A whole new world

[Deleted]

At Domenico var så glad for Indiras selskab, var selvfølgelig en tanke som kun gjorde hende glad, for hun var jo kun ude på at gøre ham glad. Desuden var han en mand som hun stolede på og vis selskab, hun faktisk godt kunne lide at være i, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Hun betragtede ham roligt, som hun endelig var kommet i tøjet, også selvom det virkelig var underligt at have noget så tætsiddende til hendes egen krop, for det var jo slet ikke noget som hun var vant til! Så længe at han synes at det så fint ud, så var hun dog ikke den som skulle klage af den grund, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket! Hun sendte ham et glædeligt smil. Det at gå, fik han bare til at lyde, som havde det været en så nem en ting at lære, også selvom hun ikke var helt enig, for hvordan pokker holdt man balancen på de to stilke af ben som man havde under sig? ”Det kan du jo sagtens sige!” endte hun direkte morende, for det var jo heller ikke fordi at det var en løgn på nogen måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun blev dog tæt ved ham, også fordi at det var ham som hun havde at klamre sig til, for hvem andre ville da ikke udnytte en situation som denne, hvis det var en mulighed som de havde? Nu havde hun jo set hvilket egoistisk væsen mennesket var! ”Jamen jeg vil jo gerne se din verden..” endte hun mere dæmpet, som hun vendte blikket mod ham. Det var jo faktisk ord som hun mente. Hun var virkelig nysgerrig på den! I det store og hele, så følte hun efterhånden at hun skyldte ham så meget, og så meget som han gjorde ved hende og ikke mindst for hende, så blev hun da aldrig nogensinde gældfri! ”Du gør jo så meget for mig, Domenico! Selvfølgelig skylder jeg dig!” endte hun mere stædigt end det som hun havde gjort brug af før, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket ganske sigende mod ham endnu en gang, som hendes hænder hvilede mod hans skuldre, selvom hendes ben helt klart truet med at give efter under hende, for hun var jo slet ikke vant til at lægge vægten i dem på denne her måde! Mange var måske mere øvede i at bevæge sig på to ben end det som hun var, men et sted så fandt hun det direkte flovt, at hun knapt nok kunne stå op! Hun trak vejret dybt hvor hun blot nikkede. ”O-okay..” endte hun dæmpet, som hun varsomt lod ham træde et skridt tilbage, selvom.. hun egentlig bare blev stående på sin plads, for hun vidste jo slet ikke hvad hun skulle gøre eller noget som helst! Hænderne lukkede sig en anelse mere omkring hans skuldre, mest af alt fordi at hun ikke ønskede endnu en tur i gulvet, for det var jo slet ikke noget som hun fik det mindste ud af uanset hvad! ”Jeg falder..!” endte hun mere febrilsk end det som hun havde gjort det til nu, for løgn var det vel ikke? Slap han, så røg hun med garanti direkte i gulvet!

[domenico]

Domenico var mere end sikker på at Indira sagtens ville kunne lære at gå, for han var der jo til at hjælpe hende! Desuden så var det jo ikke så svært igen! Et lille barn vidste jo ikke hvordan kroppen skulle bruges og var ikke særlig begavede, men Indira var jo en voksen kvinde, så hun ville da have langt lettere ved at lære det! At hun så ikke selv var så optimistisk og havde den samme tro på det som ham, fik ham til at slippe en munter latter, hvor han rystede let på hovedet. „Jamen jeg mener det Indira! Du skal nok lære det! Jeg er her jo,” svarede han muntert, som han sendte hende et betryggende smil. Desuden så kunne de jo sikkert godt få lidt sjov ud af det. Han ville i hvert fald ikke have noget imod at være den som lærte hende at gå, det ville han da være beæret over! Desuden så kom de jo til at være her i nogle dage, medmindre hun valgte at efterlade ham, for at søge ud i havet igen, så de havde jo lang tid til det! Han nikkede roligt til hendes ord. „Det ved jeg godt Indira, og det er jo også derfor du skal lære at gå. Jeg hjælper dig, jeg skal nok vise dig hvordan, og vi tager det stille og roligt ikke?” Han sendte hende et skævt smil, hvor han blinkede lettere opmuntrende til hende. Han var sikker på at hun nok skulle lære det, at hun nok skulle komme til at gå før eller siden, for de havde jo lang tid til at øve det, og så kunne de jo også øve på hans immunitet overfor hendes sangstemme, så han ikke blev så kulret i hovedet, men faktisk kunne blive immun overfor den, så han kunne sidde og høre hende synge uden at skulle overfalde hende, for det ville han ikke have det mindste imod! At hun blev stædig og fastholdt at hun skyldte ham, fik ham til at slippe en munter latter. „Hold nu op Indira! Du skylder mig ikke noget som helst! Jeg gør kun dette for at gøre dig lidt glad,” svarede han sandfærdigt. Hun kunne se det som en tjeneste. En tjeneste som hun ikke behøvede at gengælde, for hvorfor skulle hun? Hun havde vist ham hans verden, og han ville gerne vise hende sin. Desuden hvis det var ham som var endt i fare, så havde hun vel også gjort alt for at hjælpe ham? Det var han i hvert fald selv overbevist om, fordi han stolede på hende, og derfor ville han naturligvis også ofre sig for at komme hende til undsætning – præcis som han havde gjort for to dage siden. At hun blev stående, da han valgte at træde et skridt tilbage, fik ham til at slippe en munter latter, hvor den kun blev højere, da hun var overbevist om at hun faldt. Han rystede smilende på hovedet af hende. „Indira! Jeg har dig jo! Jeg lader dig ikke falde for noget som helst! Jeg skal nok gribe dig,” svarede han sandfærdigt, som han nikkede lettere bestemt, hvor han vendte blikket mod hendes fødder. „Nå.. løft nu det ene ben og tag et skridt mod mig. Gør alt ganske langsomt og mærk hvordan dine benmuskler arbejder,” svarede han roligt, som han blot stod afventende på at hun skulle tage et skridt mod ham og dermed stille sig tæt ind til ham igen.

[Deleted]

Det at gå, var en tanke som gjorde Indira en kende usikker, for hun vidste jo slet ikke om det var noget som hun i det hele taget kunne finde ud af! For ham, så var det måske en meget nem ting, men han havde jo også øvet det siden han havde været helt lille, hvor hun stod som en voksen kvinde og ikke engang vidste hvordan musklerne eller benene skulle bruges! Dog alligevel af den grund, så stolede hun faktisk på ham, og vidste at han ville hjælpe hende, og det var jo heller ikke fordi at de ikke havde tiden til det, og det vidste hun jo godt. Hun havde slet ikke nogen intentioner om at skulle forlade ham når han havde det sådan, og med alt det som han havde gjort for hende igennem den sidste tid, så ville hun da slet ikke forlade ham bare sådan uden videre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun vendte blikket mod ham. Han ville hjælpe hende med det, så var hun også glad for det! Hun nikkede stille til hans ord. ”Det.. det er jo rigtigt nok,” endte hun ganske sigende, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun trak vejret dybt, som hun blev stående, også selvom det var noget af en skælven som havde sat sig i hendes ben, også fordi at der altså var temmelig langt ned! Synes hun i hvert fald! Af den grund, så følte hun nu stadig at hun skyldte ham, for alt det som han havde gjort, for det var jo ikke så lidt efterhånden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At han alligevel skulle være så sikker i sin sag, på at dette var noget som hun faktisk ville lære sig, var noget som gav hende noget af en tillid, også fordi at det var en tro på hende, som hun virkelig godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Stille.. stille og roligt..” gentog hun sigende, også selvom.. hun vidste hvad der ventede når hun lærte at gå, så var det jo også noget som hun ønskede at lære sig så hurtigt som det nu var hende menneskelig muligt! Hun trak svagt på smilebåndet. ”Og du gør mig også glad,” fortalte hun ham med en tydelig ærlighed i stemmen, for det var virkelig noget som gjorde hende utrolig glad, det var slet ikke noget som hun kunne eller ville skjule for ham på nogen som helst måde overhovedet! Som han trådte et skridt bagud, så blev hun stående, for hun vidste jo slet ikke hvordan man skulle gøre! En rødmen tog til i hendes kinder, som han endte med at bryde direkte ud i en latter, for det morede hende virkelig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket mod ham igen. Hun følte virkelig at hun faldt! Sådan som hun stod lænet og direkte klamrende op til ham! ”M-mener du… sådan her..?” spurgte hun usikkert, som hun vendte blikket ned mod sine ben. Hun forsøgte at løfte benet, hvor det blev løftet ganske få centimeter over gulvet og trukket lidt frem, før hun igen satte foden ned. Det var faktisk ikke.. så svært igen, men det at holde balancen, var hun bestemt ikke særlig god til! Det næsten stolte smil bredte sig på hendes læber. ”Det er da slet ikke så svært!” endte hun med en stolthed i stemmen, som hun gjorde det samme med den anden fod. Selvom hendes skridt var små, så var de der!

[domenico]

At lære Indira at gå, var noget som Domenico gerne ville! Han ville gerne se hende glad, når hun faktisk havde lært det og vide at det var ham som havde lært hende det. Efter deres første møde, så havde han jo gerne ville tilbringe tiden sammen med hende, og da hun havde vist ham sin verden, så ville han jo også gerne vise hans verden til hende. Han ville gerne vise hende at hun ikke behøvede at frygte hans verden – så længe hun var sammen med ham om ikke andet, for at bevæge sig op på land alene, ville nok være rimelig risikabelt, specielt her i Peula, for her var der ikke mange mænd som var venligsindet og de fleste kvinder var billige eller også ekstreme snobber der ikke ville have noget at gøre med en, skønt han dog selv havde charmeret sig ind på mange adelige kvinder i sit liv, hvor det var utroligt hvor mange kvinder der faktisk var hinandens ægtemænd utro her til lands, men de fleste kvinder spillede på deres udseende overfor de rige mænd, der typisk var grimme, fede og slatne, og når hustruerne så fik en chance hos de yngre mænd, der bare så lidt bedre ud end deres ægtemænd, så tog de chancen. Det var egentlig rimelig ynkeligt, men sådan var livet i Peula. Han ønskede dog ikke at Indira skulle rende rundt alene, for det kunne ende galt, og så ville hun måske ikke kun blive sat i et glasbur, for der kunne ske langt værre ting ved hende! Han nikkede roligt, som hun gentog hans ord, hvor han sendte hende et skævt smil. „Nemlig.. stille og roligt,” medgav han med et skævt smil, uden at han slap hendes arme på noget tidspunkt, for han ville jo gerne vise hende at han var her for hende. At han også gjorde hende glad, fik ham til at trække muntert på smilebåndet. Det var ord som gjorde ham glad! „Det glæder mig,” svarede han sandfærdigt. Han lod hovedet søge let på sned og vendte blikket mod hendes fødder, da det så ud til at hun skulle til at tage et skridt, hvilket han næsten var spændt på at se hvordan gik. Han holdt fast i hende, så der ville ikke ske hende noget, hvis hun mistede balancen, for han var der til at gribe hende, og han slap hende ikke! Han så hvordan hun forsigtigt løftede det ene ben, hvordan hun langsomt førte det over gulvet, skønt det ikke var meget, hvor hun satte det ned på gulvet igen, hvilket fik et lille muntert smil til at glide over hans læber for.. hun var jo så kær! Han grinte kort. „Det er virkelig flot Indira!” svarede han med en stolt mine, som han betragtede at hun tog endnu et lille skridt med den anden fod, så hun kom tættere på ham. Han vendte let blikket mod hende, hvor et drilsk skær gled over hans læber. „Er det ikke så svært?” spurgte han drillende, som han lod hænderne slippe hende arme, kun for at lægge dem mod hendes hofter, inden han løftede hende op på hans støvler, så hun stod på hans fødder. „Det kan gøres så let!” svarede han drillende, som han begyndte at gå, hvor hun måtte følge ham, eftersom hun stod på hans fødder. Han slap en munter latter, som han vaklede let rundt i kahytten, uden at han slap taget om hendes hofter på noget tidspunkt.

[Deleted]

Alene tanken om at folket på land, skulle være direkte farlige for hendes slags, var selvfølgelig noget som gjorde hende direkte.. skræmt et sted, for det kunne virkelig ikke passe, at det var noget som skulle gå dem så meget på! Hun stolede dog på Domenico, for hun havde aldrig haft en grund til andet, for han havde altid været der for hende, og det var en tanke som hun godt kunne lide! Nu var han i fuld gang med at lære hende at gå, hvilket hun selvfølgelig var frygtelig glad for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, om det nu var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det var. Hendes hænder klamrede sig fast omkring hans skuldre, hvor hun forsøgte at vænne sig til følelsen ved at stå op, for der var virkelig langt ned, hvis man spurgte hende! ”Stille og roligt..” gentog hun endnu en gang, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn. Hun bed sig svagt i læben, som hun vendte blikket mod ham. Som hun havde formået at tage et enkelt skridt mod ham, så bredte det stolte smil sig på hendes læber, for.. det var da ikke så svært! Og det var en tanke som hun mægtig godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke noget som man kunne gøre ved det. Hun følte virkelig at hun skyldte ham for alt det som han gjorde for hende, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun vendte blikket ganske sigende mod ham endnu en gang. ”Det betyder meget for mig..” endte hun med en ganske sigende mine, for det var jo heller ikke fordi at det var en løgn. Hun tog ganske små skridt mod ham, også selvom det virkelig var underligt at bruge musklerne på den måde, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke! Hun stivnede, da han direkte valgte at løfte hende og placere hende direkte på hans egne fødder. Hun blinkede let med øjnene, som hun vendte blikket mod ham. Et stille smil gled over hendes læber, som armene forsigtigt og noget så varsomt gled omkring hans nakke i stedet for, hvor hun forsøgte at følge hans skridt, så hun også kunne lære at bevæge musklerne på den måde, for det var jo slet ikke noget som lå naturligt til hende på nogen måde! Men når hun havde ham, så… skulle det vel nok gå? ”Du gør så meget for mig hele tiden.. Og du får det virkelig også fremstillet som så.. nemt,” endte hun sigende, for løgn var det ikke. Hun vendte de dybblå øjne roligt mod hans blik endnu en gang og med det stille smil på læben, for en køn mand var han, hvor hun også virkelig kun måtte sige sig, at hun var glad for at have lært ham at kende! ”Jeg går ikke ud fra at.. gå på den her måde, er normalt på land?” endte hun med en morende stemme, for selv det vidste hun da. Hun havde aldrig set kvinder gå på mændenes fødder når hun havde set folk vandre langs strandene! Selvom det nu heller ikke var noget som gjorde noget for hende, ås var det jo endelig sådan at det måtte være i den anden ende.

[domenico]

Domenico var glad for at han havde fået hende befriet fra det glasbur, selvom det godt nok også havde kostet ham selv en del smerte, men det betød nu intet for ham, for så længe hun var i sikkerhed, så var han virkelig glad og tilfreds! Intet andet betød noget for ham, for han var utrolig nok ligeglad med sit eget liv, så længe han beskyttede Indira for de onde folk der ønskede hende ondt. Det var dog dage siden at det var sket, og de holdt lav profil, han var godt nok nød til at tage den stille og roligt, eftersom hans ben endnu ikke havde det for godt, men han var alligevel glad for at hun ville blive og tilbringe tiden sammen med ham, for det ville da virkelig have været kedeligt, hvis han havde været her helt alene. Han trak let på smilebåndet, som hun gentog at hun skulle tage det stille og roligt, selvom han var sikker på at hun nok skulle klare det! Han kunne ikke lade vær med at grine ganske let, da hun smilede helt stolt, fordi hun havde taget et enkelt skridt imod ham. Hun var som et lille barn der havde taget sit første skridt, hvilket morede ham! Men ikke mindst fandt han det kært. Han sendte hende et mildt smil til hendes ord. „Jeg er kun glad for at kunne hjælpe,” svarede han roligt, som han sendte hende et varmt smil. Måske de kun havde mødt hinanden en gang før, men under første møde havde de jo knyttet et stærkt bånd, netop ved at vise hinanden den store tillid, hun kunne have dræbt ham, som omvendt, men derimod var han faktisk endt med at holde utrolig meget af hende, og tanken om at der skete hende noget.. skræmte ham.
At hun stvivnede da Domenico valgte at løfte hende op på hans fødder og begyndte at svanse rundt med hende ovenpå sig, så slap han blot en morende latter. Han vendte let dybe mørkebrune øjne mod hende, da hun valgte at lægge armene omkring hans nakke i stedet for, hvor han så hende i de smukke dybblå øjne, der stod i kontrast til hans egne. Han lænede sig en anelse frem, så han kunne lade sin pande møde hendes, hvor han ikke så væk fra hendes blik og blot lyttede til hendes ord, imens han førte hende ganske langsomt over gulvet, næsten som om de havde danset stille. „Jeg gør alle de ting, fordi jeg gerne vil gøre dig glad, specielt efter din sidste oplevelse. Desuden, så er det ikke så svært igen, Indira. Du har allerede vist at du kan tage et skridt, det vil du sagtens kunne gøre igen. Jeg skal nok hjælpe dig,” svarede han med en lettere viljestyrke i blikket. Han ville da ikke opgive hende nu! Desuden var hun jo nød til at kunne gå, hvis han skulle vise hende hans verden og det havde han da bestemt tænkt sig at gøre! Som de pludselig stod tæt, kunne han ikke lade vær med at betragte sig af hvert et ansigtstræk som hun havde, hvor han måtte erkende at hun virkelig var det smukkeste væsen han nogensinde havde set. Hans blik gled mod hendes rosenrøde læber. De læber som han allerede havde mødt et par gange, og som han pludselig følte en underlig trang til at ville mærke igen. Hendes ord afledte dog hans tanker, hvor han vendte blikket mod hendes øjne igen. Et skævt og morende smil gled over hans læber, hvor han rystede let på hovedet. „Nej.. det er det ikke,” svarede han roligt, hvor han valgte at stoppe op, kun for at sætte hende på gulvet igen. Han vendte blikket mod deres fødder. „Jeg fører dig rundt.” Han så kort mod hende, inden han valgte at bakke et skridt og som et tegn til at hun skulle følge ham og dermed begynde at gå.

[Deleted]

Når det kom til tilliden til landjorden, så var den virkelig faldt! Den eneste som faktisk holdt den bare lidt i live, var faktisk ham. Domenico havde formået at vise hende en anden side af landjorden end det som hun og hendes race var kendt med, og det var noget som gjorde hende nysgerrig og igen, så var det alt sammen på grund af ham, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun trak vejret dybt, som hendes blik konstant hvilede på hendes fødder, for der var virkelig langt ned, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hendes blik endte dog med at glide mod ham. Han hjalp hende virkelig, så selvfølgelig ønskede hun også at hjælpe ham, også fordi at hun netop vidste at hans ben ikke havde det særlig godt, men hvad kunne hun da gøre ved det? Det var jo ikke alverdens, men hun kunne gøre, men at holde ham med selskab, hjælpe ham med at sørge for at han holdt sengen og det hele, var selvfølgelig hende en kæmpe hjælp, for hun kunne jo se at det hjalp ham! Og han hjalp jo stadig hende! ”Du har allerede gjort så mage ting for mig,” påpegede hun sigende, som hun lod hovedet let søge på sned, som hun så på ham. Hun holdt af ham og selv for hende, så kunne det virkelig være en frygtelig.. skræmmende tanke et sted, og det var også noget af det som gjorde det svært.
Det var virkelig kommet bag på Indira at Domenico havde valgt at placere hende på hans fødder, men.. hun kunne faktisk godt lide det. Det at komme så tæt på ham, var helt klart noget af det bedste af det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, men hvad skulle hun da gøre ved det? Hendes arme var gledet omkring hans nakke, nu hvor de var endt med at stå så tæt på hinanden, for det var virkelig ikke noget som hun havde det mindste imod, for hun kunne jo rigtig godt lide det. Det var jo slet ikke det. Hun vendte blikket sigende mod ham endnu en gang, som deres pande måtte mødes. At se ham så tæt på, at mærke ham så tæt på, hans ånde mod hendes ansigt var alt sammen noget som måtte sætte en voldsom sitren i hendes krop, for hun følte det virkelig kun behageligt. Det var den eneste tanke som satte sig i hendes tanker og sind, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hovedet lod hun søge let på sned, næsten som hun forsøgte at nå hans læber, selvom.. han stoppede op, hvilket fik hende til at trække sig igen. Hun mærkede hvordan hendes fødder igen måtte ramme gulvet, hvor hun vendte blikket mod ham. Hendes hænder gled igen ned på hans skuldre, som hun nikkede til hans ord. Svagt bed hun sig i læben og tog et forsigtigt og vakkelvorn skridt mod ham. Hun var stadig meget usikker på benene! ”O-okay..” endte hun med en dæmpet stemme, som hun bare fortsatte mod ham. Så godt som det nu var hende menneskelig muligt, for hun så bestemt ikke på det som så nemt, men hun forsøgte da om ikke andet!

[domenico]

Måske at Domenico allerede havde gjort så meget for Indira, men han havde da heller ikke tænkt sig at lade det stoppe! Han holdt frygtelig meget af hende, og han ville jo gerne beskytte hende og passe på hende, specielt nu hvor hun var så sød og dejlig at blive her hos ham, hvor hun i princippet bare kunne tage af sted og svømme ud i havet, for at komme i sikkerhed, men det havde hun ikke gjort, hun var blevet her hos ham og satte sit liv på spil – hvilket han havde det lidt dårligt med, men derfor ville han jo også gerne gøre hende lidt glad ved at gøre lidt for hende, ligesom han havde købt den blå kjole til hende, som virkelig også sad helt perfekt på hendes krop! Hun var smuk og den klædte hende virkelig! Desuden så gjorde det ham glad at hun godt kunne lide den, for så havde han jo valgt helt perfekt! Hun skulle jo have noget ordentlig at gå rundt i, når de endelig skulle ud og han skulle vise hende hans verden – og han så allerede frem til det! Han lod hovedet søge ganske let på sned. „Du kan.. måske ikke lide at jeg gør alt det for dig?” spurgte han forsigtigt, eftersom det lød som om at hun ikke brød sig om at han gjorde alle de ting for hende, men det var jo kun for at gøre hende glad, for han ønskede at give hende lidt glæde tilbage efter hendes dårlige oplevelse for nogle dage siden, hvor hun havde siddet fanget i et glasbur som et dyr, hvilket han ikke fandt sig i, for hun fortjente friheden som enhver anden! Hun var ikke et dyr! Hun var et smukt væsen, der skulle leve frit ude i havet som alle andre!
At komme Indira så tæt, var noget som satte en sitren i Domenicos krop. Han nød at være hende så tæt, selvom.. han ønskede ikke at være for frembrusende eller forvirre hende, han ønskede ikke at ødelægge hendes blik på ham, han ønskede ikke at hun skulle hade ham eller være sur på ham eller frygte ham for den sags skyld, som han vidste at hun havde frygtet de andre, der havde gjort hende ondt, og det ønskede han ikke! Han ænsede ikke rigtig at hun var kommet ham nærmere, eftersom han selv havde trukket sig tilbage, efter at have fortrudt sine tanker, hvor han også fik hende sat fra sig igen. Han vendte blikket mod hende og sendte hende et skævt smil, som han lod hende tage sine vaklende skridt efter ham, og for hvert skridt hun tog, tog han også selv et bagud, så hun skulle følge ham hele tiden. Hans egne skridt var dog også en anelse forsigtige, eftersom han stadig havde ondt i sit lår, på trods af at det var på vej til at lukke sig sammen igen, eftersom det blev healet lidt mere for hver dag der gik, men det havde været et dybt sår, så der ville nok gå lang tid før det ville være helt væk – og nok efterlade et ar – desuden så sørgede han for at rense det hver dag, så der ikke ville gå infektion i det. Han sendte hende et varmt smil. „Du klarer det flot Indira!” svarede han med begejstring i stemmen.

[Deleted]

Domenico havde allerede gjort frygtelig meget for Indira, for det var slet ikke det. Hun havde ikke noget imod at han gjorde så meget for hende, også selvom hun slet ikke brød sig om det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, det var helt sikkert. Hun vendte blikket stille mod ham, som han spurgte hende om hun ikke kunne lide det, for… selvfølgelig kunne hun da det, det var jo slet ikke det! Hun rystede let på hovedet og vendte blikket sigende mod ham endnu en gang, for.. nu måtte han da holde op! ”Jo.. Jo jeg kan Domenico, det er slet ikke det! Du… du gør bare så meget for mig..” endte hun dæmpet. Et sted så følte hun virkelig at hun stod i gæld til ham, og det var ikke altid en tanke som behagede hende, også selvom det slet ikke var så slemt når det nu var ham, for det var slet ikke en tanke som hun havde det mindste imod i den anden ende, for hun kunne faktisk godt lide det. Det var jo slet ikke fordi at han havde gjort noget forkert overfor hende, for det havde han virkelig ikke! Hun sendte ham et stille smil. Det kunne godt være, at hun havde sat meget på spil, netop ved at blive, selvom det var noget som hun gjorde mere end glædeligt, for hun kunne godt lide at være sammen med ham og tilbringe den tid med ham, for det var jo slet ikke det. Hun lod hovedet søge let på sned. ”Du gør bare så meget for mig og.. jeg ved snart ikke hvordan jeg skal give igen,” endte hun sigende og med en mere dæmpet mine.
At gå rundt på benene, var virkelig sjovt og alligevel en morende tanke, også fordi at han var en af de meget få som havde fået hende til faktisk at.. bruge benene på den måde. Hun klamrede sig direkte fast til ham, også fordi at han var en af de meget få som hun virkelig følte, at hun kunne stole på, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. At han havde valgt at trække sig, var en tanke som pludselig nagede hende, selvom det var noget som hun af den grund, forsøgte at se væk fra, for det var ikke noget som hun fik noget ud af alligevel. Hans sår havde været dybe, men det så ud til at være i bedring og det var selvfølgelig noget som hun virkelig godt kunne lide, for så kunne de jo også snart komme i land, så hun kunne få lov til at se en lidt anden side af den! Det var noget som selvsagt gjorde hende frygtelig nysgerrig, så det var jo slet ikke det, for hun ønskede virkelig at lade ham vise hende det, også så hun måske kunne få en langt bedre forståelse af det hele, for det var slet ikke en forståelse som hun havde været vant til på nogen måde overhovedet. At han roste hende, var noget som gav hende blod på tanden, for hun ønskede jo selvfølgelig at imponere ham! Hun tog endnu et varsomt skridt mod ham, også selvom hun kun blev mere og mere sikker på benene, men det tog jo tid! ”Jeg har den bedste lærer til at vise mig det,” påpegede hun sigende.

[domenico]

Måske Domenico gjorde og havde gjort meget for Indira, men.. hvorfor skulle han dog lade vær? Han gjorde jo bare alt for at gøre hende glad, samt han havde reddet hendes liv, fordi han holdt af hende. Han ønskede intet i gengæld, desuden så gjorde hun jo meget ved bare at blive og holde ham med selskab, for det var hun jo slet ikke forpligtet til, hun kunne i princippet bare smutte tilbage til havet, hvis hun ikke gad være her, for hun var jo fri, men hun valgte at sætte sit liv på spil for hans skyld, hvilket han var hende taknemlig for, selvom han ville gøre alt for at beskytte hende og passe på hende. Han lod hovedet søge ganske let på sned til hendes ord. Han var næsten usikker på om hun kunne lide det eller ej, selvom hun sagde at hun intet havde imod det, men.. siden hun gik så meget op i det, så blev han næsten usikker på om hun kunne lide det eller ej, for han ville jo heller ikke gøre noget forkert, tværtimod prøvede han bare på at gøre hende glad! Han endte med at blinke overrasket til hendes ord som hun fortsatte. Han grinte kort, som han lagde sine hænder mod hendes kinder, for at vende hendes blik imod sig. Han sendte hende et varmt smil. „Du skylder mig intet Indira. Dit selskab er gengæld nok,” forsikrede han hende, som han strøg hende blidt over kinderne med sine tomler. Han kyssede hende blidt mod panden, inden han vendte blikket mod hende igen. „Jeg kræver intet i gengæld Indira,” gentog han roligt, uden at han veg blikket væk fra hende. Han kunne på ingen måde kræve noget af hende! Han havde gjort alt dette fordi han holdt af hende, det ville han da slet ikke kræve noget for!
Domenico kunne først vise Indira sin verden, når hun havde lært at gå, for med sit sår i benet, så ville han ikke kunne bære hende rundt, desuden så ville det også være for mistænksomt, derfor var hun nød til at lære at gå, hvilket desuden også ville være langt mere praktisk for hende. Han var desuden glad og næsten stolt over at være den som havde lært hende at gå, hvor han måtte erkende at hun faktisk også gjorde et godt stykke arbejde! Han vendte blikket mod hendes ben, som hun tog endnu et skridt imod ham, hvor han tydeligt kunne se at hun var blevet langt mere sikker, hvilket glædede ham! Han så roligt mod hende igen, hvor han trak grinene på smilebåndet. „Jeg prøver i hvert fald!” svarede han muntert, som han sendte hende et varmt smil. Han strøg hænderne ned over hendes krop, hvor han placerede hænderne imod hendes hofter, for stadig at støtte hende, hvor han vendte blikket mod hende. Han tog et skridt imod hende, for at mindste afstanden, hvor han vendte blikket ganske stille imod hende. Han lod roligt sin pande møde hendes, uden at han tog blikket fra hende. „Du klarer dig fint,” hviskede han i en kærlig tone, som han sendte hende det samme varme smil, imens hans dybe mørkebrune øjne hvilede i hendes smukke dybblå, som han betragtede lettere betagende. „Du er så smuk,” hviskede han dæmpet, hvor ordene gled over hans læber uden at han rigtig selv tænkte over det, og han så heller ikke væk fra hendes øjne.

[Deleted]

Domenico gjorde virkelig utrolig meget for Indira, og det var ikke altid at hun vidste hvad hun skulle gøre ved det, og det var slet ikke en tanke som hun som sådan kunne slå sig til ro med på nogen måde overhovedet. Hun vendte blikket stille mod ham, som hun endnu stod og klamrede sig til hans skuldre, for ikke at ende med at ryge i gulvet igen, for det var hende stadig meget uvant at skulle bruge musklerne på den måde. Om ikke andet, så var det vel også forsøget som talte for hendes del? For hun ønskede virkelig at han skulle vise hende hans verden, også så hun havde lidt at lære, for man lærte jo trods alt hver dag, og der var hun skam heller ikke noget undtag på nogen måde. Desuden stolede hun på ham, for det var også det eneste som han havde vist hende; At han var en som hun faktisk kunne stole på. At han endte med at grine, var noget som hurtigt måtte fange hendes opmærksomhed, som hun vendte blikket direkte mod ham, som han lagde hænderne mod hendes kinder. Hun holdt ham jo med selskab, også fordi at hun slet ikke ønskede at han skulle blive ensom, også selvom.. det vel bare var en undskyldning for at kunne tilbringe den tid sammen med ham i det hele taget? For det var faktisk noget som hun virkelig godt kunne lide! Hans ord fik hende kun til at falde til ro, hvor hun lige så også tog imod det kys til hendes pande, for det føles virkelig, virkelig rart, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Smilet bredte sig tydeligt på hendes læber, for hun kunne slet ikke lade være! ”Det kan godt være, at det er hvad du føler, men.. Jeg føler ikke det er nok.. Ikke med alt det du har gjort og stadig gør..” endte hun dæmpet som hun så ham i øjnene.
Indira vidste skam godt, at det var vigtigt at hun lærte at bruge benene selv, så hun selv var i stand til at gå, også for at mindske den mistanke som det ellers ville skabe, når de gik tilbage på land igen, også selvom hun ikke regnede med at det var noget som ville ske lige her rundt om hjørnet, men ikke desto mindre, ås var det selvfølgelig noget som hun virkelig så frem til, også fordi at hun glædede sig til at se hvad han ville vise hende! At han endte med at tage et skridt mod hende i stedet for, så vendte hun blikket direkte mod ham, som hun selv endte med at blive stående og med hans hænder ved hendes hofter. Han hjalp hende, så det at han berørte hende på den måde, var slet ikke noget som hun sagde noget til, for hun kunne faktisk godt lide det. ”Du viser mig jo hvordan det skal gøres,” endte hun med en dæmpet stemme, som hun ellers blev stående tæt ved ham, for det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som hun havde noget imod i den anden ende. Hendes øjne faldt direkte til hans mørke, hvor hun blev stående og bare.. stirrede i dem. Hans ord fik en mindre farve til at stige frem i hendes kinder, som hun ikke rigtigt kunne gøre noget for af den grund, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var i den anden ende. Grebet omkring hans skuldre valgte hun at løsne en anelse, som hun vendte blikket ned mod hans bryst. Hvad der skete, var hun faktisk ikke helt klar over, men… Hun endte varsomt med at læne sig frem, hvor hun lod læberne møde hans ganske forsigtigt.

[domenico]

Det var tydeligt at Indira ikke var så meget for at Domenico gjorde så meget for hende, men.. han gjorde det jo netop fordi han holdt af hende. Allerede deres første møde havde for han vedkommende skabt et stærkt bånd imellem dem. Hun havde stolet på en fremmede, ligesom han havde gjort, for hun kunne lige så godt have dræbt ham i stedet for at tage ham med ned på havets bund, ligesom han lige så godt kunne have dræbt hende da hun havde været på hans båd, eller også kunne han havde taget hende til fange og slæbt hende med sig for at sælge hende, men han havde ladet hende gå, som hun havde vist ham sin verden og han var kommet til at holde af hende. Han havde heller ikke tøvet med at søge her til hovedstaden for at hjælpe hende fri, og da han var taget af sted, havde han ikke engang vidst om det havde været hende, for et sted havde han jo også været bange for at der var gået så lang tid, fordi hun ikke gad, at se ham igen, hvor han derimod havde savnet og længtes efter at se hende igen, for han havde virkelig nydt hendes selskab. Han lod hovedet søge let på sned til hendes ord, hvor han sendte hende et lille muntert smil. „Indira.. Jeg kunne ikke drømme om at kræve noget i gengæld. Jeg gør alt dette, fordi jeg har lyst, jeg føler ingen forpligtelse eller tvang til det, jeg gør det fordi du betyder noget for mig, og fordi jeg gerne vil se dig lidt glad efter den sidste hændelse,” svarede han sandfærdigt. Han ønskede ikke at hun skulle sidde og tænke på den tid i glasburet hele tiden, men at hun kunne slappe lidt af og glæde sig lidt over disse gaver han kom med, for han havde jo købt den kjole hun nu havde på og hun var virkelig gudesmuk i den!
Domenico kunne ikke tage blikket fra Indira, for hun var virkelig det smukkeste væsen han nogensinde havde set, hvilket ikke sagde så lidt i den anden ende, for han havde været mange steder og mødt en masse forskellige folk og mange forskellige racer, men der var ingen der kunne slå Indiras skønhed og hendes væsen, for hun overgik virkelig alle! Han var virkelig fascineret af hende, men ikke på en måde hvor han ønskede at tjene på det, og heller ikke for at eksperimentere med hende eller udnytte hende, nej han var fascineret af hende på en betagende måde, han kunne se på hende i flere timer uden at blive træt, studere hendes mange detaljer, specielt ved den flotte blå skællede hale, for den var virkelig flot! De brune øjne forlod ikke hendes smukke ansigt, hvor han blev stående helt tæt på hende. Han blev dog en anelse i tvivl om han var kommet hende for nær, da hun rødmede og løsnede grebet omkring hans skuldre for at vende blikket mod hans bryst, hvor han næsten overvejede om han skulle trække sig igen, for han ønskede heller ikke at bringe hende ubehag! Han blev dog alligevel stående, da hun igen rørte på sig, som hun lænede sig imod ham, hvor han selv blev stående. Hans hoved faldt let på sned, som han lænede sig imod hende, hvor han mødte hendes læber i det forsigtige kys, imens hans øjne gled i. Det var ikke første gang de kyssede, men.. alligevel føltes det sådan, for det gav ham den snurrende fornemmelse og et sug igennem maven, som var han oppe og flyve.

[Deleted]

Tanken om hvor lidt det egentlig var, som havde forandret sig på denne her måde, var ikke noget som hun kunne sige noget til nu. Indira var glad, også fordi at hun faktisk følte at hun havde fået en ven for livet, men ikke desto mindre, så var der ikke noget som hun havde noget imod det, også selvom hun vidste, at det var så.. skræmmende forbudt som intet andet! Hun vendte blikket mod ham ved hans ord, hvor smilet selv måtte brede sig på hendes læber, for tanken omkring det, var faktisk noget som virkelig gjorde hende glad, også fordi at det var noget som faktisk bekræftede hende som det væsen hun følte sig inderst inde, men ikke desto mindre, så var det også noget som hun ønskede at skulle vise ham. Hånden hævede hun som den strøg ham roligt over kinden. Han havde gjort så frygtelig meget for hende, så det var slet ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det var. Hun grinede ganske let. ”Så længe du finder en mening med det, så er det fint med mig. Jeg.. føler bare, at du gør så meget for mulig, og mere end det som jeg nogensinde havde regnet med. Jeg fortryder intet.. Jeg fortryder intet af det jeg har gjort sammen med dig..” endte hun med en dæmpet stemme, også selvom det faktisk var noget som hun mente, for det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at lyve om det, for det var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet!
Indira havde bestemt intet imod at have Domenico så tæt på sig, for det var jo bare sådan at det var. Hun vendte blikket mod ham. Han passede på hende, og det var en fornemmelse som hun virkelig godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Den rødmen i hendes kinder, var slet ikke noget som falmede på nogen måde, og specielt heller ikke nu hvor de endnu en gang var endt med at stå så tæt på hinanden. At han lagde hovedet på sned, så hun faktisk bedre kunne komme til, var slet ikke noget som hun havde noget imod, for det gjorde det hele langt bedre, også set i hendes øjne, så selvfølgelig var det ikke noget som hun kunne lade være med i den anden ende! Læberne lod hun meget varsomt og næsten forsigtigt møde hans. Øjnene gled roligt i, som varmen direkte måtte brede sig i hendes krop, for det var virkelig et utroligt behag som strøg direkte igennem hende, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn! Armene gled roligt omkring hans skuldre, som hun roligt trykkede sig tættere ind mod ham, som var det noget som direkte faldt hende naturligt ind, for det var..rart.. og det føles så frygtelig rigtigt, og det var ikke engang noget som hun kunne gøre ved det af den grund, om det var noget som man ville det eller ikke. Fanget i øjeblikket, hvor det kun var ham og hende.. Det var en fantastisk fornemmelse!