans hår og bare det, at hun skulle sidde så tæt på ham som det hun gjorde lige i øjeblikket, det var virkelig en glæde uden lige. Et stille smil bredte sig på hans læber, selv da hun valgte, at skulle bryde kysset for at lade ordene flyde i stedet. Han åbnede øjnene bare en anelse og lod dem falde til hendes blik. Først nu hvor han virkelig måtte blive nysgerrig.. hvor meget holdt hun egentlig af ham? Han var så småt ved at finde ud af selv hvor meget af dette som ville være gengældt fra hans egen side af. Hendes ord ,var kun noget som måtte sætte den samme varme i hans sind, lade hans hjerte hamre som for fuldt mod hans eget bryst som var det ved at hoppe ud af hans eget bryst. Ikke at han nåede at gengælde hendes ord før læberne igen måtte møde hendes. Han lukkede øjnene stille og dog nydende i og med et svagt suk. Han brød kysset stille og roligt, selvom det var noget som var ham så ekstremt modvilligt. Han vendte blikket mod sin egen hånd, inden han uden tøven, fjernede hans ring og lagde den i lommen.. den byrde ville han slet ikke tænke på nu. Han vendte de grønne øjne mod hende igen og med det blide smil på læben. Han hævede den ene hånd og lod den stryge mod hendes kind. Hovedet lod han søge let på sned og selv hvilende så tæt ved hendes. ”Jeg kan ikke beskrive hvor meget du betyder for mig Angelea..” hviskede han dæmpet mod hendes øre, alligevel med den tydelige ærlighed i stemmen. Han sendte hende det typiske varme og charmerende smil. Han kyssede hendes mundvige, kind og begyndte stille og roligt at bevæge sig ned over hendes hals.

[angelea]

hun havde ment hvert et ord som havde forladt hendes mund den aften.. hun elskede ham faktsik selvom dette jo ikke var en ting hun havde fortalt.. hun vidste at han var trolovet.. noget som måtte plage hende noget så voldsomt.. hun vidste at hun ikke have en chance for at vinde ham.. eller det regnede hun ikke med.. lige nu ville hun bare glemme det helt og holdent og bare nyde at lige nu og her var han hendes, sammen med hende og bare siddende her i vinden og sneen.. hun mærkede at han stoppede kysset og hørte hans ord.. hun rødmede stille og bed sig i læben.. hans ord var noget som måtte ramme hende lige i hendes hjerte og hun nød den tanke.. "jeg kan slet ikek beskrive hvor meget jeg holder af dig og hvor megte jeg nyder vores stunder sammen.. du er virkelig vigtigt for mig.. jeg ...." hun lod resten af ordene forsvinde i et nydende suk fra hans færd ned mod hendes hals.. en tanke som kun kunne varme hende mere.. han havde en tendens til at ramme hendes punkter, noget som hun hadede og elskede på samme tid