Stop growing!

[isabella]

Han tog mig med hertil, plejede mig som det var nødvendigt... Isabella lod med et hævet øjenbryn blikket løbe ned ad Ilarias krop, ned til hendes mave. Ja, hun skulle da love for, Ilosonic havde plejet hende. Og nu var hun så gravid. Well done, brow.
Hun nikkede ganske svagt, mens hun lyttede til Ilarias ord, som var godt kortfattede. Isabella kunne ligesom godt fornemme, Ilaria ikke rigtig ville diske op med detaljerne, måske gad hun i virkeligheden ikke fortælle hende om det, men Isabella ville jo alligevel finde ud af det på et tidspunkt. Selvom Ilaria måske stadig ikke troede på, hun var Ilosonics søster, så vidste Isabella med sig selv, at det var hun. Og hvis Ilaria besluttede at konfrontere Ilosonic med det - og det gjorde hun jo nok på et tidspunkt - så ville hun også komme til at høre det fra hans egen mund.
Det var forår i Procias nu, og hvis Ilaria og Ilosonic havde mødt hinanden i vinterhalvåret, var det nok omkring et halvt år siden - og Ilaria havde været i omstændigheder i de 3 af månederne! Isabella rynkede panden. Ilaria var bitter over sin tilstand, hun og Ilosonic var ikke gift, og de havde ikke kendt hinanden ret længe: det kunne ikke være en planlagt graviditet. Uanset hvad, så ville det her barn komme til at skabe store problemer... der var ikke nogen lov om, at man skulle være gift for at få et barn i Procias, men det var ikke velset at få det udenfor ægteskab. Hvorvidt Ilosonic var en popurlær greve eller ej, var Isabella ikke helt klar over, men hun kunne godt forestille sig, den procianske befolkning ikke brød sig synderligt meget om, at manden der sad på grevetitlen i deres land, var dæmon - og hvis han nu også skulle til at have en arving? Det her barn ville skabe røre, det var der ikke nogen tvivl om.
Isabella så lidt forundret på Ilaria ved hendes spørgsmål.
Et lille smil gled over hendes læber.
"Er det da ikke naturligt nok, at jeg gerne vil vide det?" sagde hun fredsommeligt. Hendes øjne var milde, men også en anelse overraskede, for var det da ikke indlysende, hvorfor hun spurgte...?

[Deleted]

Ilaria vidste udmærket godt at mange af hendes ord kunne misforstås, for det var bestemt heller ikke fordi at han havde plejet hende til at blive fed! Hun havde slet ikke planlagt denne graviditet! I sig selv, så var det egentlig bare noget som var sket.. efter en ganske enkel aften, hvoraf de havde været tæt på hinanden – lidt for tætte ville mange nok mene, og specielt fordi at de ikke kendte hinanden bedre end det som de gjorde, men det var der jo så ikke noget at gøre ved nu. At dette jo så var noget som Isabella faktisk ønskede at finde ud af, var nok det som overrasket hende mest, for det var heller ikke fordi at hun havde vist denne kvinde den største venlighed.
”Jeg forstår det bare ikke,” sagde hun som det første. Hvorfor skulle hun da spørge ind til det? Hvorfor var det noget som hun ville vide, for det var jo heller ikke noget som hun selv personligt måtte få det mindste ud af, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, men det gjorde hun vidst alligevel?
Igen så var Ilaria den type som ønskede at have kontrol på tingene og det var bestemt heller ikke noget af det som hun følte, at hun havde i øjeblikket. Måske at det kommende barn var Isabellas niece eller nevø, men det var nu noget som alligevel raget hende en høstblomst! Den graviditet var på ingen måder planlagt og det var nu også noget som hun måtte og skulle bøde for i den anden ende. Det var jo heller ikke fordi at Ilosonic gav hende meget andet valg, for hun havde ikke noget andet valg end at slå sig til tåls med at sådan lå landet, for han nægtet hende at gøre noget som helst! Hun måtte ikke rejse bort og hun måtte heller ikke sørge for at barnet ikke ville se dagens lys, da det ville tjene hende selv med en dødsstraf for fosterdrab. En tanke som direkte måtte frustrere hende meget!
”Hvad får du da ud af det? Isabella?” Hun kneb øjnene kraftigt og mistroisk sammen, selvom hun nu ikke gjorde noget yderligere end dette, så var det jo trods alt bare sådan at det nu endelig måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket endnu en gang ned mod sin mave. Et sted så havde hun forbandet lyst til grønsagssuppe? En tanke som slet ikke passet ind! Hun fnøs let af sig selv og rystede på hovedet. ”Eller skal jeg skrue den fornemme bisse på og rette mig selv og sige; Tak for interessen?” Hun hævede sigende det ene bryn som hun lod hovedet søge let på sned. Hun var ikke let at have med at gøre, det vidste hun godt, og det var skam også derfor at det forundrede hende at Ilosonic kunne holde hende ud, for det var der ikke nogen anden mand som havde været i stand til, men.. lige ham? Han gjorde det som havde det været den mest enkle sag i denne verden!
”Hvis det du fortæller mig er sandt, så er det kommende barn din nevø eller din niece.. Du må endelig sige, hvis du vil tage over,” tilføjede hun dog ganske bestemt. Hun var allerede fast besluttet på, at hun ikke ville have noget som helst med det kommende barn at gøre.

[isabella]

Isabella lænede sig stilfærdigt op ad træstammen og hendes blik blev en smule fjernt, som hun vendte det ud mod haven. Det kunne endnu ikke være middag, solen stod ikke højt nok på himlen. Den kastede sit bløde lys ned over Procias, og udover de skyggefulde pletter under træernes blomstrende kroner, var hele Carino Fattorias have badet i solskin. Isabella kunne mærke den milde forårsvind mod sin hud, hvilket var en dejlig behagelig følelse - knap så dejlig var Ilarias åbenlyse bitterhed, der nærmest kunne mærkes fysisk.
Isabella vendte sig med et uforstående ansigtsudtryk mod hende ved hendes ord. Hun forstod det ikke...? Hvad var det hun ikke forstod? Troede hun, Isabella var interesseret i barnet? Nej, Isabella ville vide noget om sin bror. Bare alt, hvad hun kunne komme til, for hun ville lære ham at kende - så faktisk var det i virkeligheden bare nysgerrighed, hun var virkelig ikke ude på noget.
"Du fortalte mig lige, hvor længe du har kendt min bror," sagde hun undrende over hendes reaktion, "Og... det forstår du ikke, hvorfor jeg gerne vil vide?"
Hun rynkede panden. Hendes stemme blev en anelse mere skarp end hvad den indtil videre havde været.
"Hørte du ikke, hvad jeg sagde lige før?" spurgte hun, men fik så et nærmest eftertænksomt udtryk i øjenene, da hun i en lidt bitter tone tilføjede:
"Eller tror du bare ikke på mig?"
Hun slog atter blikket ned. Hun havde kun været her på herregården i et par dage og indtil hun ankom hertil dén nat, havde hun aldrig kendt noget til Ilosonic eller hans eksistens. Ilaria her bar hans barn, han agtede sandsynligvis at gøre hende til sin grevinde før eller senere, så det var da klart, at hun fx gerne ville vide, hvor længe de havde kendt hinanden. Og det forstod Ilaria ikke?
"Ilosonic er min bror, men jeg kender ham ikke engang," fortsatte hun så, "Så det er derfor jeg blander mig."
Hun fik atter det fjerne udtryk i ansigtet, som hun stirrede lidt tomt ned på sin hånd, der lå slapt hen i græsset. Stilfærdigt vendte hun en lille småsten rundt i hånden.
"Hvorfor er du så fjendtlig?" mumlede hun så i en let irriteret tone, og smed demonstrativt stenen fra sig.

[Deleted]

Ilaria vidste virkelig ikke hvem denne kvinde måtte være eller hvad hun var ude på, så selvfølgelig sagde det lidt sig selv, at hun måtte være på vagt og det var der i den grad også en frygtelig god grund til! Hun holdt af Ilosonic og det havde hun gjort i et godt stykke tid, ellers var han da heller ikke kommet tæt nok på at kaste hende under denne forbandelse i form af en graviditet, for det var bestemt heller ikke en tanke som hun brød sig om. Hun fnøs ganske kortfattet. Hvis der var noget som hun ikke ønskede, så var det i den grad det faktum, at skulle blive fremstillet som dum, for det var i den grad noget som kunne gøre hende noget så frygtelig vred!
”Jeg behøver vel ikke at gentage mig selv, gør jeg? Jeg forstår ikke hvorfor du fyrer de spørgsmål af, for.. ja, hvorfor vil du vide det?” spurgte hun med en tydeligt irriteret stemme. Hvis der var noget som hun ville vide om Ilosonic, så hvorfor ikke bare spørge manden personligt? Det var da lige så nemt som alt det andet! Det andet her var jo bare besværligt! Hun sukkede opgivende, som hun kort vendte blikket mod himlen. At det var ved at blive varmere kunne hun også mærke, for det var også noget som rørte hende med et direkte ubehag, det var bestemt ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. I hendes øjne, så havde hun virkelig ikke nogen grund til at skulle stole eller tro på hende, for.. ja, var det så troværdigt eller hvad fanden var det? Hun vidste det jo bare ikke!
At hun spurgte ind til hendes fjendtlighed, var noget som direkte måtte få hende til at vende blikket direkte mod hende, dog tydeligt med en forundrende mine. Hvorfor skulle hun da ikke være det? Hun rynkede let på næsen og lod hovedet søge let på sned. Det var da første gang, at hun nogensinde havde fået det spørgsmål. For hende så var det jo bare ganske.. naturligt at være sådan. Det var hendes forsvar og det var hendes måde hvorpå at hun kunne reagere og det var sådan at hun kunne vise at hun bestemt ikke var svag, men.. ja, hvad skulle hun da svare?
Ilarias mine endte dog mere og mere mild, som hun måtte sidde og tænke sig om. ”Hvorfor jeg er så.. Fjendtlig? Jeg er da ikke fjendtlig,” endte hun dog med en ganske stilfærdig mine. Ikke fordi at det var sådan at hun så på sig selv. Ja, hun var måske kold, men.. fjendtlig? Det var da bestemt heller ikke noget som hun ville fremstille sig selv som, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke, det var jo egentlig bare sådan at hun var?

[isabella]

Isabella lagde hovedet tilbage og lænede det op ad træets stamme, mens hun udstødte et dybt suk. Hvorfor hun fyrede "de spørgsmål af"? I guder... som om det var noget af afgørende betydning, det var jo ikke ligefrem hemmeligheder, hun havde fået ud af Ilaria, og jo - hun kunne jo godt spørge Ilosonic selv - men nu var det bare tilfældigvis ikke ham, men hans... veninde... der sad her sammen med hende. Og Isabella havde endnu ikke hørt ham omtale Ilaria.
Hun valgte ikke at kommentere på Ilarias første ord. Ved det næste så hun hende godt vende sig mod hende ud af øjenkrogen, men hun lod sig ikke mærke med det. Hun kunne godt forstå, at Ilaria var på vagt overfor fremmede, og hun kunne faktisk også godt forstå, at det var svært at tro på, hvad hun sagde. Ilaria havde sikkert et rimelig tæt forhold til Ilosonic, hendes omstændigheder taget i betragtning måtte der jo være noget andet og mere end blot "venskab", og derfor måtte Isabella da også erkende, at det virkede komplet langt ude at én eller anden fremmed kvinde pludselig dukkede op og fortalte, at hun var så nært beslægtet med Ilosonic uden at han nogensinde havde fortalt om hende. Og - og dette kunne Isabella især godt selv forstå - så følte Ilaria sig sikkert også forbigået, snydt, følte måske Ilosonic var gået bag om ryggen på hende i og med han bare havde ladet Isabella bo her i deres fælles hjem uden at fortælle det til hende. Men når alt dette var sagt, så undrede det alligevel også Isabella en hel del, at Ilaria ikke troede på hende... for helt ærligt; hun af alle mennesker måtte da vide, at man ikke bare spankulerede ind i Carino Fattorias have uden at Ilosonic var vidende om det. Hvis Isabella virkelig var fremmed, hvordan skulle hun så nogensinde være kommet herind? Der kunne jo ikke lade sig gøre. Så hvordan kunne Ilaria ikke tro på, at hun virkelig var den, hun påstod at være?
Isabella vendte sig dog roligt mod hende, da spørgsmålet om hendes fjendtlighed tydeligvis fik hende til direkte at tænke sig om. Hun så næsten... undrende ud? Hendes ansigt blev mere mildt. Det lød næsten på hendes tonefald som om, at Isabellas bemærkning var kommet fuldstændig ud af det blå og aldrig var noget, Ilaria selv havde tænkt på. Som om, hun slet ikke forstod, hvad det var baseret på. Måske var det bare sådan, hun var...? På vagt? Kold...? Uanset hvad, så var der i hvert fald et eller andet ved Ilarias udseende, der var koldt. Hun var meget smuk, og især nu, hvor hendes ellers så faste mine falmede og hendes krystalblå øjne blev mildere, da så hun kun endnu smukkere ud. Hun lignede en isdronning.
Ilarias ord fik Isabella til sigende at hæve øjenbrynet på sådan en "hør lige dig selv"-måde, mens antydningen af et smil spillede i hendes mundvig, men hun kommenterede ikke yderligere på det. I stedet tacklede hun situationen en anelse anderledes.
Hun holdt en lille pause, inden hun sagde noget, men det hun så sagde, kom også lidt ud af det blå.
"Jeg har ikke noget ondt i sinde," sagde hun så sandfærdigt. Hendes tonefald var lavmældt, men venligt. Hun vendte atter blikket ud over haven.
"Det var faktisk min far, jeg kom her for at lede efter," fortsatte hun, "Jeg vidste slet ikke, jeg havde en bror. Ilosonic vidste heller ikke noget om mig."
Hun holdt en lille pause.
"Jeg er ked af, han ikke har fortalt om mig," sagde hun så, "Men han har ikke vidst det ret længe. Han mente sikkert at gøre det snart". Hendes stemme var hverken undskyldende eller trøstende, men nærmere alvorlig. Ligesom... det var en kendsgerning. Men også for at holde fast i, at det aldrig nogensinde kunne være hendes skyld, at Ilosonic ikke havde fortalt om hende.
Isabella havde sagt alt det her, fordi hun håbede at det kunne løsne Ilaria lidt op, hvis hun nu fortalte noget om sig selv. Ilaria følte åbenbart, hun var meget spørgelysten, så måske kunne hun formildes ved at få nogle svar igen?

[Deleted]

Hvis der var noget som helst, som denne tøs gerne ville vide, så var det vel heller ikke sværere end det, at hun kunne spørge Ilosonic personligt? Måske at hendes forhold til den mand ikke bestod af ren og skær venskab, hvilket hendes tilstand vel også var et tegn på? Ikke fordi at det gjorde hende noget, for det var heller ikke fordi at hun betegnede ham som en hun holdt helt nær, for der var stadig deres uoverensstemmelser, men det var nu bare noget som de måtte tage med sig. Hun var ikke en isdæmon for ingenting, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Hun sukkede dæmpet og vendte blikket ganske kort og nærmest irritabelt mod sin mave. Det at blive mor var bestemt heller ikke noget som hun gjorde med hendes gode vilje, for hun vidste jo trods alt heller ikke hvordan hun ville klare det. Hun var jo slet ikke den fødte til den rolle!
Hendes spørgsmål var ganske rigtigt kommet bag på hende, for det at blive fremstillet som fjendtlig, var nu heller ikke noget som man direkte kunne sige, at hun havde prøvet før, for det havde hun bestemt heller ikke, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun vendte blikket direkte mod Isabella. At Ilosonic ikke havde fortalt hende noget som helst, var nok det som gjorde hende mest irriteret, men igen, så var det skam heller ikke noget som kom bag på hende som sådan. De havde haft deres problemer og det var noget som kun måtte og ville fortsætte, så meget var hun dog allerede helt og særdeles klar over, så var det bare ikke noget som gjorde det nemmere for hende selv på nogen måde overhovedet. Hun rystede de tanker væk, for det var slet ikke noget som hun ville tænke på lige nu!
Hun rystede ganske kortfattet på hovedet. Ilosonic kendte til hendes krav og hun kunne ikke klare hemmeligheder og så bare den tanke til at han ikke havde fortalt hende noget som helst, var faktisk noget af det som gjorde hende mest sur og mest irriteret. ”Om han mente at fortælle mig det eller ikke, så ændre det jo intet.. Han har intet nævnt for mig.. At han havde ladet sin… søster blive under hans tag.” I bund og grund, så kunne hun vel også være fuldkommen ligeglad med det hele? Hun holdt ganske rigtigt af ham, men selv disse små ting var noget som kunne gøre hende direkte vred og irriteret. ”Han ved hvad jeg kræver af ham.. At undlade at fortælle mig sådanne ting, er ikke smart.” Det var skam ikke bare alene hormoner som slog ind, men i den grad også hendes egen personlighed.
Direkte så måtte hun skam også konkludere, at Isabella ikke var så slem igen, så var det også noget som gjorde hende mere rolig. Det andet var jo egentlig bare hendes beskyttende facader som hun altid havde gjort brug af. Man var vel ikke en typisk dvasianer for ingenting. ”Det er da meget sent at søge efter sine rødder, er det ikke? Jeg ved at Hr. Darcy gik bort for skræmmende mange år siden..” Hun gjorde et let kast med hovedet mod de store vinplantager som ikke var så langt væk fra dem igen. ”Deroppe… Såvidt som jeg ved, så blev han fundet død der,” fortalte hun ganske kortfattet. Et sted, så var hun jo også temmelig nysgerrig af sig.