A whole new world

[domenico]

Det var ved at være lidt over middag og solen stod højt på himlen og varmede landet – på trods de var midt i vintersæsonen. Det var måske koldt i forhold til sommeren, men det var ikke nær så koldt som i de andre lande, hvor der faktisk var lunt her. Domenico havde tidligt om morgen, fået baljen op i kahytten, hvor han havde hentet saltvand fra kanelen og fyldt den store træbalje op. Hans ben havde fået det en anelse bedre, skønt han stadig havde svært ved at gå, men det var jo nødvendigt, for de havde begge brug for de basale og fysiske ting til at overleve, såsom mad! Efter at han havde fyldt baljen op til Indira, så hun ikke ville tørre ud, havde han taget ind til byen for at handle lidt ind. Han havde forbundet sit ben, så det holdt bedre sammen, selvom han stadig haltede en anelse. Han havde taget et langt halstørklæde om hovedet, for at dække sig en anelse til, hvor han næsten mest af alt lignede en ørkenrøver. Han havde fået købt lidt af hvert, det som var mest nødvendigt, hvor han nu var på vej tilbage til sin lille båd, som han havde fået flyttet en anelse, så den ikke længere lå på den gade, hvor Indira havde været fanget i den kro, for de var jo nød til at holde lav profil! Han fløjtede ganske muntert, som han kom gående ned mod kanalen i sine sorte og gamle piratstøvler, hvor han holdt flere poser i begge hænder, fyldt med forskellige ting. Han havde været væk for et par timer, så han håbede ikke at Indira var smuttet, for.. han nød jo hendes selskab. Mest af alt håbede han at hun ikke kedede sig, for han vidste jo godt at der ikke var meget at lave, når man var selv, og ikke på hans båd.
Som Domenico kom ned til kanalen og til hans båd, sprang han roligt op på dækket, hvor han stoppede sin muntre fløjten. Han skuttede sig let hen over dækket, indtil han gik hen til døren der førte ind til hans kahyt. Han bankede let på døren, hvor han satte et par poser fra sig, så han kunne åbne døren. „Indira?” kaldte han roligt, som han trak tørklædet væk fra hans hoved, så han ikke længere var skjult. Han tog fat i poserne igen, inden han trådte ind i kahytten, hvor han stillede dem fra sig på gulvet, kun for at lukke døren igen. Han havde mad med hjemme, hun skulle jo også have føde, og hvad han vidste så var hun glad for fisk, så han havde taget lidt forskelligt med, mest af alt fordi han slet ikke vidste hvad hendes race spiste foruden fisk. Han havde dog også noget andet med hjem til hende, nemlig et par gaver, specielt nu hvor hun skulle være her for et stykke tid, for han vidste jo faktisk ikke om der ville gå længere end en uge. Hvor han havde pengene fra at kunne købe det, var ganske simpelt: fra tyve og andre uhumske personer. Han selv var jo ikke andet end en gemen tyv, en gammel pirat og nu en sømand. Selvfølgelig havde han også selv tjent lidt af de fisk han fik med hjem til fiskeforhandlerne, men.. han havde ikke haft nok til at købe så meget som han havde gjort denne dag! For alt var jo ikke direkte billigt! Og han ville jo gerne glæde hende!

[Deleted]

Indira holdt sig normalt indenfor om dagen, mest af alt, fordi at hun slet ikke ønskede at nogen skulle se hende, da hun allerede nu vidste, at det var noget som ville bringe dem ud i situationer, som slet ikke ville gavne dem på nogen som helst måde overhovedet, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes del! Baljen var båret op i Domenicos kahyt, hvor hun faktisk tilbragte store dele af dagen i den, også for at holde sig selv lidt ved lige, for hun var bogstavelig talt afhængig af vandet på kroppen, ellers ville hun dø! Hun havde hørt frygtelig mange historier omkring hvad der skete, hvis hun blev tørret ud, men af den grund, så var hun heller ikke den som ønskede at se om det i det hele taget var rigtigt! Domenico så ud til at klare sig bedre og bedre nu, selvom hun stadig holdt øje med ham, for.. hun var vel bekymret for ham? Han havde en utrolig betydning for hende, også selvom hun ikke kendte ham så godt endnu, men det var vel alt sammen noget som ville komme med tiden? Hun havde bedt ham om at være forsigtig, idet han havde valgt at søge ud, for hun var faktisk bange for at det ville ende med at gå galt i den anden ende, for det var da noget af det sidste som hun ønskede sig på denne her måde, det var der heller ikke nogen tvivl om!
Selvom Domenico var ude, så var Indira faktisk stadig bekymret for ham, og det var slet ikke noget som hun kunne gøre for! Hun var bekymret for at han ville blive afsløret, opdaget eller noget lignende, hun var bange for at han skulle komme til skade, for hans ben var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt, for han var jo ikke helt på toppen endnu, om det var noget som man ville det eller ikke, men hvad skulle man da gøre ved det? At han var på vej, vidste hun ikke, hvor hun bare lå i den store balje og slappet af – forsøgte på det om ikke andet, selvom det faktisk ikke var så nemt igen! Halen hvilede ud over kanten og nede mod gulvet, for hun havde ikke brug for så meget plads igen, hun skulle bare kunne holde kroppen våd og fugtig, for ellers ville det gå helt galt for hende, og det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede sig, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende. Hun vendte blikket med det samme, at hun hørte hans stemme – Han var tilbage igen! Hendes læber endte ud i et kraftigt og tydeligt smil på læben, for det var slet ikke noget som hun kunne lade være med i den anden ende. ”Du er hjemme!” endte hun med en næsten helt ivrig stemme, for det var en tanke som gjorde hende så glad! Hun vendte sig, hvilket automatisk fik halen tilbage i baljen igen, idet hun vendte sig helt mod ham igen. Hvor han havde pengene fra, vidste hun ikke, og hun var heller ikke den som snakket om det, for.. det var ikke sådan noget som de brugte der hvor hun kom fra. ”Hvor har du været?? Det tog altså lang tid..” endte hun med en dæmpet stemme. Hun kunne altså ikke gøre for at hun var så bekymret for ham, så det var vel egentlig bare at tage det hele som det måtte komme? At han havde så mange poser med sig tilbage, var noget som fangede hendes interesse. Hun var jo trods alt utrolig nysgerrig af sig – hvilket han vel allerede havde fundet ud af? ”Hvad har du med?” spurgte hun tydeligt nysgerrigt.

[domenico]

Der var ikke gået mange dage siden Domenico havde fundet Indira og have reddet hende. Dagen efter havde han brugt på at hvile sig, så hans ben kunne få det lidt bedre, hvor han var glad for at han havde Indira som selskab, for ellers ville han da dø af kedsomhed! Han kunne slet ikke forstå hvordan han havde kunnet overleve så længe alene, uden nogen former for selskab, for efter at han havde mødt Indira følte han sig helt.. afhængig af hendes selskab. Han var glad for at hun ville risikere hendes frihed for at være sammen med ham, selvom.. naturligvis ønskede han ikke at hun skulle være fanget, og hvis noget ondt truede hende, så ville han slet ikke tøve med at redde hende igen! Han ønskede at holde hende sikker, det var også derfor han havde bedt hende om at blive hjemme og holde sig i baljen, så hun ikke blev alt for tør, for her var jo varmt i Peula. Desuden så kunne hun jo heller ikke komme med ham, for det første kunne hun slet ikke gå, for det andet så havde hun heller ikke noget tøj som hun kunne passe. Men de havde lang tid, så de kunne jo nok nå det hele! Det var han i hvert fald sikker på!
At komme om bord på skibet, var noget som fik smilet til at brede sig på Domenicos læber, for så skulle han endelig se Indira igen! Han havde desuden også en masse ting som han skulle vise hende! Den ivrige stemme som han blev mødt af, da han kom ind, fik ham til at slippe en let latter, for det morede ham virkelig! Ikke mindst glædede det ham, at hun var glad for at se ham og ikke mindst nød hans selskab, for ellers var hun vel aldrig blevet hos ham? Som han fik lukket døren bag sig, vendte han de mørkebrune øjne mod hende, hvor smilet slet ikke falmede det mindste – det kunne det jo slet ikke! Hendes følgende dæmpede ord, hørte han på trods den lave tone, hvor et overbærende smil gled over hans læber. „Jeg skulle jo lige have købt alt det nødvendige,” svarede han sandfærdigt, som han roligt bar alle poserne hen til hans skrivebord, der var boltet fast til det mørke trægulv. Han trak morende smilebåndet, da hun spurgte nysgerrigt ind til hvad han havde købt. Han så sig over skulderen og hen mod hende. „Ja.. det kunne du lide at vide hva’?” spurgte han morende, som smilet bredte sig. Han gik roligt hen til hendes balje hvor han satte sig på hug. Blikket faldt mod hendes smukke blå hale, som han lod hånden stryge ganske blidt over. Hun var virkelig det smukkeste væsen som han nogensinde havde set! Han vendte blikket mod hende. „Jeg har gaver med hjem til dig,” afslørede han sandfærdigt, som et muntert smil spillede over hans læber. Han rejste sig roligt igen, hvor han gik tilbage mod skrivebordet. Han tog den ene pose til sig, hvor han fandt et par håndklæder frem. Han kastede roligt et hen til hende. „Tør dig.. så skal jeg vise dig hvad jeg har med til dig,” afsluttede han roligt, som han gik hen til sengen og trak sengetæppet til sig, inden han gik tilbage til hende, så han kunne dække hende til, når hun havde fået sig tørret.

[Deleted]

At Domenico havde været forsigtig med benet, var virkelig noget som gjorde Indira glad, for hun ønskede virkelig ikke at han skulle komme galt af sted på grund af hende, for det var faktisk ikke en tanke som hun kunne lide! Det var bestemt ikke fordi at hun direkte kunne sige sig, at hun følte sig fanget i hans selskab, for det gjorde hun slet ikke. hun kunne faktisk godt lide hans selskab, for ellers havde hun slet ikke valgt at blive her, men taget af sted og søge længere ud i havet, hvor hun vidste at hun var fuldkommen sikker, men det var faktisk her hun ønskede at være, om det var noget som man ønskede det eller ikke, så var det virkelig fuldkommen underordnet i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være når det måtte komme til stykket. Peula var varmt, hvilket hun allerede havde fundet ud af, for hun tørrede skræmmende hurtigt ud, og det var faktisk farligt for hende! For hun kunne bestemt ikke tåle at tørre helt ud, så at han havde bedt hende om at blive i baljen, var noget som hun gjorde ganske frivilligt, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være når det måtte komme til stykket, det var helt sikkert.
At Domenico var kommet hjem, var noget som virkelig gjorde Indira glad! Et sted så kunne hun minde om en hund, når ejeren kom hjem, for hun var virkelig glad for at se ham igen, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Tanken var tvært imod noget som faktisk gjorde hende utrolig glad, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun satte sig en anelse op i baljen og uden at slippe ham med blikket, selvom hun sad ganske stille til døren var gået i, for hun var nødt til at være helt sikker på at der ikke var nogen som så hende! ”Det tog bare lang tid.” endte hun med en dæmpet stemme, for det var bestemt ikke noget som hun kunne skjule på nogen måde, for ikke at glemme, at hun virkelig var nysgerrig på at vide hvad det var han havde købt! ”Ja!” endte hun helt ivrigt, som hun slog let med halen, selvom det kun var frem til han kom hen til hende, hvor hun faldt en anelse mere til ro igen. Hun trak svagt på smilebåndet og vendte blikket stille mod ham. Hun kunne godt lide at han rørte hende på den måde. At han havde gaver med til hende, var noget som efterlod hende med julelys i øjnene, for hvis der var noget som hun nød af, så var det helt klart at få ting, selvom det skete så sjældent! ”Til mig?!” gentog hun lige så ivrigt som et barn på juleaften, idet hun tog imod håndklædet og direkte trak sig over kanten af karet og direkte ned på gulvet. Hun tørrede sig hastigt det som hun var i stand til, idet hun direkte trak sig hen til ham. Selv var hun ikke helt tør, så halen ville ikke blive til ben endnu, for hun havde da slet ikke tid til at tørre sig så godt og grundigt, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig skulle komme til stykket! ”Hvad er det?!” tilføjede hun med det klare julelys i øjnene, for hun var og blev virkelig, virkelig nysgerrig! Specielt også fordi at hun var så.. tryg omkring ham og det skete normalt aldrig.

[domenico]

Nok havde Domenico været ude i lang tid, og det var ikke fordi han ønskede at gøre Indira bekymret eller nervøs for at vagterne havde fået fat i ham, for han havde skam holdt lav profil – det var han faktisk utrolig god til – men med alt det som han skulle have købt, og også skulle have med hjem, så havde det altså taget lang tid! Desuden så kunne han jo stadig ikke gå helt optimalt, han havde næsten overvejet at købe en enkelt krykke eller stok, som han kunne bruge som hjælpemiddel. Det var dog lykkedes ham at komme helskindet hjem og med alle poserne, hvor det kun glædede ham at Indira tog så godt imod ham, for det lød virkelig til at hun havde savnet ham, hvilket var en tanke som varmede ham, for han var faktisk ikke vant til at folk bekymrede sig for ham. Han smilede lettere overbærende til hendes ord. „Det ved jeg godt, jeg skulle bare have alle de nødvendige ting. Undskyld,” undskyldte han roligt, som han sendte hende et skævt smil. Det var jo heller ikke fordi han ønskede at gøre hende nervøs, men han skulle jo brødføde dem begge, for hun havde jo også brug for næring! Desuden så kunne hun jo tage et godt og langt bad i baljen, hvilket hun vel også havde nydt? Han satte sig roligt på hug ved siden af hende, hvor hånden strøg kærligt og nænsomt over hendes skællede hale, som han altid havde været så betaget af, for hun var virkelig smuk! At hun blev helt ivrig, var noget som virkelig morede ham, for hun mindede ham om en lille pige til juleaften! Han kunne ikke lade vær med at slippe en morende latter, skønt smilet ikke falmede det mindste. „Nemlig!” konkluderede han muntert. Han havde gaver med hjem til hende, og han håbede naturligvis at hun blev glad for dem, selvom det nok ikke var noget hun var vant til at få – overhovedet. At hun trak sig over kanten og tørrede sig så hurtigt, at hun ikke engang blev tør, var noget som fik ham til at ryste smilende på hovedet af hende. Han grinte ganske svagt, som han satte sig ned på knæ, da hun trak sig hen til ham, hvor han roligt lagde tæppet ved siden af dem. Han tog roligt håndklædet. „Du er godt nok en nysgerrigper!” konkluderede han morende, som smilet slet ikke falmede det mindste, idet han roligt gav sig til at tørre hendes hale mere grundigt. Han vendte roligt de mørke øjne mod hende. „Altså.. jeg ved ikke om du vil kunne lide det, men hvis du vil ud og se min verden, så er det lidt nødvendigt,” forklarede han roligt, som han svang håndklædet over sin ene skulder, kun for at lægge tæppet omkring hende, så hun kunne dække sig til, hvis halen engang skulle blive erstattet med ben. Han rejste sig roligt, hvor han tog den ene pose til sig og gik roligt hen og satte posen fra sig på sengen. „Er du klar?” spurgte han næsten spændt, inden han hev en kjole op af posen. Den var ganske enkel og lyseblå, hvor han havde sørget for at den ikke var alt for lang, eftersom han heller ikke kunne have at hun kluntede rundt i den, så den ville nok gå hende til knæene – hvis det da var den rigtige størrelse, for det var han nemlig usikker på. Som han holdt kjolen ud for sig, betragtede han hende blot en anelse afventende.

[Deleted]

Indira havde virkelig været bekymret for Domenico, også fordi at han havde været væk så længe. At han nu var kommet hjem igen, var selvfølgelig en tanke som hun rigtig godt kunne lide, også fordi at det var noget som gjorde hende ganske rolig – ikke bare lidt, men meget faktisk! Hun smilede direkte glad når han stod i døren, også fordi at hun følte det som.. havde hun været et barn? En hund som tog imod sin herre når han stod i døren, men hun var virkelig glad for at se ham, så hvorfor skulle hun ikke bare vise ham det på denne her måde? Hun vendte blikket mod ham og med det samme smil på læben, for det var nu hun kunne mærke at det hele lettede sig, og at det hele blev mere roligt og faktisk også behageligt for hende, for han havde da slæbet med fra byen af! At det så ikke var gået galt, og at han ikke var blevet fanget eller noget lignende, var selvfølgelig en tanke som gjorde hende glad, for det havde helt klart været noget af det som hun havde været mest urolig for. ”Det.. det er okay. Jeg.. var bare bange for at der var sket noget.” Hendes stemme var præget af ærlighed, for hun var virkelig bekymret for ham, også fordi at han var kommet til skade da han havde hjulpet hende, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Hun trak vejret let og dybt, idet hun vendte blikket mod ham endnu en gang, og med det samme smil på læben. At han strøg hende over halen, havde hun faktisk ikke noget imod når det var ham, for det var faktisk en behagelig fornemmelse som det efterlod hende med. Han passede på hende, så det at lade ham komme så tæt på, at han kunne stryge den skællede hale, var faktisk umådelig stort set fra hendes side af, så det var slet ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn i den anden ende. At han havde noget med til hende, var selvfølgelig en tanke som gjorde hende utrolig nysgerrig! Også fordi at han havde vist hende, at det var okay at være nysgerrig, hvilket selvfølgelig var en tanke som virkelig gjorde hende glad, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. At tage imod håndklædet og få tørret sig, var måske ikke noget som hun direkte kunne sige, at hun gjorde grundigt, for hun kunne ikke! Hun var i den grad blevet ivrig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om det! Hun trak sig hen til ham ved hjælp af sine arme og sin hale som hun slog lette slag med, kun for at komme over gulvet, for det var bestemt heller ikke fordi at man just kunne sige, at det var helt nemt for hendes vedkommende. Hun betragtede ham roligt, som han selv tog håndklædet og tørrede hendes hale, hvor smilet ikke kunne skjules. ”Jamen hvad er det?!” endte hun direkte ivrigt, for hun kunne da slet ikke lade være! Hun fik jo normalt aldrig noget af nogen som helst, så det at han havde noget til hende, var virkelig.. stort i hendes øjne! Hun puttede sig under tæppet, da han lagde det om hende, idet hun vendte blikket mod ham. At han valgte at fiske en kjole op af posen, var noget som hurtigt fangede hendes blik og interesse, hvor hun mere eller mindre bare stod og stirrede på den. ”Den.. den er virkelig flot! Skal.. jeg have den på?” Hun krøb tættere på, mest af alt for at få lov til at røre ved den, for flot, det var den i allerhøjeste grad!

[domenico]

At Indira var bekymret for Domenico kunne han faktisk godt lide, for det gav ham en dejlig varm følelse indeni, netop fordi der var nogen som faktisk tænkte på ham, fordi der var nogle som bekymrede sig for ham og det betød vel også at han havde en lille betydning for hende? Som hun også havde en betydning for ham måske? Han holdt virkelig meget af hende, og han ønskede ikke at der skulle ske noget med hende! Hun betød utrolig meget for ham, og han ønskede at beskytte hende for alt i verdenen, for intet og ingen måtte gøre hende ondt! Derfor havde han heller ikke tøvet med at få hende fri fra det glasbur og kæmpe for hende med sit liv som indsats, for hun betød alt for ham! Han trak let på smilebåndet til hendes ord, hvor han vendte de mørke øjne mod hendes smukke ansigt. „Bare rolig Indira, jeg er god til at holde lav profil,” forsikrede han hende med et skævt smil, hvor han fortsatte de blide strøg over hendes smukke hale. Hun var virkelig det smukkeste væsen han nogensinde havde set! Et sted forstod han godt at folk havde sat hende til udstilling, for hun var virkelig en fryd for øjet, men af den grund, så afskyede han den tanke, for hun var et frit væsen og havde ikke fortjent at blive holdt fanget på den barbariske måde! Han var bare glad for at han havde fået hende befriet, og ikke mindst at hun ville tilbringe tiden sammen med ham, indtil han blev stærk nok til at kunne sejle skibet. Men tiden her, gav ham jo mulighed for at vise hende sin verden, han skulle i hvert fald bare først lære hende at gå, så hun kunne komme med ud, for ellers ville de virke alt for mistænkelige! Desuden så var hans ben heller ikke stærkt nok til at han ville kunne gå og bære rundt på hende af længere tid, for så ville han da først falde om. At hun var nysgerrig på det som han havde med, var noget som virkelig morede ham. Han elskede hendes nysgerrighed, også fordi hun altid blev så ivrig! Det var en ting han virkelig fandt morsom! Men ikke mindst, fandt han det kært. Hun tørrede sig jo ikke engang ordentlig af sin iver! Han rystede blot morende på hovedet af hendes opførsel, selvom smilet ikke falmede det mindste, for det var da umuligt! Hvad hun synes om kjolen, anede han ikke, for hun havde vel aldrig gået med én før? Derfor var han også usikker på om hun ville kunne lide det eller finde det ubehageligt. Da hun blot sad og stirrede på den, var han næsten nervøs for at hun ikke kunne lide den, selvom hendes ord og reaktion sagde det hele? Som hun krøb tættere på, for at røre ved den, morede ham, hvor han roligt satte sig på hug ved hende. „Kan du lide den?” Han nikkede roligt. „Hvis du vil. Du er jo nød til at have noget ordentligt og passende tøj, så du kan falde ind i mængden, når jeg skal vise dig det hele,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et skævt smil. Han rakte hende roligt hånden. „Kom.. lad mig hjælpe dig op at stå,” opfordrede han roligt. Han kunne vel godt hjælpe hende den på? Så måtte de jo se om hun ville kunne passe den eller ej.

[Deleted]

Indira var virkelig bekymret for Domenico, også fordi at han havde været væk så længe! At han så var kommet hjem, var en tanke som ikke mindst også havde glædet hende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun vendte blikket sigende mod ham. Han havde en utrolig stor betydning for hende, også fordi at han havde vist sig som en troværdig mand, og det var noget som selvfølgelig vejede tungt ved hende, for hun vidste at hun kunne stole på ham, hun vidste at det han sagde, var noget som han mente og det var noget som gav hende en relativ tryg grobund når det kom til det med at være på land, for det var noget som hun helst undlod så længe, at det var hende menneskelig muligt. Hun nikkede ganske sigende til hans ord og med det skæve smil på læben, for det var jo heller ikke fordi at det var en løgn som sådan. ”Jamen.. jeg er bekymret alligevel..” endte hun ganske sigende. Det behøvede vel heller ikke at være så slemt, gjorde det? Hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang, som hun ellers blev siddende på sin plads, selvom det bestemt heller ikke var for lang tid! At han havde købt hende en kjole, var noget som virkelig var kommet bag på hende, for hun havde slet ikke spurgt ind til noget som helst, ås selvfølgelig var det noget som gjorde sit, også for hendes vedkommende! Hun vendte blikket sigende mod den smukke kjole som han holdt oppe foran hende, for den var virkelig.. smuk! Ganske vidst, så var det slet ikke noget som hun var vant til at vandre rundt i, men det var virkelig underordnet for denne stund, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, men.. det var vel noget som han kunne hjælpe hende med? Nu hvor han også havde købt den til hende? For smuk, det var den i allerhøjeste grad! Hun kunne faktisk få lov til at se hans verden, mens han sikkert også ville beskytte hende? Så var hun bestemt heller ikke den som skulle klage over det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om det, om det var noget som man endelig ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. Hun havde valgt at trække sig helt hen til ham og kjolen, hvor hun også godt kunne lide, at han var gået ned i knæ, så hun kunne mærke den. Stoffet føles rart, men igen, så var hun slet ikke vant til at have noget som helst omkring sin krop jo! Mere eller mindre om ikke andet, men det var jo bare sådan at det nu endelig måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket mod ham. Vile han hjælpe hende med at komme op og stå? Hun blinkede let med øjnene. ”Den er virkelig yndig. Skal.. skal jeg have den på?” spurgte hun, som hun vendte blikket op mod ham og næsten med en spørgende mine. Det var jo heller ikke noget som hun direkte kunne sige sig, at være vant til, for det var hun på ingen måde! Hun endte med at tage omkring hans hånd, hvor hun med hjælp af sengekanten, kunne komme halvvejs op at stå, selvom hendes ben tydeligt måtte skælve. Hun var jo slet ikke vant til at skulle bære sin egen vægt på denne her måde, så det var noget som helt klart kunne mærkes!

[domenico]

At Indira havde været hjemme helt alene og været bekymret for Domenico, havde slet ikke været meningen, selvom det et sted glædede ham at hun tænkte sådan på ham, for det beviste vel bare at han havde en betydning for hende? Han var ikke vant til at folk tænkte på ham, at folk interesserede sig for ham, for.. ja, han havde jo været alene i mange år efterhånden. Efter han var kommet væk fra piratlivet, så havde han levet som en ensom sømand, på sin lille båd, hvor han kunne klare sig selv, så han var vant til livet alene, det var også derfor det havde været en omvæltning at Indira var kommet ind i hans liv, for efter at de var skiltes sidst, så havde han virkelig følt sig.. ensom! Det var først der at det havde generet ham, for han havde savnet hendes selskab, og nu hvor hun var så dejlig og ville blive her hos ham, så var han virkelig glad! Han betragtede hende roligt med en undskyldende mine, hvor han roligt lænede sig mod hendes og skænkede hendes kind et blidt kys. „Undskyld,” hviskede han blidt mod hendes ene øre, hvor han sendte hende et lille skævt smil. Det var jo ikke fordi han ønskede at gøre hende bekymret, for det havde slet ikke været hans intention, men han havde bare skulle have så meget købt ind, og det havde virkelig også taget på hans økonomi! Men så var det godt at man også havde tyv som speciale og kunne stjæle fra de rige. At hun var kommet hen til ham, så hun kunne røre ved kjolen, var noget som morede ham, skønt han blot lod hende røre, for det var jo en han havde købt til hende! Hun skulle jo klædes som en fra landet, så han kunne vise hende Peula, og hvilken by var mere interessant end selve hovedstaden? Det var jo her alt skete, her man havde alt, selvom det også var her at der var mange vagter, så de skulle passe på. „Jeg synes da at du skal prøve den,” opfordrede han hende med et skævt smil, uden at de mørke øjne forlod hendes skikkelse. Da hun valgte at tage omkring hans hånd, tog han roligt fat i hende, for at hjælpe hende op på benene, nu hvor halen var blevet erstattet, så hun igen lignede en ganske normal kvinde. Han holdt fast i hende, da hun kom op at stå, hvor han godt kunne se at hendes ben rystede og skælvede. Han trak morende på smilebåndet. „Jeg tror også at vi hellere må lære dig at gå,” mumlede han morende, hvor han vendte blikket mod hendes ben. Han så roligt mod hende igen, hvor han sendte hende et skævt smil. „Kan du.. selv få den over hovedet eller skal jeg hjælpe dig?” spurgte han roligt. Tæppet var hun nød til at smide, for at kunne få kjolen på, hvor han faktisk var spændt på at se om hun kunne passe den eller ej. Han var lidt i tvivl om det, men han havde prøvet og så måtte de jo se, det så i hvert fald ud til at hun kunne lide den og det var da det vigtigste i hvert fald! Og så skulle han jo nok også lære hende at gå, selvom han var sikker på at det kunne hun hurtigt lære, for hun skulle bare lære at finde balancen, musklerne havde hun jo, for hun brugte halen utrolig meget og dermed burde hendes ben også have en stærk kraft.

[Deleted]

Indira havde virkelig været bekymret for Domenico, også fordi at han havde brugt så lang tid på at komme tilbage til hende, selvom det nu heller ikke var noget som rørte hende som sådan. Han havde en betydning for hende, også fordi at han havde vist sig som en hun kunne stole på, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes del. Han passede på hende, han vogtede om hende, ellers ville han da heller ikke have bedt om at hun skulle blive ved ham og holde ham lidt med selskab? Desuden ønskede hun heller ikke at tage af sted når han havde det som han havde det, og hun kunne jo faktisk godt lide at være sammen med ham. Kysset til hendes kind, tog hun mere end glædeligt imod, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. ”Det går nok,” endte hun sigende og med det samme smil på læben. Nu var han hjemme, så var alt også helt fint igen, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om den! At han havde købt en fine kjole til hende, var slet ikke noget som hun havde regnet med, men igen.. at købe tøj var jo slet ikke noget som hun tænkte på normalt alligevel! Og smuk var den virkelig! Hun vidste jo slet ikke hvad hun skulle sige, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, også fordi at hun vidste at han havde gjort det for hende skyld, så det var noget som gjorde det hele til noget ganske særligt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Det.. det vil jeg også gerne, Domenico.. den er virkelig flot,” endte hun sigende og med den samme rolige mine som tidligere, for løgn var det ikke! Hun var virkelig betaget af den umådelige flotte kjole, også fordi at det var første gang at hun skulle til at vandre rundt i tøj, så det blev sikkert også helt mærkeligt for hendes vedkommende, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at hun kunne gøre noget ved det! Selvom han havde hjulpet hende op at stå, så var hun virkelig ved at falde mange gange, for hun var slet ikke vant til at stå op! Og der var så langt ned! ”Der er langt ned til gulvet..” mumlede hun stille og en anelse usikkert, for det var slet ikke noget som hun havde regnet med på nogen måde. Hun vendte blikket mod ham. Tæppet var allerede gledet af hende, så hun stod bogstavelig talt foran ham i ingenting, selvom det slet ikke var noget som hun tænkte over selv. Hun klamrede sig mere eller mindre til hans hånd, også fordi at hendes ben virkelig var tæt på at give efter under hende, for det var slet ikke noget som hun vidste hvordan hun skulle tolke eller ej! Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Du må nok.. hjælpe mig..” endte hun roligt. Det var bestemt heller ikke fordi at hun var bange for at spørge ind til hjælpen,f or hun vidste at hun slet ikke kunne gøre noget som helst af sig selv, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hendes ben endte med at give efter under hende, idet hun røg direkte i gulvet med et gevaldigt bump. Hun var slet ikke vant til at bruge benene sådan!

[domenico]

Domenico var slet ikke vant til at folk var bekymrede for ham, for han var jo vant til at klare sig selv, han havde kun sig selv at tænke på, så det at hun tænkte på ham på den måde, var en følelse han næsten helt havde glemt, og derfor havde han heller ikke tænkt over tiden. Han havde bare tænkt at han skulle have en masse købt, både af provianter, tøj til hende og andre sager, som var vigtige. At hun tog imod hans kys til kinden og sagde at det var okay, fik ham til at trække muntert på smilebåndet. „Godt,” svarede han roligt, som han strøg hende over det lange blonde hår, uden at de mørke øjne forsvandt fra hendes smukke ansigt. Hun var det smukkeste væsen han nogensinde havde set, hvilket virkelig ikke sagde så lidt, for som pirat kom man vidt omkring og så ting som virkelig var ubeskrivelige smukke, men Indira var nok klart det smukkeste som han endnu og hidtil havde set igennem sit lange liv. Han var dog ikke ude på at udnytte hende, manipulere med hende, eller sælge hende som så mange andre nok var, nej han var kun interesseret i hendes selskab, for hun havde jo vist sig at have et godt hjerte og en lys sjæl, hvilket selv havde fanget ham under deres første møde. At hun var betaget over den blå kjole han havde købt til hende, var noget som glædede ham, for han havde naturligvis håbet på at hun ville kunne lide den. Et stort og glædeligt smil gled over hans læber til hendes ord. „Godt! Det er jeg glad for at du siger!” svarede han sandfærdigt. Han havde købt den i håb om at hun ville finde den flot, selvom han mest af alt havde været bange for at hun ville finde den tåbelig, netop fordi hun kom fra havet og ikke brugte sådanne klæder. At tæppet var gledet af hende, havde han godt lagt mærke til, hvor hans kinder havde antaget en mere rødlig form. Ikke fordi han aldrig havde set en kvinde nøgen før, for han kunne jo desværre ikke komme udenom at han havde været mange tætte. Hun virkede dog ikke just generet af at stå der i det rene ingenting, men så igen, det havde hun jo ikke gjort nogen af gangene, og hun havde jo også lagt nøgen ind til ham om natten – hun havde holdt ham varm. At hun fandt det langt ned til gulvet, fik ham til at fnise kort. „Arh.. så slemt er det ikke. Man skal bare vænne sig til det,” svarede han roligt, som han fortsat holdt fast i hende, skønt han ikke så på hende, men snarere over hende, eftersom han næsten fandt det akavet at hun stod der i det rene ingenting, hvor han næsten følte sig helt ussel. At han skulle hjælpe hende kjolen på, kunne han så godt forstå, for hun var jo nok ikke vant til det. Han lagde ikke mærke til at hun faldt til jorden, før det var for sent, hvor han vendte blikket ned mod hende. „Hov..” endte han forundret, inden et morende smil gled over hans læber. Han grinte kort, inden han gik lidt ned i højden, så han kunne tage fat omkring hende og trak hende op igen, skønt han dog satte hende på sengen. „Sid her, så skal jeg hjælpe dig den på,” svarede han roligt, som han tog omkring kjolen, og trak den over hovedet på hende, inden han hjalp den ned over hendes slanke og nøgne krop. Det ville nok klæde hende en del med noget kvindeligt tøj, i stedet for hans alt for store.

[Deleted]

At være bekymret for nogen, var heller ikke noget som Indira var synderlig vant til, men det var vel noget som næsten faldt hende så naturligt når det kom til Domenico? Ikke fordi at det var noget som gjorde hende noget som sådan, for det var jo bare sådan at det var, om det var noget som man ville det eller ikke, men et sted så.. skræmte tanken hende vel også en anelse? Kysset tog hun mere end glædeligt imod, hvor hun roligt sendte ham et glædeligt smil. Tanken om at han faktisk havde noget med hjem til hende, var noget som hun slet ikke var vant til, for de store og fine ting som man kunne købe på land, var jo slet ikke noget som man fandt i vandet! Hun elskede den flotte blå farve, også fordi at den mindede om hendes hale! Hun vendte blikket mod ham. At han havde købt den til hende, var selvfølgelig en tanke som gjorde hende direkte glad, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Tvært imod, så kunne hun faktisk rigtig godt lide det! ”Jeg kan virkelig godt lide den,” endte hun sigende. At han havde hjulpet hende op på benene havde hun intet imod, også selvom tæppet automatisk var gledet af. Tøj og beklædning var normalt ikke noget som hun tænkte over, så det at hun stod fuldkommen i det rene ingenting overfor ham, var slet ikke noget som hun tænkte over i den anden ende, for det var jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Selvom hun synes at der var langt ned, så var det nok ikke tilfældet, men det så altså sådan ud! ”Jamen.. det ser ud som der virkelig er langt ned..” endte hun med en dæmpet stemme, hvor det vel også var tydeligt, at det var en tanke som gjorde hende usikker. At han havde valgt at slippe hende, var mere end det som hun lige kunne klare bare sådan, for hendes ben endte direkte med at give efter under hende, hvor hun endte direkte i gulvet igen. Hun var jo slet ikke vant til at benytte de muskler, eller bruge dem på den måde, så selvfølgelig var det noget som selv kom bag på hende! Hun vendte blikket næsten overrasket mod ham. ”Jeg lærer da aldrig at gå..” mumlede hun let for sig selv. Det så da kun besværligt ud! Selvom han fik det til at virke så nemt, for han var jo rigtig god til det! Hun tog omkring ham, så hun kunne komme op og sidde på sengen i stedet for. Hun forsøgte da om ikke andet at gøre det så nemt for ham, som det nu var hende muligt, for hun ønskede bestemt heller ikke at han skulle have ondt på nogen måde. Blikket gled roligt mod ham endnu en gang. Hun lod ham hjælpe hende, hvor hun hjalp til så godt som hun kunne, for det føles virkelig underligt at være beklædt på den måde! Det var jo heller ikke fordi at hun var vant til at have kroppen tildækket på denne her måde! Hun vendte blikket ned af sig. Direkte så sad den jo.. perfekt! Den var jo som syet til hende! Et svagt smil passerede roligt hendes læber, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Hvordan ser jeg ud?” spurgte hun endeligt. Hun kunne måske ikke rejse sig og dreje rundt så han kunne se hende, men han kunne jo se hende med den på i denne stund, så det var vel også noget som gjorde sit? En svag rød farve havde sneget sig i hendes kinder. Hun kunne faktisk godt lide at blive forkælet.

[domenico]

Det glædede kun Domenico at Indira kunne lide den blå kjole, for han havde jo købt den specielt til hende. Han regnede ikke med at hun ville finde det specielt behageligt at rende rundt med i længden, for det var hun jo ikke vant til, men hun var nød til at lære at gå og bære landkrabbernes tøj, for at kunne se hans verden, som han hellere end gerne ville vise hende! Han havde så meget hun skulle se og så mange traditioner hun skulle prøve at være den del af! Desuden så var de jo fanget her til Valvor Pairó i et godt stykke tid endnu, for han kunne måske gå, men han kunne godt mærke at han stadig humpede når han gik, og det gjorde også ondt i længden, selvom han havde været nødsaget til at bide smerten i sig for denne dag. „Det er jeg glad for,” svarede han sandfærdigt og sendte hende et varmt smil. Det vigtigste var jo at hun kunne lide den. Så måtte de se hvad hun sagde til den, når hun engang fik den på. Det var ikke fordi det var første gang at han så hende nøgen, for det havde han efterhånden gjort et par gange nu, fordi hun flere gange nærmest havde siddet i det rene ingenting, hvor hun heller ikke dækkede sig til, for hun virkede næsten ligeglad og slet ikke til at tænke over det, og det var mere end tydeligt at hun slet ikke var blufærdig, hvilket faktisk forundrede ham, for selv hun burde vel ikke gide vise alt frem til alle? Han trak morende på smilebåndet. „Du skal som sagt, bare vænne dig til det,” svarede han roligt og ikke mindst opfordrende. At hun fandt det langt ned, var noget som morede ham, for det var jo noget som han var vant til, som alle fra landjorden var vant til! Og han ville vædde med at selv mange racer fra havet var vant til det, det var jo kun fordi hun ikke havde lært det endnu. Han hjalp hende roligt op at sidde på sengen, hvor smilet ikke falmede det mindste, for han ville gerne hjælpe hende på med kjolen og derefter måtte de vidste lære hende at gå ordentlig! „Du skal nok lære det! Jeg hjælper dig!” svarede han muntert, som smilet blev lystigt og opmuntrende. Han fik roligt trukket kjolen over hendes hoved, hvor han godt kunne mærke at hun hjalp til, for det blev nemlig lettere for ham. Helt dum var hun jo ikke og hun kunne jo nok godt regne ud hvor hoved og arme skulle hen. Han trådte et enkelt skridt tilbage, hvor han løftede den ene hånd og gned sin skæggede hage ganske tænkende, som han betragtede hende vurderende. Hvordan hun så ud? „Du ser smuk og perfekt ud!” svarede han muntert og med et varmt smil om læberne, som han gik hen og rakte hende hænder, som et tydeligt tegn til at hun skulle tage fat, så han kunne hjælpe hende op at stå igen. „Lad mig hjælpe dig med at gå, så du kan få følelsen. Musklerne burde du have, du bruger trods alt din hale utrolig meget, dine ben skal bare lige vænne sig til at bruges anderledes,” fortalte han roligt. Han var snart sikker på at hun havde stærkere lårmuskler end ham, fordi hun brugte halen så meget, så det burde altså være en snild sag! Hun skulle jo bare lære at holde balancen!

[Deleted]

Det var jo ikke ligefrem fordi at Indira havde behov for at skulle tænke på beklædning normalt, for hun var jo faktisk født med den et sted. Hendes hale skjulte hende jo trods alt på de steder som hun havde en vis fornemmelse af, at folk godt kunne lide at kigge, også selvom det slet ikke var noget som hun ønskede sig på nogen måde, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket mod ham. De havde fundet en perfekt ordning, så hun kunne holde ham med selskab, for hun ønskede slet ikke at tage af sted! Også fordi at han havde været der, fået hende fri og endda passet på hende, så synes hun faktisk at det var en meget ringe tak af hende, bare at tage af sted bare sådan uden videre, og det var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til på nogen som helst måde overhovedet, så det var slet ikke noget som måtte komme på tale på nogen måde! Et stille smil passerede hendes læber som hun betragtede den smukke kjole endnu en gang. ”Du får det bare til at lyde som en helt.. naturlig ting. Jeg har aldrig brugt benene. Jeg har aldrig haft brug for det..” Sandt var det jo faktisk. Det var først efter at hun var begyndt at tilbringe tiden sammen med ham, at hun faktisk gjorde det, for hun havde jo slet ikke turde at bevæge sig på landjorden, og det som var sket, var jo bare et tydeligt bevis på hvorfor at det var sådan! De fangede hende, de udnyttede hende og de behandlede hende som et dyr i et bur, og det var en tanke som gjorde hende direkte ked af det! For hendes vedkommende, så var der faktisk utrolig langt ned, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun skulle da nok lære det! Også hvis det var noget som han sagde, så kunne det vel heller ikke være helt forkert? Det var bare sådan at hun havde det! ”Jeg får da aldrig indbetalt den gæld til dig, så meget som du gør for mig..” endte hun med et stille smil på læben, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn på nogen måde, så var det j bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun hjalp ham med at få kjolen på hende, så godt som hun nu kunne. Hun måtte dog af den grund, erkende at det føles.. underligt at have noget så.. tætsiddende på, men det føles godt på en anden måde, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, for intet kunne hun gøre ved det af den grund. At han komplimenterede hende som smuk og perfekt, var noget som fik smilet til at brede sig tydeligt på hendes læber, som hun vendte blikket op mod ham endnu en gang. Hun tog fat omkring hans hænder. ”Jeg ved det ikke, men.. Ja, det finder vi jo ud af,” endte hun, som hun direkte valgte at trække sig op på benene, selvom det var et træk som hun meget hurtigt skulle siges at fortryde, for i og med, at hun havde trukket sig op på benene, så endte hun direkte med at få overbalance, hvilket ville sige, at hun røg direkte ind i ham, i et forsøg på ikke at ende med at falde.

[domenico]

Domenico var virkelig taknemlig for at Indira ville blive og holde ham med selskab, for ellers var det da blevet nogle lange dage, hvor han sikkert bare ville have lagt i sin seng og tænkt på hvor hun befandt sig henne i verden. Tænke på at hun var ude i havet, selvom han selvfølgelig ville være glad og taknemlig for at hun var i sikkerhed, men han ville da ligge og mangle og savne hende, for han nød virkelig hendes selskab! Det var også derfor han var så glad for at hun var blevet, for det gjorde ham i et langt bedre humør og han følte at han havde et bedre overskud til tingene, som han faktisk også havde lyst til, såsom at handle ind og købe ting til hende. Han sendte hende et overbærende smil, hvor han ikke tog de mørke øjne fra hende. „Nej, men jeg skal nok lære dig det! Det er slet ikke så svært, det lærer du hurtigt!” svarede han med en tydelig selvsikkerhed. „Desuden, hvis du ikke lærer det, så kan jeg jo heller ikke vise dig min verden, så du skal nok lære det hurtigt!” tilføjede han muntert, uden at han tog blikket fra hende, for det var da umuligt for ham at se væk. Han holdt af hende, hun havde fået en kæmpe betydning for ham, og han ønskede at beskytte hende. Så længe de var så tæt på land og hun befandt sig på hans båd, så følte han et ansvar overfor hende, så følte han at han var nød til at tage sig af hende og passe på hende – præcis som hun havde gjort med ham under vandet, da hun havde taget ham med ud i havet, hvilket var noget som han virkelig havde nydt! Og han ville ønske at han kunne se mere til hendes verden, for den var virkelig smuk! Han rynkede let brynene til hendes ord. „Indbetalt din gæld?” gentog han forundret, inden han brød ud i en munter latter. „Årh hold op Indira! Du skylder mig da slet ikke noget som helst! Dit selskab er tilfredsstillelse nok,” forsikrede han hende med et muntert smil på de rosenrøde læber. At få hende i kjolen og se hende i den – og ikke mindst at den passede hende perfekt – var noget som han var utrolig glad for! Hun var virkelig smuk, både som havfrue og som kvinde! Han greb fat omkring hendes hænder, da hun lagde hendes i hans, hvor han roligt hjalp hende op, selvom det vidst gik for hurtigt, da hun så ud til at få overbalance og ramlede direkte ind ham, skønt han blev stående på begge fødder, hvor han næsten per automatisk slog armene omkring hende, så hun ikke ville falde i gulvet. Han slap et kort og muntert grin. „Du er da vidst vild i dag,” svarede han morende, uden at smilet falmede det mindste. Han hjalp hende roligt op at stå igen, hvor han lod hænderne hvile mod hendes hofter, så han var klar til at gribe hende uanset hvilket vej hun skulle falde. Han vendte blikket mod deres fødder. „Okay. Hold fast i mine skuldre og så går vi langsomt.. okay?” Han vendte de mørke øjne mod hende, hvor han sendte hende et opfordrende smil, som han roligt begyndte at bakke, så hun skulle følge ham og gå fremad, hvor han tog små og langsomme skridt, så hun kunne vende sig til det.