Will you marry me?

[ilosonic]

Solen var ved at gå ned bag horisonten og det var langt om længe blevet aften. Det havde været en lun sommerdag, som det havde været de sidste par dage efterhånden, noget som Ilosonic selvfølgelig nød, fordi det appellerede til hans ildkræfter, men han vidste at det gik Ilaria på, noget som irriterede hende endnu mere og som så gjorde det endnu mere ulideligt at være i hendes selskab. Det var ikke for det, for han holdt af hende, og han nød selvfølgelig tanken om at hun var gravid, at de sammen havde skabt den lille skabning der måtte vokse i hendes indre. Hun var efterhånden kommet langt hen i graviditeten, selvom han ikke rigtig havde styr på hvor langt henne faktisk, for han havde de sidste par måneder været nød til at finde en måde hvorpå han kunne redde dem på, så de ikke skulle forlade huset. Han selv havde fået det bedre efter Juliens tortur. At drengen havde ladet ham gå, var noget som han virkelig var glad for. Han bar et sort bind om det højre øje, for at skjule det grimme ar og øjet med, for det var virkelig ikke et kønt syn! Hans skulder havde fået det bedre, ligesom hans højre arm, som ikke længere var betændt eller noget lignende, dog var der et tydeligt ar, efter de mange skader som den havde været igennem. Hans ryg bar ar fra piskeslagene, og hans ribben var som godt som healet, og generelt var han ved at blive frisk som en fisk. Renoveringen gik utrolig godt, som han havde fået det gamle børnehjem lavet om til et vesttårn, med nye værelser, hvor selv hans kontor var kommet hen. Selve tårnet var skilte sig dog ud fra resten af herregården som var bygget i hvidt marmor og sten, hvor tårnet var blevet bygget om med de mørke sten. Muren omkring hans grund, var også bygget med sorte sten, hvor sikkerheden virkelig var blevet skærpet, efter at Ilaria var blevet kidnappet. Nu kunne de endelig gå rundt på egnen uden at de skulle se sig over skulderen. Han overvejede at få stedet beskyttet med magi, så han var helt på den sikre side, som et jo kun var hans egne soldater der måtte bevogte muren. Det gik strålende med hans vine, da han havde fået plantet nye sorter, og selvom han ikke var velset, så solgte de faktisk utrolig godt, for der var jo ingen tvivl om at det var Darcy-familiens vine som var de bedste her til lands! Det var trods alt en gammel familieopskrift. Det som dog bekymrede ham mest, var det at kongehuset var ude efter ham, og han vidste at turen snart kom til Ilaria, så snart hun havde født hans arving, kunne de smide hende ud og det kunne han bare ikke risikere! Så han havde brugt ufattelige mange måneder på at tænke dette igennem og skulle han være ærlig? Hun ville nok ende med at afvise ham, men mon han ikke kunne overbevise hende om at det var det bedste? For dem. Og for barnet. Han havde iklædt sig fint tøj, for det skulle der selvfølgelig til, til denne fine lejlighed, skønt det for hende var uventet. Han bar nogle sorte fløjlsbukser, en blodrød skjorte og med den fine fløjlsjakke af sort stof udenom. Han mærkede let efter i bukselommen.. jo ganske vist, den var der endnu. Han smuttede ned ad trapperne, for at smutte ud i haven, hvor han vidste at hun befandt sig. Det var jo trods alt et af hendes yndlingssteder, ligesom stuen, som han selv også havde fået genopbygget igen, efter hendes raserianfald. Han håbede ikke at hun reagerede sådan, når han faktisk spurgte om hun ville blive hans!

[Deleted]

De lune sommerdage, var bestemt heller ikke noget som faldt trygt ved Ilaria. Eftersom hun ikke havde fået lov til at lade batterierne op, så var det virkelig et sandt helvede for hendes vedkommende! At hun havde brugt hele vintertiden i sengen på grund af en dum sygdom, var noget som virkelig kunne gøre hende direkte rasende og endda som intet andet overhovedet! Maven var ved at være stor. Den var ved at være så stor, at hun ikke længere kunne gå i det tøj som hun ellers ville have gået i, men var tvunget til at gå i løse kjoler, så det ikke strammet omkring den lille for meget. Efter torturen som hun havde været igennem for Sonics skyld, havde heldigvis ikke rørt den lille som tydeligt havde vokset i eftertiden. Hun var langt over halvvejs og det var da blevet en anelse nemmere, selvom den mave virkelig var i vejen for hende og det var noget som direkte kunne gøre hende vred og noget så frygtelig irriteret! Turen ville snart komme til hende. Den eneste grund til at hun endnu var her, var på grund af barnet som hun måtte bære i sit indre og hun vidste det jo godt. Så snart barnet ville være ude, så ville de eskortere hende til muren og til grænsen. Ja, hvad hun skulle lave derefter, var slet ikke noget som hun vidste og det var hende i den grad også en større stressfaktor! Sikkerheden på grunden var i den grad blevet skærpet og selvfølgelig var det også noget som måtte glæde hende. Hun turde faktisk at gå ude uden at skulle se sig over skulderen mere eller mindre hele tiden. Det træk som Julien havde gjort på grunden havde i den grad fået Sonic til at tænke lidt i andre baner. Begge var de kommet sig efter hændelsen. Selv fortsatte hun med at fjerne hans forbinding for øjet, for hun ville hellere se på ham som han var og ikke noget som skjulte sig bag det ene eller det andet. Om ikke andet så i hendes øjne, så havde det faktisk også sin egen charme, om man så ville tro på hende eller ikke, det var jo så en anden side af sagen. Den blå og løse kjole hvilede omkring hendes krop, idet hun selv havde valgt at placere sig under et træ ude i haven, siddende i skyggen og bare.. sidde og kigge. Det var faktisk noget af det som hun brugte langt det meste af sin tid på, nu hvor Sonic også havde grevearbejdet og hun ønskede faktisk heller ikke at forstyrre ham på den ene eller den anden måde, hvis han skulle være helt ærlig. Hun tænkte, prøvede at finde veje hvorpå at hun faktisk kunne få sig det som hun ville kalde et værdigt liv – ligesom det hun havde fundet sig her, men det var ikke rigtigt fordi at der faktisk måtte dukke noget op og hun lystede virkelig heller ikke at tage herfra! Hun nød af den luksus og det var jo heller ikke direkte fordi at hun havde gjort noget mod Procias som sådan. Hun var der jo egentlig bare, så på sit vis, kunne man næsten se på hende som havde hun været en uskyldig af slagsen. Hun sukkede indædt og førte det mørke hår over sin ene skulder og begyndte at lege med totterne som hun lige kunne få fat i. At Ilosonic måtte være på vej, var ikke noget som hun skænkede en tanke. Han havde vel også sit arbejde og som sagt, så ønskede hun ikke at forstyrre ham på denne her måde.

[ilosonic]

Som Ilosonic kom ned ad trapperne og ned i den store forhal, vendte han roligt blikket mod den store hoveddør, der førte ud til gårdspladsen. Hvis han ønskede at Ilaria skulle blive og hun selv ønskede at blive, så var et ægteskab faktisk nødvendigt, desuden gjorde det ham faktisk heller ikke noget at få hende som sin hustru, for.. de mindede allerede som et gammelt ægtepar, de skændes hver dag, holdt om hinanden hver nat, de kyssede, viste hensyn til hinanden, hun plejede ham stadig, selvom det faktisk ikke var nødvendigt, hvilket egentligt måtte more ham, men han nød det faktisk. Men selvom de gjorde alle de ting, så var de faktisk ikke engang gået videre til at kalde dem for et par. Et sted turde han ikke spørge, fordi at han var bange for at hun bare ville afvise ham som altid, hvilket han næsten også regnede med at hun ville gøre når han faktisk endte med at fri til hende, så det var lettere bare at lade tingene gå sin egen gang, uden at de egentlig gjorde noget ved det, for om de så havde gjort det offentligt at de var et par eller ej, så opførte de sig som et, og han kunne ikke komme udenom at han faktisk holdt af hende, så han var faktisk ligeglad med hvad de gik under eller ej, så længe han havde hende ved sin side, der var jo så bare den lille hage ved at de ikke havde trukket den videre, et sted så havde de ingen forpligtelser overfor hinanden, så et sted kunne de godt rende til andre mænd og kvinder, ikke fordi at det ville blive et tilfælde for hans vedkomne, men stadig, så var der jo også det at han ikke kunne kalde hende for sin eller omvendt. Som han tog fat i håndtaget til hoveddøren og åbnede den, mærkede han hvordan han alligevel måtte blive nervøs. Et sted var det jo kun for at holde på hende her, men han holdt også af hende, han nød hendes selskab, plus at hun trods alt ville være mor til hans barn. De var allerede knyttet så tæt, de var kommet hinanden utrolig nær, så hvorfor ikke endelig trække den videre? Han vidste at hun ikke var i sit bedste humør for tiden, på grund af en masse ting, så frieriet ville jo nok ikke blive så let igen, men.. han var jo nød til det. Han sukkede roligt, næsten for at prøve at roe sig selv ned, inden han smuttede uden for. Han gik roligt langs væggen ved den store herregård, inden han kom om til hvor haven begyndte at grænse op. Hans mørke øje gled ganske let omkring. Han var blevet vant til kun at se med det ene, for.. han kunne jo ligesom ikke andet. Han tvivlede på at en healer ville kunne heale hans øje og gøre det rask igen, for selve blodkarrene var sprunget så det stadig var helt blodigt, farven var blevet lettere mat, han bar et stort brandsår udenpå, så generelt var det ikke noget kønt syn. Han rømmede sig ganske let, som han næsten måtte forberede sig i hovedet, hvor han gik i sine egne tanker ind i haven, hvor han vidste at han ville kunne finde hende. Han så op, som han fik øje på hendes skikkelse, hvor et let smil gled over de rosenrøde læber. ”Jeg tænkte nok at jeg kunne finde dig her,” svarede han stilfærdigt og også for at gøre hende opmærksom på at han var der. Han gik roligt hen til hende, hvor han måtte lægge en hånd mod hendes mave, inden han lænede hovedet frem og skænkede hendes mundvig et blidt kys. ”Hvordan har du det min kære?” spurgte han dæmpet, som han kort måtte vende blikket mod hendes mave, som han strøg ganske let med sin tommel.

[Deleted]

Ilaria var virkelig stresset og det at sidde ude i haven, var faktisk noget som kunne roe hende ned. Desuden så vidste hun at Sonic havde meget arbejde at se til, også for at vække bare lidt af den tillid til folket som han havde brug for, så det var heller ikke noget som hun ville ødelægge. For hendes vedkommende så var det vel gået over allerede for længe siden? Hun måtte jo bare vente på at barnet blev født, så ville de jo smide hende ud personligt og hun så virkelig ikke frem til det! Selv hendes lille hoved var fyldt med tanker hvorpå at hun kunne undgå at blive smidt ud, for det var slet ikke noget som hun havde det mindste lyst til på nogen som helst måde overhovedet! Hånden strøg roligt over den store mave. Hun var vel i det som måtte tilsvare 6. eller 7. måned nu? Det ville jo så samtidig sige, at hendes tid i Procias var talte, og det var noget som i sig selv, også måtte bekymre hende frygtelig meget endda, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Siddende i sine egne tanker, frem til at hun endelig kunne fornemme at nogen måtte nærme sig. Det var jo en skikkelse som hun kunne se ud af øjenkrogen. Blikket gled direkte mod Sonics skikkelse. At han kom stadig i sine bandager, selvom hun gang på gang havde fortalt ham, at han faktisk så bedre ud uden det på, så var det bare ikke noget som havde nogen som helst former for betydning når alt endelig måtte komme til alt. Et stille smil passerede hendes læber. Det var heller ikke fordi at det var noget som hun ville skjule, for han havde den effekt på hende. Hun nød at være sammen med ham og hun nød i den grad også at hun kunne pusle om ham. Hun havde ikke ondt mere, selvom det stadig kunne stramme godt til i ryggen som hun måtte bevæge sig, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun trak vejret dybt, som han kom hende i møde og lagde hånden mod hendes mave. Det morede hende virkelig så meget som han nød at være sammen med den kommende lille. Han så i den grad mere frem til det end det som hun gjorde, men det var faktisk begyndt at komme nu. Takket være ham, så.. så glædet hun sig faktisk til at kunne kalde sig for mor. De mindede meget om et par, de puslede om hinanden, de sov endda i samme seng og kunne skændes som et gammelt ægtepar, selvom det klart også var løsnet meget godt op i den anden ende, så man kunne vel også sige at der var kommet noget godt ud af den konfrontation med Julien? ”Du burde efterhånden kende mig, Sonic. Jeg elsker at sidde her.” Hun lod hånden søge over hans som han havde lagt den mod hendes mave. Det var noget som gjorde det til en glæde at bære, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. ”Jeg har det bedre nu.. Kvalmen er i det mindste væk,” svarede hun roligt og med et let træk på skuldrene. For sit vis, så ønskede hun bare at glemme det hele lidt og komme lidt på andre tanker, selvom det virkelig ikke så ud til at virke for hendes vedkommende og hun kunne virkelig ikke gøre noget andet ned at hade og være frustreret over det. Hun vendte blikket mod sin mave igen. ”Jeg troede du var på arbejde?” tilføjede hun spørgende. Hun kommenterede dog ikke hans fine tøj, det var vel bare noget som hørte med til det at være adelig?

[ilosonic]

Et sted så var Ilosonic faktisk utrolig bange for at hun ville ende med at afvise ham helt, når han faktisk valgte at åbne helt op for hende, hvilket jo også var grunden til at han aldrig rigtig havde trukket den videre, for han ønskede ikke hendes afvisninger. Hun havde jo en tendens til at afvise næsten alt han sagde og gjorde for hende, når han faktisk endelig mente det, såsom hans komplimenter, men på den anden side, selvom hun afviste ham, så kæmpede han sig op på hesten om og om igen, for.. til sidst ville det vel lykkedes ham? Det var om ikke andet, så det han håbede på. Han holdt utrolig meget af hende og han fortrød ikke det mindste de havde været igennem, selvfølgelig ville han ønske at hun aldrig var røget igennem Juliens tortur, men.. selv det havde bragt dem tættere på hinanden, og det kunne han ikke fortryde det mindste! Han nød faktisk rigtig meget af tanken om at de skulle have et barn sammen, at de faktisk blev en lille familie, selvom.. kongehuset var på vej til at ødelægge det. Raphaella holdt trods alt sin del af aftalen og fortalte ham alt det hun fik at vide, hvor han faktisk betalte hende for det. Han vidste at tøsen ikke var meget for det, men takket være hende vidste han jo præcis hvornår de ville komme; når Ilaria havde født, men på den anden side havde han heller ikke regnet med andet. Han ønskede dog ikke at miste hende, så et sted så var hans formål i dag lidt.. forhastet. Det var ikke fordi at han så det som det rette tidspunkt, men på den anden side så.. elskede han hende. Hvis han skulle leve resten af sit liv sammen med nogen, så skulle det klart være hende, det var han slet ikke det mindste i tvivl om! Det var hende som han ønskede. Det mørke øjne faldt roligt på hendes skikkelse. Han vidste godt at hun ikke havde noget imod at han smed det sorte stof omkring øjet, som han holdt skjult, men.. et sted fandt han det flovt. Selvfølgelig var det et bevis på at hans ’heroiske’ tur til Dvasias for at redde hende, men det var virkelig et grimt syn, og det var bestemt ikke fordi at han selv var stolt af det på nogen måde. Han smilede skævt til hendes ord, hvor han nikkede med givende. Han lod roligt armene glide omkring hendes krop. Hendes mave var efterhånden blevet stor, men.. han nød det! Han trykkede hende blidt ind til sig, hvor han skænkede hendes nøgne skulder et blidt kys, inden han plantede et kys mod hendes kæbe, kind, tinding, pande, for til at sidst at skænke hendes læber et lidenskabeligt kys. ”Mhm.. dig kan jeg altid finde,” medgav han roligt og næsten selvsikkert. Et sted beviste hver en handling mod hende at han holdt af hende? At han var glad for hende? Han havde jo aldrig behandlet hende på denne.. kærlige måde før, sådan havde han aldrig behandlet nogen før! Han vendte roligt blikket mod hendes hånd, som hun lagde den over hans, hvor et let smil gled over hans læber. ”Det var godt,” hviskede han stille, som han roligt greb omkring hendes hånd og gav den et blidt klem. Han betragtede hende roligt, som hun spurgte ind til hans arbejde. ”Tjo.. det skulle jeg, men … du ved jeg altid vil sætte dig i første række,” svarede han sandfærdigt, som han skænkede hendes kind et blidt kys. Han slap hende roligt, foruden hendes hånd, inden han gjorde en gestus mod bænken bag dem. ”Tag plads kæreste,” bad han roligt, som han selv satte sig ned. ”Du ved at kongehuset har sat sin store oprydning af mørkevæsner er sat i gang,” startede han roligt, som han betragtede haven ganske let. ”Og turen kommer snart til os, til.. til dig.” Han vendte det mørke øje imod hende, som han betragtede hende stilfærdigt.

[Deleted]

Turen i Dvasias havde gjort forbandet meget – for dem begge to faktisk, hvilket var noget som Ilaria et sted også måtte være taknemmelig for. Han behøvede virkelig ikke at skjule sig bag det mørke klæde, for han havde været en helt – endnu en gang havde han været hendes og så ønskede hun heller ikke at han skulle være så flov over hvad han havde gjort, for han var jo flov over resultatet. Hun vendte blikket endnu en gang mod ham som han var kommet hende i møde. Hun var stresset, hun havde svært ved at finde hvile, og hun havde til tider problemer med de hormoner og bare det at han kunne sige en enkelt ting forkert, så var et helvede virkelig også løs! Hun ønskede det ikke. Hun prøvede sandelig også at beherske sig og sin vrede, selvom det bestemt heller ikke var nemt på nogen som helst måde overhovedet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det i den anden ende. At han lagde armene om hende, var noget som hun faktisk godt kunne lide – tanken om at han kunne holde om hende, selvom hun efterhånden var stor som en hval, var noget som hun virkelig priste sig lykkelig med. Hun var ikke nem at elske og hun vidste det godt, men her stod han og holdt stadig fast på hende her på stedet. Hvis det havde stået til hende selv, så havde hun valgt at rejse allerede for længe siden! Der var bare noget andet som holdt hende igen og hun kunne selv ikke rigtigt se hvad det skulle være. Hun holdt af ham, hun… hun elskede ham. I sig selv, så var det ikke ord som hun havde ladet komme til udtryk og heller ikke noget som hun regnede med sådan uden videre. De ville jo ikke kunne få hinanden uanset når barnet blev født. Hun regnede med at de stod på døren så snart at barnet havde forladt hendes indre. Ville hun overhovedet få muligheden for at holde deres lille? Tanken skræmte hende faktisk og det var noget som i den grad også måtte skræmme hende og stresse hende yderligere! De mange kys fik hende let til at himle med øjnene, selvom smilet vel heller ikke var noget som man skulle lægge skjul på? Kysset som han skænkede hendes læber, var dog noget som hun gengældte og mere end glædeligt! Hun nød at han var sådan overfor hende, selvom hun virkelig fandt det en anelse.. akavet på en eller anden måde, men det var så også bare det. Hun vidste jo ikke hvor hun stod med ham direkte, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være. Hvorfor han pludselig skulle vise sig så kærlig og omsorgsfuld, var nu heller ikke noget som hun som sådan kunne forstå, men.. det var faktisk rart. Han holdt af hende og hun vidste det. Han havde gjort mange ting for hende som kun måtte indikere dette, så selvfølgelig var det ikke en nyhed for hende. Hun betragtede ham roligt som han bød hende med hen på bænken, hvor hun mere end glædeligt måtte tage plads. Hun vendte blikket mod ham. ”Du behøver ikke at sætte mig i første række, Sonic.. Du har jo arbejdet og det er jo også.. vigtigt.” Hun hævede sigende det ene bryn og uden at skulle tage blikket fra ham på nogen måde. Hans sidste ord, var noget som virkelig måtte vække en vrede i hende, selvom hun virkelig prøvede at holde det på et minimum. Hun trak vejret dybt og slap det i et tungt suk. ”Ja.. det ved jeg godt,” mumlede hun en anelse som hendes humør pludselig synes at falde til det rene nulpunkt. Blikket gled endnu en gang mod hendes mave. Hånden trak hun en anelse til sig og vendte blikket mod ham. Hun overvejede bare at tage derfra inden hun skulle eskorteres, for det ville hun da slet ikke! ”Sonic.. Du behøver virkelig ikke at have den der på..” Igen et forsøg på at aflede sit eget fokus. Hun hævede begge hænder, kun for at fjerne klædet for hans øje. Hun ønskede slet ikke at se ham.. skjule sig på den måde.

[ilosonic]

Ilosonic kunne virkelig ikke lade vær med at være så omsorgsfuld og kærlig overfor hende, for et sted var det jo også fordi at han var glad når han var i nærheden af hende, hvilket der var mange grunde til. Han nød hendes puslen, han nød hendes selskab og så nød han det faktum at hun var gravid med hans barn. At hun besvarede hans kys, fik hans hjerte til at slå den lille tand hårdere imod hans bryst, hvor selv varmen måtte sprede sig ud i hans krop, som han begyndte at sitre. Han nød virkelig hendes kærtegn og kys! Han kunne selvfølgelig ikke komme udenom at han havde været sammen med mange kvinder før hende, ikke noget seriøst, men de havde trods alt været der, dog var det helt anderledes med Ilaria. Hun var.. det bedste han kunne tænke sig! Jovist havde hun sine mangler, men det havde de jo alle sammen! Af den grund holdt han jo stadig af hende, selvom han faktisk ikke helt vidste hvad det var der fangede ham på den måde, for når alt kom til alt, så afviste hun ham jo nærmest hele tiden, hun skældte ham konstant ud, selv over den mindste ting, hun var efter ham hverdag, hakkede ned på ham, hun havde tilmed slået ham flere gange, og til tider havde han altså ikke fortjent det! Han sendte hende et lille skævt smil, som hun tog plads på bænken, ligesom han selv måtte gøre, dog holdt han endnu fast i hendes hånd, som han gav et blidt klem. Han vidste at hendes temperament var stort, og det var let at udløse på grund af hendes mange hormoner, plus han ikke ligefrem regnede med at deres situation her til lands måtte hjælpe på det, men.. han agtede altså at beholde hende her på herregården! Så måtte hun kaste den stædighed til side og se fornuft i det! Han smilede let til hendes ord og nikkede ganske let. ”Det ved jeg godt Ilaria.. men det er ikke ligefrem fordi at jeg er velset her, så det er mere mine egne planer jeg arbejder på,” svarede han stilfærdigt, som han roligt vendte blikket alvorligt mod hende. Der var selvfølgelig også en masse arbejde her på grunden, såsom med vinplantagen, som gjorde at der var en masse papirarbejde til ham, men stadig! Han så roligt frem for sig igen. ”Men selvom jeg arbejder, hviler du skam stadig i mine tanker,” tilføjede han sandfærdigt og ærlig tone. Et sted bare for at bekræfte for hende at han altid tænkte på hende, også selvom de ikke var sammen, det var jo også grunden til at han opsøgte hende hist og her, såsom denne dag, selvom der selvfølgelig også var et større formål bag. Han lod hende blot trække hånden til sig, hvor han roligt vendte blikket mod hende, som hun igen blev afvigende, hvilket et sted måtte gøre ham nervøs, men også irriteret, for det gjorde hun jo altid! Så hvorfor skulle hun ikke gøre det, når han åbnede helt op og faktisk ville trække den videre? Han rettede sig en anelse op, som hun fjernede det sorte bind på fra hans højre øje, der ikke kunne åbnes helt, som huden nærmest var ætset sammen. Han kunne dog tydeligt mærke den friske luft der ramte det, hvilket et sted var befriende. Et sted lignede han jo nærmest en vanskabning med det øje, hvilket også var grunden til at han havde bindet på! Han sukkede lettere for sig selv, som han vendte blikket mod hende, lettere alvorligt. ”Ilaria … du afviger.. igen,” påpegede han stilfærdigt uden at han tog blikket fra hende.

[Deleted]

Ilaria kunne ikke gøre noget andet end at nyde Sonics omsorgsfulde side, selvom den var hende ny. At han holdt af hende, var hun klar over, ellers havde han heller ikke gået igennem den tortur for hende, som han nu også havde valgt i det store og det hele. Han var kommet hende til undsætning og faktisk formået at redde hende ud derfra. Om det jo så var med løgne eller hvad pokker det var, det vidste hun slet ikke, men det var nu i bund og grund heller ikke noget so hun ville blande sig i, i den anden ende, for det var bare sådan at tingene måtte være. At sidde med ham, var nu altid rart. Ja bare det at være sammen med ham, var noget af det bedste af det hele, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun vendte blikket mod ham. Måske at han ikke var velset, men han var jo stadig greve og det kunne vel kun gavne ham hvis folket faktisk havde en tillid til ham? Det kunne måske redde hans ende i den anden ende, nu hvor hendes tydeligvis snart var på vej ud af landet og.. uden sin søn eller datter, hvilket faktisk var en tanke som skræmte hende direkte, for hun brød sig slet ikke om det på nogen som helst måde overhovedet. ”Uanset, så er arbejdet jo stadig vigtigt,” påpegede hun roligt og ikke mindst med en lettere stilfærdig stemme på denne her måde. Hun betragtede ham roligt og med en sigende og alvorlig mine. Hun vidste nemlig godt at hun havde ret i den udtalelse. Det sagde nemlig lidt sig selv, at kongehuset bestemt heller ikke ville have noget imod at kunne kyle ham ud, så de ventede vel egentlig bare på en mulighed for at kunne gøre det? Det var umiddelbart det som hun selv ville gå ud fra og det var noget som selv måtte bekymre hende og meget endda. At hun afveg ham, var noget som hun vidste, men det var noget som gjorde hende rolig. At lede fokus lidt andre steder var noget af det som hun selv ville definere som vigtigt i den anden ende. At han jo så bed sig mærke i det, forundrede hende egentlig ikke. Hun havde selv valgt at fjerne hans forbinding, for det var slet ikke noget som kunne bruges set i hendes øjne. Hvorfor skjule den som man var? Hun lod hånden roligt vandre over det og med et svagt smil på læben. Det skræmte hende virkelig ikke og det var der vel heller ikke nogen grund til set i den anden ende? Hænderne trak hun en anelse til sig endnu en gang som han valgte at kommentere det. Hun trak på skuldrene som var det noget som ikke betød det mindste i den ene eller den anden retning, for det var egentlig bare sådan at tingene nu end bare måtte være. Hun trak vejret dybt og vendte blikket mod ham i stedet for. Tungen strøg let over læberne. ”Jeg bryder mig bare ikke om tankerne.. De smider mig vel ud.. så snart at barnet er født,” sagde hun stille. Selv så måtte vreden melde sig i hendes stemme uden at hun egentlig tænkte over det sådan direkte, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så kunne hun ikke rigtigt gøre noget ved det. Hun ønskede det bare ikke! Hænderne foldede hun foran sig, som hun vendte blikket væk fra ham og ud i haven som var den pludselig langt mere interessant set i hendes øjne. ”Det… det stresser mig, Sonic..” Hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang. En anelse mere hjælpeløst end før.

[ilosonic]

At arbejdet kom i første række vidste Ilosonic godt, det var jo heller ikke fordi at han slet ikke arbejdede, for det gjorde han jo mere eller mindre hver dag. Det var også et sted for at komme lidt væk fra Ilaria, specielt når hun var i sit dårlige humør, desuden vidste han at hun satte pris på privatlivets goder og det at være lidt alene af og til. Men han så jo altid til hende, som han gjorde nu, selvom det vel også var fordi at han først nu havde fået taget sig sammen? Et sted var han bare ved at få kolde fødder, men han kunne ikke bakke ud, han måtte for en gangs skyld mande sig op og ikke lade sig blive tromlet bagud af en tøs skarpe bemærkninger og afvisninger! Han ønskede at hun skulle blive her, han ville gøre alt for at hun skulle blive her! Så der var slet ikke nogle afvisninger der kom på tale! Han smilede et lille skævt smil for sig selv. ”Jeg ved godt at arbejdet er vigtigt, og det gør jeg også hver dag, hvis du ikke har bemærket det..” svarede han stilfærdigt, som han roligt betragtede hende, ”men derfor ønsker jeg stadig at se til dig.” Han så roligt frem for sig igen, hvor det mørke øje gled henover havens mange former og skabninger i form af træer, buske, blomster og lignende. At hans forbrændte øje ikke skræmte hende væk, var noget der faktisk måtte glæde ham, for det beviste da kun at hun accepterede ham for den han var, og ikke fordi at han havde mistet det ene øje, som ellers måtte gøre hans ansigt lettere vansirende! Hun havde gang på gang sagt til at ham det ikke var nødvendigt med det bind, selvom at det også mere var for alle andre her på stedet, for ikke engang ham selv nød at se sig i spejlet uden det stof om øjet, for det var nærmest skræmmende at se på! Forfærdeligt! Og lidt forfængelig havde man vel lov til at være? At hun ikke brød sig om tankerne undrede ham ikke, for det var trods alt hende som det ville gå ud over, at det ligefrem stressede hende bekymrede ham et sted, men.. han havde jo faktisk en løsning på det. Han så lettere tænkende og overvejende ud i luften, inden han trak vejret dybt og slap det ganske let, som han igen vendte blikket mod hende. ”Jeg ved det godt Ilaria.. så snart de kan går de efter dig, finder de noget på mig, så ryger jeg med,” svarede han stilfærdigt, som han betragtede hende lettere overvejende. Han lod sin tunge vædede sine læber ganske let, som han nærmest måtte samle modet. Han havde egentlig aldrig rigtig regnet med at denne dag ville komme men.. han måtte gribe den nu hvor chancen bød sig. Han lagde roligt en hånd mod hendes ene lår, som han gav et blidt og beroligende klem, inden han strøg det ganske let. ”De smider dig ud, så snart du har født, men.. der er skam en løsning på at du skal blive,” fortalte han sandfærdigt. ”Og.. jeg vil virkelig gøre alt for at du bliver Ilaria. Fra det øjeblik jeg mødte dig, har jeg ikke fortrudt en eneste dag med dig. Jeg nyder dit selskab, jeg nyder.. dig,” begyndte han roligt, hvor han egentlig følte sig dum, men han måtte gøre det! ”Og måske jeg ikke ville have spurgt dig, hvis det ikke var for situationen, men.. et sted er det fordi jeg har været.. bange, for at spørge.” Han sank let den klump, der havde sat sig fast i hans hals, som han roligt satte sig ned på knæ foran hende, hvor han roligt tog hendes ene hånd og klemte blidt omkring den. ”Jeg holder utrolig meget af dig Ilaria og jeg ønsker ikke at der skal ske dig noget, og heller ikke vores barn. Jeg ønsker at du skal bo her sammen med mig, være sammen med mig, så vi begge kan se vores barn vokse op,” fortalte han roligt, som han så hende direkte i blikket. ”Så derfor spørger jeg dig, Ilaria Isthar Ilaroísma.. vil du gøre mig den ære og.. gifte dig med mig?” spurgte han i en lettere håbefuld tone, som han roligt fiskede æsken frem og åbnede den for hende, hvor en guldring med en isblå diamant, der matchede til hendes øjne, måtte ligge, hvor hendes navn var indgraveret inderst i ringen.

[Deleted]

Ilaria vidste godt, at hammeren måtte falde før eller siden og det var noget som virkelig måtte genere hende på alle måder endda, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Det var faktisk en tanke som direkte måtte irritere hende og som intet andet overhovedet. Det skræmte hende faktisk! Nu hvor hun var faldet så godt til her på Herregården og hun ikke decideret havde gjort noget imod Procias som sådan, så kunne hun virkelig heller ikke se hvorfor at hun skulle straffes for noget af det som kongehuset valgte at straffe alle mørkevæsner med, for det var virkelig, virkelig unfair! Hun blev siddende ved ham og med blikket hvilende på ham. At hans ansigt var så kraftigt vansiret var slet ikke en tanke som skræmte hende. Alene tanken om at han var gået igennem det for hendes skyld, var noget som faktisk måtte varme om hendes iskolde hjerte. Han stod med det i sine næver, selvom hun måske ikke ligefrem havde været den bedste til at vise det for hende på den ene eller den anden måde. Hun sukkede næsten opgivende og rystede på hovedet. At hun hvilede i hans tanker var hun selvfølgelig glad for og hun nød i den grad også at være sammen med ham på denne her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. ”Det sætter jeg umådelig stor pris på, Sonic,” sagde hun roligt og ikke mindst ærligt, som hun endnu en gang måtte vende blikket mod ham. Hun måtte virkelig holde sig på måtten heromkring og det var bestemt heller ikke noget som var nemt for hende på nogen som helst måde overhovedet. At han selv stod i farezonen for at ryge samme vej, var et sted en tanke som.. lettede hende? Specielt hvis hun selv måtte være på vej ud, så ville de da altid kunne være sammen? På den anden side af muren om ikke andet? Hun trak vejret dybt og med et svagt suk endnu en gang. ”Jeg bryder mig ikke om tanken,” endte hun dæmpet. Vrede og frustration hvilede der, selvom hun virkelig prøvede at holde det i snor på den ene eller den anden måde, for hun ønskede ikke flere skænderier med ham, for hun var virkelig bange for at hun ville ende med at skubbe ham helt væk, selvom graviditeten virkelig kun måtte være hende et helvede, for hun vidste at det slet ikke var godt for barnet, men hun kunne virkelig ikke gøre for det! At der var en løsning på hele deres problem, var noget som hurtigt måtte fange hendes interesse, hvor hun vendte hele blikket mod ham. Hvad dette måtte lægge op til, var slet ikke en tanke som faldt hende ind, for hun var virkelig blind for den slags. Hun havde jo heller ikke oplevet noget hen af den stil før, så hvordan skulle hun da kunne gætte sig frem til det? Hun hævede sigende og en anelse forvirrende det ene bryn. Hvad var det egentlig som han var ude på? Det var slet ikke noget som hun kunne se eller forstå for den sags skyld. Hun himlede let med øjnene, selvom ti-øren måtte falde i det samme sekund som han faldt på knæ foran hende. Hun blinkede med øjnene som hun næsten endte med bare at sidde og stirre på ham. Var det her et frieri? Et ordentligt og vaskeægte frieri?! Hendes hjerte startede for alvor med at skulle hamre mod hendes bryst, selvom hun var blevet ekstremt dygtig til at skjule lige netop dette. I mange sekunder sad hun bare og stirrede på ham. Ja hvad skulle hun sige? Var det kun for at holde hende i Procias og ved ham? For barnets skyld? Umiddelbart så var det næsten det som hun måtte tolke ud fra hans ord. De isblå øjne søgte direkte til hans, også selvom hun ikke kunne se det ene, selvom det virkelig ikke var noget som skræmte hende væk på nogen som helst måde overhovedet. ”Så.. det er din måde at holde mig i Procias på? Et frieri?” Hun endte dog alligevel med at gå ned i knæ foran ham. Hun holdt af ham og frygtelig meget endda, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Hun elskede ham jo og hun ville elske at blive her sammen med ham! Hun lod hovedet søge let på sned, som hun lod knæene hvile mod jorden. At hun blev beskidt, var hun på sit vis fuldkommen ligeglad med. Hun endte dog med at nikke. ”I mine øjne.. for din og for barnets skyld, så vil jeg med ære og glæde blive her.. og tage dig til ægte,” sagde hun roligt. Hun sendte ham et smil. Det var som om at en sten lettede fra hendes bryst og tillod hende at puste frit!

[ilosonic]

Ilosonic havde aldrig rigtig knyttet sig til nogen, hvilket han faktisk kunne takke sin far for. Den mand hadede han virkelig af hele sit hjerte, så man skulle tro at det var løgn og han havde også personligt slået manden ihjel! Faktisk på denne grund, omme i vinplantagerne, dog intet han nogensinde havde fortalt til nogen eller noget. Han kunne ikke komme udenom at han var en morder, for selv havde han dræbt i Dvasias – det var næsten en hverdag i det land – men han havde også dræbt Keischa, dronningen af Procias, og fandt kongehuset ud af det, så ville han stå til henrettelse og det var der intet der kunne redde. Dog var han sikker på at de ikke fandt ud af det, for han havde brændt alle beviser og tilmed også hendes lig, så de ville nok ikke kunne finde noget på hende, for nok han var en skurk, en ond mand, men han var utrolig god til at slette sine spor efter sig! Det havde han jo været nødsaget til igennem hele sit liv. Han var utrolig god til at holde lav profil. Det var dog ikke noget som hvilede i hans tanker for nu, det var Ilaria, som hun havde gjort igennem de sidste mange par måneder. Da han til at starte med havde taget hende med, havde det egentlig kun for at have lidt selskab, han havde ikke engang regnet med at hun ville blive hos ham, men.. så var hun blevet syg og han havde holdt om hende hver aften, han havde reddet hende fra pesten, og det var også hendes sygeforløb, som havde fået dem knyttet til hinanden til at starte med, derefter havde de nærmest været uadskillelige, han havde holdt om hende hver aften fremover, gjorde det tilmed endnu, de var endt med at komme hinanden utrolig nær, hvilket jo så godt nok havde resulteret i hendes graviditet, men han fortrød det ikke, det kunne han ikke! Selv det havde bragt dem tættere på hinanden, fordi de faktisk havde skabt et levende væsen sammen, de havde en fællesting, deres barn. Hun var blevet kidnappet, hvor han havde taget efter, for at redde hende, og han havde fået hende hjem i sikkerhed, hvor han også selv havde sluppet med livet i behold og efter den nat, så var det gået op for ham at han virkelig ikke kunne leve uden hende, at han ønskede at beskytte hende, han ønskede at hun skulle være sikker, hvilket var grunden til at han nærmest havde pisket folk til at bygge den mur så hurtigt som muligt omkring hele grunden. Han elskede hende. Hun var den eneste han nogensinde havde været knyttet så tæt til, og han nød det et sted. Han havde godt nok fået bevist at hun var ham en svaghed, hvilket han ikke brød sig om, men.. han vidste at hun kunne forsvare sig selv, det havde jo sådan set kun været på grund af hendes graviditet at hun havde været så sårbar, for hun var bestemt ikke svag, på trods hun var en kvinde! Det var jo det som hun havde bevist for ham allerede under deres første møde. Han smilede muntert til hendes ord, skønt han intet sagde til det, for hun skulle ikke tro at han hånede hende, men han var faktisk glad for at han kunne gøre noget som hun faktisk satte pris på; netop at have hende i sine tanker hver dag. Og lige denne dag havde været helt ekstrem! Noget måtte han gøre rigtig siden hun blev her på stedet, siden hun fortsatte med at ligge i hans favn om natten, siden hun fortsatte med at skænke ham kys og kærtegn, og han nød det virkelig også! Han trak vejret dybt, som han faktisk var endt med at fri til hende, hvor han blot betragtede hende lettere afventende, imens han tydeligt mærkede hvordan hans hjerte måtte hamre imod hans bryst. Han bed sig svagt i læben ved hendes ord, som han næsten regnede med at hun ville afvise ham igen, men.. så måtte han altså banke noget fornuft ind i hovedet på hende! Han så blot til som hun satte sig foran ham. At hun så endte med at sige ja, overrumplede ham næsten, som han blot sad på knæ og stirrede lettere åndsfraværende på hende i flere adskillelige sekunder. Hun sagde ja? Et bredt og muntert smil gled over hans læber, hvor hans blik lettere flakkede mellem hende og ringen, inden han endte med at tage ringen og hendes ene hånd, som han satte ringen på hendes finger, uden at smilet falmede det mindste. Han vidste snart slet ikke hvad han skulle sige! ”Jeg..” Han endte med at smile for sig selv, som han roligt rejste sig og trak hende med op at stå igen, inden han endte med at slå armene omkring hende og trykke hende ind til sig. ”Jeg gør det ikke kun for at holde på dig, men fordi jeg har lyst Ilaria … jeg ønsker du skal være min,” hviskede han dæmpet mod hendes ene øre, uden at smilet ville falme det mindste, som han blot blev stående og holdt hende tæt ind til sig i en omfavnelse.

[Deleted]

Sonic havde reddet Ilarias røv adskillige gange allerede, så han var vel også hvad man kunne kalde Prinsen på den hvide hest? Om ikke andet, så var det faktisk sådan at hun ville se på ham og det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede det ene eller det andet af ham. Tanken om at han selv kunne stå til en frygtelig straf og ikke bare en landsforvisning var selvfølgelig noget af det som måtte gå hende mest på i den anden ende. Han havde reddet hende fra pesten og han havde reddet hende, selvom torturen allerede havde meldt sig da hun var endt kidnappet. Nu hvor han var så meget over hende som det han måtte være ,så var det slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af i den anden ende, for hun var virkelig ked af, at det var hende som var endt som et svagt punkt for ham, for hun havde aldrig ønsket ham noget ondt. Ja, hun havde måske slået til ham når det havde været fortjent – og når hun havde haft lyst. Hun havde ikke altid været sød ved ham, men han havde alligevel været overbærende, for ikke at glemme at han heller ikke var den mand som havde det hele i munden, hvilket i den grad også var noget som hun kunne lide ved ham. Han var noget ganske særligt, men at han direkte havde planlagt at fri til hende her i aften, var noget af det sidste som hun nogensinde havde regnet med, at hun skulle have lov til at opleve, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Lige hvordan man skulle reagere eller hvad man skulle sige, det vidste hun ærlig talt ikke. Det var en.. glæde som hun aldrig nogensinde havde følt før, så selvfølgelig var det også noget som måtte betyde rigtig meget for hende. At føle lykke på den måde, var ikke noget som hun kunne sige sig, at have oplevet før på den ene eller den anden måde. Hun var svær at holde af, elske og holde ud. Lige hvordan han klarede det, var slet ikke noget som hun kunne forstå, men hun nød i den grad tanken om det. Ringen som hun fik på fingeren var noget som selv fik hende til at smile. Den føles på ingen måde som en byrde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at tingene måtte være. Stenen i ringen fik hende bare til at smile, for det var kun tydeligt for hende, at dette ikke bare var en ring som han havde valgt for at vælge den. Hun rejste sig sammen med ham, hvor hun mere end glædeligt placerede sig i hans favn, hvor hun slog armene forsigtigt omkring hans mave. Hendes egen mave var jo frygtelig i vejen efterhånden, hvilket var noget som måtte frustrere hende noget så frygtelig voldsomt! Hun vendte blikket mod ham og med det stille smil på læben. ”Du ønsker og vil have mig som din?” gentog hun en anelse forundret. Hun kunne ikke rigtigt komme udenom at det var noget som gjorde hende nysgerrig og faktisk efterlod hende med ønsket om at vide mere, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun trak vejret stille og dybt som hun stillede sig en anelse på tå, kun for at kunne skænke hans kæbe et kys. Hun nød at have ham tæt på, på denne her måde, det var helt sikkert og så samtidig vide at.. hun faktisk var den som stod ham nærmest og havde.. retten på sin side til at stå sådan her. Det var i den grad også noget som hun godt kunne lide.

[ilosonic]

Det at fri til Ilaria, var noget som Ilosonic virkelig havde overvejet frygteligt på det sidste, for han vidste godt at det ville gøre at hun kunne blive her i landet efter at barnet var født, eftersom hun faktisk ville stå som hans hustru og dermed grevinde af Procias, men.. han friede ikke kun for at holde på hende, for for hans skyld kunne de tage til Dvasias og bo der resten af deres dage, skønt han et sted også var forræder af det land, men det var han sådan set ligeglad med, han var sin egen herre og gad ikke gå under andre folks love foruden hans egne. Han var sådan set også ligeglad med hvor han befandt sig henne i verdenen, så længe det var sammen med Ilaria. Desuden så friede han, fordi han ønskede at hun skulle være hans, og det beviste ringen og alle de forpligtelser som måtte følge med, ligesom ansvaret som hendes mand. Han ønskede at kunne kalde hende for sin, og kalde ham for hendes. Han ønskede at være sammen med hende, at folk vidste at han holdt af hende, at han elskede hende, som han også gjorde, og tilmed af hele sit hjerte! Han friede til hende, for at holde hende her, og han ønskede at holde hende her, fordi han elskede hende, det kunne vel egentlig ikke være mere simpelt end det? At hun ikke afviste ham, men faktisk valgte at sige ja og blive hans, var noget som virkelig efterlod ham med en følelse af glæde og lykke uden lige! Han havde aldrig regnet med at skulle stå i denne situation, han havde aldrig regnet med at finde en han kunne elske, han havde faktisk aldrig rigtig troet på kærlighed eller lykken, ikke før han havde mødt hende i hvert fald. Han havde altid troet at kærlighed, lykke og alt det var overvurderet, det havde jo faktisk aldrig rigtig ramt ham, han havde hadet den familie han var kommet ind i, den eneste han bare havde holdt lidt af, var hans mor, men hun var blevet taget fra ham i en tidlig alder, så han havde aldrig rigtig knyttet sig til hende, han havde hadet sin far, som han tilmed havde dræbt, og så havde der bare været løse kvinder han kort havde hygget sig med. Han havde altid været en enspænder, klaret sig selv på sin egen hånd, men alt var blevet ændret til det øjeblik han havde mødt hende, noget som han slet ikke kunne fortryde på nogen som helst måde overhovedet! Han trykkede hende blidt ind til sig, selvom hendes mave godt nok var en anelse i vejen, men skulle han være ærlig? Så gjorde det ham ikke det mindste! Han elskede tanken om at hun var gravid, tanken om at barnet hun måtte bære i hendes indre var hans, noget de havde skabt. Han smilede let, som hun skænkede hans kæbe et kys, inden han vendte blikket mod hende. Han betragtede hende med et ærligt og troværdigt blik, hvor han nikkede ganske langsomt. ”Jeg har længe ønsket at du skulle være min Ilaria,” svarede han i en dæmpet og dog sandfærdig tone, som han stadig var bange for at hun ville afvise ham, men nu hvor hun faktisk havde sagt ja, så kunne han godt tage det sidste skridt imod hende. Han sank ganske let den klump som måtte sidde i hans hals, inden han trak vejret dybt. Han greb roligt omkring hendes ene hånd, hvis kno han skænkede et blidt kys. ”Jeg elsker dig Ilaria,” fortalte han i en ærlig tone uden at han tog blikket fra hende. ”Og jeg ønsker du skal være min og ingen andens! Du er den eneste jeg nogensinde har knyttet mig til, og jeg kunne virkelig ikke ønske mig noget bedre end dig,” lagde han roligt til og sendte hende et mildt og stille smil, inden han lænede sig frem og skænkede hendes læber et forsigtig og dog lidenskabeligt kys, som hans øjne let måtte glide i. Han elskede hende virkelig!

[Deleted]

Det at fri var et stort skridt i sig selv, det var noget som Ilaria allerede var kendt med. Det var skam heller ikke fordi at det var noget som hun havde regnet med, at han ville gøre i det store og hele, men det var nu sket alligevel, så selvfølgelig skulle det falde ind som en kæmpe overraskelse, for det havde det i den grad også gjort, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket! At bære ringen var noget som hun faktisk ville gøre med stolthed! Hvis det ikke var fordi at hun elskede ham, så havde hun i den grad også skænket ham endnu en voldsom afvisning, for derefter at skulle le ham direkte op i hovedet, men det var nu ikke noget som hun havde gjort, så selvfølgelig var det noget som spillede frygtelig godt ind for hende, men dette var ikke noget som hun rigtigt kunne fatte.. Det var så langt ude for hendes fatteevne at man skulle tro at det var løgn! Kulde, afvisninger og mørke havde altid været en del af hendes liv frem til at hun havde mødt ham. Maven var ganske rigtigt i vejen, men det var så også det, det var end ikke noget som hun ville skjule det mindste på nogen måde overhovedet. Hun trak vejret dybt, hvor hun selv hævede den ene hånd som hun lagde mod hans bryst. Han fik hende altid til at falde til ro, også selvom han var den som kunne tvinge hende højt op i det røde felt som det rene ingenting, men han var også den som kunne holde om hende, få hende til at falde til ro igen og så samtidig efterlade hende med følelsen af at være i tryg forvaring og det var noget af det som hun selv havde brug for. Hun kunne ganske rigtigt handle selv, men det var heller ikke altid lige nemt på denne her måde, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun lyttede til hans ord, også selvom hun vidste, at det krævede at han måtte åbne endnu mere op for hende, så selvfølgelig var det noget som glædet hende, at det faktisk måtte se ud til at han gik med til det. Hans ord varmede hendes indre. At vide at han.. virkelig elskede hende, var noget som selv kun skræmte hende, for det var heller ikke noget som hun havde været udsat for før, så selvfølgelig var det også noget som betød ekstremt meget for hende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun sendte ham et stille smil, hvor hun mere end glædeligt måtte møde ham i hans kys som hun besvarede selv med den samme længsel og lidenskab som han selv måtte lægge i det. Hun hævede hånden og lod den stryge mod hans kind, idet hun ganske roligt brød det igen. Det var forbandet rart at have ham i sin nærhed og at dette faktisk kunne redde hendes røv i Procias, så hun faktisk kunne blive her og sammen med ham, så kunne det jo kun gøre det hele meget bedre, for hun havde ham.. et sted hvor deres barn kunne vokse op i tryghed og de ville være omkring begge to, så kunne det vel heller ikke blive bedre. Hun himlede let med øjnene. ”Du er blevet for dygtig til det der, Sonic,” påpegede hun som hun sendte ham et let og stille smil. ”Så længe du er min, så kan jeg kun være tilfreds. Jeg… jeg elsker også dig,” gengældte hun. Ikke fordi at det var ord som hun normalt ville have sagt, men… hun lystede virkelig at fortælle ham dem.

[ilosonic]

Det var faktisk et kæmpe skridt som Ilosonic havde taget denne aften, netop ved at fri til Ilaria og tilmed sige at han elskede hende, skønt at det alt sammen var noget som han ønskede, lystede og mente. Han mente inderligt at han elskede hende, og hvem ville ikke være sammen med den person de elskede til døden dem skilte? Han kunne ikke ønske nogen højere end Ilaria, for hun var virkelig alt det som han måtte ønske sig. Han havde vel også mere eller mindre gjort det mere end tydeligt at han holdt af hende? Ellers havde han slet ikke reddet hende alle de gange, men bare ladet hende dø i stedet for; som han jo faktisk plejede at gøre. Hun var den eneste som rigtig var kommet ind på ham, hvilket faktisk var utrolig, eftersom hun var den person som hun måtte være. Det var utroligt at lige netop hende var kommet ind på ham, og at det lige netop var hende som han friede til denne nat, for han havde ikke styr på alt det som hun havde gjort mod ham, hånet ham, fornærmet ham, slået ham, men alligevel så holdt han hende ud og hvordan han gjorde det, ja det vidste han godt nok heller ikke, selvom at han ikke kunne komme udenom at han bare var glad for at det var hende som han var endt med her. Han ville faktisk være stolt over at kunne kalde hende for sin hustru, selvom at titlen ikke betød det mindste for ham, for han kunne fint smide det hele på gulvet for hendes skyld, for sandheden var, at han kun ønskede at leve sit liv, hvis det var sammen med hende, så smed de hende for porten, jamen så fulgte han efter hende! Dog måtte han indrømme at nok boede de her i Procias, selvom at det også var i udkanten af landet, men.. han fandt faktisk herregården som sit hjem. Det hele tilhørte jo også retmæssigt ham, men her følte han sig faktisk hjemme, her følte han sig tryk og i sikker forvaring, ligesom han også her kunne falde til og se sit eget barn vokse op sammen med den kvinde han elskede. Hvem kunne ønske sig noget højere? Hans hjerte måtte begynde at banke fast og hurtigt imod hans bryst, som hun valgte at besvare hans kys, der fik varmen til at sprede sig ud i den mindste del af hans krop. Et muntert og nærmest lykkeligt smil måtte glide over hans læber, som hun roligt lagde hånden mod hans læber og brød kysset. Han vendte roligt det mørke øje imod hende, hvor han sukkede lettere saligt. Han kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet til hendes ord. Et sted glædede det ham dog kun, at han var blevet bedre til at nå ind til hende, og at hun ikke afviste ham. At hun faktisk selv valgte at gå så langt og tilmed gengælde hans ord, var noget der varmede ham, noget som glædede ham og som han satte utrolig stor pris på, for han vidste at det var at tage et frygtelig stort skridt for hendes del, men på den anden side, så ville han jo aldrig håne hende for det, for han følte nøjagtig det samme. ”Det er jeg glad for at du siger,” hviskede han i en rolig og sandfærdig tone. Han gjorde et let kast mod hovedet. Sent var det jo også ved at blive, selvom at solen ikke var helt nede endnu, men den gik jo også først sent ned. ”Vil du ikke med indenfor igen?” spurgte han roligt. Fryse kunne hun jo ikke, så den bekymring havde han ikke behov for at føle.