I found you!

[Deleted]

Ilaria havde aldrig nogensinde været den type som tog imod råd fra andre. Selv Sonic fik en endefuld hvis han så meget som overvejede at begynde på det! Hun vendte blikket direkte mod ham og så fast som hun kunne, selvom der virkelig ikke kunne være meget at prale om lige på det punkt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun kneb øjnene let og fast sammen. ”Du behøver ikke at behandle mig som en gammel olding, Brandon..” vrissede hun ganske kortfattet. Hvis der var noget som hun ikke kunne fordrage, så var det når folk blev for omsorgsfulde, det var simpelthen ikke noget som hun kunne have med at gøre på nogen måde overhovedet. Det var en tanke som gjorde hende direkte vred eller irriteret og på alle måder endda, det var slet ikke noget so man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. ”Du kan måske dø ved det.. Ja, så er det jo godt for dig..” Hun fnøs ganske kortfattet. Det var jo ikke fordi at hun misundte dem for deres liv, for det måtte da virkelig blive kedeligt i længden. Sonic var heller ikke kommet tæt på, selvom han virkelig forsøgte. Det var jo næsten sødt et sted, men hun havde virkelig også sine grænser og det var ikke noget som man skulle tage fejl af når det endelig måtte komme til stykket! Hun himlede næsten opgivende med øjnene som han bare sagde at han ville lade hende sove.. Så han gik bare nu? Hvorfor pokker kom han i det hele taget i første omgang? Det var da slet ikke noget som gav nogen som helst mening for hende når det endelig måtte komme til stykket. ”Du våger liv og lemmer ved at komme her Brandon,” påpegede hun sandfærdigt. Det ville ikke blive kønt hvis Sonic ville fange ham ude på gangen!

[Deleted]

Han sukkede nærmest opgivende. "Du bliver vred hvis jeg behandler dig som et væsen der blot skulle forsvinde..og som jeg afskyr..når jeg så behandler dig stik modsat og prøver på, at være sød så er det også kun noget du bliver vred over..Du kan bare slet ikke stilles tilfreds!" han rystede på hovedet og gik hen og åbnede døren. "Så det gør jeg? Måske, men du både er og kan være ligeglad ikke sandt? Du tænker kun på dig selv.." Han smækkede med døren, da det var han gik ud på gangen. Ligeglad med om nogen mon hørte det og kom. Det var en ren refleks og han ville jo nok alligevel være væk når og hvis der kom nogen som havde hørt larmen. Han vidste hun ikke ville rende efter. Hun kunne jo nok knap rejse sig op for slet ikke at tale om at gå. og selv hvis hun havde kunnet ville hun næppe. Det virkede langt fra sådan. han gik væk fra døren af og hen af gangen. Han gik i sine egne tanker og fokuserede ikke helt på hvad vej han skulle for at komme ud.

[Deleted]

Hvad pokker havde Brandon egentlig regnet med? Ilaria lå da for pokker dødssyg i sengen og selv havde hun slet ikke noget håb på at skulle blive frisk igen. Ikke sådan som hun så ud! At han jo så måtte kalde hende en direkte egoist og så gå ud af værelset længe inden hun overhovedet ville have muligheden for at skulle kunne gøre noget som helst ved det, var noget som virkelig måtte gøre hende vred! Ja, måske at hun var egoistisk lige nu, men det ramte hendes stolthed som aldrig nogensinde før, hvis dette var noget som skulle fortsætte! Ingen skulle se hende sådan som hun så ud og sådan som hun havde det, for det var virkelig forfærdeligt nok som det måtte være i forvejen, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket og det var bare sådan at det nu måtte være når det endelig måtte komme til stykket! Hun smed tæppet af sig og trak sig ud til sengekanten. Umiddelbart var hun temmelig sikker på at Sonic burde have hørt det, i og med, at døren var smækket, men alligevel! Den man havde jo også travlt med alle sine opgaver og alt det som skulle passes, så det var jo heller ikke altid at han opsøgte hende på hendes værelse.. Tak og pris! ”Brandon!” hvæsede hun med en kraftig hosten idet at hun skubbet sig op på benene, selvom det var dumt.. meget dumt! Hendes ben kollapsede direkte under hende, så hun røg direkte i gulvet med et svagt gisp. Det gjorde faktisk ondt! Hun havde ikke styrken til noget som helst efterhånden og hun hadet den tanke!

[Deleted]

I op til flere minutter gik Brandon rundt. Halvt lyst til at forsvinde herfra uden at se sig tilbage og så dog. Han havde også en lyst til at gå tilbage og blive hos hende. Måske han aldrig fik hende at se igen jo. Den tanke var ikke rar. Den var langt fra rar! Han følte det næsten som om han slet ikke burde være gået. Han stoppede op med et suk. Stod lidt og tænkte det hele igennem. Hun var jo ligeglad med ham. Hun ville slet ikke have han var her. men det ville han. På en måde som han ikke kunne sætte ord på sådan rigtigt som sagerne stod lige nu. Det skulle man skam heller ikke være i tvivl om overhovedet. Måske han bare burde lade hende få sin vilje. og dog så gik han tilbage. Stille og roligt, men satte en gang imellem farten op og ned. Han kom til sidst derhen og tøvede i en kort tid før han åbnede døren op. forventede at se hende i sengen enten med ryggen til eller blot som han havde efterladt hende. men nej det gjorde hun ikke. Hun var slet ikke i sengen. Han stoppede op; stiv og fuldstændig fra den i dørens åbning indtil han fik øje på en skikkelse på gulvet i mørket som jo kun kunne være hende. Han glemte alt om han havde følt sig lidt vred på hende og om hun ville hjælpes eller ej af ham og satte sig ned på gulvet og tog fat i hendes arme og hjalp hende lidt op og sidde og brugte sig selv som en støtte så hun ikke faldt ned igen og vendte hendes ansigt lidt op for at se om hun var ved bevidsthed. "Ilaria..." hans stemme var blot en svag hvisken og han frygtede sådan at hun ikke svarede ham.

[Deleted]

Ilaria vidste udmærket godt, at hun burde blive liggende i sengen, men nu havde Brandon virkelig formået at pisse hende godt af og det var bestemt heller ikke en god ting på nogen måde overhovedet! Hun hostet igen noget så kraftigt. Det var næsten som hun var i gang med at hoste lungerne op for det gjorde virkelig noget så frygtelig ondt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun kneb øjnene fast sammen og vendte blikket først mod døren og så op mod sengen. Hvis Sonic vidste at hun ikke blev liggende, så ville han da få et føl på tværs! Hun vendte blikket stille i retningen af døren som den endnu en gang måtte gå op. Hun ventede mere eller mindre bare på at Sonic ville dukke op, for han måtte vel også reagere på al den her larm? Hun stivnede svagt som han tog fat i hende, for at hjælpe hende op at sidde. Hendes krop rystede og dirrede ganske let. Hun blinkede let med øjnene og med en svag dirren i kroppen. Hun hadet virkelig at hun måtte være så svag, at hun ikke kunne klare sig selv! Hun hadet det virkelig noget så frygtelig meget! Hun stirrede på ham. ”Hvad vil du nu?” Hendes stemme lød træt. At have besøg var noget som virkelig måtte tage noget så frygtelig meget på hendes ellers så manglende energi, for det var noget så frygtelig tungt, også for hende selv. Hun trak hovedet let til sig og vendte blikket mod sengen. Hun sank stille klumpen i hendes hals. ”… Hjælper du mig op på sengen?” spurgte hun stille og næsten med en forsigtighed. Hun var bare ikke særlig meget for at skulle spørge om hjælp til noget som helst, det gik kraftigt ud over hendes egen store stolthed! Hendes hjerte hamret svagt mod hendes bryst eftersom hun havde brugt så meget energi. Hun ville bare tilbage i sengen nu og bare.. sove.

[Deleted]

Han skulle lige til at åbne munden og give et eller andet svar med, at han da godt kunne gå igen og lade hende klare tingene selv, men stoppede, da hun hørte det sidste hun spurgte om. Efter hjælp. Han nikkede stille og glemte alt om sin vrede og det fra før og lod sin ene arm fortsat hvile om hendes ryg og førte den anden ind under hendes ben ved knæene og løftede hende så op og lagde hende op på sengen igen. et stykke inde så hun ikke ville ryge af så let igen. Selvom han vel næstne kunne forestille sig, at hun havde forsøgt at gå? Han så stille på hende og strøg lidt hår væk der sad klistret til hendes pande og fik lagt dynen hen over hende. "Sådan.." hans stemme var stortset kun en hvisken. Han anede ikke hvorfor, men han følte det var bedst egnet lige nu som sagerne stod. Han ville ikke hidse hende op igen. Hun havde jo næsnte ingen kræfter! Han hadede sig selv lidt for det. "Vil du være alene?" Han forventede mest af alt et ja eller et beskidt svar. Men han måtte bare bide det i sig hvad end der kom.

[Deleted]

Generelt så var Ilaria virkelig ikke meget for at bede om hjælp, men hun vidste da til gengæld også godt, at hun ikke rigtigt avde noget andet valg i denne situation, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så kunne hun ikke rigtigt gøre noget som helst ved det! Hun sukkede stille og rystede næsten opgivende på hovedet, selvom det nu glædet hende at han hjalp hende tilbage og op i sengen. Hun lod ham lige så også putte hende ind under dynen, idet hun stille vendte blikke mod ham. Hun sendte ham bare et træt smil og nikkede mod ham. ”Tak,” sagde hun ganske kortfattet. Ja hun kunne faktisk også godt være sød. Hun lagde sig krampagtigt til rette og tog selv fat i dynen så hun kunne trække den godt omkring sig igen og lagde sig om på siden, for det gjorde mindre ondt end det at skulle ligge på ryggen. ”Du har vel andet at lave end at sidde på min sygeseng, Brandon?” spurgte hun ganske kortfattet. Hu nbrød sig virkelig ikke om at nogle skulle se hende når hun havde det som hun havde det, og det var jo så heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til stykket. Det var hun simpelthen for stolt til og det var ikke en stolthed som hun lagde fra sig bare sådan uden videre. Nej, der skulle betydeligt mere til. Hun rykket sig en anelse væk fra ham og krøb godt under dynen, for.. hun frøs faktisk. Hun var virkelig dødssyg!

[Deleted]

Han trak stille på skuldrene og rystede så på hovedet. han havde faktisk ikke noget han skulle. han havde sådan set mest haft planer der omfattede hende så han kunne godt blive, men selvfølgelig kun hvis hun ville have det og ellers måtte han jo blot tage hjem eller ud på jagt. Et eller andet som der lige faldt ham ind at foretage sig. Han så på hende ganske stille og stilte sig bare hvor han stod. Hendes svar var sådan lidt indirekte vel. Hun sagde jo ikke noget om hun ønskede selskab eller ej. Om han skulle gå eller blive. Hun gav ham nærmest selv et valg at tage omkring hvad han ville? Det lignede hende ikke helt, men han sagde ikke noget om det og valgte bare at blive stående indtil hun sagde noget andet til ham. Så måtte han tage den derfra når tiden kom til det. Han fandt sig en stol og trak hen til sengen, dog med en meter mellem bare for en sikkerheds skyld så han ikke trådte hende over tæerne igen med grænser og satte sig så ned på den. Ikke behageligt, men alligevel bedre end at stå op det var en ting der var helt sikkert.

[Deleted]

Ilaria blev blot liggende. Det var ikke fordi at hun ønskede Brandon hele vejen til helved, men hun ville heller ikke have noget med en ung knægt at gøre! Nok var hun ikke selv den ældste, men.. hun forstod ham bare ikke og et var i sig selv en tanke som faktisk måtte frustrere hende og temmelig meget endda, hvilket i den grad heller ikke måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til stykket. Hun kneb øjnene svagt sammen som han bare satte sig ved hendes sengekant. Hun vidste jo også at Sonic ville kigge ind til hende før eller siden, selvom det nu heller ikke var en tanke som hun bifaldte det mindste, for hun kunne ikke fordrage når nogle skulle se hende når hun havde det sådan her som hun havde det. De isblå øjne faldt til ham, selvom der ikke var så meget som en enkelt gnist at skulle se eller få øje på, for.. det var ganske enkelt gået tabt nu. Hun falmet kun mere og mere og hun vidste at hun ville dø, hvis man ikke fandt på noget og det skulle ske snart. ”Jeg forstår mig ikke på dig..” mumlede hun let for sig selv. Det var faktisk noget som måtte frustrere hende noget så voldsomt!

[Deleted]

Han så stille mod hende. "Så er vi to..for jeg forstår mig heller ikke særlig meget på dig.." han trak lidt på skuldrene og gned sin ene arm. han følte han burde gå. Lade hende få fred, da han et sted følte det var det hun ønskede. At hun ikke ville se ham eller nogen anden måske i dette rum hos sig. Men så længe der var tid før solen stod op igen og så længe hun ikke direkte sagde han skulle gå ja så så han ærlig talt ikke nogen grund til, at gå sin vej. Han ville blot prøve at få tingene sat på plads selvom han regnede med det blev en smule svært. meget måske. Men han måtte se tiden an. Andet følte han ærlig talt ikke rigtigt, at der var at gøre lige her og nu. Han kløede sig lidt i nakken mens han så mod hende igen ganske roligt. "Ham Sonic...han hjælper dig ikke sandt?" Han vidste ikke hvorfor han ville køre over på et andet emne og fjerne fokus på sin egen tilstedeværelse, men sådan var det nu bare.

[Deleted]

Ilaria forstod sig virkelig ikke på hvorfor at Brandon var kommet denne lange vej for hendes skyld. Det varmede da, at han ikke havde glemt hende, men igen.. Det var jo heller ikke fordi at man direkte kunne kalde deres møde for en succes, eftersom hun var gået derfra i ren og skær irritation eller en form af vrede, så var det slet ikke noget som hun ville tænke over lige netop nu. Det var længe siden, at de var gået fra hinanden på denne måde, så det var heller ikke noget som hun direkte ønskede at tænke mere på. Hendes livssituation var jo heller ikke just den samme som den havde været dengang og det var jo bare sådan, at det nu måtte være. Hun sank klumpen stille og med et næsten morende smil på læben. ”Du forstår dig ikke på mig?” Hun hostet svagt igen og krøb mere sammen under dynen, for det var virkelig noget som gjorde forbandet ondt. ”Hvad er det da du ikke forstår?” tilføjede hun en anelse anstrengt, som hun lagde sig til rette endnu en gang. Hun himlede med øjnene da han nævnte Sonic.. At Brandon overhovedet kendte til Ilosonics kælenavn? ”Han kommer rendende.. hver eneste dag og kigger til mig. Jeg tror heller ikke rigtigt at han ved hvad han skal gøre,” sagde hun stilfærdigt og med et svagt træk på skuldrene. Han havde jo ikke gjort noget endnu om ikke andet.

[Deleted]

Han så blot på hende i noget tid. "Du skifter nærmest mening hele tiden..Jeg troede jeg havde lært din væremåde at kende fra sidst, men den er en del anderledes nu. Om det er fordi du er syg eller noget andet ved jeg så ikke. Det er bare forvirrende." Han kløede sig lidt i nakken igen med et stille suk. Ja det var langt fra let at læse hende. Hun var bestemt en lukket bog med lås på og det hele. Alt pivetøjet. Han så på hende igen og sukkede svagt og bed sig i læben. Hvis ingen kunne hjælpe hende så vidste han bestemt hvad det måtte ende med. og det var en tanke han langt fra kunne lide, at tænke på. Overhovedet! Han vidste dog ikke selv hvad han skulle gøre. Han havde aldrig tænkt over pest, da det var noget han var immun overfor så om der var kure og hvilke anede han langt fra. Lige nu ville han ønske hun var vampyr. Så havde hun aldrig været et offer. Han så lidt væk og lod tankerne flyve rundt i hovedet. Glemte næsten at hun var der mens han forsøgte at løse dette puslespil med manglende brikker som han måtte gætte sig til mere eller mindre.

[Deleted]

Det måtte næsten more Ilaria, at der ikke skulle mere til for at forvirre ham end dette. Hun var syg, hun orket ikke at skændes eller diskutere, så var det meget nemmere for hende at give mændene ret og så selv få fred, for hun magtet det ganske enkelt ikke! Hun vendte blikket mod ham, hvor hun selv måtte slippe en let latter, selvom det resulterede i et mindre hosteanfald igen. For pokker da også! ”Så.. d-du mener at det er det som forvirrer dig?” Hun sendte ham et næsten morende og hånligt smil. Han var jo også vampyr.. hvad vidste han i det hele taget omkring følelser? Hun havde sit gæt, men det var nu ikke noget som hun ville fremstille på den ene eller den anden måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hendes blik hvilede på ham som hun kunne se at han måtte tænke. At han overhovedet kunne finde ud af det! Hun havde nok ikke meget til overs for ham, for der skulle i den grad meget til at skulle fange hendes opmærksomhed og det var heller ikke noget som han direkte havde formået at gøre på den gode måde, det var slet ikke noget som man skulle tage meget fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun blinkede træt med øjnene. ”Du tænker? På hvad?” spurgte hun stille. Det var jo tydeligt for hende selv at der måtte foregå et eller andet oppe i hans hoved, selvom den tanke faktisk måtte more hende.

[Deleted]

Han rystede lidt på hovedet. "Nej ikke sådan direkte det.. det der lige nu nok mest forvirret mig er hvorfor du rejste dig op fra sengne efter jeg var gået.. for du hader mig..så tanken om du ville følge efter er faktisk underholdende, men ikke mindst også meget modsigende i forhold til alt andet." han så mod hende igen og sukkede lidt. Mest over hun lod til at more sig nu. Ja ja da hun var syg og svag så han lod hende få den morskab hun nu åbenbart så i det. "Så jeg sidder faktisk og tænker over hvordan det kan være...at du rejste dig fra sengen af og at du ikke har bedt mig skride til helvede eller lignende.." Det var nok noget af det som der kom mest bag på ham. Og følelser kunne han skam sagtens føle på trods af mange mente vampyrer ikke kunne. Og at de blot var døde væsner. Tja.. i det mindste kunne de da overleve noget så simpelt som en pest. Han lod sit hoved falde lidt på skrå. "Men når jeg har forandret mig så kan du vel også?" Han smilede ganske svagt. tanken om at forandre ig morede ham stadigvæk, men fakta var at det var sket. Det var faktisk kommet bag på ham selv, men han kunne ikke sådan ændre sig tilbage. For det første anede han jo slet ikke hvordan det var sket første gang! Og for det andet havde han på en måde ikke lyst. "Ved du hvad..? Selv som syg er du faktisk stadigvæk en smuk kvinde.." han smilede svagt og havde blot hvisket ordene som om ingen andre end de to måtte høre ham sige dem. og det var sandt. På trods af hun havde pest bylder og hun ikke fremtrådte så yndefuldt som sidst så kunne han ikke komme udenom, at hun var smuk.

[Deleted]

Ilaria forstod virkelig ikke hvad det var at Brandon forsøgte at skulle opnå, for det var slet ikke nogt som gav nogen som helst mening for hende i hendes øjne. Hendes blik hvilede på ham og selv med et morende og næsten hånligt smil på læben. Det var det som hun havde tilbage, da resten mere eller mindre var taget af sygdommen og hun kunne ganske enkelt ikke fordrage den tanke, for det var virkelig noget som gjorde hende forbandet rasende, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun fnøs let. ”Du får det til at lyde som et stort mysterium, Brandon.. Man følger da gæsterne til døren, er det ikke bare høfligt?” spurgte hun ganske kortfattet. I sig selv, var hun slet ikke meget for at han var der eller var så meget sammen med hende, for hun kunne ikke fordrage at blive set når hun havde det som hun havde det lige nu. Hun knugede mere omkring dynen. Det var vel også bare et spørgsmål om tid inden at Sonic ville dukke op? Et sted ville hun da næsten håbe på det! ”Skal jeg give dig et lille hint, Brandon; Det kaldes høflighed,” påpegede hun ganske stilfærdigt. Hun blev liggende og med blikket hvilende på ham og uden at skulle se det mindste væk overhovedet, ikke fordi at det var noget som man kunne komme det mindste udenom overhovedet. ”Hvad skulle jeg ændre mig til og for hvad?” spurgte hun med en lettere vrissen. Hun kneb øjnene lettere mistroisk sammen. Hvad pokker var det egentlig som han måtte være ude på? At han valgte at kalde hende en smuk kvinde på trods af omstændighederne, var noget som svagt måtte få hende til at smile. ”Det er du den første som siger,” påpegede hun stille, hvor hun endnu en gang gjorde et let nik mod ham som et tegn på taknemmelighed. Det gjorde hende glad et sted at høre ham sige det, specielt når hun vidste hvilket syn han havde på kvinder fra før af.