How can I move on..?

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Solen havde for længst forladt den store himmel og givet efter for den store fuldmåne som tydeligt måtte tage meget af pladsen på den store himmel. Skyerne søgte i de tykke lag med over i den tydelige sneglefart. Sneen dalede nedover det store område, selvom den dog ikke lagde sig på jorden på nogen som helst måde overhovedet. Junior sad nede ved de store bred og med kutten trukket godt over hovedet i et forsøg på at skulle holde varmen. De smaragdgrønne øjne stirrede tydeligt og tomt ud på den blanke overflade som han havde siddet og stirret på igennem de sidste mange timer vel? Hvor længe han havde siddet der, havde han virkelig ikke nogen anelse om og han var virkelig også bedøvende ligeglad. Han have hånden fast knyttet omkring Elanya og Lestats vielsesringe og med hånden som alligevel måtte dirre og noget så voldsomt. Stilheden var virkelig ekstrem behagelig, det kunne han så sandelig heller ikke komme udenom overhovedet. Beskeden om hans rigtige far, havde virkelig slået mod ham og noget så frygtelig hårdt.. det kunne simpelthen ikke være rigtigt! Vinden slog ham direkte i ansigtet og han rørte sig selv ikke det mindste. Han var virkelig gennemkold efterhånden, det var ikke noget som han kunne se det mindste væk fra overhovedet. Hans krop endte stille og roligt med at ryste, selvom han dog stadig ikke flyttede sig på noget som helst tidspunkt overhovedet. Kutten røg af hans hoved ved endnu et fast og stærkt vindkast mod hans eget ansigt, hvilket kun måtte tvinge hans blik ned.. og faldt til ringene. Bare blikket af dem måtte lade hans vrede stige yderligere end det var allerede ved tanken alene. Han vidste virkelig ikke hvordan han skulle reagere og han hadet den tanke mere end noget som helst andet lige for øjeblikket!

[angelea]

Angelea havde ledt efter Junior de sidste mange mange dage.. hun savnede ham virkelig og frygtede at der var hent ham noget.. alle disse nyheder som han havde fået ind på en gang måtte være overvældende.. ikke nok med at han blev smidt af tronen for den idiotiske onde engel #"En så ung Dragerytter burde ikke vandre rundt på gaderne, der findes for mange skumle typer der udnytter".. vil han da ikke rende mig et hvist sted!# var angels tanker mens hun fortsat løb og søgte mod søen.. hun kiggede op i skyerne.. Melania fløj deroppe og søgte ligeledes efter junior for at hjælpe angel.. dette ville blive så meget nemmere når Melania var i stand til at man kunne ride på hende.. "Junior!" råbte hun højt selvom hun nok stadig var for langt væk til at han ville kunne høre hende..
Melania som jo tydeligt kunne se længere end hende selv gav en høj og kort lyd fra sig for at fortælle Angel at hun havde stoppet ham længere fremme ved søen.. Forpustet var hun men stadig løb hun hurtigt og nåede ud gennem de foreste træet og kunne se nem mod søen.. og der, der sad han og kiggede ned i jorden.. hun mærkede en knude i sin mave mens hun stille bevægede sig ned imod ham.. "Junior??" spurgte hun stille da hun nåede helt hen til ham og stille lagde en hånd på hans skulder.. hun var selv iført et par bukser, en stor hjemmestrikket trøje og så med en kappe uden over.. det lange brune hår var ikke sat op men hang bare ned over hendes skuldre.. de græsgrønne øjne hvilede bekymret på ham for det var hun.. hun var virkelig bekymret for ham..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

En ting var at blive smidt ud af sit eget hjem som han havde oplevet det nu.. en anden var at få at vide, at hans far virkelig slet ikke var hans far. Det var virkelig den besked som havde slået hårdest. Han var kold.. han var gennemkold efterhånden og det sagde virkelig heller ikke så lidt lige nu. Han havde siddet der i timevis efterhånden og kulden bed virkelig til. At han blev råbt efter, var ikke noget som han mærkede sig synderligt af før at han kunne mærke hånden som måtte lægge sig på hans egen skulder. Han knyttede hånden mere fast omkring ringene og vendte blikket fast. De mørke øjne endte igen omgående smaragdgrønne ved synet af hende, hun var jo trods alt en som han kendte meget godt. Han sukkede dæmpet og lod hånden falde stille ned mod hans eget skød. Han vendte blikket helt op mod hende denne gang. Han havde ikke set noget til hende siden han var blevet sendt på port. Bare tanken om at være smidt ud af den tryghed som han havde levet i, igennem hele livet, det gjorde virkelig ondt som intet som helst andet lige nu. Hun havde vel ikke nogen grund til at være bekymret for ham. Den bekymring kunne han næsten læse i hendes eget blik og det gjorde virkelig ondt. Han bed sig lettere usikkert i læben og lod blikket falde mod vandet igen. ”Ikke sig, at du har søgt efter mig i så ekstrem lang tid, vel?” spurgte han næsten forsigtigt. Hans stemme bar ikke det mindste præg af den glædelige følelse som den havde gjort sidst de havde set hinanden.. han vidste ærlig talt ikke hvordan pokker han skulle reagere på det hele og mindst af alt, havde han lyst til at vende hjem… hvor hans biologiske far faktisk ventet på ham sammen med hans forlovede.

[angelea]

hun lod sig falde på knæ ved hans side, med front mod ham.. hun kørte hånden igennem sit hår og fjernede ikke blikket fra ham.. "Jo jeg har" sagde hun stille men roligt.. "Jeg har været bekymret for dig.. der har været meget at sluge på en gang.. Du er min ven.. jeg holder af dig" sagde hun blidt og lod kort en finger glide ned over hans kind.. den halvfede drage landede ved hendes side.. den var blevet en hel del større end sidst han havde set hende.. angel sukkede stille.. "hvis du vil være alene kan jeg godt gå igen.. jeg vil ikek trænge mig på" sagde hun stille.. helst ville hun bare blive her hos ham men hvis hen ikke ville se hende måtte hun vil forføje sig.. hun havde søgt efter ham og ville helst ikke gå fra ham igen allerede.. hun holdt jo af ham, nok mere end hun burde men hun holdt af ham og det ville hun blive ved med.. eller det regnede hun med..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior ønskede egentlig bare at være alene og få tænkt det hele igennem.. et sted havde han jo også savnet hende vel? Han havde haft så meget i hovedet på det seneste, at han ikke rigtigt havde tænkt igennem det overhovedet.. den mulighed havde han virkelig ikke haft. De grønne øjne vendte han stille mod hende, selvom de automatisk måtte glide i ved hendes strøg mod hans kind. Ikke bare at han havde mistet son kongelige titel, men at tvinge ham til mørket hvor han måtte gå rundt med en dødsdom hængende over hovedet på daglig basis. ”Bekymret? Mig skal du da ikke bekymre dig for,” afviste han med en rolig og alligevel fast dæmpet tone. Blikket faldt hurtigt til den store drage, hvor han trak sig bare et skridt længere væk, ved at sætte hænderne i jorden og skubbet sig en anelse bagud. ”H-hun er blevet stor..” indskød han med et stille smil. Han hævede hænderne og fik igen kæden med vielsesringene tilbage omkring halsen inden han lod blikket falde til hende igen. ”I.. må godt være her… jeg har bare brug.. for at tænke over tingene..” sagde han med en dæmpet stemme. Han vendte blikket stille mod hende, næsten fortvivlet og alligevel så tydeligt forvirret, vredt, såret og rasende. ”Jeg har savnet dig..” sagde han med en dæmpet stemme, næsten tydelig forsigtig og med blikket stadig hvilende på hende. Dragen var han trods alt meget sikker på, ikke ville gøre ham noget som helst på noget tidspunkt, det var han virkelig ikke i tvivl om.

[angelea]

hun smilede blidt og rystede på hovedet.. "Jeg bekymre mig om folk jeg holder af.. der er kun fa af dem og du kan ikke ændre det.. jeg vil altid være bekymret" hviskede hun blidt og nussede lidt hans kind igen.. at han ikke havde trukket sig væk fra hende da hun gjorde det første gang havde været hende en lykke uden lige.. hun grinede mildt da han rykkede sig tilbage da Melania landede.. "tja.. det er hun vel.. så hurtigt som hun vokser er hun snart 3 meter høj eller sådan noget" hun vendte opmærksomheden mod Melania og strøg hende blidt over snuden.. "Men du behøver ikke trække dig væk fra hende.. hun ville aldrig gøre dig noget.. det er jeg helt sikker på" Melania skubbede hendes hånd blidt væk og skubbede hende let hen mod Junior.. hun sukkede opgivende og vendte så blikket mod ham som han sagde at de gerne måtte blive.. "Tak.. men jeg ville godt kunen forstå hvis du bare ville være alene.. det må være hårdt for dig" sagde hun blidt og satte sig rigtigt ned.. hendes blik gled ud over søen men hun stivnede da han sagde at han havde savnet hende.. det havde hun alligevel ikke troet.. "Har ... har du??" spurgte hun stille og vente blikket mod ham.. kunne hun tro det?? hun vidste det ikke.. dette bragte hende kort tilbage til græsmarkerne og deres første møde.. hun smilede let og kiggede ned.. svagt rødmede hun men det var ikke noget hun ville vise..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde aldrig nogensinde ønsket at nogen skulle bekymre sig for ham.. han havde jo altid været sin egen, altid gjort som han følte ville være det bedste og nu sad han der.. med det kongelige blod som ikke havde nogen betydning, at hans egen familie havde været større end det som han egentlig havde troet.. og at få at vide, at hans far ikke var hans far, var virkelig det som havde slået ham som det hårdeste. Han sukkede dæmpet og trak let på skuldrene. Han havde savnet hende, det var ikke nogen hemmelighed eller noget som han ønskede at skulle skjule for hende overhovedet.. det var blot en ren sandhed. ”Det.. det har jeg.” sagde han stille som det første. Læberne formede sig ud i et svagt smil, næsten så prøvende og forsigtigt. ”Jeg er efterhånden vant til det.. jeg blev jo kastet ud hjemmefra… tvunget til at bosætte mig i mørket.. det er der jeg har været hele tiden,” fortalte han med en rolig og fattet stemme. Han vendte blikket op mod dragen og med den lette respekt i blikket.. sidst han havde set hende, havde hun kunne hvile i Angels favn.. det var da allerede ved at være længe siden efterhånden. Han knyttede hænderne let og sukkede dybt. ”Jeg mener det.. du skal slet ikke bekymre dig om mig.. jeg går rundt med en dødsdom over hovedet, som end ikke min mors blod kan redde mig fra.. jeg er da i live endnu,” påpegede han med et stille smil. Han legede med døden hver eneste dag når han bevægede sig ud for døren fra De Locher Mansion og når han skulle hjem igen. ”Det har jeg virkelig.. jeg har virkelig savnet dig,” tilføjede han dæmpet. At se hende rødme gjorde ham næsten glad.. en underlig behagelig følelse alligevel, det kunne han heller ikke slippe.

[angelea]

hun smilede sødt og rodede sig lidt i håret.. hun blev en kende genert når han sagde sådan noget.. "det ... det er jeg glad for at du har.. jeg har også savnet dig" sagde hun smilende og kiggede ud over søen igen.. det var en sandhed uden lige.. hun savnede ham virkelig når de ikke var sammen.. dte var lidt forfærdeligt.. roligt rodede hun endnu en gang i håret og kiggede på ham.. at han sagde at han havde en dødsdom hængene over hovedet var jo ikke noget som fik hende til at bekymre sig mindre.. det burde han da kunne se?? hun sukkede og rystede på hovedet.. "det er farligt at bevæge sig rundt, også for mig selv og Melania.. men dette vil ikke ændre på at jeg stadig vil bekymre mig om dig.. Junior, jeg holder af dig, det gør jeg virkelig, rigtig rigtig meget.. jeg kan ikke lade være med at bekymre mig.. det ligger i min natur.. jeg har kun dig og Melania.. ingen andre at passe på eller holde af.. så du kan ikek ændre det så lad være med at prøv" hun smilede endnu mere til ham og satte sig lidt tættere på ham sådan så hun kunne nusse ham på ryggen uden selv at skulle sidde vildt akavet..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior vidste at han lignede sin mor frygtelig meget.. at han så var smidt ud, uden at have noget at sige, var ham dog så sandelig en hård besked at skulle få kastet i hovedet, det gjorde ondt. At hun kom tættere på ham og satte sig ved hans side, hvor hun måtte stryge over hans ryg.. et kærtegn som han glædeligt tog imod lige i øjeblikket. Hans læber spillede ud i et mere naturligt smil end det som det lige havde været før i tiden. Hans hjerte satte let op i fart og hastighed. Han var ikke kongelig så længe at Andrew måtte sidde på tronen.. han kunne selv tage sig selv i at sidde i timevis og bare stirre ud på slottet.. det var faktisk ganske så ubehageligt på den måde, det var der heller ikke nogen tvivl om. ”Du skal virkelig ikke gå rundt og passe på mig, Angel.. tro mig.. med mit navn og mit blod, så er det ikke heldigt at blive set med mig altid,” påpegede han med en let alvorlig stemme. Han ønskede ikke at noget skulle ske hende på grund af ham og han vidste, at mange i mørket helt sikkert ville misbruge det, hvis de kunne komme til det, det var ligesom også den tanke som måtte skræmme ham mere end noget som helst andet. Han vendte blikket igen stille mod hende, lod de grønne øjne falde til hendes eget blik. Han blev dog siddende ganske stille. En omsorg var faktisk.. en dejlig følelse. ”Man ved aldrig hvor mange som vil kunne finde på at bruge det.. jeg holder for meget af dig, til at ville lade det ske..” sagde han dæmpet. Måske en meget stor indrømmelse, dog at det var sandheden.. han var trolovet, det var sandt, men de kærlige følelser nærede han virkelig ikke for Camryn.. ikke på den måde.

[angelea]

hun sukkede opgivende og kiggede på ham.. han var så sød og hun holdt så meget af ham ay hun virkelig måtte tage sig selv i det.. hun bed sig stille i læben og lod blikket hvile på ham.. "Jeg kan ikke lade være og jeg vil ikke lade være.. Det er farligt at leve.. det må man bare vende sig til.. og jeg vil ikke holde op med at se dig bare fordi du har det navn og fordi du har den type blod.. det vil jeg bare ikke" sagde hun roligt men bestemt.. hun var absolut ikke til at hakke og stikke i på det punkt.. det var der ingen tvivl om overhovedet.. hun holdt fast på sit standpunkt.. det kunne han ikke ændre.. "Junior, du kan ikke ændre det.. lad være med at prøve" bad hun roligt.. "Jeg vil bare tilbringe noget tid sammen med dig.. det er efterhånden længe siden.. jeg har virkelig virkelig savnet dig" hun gav ham et lille blidt kys på kinden og lagde armene om ham. "lad være med at diskutere med mig please??"

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior lukkede øjnene stille ved hendes kys. Han kunne ikke komme udenom, at hendes kærtegn og den omsorg faktisk var savnet.. han så virkelig Camryn så frygtelig sjældent alligevel og lige nu fristede det ham slet ikke at skulle tage hjem igen. Han kunne ikke lade være med at smile og lod blikket falde mod hende. Han lod den ene arm forsigtigt falde omkring hendes liv og lod hende komme tættere ind mod sig. Han kom ikke udenom, at hendes selskab virkelig var frygtelig behageligt på alle tænkelige måder. Han gengældte hendes kys forsigtigt mod hendes tinding og med det lette smil. ”Her i det neutrale, kan det næppe være så farligt, Angel.” sagde han stille. Han ønskede ikke at skulle diskutere med hende, han ønskede ikke det ekstra i hovedet lige nu.. han havde allerede mere end rigeligt der fra før af og det var virkelig ubehageligt med alt det siddende som en hindring. ”Jeg.. jeg ved at det er længe siden.. Det undskylder jeg.. Jeg har bare haft så meget i hovedet på det sidste.. alt for meget,” undskyldte han stille. Han lod hånden stille vandre langs hendes side i et roligt og dog alligevel venskabeligt kærtegn. Vel at mærke, så ønskede han ikke at gå frem alt for hurtigt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sukkede dæmpet og vendte igen blikket ud mod den blanke overflade af søen.. han havde stirret på det samme punkt nu i flere timer.

[angelea]

Angel smilede roligt til ham og mærkede hans læber mod hendes tinding.. Varmen skød igennem hendes krop som når et lyn rammer ned i et træ.. Men denne følelse, denne følelse var så dejlig, den var varm og hun nød virkelig hans kærtegn som han nød hendes.. Hun mærkede hans arm nærmest snige sig omkring hendes liv og et blidt smil spillede på hendes læber.. Hun mærkede hvordan han tvang hende tættere på sig og hun lagde blidt armene om ham.. “Intet er sikkert længere Junior.. Det burde selv du vide” hviskede hun blidt mod hans øre og kyssede ham igen på hans kind.. Hun havde virkelig savnet ham, et savn uden lige efter hendes mening.. Men hun vidste at hun ikke måtte gå for hurtigt frem.. Han havde en anden, han havde Camryn.. Hun vidste ikke om han elskede hende men de var vel stadig trolovede selvom han ikke sad på tronen.. Hun hørte ham åbne munden igen og hun smilede blidt ved hans ord.. “Du skal ikke undskylde søde.. Det må have været en svær tid for dig.. Jeg bebrejder dig ikke at du ikke har haft tid til mig.. Selvom jeg bebrejder dig at du har været svær at finde.. Hun smilede drillende og lod endnu et kys falde men lidt tættere på hans mundvige.. Om det var med vilje eller fordi hun ikke havde villet dreje hovedet var der kun en som vidste.. Og hun ville nok næppe sig det.. Hun bed sig let i læben og lod roligt sine ben ligge hen over hans skød sådan så hun kunne sidde lidt bedre og måde en smule tættere end før.. Hun var rigtig glad for at være sammen med ham igen.. At være adskilt fra ham var noget som gjorde hende trist, men nu.. Nu var der lys for enden af tunnelen.. Han var virkelig det eneste menneske som hun holdt af på nogen som helst måde.. Der var kun ham og Melania i hendes liv og hun ville ikke miste nogen af dem på nogen som helst måde overhovedet..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det var farligt for dem alle at bevæge sig udenfor, det var noget som Junior ikke kunne komme udenom, uanset hvor meget han så end gerne ville have ønsket det. De grønne øjne faldt stille til hendes skikkelse ved siden af ham, hvor han blot måtte lytte til hendes ord og blidt tage imod hendes kys. For alt hvad han vidste, så lå der ikke nogen mening bag det vel? Ikke noget som han tog sig af vel at mærke. ”Tror du ikke at jeg allerede har erfaret det?” spurgte han med en dæmpet stemme og med det svage smil på læben. Han var kommet direkte fra kernen i lyset, smidt på port og endt direkte i det dunkle og farlige mørke.. han vidste og kendte kun alt for godt til det. Camryn havde han ,det var sandt.. men lige nu var det virkelig ikke hende som han tænkte på.. det var hans far.. eller den mand som han havde troet havde været hans far igennem hele livet. Han var virkelig blevet så voldsomt overrasket. Han kunne ikke undgå at smile ved hendes ord.. at hun ikke havde været i stand til at finde ham.. Vel at mærke, så havde det jo været hans mening at forsvinde så ingen kunne finde ham. Han hævede hånden og lod pegefingeren prikke hende på næse, selv da hun kom tættere ham, lod benene falde over hans lår, hvor han kun trykkede hende ind mod sig. ”Well.. så virkede det da,” sagde han med en lettere drilsk stemme. Hun gjorde ham altid i et underligt godt humør og det var virkelig kun en så behagelig tanke som han ikke kunne komme det mindste udenom overhovedet. Det glædet ham voldsomt. ”Jeg er bare glad for at du fandt mig.. du holder vel stadig til i Procias?” spurgte han med en rolig og let nysgerrig stemme. Han havde ikke været i nærheden af det, siden han havde fået sandheden omkring hans forældre. Bare tanken chokerede ham stadig voldsomt. Han nikkede stille. ”En meget svær tid.. det skal jeg da lige love for.. Jeg fik foræret hele sandheden omkring mine forældre her forleden.. .” mumlede han stille. Han lod begge armene søge om hende og foldede sig stille over hendes side. De grønne øjne vendte han endnu en gang og tydeligt eftertænksomt i retning af den blanke overflade. Han kunne bare ikke slå sig til ro med den tanke og det var virkelig noget så voldsomt frustreret!

[angelea]

Angel nussede ham på kinden og lyttede til ham.. Procias, hun kunne ikke lade være med at grine lidt fordi han troede at hun stadig var der.. Hun rystede stille på hovedet.. “Jeg holder mig så langt væk fra Procias.. Procias og Andrew.. Jeg kan virkelig ikke lide ham, han er ond af helvedes til i mine øjne!” det sidste var lidt hårdt sagt men hun mente hvert et ord af det.. “Andrew har svækket procias mere end hvad godt er og jeg tror i sidste ende at dette vil blive lyset undergang at have ham på tronen så nej.. Jeg holder ikke til i Procias.. Imandra og her i Manjarno er min legeplads..” hun smilede lidt og lagde hovedet mod hans skulder.. Hun vidste at han havde skjult sig og med god grund.. Mange i mørket kunne stadig frygte at selvom Junior var slået af tronen kunne han stadig vende tilbage og lade lyset sejre.. Dommen over hans hoved var det stadig, og det ville den blive ved med.. “Ihhh altså smukke.. Du må ikke gemme dig for mig.. Det er ikke pænt gjort jo” peb hun med et drillende smil og prikkede ligeså ham på næsen.. “Jeg har jo ledt efter dig og alt muligt..” hun trykkede sig ind til ham og lukkede øjnene.. Angel hørte ham og så at hans blik søgte mod søen endnu en gang.. Stille lagde hun en finger på hans hage og drejede stille hans hoved.. “Hvilken sandhed min kære?? Hvilken sandhed var det som blev dig skænket??” hun var en smule nysgerrig men dette var ikke noget som hun lod ham vide.. Overhovedet ikke på noget tidspunkt.. Hun kunne mærke på ham at det virkelig var noget som gik ham på og hun gav hans kind et lille kys og nussede ham i håret.. De sad virkelig ikke særlig godt har i det åbne, sneen faldt en smule kraftigere end før.. Det var ikke et godt vejr at være ude i men hun var sammen med ham.. Hun risikerede gerne at blive syg for ham..
Melania valgte at lette og flyve lidt rundt i området for at spotte fare og fjernder men lige nu var der helt stille omkring den lille sø..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior faldt dog meget hurtigt til ro ved hendes nærhed. Angelea formåede virkelig at skulle finde den ro i ham, selvom han alligevel kunne være så frygtelig indelukket til tider og specielt omkring dette.. han vidste virkelig ikke hvordan han skulle reagere på det hele. Han var ikke bare Elanyas sidstefødte, men hans far var ikke hans far, det var den tanke som gik ham mest på! Det havde virkelig ikke været meget af det, som havde påvirket ham på så mange måder, det kunne han så sandelig slet ikke komme det mindste udenom overhovedet. Han vendte blikket mod hende, selv hvor han glædeligt tog imod hendes nussende strøg af hans kinder. Han holdt af hende, det var der virkelig ikke nogen tvivl om overhovedet. Han blev siddende med armene stille omkring hendes krop som han lod hvile ind mod hans egen favn. Hendes udtalelse omkring Andrew og Procias.. han kunne virkelig ikke være andet end enig. ”At han er søn af min egen mors datter er vel svært at se?” spurgte han med en lettere drillende. Han var dog ærlig. Andrew var hans egen mors datters søn, selvom det nu var en gren af familien som han ikke var meget kendt med.. hele hans familie var jo ukendt for ham mere eller mindre og den tanke alene, var virkelig. Frustrerende. Han sendte hende et svagt smil. ”Har du ikke været i stand til at finde mig, så må jeg da sige, at jeg har gjort opgaven godt,” sagde han roligt, dog med en vis stolthed i stemmen. Han vendte blikket stille mod hende, da hun bad om hans opmærksomhed ved at vende hans blik mod sig selv. Ikke at det gjorde ham et mindste på noget tidspunkt. Det lettede faktisk en hel del at skulle snakke om det og det glædet ham. ”Hvilken sandhed? Der er så mange..” mumlede han med en dæmpet stemme. Hans blik endte mere fraværende og alligevel tænksomt. ”Min far…” Han vendte blikket mod ringene som han havde om halsen og lukkede sin ene hånd stille om dem. Han knugede dem fast, så knoerne endte helt hvide. ”Han.. han er ikke min far..” hviskede han med en dæmpet stemme. Han vendte blikket stille mod hende og med den samme mine i ansigtet, næsten ulæselig for følelser på noget som helst. Sneen dalede og den slog mere og mere fast mod hans egen ryg, selvom kulden ikke rørte ham det mindste. Han var slet ikke påvirket af det på noget som helst tidspunkt.