How can I move on..?

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde fjernet ringen med den tydelige vilje. Han ønskede virkelig ikke at sidde med den nu. Han ønskede ikke at tænke på hende lige i øjeblikket.. Han ønskede virkelig bare at nyde dette øjeblik så længe det ville vare inden han vidste, at han var tvunget til at skulle vende hjem før eller siden og så bære ringen igen. Jo flere dage som måtte gå, jo mere føltes den som en tung byrde som han blot måtte ønske hele vejen til helvede for tiden. Specielt når han sad der sammen med hende, det kunne han ikke komme udenom på nogen som helst måde overhovedet. Han lyttede til hendes ord, selvom han tydeligt kunne høre, at hun blev tvunget til at stoppe op midt i en sætning. Han smilede et stille smil selv, han kunne virkelig ikke lade være lige for øjeblikket, det kunne han virkelig heller ikke komme det mindste udenom på noget som helst tidspunkt overhovedet. Han åbnede øjnene stille og vendte blikket stille op mod hende. ”Jeg…?” spurgte han roligt og alligevel med en let nysgerrig mine. Han trak hovedet stille til sig. Hendes følelser var nu alligevel ved at gøre ham en anelse nysgerrig og han kunne alligevel ikke få sig selv til at skulle spørge bare sådan direkte om hvad det var hun skjulte for ham. Hun betød virkelig ekstremt meget for ham, det var ikke noget som helst, som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han trak den ene hånd stille tilbage til sig og lod den stryge mod hendes kind varsomt og blidt. ”Ej kan jeg beskrive det selv min kære.. du gør mig glad.. du viser mig et lys,” hviskede han stille og klart med den tydelige ærlighed i hans egen stemme.

[angelea]

hun bed sig stille i læben.. han stillede hende det spørgsmål som hun havde frygtet siden han afbrød hende.. skulle hun sige det?? fortælle ham at hun faktisk elskede ham.. hun rystede stille på hovedet.. "det var ikke vigtigt" hviskede hun kærligt og kyssede ham på næsen.. "det eneste der er vigtigt er hvert minut som jeg tilbrynger sammen med dig" hviskede hun stille og kørte en finger ned over hans ene kind.. "Jeg formoder at du snakrt skal hjem igen?? til ... til Cam" sagde hun stille og bed sig stille i læben.. det at han skulle gå og ikke midst det at han skulle hjem til hende måtte gøre noget så ondt.. stille kyssede hun ham på panden og lukkede øjnene.. "jeg ville øsnke at jeg kunne tage med dig.. tage med sådan så jeg ikke behøvede at savne dig så meget som jeg gør når jeg ikek ser dig.." hun smilede dog lidt ved hans sidste ord.. "jeg vil altid vise dig lys.. jeg vil altid være der til at vise dig vej.. altid" hun kyssede ham stille og trykkede sig ind til ham..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior lod blikket hvile i hendes. Han ønskede jo heller ikke, at han skulle gå alt for hurtigt frem, bare det at skulle tage det stille og roligt og i deres eget tempo. At han skulle hjem, var virkelig ikke noget som han lystede det mindste overhovedet på dette tidspunkt, det var der heller ikke nogen verdens tvivl om. Han ville hellere end gerne blive siddende her.. siddende her med hende, som faktisk fik ham til at føle sig velkommen og som noget mere end det som hans blod gjorde ham til, det i sig selv, sagde virkelig ham selv en hel del. Han følte til tider kun at Camryn så på hans blod frem for at hun så på noget andet. At Angelea ikke brød sig meget om tanken ved Camryn, kunne han næsten fornemme i hendes stemme. Han lod blikket falde til hendes. Han gengældte stille hendes sidste kys og trykkede hende stille ind til sig. Han holdt hende tæt ind mod sig. Ganske svagt bed han sig i læben. ”Skal jeg være helt ærlig? Så ønsker jeg slet ikke at tage hjem... jeg ønsker ikke at tage tilbage til Dvasias,” sagde han dæmpet og alligevel med den tydelige ærlige stemme. Han trak vejret dybt og kyssede let og forsigtigt hendes mundvige. ”Jeg ønsker at sidde her.. og sammen med dig,” hviskede han mod hendes øre, ganske så blidt og stille, ikke at det var noget som han ønskede at skjule det mindste. Han strøg hende stille over ryggen. Han sad meget hellere her end det, som han ønskede at være hjemme.. han holdt frygtelig meget af hende.. så inderlig meget.