A night like all others..?

[Deleted]

Det var ved at være temmelig sent og Jacques var atter ude på den store runde blandt de mange små børn som holdt til på det børnehjem som Marius og Melody havde fået sat op. Ikke at det gjorde ham noget, tvært imod, så elskede han virkelig små børn! Mange af de små lå slet ikke og sov endnu. De turde ikke og flere af dem, havde virkelig mange gode grunde til det. Det var også derfor, at runden tog Jacques så lang tid. Mange af dem skulle puttes og flere gange, måtte han blive siddende ved drengen eller pigens seng, til de var faldet i søvn med den lille lysende kugle hvilende i hånden, så de faldt hen i søvnen af den tro, at intet vil kunne få fat i dem, hvilket han heller ikke ville tillade sig! Han holdt af alle børnene på hver deres måde, også fordi, at han mange gange fint kunne sætte sig i deres situation, selvom han vidste at hans egen forholdt sig helt anderledes. Han havde været her på herregården lige så længe, at han var i stand til at huske, også selvom han vidste, at det slet ikke var fordi, at han havde været uønsket eller noget lignende, men fordi at hans mor ikke havde haft nogen mulighed for at skulle passe på hende. Det havde han mange brev på, så det var også det som han havde trøstet sig med igennem den lange tid efterhånden. Han havde som oftest fået sig til at sidde og læse dem igen og igen, bare for at finde en eller anden form for trøst. Marius havde stået der, og han havde selv kendt hans forældre temmelig godt, så det var jo trods alt også en ekstrem stor trøst, at der altid havde været nogen omkring ham til at skulle tage sig af ham, når han virkelig havde haft brug for det i den anden ende, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Den sidste lille pige, havde han endelig fået til at falde i søvn. Han gik runden igen, udelukkende for at forsikre sig, at de alle måtte sove i deres trygge og rolige søvn inden han kunne sige sig færdig for nu, også selvom han vidste, at der gik en time eller to, så måtte han ud og gøre nøjagtig det samme en gang til, hvad end om han ville det eller ikke, så var der virkelig heller ikke noget, at skulle gøre ved lige netop det. Han forlod stille børnehjemmet som lå lige ved siden af hovedbygningen hvor de andre måtte holde til. Det hele var beskyttet med murer, så det var i den grad besværligt nok i sig selv, at skulle komme ind, men også at komme ud, så børnene var sikre. Så sent som det var blevet efterhånden, listede Jacques sig stille indenfor. Han fjernede roligt frakken fra hans skuldre og hang den på plads. Han havde en lille ting mere at gøre inden han ville liste i seng. Noget som han gjorde hver eneste aften og det kunne virkelig ikke falde ham ind, at skulle hoppe Yasmya over. Slet ikke! Han trak let på smilebåndet ved tanken om den lille tøs. De var virkelig blevet tætte med tidens løb. Han tilbragte jo mest tid sammen med børnene og hende specielt, udelukkende fordi, at hendes behov for den opmærksomhed klart var det største. Han stillede roligt ydertøjet inden han med de rolige skridt, listedde op af trappen. Han vidste at Marius og Melody ville være vågen, selvom det nu ikke rigtigt var noget som gjorde ham det mindste. Han foretrak faktisk også selv, at skulle sove om dagen, selvom det var sjældent, at han fik lov af de mange børn som selv elskede at være sammen med ham. Det var slet ikke noget, som han havde noget imod. Han elskede virkelig bare børn! Han gik roligt ned af gangen, selv tæt ved Marius' og Melodys værelse og nåede roligt den lille piges. En pige som selv de havde valgt at tage til sig, da de var klare over, at en adoption af hende, ville ødelægge langt mere end det måtte gavne. Et sted var han vel misundelig på hende over de muligheder som hun havde fået, og som han aldrig nogensinde havde fået selv? Meget af dagen i forvejen havde han brugt sammen med Camryn og hendes lille søn. En utrolig dejlig knægt måtte han da sige, det var der ingen tvivl om overhovedet. Han tog yderst forsigtigt i håndtaget. Man kunne vel aldrig vide, om hun ville ligge i den søde søvn eller ikke? Og han ville jo trods alt nødigt ende med at vække hende, hvis det var sådan, at det forholdt sig. Hovedet lod han forsigtigt søge indenfor døren uden at skulle lukke alt for meget lys ind. Han vidste godt, at Marius og Melody begge puttet hende om aftenen, selvom det igennem et godt stykke tid nu, slet ikke så ud til at have haft nogen effekt på den lille pige. Det var jo ham som fik hende til at falde til ro? Han kunne tydeligt høre forskel på hendes hjerte- og pustefrekvens, at hun ikke måtte sove ligesom alle de andre børn. Det havde jo trods alt alle sine fordele, at være vampyr jo. Han trak let på smilebåndet og trak sig ganske så roligt og forsigtigt indenfor, inden han lod døren roligt glide i efter sig igen. Han lod den klikke, så hun kunne høre, at han ville være der ligesom han havde lovet hende som hver eneste aften i et godt stykke tid. "Du skal da sove, min pige.." sagde han roligt. Han bevægede sig roligt henover gulvet og hen til sengekanten, hvor han roligt satte sig ned, tog fat om dynen og pakket den roligt og stille omkring hende med det samme lette og rolige smil på læben.

[Deleted]

Det var endnu engang blevet aften, og Yasmya måtte hvile i sin seng, det var ved at være langt over hendes sengetid, men det kunne ikke undre nogen at hun ikke måtte hvile i søvnen, ikke når man måtte tænke over det som hun havde været igennem mange år tidligere, hun havde aldrig rigtigt kunne sove, som regel måtte enten Melody eller Jaques sidde og vugge hende til hun ville falde i søvnen. Lyset var slukket, hun kiggede med de store runde øjne, tomt ud i det mørke som blev skabt og de mange skygger omkring hende som møblerne på værelset udgjorde. HUn var blevet taget til sig af Melody og Marius om det var det hun ønskede og på tidspunktet hun var blevet sport var det det som hun måtte ønske af hele hjertet, noget som hun havde fortrudt år senere, da det gik op for hende hvad det indebar.. Camryn og hendes søn. At se Jaques lege med de andre børn og få dem til at smile og le, fik også kun hende til at gøre det samme. udelukkende fordi at hun var klar over han fuldførte sit arbejde og turen ville komme til hende om ikke specielt længe, men Marius' biologiske datter og hendes søn var hende virkelig et problem. De havde været der hele dagen idag, og hun havde set hende igår.. Hun havde set hvordan hun havde masseret Jaques tindinger og hvordan han smillede og hun kunne fornemme nydelsen i hans blik, fornemme det håb i Camryn's øjne, og idag var de igen blevet placeret ved siden af hinanden ved middagsbordet og hun havde skabt sig for at slippe for at komme ned, og lige idag var det ikke lykkedes dem at få hende med. Kroppen lå slapt i den bløde madras, som hun lå der i sin hvide silkenatkjole. Det lange blonde hår som Melody hver aften flettede, inden hun gik i seng, hang endnu engang løst, hun pillede altid elastikken ud og lod det bølge ned over hendes slanke skuldre udelukkende fordi hun synes det var pænere og specielt når Jaques endte med at skulle dukke op. Han måtte snart komme, men idag ville hun ikke tale med ham, hun kunne stadig føle det enorme stik af jalousi. Hvordan skulle hun nogensinde komme af med den dræbende følelse? Det var ikke normalt ikke for en tøs i hendes alder, hun holdte af ham og så langt mere end hun overhovedet burde. Yasmya lyttede intenst til trappen, og ganske rigtigt hun kunne høre skridt nærme sig. Både Melody og Marius havde været inde og sige godnat, også selvom hun endnu engang valgte at ignorere hendes plejefar komplet, og nu var turen kommet til den sidste. Normalt var han højdepunktet på dagen når han sad ved hende og hun bare kunne læne sig ind til den kølige krop der trygt ville vugge hende blidt, men i aften var det hende ærlig talt ligemeget. Idet som døren gik op, vendte hun sig hurtigt om på siden så han ville møde ryggen, og med hænderne plantet som en blid støtte under hendes hovede. Det var ikke fordi Yasmya lod som om hun sov, hun var udemærket klar over at han ville føle hendes hjerteslag og høre hendes vejrtrækning, han ville vide at hun ikke lå i den rolige søvn. Den varme stemme skabte en underlig sitren i hende, som hun et sted måtte banne så langt væk, for det var den som skabte hele den jaloux følelse. Ikke så meget som et ord kom fra hendes læber, det var sjældent hun ignoerede ham, men hans smil når han legede med Camryns søn, eller når hun masserede ham, eller når de bare stod og snakkede og lo på en måde som han ikke gjorde med andre, hun kunne ikke fordrage det! Det hjemsøgte hende, hun så det for sig og følte mest af alt for at lade tårerne falde. Hun bed sig let i læben som hun følte madrassen give en smule efter da den ekstra vægt blev tilføjet, hun vendte sig ikke mod ham, men stirrede derimod blot hen på hendes klædeskab som var det, det mest interessante hun havde set i frygtelig lang tid. Ringen måtte som sædvanlig hvile over hendes finger, måske det var startet som en leg i sin tid, men idag var det for hende så langt mere end bare en leg, hun havde vel lov til at drømme? Dynen blev puttet om hendes krop og hun nød varmen som de gav, men stadig måtte hun ikke skænke ham hverken et ord eller et blik, eller bare det som lignede, lige i aften var han som den rene luft for hendes vedkommende, og det måtte være tydeligt at hun ikke ønskede at snakke. Ikke så meget som et smil var blevet givet med på vejen idag, de fleste timer var blevet brugt for hende selv her på værelset og kun med hendes dagbog som eneste underholdning, dukkerne var hun jo trods alt vokset fra.

[Deleted]

Jacques nød så sandelig også det faktum, at han kunne være sammen med nogen på hans egen alder fremfor de mange børn, som så på ham som en stor legekammerat, som de kunne overfalde lige så snart, at han kom hen til dem. Den tanke morede ham da. At det gik Yasmya så meget på, at han var sammen med Camryn, havde han ikke nogen anelse om. Den nye dreng som de havde fået på børnehjemmet, havde været det som havde taget så uendelig meget af ham og efterladt den knaldende hovedpine som havde resulteret i, at Camryn havde valgt at skænke ham den rolige og blide massage. Han kunne vel heller ikke komme udenom, at han virkelig ville nyde det og lige så længe, som det nu ville vare for ham? Han elskede at rende rundt med hendes søn, man kunne vel snildt sige at han levede og åndede for de mange børn som var her? Han elskede det virkelig! Men det var til aftenssmaden hvor han virkelig havde fornemmet, at der måtte være et eller andet rivende galt. Udelukkende også af den grund, så havde han valgt, at skulle opsøge hende lige netop i aften. Selvom det nu var noget som han gjorde hver aften. Han holdt forbandet meget af den knægt, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Ringen bar han stadig på fingeren efter deres egen lille leg dengang hun havde været mindre. Han havde bare valgt at lege med, selvom det havde virkelig helt og særdeles umuligt for ham, at skulle fjerne den igen. Et sted betød den jo meget mere for ham end bare en ganske simpel ring ville have gjort det og han kunne udmærket godt fornemme på hende, at hun et sted også måtte føle det samme. Hvorfor skulle hun da ellers gå rundt med den endnu efter så utrolig lang tid? At hun bare valgte at vende sig væk fra ham, nægte at se på ham og endda snakke til ham, så var det klart for ham, at der var noget galt. Havde han nu gjort noget forkert? Han rynkede brynene i en let bekymrende mine. At den var gal hver gang han havde været sammen med Camryn, var nu ikke noget som han direkte havde valgt at skænke en tanke. Det var virkelig noget som han bare ikke lagde mærke til. Han lod hovedet søge let på sned. "Okay, Yasmya.." begyndte han stille. Hans ene hånd lukkede sig stille om hendes skulder og kun for at skulle vende hende om ganske så forsigtigt, for at få hende til at vende med fronten mod ham istedet for. Dette var virkelig noget som var ved at irritere ham, for ikke at glemme, at han slet ikke brød sig om den tanke på nogen måde, at hun skulle gøre dette overfor ham.. Hvorfor skulle hun? Hvad havde han da gjort så gruelig forkert, at hun ikke ville så meget som at se på ham? "Jeg har intet set til dig hele dagen.. Du opføre dig mærkværdigt til aften og du nægter at se på mig? Hvad er det som går dig så meget på?" spurgte han med en rolig, dog stadig let fast tone. Han vidste udmærket godt, at han ikke kunne tvinge hende til det ene og det andet. Det var jo heller ikke fordi, at det forekom ofte, at han skulle spise sammen med dem om aftenen. Han nød nu normalt bare en lille flaske blod på hans eget værelse og krøb så i seng hvis det endelig var.. At han jo så blev placeret ved siden af Camryn gang på gang, var heller ikke rigtigt noget som han direkte måtte tænke over på denne måde.. Han blev vel bare placeret der? Også selvom han udmærket vidste at Marius havde fortsat med at placere ham og Camryn på samme sted, så var det vrkelig også en tanke som efterhånden var ved at irritere ham selv noget så grusomt, selvom han ikke rigtigt kunne gøre noget ved det.. Han var jo hans arbejdsgiver. "Du ved, at du kan fortælle mig alt.. ikke?" fortsatte han roligt og ikke mindst med den samme tone som tidligere. Han brød sig slet ikke om det som var ved at ske. Han hævede hånden og strøg roligt en lok af hendes lange og smukke hår væk fra hendes ansigt. Så ung.. hun burde da ikke ligge her alene og uden at få mad her til aften. Hun havde jo trods alt intet fået. "Skal jeg hente dig noget mad, min pige? Du har jo intet fået til aften," sagde han stille. Han bekymrede sig for hende. Hvad end om han ville det eller ikke, så måtte han jo trods alt erkende, at hun havde fået en utrolig stor betydning for ham igennem de år som hun havde været der. Han var koblet på hende temmelig tidligt, bare for at få hende til at falde til, lad hende glemme lidt af det som mænd havde gjort ved hende igennem hendes unge liv. Bare det, at de havde fået sig selv til det, var direkte umenneskeligt. De mørke øjne hvilede roligt på hendes skikkelse og selv uden at skulle se det mindste væk overhovedet, det var der heller ikke nogen som helst tvivlv om. Han tog hånden stille til sig igen og lod den dumpe ned i hans skød. At se hende sådan her, var noget som forekom så sjældent. Dog denne gang, agtet han at få sig sine mange svar.

[Deleted]

Yasmya vidste jo udemærket godt et sted, at han var omringet af børn mere eller mindre hele tiden og virkelig behøvede at være sammen med dem på sin egen alder og det var et sted også det som hun et sted måtte frygte. Han kendte intet til omkring hverken den følelse som han formåede at sætte i hende selvom hun var ung o g selvom det var dybt forkert, og han kendte ikke den til den jaloux følelse hun fik når hun så hvordan han var sammen med Camryn. Hun var så intelligent, så nem at elske, morsomt, og så var hun smukkere end noget anet som hun nogensinde havde set, og Yasmya vidste da at hun havde sine talenter og et sted også en charme i hendes udseende, men det var intet i forhold til det som Camryn ville være i stand til at give ham, hun selv var bare den lille ynkelige horeunge. At se ham lege med børnene gjorde hende absolut intet, det gjorde hende glad at se ham glad, men igen Camryn's søn var en undtagelse, hvor hvis han faldt for ham ville han vel falde for Camryn? Bare tanken gjorde direkte ondt. Yasmya blev liggende, holdte næsten vejret for ikke at røre på sig. Det var så pokkers svært at ignorere ham, ahn var så sød og så kærlig, noget som hun jo ikke havde været vant til specielt meget, ikke hvor hun huskede det om ikke andet. De grønne øjne gled stille i skjul bag øjenlågene, ikke af træthed men mere som for at tage sig selv en smule i nakken, og igen måtte hun se hans frydende smil når hun masserede hans tinding, om det så var med en god grund eller ej, hun kunne da også have gjort det? Igen gled blikket stille op, også selvom det på ingen måde faldt til ham, hun bøjede let i de slanke fingrer og følte hvordan ringen strammede en smule om hendes ringfinger, hun huskede i detaljer hvordan det var get til, huskede det lys i hans blik hvorfor kunne hun ikke give ham det igen? Hvorfor var det Camryn som skulle? Var hun ikke længere god nok for ham? Hun forstod det virkelig ikke, selv Marius ønskede dem brændende sammen, det kunne enhver tumpe fornemme og det var en tanke som hun ikke kunne fordrage, Marius favoritisterede hans biologiske datter frem for hende, det gjorde faktisk ondt. Noget var galt og det måtte da være tydeligt for ham, det var frygtelig sjældent at hun afviste ham, faktisk skete det kun når han blev glad i nærheden af Camryn resten af tiden kunne hun knapt slippe ham igen. Fast bed hun sig i den bløde, rosa læbe, lod sig vendes mod ham, selvom blikket stadig måtte hvile hen mod klædeskabet. Hendes arme foldede sig over det lille brystparti hun måtte bære, som ganske enkelt et stædighedstegn "Jeg gider ikke snakke" svarede hun kort for hovedet med en blid stemme og dog så fast en tone. Det stik i hjertet sad der konstant, det gav hende ondt i maven og hun kunne virkelig ikke tænke på andet, hvorfor skulle hun være uønsket? Hvorfor var hun ikke god nok for ham, udelukkende på grund af alderen? Marius sørgede ihærdigt for at Jaques og hans datter var i det samme lokale, sad sammen ved middagen når han endelig spiste med og hbede for dem kemi, hun kunne se det, nok en teenager men dum var hun bestemt ikke og det var jo ikke meningen at han skulle hoppe i fælden med begge ben! Yasmya hørte hans ord men hun besvarede dem på ingen måde, hun vidste at hun kunne fortælle ham mere eller mindre alt, men dette kunne hun ikke sige, for det ville ødelægge meget for ham og det ønskede hun jo heller ikke, han fortjente mere, dette var ent ing hun ikke kunne fortælle. Et suk forlod hendes læber, han var virkelig kærligere end noget andet, som en bror? Selvom hun i sine vildeste drømme ønskede ham som noget ganske andet, noget som hun aldrig ville komme til at skulle sige højt, det var bare drømme? Hun lod ham fører den lange blonde lok væk fra hendes blege ansigt, det var trods alt for hans skyld hun normalt tog fletningen ud, men lige i aften var det vel mere gjort af vane? Nu hvor han selv måtte bringe det op så var hun en smule sulten, men det hvade intet at gøre med hendes humør overhovedet, "Nej tak, jeg er ikke sulten, og stop med at kalde mig din pige" snerrede hun næsten med en såret stemme, kun for at vende sig tilbage på siden med ryggen, frygtelig afvisende. Camryn var tydeligvis hans pige, hun havde måske været en gang men nu var pladsen blevet overtaget. Han var noget særligt, han betød noget, og hun bar en hemmelighed der åd hende op fra det indre og som nu resulterede i at hun direkte måtte finde den kolde tone frem og bare lukke ham ude.

[Deleted]

Jacques nød virkelig den tanke og den følelse ved at skulle være omkring alle de børn. Det var noget som var blevet ham fortalt, at han også havd efter begge sine forældre. Hans mor kendte han jo selv knapt. Han havde de breve som var sendt fra hende og det var jo trods alt mere eller mindre det, hvad end om det var det som han ville eller ikke. Et sted måtte han jo erkende, at han savnede hende. Han holdt virkelig af Yasmya og han havde virkelig også arbejdet intenst med hende, for at vise hende, at man sagtens kunne være tættere på mænd uden at det skulle ske, som hun ellers var vant til at opleve. Et sted selvfølgelig en noget så tragisk at hun havde været igennem det, men det gode var vel, at hun var kommet hertil istedet for? Det ville han da i alle fald mene og han var bare glad for, at han kunne få lov til at skulle se og betragte hende vokse på den måde som hun havde gjort igennem de sidste år. Han kunne virkelig ikke sige noget andet, end at han virkelig var noget så frygtelig stolt af hende på alle tænkelige måder. Ringen havde han selv på fingeren. Han var virkelig taknemmelig for at Melody havde haft dem. De var ens og sågar ægte forlovelsesringe, så selv havde han jo leget med på den leg og han ville aldrig nogensinde kunne ønske at gøre det anderledes. Han trak vejret dybt og med et let suk. At hun skulle afvise ham på denne måde, var slet ikke noget som han ønskede lige nu og det at hun fortsatte med at gøre det, fortalte ham tydeligt, at fejlen måtte ligge ved ham. At hun havde set skævt til Camryn på den måde, var slet ikke en tanke som faldt ham det mindste ind overhovedet. Han så stille på hende og ikke mindst med en let bekymring i blikket. Han vidste at det tydeligt måtte være ham som havde gjort en fejl, men hvad pokker havde han gjort?! Han sukkede stille og rystede på hovedet. At hun ikke var sulten var en ting, men at nægte ham at skulle kalde hende for hans pige, var noget som virkelig måtte slå hårdt. Det havde han altid kaldt hende. Hvorfor måtte han nu ikke det længere? Han bed sig let i læben og blev ellers bare siddende på sin plads. Om han skulle rejse sig og gå vidste han ikke. Noget var tydeligt galt, og han agtet i den grad, at skulle få ordnet op i alt det her og det kunne virkelig heller ikke gå hurtigt nok! "Yasmya, hvis jeg har gjort noget forkert, så please fortæl mig det, istedet for det her," bad han stille, da han igen havde ladet blikket glide mod hendes skikkelse. Han lod hovedet søge let på sned og ikke mindst med den klare bekymring som han bare ikke formåede, at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet. Det var faktisk ekstremt ubehageligt og på alle måder, at skulle sidde i denne situation. At hun tog fletningerne ud for hans skyld, vidste han ikke. Han vidste bare, at han elskede at sidde og nusse hende i håret og følelsen var virkelig behagelig, at sidde og lade hendes lange hår glide mellem hans fingre, som havde det været vand. Hvilken grund som det skulle være for, at han skulle afvises på denne måde, havde han virkelig ikke nogen anelse om overhovedet, men det var virkelig noget så frygtelig ubehageligt. Han satte sig stille ind på sengen og med blikket hvilende mod hende. Han strøg hendes kind lige så stille og roligt, ikke at det var noget som han kunne eller ville skjule for hende, for hun betød meget mere for ham end det som hun nok lige ville gå hen og tro.. meget mere end det som han nok nogensinde ville komme til at erkende. "Du har altid kunne lide, at jeg har kaldt dig for min pige, Yasmya.. hvorfor må jeg nu ikke det?" spurgte han stille. Det var da noget af det som i den grad også måtte gå ham mest på, det var heller ikke noget som han kunne eller ville komme det mindste udenom overhovedet. Han førte stille en lok om bag hendes øre ganske så varsomt og forsigtigt. "Jeg har været sammen med børnene hele natten.. og hele dagen.. Fortæl mig hvad det er, jeg har gjort forkert," bad han stille. Nok at hun var arbejdsgiverens datter og måtte ligge meget højere oppe end det som han gjorde hierarkiet på dette sted, men alligevel. Han ønskede stadig at være i stand til at skulle snakke med hende.. Åbent omkring det hele. Han havde jo siddet så mange gange, siddet med hende i favnen, puttet hende og fortalt hende godnathistorier, selvom det var ren og skær improvisering.. Han ville klart savne det, hvis han skulle afvises og ignoreres helt nu. Han tog igen fat omkring hendes skulder og prøvede at tvinge hende ned på ryggen i sengen, stadig meget stille og roligt, for han ønskede virkelig ikke at skulle skade hende og styrken lå jo i hans vampyriske race, hvad end om han ville det eller ikke. "Jeg vil bare snakke.. Du har brug for det, det kan jeg da mærke på dig," sagde han stille, ikke mindst med en klar bekymring.

[Deleted]

Hvordan Jaques familie situation stod til vidste Yasmya faktisk ikke, hun havde aldrig rigtig spurgt også mere fordi han ikke rigtigt gav udtryk for at han egtentlig ønskede at skulle snakke med hende omkring det, selvom de som regel snakkede om mere eller mindre alt sammen, hun turde betro sig til ham, og han lod som han også turde betro sig til hende. Alt det som Jaques gjorde for hende beviste virkelig kun at han måtte holde af hende, faktisk så var hun slet ikke i tvivl om lige den ene ting, problemet var jo så det at han ikke holdte af hende på den måde som hun rent faktisk ønskede, det tog hende år men nu var det virkelig gået op for hende at selv hun kunne forelske sig, selv hun kunne føle den sitren og den varme der bredte sig ved et kærtegn eller lyden af hans stemme. Aldrig havde han været interesseret i hendes krop, krænket hend eog udnyttet hende, i hans øjne lod hun rent faktisk til at være menneskelig og det var det som fik hende til at føle sig glad, for han formåede virkelig at løfte hende humør, lige ud over når Camryn var i huset.. Men alt ændrede sig til de tider, Marius ændrede helt skikkelse, Melody blev en helt anden og Jaques begyndte at smile og le på en måde hun ikke var vant til og hun hadede det mildest talt, selv var hun et spørgelse i de tider så derfor kunne hun vel ligeså godt blive siddende på værelset hvor hun kunne være alene uden at skulle blive ved at føle det stik af jalousi dybt inde. Ringene var ægte så meget vidste hun, Melody havde fortalt hidtorien om demog det måtte undre hende hvorfor lige præcis hende og Jaques fik lov at bruge dem i deres leg, men det glædede hende kun, det fik det til at føles så ægte, også selvom hun vidste at det aldrig ville blive det. Ryggen var endnu engang vendt til ham i en blank afvisning, hun ville ikke snakke og hun kunne ikke snakke, det ville ikke være godt for ham og hun ville jo heller ikke gøre noget slemt for ham. Blikket stirrede tomt mod klædeskabet, mens hun måtte næsten kunne høre hans indre fustration i form af hans tone, han var jo langt fra vant til at hun afviste ham, det skete kun når Camryn havde været der og han havde været lidt for villig til at være sammen med hende, det var vel hendes måde at straffe ham på? Udelukkende fordi det gjorde ondt, bare at skulle tænke på. Det var tydeligt gået op for hamat han var fejlen, specielt med de hårde ord, han var jo klar over hun altid havde elsket at blive kaldt for hans pige for det gav hende faktisk følelsen af at være det, selvom hun igen vidste at det nok aldrig ville ske. Yasmya rystede blot let på hovedet til hans ord, der var ikke noget at løsne op i, det ville kun skabe flere knuder og hun ville ikke gøre sig selv til grin, ikke overfor ham. Det lange blonde hår lå spredt omkring hende, lettere uglet, der var en grund til at Melody ville flette det hver aften, men igen havde hun taget dem ud udelukkende ofr hans skyld, for var der noget hun måtte nyde, så var det at sidde i hans favn mens hans strøg fingrene gennem hendes hår og bare holdte hende tæt ind til sig. De tanker som Jaques selv sad inde med var helt ukendte for hendes del, men han havde betydning for hende og ingen så den jalousi direkte malet i hendes blik, ingen så de tårerfyldte øjne når hun bare måtte stå på sidelinjen og kun se til, og nu ville hun ikke lade nogen. Hun krympede en smule undre dynen, med den allerede halv spinkle skikkelse, hun kunne føle at han stadig sad der og det skabte den pokkers sitren, også en grund til hun ikke måtte vende sig om. Ordene nåede hende for ører og hun behøvede end ikke at tænke over svaret, faktisk måtte hun erkende at hun slet ikke tænkte ligenu "Du kan kun have en pige, og jeg er ikke den mere...Åbenbart" tilføjede hun utrolig lavmældt, og himlede fast med øjnene, og enhver idiot skulle være blin for at se hun var langt mere påvirket af en form af sorg end hun var af en direkte vrede. Hans ord omkring børnene var det som fik hende til at vende blikket mod ham for en kort stund, med et meget trosigt glimt i hendes smaragdgrønne øjne "Lad værre at lyv for mig, jeg så det godt.. Jeg så hendes pokkers håbfulde blik og dit frydfude smil!" udbrød hun fast, også selvom hun ganske hurtigt tav. Lige de ord havde hun ikke tænkt over og de skulle slet ikke være blevet sagte. I en fast bevægelse, trak hun dynen over hovedet og gamte sig i mørket der, hun ville ikke snakke med ham, og da slet ikke nu! Set i Yasmya's egne øjen var hun ikke højere end ham, hun var et barn og hun ville ikke være stor hun ville for pokker bare have lettet den enorme byrde, og så ville hun have Camryn væk fra ham! Var det virkelig for meget at forlange?

[Deleted]

Følelserne set fra hendes side, var Jacques fuldstændig ukendte. Hvis han havde vidst og kendt til dem, så havde det virkelig været noget ganske andet set fra hans side af, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At sidde i denne situation var virkelig noget som han måtte hade. Bare det at vide, at det var ham som var fejlen et eller andet sted, var bestemt heller ikke en tanke som han ønskede at krype til sengs med som han gjorde hver aften. At alle ændrede sig når ham og Camryn var i samme lokale, var ikke rigtigt noget som han tænkte videre over. Det var virkelig bare noget som skete og det var bestemt ikke altid med noget behag. Han tænkte normalt først over det bagefter. Han nød så sandelig også noget selskab oppe i hans egen alder, selvom han dog måtte erkende, at Camryn var for tøset efter hans smag.. Det ville aldrig nogensinde blive dem, for hun var bare ikke hans type uanset hvor meget Marius måtte ønske det eller ikke, så var der ikke noget at gøre ved lige netop den tanke uanset hvad. Han havde aldrig været interesseret i Yasmyas krop på den måde. Han havde bedt hende klæde af i begyndelsen, udelukkende for at heale de sår som hun måtte være kommet med, ellers var det ord som ellers aldrig nogensinde havde faldet over hans læber. Han havde puttet hende, holdt hende i favnen og siddet og fortalt hende de mange historier som han aldrig vil kunne fortælle mere end en gang, udelukkende fordi at han improviserede fra start til slut, hvor de normalt indebar ham og hende, for at gøre det lidt mere personligt. Ringen måtte han stille vende blikket mod. Måske, at det var ment som en form af leg, men han nød faktisk at skulle rende rundt med den, også fordi at han vidste at hun havde den anden. Legen sluttede jo for år siden efterhånden og ingen af dem havde fjernet ringen på noget tidspunkt. Det var vel ikke bare ham som lagde det lille ekstra i dette? At hun nægtet at se på ham, var noget som måtte gøre ondt og hun ville da for pokker altid være hans pige! Uanset hvad hun så ville sige til det eller ikke, så var der virkelig ikke noget at gøre der. Han betragtede hende stille, selv hans hånd måtte fortsætte med de vandringer igennem hendes smukke hår og han elskede virkelig den følelse. Hun gjorde bestemt ikke sig selv til grin ved at snakke med ham. Alt de snakket om var jo mere eller mindre fortroligt og aldrig noget som han ville sige videre til nogen med mindre, at det var en direkte farlig situation for den ene eller den anden part selvfølgelig. Hans familieliv var ikke noget som han brød sig om at snakke med nogen om, selvom det jo var nødvendigt til tider. Han manglede jo selv sin mor.. Han ønskede at kende til sin far og enkelt, det var det bestemt ikke! Hendes ord var virkelig noget som måtte slå noget så frygtelig hårdt. "Hvad er det du siger, Yasmya? Hvem skulle da ellers være min pige foruden dig?" For hans vedkommende, så gav det virkelig ikke nogen mening for ham overhovedet. Han havde da kun hende til at fylde denne ganske særlige plads ved ham og det var slet ikke noget som han ville lade nogen anden tage fra hnde. Selvom stemmen var lavmælt så kunne han udmærket godt høre hende. Det var de andre ord som slet ikke var ventet for hans vedkommende. Han endte med at sidde mere bleg i hovedet og med blikket hvilende mod hende. ".." Han åbnede og lukkede munden.. Var det vrirklig det som var gået så galt? Han bed sig let i læben. Forsigtigt rejste han sig, gled ned på gulvet på knæ og tog forsigtigt fat i dynen, så han kun lige måtte få hovedet ind under den. "Du tænker på Camryn, gør du ikke? De... 10 minutter jeg var sammen med hende i dag?" spurgte han stille. Han kunne virkelig ikke få det til at hænge sammen på nogen anden måde, foruden hvis det var Camryn som igen måtte være galt og hvad var der galt i at han tilbragte lidt tid med hende? Selvom det virkelig var noget som måtte irritere ham selv til tider, at hun skulle fortsætte med at dukke op og komme igen. "Jeg havde hovedpine så det siger spar to. Hun masserede mine tindinger for at løsne lidt op. Du ved at vi fik en ny dreng på børnehjemmet i går? Han gjorde ikke andet end at skrige, hvis du forstår.. At hun håber.. det er for et blindt syn.. Det er slet ikke gengældt.. selvom jeg ved, at det er ønsket," forklarede han roligt. Så stor var hun jo trods alt til at forstå det, ellers havde han ikke fremstillet det på den måde. Hun var 14 år nu og snart voksen. Han måtte jo behandle hende derefter, for ikke at glemme, at hun også var chefens datter. Han måtte virkelig passe på.

[Deleted]

Yasmya vidste at de følelser som hun måtte sidde med ville forblive bedst hvis ikke kan kendte til dem, selvom det virkelig gik hende på at hun ikke bare kunne være ærlig overfor ham, hun ville ikke le's af og hun ville bestemt heller ikke gøres til grin foran ham. Camryn var alt det hun ikke selv var, noget af det smukkeste og ikke mindst på hans alder, der var intet at hamle op med der, og det var den tanke det gjorde ondt, hun gjorde ham glad på en anden måde end hun følte hun selv kunne gøre det, og det var i den grad fustrerende. Alle ønskede Camryn og hun vidste det. Marius ønskede det, Melody ønskede det, og Jaques gjorde vel et sted også? De ændrede sig alle når hun var der, og hun selv blev til den rene luft, der var ingen der så meget som skænkede hende et blik ud over Jaques i tide og utide. Det gjorde så pokkers ondt og pludselig følte hun at hun var fejlen, og uønsket så for hende var det langt bedre at blive på hendes værelse, og derfor forstod hun virkelig ikke hvorfor de altid forsøgte at få hende ned, de burde da kunne se at hun ikke ligefrem ønskede deres selvskab? Det havde altid været lettende for hende at han ikke interesserede sig for hendes krop, den første gang han bad hende om at klæde sig af, udelukkende for at heale sårerne, gjorde hun det uden så meget som at skulle tøve. Men ud over det så var det aldrig hendes krop han berørte, det var ikke den han var ude på at udnytte, istedet holdte han hende tæt, strøg hende over håret og over kinden, opdigtede de mange historier, tog hende med sig ud og puttede hende om aftenen, han gjrode hende tryg på en helt anden måde, var en mand uden for det billede som hun ellers havde dannet sig i en frygte ung alder. Blidt lod hun en pegefinger søge over den guldring som hun måtte bære ligeså vel som ham. De havde aldrig taget den af, ej heller selvom det var flere år siden den leg sluttede, hun lagde mere i det end som så, også selvom den nok var meningsløs for ham efterhånden, en del af hans arbejde ligesom hun selv. Der var vamrt under dynen, ilten var trang, og dog så nægtede hun at titte frem mod ham, hun vidste udemærket at der var blevet sagt langt mere end det som hun burde, men det gjorde virkelig ondt, stak til hende langt dybere end det som han et sted måtte tro. I hendes øjne var Camryn bleet hans pige frem for hende selv, hende havde han muligheden for at få, eller rettere havde Camryn mulighedenf or at få ham, mens hun selv kun måtte stå og se til fra sidelinjen, se det ske ude af stand til at kunne stoppe det. Hvad der jo så fustrerede hende mest var at han var den hun plejede at snakke med om alt, lige fra den pigeting man fik omkring hendes alder, og til de få venner hun havde af de andre børn, og videre mod familien, men lige her så kunne hun ikke tale. Hvad angik hans familie så ville hun hellere end gerne lytte, hun var vel nysgerrig på ham et sted? Hun ville vel bare ikke presse på? Stilheden ved hans ord sagde vel det hele? Camryn var hans pige og ikke hende, en tanke hun måtte hade men hun måtte vel se realistisk på det? Hans reaktion på hendes ord nåede hun på ingen måde at se, hun lå med enorm rødmen under dynen og hendes hjerte hamrede som en besat næsten med den rene panik i hvert eneste slag, hvordan pokker skulle hun redde denne ud?! Yasmya slugte utrolig godt til sig af den lille smule ilt som han måtte lukke under tæppet, idet hans hovede tittede frem. Et sted så følte hun pludselig for at lade tårerne rende, hun vidste at hun havde gjort noget helt utroligt dumt. Blikekt gled mod ham, dog kun som en skygge - Meget udetaljteret. Hun lyttede intenst til hans ord, hun kendte til den nye dreng, hun havde hørt ham, men det var stadig ingen undskyldning for at komme tæt på Camryn! "Jeg kunne have ordnet den hovedpine.." mumlede hun med en lavmældt og irriteret tone, Camryn havde ikke behøvet det, hun kunne ligeså godt. Det var ønsket af Marius, ønsket af Melody og selv håbet var at spejle i Camryn's blik, det gjorde mere ondt end noget som helst andet! Hun var 14 nu, hun forstod hvad der foregik, hun var på vej mod de voksnes rækker, alt hun krævede var ærlighed, hun så ikke sig selv som chefens datter for hun ville være mere end blot et arbejde for ham, ville han selv tro hun kunne gå til Marius? Tårerne strøg stille over hendes kinder, det stik bare ved tanken omkring hendes egen 'søster, selvom hun nægtede at se hende sådan. Hurtigt vendte hun igen ryggen til ham for at skjule det, han kunne ikke vide.. Han måtte ikke vide.

[Deleted]

At se Yasmya på denne måde, var noget som et sted også måtte skræmme Jacques helt vildt. Han holdt af hende og i den grad også meget mere end det som han oprindeligt burde, men der var virkelig ikke noget at gøre ved det. Det var ikke en sti som han selv havde valgt, det havde hans hjerte. At sidde sammen med folk på hans egen alder, smile og le, selvom han udmærket godt så hende og skænkede hende det naturlige og normale varme smil som han altid havde gjort det. Han så hende i det mindste. For ham, havde hun aldrig nogensinde været usynlig på sidelinjen og det ville hun heller aldrig blive. At hun bare direkte havde nægtet at komme ned til bordet i aften, var noget af det som vrkelig måtte skræmme ham selv bare en anelse. Den var virkelig helt gal, det var noget som efterhånden også var ved at gå op for ham. Hvad var det som han havde gjort så gruelig forkert? Varmen kunne han tydeligt mærke, også selvom han ikke direkte var afhængig af ilten, så nød han faktisk af følelse ved at kunne trække vejret. At hun havde talt over sig, var han klar over og hans ord var bestemt heller ikke ment som en undskyldning. Det var jo snarere en forklaring frem for noget som helst andet, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om man ville det eller ikke. Hun så det ikke helt fra hans side af - et sted kunne man vel sige, at aldersforskellen kunne mærkes til tider, selvom det nu bare var noget som han måtte tage med sig. Camryn ville han aldrig kunne finde sammen med på den måde, og det var noget som han måtte håbe at hun vidste. Det var jo trods alt også det som han prøvede, at skulle forklare hende lige netop i dette øjeblik. Hans egen familie var et ekstremt ømt punkt udelukkende fordi at han ikke vidste noget som helst. Sidst at han hørte til hans mor, var at hun var gået bort i et forfaldent hus. En tanke som virkelig måtte stikke.. Det var over hundrede år siden. Han sukkede stille. Selvfølgelig ville hun kunne have ordnet hans hovedpine, men Camryn havde været der. Han trak svagt på smilebåndet. "Hvis du havde været der, så havde du så sandelig også fået lov. Jeg ville elske, hvis du havde gjort det." Han trak hovedet stille til sig igen, selvom det stadig var noget som han gjorde ganske så roligt og stille. Dynen fjernede han stille fra hendes skikkelse, da han roligt satte sig helt op i hendes seng. Som altid, så tog han blidt fat omkring hende og trak hende ind i favnen, hvor han derefter stille lagde dynen omkring hende og puttet hende - Ligesom han havde gjort siden hun havde været ganske lille. Hun var og ville altid være hans pige og det var det som han håbede på, at hun dog bare vile indse på den ene eller den anden måde. Det var ikke noget som bare ville ændre sig sådan uden videre, det var der heller ikke ngen som helst tvivl om overhovedet. Han hævede den ene hånd og strøg den mod hendes kind. Fjernede de mange tårer. Han var ikke varmt som et levende individ ville have været det, men han var heller ikke så kold som en død ville have været. Et sted midt mellem ligesom hans egen race måtte sige det. "Fortæl mig hvad det er, jeg har gjort så forkert, Yasmya," bad han stille og ikke mindst med den klare stemme. Han ønskede virkelig bare noget så brændende at vide, så han kunne gøre det godt igen, for nu nægtet han virkelig at gå, før han vidste hvad han havde gjort og hvordan han skulle rette op på det hele. Han ville se et smil på hendes læber. De mørke øjne søgte stille til hendes skikkelse. At se hende på denne måde, var noget som skræmte ham, for ikke at glemme, at det gjorde noget så frygtelig ondt, når hun afviste ham på denne måde, for det var virkelig frygtelig ubehageligt. Han trak vejret stille og dybt. Han måtte virkelig bare slå koldt vand i blodet, selvom det virkelig ikke var nemt for ham lige nu. Han var træt, han havde stadig lidt af en hovedpine, for det var altid svært at skulle køre en helt ny ind i de rutiner som foregik på stedet og Joshua havde bestemt heller ikke vist sig fra en samarbejdende vinkel. Han vuggede hende roligt og blidt. Måske at hun var de 14 år efterhånden, hun hun ville virkelig altid være hans lille pige - Uanset hvad hun ville sige til det eller ikke.

[Deleted]

At se hende på den måde var virkelig ikke normalt, men lige denne gang så kunne hun bare ikke skjule det, byrden blev hurtigt for tung for hende, men denne gang var der gået det som måtte minde om et års tid, og siden havde det hjemsøgt hende. Det var ikke som alle andre, det dukkede op og måneden efter var det væk igen, det blev ved og det blev ved at gå hende på, det slog hende langsomt ihjel på indsiden når hun så til hvordan Camryn tog ham fra hende, prøvede at gøre hende til hans, selvom hun altid havde været det, det var virkelig ikke fair! Specielt ikke når det var en kvinde hun aldrig ville være i stand til at hamle op med overhovedet. Det værste var jo så det faktum at hun var på hans alder og at hendes egen far virkelig prøvede som bare fanden, hun kunne jo tydeligt se det, det kunne alle. Hun var den som gang på gang stod på sidelinjen og bare så til mens det skete, for hun kunne ikke bryde ind, end ikke Jaques kendte jo til de følelser som hun måtte sidde med. Selvom an var den eneste der stadig så hende s var det bare ikke nok, hun fik det kærlige smil af ham og ønskede det skulle være ment på en helt anden måde, men... Hvordan skulle hun fortælle ham lige den lille detalje? Yasmya blev roligt liggende under den varme dyne og med ryggen til ham. Blidt hævede hun en smule i dynen udelukkende for at skulle lukke lidt il ind, for nu blev der frygtelig varmt at hvile. Tårerne faldt stille, hun ville ikke lade ham se hende græde, ikke over det, et sted så vidste hun jo at det bare var en bagetel, specielt nrå han havde en ærlig forklaring lige på tungen som hun dog nægtede at lytte til. Det gjrode virkelig så forbandet ondt, at skulle kæmpe med de hele efterhånden, ingen så på hende at der var noget galt, ingen undrede sig over hvorfor hun pludselig ikke ville spise med dem, ingen undrede sig over hvorfor hun ignorerede Marius, ingen undrede sig over at hun ikke måtte gå rundt med et smil der kunne pryde hendes læber og det var virkelig fusterende! Når de sad som nu så kunne aldersforskellen tydeligt mærkes, hun var ikke andet end en ung teenager der endnu fandt enorme problemer med at finde hendes identitet mens han var en voksen og kærlig man, utrolig fornuftig som en voksen burde være det. Hans ord varmede en smule, hun ville elske at have været den som fik det smil frem over hans læber frem for Camryn, hun ville ikke se den kvinde i nærheden af ham om hun kunne være fri. Roligt fornemmede hun athan trak sig tilbage, hvorefter kulden tog en smule fat om hendes krop da dynen endte med at blive trukket af hendes skikkelse og efterlod hende i den snehvide silkenatkjole. Blidt lod hun sig trækkes ind i hans favn som han havde gjort siden hun var helt lille, tilbage hvor hun nægtede at sove og han mtte sidde sådan med hende til hun selv ville falde i søvn. Yasmya kæmpede ikke imod men lod sig trækkes tæt ind til ham og med dynen over. Et sted forbandede hun de kærtegn han måtte skænke hendes kind som han fjernede tårerne, for det satte kun de hurtige hjertebank mod hendes bryst og med en enorm sitren der satte sig under overfladen.. Hun ville være hans pige, hvorfor kunne hun ikke? Hun tog et blidt greb om hendes rosa underlæbe, så ned mod hendes hænder der lå i skødet, og rystede på hovedet af hans ord, hun ville utrolig gerne, men hun kunne ikke fortælle am hvad pokker han gjorde galt, så ville den dybe hemmelighed være ude og det ville virkelig kun skabe mere rod end det ville gøre gavn for nogen. Selvom hans krop var køligere end hende så nød hun følelsen af at sidde tæt med hans arme omkring hende, men ligenu var det ganske simpelt bare for meget! Han gjorde det ikke nemt for hende. I en fast bevægelse kravlede hun ud af hans favn og over dynen, kun for at rejse sig på benene med retning mod vinduet. Gardinerne var trukket for, de slanke fingrer lukkede som omkring stoffet og trak det ene fra, for at afsløre den stjernehimmel uden for som hun kunne måtte være betaget af. For nu ænsede hun ham ikke, gned sig let i øjnene for at fjerne de tårer.. Hun kunne bare ikke.

[Deleted]

Yasmya gjorde det bestemt heller ikke nemt for ham på nogen måde, for han havde virkelig ikke nogen anelse om, hvad det var, at han havde gjort forkert! Han sukkede stille, selv hvor han bare måtte nyde at skulle have hende siddende så tæt på sig som det nu var ham muligt. At sidde med hende på denne måde, ligesom han havde gjort dengang hun havde været lille, selvom han måtte erkende, at hun ikke var lille mere, så var hun altså stadig hans lille pige! At hun så måtte nægte at svare ham, var jo heller ikke noget som gjorde det meget nemmere for ham, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke, så var der virkelig ikke noget, at skulle gøre ved det, hvilket han egentlig måtte finde ganske trist. Det havde noget med Camryn at gøre, det var efterhånden ved at gå op for ham, selvom han virkelig ikke kunne sige lige hvad det måtte være som var så galt, at hun skulle sidde og græde over det? Han bekymrede sig når hun ændret sig på den måde, når hun nægtet at have noget med de andre at gøre og når hun lukkede sig inde på denne her måde. Det var bestemt ikke noget som han brød sig om, selvom det nu var noget som han bare måtte finde sig i. At hun bare valgte, at skulle trække sig ud af hans favn, var noget som gjorde mere ondt end noget andet. Hvorfor var det, at hun skulle afvise ham på denne her måde? Han lod hende blot trække sig. At skulle tvinge hende til at blive siddende, kunne han jo heller ikke få sig selv til og heller ikke for hendes skyld, for nu havde han virkelig måtte kæmpe for at skulle ændre det syn som hun havde haft på mænd dengang hun havde været lille og det havde i den grad heller ikke været særlig nemt på nogen som helst måde overhovedet. Han rystede stille på hovedet og lod hånden glide igennem håret og om i hans nakke, hvor den lagde sig. Han lagde hovedet tilbage, så det bevidst måtte spænde bare lidt i nakken. Han havde virkelig ikke overskud til det her lige nu og han vidste, at han skulle på arbejde igen i løbet af nogen timer. Han ville jo egentlig bare have hende puttet og fundet ud af, hvad der var sket i dag, selvom det nu ikke var nogen svar sm hun virkede særlig kin på at skulle give ham og det var i den grad også noget af det værste ved det hele lige for øjeblikket. Det kunne han bestemt heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. Han endte med at rejse sig.. Det havde noget med Camryn at gøre, så meget havde han da fundet ud af. Han så blot til da hun stillede sig henne ved vinduet istedet for at være ved ham. Var fejlen virkelig så grusom? Han skubbet dynen stille fra sig og rejste sig stille og roligt op, uden at skulle fjerne blikket fra hende på noget tidspunkt overhovedet. Han gik stille mod hende. Denne gang hvor han ønskede at skænke hende et lille hint.. blot et lille forsøg på at se, om hun i det mindste godt kunne se, at det slet ikke var Camryn som han måtte ønske på det plan. Hun var bestemt ikke hans type. Han lod hånden stille søge mod hendes side og lige ved hendes hofte, hvor han lod den hvile, hvis hun dog bare ville tage det hint. "Jeg ønsker bare at snakke, Yasmya.. Hvis det er mit nærvær til Camryn som du ikke bryder dig om, så vil jeg stadig foretrække, at du ville fortælle mig det, fremfor at afvise mig på denne måde," sagde han stille. Det havde han i det mindste gættet sig til. Dog med det faktum, at Camryn aldrig nogensinde ville blive hans pige, det ville og det ville i den grad altid være Yasmya som var det! Det havde altid gjort hende glad, hvorfor bragte det hende så det modsatte nu? "Du vil altid være min lille pige.. uanset hvor stod du så end er ved at blive," sagde han roligt og ikke mindst med en ganske bestemt og beslutsom tone. Han lod hovedet søge let på sned og uden, at skulle søge væk fra hende bare sådan uden videre. Han stillede sig selv helt oppe bag hende. Til tider kunne den aldersforskel i den grad også mærkes som i situationer som dette og det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom. "Jeg ønsker at finde ud af det her.. Please hold op med at afvise mig," sagde han stille og ikke mindst som havde det været en bøn. Troende var han ligesom begge sine forældre. Noget som han havde fået forklaret allerede, hvilket kun gjorde, at han måtte trække let på smilebåndet. Han førte håret stille væk fra hendes ansigt, da han lod den anden hånd søge mod hendes skulder og vendte hende stille og forsigtigt mod sig. "Du vil ikke have mig tæt på Camryn.. er det det som er problemet?" spurgte han stille og noget så direkte, men det var den konklussion som han var nået frem til.

[Deleted]

Yasmya vidste at hun på ingen måde gjorde det nememre ved at skulle afvise ham gang på gang, men hn havde ikke rigtig noget valg. Kunne hun fortælle ham hvad som i virkeligheden plagede ham så gjorde hun det hellere end gerne, men det ville koste for meget, desuden ville hun ikke have ham til at le af hende, han var den som havde ændret hendes syn på mænd efter den barndom hun ellers havde været en del af, han var anderledes, ikke interesseret i hendes krop, han kunne bruge flere minutter ved blot betragte hendes blik og holde det fast med sit eget, og efter at han havde været hendes plejer i så mange år, var det vel blot naturligt at det for hendes del var blevet til meget mere? Også selvom det ville risikere at koste hans arbejde, koste hendes bedste og eneste ven, og ikke mindst hendes stolthed, for dybest inde set vidste hun jo udemærket godt at valget aldrig ville falde på hende, mest af alt på grund af alderen. Hun var ikke andet end en ung teenager i forhold til ham, måske på vej ind i de voknes rækker men hun var endnu stadig så langt fra, Camryn var på hans egen alder og det bekymrede hende, den kvinde af alle, det var som askepost.. Den forkerte søster og så den der ikke kunne gøre andet end at stå på sidelinjen men i dette tilfælde måtte Marius altså være den onde stedmor. Alt det her forandrede hende,satte hende på en måde tilbage for flere år siden? Men de følelser åd hende virkelig op indefra, det havde i den grad alt med Camryn at gøre, hun ønskede ham ikke tæt på den kvinde, det ville betyde at de ikke længere kunne lege den leg som for hende ikke længere blot var en leg, tanken om at skulle lade ham slippe igennem hendes fingrer på den måde, det ville hun virkelig ikke tillade, og hun kæmpede frygteligt for det, det tærrede på hende, gjorde hende svag og lod hende fælde de tårer som hun i øjeblikket måtte sidde med og det var en følselse som hun virkelig måtte hade. De strålende grønne øjne betragtede den smukke himmel udenfor. Hun vidste at Melody og Marius måtte være derude et sted, de gik altid den sædvanlige aftentur på disse aftener, der virkede så fredeligt og så alligevel.. Hendes hjerte hamrede i den rene panik, den var svær at redde i land denne gang, og det bekymrede hende ærlig talt. For Yasmya var det tydeligt at se at han var udmattet, det var hele grunden til at hun ikke måtte give sig, hun håbede vel et sted på at han bare ikke orkede det og ville lade hende være alene? Selvom hun udemærket kendte ham bedre end som så. Hun fornemmede ham komme tættere på, måtte tage sig selv i nakken for ikke bare at skulle vende om. Hånden mod hendes hofte følte hun tydelig gennem den hvide silkenatkjoel der måtte hvile omkring hendes skikkelse. Det sitrede i hende, hun sank en klump. Hvorfor skulle han gøre det sværere end det i forvejen var? Hvordan det så skulle tolkes det tænkte hun slet ikke over, i hendes øjne var hun jo bare en ulykkelig forelsket ung teenager og intet andet, "Du forstår det ikke" sukkede hun tungt og rystede loet på hovedet. Blidt strøg hun de mange blonde lokker over den ene skulder, legede let med de efterhånden spaltede spidser, han ville ikke forstå det og hun kunne ikke forklare det uden de begge ville miste på det. Altid havde hun været hans pige og hun nød den titel udelukkende fordi at hun var den eneste som bar den, men nu overtog Camryn jo snart? Og den tanke ændrede hende som en tallerken der vendte sig. Hun rystede endnu engang på hovedet ved hans ord og vendte blikket. Der var mere i det end bare at være hans pige og han ville ikke forstå det! Hun kunne føle ham helt tæt op bag sig, e t sted så nød hun det og et andet sted så ønskede hun at han bare ville tge sin afstand fra hende, udelukkende fordi at det ville være nemmere for hendes del at holde ham på afstand, det var lettest at afvise ham på den måde. Roligt lod Yasmya sig vendes med fronten til ham, lod blikket falde i hans med ren fortvivelse. Igen måtte hun nervøst bide sig i læben ved hans ord, blikket faldt mod gulvet, som et tydeligt svar på hans spørgsmål vel? Hun ønskede ham så langt fra Camryn som det var muligt "Jaques.. Lad værre at grav i det.. For din egen skyld" påpegede hun med en stilfærdig tone, kun for at vende sig tilbage mod vinduet. Det ville slet ikke gavne ham.

[Deleted]

Jacques forstod måske ikke, men han ønskede virkelig bare, at skulle forstå hende og hvad det egentlig måtte være helt nøjagtigt som måtte plage hende på den måde. Han havde været den plejer som havde kæmpet for at få ændret det syn på mænd som hun havde haft igennem barndommen, udelukkende ved at vise hende, at hun slet ikke behøvede at skulle tænke i de baner, at der var mænd som tænkte på noget andet end det og enkelt, det var det dog bestemt ikke på nogen måde. Nu kunne han stå og høste frugterne af det hårde arbejde, hvilket jo så var, at hun måtte afvise ham noget så blankt og på denne måde? Det var i den grad heller ikke fair overfor ham! At bede ham om at holde op med at grave i det, var ved at være ganske forsent for hans vedkommende, det var der heller ikke nogn som helst tvivl om overhovedet. Han ønskede at få ordnet op, også mest for sin egen skyld. Ikke bare med den tanke om, at hun var hans arbejdsgivers far, men de kunne da finde ud af noget? Om ikke andet, så bare for at undgå at skulle nævne det, hvis det var noget af det som man kunne kategorisere som noget forbudt som det var fra hans side af? Han sukkede stille og rystede på hovedet. "Hvis jeg ikke forstå det, så forklar mig det," bad han stille og ikke mindst med en rolig og alligevel ganske så alvorlig stemme. Han ønskede virkelig ikke at skulle trække i Marius' og Melodys opmærksomhed, for han var selv klar over at de var ude på deres nattevandring som de var hver eneste aften. Selv de var lykkelige med hinanden og det var noget som var så frygtelig tydelige at se.. Hvorfor skulle han og Yasmya få lov til at skulle undvære det? Han betragtede hende stille, da hun vendte sig om. Hun ville virkelig altid være hans pige og denne leg som kørte mellem dem, selvom man ikke just kunne sige, at han var den bedste at 'forlove' sig med, for man kunne jo ikke just sige at han var den mest trofaste, når han havde ladet Camryn komme så tæt på sig. At se den fortvivlelse og bare det, at hun vendte blikket ned, var et svar nok i sig selv for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Det var bestemt Camryn og at han var tæt på hende, som var helt galt, det var blot blevet bekræftet for ham på denne måde. Ikke at det var noget som han brød sig meget om overhovedet. Han lod stille den ene hånd søge under hendes hage, for at hæve hendes blik stille op mod sig. Han ønskede virkelig bare at snakke, det var vel heller ikke meget at forlange og specielt hvis det var noget som gik hende så meget på og når det endelig måtte omhandle ham, så agtet han så sandelig at skulle få ordnet op på! Han lod hovedet søge let på sned. Måske, at hun kun var en ung teenager, men det var virkelig ikke noget som betød det mindste for ham overhovedet. "Du af alle burde kende mig nok til at vide, at jeg må grave i det til jeg kommer til sagens kerne, Yasmya," sagde han stille og ikke mindst også med en ærlig stemme. Han lod den ene hånd stille stryge mod hendes kind, mens den anden stadig måtte hvile mod hendes hofte. Kunne han ikke sige det, så måtte han jo vise hende det. "Hvis det er mig og Camryn så tætte som det vi kommer når vi endelig er sammen, så vil jeg sætte pris på, hvis du kunne fortælle mig det." Han så på hende med et let bekyret og lligevel ganske så ærligt og fredeligt smil, det var slet ikke noget som han ønskede, at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet og det var slet ikke noget som han kunne få sig selv til i den anden ende, hvad end om han ville det eller ikke. "Uanset hvad du tror, så vil du altid være min lille pige.. Camryn vil aldrig nogensinde kunne tage den plads fra dig," sagde han stille og dog med en klar ærlighed i stemmen. Det var slet ikke noget som han ville lægge det mindste skjul på overhovedet og det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste til lige netop nu. Hvis hun ikke ønskede at han skulle grave i det for sin egen skyld, så var det jo ord som han kunne tolke i en retning.. af det som han jo faktisk selv ønskede? Han trak let på smilebåndet, lænede sig frem og kyssede stille og roligt hendes pande. Det i sig selv, var jo ganske så harmløst, så det kunne Marius ikke hamre hammeren i hovedet på ham for. "Kom nu med hen på sengen og snak med mig om det.. Jeg kan jo se hvor meget det tunger og plager dig.. Så plager det også mig." sagde han stille, igen som havde det været en lille og rolig bøn. Han ville virkelig ikke hæve stemmen overfor hende. I sig selv, så havde han jo egentlig.. intet at gøre med hende mere, andet end hvis både Marius og Melody var ude, hvilket foregik frygtelig sjældent og alligevel så opsøgte han hende hver eneste aften. Så mange hints og hun så dem virkelig ikke? Han sukkede stille og vendte blikket mod ringen på hans finger.. Et sted.. var følelsen af sand forlovelse at spore i hans eget sind.

[Deleted]

Et sted så ville Yasmya virkelig ønske at hun kunne forklare ham det, men det ville være direkte dutm og egoistisk af hende, sandt var det at det virkelig plagede hende, udelukkende fordi alle var blinde på det som hun selv måtte udvise, hvorfor ville de ikke se det? Hvorfor kunne hun ikke være god nok til ham? Han passede på hende som ingen anden, han fik hende til at smile og føle sig velkommen på en anden måde end det som mænd normalt plejede og hun formåede også at få ham til at smile, men bare ikke på den måde som hun i virkeligheden ønskede, den hemmelighed ville være bedst bevsaret som en hemmelighed uanset hvor meget det så måtte tage for hende at gå rundt, bære den på hendes skuldre og så bare lade den være der som en tung sæk. Hun var udemærket godt klar over at med alt det som han i virkeligheden gjorde for hende, så var det på ingen måde fair at skulle afvsie ham på den måde som hun gjorde lige i øjeblikket, men hun så virkelig ikke noget andet valg, ahn kunne ikke vide, og uden at vide ville han ikke forstå, det var det problematiske ved det hele, hun gjorde det jo faktisk for hans skyld men selv det kunne han jo ikke se uden at kende menigen bag det, han måtte bare stoppe med at grave i det for det ville virkelig ikke gavne, hun havde jo allerede sagt mere end hvad odt ville bvære og blive, talt over sig og hun vidste at det var frygtelig dumt "Du forstår ikke.. Jeg kan ikke forklare det" mumlede hun lavmældt dog tydeligt fustreret. Det eneste Yasmya egentlig kunne håbe på, var at han en dag selv ville opdage det for hun kunne ikke sige det med ord det ville slet ikke være fair gjort mod ham, det ville kun bringe ham ind i en ballade som hun virkelig ikke ønskede at han skulle ende som en del f, så egoistisk var hun i den grad ikke! Marius måtte intet vide og det var hele kernen. Han var lykkelig med Melody, selvfølgelig ønskede han Camryn lykkelig, det var jo hans datter og det forstod hun, med hvorfor måtte hun ikke være lykkelig? Hun var også hans datter? Hun ville også være lykkelig og hendes hejrte valgte altså vejen hvor Jaques stod for enden, hun kunne bare ikke gå særlig mange skridt ligenu, det ville være for dumt. Blikket gled mod den ring som hun måtte bære, så man efter den så var han hendes, det som hun kun kunne ønske sig i hendes vildeste drømme og fantasier, for hende betød den meget mere end som så, men hun måtte jo indse at det bare var en leg, og en død en? I teorien kunne hun slet ikke tillade sig at blive sur over at han måtte tilbringe tiden med Camryn, for han var ikke hendes, ikke på den måde. Fortvivlelsen var malet i hendes blik, som et tydeligt svar på hans spørgsmål, hun var såret, det stak så tydeligt til hende og hun formåede på ingen måde at skulle skjule det. Han gjorde det jo så langt fra nemmere for hende, den hånd mod hendes hofte, kysset mod hendes pande, han prøvede at vise hende noget men hvad vidste hun virkelig ikke, det kunne egentlig også være lige meget for uanset hvad så ville hun før eller siden miste ham, han kunne jo ikke leve ene resten af hans dage, før eller siden ville der dukke en op og om det så måtte være Camryn eller en helt anden vidste hun jo ikke, ligenu kunne hun kun gøre sit for at undgå det ville være Camryn. blikket ldo hun hæves mod ham, så i hans, hvor farven tog til i hendes blege kinder, og det usikre blik måtte melde sig "Denne gang vil det ikke være til din fordel at grave, Jaq" påpegede hun med den perblide tone, dog dirrede af den rene usikkerhed som han efterhånden måtte have vænnet sig til, der var absolut ingen selvtillid at hente i hende overhovedet. Blikket gled halvt om halvt i ved de blide strøg over hendes silkeblødekind, hun nød dem det måtte da være tydeligt? Bare det at hun nød det på en anden måde end hun i virkeligheden burde, "En dag vil jeg ikke længere være din pige, så jeg kan vel ligeså godt vænne mig til tanken nu?" hun hævede et slankt øjenbryn, lod blikket atter stille glide op. Det hele kunne vel kun tolkes i en retning efterhånden? Hun ønskede virkelgi at han skulle vide hun kunne bare ikke selv sige det, og udelukkende for hans skyld, det var ikke fordi at hun ikke ønskede det "Jeg kan ikke snakke om det.. Bare.. Hyg dig med Camryn okay? Jeg vil sove" hun strøg let forbi ham, satte sig tilbage på sengekanten. Måske det var hårde ord, men hun tænkte virkelig ikke over dem, hun skulle nok lærer at acceptere fakta.. Før eller siden.

[Deleted]

Jacques ønskede virkelig, at skulle finde ud af, hvad det var som plaget hende direkte. Kunne han selv ikke sige hvad det var, at han ønskede, så måtte han jo trods alt også vise hende det, for det fik han vel en anelse mere ud af? Så meget som han havde gjort for hende igennem det sidste stykke tid ,og det hele var bare endt i at han skulle ignoreres og afvises fuldstændig? Han var i det mindst på det rette spor når han kunne sige, at det hele måtte handle omkring ham og Camryn, for ikke at glemme, at hun slet ikke ønskede til at skulle ønske, at han kom hende alt for tæt, selvom det var noget som i den grad også måtte gøre ondt et sted, så var det ikke noget som han kunne komme udenom. Yasmya ville altid være hans lille pige, og det var noget som han agtet at fortsætte med at kalde hende. At hun så valgte at se på sorgerne fremfor at se på det håb som han prøvede at vise hende, det var noget af det værste. Camryn ønskede virkelig det samme som Marius og Melody, det var noget som han selv havde været igennem og set på så mange gange, selvom det virkelig bare var ubrugeligt. Det ville uanset ikke virke for noget som helst i hans øjne, uanset hvor meget man så end ville ønske det eller ikke, så var der intet at skulle gøre ved det. Måske, at det var hårde ord, men de var sande. Han sukkede stille og uden at skulle tage blikket fra hende. Hun gjorde det bestemt heller ikke nemt for ham på nogen som helst måde overhovedet og det var virkelig noget af det som måtte efterlade det store ubehag i ham selv. Han havde vel ikke fejlet så grusomt som hun ville have det til lige netop nu? Han rystede stille på hovedet. "Jeg er ligeglad med hvad det vil bringe mig af konsekvenser eller ej, Yasmya," afviste han med en rolig og alligevel så bestemt og fast tone. Hvorfor kunne hun ikke bare se, at han virkelig bare måtte prøve at skulle gøre det hele så godt som det nu ville være ham overhovedet muligt? Han holdt af hende på måder som slet ikke burde ske, selvom den skade var sket for hans vedkommende. Den leg som der hvilede så stærkt mellem dem, var slet ikke noget som han ønskede at skulle kaste bort bare sådan. Det måtte være noget af det som kun måtte kunne kategoriseres som forbudt, siden hun fortsatte med at advare ham. Problemet var jo bare, at hun allerede nu havde talt over sig, og der ikke var noget som helst at gøre ved det. Han var træt og han var udmattet. Det havde været en lang nat og en lang dag for ham, og så det, at skulle afslutte med at stå her og skændes med hende, det var slet ikke hvad han ønskede at skulle bruge sin nat på. Han havde virkelig bare brug for en pause og det var noget som han var klar over og noget som han altid havde formået, at skulle her ved at sidde stille og roligt med hende i sin favn. Det var ar virelig ikke noget som han ville end at vende tilbage til det at sidde med hende i favnen, slappe af og fortælle de mange historier som han måtte opdigte på vejen. Han sukkede sitlle og selv med hendes ord som måtte virke som et stik i hans hjerte ved hendes ord. Det som han klart måtte tage som en total afvisning. Samtidig med at de ord måtte sige ham nok langt mere end det som hun selv måtte erkende. Han lukkede øjnene stille og med et svagt suk, da hun bare valgte, at trække sig tilbage på sengekanten. "Så det er det, som det hele handler om.." Han vendte sig stille mod hende. Han ønskede virkelig ikke at skulle bringe hende ud i den ubehagelige situation, men nu kunne man vel godt sige, at han var begyndt, at skulle lugte lunten? Han blev dog stående, for han havde efterhånden noget så tydeligt fundet ud af, at hun ikke decideret ønsket, at skulle have ham alt for tæt på? Var det virkelig så alvorligt, at hun fandt det bedre, at skulle afvise ham og skubbe ham væk end at snakke om det? Det var da noget som virkelig ikke gav nogen mening i hans øjne på nogen som helst måde overhovedet! "Prøv nu at lytte til mig.." bad han stille. Han gik stille tættere på hende, hvor han igen stille gled ned på sengekanten og satte sig. Hans hånd tog roligt fat om hendes. Ikke fast og hårdt, men nok til at hun ikke med det samme, ville være i stand til at trække den til sig. "Du ønsker ikke at Camryn skal være for tæt på mig.. og alligevel beder du mig direkte hygge med hende?" Han rystede på hovedet. Nu begyndte brikkerne da at skulle falde på plads. Det var et klart tegn på ren misundelse og jalousi. "Yasmya.. Er du misundelig på Camryn?" spurgte han stille, en anelse forsigtigt og alligevel noget så direkte. Om hun ville svare ham på dette, så vidste han også meget mere hvor han måtte stå i denne situation og hvor han nu end måtte stå sammen med hende. Hans blik hvilede på hende. Den urolige hjertebanken som hun havde, bekymrede ham virkelig. Han ønskede virkelig bare, at hun var ærlig overfor ham.