Stop growing!

[Deleted]

Foråret havde tydeligt lagt sig over Procias, selvom det nu ikke var noget af en glæde som ramte Ilaria på den ene eller den anden måde, men det var jo så bare sådan at det nu måtte være i den anden ende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Solen stod højt, selvom Ilaria forholdt sig i skyggen under de store træer ude i haven, som allerede nu var ved at være i fuld blomst. Det var nok noget af det bedste ved det hele. Hendes morgenkvalmer var kun taget til med tiden, hvilket i den grad gjorde, at hun virkelig var muggen anlagt! Maven voksede, den var blevet en anelse hård, men også ved at bule ud af, hvilket hun bestemt ikke fandt nogen charme i! Til tider, så forbandede hun stadig Sonic for at have gjort hende smækfed, for hun fandt det bare fortvivlende og frustrerende, for hun var slet ikke klar til at blive mor. Hun følte sig ikke som nogen mor og det var kun noget som gjorde det hele værre.
Graviditeten tvang hende nærmest til at skulle bevæge sig rundt i kjole. Et sted gjorde det hende selvfølgelig langt mere feminin og hun vidste også godt, at Sonic måtte holde øje med hende, selvom hun ikke altid kunne se ham, så var det noget som mildest talt måtte rage hende en høstblomst. Hun kunne stadig passe på sig selv! Med håret hvilende over den ene skulder og med den ellers så faste mine, så stirrede hun mere eller mindre ud over den store have. Den var slet ikke som da Ilosonic havde overtaget stedet her, men det var nu heller ikke noget som gjorde hende noget. At det fik lov til at vokse mere frit og mere vildt, var noget som gjorde hende langt mere tilfreds end alt det andet, for det var vel også tydeligt af sig, at de ikke var typiske procianere? Tungen lod hun stryge let over læberne, som hun foldede hænderne over den minimale lille bule ved hendes mave. Tanken om det lille væsen som måtte vokse i det indre – et væsen som hun var tvunget til at beskytte, var bestemt heller ikke noget som hun direkte havde fundet nogen glæde i. Tvært imod, så ville hun gøre absolut alt for at få det til at stoppe med det! Et svagt suk forlod hendes læber, som hun rystede på hovedet. Nemt var det bestemt heller ikke på den ene eller den anden måde.. Hun havde vel brug for Sonic, om hun ville det eller ikke?
Roligt lænet tilbage op af træet og med benene let trukket op under sig, så blev hun bare siddende. Vinden blæste stadig en anelse koldt, så det var noget som kun ramte hende med et behag, så hun gik uden nogen varmere beklædning – For hendes del, så var det jo bedre, jo koldere det faktisk måtte være. De isblå øjne betragtede hendes omgivelser. Hun havde ligget i sygesengen hele vinteren og nu stod foråret i fuld spring. Et sted så måtte det jo også fascinere hende, at det var sådan her at det måtte gå for sig. Hele naturens cyklus, selvom hun havde oplevet den så mange gange, at hun efterhånden ikke havde tal på det. Hun rystede de tanker ud, som hun vendte blikket mod maven. Hun havde stadig kvalme og hun var i den grad også ved at være forbandet træt af det!

[isabella]

Hun slog langsomt øjnene op, som hun blev revet ud af søvnen og det tætte mørke blev erstattet af de beskedne omgivelser, hun befandt sig i. Solen bankede ind af vinduerne, i dens blændende stråler kunne man se de fine støvkorn danse i luften. Det måtte være langt over middag. Isabella missede med øjnene i det skarpe sollys, forsøgte at orientere sig, mens hun langsomt slog dynen til side og svingede benene ud over sengekanten. Hun var på Ilosonics herregård, Vladimir Darcys søn, hendes halvbror, og hun sad et øjeblik og stirrede fraværende ud i luften, mens hun tænkte nattens møde igennem. I starten ikke særlig succesfuldt, men så havde han skiftet mening og pludselig var hun velkommen til at overnatte?
Hun så sig lidt om, før hun rejste sig, greb sin sorte kjole der hang over sengegærdet og trak i den uden besvær. Hun snørrede bindebåndene bagpå med fingernemme bevægelser, surrede dem stramt ind, så den veldrejede figur blev fremhævet og brysterne skubbet op; det var sådan hun kunne lide at gå klædt - man var jo ikke sensuel dæmon for ingenting.
Der var stille i huset. Hun måtte have sovet til langt op ad formiddagen, så gad vide hvor Ilosonic var nu?
Hun gik hen til vinduet og skyggede med hånden for det skarpe sollys. Det havde været umuligt at se, da hun ankom i nat, men nu hvor det var blevet lyst, viste det sig at værelset lå vendt ud mod haven. Hun stod lidt og betragtede de store træer, buskene, blomsterne der var ved at springe ud, da hun med ét fik øje på en mørkhåret kvinde, der sad lænet op ad ét af træerne med benene trukket op under sig. Isabella blev nysgerrig, og strakte sig for bedre at kunne se. Indtil videre havde hun ikke set andre på Carino Fattoria end Ilosonic - udover et par tjenestefolk naturligvis - og hun havde ganske vist spekuleret på om hendes halvbror overhovedet havde noget familie, der boede her sammen med ham.
Kvinden i haven var afgjort ikke ansat her. Hendes klæder og hendes afslappede holdning måtte i dén grad give Isabella lyst til at finde ud af, hvem hun var. Og Isabella var bestemt ikke den tilbageholdende type. Så hvad end hun var gæst her eller ej, forlod hun sit værelse og gik ned i haven, hvis hun ville - og det ville hun.

Som sagt, så gjort. Kort efter havde hun fundet vej ned i den fredfyldte grønne have. Hun var endnu ikke stødt på Ilosonic, men det afholdt hende ikke fra at bevæge sig rundt på hans ejendom.
Hun gik gennem haven, over græsset, og kunne nu se kvinden tydeligt. Kvinden havde ikke set hende endnu, men det ville hun nok lige om lidt, idet Isabella kom gående direkte mod hende. Hun gik med rolige, elegante skridt, alt imens hun betragtede kvinden med eftertænksomme øjne, og stoppede så op et par meter fra hende med de glødende, mørke øjne stilfærdigt hvilende på hendes skikkelse.

[Deleted]

Man kunne ikke ligefrem betragte Ilaria som en gæst her på stedet. Ilosonic havde selv valgt at åbne sine døre for hende, og hun havde mere end glædeligt valgt at takke ja til denne invitation. At det jo så var endt ud i dette som hun havde kæmpet med igennem vinteren og skulle igennem det første lange og kommende stykke tid, så havde hun måske overvejet det lidt mere dengang, men nu stod hun altså i det. Hun havde ikke fået lov til at lade batterierne op i form af kulde igennem vinteren, for hun havde ligget direkte dødssyg i sengen. Tanken var hende bestemt heller ikke behagelig, men det var nu bare sådan at det nu måtte være, og nu hvor hun var gravid, så gjorde det bestemt heller ikke tingene bedre for hendes vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af.
Kvalmen var det som måtte holde hende vågen i løbet af nattens timer og specielt om morgenen, hvor hun kunne finde på at skulle vågne, udelukkende fordi at hun følte, at hun skulle kaste op. Den følelse var ganske enkelt forfærdelig og så tanken om de mange måneder, hvor hun skulle gå og have det sådan her? Og så med en voksende mave, som allerede måtte være lidt på vej, var bestemt heller ikke noget, som gjorde det meget nemmere for hende på nogen som helst måde overhovedet! Det var noget som direkte måtte frustrere hende, selvom hun havde fået bugt med det værste. Resten måtte hun jo bare bide i sig, for det var jo heller ikke fordi at Ilosonic lod hende gøre særlig meget af sig selv. Et sted fandt hun det charmerende og et andet sted, så fandt hun det direkte irriterende, for hun var altså ikke hjælpeløs af sig!
At hun blev iagttaget, var slet ikke en tanke som faldt hende ind. De fleste tjenestefolk, havde hun faktisk formået at skræmme væk, som nyheden omkring hendes graviditet havde nået hende. Hun havde jo smadret hele stuen og sad med en mindre forbinding omkring hendes håndled. Hun havde jo skåret sig og alt mulig andet, selvom det nu slet ikke var noget som hun havde valgt, at tage sig af på denne måde. Det var bare noget som var sket i hendes direkte vrede, fortvivlelse og frustration. Hun var ikke kylet ud, tvært imod, så var Ilosonic meget mere over hende nu, hvilket hun et sted heller ikke havde noget imod, men det kunne så sandelig også godt blive for meget i længden.

Ilarias blik faldt direkte til den kvindelige skikkelse som måtte komme hende i møde. Måske at mange holdt sig langt væk fra hende, hvilket der vel også var en god grund til? Denne kvinde var bestemt ikke af tjenestestaben, det var noget som hun kunne konkludere udelukkende på grund af hendes beklædning og hendes gang. Hun lod hovedet søge let på sned, som hun måtte misse med øjnene i den skarpe sol. Hun bed det bare i sig lige for nu. Det var jo heller ikke fordi at hun havde brokket sig meget for tiden, for det havde hun i allerhøjeste grad. ”Og hvem er du så?” Måske et frygtelig krævende spørgsmål, for hun krævede skam også sine svar. Hun var bare ikke typen som man skulle løbe om hjørner med. Det var noget af det dummeste som man kunne gøre.

[isabella]

Kvinden her var vist ikke i godt humør. Ellers var hun bare forsvarsberedt, måske mistænksom generelt overfor fremmede?
Isabella lod ganske diskret blikket glide ned på kvindens hænder og derefter straks tilbage til hendes ansigt. Ingen ring. Hun var ikke gift, ergo var hun heller ikke grevinde.
Hendes skarpe spørgsmål fik blot Isabella til at rynke lidt på panden.
"Mit navn er Isabella," sagde hun med antydningen af et glat smil, "Jeg er én af Ilosonics..." - hun holdt en kort pause - "... slægtninge. Fjerne slægtninge."
Ikke et øjeblik kom løgnen til udtryk i de mørkebrune øjne, idet hun trods alt havde livslang erfaring med bedrag. Hun var altid påpasselig med at holde kortene tæt ind til kroppen og aldrig buse ud med alle detaljer lige med det samme overfor folk, hun ikke kendte. Og denne kvinde kendte hun ikke, og hun vidste ikke hvilken relation hun havde til Ilosonic; derfor fandt hun det klogest at vente lidt med at indvilige hende i sin identitet, til dels også fordi Ilosonic faktisk ikke havde anerkendt hende helt som sin søster endnu. Det var tydeligt, han stadig manglede beviser, men Isabella vidste, hvordan hun skulle greje ham. Hendes indre kattedyr kunne løbe om hjørner med folk i en grad, man ikke troede mulig.
Hun lagde hovedet let på skrå alt imens hun betragtede kvinden med et strejf af eftertænksomhed. Hun var meget smuk, nærmest betagende, hendes hud var helt lys og glat, og hun havde de klareste, isblå øjne. Isabella bedømte hende til at være cirka på hendes egen alder, det vil sige et sted i starten af 20'erne. Måske midten.
På trods af, kvinden ikke var grevinde, var hun heller ikke tjenestepige, og derfor måtte hun jo alligevel på én eller anden måde havde en vis... rang. Når hun sad her i Carino Fattorias have og slappede af en mild forårsmorgen, betød det vel hun boede her om end ikke permanent, så midlertidigt. Konklusionen var, at det nok var bedst at have en vis respekt for hende. Selvom kvinden ikke selv havde titalt Isabella særlig høfligt, betød det ikke, hun havde tænkt sig at gøre det samme. Isabella var i stand til at se igennem fingre med dén slags, og høflighed var jo kun en overflade, som hun egentlig så mere som en slags forholdsregel.
"Og De...?" spurgte hun roligt og nikkede en enkelt gang i hendes retning, "Hvem er De?"

[Deleted]

Skulle Ilaria være helt ærlig, så vidste hun heller ikke hvor hun måtte stå med Sonic. Han havde fortalt hende, at han ville hjælpe hende igennem det kommende barn som hun måtte bære – Hans arving med andre ord. Han havde tilgivet hende for at smadre absolut hele stuen, han havde ikke kylet hende ud som hun havde været bange for, så nu var det også langt nemmere at slå sig til ro med tanken om, at man inden længe, skulle være stor som en hval.
Ilarias blik måtte tydeligt følge denne unge kvinde. Hun kendte hende ikke og hun havde efterhånden set temmelig mange sætte foden her på stedet for at forsvinde igen. Hun var ikke en del af tjenestestaben, så meget kunne hun da hurtigt konstatere og specielt ved det ordforbrug som hun havde valgt at benytte sig af. Det var da kun noget som måtte tyde på det direkte modsatte! Det kyniske smil bredte sig på hendes læber. En fjern slægtninge? ”Sjovt, at han så aldrig nogensinde har nævnt dig,” påpegede hun ganske kortfattet. Han havde kørt så meget i sin egen slægt, men han havde dog aldrig nævnt Isabella af den grund.
Lige hvad denne kvinde faktisk ville her, var Ilaria fuldkommen ligeglad med på alle måder endda. Hun kneb øjnene en anelse mistroisk sammen og lod hovedet søge ganske så let og stille på sned. Hun tog bestemt ikke sine chancer hvis hun kunne blive fri for det, for det kunne da hurtigt vise sig, at blive fatalt og specielt nu hvor hun var gravid! ”Jeg er Ilaria Ilaroísma,” præsenterede hun sig stilfærdigt. ”Ikke en slægtninge.. Nok snarere.. en god og nær ven af greven,” tilføjede hun roligt. En hel løgn var det jo ikke og hun havde ikke nogen anelse om hvor pokker hun måtte stå med manden, så var det vel også bare, at tage det lidt som det nu måtte komme?
Ilaria satte begge hænderne roligt i jorden i et forsøg på at rejse sig. Maven var til at se efterhånden, selvom den stadig var lille, og det var i den grad også en tanke som hun måtte hade mere end noget andet! Lidt forfængelig skulle man da have lov til at være. ”Jeg ved så ikke om den kære Ilosonic, har advaret dig imod at komme mig for tæt på? Jeg har min egen.. personlige grænse,” tilføjede hun ganske kortfattet. At sidde i selskab med nogen som helst, var bestemt heller ikke noget af det som hun måtte hue mest efter lige for tiden. Tvært imod, så ønskede hun faktisk bare at kæmpe sig lidt igennem dette alene.. Dog med Sonic ved sin side.

[isabella]

Faktisk var det næsten ikke engang løgn, at Isabella og Ilosonic var fjerne slægtninge. Ilosonic føltes i hvert fald fjern for hende, og de var jo i virkeligheden stadig fremmede for hinanden, så rent mentalt var det nærmest sandheden, hun havde fortalt.
Hun sukkede tungt ved kvindens ord uden overhovedet at forsøge at skjule det. Denne her dame var vist ikke ligefrem venligheden selv.
"Jeg sagde trods alt også fjern," påpegede hun overbærende.
Da kvinden - Ilaria - på et tidspunkt rykkede en anelse på sig, så Isabella pludselig maven under hendes hvide kjole. Ikke stor, men synlig, og den bløde, runde form tydeliggjorde at der altså ikke var tale om en lille topmave, men derimod noget helt andet: kvinden var gravid.
Isabella hævede det ene øjenbryn og trak let på smilebåndet på en måde, der nok godt kunne opfattes som fornedrende, men i virkeligheden faktisk kom ad medlidenhed med Ilarias situation.
"Ah," - hun rettede blikket sigende mod hendes mave - "Dén slags ven."
Isabella havde selv haft sin del af "gode og nære venner" gennem tiden, og det tog hende ikke mere en brøkdelen af et sekund at regne ud, hvordan tingene hang sammen. Det var Ilosonics barn, kvinden bar. Formentlig ikke et planlagt barn, siden de hverken var gift eller forlovet, hvilket i øvrigt også ville gøre barnet til en bastard. Ikke at Isabella nogensinde havde set ned på børn født uden for ægteskab - det var hun jo trods alt selv - men det undrede hende alligevel at man som adelig, som greve, ikke gik mere op i sådan noget. Det betød sikkert, at de ikke havde kendt hinanden så længe, ikke mindst taget i betragtning af, at Ilaria ikke helt syntes at vide, hvordan hun i virkeligheden skulle relatere sig selv til Ilosonic.
Isabella var både overrasket og glad for at finde, at der var en kvinde i hendes brors liv, og ærlig talt, så morede det hende lidt at der også snart ville være en baby. Nu havde hun jo ikke kendt Ilosonic så længe, men hun så ham ikke ligefrem for sig som en sømmelig faderfigur og et godt eksempel, så forhåbentlig var denne kvinde bedre rustet. Venligtsindet var hun i hvert fald ikke, det kunne Isabella hurtigt konkludere, hun var en stærk og kynisk isdronning, men heldigvis var Ilosonics halvsøster en meget overbærende person, der kunne se hen over sådan noget.
Da Ilaria satte hænderne i jorden og forsøgte at rejse sig, rakte hun med et venligt smil en hånd ud mod hende som et tilbud om at hjælpe hende op. Hun undlod at kommentere på hendes sidste ord.
Ilosonic havde slet ikke nævnt nogen Ilaria overfor hende, selvom kvinden bar hans barn. På den anden side havde han tydeligvis heller ikke omtalt Isabella for denne sin veninde, hvilket fik hende til at tillægge Ilosonic et yderst hemmelighedsfuldt og - eller - diskret sind.

[Deleted]

Ilaria måtte faktisk sige sig fuldkommen ligeglad med hvor langt ude, at Ilosonic måtte være beslægtet med kvinden foran sig. Han havde været ærlig overfor hende siden starten og det var også automatisk det som gjorde, at hun faktisk kunne blive irriteret over, at han slet ikke havde nævnt, at han havde en søster.
”Uanset..” mumlede hun afvisende. Hun var ikke den venligsindede type, hun var ikke den moderlige type, så det at hende og Sonic skulle til at stå som forældre, var bestemt heller ikke noget som man kunne sige, måtte falde direkte i hendes egen smag, for hun havde jo trods alt smadret stuen, da det var blevet gjort kendt for hende selv, hvilket resultat deres ene nat havde haft. Ikke fordi at det var noget som hun havde fortrudt, for der var intet at fortryde.
”Dén slags ven? Hvad mener du med det?” Denne gang virket hun vred. Det var bestemt heller ikke fordi at hun ville fremstilles som en form for ’bolle-ven’ hvis hun da ellers kunne blive fri! Det var en eneste aften som var gået lidt over styr og man kunne vel også snildt sige, at Sonic havde fået smæk for det på denne måde? Hun havde hørt, at han havde været i sving med arbejdet i stuen efter hun havde smadret den, også selvom hun faktisk måtte erkende, at hun havde troet at han ville smide hende ud, for det var virkelig meget hun havde formået at få smadret og som det rene ingenting endda! Hun vidste til gengæld også godt, at barnet ville blive set ned på de adelige kredse, udelukkende fordi at det var udenfor ægteskab, men det var nu heller ikke fordi at hun direkte havde noget bånd til det barn. Hun ønskede det ikke, men Sonic nægtet hende jo at gøre noget som helst ved det. Det ville jo få hende kraftigt dømt.
Ilaria afviste tydeligt den hånd som blev rakt mod hende, for hun kunne udmærket godt selv sørge for det hele! Hun kom op på benene og med den samme faste mine. Hvis denne kvinde kun var her for at nedgøre hende mere end det som hun selv havde oplevet, så kunne hun sgu godt finde nogen andre end hende, for det var bestemt heller ikke noget som hun fandt sig i! ”Jeg ved virkelig ikke hvem du er, eller hvad pokker du bilder dig ind, men jeg er altså ikke hjælpeløs!” vrissede hun let. Hun havde altid været en kvinde med et frygteligt temperament. Det var vel også derfor, at hun til dels ikke vidste hvordan pokker Sonic kunne holde hende ud i længden. Hun slog de tanker ud.. det var slet ikke tanker som var hende noget værd at tænke på for øjeblikket.
”Isabella.. På hvilken måde, er du beslægtet med Ilosonic?” Et sted så ønskede hun vel også at indvies bare en anelse mere i hans liv? Så det at møde lidt mere af hans familie, var jo altid en måde, at gøre det på og det var bestemt også noget af det som hun ønskede. I bund og grund, så var det vel også lidt en måde, hvorpå at hun kunne få tankerne ledt i lidt andre retninger end på den mave som hun måtte bære. Måske ikke så stor igen, ,en det var jo bare et spørgsmål om tid.

[isabella]

Efter at have kendt Ilaria i to minutter, overraskede det ikke Isabella at hun var typen, der ikke skulle nyde noget af en hjælpende hånd fra nogen. Imens Ilaria selv fomåede at få rejst sig, trak hun roligt hånden til sig uden den mindste antydning af bitterhed. Et lille, overlegent smil gled over hendes læber, idet hun havde lidt på fornemmelsen at Ilaria faktisk selv følte, at hun på grund af sin graviditet havde tabt. Kropumulig kvinde, det var der ikke nogen tvivl om, men ikke desto mindre var Isabella ret sikker på, at hun udgjorde et godt parti for Ilosonic. Hun var bestemt, hun var stædig og hun var - mildt sagt - temperamentsfuld. Måske ikke ligefrem kvaliteter de fleste mænd ville værdsætte hos en kvinde, men venlig eller ej, så kunne man ikke komme udenom at Ilaria i hvert fald kunne blive en grevinde, der forstod at sætte sig i respekt... hvis altså Ilosonic nogensinde havde i sinde at ægte hende - for selv ville Isabella i hvert fald ikke kunne holde hende ud, det kunne hun allerede nu konstatere.
Hun kneb dog øjnene en smule sammen, da Ilaria vrissede ad hende som tak for tilbuddet om hjælp. Helt ærligt, hvad bildte hun sig ind?
Og så one million dollar-spørgsmålet... "på hvilken måde er du beslætet med Ilosonic?". Nu hvor hun vidste hvem denne kvinde var og gik ud fra at hun havde gættet hendes relation til Ilosonic, var der faktisk ikke nogen grund til ikke at fortælle det.
Hun tog et par skridt hen imod Ilaria, mens hun kiggede hende skamløst i øjnene. Da hun befandt sig cirka en halv meter fra hende, stoppede hun uden tøven.
"Han er min halvbror," sagde hun så i et fast, men lavmældt tonefald, der nok også havde et strejf af overlegenhed i sig. Det frydede hende ærlig talt lidt, især fordi det faktisk var sandheden - for en gangs skyld helt uden at være gradbøjet.

[Deleted]

Det var slet ikke fordi at Ilaria kunne betegne sig selv som Ilosonics partner på den ene eller den anden måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Det var ikke fordi at hun var den som tog imod hjælp og specielt hvis hun selv kunne gøre det hele! Nok gravid, men hun var bestemt heller ikke hjælpeløs af den grund! At hun direkte måtte fortælle hende at hun måtte være Ilosonics halvsøster, var noget som tydeligt havde en overraskende effekt på hende.
”Det er løgn.. Du vil da ikke stå her og bilde mig ind, at du er Ilosonics halvsøster,” endte hun med en tydeligt overraskende mine. I så fald, så burde han vel have fortalt hende det? Han fortalte hende da altid om sådanne ting, når det endelig var noget som skete og specielt fordi at han gik op i ærlighed, for han havde trods alt heller ikke løjet for hende før. Hun måtte slippe en mindre latter, som hun slog sig selv på knæene. Hun var jo trods alt heller ikke så stor endnu, at hun ikke kunne bukke sig en anelse ned.
”Den må du virkelig længere ud på landet med. Jeg ved at han har 2 brødre, hvoraf den ene er død,” fortalte hun kortfattet. Marius var jo trods alt død for et godt stykke tid siden efter. Ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste, for det gav hende. De isblå øjne faldt direkte til hendes skikkelse og med den samme kortfattede mine. Hun nægtede ganske enkelt at tro på det som denne tøs måtte stå og fortælle hende. Det måtte virkelig være hendes spøg!
Ilarias blik måtte falde direkte til Isabellas blik. Ikke fordi at hun havde den største tro på hendes ord, for Ilosonic ville vel have fortalt hende, hvis det var fordi at han havde andre søskende end Marius og den ukendte som de aldrig sådan havde snakket om? Det var da noget som hun direkte måtte gå ud fra.”Det fortæller mig dog ikke, hvad det er du laver her på Ilosonics herregård,” tilføjede hun sigende. Hvis dette var en tøs som hun skulle gå rundt omkring mere eller mindre hver eneste dag, så var det bestemt heller ikke et godt førstehåndindtryk som hun havde fået af denne kvinde, så det var bestemt heller ikke noget som man skulle tage som en god ting, for hun var i den grad forbandet skeptisk af sig og lod ikke mange komme så tæt på. Hun havde kun oplevet, at det ikke var noget som bragte noget godt med sig.

[isabella]

Ilaria troede, Isabella lavede sjov med hende. Hun lo, hvilket i øvrigt var det første smil, Isabella havde set brede sig i Ilarias uden tvivl smukke ansigt - og så var det ikke engang oprigtigt. Isabella gik da i hvert fald ikke ligefrem ud fra, at Ilaria grinede med hende, men derimod ad hende.
Ærlig talt, så var det ikke - well - det var ikke helt den reaktion, Isabella havde forventet. Da Ilaria begyndte le, gled et øjebliks strejf af desorienting hen over hendes ansigt, mens hun med rynket pande betragtede hende i sin morskab.
Det første, Ilaria sagde, besvarede Isabella blot med et enkelt nik med hovedet, et hævet øjenbryn og et let forundret smil spillende i mundvigen, idet hun faktisk fandt Ilarias reaktion en smule morsom. Hun forstod det dog godt, for det var ærlig talt en mærkelig situation pludselig at finde ud af, man har søskende, man ikke har kendt hele livet. Det måtte det også være for Ilaria, og Isabella fandt det også en smule mærkeligt, at Ilosonic ikke havde fortalt denne kvinde om sin nyfundne halvsøster? Men ikke desto mindre var det ikke løgn. For en gangs skyld var det faktisk sandheden, tro det eller ej.
Den nemmeste måde at få det til at gå op for Ilaria, at jo - det ville Isabella faktisk stå dér og bilde hende ind, var nok at forholde sig rolig og lade Ilaria tro, det var en spøg, indtil hun selv kunne se på Isabellas ansigtsudtryk, at det var hendes ramme alvor. Så det var det, hun gjorde.
Hun undlod at kommentere på hendes ord lige med det samme, men blev pludselig meget opmærksom, da Ilaria sagde det om Ilosonics to brødre. To brødre? Indtil videre havde Isabella kun hørt om én?
Hun bed mærke i, hvad Ilaria sagde, uden at lade det komme til udtryk i sit ansigt, udover det hemmelighedsfulde glimt i de mørke øjne.
Da hun var færdig med at tale, slog Isabella et kort sekund blikket ned i jorden, før hun igen så Ilaria i øjnene uden at gøre intet andet end at ryste på hovedet med et uvilkårligt 'tro-det-eller-ej'-smil, på en måde så man ikke kunne være i tvivl om, at det var for at bekræfte hvad hun lige havde fortalt hende. At det altså ikke var en spøg.
"Bebrejd ham ikke, han ikke har fortalt om mig," sagde hun så med et skævt smil, "Vi har samme far, men har bare tilfældigvis først opdaget det efter 57 år."

[Deleted]

Ilaria kunne virkelig ikke tage det seriøst. De havde netop indgået den tanke til, at de skulle være ærlige overfor hinanden og han havde undladt at fortælle hende, at han havde en søster som han faktisk måtte holde her på stedet? Ikke fordi at hun kunne gøre meget andet end at bide det i sig, selvom det faktisk måtte være noget som måtte irritere hende en anelse, for det værste som man kunne sætte hende i, var når hun ikke kunne følge med.
Hovedet søgte ganske let på sned og med den samme faste mine. Hun trak ganske kortfattet og ligegyldigt på skuldrene. ”Det ændre jo bare ikke det faktum, at han ikke har fortalt mig det,” fortalte hun ganske kortfattet, for det var jo faktisk sådanne ting som kunne gøre hende sur, det var jo når hun ikke kunne finde rundt i det og alt det greve-halløj, var jo noget af en mundfuld allerede fra før af!
”Hvordan kan jeg vide med sikkerhed, at du er Ilosonics bror?” spurgte hun ganske kortfattet og med den samme faste mine som før. Hvorfor skjule sin skeptisme, når det var noget af det som faktisk måtte stå stærkest? Hun havde altid haft et problem med tillid til folk og det at nogen i det hele taget bare trådte frem og påstod det ene og det andet, gav hende jo ikke just beviser på, at det jo faktisk var sandt! Hun havde brug for håndfaste beviser!
”Jeg vil nødigt ende med at skuffe dig, Isabella, men jeg har brug for håndfaste beviser, og ikke bare dine ord på det. Jeg kan jo ikke vide med sikkerhed, om du lyver eller ikke,”sagde hun ganske kortfattet. Hun kneb øjnene fast og mistroisk sammen, som hænderne søgte til den lille bule som måtte hvile ved hendes mave. Hun strøg den ganske let. At vide at hun skulle være forælder og Ilosonic med, var noget som faktisk forundrede hende. Hun kunne stadig ikke forstå det.
Ilaria lod øjnene stille glide i, som hun endnu en gang valgte at sætte sig, selvom det var med et langt større bump end det som det normalt ville være. ”Forbandede kvalme..” mumlede hun let for sig selv, idet hun slog hovedet tilbage ind mod træet bag hende. Det var stadig ikke fordi at hun ville spørge eller bede om hjælp, for det var noget som hun direkte ville blive sur eller irriteret over. Hun kunne selv, og der skulle altså ingen til at hjælpe hende! Det var jo end ikke noget som Ilosonic fik lov til!

[isabella]

Isabella rynkede panden ved Ilarias ord. Hun troede hende stadig ikke? Hm. Men okay, et eller andet sted kunne Isabella faktisk også godt forstå det. Hvis Ilaria virkelig var gravid med Ilosonics barn, så var det nok meget naturligt at forvente, at de trods alt havde sådan et forhold, hvor man fortalte hinanden, hvis ens ukendte søster pludselig dukkede op efter 57 år, hvor man ikke havde kendt noget til hinanden - og om muligt endnu mere naturligt at fortælle, hvis selvsamme søster flyttede ind i deres fælles hus. Men når det så var sagt, så havde Ilosonic jo heller ikke fortalt Isabella om Ilaria - han havde end ikke nævnt hende, og ej heller havde han sagt så meget som et ord om barnet, han snart skulle være far til. Ilosonic var virkelig en lukket bog og en meget hemmelighedsfuld mand... for pokker, hvad mon han ellers endnu ikke havde fortalt hende om? Det var nok bedst at forberede sig på endnu flere overraskelser.
Ved synet af Ilarias yderst skeptiske ansigtsudtryk, kom Isabella til at tænke på, at Ilosonic selv faktisk havde anerkendt hende fuldstændig som sin søster - efter kun et par dage. Og hun kunne ikke lade være med at tænke på, hvad grunden var; hvorfor var han pludselig blevet overbevist? Han havde jo også i den grad været mistroisk, så hvorfor havde han egentlig skiftet mening? Han havde jo ikke ligefrem kunne undersøge det... kunne han? Og hvis han havde gjort dét, hvorfor havde han så ikke sagt noget til hende om det?
Isabella så forundret på Ilaria ved hendes spørgsmål.
"Det kan du ikke," sagde hun med et svagt skuldertræk, "Det kan ingen vist".
Hun sukkede ved det næste Ilaria sagde. Brug for håndfaste beviser, helt ærligt! Hvad forventede hun? En blodprøve? En fødselsattest? Isabella havde ikke nogen håndfaste beviser, ikke andet end hendes ord på, hun var Ilosonics søster. Der var selvfølgelig Corina Fattoria-slægtsringen... den, hendes mor havde fået af Vladimir Darcy, som et løfte om, at hun altid kunne vende tilbage. Hun droppede dog hurtigt tanken om at prøve at bruge dén som sit 'bevis', idet hun med bitter mine gik ud fra, Ilaria blot ville beskylde hende for at have stjålet den.
Isabella nåede ikke at svare på Ilarias krav; da hun sank sammen, skød Isabellas arme instinktivt ud fra kroppen for at gribe hende, men alligevel vovede hun ikke helt at røre hende - ud fra Ilarias attitude, tænkte Isabella ikke ligerem, hun ville billige hendes berøring. Hun knælede ned sammen med Ilaria, og da hun var sikker på, hun sad helt ned, trak hun forsigtigt armene til sig igen, men blev siddende ved siden af hende med benene trukket ind under sig. Hun betragtede Ilaria med let rynkede bryn og et prøvende 'skal-vi-grine-eller-græde'-blik, før hun nikkede mod Ilarias mave.
"Hvilken måned?" spurgte hun med antydningen af et smil i mundvigen.

[Deleted]

Man kunne ikke ligefrem stå ved, at der var noget direkte forhold mellem Ilaria og Ilosonic, for det var der bestemt ikke. Det havde været en aften i hyggens stund som havde ført et meget uventet resultat med sig. Det var ikke fordi at hun ønskede at blive mor, for det gjorde hun bestemt heller ikke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De isblå øjne hvilede direkte og stift til hendes blik og tydeligt trodsigt. Nej, hun troede virkelig ikke på hendes ord, for der var virkelig ikke nogen håndfaste beviser som hun kunne se og tage at føle på!
”Jeg har været her så længe, så burde han stadig have fortalt mig det,” fastholdt hun med en yderst fast tone, som hun sendte hende et direkte trodsigt blik. For alt hvad hun vidste, så kunne det jo være en kvinde som prøvede at bilde Ilosonic noget ind, netop for at komme til pengene. Ikke fordi at det var det som spillede størst ind ved hende, for.. hun kunne faktisk rigtig godt lide Ilosonic, selvom det ikke var noget som hun decideret havde fortalt ham på den ene eller den anden måde, for det var lige det der med at fremstille det på den rigtige måde, og det var bestemt heller ikke nemt.
At Isabella reagerede, da Ilaria lod sig dumpe ned på jorden, fik hende blot til at sende hende et direkte dræbende blik, for hun ville bestemt ikke have hjælp af nogen som helst! Hun var en stor pige som sagtens kunne gøre tingene selv, det var da bestemt heller ikke noget som skulle have lov til at drage det i nogen som helst former for tvivl! Der var hun skam stadig meget hen af en dvasianer, for hun nægtede virkelig at tage imod hjælp af nogen som helst, om det jo så skulle være Ilosnics søster eller ikke, så var det ligegyldigt!
”Jeg kan godt selv!” vrissede hun let, mest af alt også for at gøre det klart, at hun altså ikke havde brug for nogen hjælp! I så fald, så skulle hun skam nok sørge for at spørge om den, hvis det skulle vise sig at blive direkte nødvendigt, men det var det bestemt ikke her!
Hånden søgte stille til hendes mave og med den tydelige irritable mine, for det var noget som faktisk måtte irritere hende en smule, og specielt når kvalmen stod på sit højeste, for så var hun bestemt heller ikke den sjoveste at være i nærheden af. Det var jo selv noget som Ilosonic havde fundet ud af, for hun kostede virkelig rundt med ham, når det var på sit værste. En ting kunne hun dog fint konkludere ud fra dette; Hun skulle aldrig nogensinde blive gravid igen! Hun trak vejret dybt og sank klumpen som havde samlet sig i hendes hals, som hun endnu en gang vendte blikket direkte mod Isabella ved hendes side. Så god og så blid.. Det var da en typisk procianer!
”3 måned..” svarede hun ganske kortfattet, for der var ikke nogen grund til at uddybe det mere end som så. Hun vendte blikket stille ned mod hendes mave. Ilddæmon, isdæmon, mørke og mental.. det var virkelig en kraftkal som hun måtte bære i sit indre, noget som hun alligevel ønskede at beskytte med alt det som hun kunne. ”Med nærmere en evighed igen til jeg kan skyde ungen ud..” Med andre ord, så brød hun sig slet ikke om den voksende mave eller barnet som hun måtte bære. Hvis det stod til hende, så skilte hun sig af med det, med det samme!

[isabella]

Isabella kunne godt følge Ilaria i hendes forargelse over, at Ilosonic ikke havde fortalt om hende, men hun gad ikke kommentere på det yderligere, idet hun faktisk ikke syntes, det her var en kamp, hun skulle kæmpe. Hvis Ilaria var oprørt, skulle hun da i stedet rette sin vrede mod Ilosonic selv, for Isabella havde ikke gjort noget forkert. Emsige kvindemenneske. Måske var hendes stolthed vitterligt bare blevet såret, måske følte hun sig ført bag lyset, følte hun ikke måtte være med til at tage de store beslutningen i dette hus, ikke havde noget at skulle have sagt - men den diskussion skulle hun tage med sin 'ven', ikke med hans søster. Slet ikke hans søster, som faktisk udviste en beundringsværdig venlighed overfor hende, på trods af de dræberblikke, hun fik til gengæld.
Isabella tog en dyb indånding, prøvede virkelig at samle alt hvad hun overhovedet kunne grave op af overskud inde i sig selv, da Ilaria snerrede af hende imens hun lod sig dumpe ned på jorden ved træets fod. Hvordan kunne Ilosonic dog holde hende ud? Hun måtte have et eller andet skjult talent, måske var hun datter af én eller anden betydningsfuld adelsmand, en hertug for eksempel. Eller også var hun bare virkelig, virkelig god i sengen. Noget måtte der i hvert fald stikke bag.
Ilaria så godt nok pludselig ud til at have det smådårligt... det var nok også derfor, hun havde mistet fodfæstet. Kvalme. Svimmelhed. Ja, Isabella kendte godt til symptomerne på svangerskab, hun havde trods alt se dem en del, dér hvor hun kom fra. Hor, prositution, umætteligt begær; det endte alt sammen hurtigt galt.
Hun betragtede Ilaria, mens hun bed sig let i underlæben. Ilaria svarede på hendes spørgsmål, hvilket fik Isabella til at tillade sig at håbe, hun måske var ved at løsne en lille smule op. Men den næste, den sidste, kommentar, gav også Isabella et indtryk af, at Ilarias omstændigheder ikke var hverken lykkelige eller selvbestemte. Det syntes som om, hun kun glædede sig til barnet var født, så hun kunne slippe af med det lige med det samme.
Isabella havde lyst til at fortælle Ilaria, at hun ville komme til at elske sit barn. At babyen allerede nu havde både øjne, ører, næse, mund og små negle, at dens hjerte slog og hun snart ville kunne mærke den sparke. Men hun vovede alligevel ikke at blande sig yderligere. Ilaria brød sig nok ikke ligefrem om at fremmede skulle belære hende om dén slags, så Isabella tiede.
Hun kiggede ned på sine hænder, som hvilede i hendes skød, og pillede lidt ved sine egne fingerspidser. Derpå prøvede hun med et spørgsmål i en anden kategori, hun også gerne ville have nogle svar på:
"Hvor længe har du kendt min bror?" spurgte hun så, lavmældt, men med alvor i stemmen, mens hun atter kiggede op på Ilaria med et indgående blik.

[Deleted]

Ilaria hadet direkte bare når hun ikke havde kontrol over en situation. Hvem denne kvinde var, vidste hun ikke, udelukkende fordi at Ilosonic ikke havde tilladt sig at åbne munden og fortælle hende bare en smule! En ting var at hun faktisk var glad for at være her på stedet, også selvom hun ikke rigtigt havde noget andet valg, for han lod hende virkelig ikke gå nogen steder på grund af den voksende mave. Et sted var det en tanke som hun faktisk fandt charmerende, men også dybt irriterende! De isblå øjne faldt direkte til Isabellas skikkelse og med den samme kolde attitude. Hun var ikke svag og der var bestemt heller ikke nogen som skulle have lov til at fremstille hende på den måde!
Ilosonic holdt af hende, det var noget som han havde fortalt hende. Et sted så var det jo stadig en tanke som hun afviste og ikke ville have med at gøre og alligevel, så var det en tanke som hun faktisk godt kunne lide. Hun var ikke helt umenneskelig, bare fordi at hun var så kold og kynisk som det hun måtte være for øjeblikket, for hun ville bare ikke have Isabellas hjælp og så længe, at den kvinde bevægede sig ind på de ømme punkter, så var det kulde og afvisning som hun blev mødt af - I Ilarias øjne, så var det da ganske simpelt.
At spørge ind til hendes graviditet var bestemt heller ikke en tanke som Ilaria brød sig om, for hun havde aldrig rigtigt haft muligheden for at slå sig til ro med den tanke om det. Et sted så var det noget som direkte måtte irritere hende, men hun måtte jo bare acceptere det vel? Hun kunne da heller ikke fortsætte med at være så vred over det? Hun sukkede dæmpet og vendte blikket mod Isabella igen. Hun brændt inde med mange tanker – det var jo næsten noget som man kunne se i hendes blik, selvom at hun nu ikke valgte at kommentere det. Tanker var tolkfrie og det var jo sådan at det skulle forblive – så længe, at de ikke blev sagt højt selvfølgelig.
Hendes spørgsmål var dog taget fuldstændig ud af sammenhæng for Ilarias del. Hun sendte hende et kort forundrende blik, idet hun vendte blikket tænkende igennem haven. Ja, hvor længe havde hun egentlig kendt ham? Ikke længe, det var sikkert. ”Det er vel… Jeg mødte ham i vinterhalvåret,” begyndte hun kort tænkende. Det var ikke fordi at det var de tanker som hun gik mest op i. ”Han tog mig med hertil.. Plejede mig som det var nødvendigt.” Blikket gled ned mod sin mave. Pesten havde ramt hende, hun havde været skide syg og nu skulle hun samtidig også til at være fed. Det var jo bare en kanon fed timing! ”Hvorfor spørger du?” tilføjede hun ganske stilfærdigt som hun endnu en gang vendte blikket direkte mod hende og stadig med den tydeligt spørgende mine.
Et sted så var hun vel ved at bløde en smule mere op overfor denne kvinde. Direkte også fordi at der blev udvist denne venlighed frem for alt det andet, så det var faktisk også sværere for hende, at skulle holde fast i det kolde og kyniske. Hun sukkede dæmpet. Den kvalme var virkelig ved at gå hende på nerverne og så vide, at det var noget som ville fortsætte i så mange måneder endnu? Efterfulgt af en skrigende unge? Hun hadet det!