A night like all others..?

[Deleted]

Jaques prøvede at vise hende noget, det var hun slet ikke i tvivl om, men hvordan pokker hun skulle tolke det, det var det større problem, han følte ikke som hun gjode det, det var ikke hvad man ville kunne forvente, hun var en del af hans arbejde når Marous og Melody ikke var der, han havde været hendes plejer gennem så mange år, hun måtte før eller siden indse at hun bare var et barn som alle andre børn her på stedet? Yasmya måtte så holde fast i at det ikke var personligt ment, hang jorde mere for hende end nogen anden nogensinde havde gjort, det kom hun slet ikke uden om, han satte en helt anden glæde i hende, og det var vel hele grunden til det var kommet helt herud? Det var jo ikke fordi hun ønskede at sidde og afvise ham, men hun nægtede sammentidig at lade hendes følelsesmæssige problemer blive til hans, han fortjente mere end det, hvis han så bare kunne se det ikke var for at skulle vise utaknemlighed men derimod det stik modsatte. Det var ting som i alt for længe havde stukket så frygtelig dybt, borret kniven længere og længere ned når hun så hvordan at Camryn fik ham til at smile, når hun så håbet i alles øjne, det var en byrde for hende at bære på g der var ingen der lagde mærke til hun trak sig mere og mere, ingen ud over Jaques om ikke andet, og det var virkelig ikke det samme for han forstod ikke sagens sammenhæng, om hun så var hans lille pige eller ej, det var noget som han bare ikke ville komme til at forstå for hans egen skyld. Hendes blik havde forladt hans, den usikkerhed og den måde hun blev ved at skulle afsløre sig selv på hun kunne virkelig ikke fordrage det, det var ikke meningen at han skulle vide det "Det siger du nu" mumlede hun afvisende. De konsekvenser var ikke værd at skulle tage for nogen af dem, hun risikerede at miste ham på alle tænkelige måder, han risikerede det job som hun tydeligt kunne se at han måtte elske, med mindre han ville afvise hende og s ville hun bare være til grin for ham, og hun ville aldrig kunne se ham i blikket igen, så for hende var det som at skulle vælge mellem at få pest eller kolera. Han så hende slet ikke og det var det som fustrerede Yasmya. Hun holdte af ham på måder hun hverken burde eller måtte, den leg var af en frygtelig stor betydning for hendes del og han så det slet ikke? Yasmya kastede et kort blik mod hans skikkelse som hun sad på madrassen, ahn var tydeligt træt, så meget forstod hun da, og hun håbede det ville blive til hendes redning, hun ville jo ikke skændes hun ville bare ikke snakke om det, han skulle gå tilbage til Camryn, hygge sig med hende hun skulle nok klare sig, der var nok mange mænd derude der ønskede hendes krop, men hjertet var vel heller ikke så vigtigt på denne vej? Hun havde fundet en som ikke kun ønskede hendes krop og han gled mellem hendes fingrer så det kunne vel være ligemget? At Yasmya rent faktisk havde afsløret sig selv med de ord tænkte hun på ingen måde over, de var kun fløjet ud, endnu engang måtte hun have talt over sig, selvom det for hende bare var ord kastet efter ham kun fordi hun var gået hen og var blevet desperat. Det var tydeligt at han lugtede lunten, noget som fik hende til at betragte ham med ren go skær opmærksomhed og en nervøs følelse. De var begge stillet i en frygtelig ubehagelig situation og den var kun ved at skulle blive værre end det som den i forvejen var. At han så lod hende alene denne gang gjorde det i det mindste lidt lettere, når han var tæt på bankede hendes hjerte en helt anden rytme og den skulle ikke afsløres for hans del. Når han fremstilte det på den måde kunne hun godt selv høre hvor dumt det lød, selv i hendes egne ører, men han kunne jo ligeså godt´? Hånden faldt i hans hun ville trække den til sig, mens hans greb var en smule mere fast end hvad hun havde forventet. Spørgsmålet kom for hende som et chok, og alt farve endte med at skulle forsvinde fra hendes kinder.. Han havde virkelig lugtet den? "Hvordan kan du overhovedet spørge om det..?" hun trak hånden til sig i et kraftigt ryk, endte med at rejse sig op kun for at gå forvildet rundt i ren go skær panik "Selvfølgelig er jeg ikke mis.." hendes kinder blev ildrøde, selv hendes tone der måtte afsløre hende, hun var dybt misundelig, mere end hun nogensinde havde været før. Roligt tog hun en dyb indånding, tårerne begynde at trille igen, hun vidste hun var afsløret og alligevel stod hun med en hvis løgn? ".. Hun er intilligent og smukkere end nogen anden jeg har set, hun er morsom og får dig til at smile le på en anden måde end jeg nogensinde har formået og hun er på din alder. For ikke at glemme det faktum at alle ligefrem håber på at der skal ske noget magisk, der er ikke så meget som en eneste sjæl der har skænket tanken om at jeg ønsker det helt samme som Camryn, en lille tanke for jeg er ikke andet end en ung pige kun få trin fra de voksnes rækker, der er ingen der har set håbet i mit blik" udbrød hun i en lang hurtig talestrøm, det skulle bare ud, hun tænkte ikke over ordene de kom bare, hårde men ærlige, den direke sandhed, ingen havde set det håb i hendes øjne omkring ham ingen så at han betød mere for hende end som så ".. Selvfølgelig fortjener hun at være lykkelig, og selvfølgelig fortjener hun prinsen på den hvide hest, men der er ingen der har tænkt på noget tidspunkt at jeg rent faktisk kunne gå med flere følelser end som så... Jeg er jo bare horeungen der prøver få alle med sig.." hun trak svagt på de slanke skuldre, hendes hjerte hamrede som en sindssyg, Tårer strøg som de små peræer over hendes blege kinder, hun avr virkelig bare ærlig.

[Deleted]

For Jacques så var det hele mere eller mindre afsløret. Igen havde hun valgt, at skulle sige alt for meget, det var der ingen tvivl om, så nu var hun nået til det punkt, hvor hun ikke vil kunne redde den i land. Hun var afsløret og det var i den grad også noget så frygtelig tydeligt for ham. Nu krævede han sine svar. At hun bare valgte at skulle rive hånden til sig til sidst, så valgte han også selv, at skulle slippe hende, for han ønskede i den grad heller ikke, at skulle holde hende fast mod hendes egen vilje. Han måtte jo stadig se på hende som chefens datter og ikke bare en af børnene her på stedet. Hun var jo snart voksen og det var noget som også kunne mærkes, selvom det dog gjorde ondt, at hun ikke havde taget hans mange hint som han ellers havde skænket hende igennem det sidste lange stykke tid. De havde været så åbelyse og alligevel ikke så slemt, at Marius eller Melody havde mærket sig af det - heldigvis. Han ville i den grad have ekstremt store problemer, hvis det skulle ende med at blive tilfældet og det var slet ikke noget som han måtte ønske på nogen måde overhovedet. Nu hvor han følte, at han var ved at være så frygtelig tæt på selve resultatet af det som måtte plage hende, så var det noget af det som han i den grad også måtte holde så fast til. Han nægtet at lade hende slippe afsted med det nu og specielt nu hvor han var så tæt på det svar som han måtte ønske. Hun var jaloux, det var han efterhånden temmelig sikker på og hendes reaktion måtte sige nøjagtigt det samme, om ikke andet, så måtte det jo bare bekræfte det. Han blev selv siddende, som hun valgte at rejse sig igen, selvom blikket dog på ingen måde, måtte slippe hende. Han ville virkelig ikke. Forstod hun da ikke, at han bare ønskede at hjælpe hende, selvom det virkelig var så svært for ham lige for tiden? Børnene tog meget af hans tid og var det ikke dem, så var Camryn altid på de steder hvor han var og det var noget som frustrerede ham mest. Han havde virkelig bare brug for en pause og endda også fra det hele efterhånden. Igen en ting som han måtte snakke med Melody om, for Marius var ikke manden som han skulle snakke med om disse ting. Han spillede jo en relativt stort rolle på dette sted. Han sukkede stille. Igen en klar afvisning som det første, selvom hun måtte stoppe midt i sin anden sætning, hvilket var noget som han i den grad måtte bide sig voldsomt fast i. Blikket faldt til hende ved hendes udtalelser omkring Camryn. De ord var i den grad ikke ventet for ham! Han bed sig let i læben, idet han roligt valgte at rejse sig. Han var ikke meget for konflikter, han var betydeligt bedre til at løse dem. "Hvorfor har du intet sagt til mig?" begyndte han stille og ikke mindst med den samme ærlighed i stemmen som det han havde haft før i tiden. Han var ærlig overfor hende. Den tillid som hun viste ham, var slet ikke noget som han på noget som helst tidspunkt, vil kunne få sig selv til at skulle misbruge. Han holdt af hende, det gjorde han virkelig og nu hvor hun var kommet med sine indrømmelser, så var det vel også bare på tide, at han også måtte komme med hans egne? "Smuk, det er hun i den grad og ja, hun er oppe i min egen alder og det er virkelig også dejlig, at snakke med andre end bare børn i sin hverdag. Ikke at der er noget galt med det, for jeg elsker det virkelig. Hun får mig til at smile og som du selv så tidligere i dag, så fik hun mig også til at slappe af. Jeg ved at både Marius og Melody håber. Jeg kan se det i deres blik.. Jeg ser det i Camryns blik." Han rejste sig roligt ved siden af hende. Han tog roligt hendes ene hånd og med et let hovedkast, så ønskede han hende tilbage på sengekanten. Dette var da noget som de kunne snakke om. Et sted hvor han var lettet som intet andet ved hendes ord. Selv det varme og tydelige smil, var slet ikke at skulle tage det mindste fejl af lige for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om lige nu. "Vi sidder i samme båd, Yasmya.. De har ikke set det håb i dit blik, som de heller ikke har set det i mit. Det irritere mig, at din far placere mig og Camryn i samme lokale og hele tiden! Hun er slet ikke den type pige som jeg kan se mig selv sammen med. Hun fortjener at være lykkelig og det samme gør du og nej.. Du er langt fra horeungen i mit blik.. Efter alt, så er du jo trods alt den som jeg valgte, at forlove mig med, ikke?" Han blinkede let til hende. Han ønskede virkelig bare, at hun skulle kunne falde bare en anelse til ro, for det havde hun i den grad også noget så voldsomt brug for, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han kunne føle, høre og mærke det på hende. "Kom med hen til sengen og snak med mig om det, Yasmya.. Det er da meget bedre end at rende rundt på denne måde med de følelser er det ikke? Nu forstår jeg da bedre hvorfor du reagere sådan når Camryn er tæt på mig." Han bakkede selv tilbage til sengen, selvom han dog på ingen måde, valgte at skulle slippe hendes hånd. Det i sig selv, var jo et klart tegn til at han ønskede hende med sig. "Jeg har gået med ringen lige siden dengang.. Du er blevet frisk, så jeg er degraderet til barnepige for dig.. og stadig så opsøger jeg dig som jeg altid gjorde før i tiden." Han vendte blikket stille mod hende. Nu måtte han jo forklare det hele, så det måske også kunne være, at hun ville kunne se det bare lidt mere fra hans egen side.

[Deleted]

Det hele var afsløret så meget kunne Yasmya da forstå, der var ikke længere nogen vej tilbage hun var bare nødt til at være ærlig, og det var det som hun var i lige i øjeblikket. Hvert ord var sagt med stærke hjerteslag der slog så hårdt mod hendes bryst at hun kunne sværge hun var tæt på besvimelse. Det var i den grad ikke nemt, slet ikke! Hendes hænder var fugtige efter at have hvilet i hans hånd, hun skælvede over hele kroppen. Hvodan kunne hun være så pokkers nervøs!? Selvfølgelig så var det stort at skulle nævne for ham, de følelser som han havde formået at sætte hende igennem de mange år, og hele grunden til hendes enorme jalousi, det kunne ikke forklares med mindre han kendte til hendes store hemmelighed, og nu hørte han den talt direkte fra hjertet, hun følte mere for ham end hun i virkeligheden burde, langt mere. Yasmya ville ikke ses af ham som et normalt barn på stedet, men hun ville heller ikke ses på som chefens datter, hun ville ses på som.. Yasmya? Hendes egen herre, et væsen med tanker og følelser som han selv, desuden så var hun snart voksen, om nogle år ville hun være hendes egen herre. De mange hint var nogen hun måske lagde mærke til, men slet ikke tolkede dem på måden som de var ment på, i hendes øjne var hun jo ulykkeligt forelsket i ham, overbevist om at det var hendes naivitet som et sted måtte tro på at de en dag ville kunne ende sammen, for det ville jo aldrig blive en realitet? De var nået til sagens kerne, hele hendes enorme fustration den evige jalousi til hendes egen søster når hun stod med Jaques og lo med ham, hun forstod det virkelig ikke. Han stilte hende virkelig i en situation som Yasmya måtte hade at stå i. Hun følte sig mere blottet end hun huskede at have gjort de gange hvor hun måtte stå foran en fremmede mand og klæde sig af, det gjorde ondt bare at tale om udelukkende fordi hun ikke vidste hvordan pokker han ville reagere, hun ville jo bare ikke miste ham? Det var jo heller ikke børnene som plagede hende på nogen måde, hun nød at se hvordan han tumlede rundt med dem og blev glad af det, og når han smilte så kunne hun ikke selv lade værre, det var Camryn som var hendes store problem, udelukkende fordi det tvang hende selv i baggrunden. Yasmya stod tilbage fuldstændig malet rød i de blege kinder og med tårerfyldte panikslagene øjne der så alle andre steder hen end ham. Hænderne lod hun foldes roligt foran hende, dog endnu legende nervøst med hinanden "Hvad skulle jeg have sagt? Jeg ved ikke om du ved det, men det er ikke normalt at have den form af følelser for sin tidligere plejer.. og det er ikke normalt at hade sin familie af den grund" påpegede hun endnu med en halvvejst oprørt tone, hvordan pokker skulle hun reagere? Hun stolede så blindt på ham, han var hendes eneste ven nogesninde og hun kunne tale med ham om alt, men det her var virkelig bare forkert og selv hun vidste det. Hans ord formåede hun virkelig ikke at tolke hverken i positiv eller negativ retnining, han holdte vel af Camryn? "Selvfølgelig og du skal snakke med dem på din egen alder, jeg har slet ikke haft nogen form af ret til at reagere sådan det ved jeg jo godt. Camryn er så perfekt på alle måder, og jeg har været så fustreret over tanken om det rene fakta.. At hun har en chance som jeg ikke har, og familien støtter hende" hun trak på skuldrene som det var ligegyldigt, men de tårerfyldte grønne øjne der hvilede usikkert mod jorden sagde det hele, det betød frygtelig meget mere.Den svedige hånd faldt igen i hans, hun lod sig roligt fører med op på sengekanten hvor hun valgte at slippe den igen, at være tæt på ham var svært i øjeblikket, og hun måtte næsten bare sidde og vente på den skuffelse som måtte vente hende. Det var som han modsagde sig selv konstant hun forstod ikke hvad han mente? "Hvordan skulle jeg kunne finde min lykke, når den lykke er ønsket et andet sted? Ved min fars datter?" det var ganske bevidst at hun ikke valgte at sige hendes egen søster for sådan nægtede hun ærligt at se på Camryn. For et kort sekund kunne man ane et lille træk i mudvien ved hans ord omkring deres lille leg "Du valgte at forlove dig med den horeunge, Jaques.. Det var bare en leg" igen trak hun på skuldrene som det ikke gjorde hende noget ,men selv hendes eget blik måtte afsløre at den leg stak dybere til hende end bare det, at den betød mere. Bare ordene "Camryn tæt på mig" rev voldsomt i hendes krop, bare det var for meget for hende "Jeg vil ikke snakke, Okay? Nu har jeg været ærlig, vi behøver ikke en samtalefor at pakke tingene ind, og det gør ikke noget, du har altid været som en bror for mig, og jeg forstå det ikke kan blive til mere af lovlige grunde" hun trak endnu engang på skuldrene, fristende til at lade tårerne løbe, selv de ord gjorde ondt for hende bare at skulle sige, og det kunen tydeligt ses på hende.

[Deleted]

Jacques prøvede virkelig at give hende det hele i de små mundfulde. Han selv var tydeligt lettet ved hendes ord, det var slet ikke noget som han nogensinde ville kunne lægge det mindste tvivlv til i det hele taget. Han ville ikke fortsætte med at opsøge hende på denne måde, hvis det ikke havde været på den måde, som han måtte føle det hele, og det var i den grad også det som måtte gå ham selv så frygtelig meget på. Kunne hun slet ikke se, hvor det var, at han var på vej hen? Måske, at det hele var begyndt som en leg, men som han selv kunne se, så havde ingen af dem lagt ringene fra sig, så det måtte vel også betyde noget meget mere for dem begge vel i den anden ende, selvom det var svære og i den grad også forbudte ord at komme frem med. På alle måder, så lå hun jo langt højere end ham i hierarkiet på dette sted, selvom det nu blot var noget som han måtte hade et sted. Han var på det højeste og der stod hun jo trods alt også på det så høje punkt og stadig kunne kravle højere og højere. Han stod som en barnepige for hende, han var en plejer for alle børnene her og han var den som fik dem i seng om aftenen og op om morgenen, det var i den grad heller ikke nemt! Han sukkede stille og med blikket hvilende på hende. Hun havde da alverdens gode grund til at hade familien for det, selvom had var et frygtelig stærkt ord i sig selv, så var det bestemt ikke noget af den udtalelse som han selv ville gøre det mindste brug af bare sådan uden videre. Han blev siddende, også selvom hun hurtigt havde valgt, at skulle tage sin hånd til sig. Dette var noget om de begge i den grad havde brug for at skulle snakke om, det var der ingen tvivl om, selvom det var noget så forbandet besværligt, at skulle snakke om, når hun ikke ville det. "Hvis du ikke kan følge den vej som dit hjerte vælger for dig, så er det vel også en selvfølge, at det er sådan, at det vil gå for sig er det ikke? Selvom jeg vil mene, at had er et frygtelig stærkt ord, Yasmya.." Hans blik hvilede på hende. Han havde mange af styrkerne ved en vampyr og selv i dette mørke, kunne han se hende noget så tydeligt. Han lod albuerne hvile mod hans knæ og med hagen hvilende på hans tommelfingre og uden at skulle fjerne blikket fra hende. Han var træt, det var han virkelig, selvom det nu bare var noget som han måtte bide noget så voldsomt i sig, selvom det i den grad også måtte være forbandet besværligt. Han rystede på hovedet. "Der tager du ganske fejl. Hun er ikke perfekt.. Det er hun langt fra," sagde han med en let og bestemt tone. Han rykkede sig forsigtigt og stille tættere på hende, hvilket i den grad også var en handling som han gjorde fuldt ud bevidst og på alle måder også. Han tog stille omkring hendes hånd igen, alt for bare, at skulle vække lidt af hendes opmærksomhed og vende den selv en anelse i retning af sig selv også. Han lod hovedet søge ganske så let og stille på sned. "Din far håber og det ved jeg han gør. Jeg har set det så mange gange allerede. Jeg har set hans blik, jeg har set Melodys og jeg har i den grad også set Camryns.." Han trak vejret dybt og bed sig let i læben. Det var jo så sandelig slet ikke gengældt fra hans side af, og det var jo selv det som måtte frustrere ham selv mest! "Hvis din lykke er ønsket ved mig, så lad mig tage imod den.. Min er måske ønsket ved en anden kvinde, men jeg vil aldrig nogensinde være i stand til at skulle falde til ro med Camryn i mit nærvær.." Han hævede den ene hånd, lod den glide under hendes hage og hævede hendes blik stille og roligt op mod sig. "Jeg ser stadig ikke den horeunge som du vælger at omtale. Er det bare en leg for dig, eller har det udviklet sig til noget mere end det? Som det også er blevet for mig?" spurgte han stille. Han selv valgte blot at smide alle kort på bordet, for det andet ville i den grad ikke hjælpe dem på nogen måde. Det var slet ikke fordi, at han ønskede at skulle forvirre hende, eller modsige sig selv for den sags skyld, det var det virkelig ikke. "Så meget som du lægger i det lige nu, så nægter jeg at tro på, at det blot har været en leg for dig i længden. Begge har vi ringene endnu.. Og aldrig har lagt dem fra os. Jeg kan se på dig, at det er noget som du har gået længe med. Hvorfor fremstille dig selv som noget helt andet? Du er lige så perfekt som det du fremstiller Camryn. Du har bare andre talenter og andre ting som hun ikke har.. Ikke tag det som noget direkte ubehageligt, for det er jo sådan.. Meget af det som Camryn har, er slet ikke noget af det som jeg selv søger efter. Hun vil slå mig ihjel indvendig, lægge mig i lænker på det følelsesmæssige plan, for ikke at se væk fra, at hun slet ikke er den type kvinde som jeg kan se mig selv sammen med. Jeg ånder for børnene her.. jeg ser at du smiler, når de smiler og jeg gør.. Det er en helt anden kemi," påpegede han med et stille og roligt smil. Han lod hånden roligt stryge mod hendes kind, så ganske så roligt og stille, selv uden at smilet ville falme det mindste overhovedet, det var slet ikke noget som han ville komme det mindste udenom overhovedet. "Mit hjerte har selv valgt en vej for mig.. Alle de hints som jeg har skænket dig, og du har ikke set dem? Kysset til din pande.. hånden på din hofte.. ringen på min finger, samt, at jeg stadig opsøger dig, som da jeg var din plejer?" Han hævede sigende det ene bryn.

[Deleted]

Lettelse i hendes ord så hun virkelig ikke, for hende gjorde det hende kun langt mere urolig for hun forstod ikke det som han efterfølgende måtte sige til hende. Det gjorde hende langt mere panikslagen at vide at han nu kendte til hendes ellers så dybe hemmelighed, og hun et sted udemærket godt vidste at han var tvunget til at skulle skuffe hende udelukkende på grund af hans arbejde, og det var en tanke som hun virkelig måtte hade. Et sted så var hun ikke længere en del af hans arbejde her på gården mere, ikke udover når både Melody og Marius var væk, ellers kunne han undgå hende om han ville og alligevel så tilbragte han ligeså meget tid med hende som han gjorde med de andrebørn på stedet, og hun nød kun godt af det, også selvom hun ikke tolkede det på den måde som han i virkeligheden havde ønsket. Det hele var startet som en leg for så mange pr siden, og nu sad de begge der med ringene hvilende på hver deres finger og i hendes øjne havde den en langt større betydning end bare en leg efterhånden, ellers ville hun vel ikke gå med den mere? Problemet var jo så bare det faktum at det ville være forbudt for dem begge, hun nægtede at se sig selv højere end ham, for i hendes øjne var det stik modsat. Hun ville ikek ses på som chefens datter. Han var desuden den der havde det absolut hårdeste arbejde her omkring. Et stille suk forlod hendes rosa læber, hun så ned i hendes skød. Had var et frygtelig stærkt ord og det var nok heller ikke det hun mente, hun ønskede dem ikke døde eller borte, hun ville bare ønske at de til tider ville se hende, og så hendes ønsker og behov frem for det altid skulle være Camryns. Hænderne endte foldet i hendes skød, et sted var det vel frygtelig akavet? Hun ønskede at snakke hun vidste bare ikke hvordan, hun ville bare have den direkte besked og så ligge sig til at sove "Det ville være nemmere hvis mit hjerte ikke var det eneste der ønskede at det skulle gå den vej" påpegede hun med en yderst forsigtig mine. Det var trods alt rigtig nok. Selvom hendes hjerte endnu måtte hamrer fast imod hendes bryst så var hun dog faldet mere til ro, hun ønskede heller ikke at de skulle tiltrække sig opmærksomhed jo. Hun kunne se at han var træt, at han faktisk ikke orkede det, det ville være bedst for ham bare at få arbejdet overstået og komme direkte til søvnen, men hun ønskede jo hellere ikke at han ville gå? Blikket faldt mod hans skikkelse, dog uden at søge hans blik, ligenu fik hun sig ikek til at se ind i det. Hans ord overraskede hende virkelig, hun måtte undrende hæve et slankt øjenbryn. I hendes øjne var Camryn den perfekte kvinde, og det var klart hvis det var hende han måtte ønske. Yasmya lagde udemærket godt mærke til at han måtte rykke tættere, men hun rykkede ikke selv længere væk denne gang, afviste ham ikke på samme måde som hun havde gjort for bare få minutter siden. Hånden faldt i hans, hun tog et blidt greb om den, næsten så forsigtigt som hun ikke turde. Endnu engang måtte hun intenst lytte til hans ord "Jeg ser det i alles, men ingen ser det åbenlyst i mit" påpegede hun i den utrolig forsigtige tone, som var hun bange for at skulle sige noget forkert, "Ville du nogensinde kunne falde til ro... Med.... Mig?" spurgte hun yderst forsigtigt dog med en smule fortrydelse, et dumt spørgsmål han var en voksen og moden mand hun var bare en naiv teenager. Blikket blev roligt vendt mod hans "Det må være sådan det hænger sammen.. jeg er til for lysterne" svagt trak hun på de slanke skuldre, betragtede hans varme blik som kun kunne lade varmen brede sig i hele kroppen, det var en underlig følelse.Han forvirrede hende og alligevel så hun mere og mere hvor de var på vej hen "Det er ikke bare en leg for mig længere.. Det er blevet meget mere end det, det eneste som har kunnet binde mig en smule til dig et sted i.. Drømmene" det var tydeligt at hun havde båret det i frygtelig lang tid. Hende skinder havde antaget en let pink farve der kun klædte den ellers blege hud. Et lille træk i mundvien opstod ved de næste ord, som han fremstilte Camryn så var hun næsten den sidste han overhovedet ville ende med? De blide strøg over hendes kind måtte hun virkelig kun nyde, og det kunne læses tydeligt i hasn blik. De mange hints og hun så dem aldrig, det var faktisk noget som irriterede hende en smule.. Det havde alle været hints? Og nu forstod hun hvor han ville hen... Betød dette...? "Du er er træt" påpegede hun stille. Med en let bevægelse tvang hun ham ned i den bløde madras og lod dynen finde omkring ham kun for at sætte sig lige ved siden af ham på sengekanten. Hun bed sig fast i læben, hun måtte bare vide.. "Jaques.. betyder dette.. Betyder dette at det jeg sidder med for dig... Rent faktisk er gengældt? Igen en yderst forsigtigt one, hun måtte virkelig bare vide.

[Deleted]

Jacques prøvede virkelig, at skulle gøre det så tydeligt for hende som det var ham overhovedet muligt. At han aldrig nogensinde ville kunne falde i med en som Camryn. Hun var slet ikke hans type. At give efter for en kvinde som hende, ville være som at lænke sig selv på arme og ben og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede at skulle gøre lige netop nu. Hans blik hvilede på hende. Alle de hint som han havde givet hende og han havde aldrig holdt op med dem. Var det virkelig sådan, at hun havde set på det? Mere som bror end noget andet? Dog selvom begge stadig måtte vandre rundt med ringene på fingeren, så var det jo i sig selv kun mere tydeligt, at der var meget mere i det end lige som så. Jacques var udmærket godt klar over, at han løb noget af en risiko i øjeblikket. Han ville blive sendt væk lige så snart at Marius ville finde ud af det ,selvom det virkelig ikke var den tanke som han ville tænke lige nu. Han gik af hjertets vej og det var vel det som talte som det vigtigste for hans vedkommende? For ham så bragte hendes ord ham virkelig en sand lettelse og på alle måder. Det var gengældt og det var det som i sig selv, måtte tænde den form af håb i hans egne øjne. I sig selv, så var det heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke. Det var så forkert som det kunne være. Han var ikke andet end en simpel ansat som Marius kunne koste rundt med, selvom han dog på ingen måde ville klage over det liv som han havde. Det var det bedste som hans mor kunne skænke ham, det var vel også det vigtigste? Igen måtte han skubbe sin mor ud af hovedet. Han rystet let på det og vendte blikket mod hende. Hovedpinen var lindret på alle måder, selvom den dog stadig ikke var helt væk endnu. Han havde jo været omkring de mange børn siden Camryn skænket hans tindinger den lette massage, så det var vel også det som gjorde det? Han elskede de børn og de fleste var jo i tumlealderen.. Der var virkelig ikke noget andet bedre end det. Han så på hende som Yasmya, selvom han stadig måtte holde fast i tanken om, at hun var hans arbejdsgivers datter. I hierarkiet her på stedet, så lå hun langt over ham, selvom det nu og da, slet ikke var noget som gjorde ham det mindste. De kunne vel finde ud af det alligevel? Selvom det var så utrolig forbudt, så krævede det bare tiltag set fra begges side af. "Det er det virkelig heller ikke, Yasmya," påpegede Jacques med en rolig stemme. Han så virkelig ikke nogen grund til at skulle lyde bedrevidende. Han ønskede virkelig bare at vise hende, hvor han selv ønskede, at skulle stå med hende og det var jo trods alt også det som han gjorde nu. Forklarede hende de mange hint som han havde skænket hende, alt det som han gjorde og havde gjort, det var alt sammen med en dybere mening bag det. Hun stod ikke alene i den situation. De så jo heller ikke håbet i hans øjne eller så på hans behov eller ønsker.. De så atter på Camryns og det var slet ikke noget som han id et hele taget ville kunne efterkomme på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke. Hendes hjerte havde trods alt også afsløret meget for ham, selvom det nu ikke var noget som han tog så tungt. Hun ville ikke kunne løbe fra det. "De ser det heller ikke i mit. De ser min skikkelse, de ser hvad jeg kan bringe til Camryn for at gøre hendes hverdag bedre.. men det er ikke det som jeg ønsker på den måde. Jeg holder af hende som en veninde og intet mere.. Mit hjerte ligger selv et helt andet sted," påpegede han roligt. Han trykkede let omkring hendes hånd. Nu var de på bølgelængden igen og det var noget som i den grad også måtte glæde ham noget så voldsomt, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han sendte hende det varme og lette smil. Nu kunne han selv føle, at han var i stand til at skulle falde ordentligt til ro igen, og det var noget som lettet ham selv. "Gang på gang opsøger jeg dig om aftenen, Yasmya. Jeg lader dig sove i min egen favn, også selvom jeg er så tæt på at falde hen selv. Det er her som det eneste sted, jeg er i stand til at falde til ro.. Fordi du er her:" Han nikkede til hendes ord, blot for at bekræfte at han virkelig mente det. Han kunne klart falde til ro med hende, hvis hun ville give ham chancen, selvom det i den grad også måtte kræve noget så voldsomt meget fra begges side af, for at få det til at køre. "Jeg ville foretrække, hvis du havde snakket med mig om det for længe siden Yasmya, så vi kunne finde ud af det, istedet for at sidde alene, som det vi begge har gjort. Det er ikke bare en leg for mig længere.. Den ring er mig af meget større betydning," fortalte han roligt. At han blev tvunget ned i sengen, havde han virkelig ikke noget imod. Han var træt, hovedet dunkede kun ganske svagt, selvom det ikke var noget som han ville tage sig det mindste af. Denne gang var det ham som lod sig blive puttet. Han vendte blikket stille og roligt mod hende og med det blide og lette smil på læben. Det var slet ikke noget som han kunne skjule. Han nikkede. "Det er det, Yasmya.. Det er det," sagde han roligt og klart også med en ærlighed i stemmen, som man bare ikke skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Det var bestemt ikke noget som han måtte ønske på nogen som helst måde overhovedet. Han trak vejret dybt. "Du betyder mere for mig, end bare et barn som jeg skal passe når herren og fruen af huset ikke er hjemme.. Det er dig som sidder med mit hjerte," forklarede han roligt. Også for at gøre det så tydeligt for hende som det var ham overhovedet muligt.

[Deleted]

Efterhånden kunne det ikke blive meget mere tydeligt for Yasmya hvad han i virkeligheden mente, og hvor han ville hen. Det hele var startet i en enorm forvirring, specielt med hensyn til Camryn, og et sted så lettede det virkelig at høre at det ikke var hende som han ønskede atb han skulle ende op med. Nu hvor han selv nævnte det så kunne hun se den tydelige forskel, Camryn ville kræve hans opmærksomhed og tage ham fra børnene et sted, mens hun kun nød at se ham tumle rundt med børnene, nød at se ham nyde det på den måde og smile, han gjorde dem glade og de gjorde ham glade, noget som helt per automatik gjorde hende glad. Så mange hints og først nu forstod hu hvad de i virkeligheden var, hun var gået med den tro at de var ment på en måde af søskende kærlighed og absolut intet andet, som sagt han var en voksen mand og hunvar ikke andet end et naivt barn, hvad ville han i virkeligheden med hende? Det var det som hun ikke forstod, han kunne få en kvinde som Camryn så smuk og intilligent, men han valgte at gå af en helt anden vej? En langt mere risikabelt, for Yasmya var udemærket godt klar over hvilke følger dette ville få om Marius ville finde ud af hvad der foregik lige for næsen af ham, og hun ønskede ikek at skulle se ham forlade herregården. Jaques var ganske simpelt så ønsket hos Camryn at Marius ville flippe råddenskråt hvis han vidste at han lige netop nu sad og valgte en helt anden søster. De var nået temmelig langt, det var gengældt fra begges side, ringen havde en helt anden betydning for dem begge, så meget var der da blevet afsløret og det lettede allerede et par sten i hendes bryst bare at kende til lige præcis det. Kunne det blive til noget? Hvis de begge kæmpede for det og med hjertet i det, kunne de så virkelig ende med at stå hånd i hånd på den måde som hun i den grad ønskede at det skulle ske? Også selvom det virkelig var så yderst forbudt som noget overhovedet kunne være. Han var træt så meget kunne hun virkelig tydeligt se, og hvem kunne bebrejde ham efter alle de unger hele dagen også selvom han lod til at nyde det. Stille tvang hun ham en smule op at sidde igen, hun kun at sætte sig bag ved ham og lade ham ligge ind mod hende. De slanke fingrer strøg roligt igennem hans mørke hår, før hun lod begge hænder falde mod hans skulder og nakke. Roligt begyndte hun en blid massage, måske Camryn kunne massere tindinger, men hun have lært at finde præcis de punkter i nakken der ville spænde og give den frygtelige hovedpine. Det var et faktum at hun lå langt over ham her på stedet, hun nægtede dog at se det som sådan, han var voksen go hun avr barn og det var den fordeling der skulle være hun havde prøvet at være voksen allerede for mange år siden og hun ville ikke ligge højere, set i hendes øjne så var de på lige fod. Håbet i hendes blik var så tydeligt lige i øjeblikket som det til tider var i hendes dagdrømme når hun sad i skolen, det stærke glimt og ingen så det, end ikke hendes egen familie og det irriterede hende jo rent faktisk, det var hendes ønsker og hendes behov, men alt kom an på Camryn. NU var der ikke længere nogen vej tilbage hun var afsløret, hvilket også var hele grunden til at hun talte frit af hjerte og sind ligenu "Men jeg forstår det ikke.. Hendes hverdag skal gøres nemmere, og så regner de bare med jeg selv finder ud af det? De ser ikke en dyt, oggør de så vælger de at ignorere det" hendes tone var tydeligt fustreret, hvis bar ehun ville kunne få den støtte fra nogen, men hvem? Alle ud over hende og Jaques, lod til at ønske det samme. Hendes pegefingrer, søgte stille op og ned af hans nakke, massere punkter helt oppe under nakken, ganske blidt og forsigtigt dog koncentreret omkring det, hun ønskede at han ville slappe af omkring hende. Hans ord tfremtvang dog et smil hen over hendes babyrosa læber, så bløde og glattesom silke, visse ting havde hun da været heldig med "Mhmm... Jeg vågner hver morgen næsten skuffet over du ikke længere er der, jeg faldt i søvn i din favn" endte hun med en stille tone. Det var ærligt, flere gange når hun blev vækket var det med den enorme skuffelse, for det var jo ikke hvad hun ønskede et sted? Åh hvor ville hun ønske hun var voksen, " Det har ikke været nemt, Jaques.. Hvad skulle jeg have sagt? Hvis du havde troet at jeg rent faktisk regnede med at de gik begge veje, så har du helt og aldeles taget fejl.. Den har bundet mig til dig selv når jeg aldrig havde dig" hviskede hun stille, lod den ene hånd slippe kun for at skulle stryge over hans kind, følte de små skægstubbe mod hendes håndryg der blidt gled over, og hun nød det virkelig, selvom hun ikek anede hvad hun kunne tillade sig, så måtte hun vel bare prøve sig en smule frem? De sidste ord lod virkelig kun en varme brede sig, noget som kunne ses på den rosa farve hendes blege kinder antog. Smilet bredte sig, hun følte hejrtet slå de hårde slag mod brystet næsten af den rene glæde.. Hun var ikke alene "Og selvom det er strengt forbudt.. Så har du mit" endte hun i en blid tone, langt mere munter end det som hun havde været tidligere.

[Deleted]

Hvis han - Gud forbyde, skulle ende op med Camryn, så kunne han lige så godt bare sige sit job op, selvom han virkelig elskede det. Det udmattede ham, selvom det nu bare var noget som han måtte tage med sig, hvad end om han vile det eller ikke, så var der ikke det største at gøre ved den sag. Der fandtes virkelig ikke noget bedr end børn i tumlealderen og han nød det virkelig. Den måde han blev budt velkommen af børnene om morgenen og når han skulle få dem i seng. Han var virkelig den som stod som havde han været en onkel eller en meget stor legekammerat for dem og han nød det virkelig. Camryn var slet ikke hans type og han håbede virkelig bare, at Yasmya kunne se det bare lidt fra hans situation. Camryn ville være opmærksomhedkrævende - ligesom hun også var i øjeblikket, nu hvor han jo så havde arbejde som en undskyldning for ikke at være alt for meget sammen med hende. Han vile hellere være med børnene eller Yasmya for den sags skyld. Selvom det nu var en mulighed som normalt kun ville byde sig om aftenen, selvom det nu ikke var noget som han kunne sige alverdens til. Det måtte han virkelig bare bide i sig, selvom det jo ikke altid var helt nemt. Han trak vejret dybt og lukkede øjnene stille. Det havde i den grad været en forbandet lang dag for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Selvfølgelig var Camryn en smuk pige, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, men altså.. Det eneste som de direkte havde at snakke om, var for pokker da hendes dreng og det var noget som i sig selv, var frygtelig irriterende. Hun lå over ham, det var blot en kendsgerning som han havde valgt at se og valgt, at acceptere, selvom det i den grad ikke var enkelt altid. Han sukkede stille og tvang øjnene stille op og med blikket hvilende på hende selv. Han holdt virkelig af hende, og et sted var det jo selvfølgelig ekstremt provokerende og frustrerende, at hun slet ikke havde set de mange tegn som han havde givet hende. Han stod på hendes side i det her, selvom han vidste, at det meget hurtigt kunne koste ham job, hus og hjem, hvis det blev opdaget af Marius. Også en grund til at han virkelig samtidig havde prøvet at skulle holde det så professionelt, som det var ham overhovedet muligt, så det ikke ville ende med, at han ville blive nægtet, at skulle komme tæt på hende. Kæmpet de med det og med hjertet i det, så var han sikker på, at det nok skulle blive til noget. At han var en voksen mand, spillede virkelig ikke nogen rolle.. Han var faldet for denne unge teenager og mere var der virkelig ikke, at skulle gøre ved det. Han lod sig roligt blive sat halvvejs op i sengen og så blot til, som hun valgte, at skulle sætte sig ind bag ham. Ikke at han havde det mindste imod det på nogen som helst måde overhovedet. Han havde virkelig bare brug for, at skulle slappe af. Forsigtigt gled han ind mod Yasmyas krop og blev ellers bare liggende. Han følte for at slappe af.. Han kunne ikke gøre andet end at slappe af, når han var sammen med hende. Bare det at høre hendes glæde i stemmen og selv langt fra så afvisende. At hun masserede hans nakke og skuldre, fik ham tydeligt til at spænde, for det var virkelig noget som kunne mærkes så frygtelig tydeligt! Han klemte øjnene svagt og let sammen, selvom det nu og da, slet ikke var fordi at det var slemt, men fordi at det gjorde ondt. "Jeg tror ærlig talt, slet ikke at de ser det, Yasmya. De ser det som de ønsker at se.." sagde han stille og så behersket som muligt, selvom det i den grad ikke var enkelt. Han prøvede at falde ordentligt til ro, selvom hans krop næsten måtte ligge fuldstændig slapt ved hende. Han nød det virkelig, det kunne da enhver da se? Han trak let på smilebåndet. Han kunne virkelig ikke lade være. "Hvad tror du ikke din far tror, hvis han fandt mig sovende i din seng? Jeg må jo hen i min egen.. Du ved jo hvor du kan finde mig," påpegede han med en let drilsk stemme. Han havde jo et af de store værelser i tjenestefløjen, selvom det nu ikke altid var noget som han var glad for.. Det var for langt væk hende af, selvom der nu ikke var noget som han rigtigt kunne gøre ved det. Hendes hånd ned mod hans kind, fik ham til at sitre let. Hun var så dejlig varm, at skulle være så tæt på og følelsen var i den grad også noget så frygtelig behagelig, det var slet ikke noget som han kunne komme udenom. Han sukkede dæmpet. "Den har selv bundet mig til dig, Yasmya og aldrig har jeg fjernet den. Uanset, så ved du, at du kan snakke med mig omkring alt som skulle være på dine tanker.. alt mellem himmel og jord. Jeg forstår bare ikke, hvorfor du valgte at afvise mig på den måde. Jeg har givet dig så mange tegn og så mange hints.. Det er trist, at du har tolket dem på en anden måde, end det som de er endt," sagde han stille. Han var virkelgi ikke noget andet end direkte ærlig overfor hende, for det var virkelig ikke en sandhed som han kunne eller ville løbe det mindste fra overhovedet. At hun prøvede sig en smule frem, havde han så sandelig heller ikke det mindste imod overhovedet. Hendes hjerte var noget som han kunne både høre og fornemme slå mod hans egen skikkelse. Denne gang var det jo bare noget som han valgte, at tage som noget godt og noget positivt. Han trak let på smilebåndet. "Uanset hvor forbudt det er, så agter jeg at værne oom det og beskytte det som noget af det som er mig så frygtelig værdifuldt," sagde han stille og klart også med en ærlighed i stemmen. Han faldt kun mere og mere til ro, endte selv mere og mere slap ind mod hendes skikkelse. Han slappet virkelig af nu.

[Deleted]

Nu hvor Yasmya kendte til den fulde sandhed så ville hun slet ikke tilalde ham at ende op sammen med Camryn, måske hun ikke kunne pisse hvad der var hendes af overfor Camryn, ikke så lang tid hun havde kendskab til marius, ogselvfølgelig ville hun altid have det eftersom det var hendes far, men hun kunne i den grad vise sig fra den irriterende lillesøster side af, det ille slet ikke være hende et problem, hun kunne tage opmærksomheden om hun ville, selvom hun normalt hadede det og derfor altid direkte endte som spøgelset når hun var i nærheden, der var vel ikke så meget at gøre ved det? Det var virkelig tydeligt for yasmya at se hvor meget han elskede at være i nærheden af de børn, også selvom de kørte ham herud til hvor han var så træt at han snart ikke kunne hænge sammen og med den forfærdelige hovedpine, at de fik hinanden til at smile, børnene og ham, det fik hende selv til at smile for det var virkelig kun et syn for guder at se hvordan han tumlede rundt med nogen af dem, hun måtte dog finde det morsomt når de små piger kom hen og ville lege dukker, det kunen virkelig morer hende. Nu hvor han havde forklaret hende hans syn på Camryn så så hun en smule anderledes på det, hun var ikke han type, han ønskede ikke det samme som alle andre, der var rent faktisk en på hendes side, og hun ville kæmpe for det, at se ham glad kunne gøre hende glad, hun var virkellig til at kæmpe og arbejde for hele sagen, og det var bare det hun ønskede at skulle have frem, uanset hvad det i sidste ende måtte kræve af hende. Et sted så var det trist at de kun måtte se hinanden om aftenen efterhånden, det var så til gengæld også blevet højde punktet på hele hendes dag, når hun kunne høre hans skridt af trapen og vide at han ville komme ind til hende.. De kunne vel ses lidt mere om de ville? Hun kunne træde til og lege lidt med børnene sammen med ham, eller de kunne gå nogle turer de tider han havde fri? Bare for at være lidt selv. Allerede nu var det hende umuligt at skulle holde de mange dagdrømme væk, hun så det allerede for sig, også selvom hun var klar over det ikke ville blive så nemt som de tanker hun sad med. Billedet af Camryn var komplet ødelagt for Yasmya's del, hun havde set hende som så perfekt, smuk var hun det kunne enhver se, hun var intilligent og morsom hun fik ham jo til at smile og le som ingen anden, det skræmte hende udelukkende fordi hun ønskede at have den effekt på ham. Blidt fortsatte hun den massage af hans skuldre og nakke, hun vidste det måtte gøre ondt, men snart ville det gøre ham godt og fjerne den hovedpine han måtte sidde med, han skulle ikke have ondt. Hun var et barn og hun vidste det, ikke nok med at det måtte være forbudt og forkert, det var bare ikke realistisk han burde ikke ende sammen med et barn som hende, hun var jo så kun glad for at det var det valg han tog, de følelser ville ikke forsvinde uanset hvor meget hun prøvede at glemme, et sted så ville hun være sikker på at det ikke længere var en leg.. At alvoren var med i det, den tillid hun bar til ham var trods alt større end hun havde givet til nogen og det at afsløre noget så stort for ham var et virkelig stort skridt for hendes del, helt ubeskriveligt. Hun betragtede let hendes fingrer som de kørte over hans nakke, "De ser det som de vil se men.. Hvorfor er der ingen der besvære sig lidt med at se hvad jeg vil? Jeg bliver dømt fordi jeg er et barn" der var noget i hendes tone som afslørede den fustration, hun elskede ham men det var der ingen derforstod sig på for hun var kun et barn. Et lille smil spillede om læberne ved hans ord, hun nikkede medsigende til hans ord "Ya du har ret, han ville nok tro jeg endelig fik dig fanget" hun lo den blide perle latter, hun vidte udemærket at hun i frygtelig mange år havde forsøgt at forfører enhver fordi det havde været hvad hun var vant til, og hun var slet ikke i tvivl om hun en dag ville forsøge Jaques igen, men hun ville ikke kendes som den dumme hore tøs det skulle være noget særligt, selv den tro var hun kommet ind i takket være ham. Han boede frygtelig langt fra hendes eget værelse og hun måtte et sted hade det. Tanken om at åutte sig ind til hans favne en nat, som hun plejede at se Melody og Marius gøre det, stryge ham over brystet og føle hans fingrer gennem hendes lange blonde hår, noget som hun i forvejen nød, det ville ikek kunne blive realistisk bare sådan. Han var kold i forhold til hende, men det gjorde hende absolut intet, hans smil og hans ord varmede, og hun elskede den følelse, de var så langt fra hinanden, de var så forskellige på alle måder og det var på en underlig måde spændende. De mange hints var nogen som hun aldrig havde set, ikke på den måde "Jeg er ked af jeg ikke så dem sådan, Jaq.. Men du er voksen.. Moden.. Kærlig.. Alt det som en kvinde på din alder ville se på som den perfekte mand, hvis du sad i min situation ville du så have troet at en som dig nogensinde ville kunne falde for en naiv tøs som mig?" spurgte hun stille. For lidt holdte hun inde med masaagen strøg ham blidt over håret, hun kunne se at han slappede af og det var noget som hun virkelig måtte nyde på alle måder. Hjertet slog blidt men fast mod brystet dog langt mere positivt, nu hvor sandheden var helt fremme "Vogt godt om det.. Og jeg vil vogte godt om dit.. Rigtigt og forkert betyder ikke noget her, ikke for mig" hendes blide hviksne mod hans ører, hun var virkelig bare ærlig. af en tøs på hendes alder at være, var hun vel alligevel en smule moden på visse punkter.

[Deleted]

Jacques havde virkelig bare ønsket, at hun skulle vide og kende til det. Camryn var i den grad det som han et sted ville kunne beskrive som en snob og intet mindre, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom, selvom han jo selvfølgelig holdt af hende på den ene eller den anden måde, så var det slet ikke som det var ønsket. Han havde de tydelige og kraftige spændinger i ryg og nakke, samt skuldre. Det var da virkelig ekstremt! Han lukkede øjnene stille og slappede egentlig bare af. Han ville aldrig nogensinde havde skænket hende de ord som han havde sagt, hvis det ikke var fordi, at der var en større mening bag dem, det var der heller ikke nogen som helst tvivlv om ovehovedet. Han trak vejret dybt og slap det i et let og langtrukkent suk. Han var heldig med hans mange menneskelige træk. Lige der var han dog ekstrem glad for, at hans træk fra hans mor, var gået så stærkt igennem, selvom han gang på gang, fik at ide, at han lignede sin far, selvom han på ingen måder, kendte til manden, selvom det nu var noget som han faktisk ønsket. Han vidste, at hans far slet ikke kendte til ham, hvilket et sted gjorde ondt, men han havde valgt at acceptere det igennem de mange år. Børnene var virkelig hans liv, selvom det virkelig kørte ham ud på grænsen til ren og skær udmattelse, selvom det nu virkelig ikke var noget som han tog sig af lige nu. Pointen var vel også, at han formåede at slappe af, også selvom han vidste, at der ikke ville være længe, før han skulle på endnu en runde for at se om alle børnene måtte ligge i deres søvn. Han ønskede virkelig ikke at gå nu, selvom det virkelig ikke var noget som han måtte anse som noget andet valg. Uanset hvad, så måtte han jo trods alt også passe hans arbejde. Han lod hovedet søge let mod hendes hånd og med det stille smil på læben. Han kunne virkelig ikke gøre andet end at nyde det og det hjalp i den grad også på den mindre spændingshovedpine, som det efterlod ham mere eller mindre hver eneste dag, selvom det dog aldrig havde været noget som han klaget direkte over, så var det bare noget som han valgte, at skulle tage til sig på den ene eller den anden måde, uden at det egentlig betød det meste for hans vedkommende. Måske, at hun var et barn, selvom det dog på ingen måde, var det som gjorde ham det mindste. Følelserne var der stadig, og det var slet ikke noget som han vil kunne skjule og det var heller ikke noget som han ønskede. Nu hvor hemmelighederne var ude, så var det noget som kun måtte bringe ham selv den ekstreme lettelse. Det var slet ikke noget som han kunne komme udenom. Et sted så håbede han jo også, at han kunne ændre hendes syn på Camryn bare en smule? For hun var virkelig ikke den kvinde, som Yasmya fremstillede hende som og det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det var der heller ikke nogen som helst tvivlv om. Han lod tungespidsen fugte læberne stille og roligt. At det var forbudt, var bare noget som de begge var tvunget til at skulle bide noget så kraftigt i sig. Det måtte ikke komme frem, for han vidste udmærket godt, hvor meget han risikerede ved det her. .Det var ikke bare hans job som stod i farezonen, men også hus og hjem, hvis Marius fandt ud af det, og det var bestemt ikke noget som han vile igennem.. Ikke for sin egen skyld, men heller ikke for hendes da. "Jeg tror slet ikke din far tænker i de baner, Yasmya.. De ser jo heller ikke det som jeg vil se. Jeg er jo blot en af tjenestefolket. Ansat her på stedet til at tage sig af de mange børn i solens timer og udenfor undervisning, ikke?" Han sukkede stille. Det var jo bare rene fakta, selvom Marius havde været kendt for at være en retfærdig mand, så var det ikke altid det som man kunne have de største forventninger til ham, for han var selv en utrolig travel mand. Yasmya kunne være sammen med ham sammen med børnene, selv få lidt ansvar for hun var jo trods alt også stor nok til det nu. De skulle nok finde deres muligheder. Det var han så sandelig slet ikke det mindste i tvivl om overhovedet. "Jeg bliver dømt, fordi at jeg er en ansat," sagde han stille og ikke mindst også med den ærlige stemme. Han lod hovedet hvile ind mod hendes krop og drejede det ganske så stille og næsten forsigtigt mod hende. Hendes ord fik blot et smil frem på hans læber og med et svagt grin. "Du kæmpet virkelig.. Den må jeg jo give dig," sagde han med en klart drillende mine. Han havde fået klare instrukser om hvordan han skulle takle det hele og han ville da selv mene, at det var gået utrolig godt for hans vedkommende. Han smilede let. Han vidste, at han nok var meget af det som man ville søge efter ved en mand, selvom det nu ikke var noget som betød noget for ham. Udseendet var bestemt ikke alt for ham. Det var det som tøsen havde i sig. Hendes personlighed og han ville selv mene, at han var kommet ekstremt tæt på hende på en ekstrem god måde, også selvom han var kommet tættere på, ed det som han lige havde regnet med i begyndelsen, så var det virkelig intet som betød noget. Det hele var kommet frem også for hende, og det var det vigtigste for ham lige netop nu. Det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han smilede let. "Nu ved du hvad der var af mening bag de mange tegn og signaler, min kære.." sagde han roligt. Han mente hvert eneste ord og hun var virkelig noget af det kæreste i hans liv. Noget af det som også havde holdt ham hen på denne måde. "Jeg vil ikke se på dig som en naiv tøs, Yasmya.. Det gør jeg slet ikke." Han vendte sig let i sengen ogstadig hvilende ind til hende. Han kunne virkelig ikke lade være. Han slappet virkelig bare af lige nu. Han hævede hånden og lod den stille og roligt stryge over hendes kinder. "Jeg vil vogte over det med mit liv," afsluttede han stille og klart med en ærlighed at spore i stemmen.

[Deleted]

I Yasmyas øjne var Camryn jo helt og aldeles perfekt, ikke kun hendes udseende, hun var noget af det smukkeste hun havde set, hun var intilligent, hun fik ham til at le og smile, og så havde hun den søn som han tydeligt måtte være skudt i måden han legede med ham på, det gjorde hende direkte bange, det var sådan hun så Camryn og hun kunne ikke fordrage det, for hun var i sandhed alt det som hun ikke selv var, et sted så var hun jo der jo kun fordi man havde konstateret at ingen familie ville kunne magte at have hende, de sagde det aldrig direkte men hun overhørte skam flere samtaler end de egentlig regnede med, hvis hun var så slem hvorfor var de så ikke bare ligeglade og bare sendte hende væk? Yasmya følte tydeligt de mange knuder under hendes fingrer, hun kunne da klart forstå at han måtte bære rundt på den enorme hovedpine med de muskler, der ville en lille massage mod tindingen altså ikke hjælpe en dyt. Hun stolede så blindt på ham, hun ville ikke have troet hans ord hvis ikke, men hun var nødt til det. Nu valgte hun sig at åbne sig for ham som den absolut første mand nogensinde, det var et utroligt stort skridt og allerede der ville man vide at det fra hendes side var ægte. At føle ham læne sig ind mod hende som det, at se ham slappe af, og kunne fornemme det på ham, næsten som hun følte det hele løsne sig en smule, det var noget som hun til enhver tid ville nyde sig af. Selv Yasmya var klar over at han snart måtte forlade hende for at gå runden igen, et sted så ville hun ikke tænke det nu og tage sorgerne på forskud, det var som om en tung sten var faldet fra hendes bryst efter hemmeligheden var fremme og ikke mindst at det var gengældt, hun var ikke blevet til grins om hun egentlig havde troet i udgangspunktet, han havde langt fra skuffet hende men tværtimod sat et helt nyt spirrende håb i hende, hun håbede virkelig at det kunne blive til noget.. At de kunne kæmpe for det, for det var noget hun ønskede mere end noget som helst andet. Et stille smil prydede hendes rosa læber, hun strøg blidt hans kind som han lod ansigtet stille falde imod den, at kunne sidde og kærtegne ham som det, det glædede hende faktisk, hun var jo et barn det var ikke noget som burde være muligt, der var så mange kvinder på hans alder og med en helt anden modenhed og alligevel sad han her med hende, følelserne var der det var jo noget som var blevet bekræftet, og selvom det var mærkværdigt at sidde her med ham så var det tydeligt at se at hun måtte nyde det helt ligeså meget som det han selv gjorde. De funklende grønne øjne betragtede hans skikkelse med en helt anden glæde, selvom det var ude så var hun klar over at det ville blive hårdt for Marius måtte bestemt intet vide omkring det, det ville ende med at koste Jaques frygtelig meget og det var jo også hele grunden til at hun i starten nægtede at skulle fortælle ham noget som helst omkring de følelser som hun måtte sidde inde med. Hun lyttede nøje til hans ord, hun vidste at det skulle være en trøst, men det var det virkelig ikke, det burde ikke være sådan, hvordan kunne Marius overhovedet forsøge det at splejse dem sammen når det var tydeligt for enhver at end ikek Jaques selv ønskede det? Yasmya slap et tungt suk "Det burde ikke være sådan" påpegede hun med en stilfærdig mine. Lidt støtte ville gavne, men der var ingen omkring dem som måtte vide og det gjorde faktisk ondt. Hun vidste udemærket at hendes far var en utroligt presset mand, og det gjorde at han egentlig glemte alt omkring retfærdighed, det lignede ham ikke og det var vel også derfor hun i virkeligheden var så fustreret? Han prøvede så hårdt at han helt glemte at hun avr til stede til tider. Hånden fortsatte de blide strøg over hans kind, selvom hendes blik et sted var en smule fraværende, dette ville blive utrolig hårdt men ville de begge så kunne de. Hun var gammel nok til at hjælpe til på gården nu, gammel nok til at give ham en hjælpende hånd, så allerede der kunne de tilbringe mere tid sammen, hun holdte jo ligeså meget af børnehjemmets unger som han selv gjorde, hun var bare bedst til de helt små. Som hans blik endte mod hende, lod hun hendes eget møde hans, betragtede det. Hun kendte intet til hans forældre overhovedet, en tanke som hun måtte finde en smule trist, men hun kom virkelig ikke uden om at han var en herlig mand, den perfekte for frygtelig mange kvinder, og alligevel så stod hun her med det hele? Yasmya formåede virkelig ikke at holde den blide latter inde ved hans ord "Jeg har kæmpet utrolig længe og en dag.. Så vinder jeg" påpegede hun med en smule selvsikkerhed i tonen, hvilket var yderst sjældent, så sjældent at hun end ikke lagde mærke til når det endelig skete, hun var ganske enkelt blevet alt for usikker. Jaques var kommet frygtelig tæt på hende, han var den eneste som så denne side af hende og hun havde absolut intet imod at vise ham den. At høe ham kalde hende ved den titel, fik hende virkelig kun til at blomstre hun lyste op på en ganske anden måde, dt var tydeligt "Jeg er ked af jeg ikke så dem før" hun trak svagt på skuldrende, det vigtigste var vel at hun var klar over det nu? Hvis der var noget som han formåede så var det i den grad at sætte helt andre tanker og helt andre følelser i hende, noget som ingen anden formåede han var anderledes. Smilet blev en smule skævt ved hans ord "Er det ikke en smule naivt for en tøs på min alder, at tro at hun nogensinde ville ende op med en mand som dig?" i manges øjne så ville det lyde frygtelig naivt, noget som det jo også på sit vis gjorde i bare hendes egne ører. Hun lod ham vende sig mod hende, følte de lettere kølige hænder falde mod hendes varme lettere rosa kinder, den sitren som opstod ved de kærtegn. Hun så ham i blikket "Jaques.. Jeg er sikker på at.. Jeg elsker dig" frygtelig store ord fra hendes læber, men det var tydeligt at hun mente dem, den sikkerhed i hendes stemme som var så sjældent og ordene fik hende kun til at rødme langt mere. Han måtte bare vide.

[Deleted]

Yasmya og Jacques var i den grad helt uenig når det kom til Camryn og det kunne han tydeligt se. Den tøs havde aldrig rigtigt haft selvtillid og det var noget som så tydeligt kunne ses i øjeblikket. Det havde været ham som havde arbejdet så intenst med hende igennem det sidste lange stykke tid og siden hun var kommet, så det var jo trods alt ham som kendte hende bedst og det var i den grad også tydeligt, at hun tog det så voldsomt hårdt. Et sted hvor den tanke måtte gøre ondt, så var det ham også en lettelse, at hun var kommet så langt på det følelsesmæssige plan, at hun kunne åbne op for ham, snakke omkring det hele og så kunne de finde en løsning, for han sad i den helt samme situation som det hun måtte gøre. Det stod hun i den grad ikke alene med. Camryn var på hans egen alder, hun var moden, hun var en flot kvinde - ingen tvivl og hun var intelligent på sin måde, så var det alligevel ikke de kvalifikationer som Jacques søgte efter ved en kvinde. Udseendet havde ikke den ringeste betydning for ham, det var personligheden på indsiden. Selvom Yasmya var så ung og så lille endnu, et barn i så manges øjne, så var det vel bare ham som så en pige som snart var voksen? Som snart skulle gå sine veje. Hun var jo trods alt 14 allerede. Utrolig så hurtigt, at tiden var gået! Han var klar over, at Yasmya sikkert havde overhørt samtaler og det hele, også mellem ham selv og Camryn, og deraf vel også grunden til, at hun havde reageret som hun havde gjort? I den sitaution, så var det jo heller ikke decideret forkert, at reagere på den måde som hun gjorde det. Det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han var virkelig øm i nakken og når Yasmya endelig måtte ramme helt rigtigt med sine fingre, så stivnede han selv med en mere sammentrukket mine, for det gjorde virkelig ondt! Han bed tænderne let sammen, selv der hvor de spidse hjørnetænder måtte træde frem. Han trak vejret dybt. Bare den tanke at skulle gøre hende til grin, var slet ikke noget som på nogen måde, ville kunne falde ham ind. Virkelig ikke. Det var jo ekstreme alvorlige sager som hun gik inde med, så bare det, at hun åbnede sig for ham, var i den grad et ekstremt stort tegn på tillid og det var noget som i den grad også glædet ham. At hun stolede så meget på ham, til at skulle kunne åbne sig på det følelsesmæssige plan. Camryn ville aldrig komme så tæt på ham. Hun var slet ikke hans type. Han trak svagt på skuldrene til hendes ord. "Sådan er det jo," sagde han stille. Han betragtede hende stille. Bare tanken om selv at skulle rejse sig inden længe, gå runden for at sikre sig at alle børnene sov, det var noget som han var nødt til flere gange i løbet af en aften. Han var slet ikke fristet til det lige nu og her. Han nød virkelig det, at skulle ligge der sammen med hende på denne måde, for det var virkelig lettende og noget så afslappende. Han kunne virkelig ikke lade være med at smile til hendes ord. Han holdt virkelig så frygtelig meget af hende, og det var virkelig bare frustrerende, at han ikke kunne få lov til at vise det. Marius var forfærdelig presset lige nu, med et nyt kongehus, krigen som måtte hærge, børnene og plantagerne, samt hans plads i det indre råd - hvad så end det var, så kunne han jo blot se til med en tydeligt mere forståelse end det som han havde gjort før, for han havde virkelig forbandet meget at skulle tænke på, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. At det jo så skulle gå ud over Yasmya og ham selv for den sags skyld, var i den grad også det som måtte irritere ham mest, så var der intet at gøre ved det. Han slap et let grin. "Har du mere mod på det?" En klart drillende stemme var endt i brug, det var slet ikke noget som han ville lægge skjul på. De kunne more sig med hinanden. Det behøvede jo ikke altid, at skulle være så professionelt, når de endelig var alene. "Den dag du vinder.." Han hævede den ene hånd og prikkede hende på næsen, selv med det klare og muntre smil. Han slappet af, hans krop føles pludselig så tung, selvom det nu bare var noget som han tog som noget positivt i den anden ende. Han havde vel ikke nogen grund til at skulle tage det på nogen anderledes måde, havde han? Han satte sig roligt op ved siden af hende, rykkede sig helt hen til hendes mange puder og rystede derefter på hovedet. "Jeg vil ikke kalde det at være naiv, at håbe på, at det ville ende sådan her, Yasmya," afviste han roligt. Han trak vejret roligt og dybt, inden han roligt valgte, at skulle fortsætte sin mindre tale. "Jeg vil sige, at det er naivt at tro på, at ens drømme ikke vil gå i opfyldelse. For naiv til det realistiske.. Håb er drømme.. Det vil jeg ikke kalde, at være naiv," forklarede han roligt og med det lette smil på læben. Han havde klart ment, at skulle kalde hende ved den titel. Nu havde hun set de mange hints og de mange signaler som han havde sendt hende, selvom de havde været tydelige, så var pointen virkelig, at hun så det nu, så hun i det mindste følte sig det mere rolig sammen med ham, for det var virkelig det vigtigste for ham lige for tiden, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovdet. Hendes ord måtte virkelig bare få ham til at skulle smile. Alt andet var virkelig helt umuligt for ham på alle måder. Han lod armen roligt søge omkring hende, hvor han igen stille og roligt måtte lede hende ind i hans favn. Det var i den grad ekstreme store ord, at skull høre fra hende, det var noget som han var helt sikker på. "Ved du hvad? Den røde farve, klæder virkelig dine kinder," påpegede han med et stille smil. Han kunne virkelig ikke lade være. Han plantet et ganske så varsomt og roligt kys mod hendes pande. Måske at det var lidt tidligt, men alligevel. "Jeg elsker også dig, Yasmya.. Som mere end en gammel plejer," sagde han roligt. Han mente i den grad sine ord, og det var tydeligt, at skulle høre. At lyve for hende, ville han aldrig kunne få sig selv til! Han tog fat i dynen og puttet den roligt omkring dem begge. "Jeg tror jeg hopper over ruten for i aften, min kære.." hviskede han roligt og tæt ved hendes øre. Lidt ro havde han jo trods alt også brug for i den anden ende.

[Deleted]

Det var ganske tydeligt at hend eog Jaques måtte have to helt forskellige billeder på den unge kvinde som skulle være hendes søster, også selvom hun virkelig ikke kunne fordrage hende. Så pokkers perfekt, så smuk som ikke andet, intilligent på alle tænkelige måder, morsom, hun fik ham til at le det havde hun jo set, og det faktum at hun var en kvinde der vidste hvordan en mand skulle berøres, også det havde hun fået bevis på, og sidst men ikke mindst den søn som det var tydeligt at han virkelig måtte holde af. Deres far ønskede hende lykkelig, mens hun selv var glemt som et eller andet spøgelse, hun blev set og hørt fordi hun havde den alder som var krævet for kærlighed. Det gjorde virkelig ondt, hun ville også være lykkelig, hun ønskede ligeså meget at være som Camryn, og et sted så vidste hun udemærket at hun aldrig ville blive som det. Camryn havde været af en mere heldig opdragelse end det som man kunne sige hun havde. Mand efter mand, på de år hun havde været her, havde hun selvfølgelig ændret sig og kun til det bedre, men selvtillid var der virkelig ingen af, selv i hendes egne øjne var hun ikke andet end blot et stykke legetøj og der skulle intet til før hun følte det stik så dybt ind. Det havde ej heller været en plan på noget tidspunkt at hun skulle åbne sig for ham denne aften, for der var ingen der synes at skulle bekymre sig om det alligevel. Og tanken oma t han nu kendte til det var virkelig ikke let endnu, ej heller selvom han valgte at erkende de følelser var gengældte. Et eller andet sted så avr det eneste hun forlangte vel at man så på hende, og som andet end et barn, hun gik snart ind i de voksne rækker! Var det for meget at bede om? At dømme efter det som Jaques måtte trøste hende med, så var han slet ikke kalr over hvor mange samtaler hun overhørte og hvor mange ting hun i virkeligheden så. Som sagt så lagde man ikke mærke til hende, selv når hun var lige omkring. Hun havde jo hørt Marius snakke med Melody omkring det hele, snakke om hvor gode Camryn og Jaques ville væe sammen og suplere hinanden godt, bare det var som at borrer en kniv lige gennem hendes bankende lille hjerte. Desuden så var der mødet mellem ham og Camryn idag... Ikke kun det faktum at hun havde fået ham til at slappe af på den måde og smile, men strøget ham over brystet som var de allerede et par, og det var bestemt ikke en tanke hun måtte bryde sig om. Nu forstod han vel hendes reaktion go vrede myntet på ham? Yasmya lagde udemærket godt mærke til hans mange små træk, det stoppede hende dog ikke, han burde slappe noget mere af. At han ikke havde valgt at gøre hende til grin var en tanke som kun måtte glæde hende for det havde været hvad hun måtte frygte mest, at han ville le af hende, hun var jo kun et 'barn'. De lette fingrer nuldrede blidt om en øm muskel hun havde fundet, tanken om at han snart måtte forlade hende var en tanke Yasmya slet ikke ønskede at skulle tænke, der var mange tanker hun ikke ønskede at tænke, og et sted så sad hun med en vis usikkerhed et sted og hun formåede bare ikke at placere den. Om hendes kære far var presset eller ej, så var der ingen undskyldnign for det som han måtte gøre, set i Yasmyas øjne så var det ikke andet end en ren egosime, og hun kunne end ikke påpege et for ham. Yasmya slap en blid latter, de kunne morer sig, når først de var alene så var der i den grad intet professionelt forhold og det var noget som hun måtte elske. Et sted så blev hendes blik for en kort stund drømmene "Den dag jeg vinder bliver noget.. Helt specielt" endte hun i en stille hvisken. Alle de mænd som havde rørt hende, kysset hende og holdt hende ind til dem og uden hun var i stand til at skulle gøre modstand, gået i hende og uden nogen form for nåde, fået hende til at væmmes ved sig selv og hendes krop, konstant følte hun sig beskidt, om natten kunne hun vågne føle deres ånde mod hende, og tro at det var noget som foregik i den virkelige verden, på trods hun lå alene på sit værelse og med dynen overhovedet. Yasmya lyttede halvt om halvt til den lange tale, hendes tanker var for et kort øjeblik sat helt andre steder. Til dels så havde han ret og et andet så.. "Selv drømme kan være naive.. Specielt hvis man vælger at tro på dem" påpegede hun i en stille tone. Blidt lod hun sig pusles ned i hans favn. Hun lagde satte sig til rette tæt ind til ham og uden at tøve det mindste. Det kys mod hendes pande fik kun varmen til at brede sig, for hende var det langt fra for tidligt, hun havde ventet på det her pokkers længe, grædt, svedt og ofret blod for det, og nu lå hun her.Smilet måtte pryde hendes bløde rosa læber, for hende var det virkelig store ord men de var i den grad ærlige "Ikke sig det!" udbrød hun med en blid latter og måtte gemme ansigtet en smule mod ham for ikkke at afsløre den røde farve i de blege kinder. Hans ord fik hendes indre til at brænde og hjertet til at banke "For mig er du alt andet end en gammel plejer" hviskede hun stille, dog ærligt. Hun lod sig putte under dynen med ham "Det ville jeg ikke klage over" blikket søgte hans, hun plantede et virkelig forsigtigt kys mod hans kind, og stille hånden falde næsten tøvende mod hans mave, udelukkende fordi hun var bange for at træde forkert, hun vidste ligeså hvordan mænd skulles røres som Camryn, bare på måder som endnu ikke skulle introduceres, det krælige var hun virkelig ikke mester i, så meget kunne hun indrømme.

[Deleted]

Jacques havde i den grad sine klare holdninger og meninger til Camryn, men det gjorde dog ikke at han ikke holdt af hende, for det gjorde han virkelig. Han elskede at være omkring dem og det var jo ikke fordi at han havde noget andet valg som alle børnenes plejer. Han var den som tjekket til dem om dagen når Marius og Melody ikke havde en jordisk chance for at få det gjort, så var det ham som automatisk måtte steppe ind, ikke fordi at han havde noget imod det for han forgudet dem virkelig. At så Yasmya ikke brød sig om det, var jo noget som han tydeligt havde fundet ud af, selvom det havde været tydeligt, at hun ikke havde ønsket, at det skulle komme frem på den måde som det nu var kommet. Ganske så roligt og blidt trykkede han Yasmya ind i sin egen favn, nu hvor hun alligevel måtte sidde så perfekt til det. Han ville altid være der for hende, det var virkelig bare denne måde, at de måtte gøre det hele på, selvom det virkelig måtte være forbandet svært. Hvor meget hun havde overhørt mellem Melody og Marius havde han ikke nogen anelse om, han vidste bare hvordan han selv så på det hele også selvom det virkelig ikke var noget som han ville kommentere lige nu. For ikke at glemme det bal som Camryn snakket med ham om tidligere i dag, da han udmærket godt vidste, at hun ville have ham til at ledsage hende hele den aften. Der skete virkelig for meget for tiden til at han kunen følge med og det i sig selv, var heller ikke noget som han direkte måtte bryde sig om lige for tiden. han vedte blikket stille mod hende og med det stille smil på læben. Han ønskede virkelig ikke at skulle se hende mere trist eller afvisende lige nu og det glædet ham virkelig bare, at det var den mere velkendte side af hende, som han måtte se. Hendes følelser var gengældt på alle måder, som man kunne tænke sig frem til. For ham havde det bestemt ikke bare været en leg og nu hvor han havde fået forklaret hende de mange tegn og hentydninger som han havde givet hende, så var det også noget som måtte virke som en trøst et sted vel? Lige nu ønskede han virkelig bare, at hun ville slå sig til tåls med omstændighederne, selvom det virkelig var svært nok i sig selv. Også for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Så længe som hun selv havde prævet at forføre ham, selvom han udmærket godt vidste, at det havde været fordi at det var det som hun have været vant til. Et sted så var det en tanke som han måtte finde direkte skræmmende. Af alt det som var sket i dag, så forstod han udmærket at hun havde afvist ham, men han ønskede hellere at snakke om det end alt det andet. Han grinte let ved hendes ord. "Hvis du nogensinde vinder, skal du huske.. Du har virkelig prøvet og det har jo ikke hjulpet dig endnu," påpegede han med en tydelig drilsk mine. De skulle nok finde ud af det, det var han slet ikke i tvivl om, selvom det virkelig var forbandet svært under disse omstændigheder. Han vidste jo godt hvad han ville miste hvis det skulle ende med at gå helt galt, og det var faktisk noget som han måtte frygte i den anden ende, det var der ingen tvivl om. Han trak vejret dybt og slap det i et yderst svagt, men langtrukkende suk. Hvorfor skulle det hele være så ekstremt problematisk? Det gav da ingen mening for ham! "Men den dag du vinder.. Ja, det vil blive noget ganske særligt," medstemte han med et stille og roligt smil. Han kunne virkelig ikke lade være med at smile ved den tanke alene. Han rystede stille på hovedet til hendes ord. Lige der var han heller ikke enig med hende.. Ikke helt. "Man skal selvfølgelig være realist, men drømme behøver da ikke være så urealistiske, at man ikke kan tro på dem.. Det er ikke naivt, Yasmya," påpegede han roligt. Ja, til tider så kunne aldersforskellen virkelig føles, men det var bestemt ikke noget som gjorde ham det mindste på nogen måde. At hun måtte gemme ansigtet ind mod ham, fik ham virkelig bare til at grine. Han elskede virkelig hendes personlighed! "Hvorfor må jeg dog ikke sige det? Det er jo bare en ren sandhed," påpegede han med en tydelig munter tone, som han bare ikke ville skjule for hende. Han lagde sig selv til rette ved hendes side, med den ene arm hvilende omkring hende og med hende hvilende i hans favn. Han trak vejret dybt. At hun lod hånden søge stille mod hans mave, fik ham virkelig bare til at smile. Det var slet ikke noget som han havde det mindste imod overhovedet. Han lod den hånd som hvilede om hende, roligt vandre ned til hendes hofte som han strøg roligt og stille med en let bevægelse. Han kunne selv ikke lade være. Ikke nu hvor han måtte stå så tæt på hende, som det han måtte gøre lige for øjeblikket. Han elskede det virkelig. Bare det, at han havde fået muligheden til det var virkelig det bedste. "Det regnede jeg så sandelig heller ikke med.. Dsuden.. så er der en ting som jeg har tænkt over her til aften," indskød han roligt. Nej, det var ikke noget som man skulle tage som noget negativt på nogen måde! Det skulle man virkelig ikke! Lige til aften, havde hun jo så allerede vist ham, at det var noget som kunne gå hen og faktisk også ende med at blive realistisk, så det var ikke noget som man skulle tage fejl af. "En meget god ting.. for os to," endte han roligt og med et bredt smil.

[Deleted]

Yasmya kunne virkelig ikke fordrage den tanke at han måtte være så forbandet tæt på Camryn, bare tanken om at hun var hans veninde generede hende, når hun vidste at så mange ønskede at det ville være så meget mere. Det gav hende kvalme, tanken om hvordan Camryn kærtegnede ham og fik ham til at smile på en måde som hun aldrig før selv havde formået, det gjorde hende bange et sted, og kun fordi hun vidste at hun var så forbandet ung, Camryn havde realistisk set de store chancer mens hun altid selv blev set over hovedet. Efterhånden kunne man vel roligt sige at Jaques var kommet langt tættere på hende end hendes egne forældre efterhånden, de havde så meget at se til og ligenu ville hun mest af alt undgå dem, han var den som tilbragte tiden med hende, gaqv hende oplevelser og han havde været hende plejer i så mange år nu, hun kunne ærligt ikke bare give slip på ham sådan uden videre. At hun så havde båret på de mange hemmeligheder i frygtelig mange år nu var noget som hun ikke var i stand til at glemme, hun havde ikke ønsket at han skulle vide det udelukkende fordi hun følte sig så ganske naiv, hun avr for stolt til at lade ham vide om hendes jalousi til hendes egen søster der var i stand til at komme så tæt på ham. At Camryn planlagde det bal var slet ikke noget som Yasmya havde kendskab til, en af de få ting hun ikke havde om ikke andet, et sted noget som til dels var en fordel for hun vidtejo udemærket hvad det ville fører til. Roligt lod hun sig trykke ind i hans halvkølige favn, puttede sig blidt ind og udelukkende fordi det skabte en tryghed. Yasmya var et sted blødt langt mere op, også selvom hun følte en eller anden mur der gjorde at det var svært for hende at skulle tale om, et sted så ville hun altid frygte Camryn den følelse ville vel aldrig rigtig forsvinde? Hendes hjerte hamrede fast mod brystet, hun følte de mange slag og nød næsten godt af dem, hun vidste at han kunne lytte til dem og kun vide at hun måtte nyde som de måtte ligge nu, så tæt ind til ham, og med den røde farve i kinderne, det var virkelig virkelig.. Underligt, hun forstod endnu ikke rigtig hvad der skete, at de følelser var fremme og ikke mindst gengældte. Yasmya lod den blide perlelatter slippe roligt gennem hendes læber "En dag vinder jeg.. Du kan ikke modstå det til evig tid" påpegede hun med en let hvisken og en selvsikker stemme, lige der var hun ganske sikker, hun kunne sit kram, det var noget som havde været normalt for hende mere eller mindre hele barndommen, også selvom hun vidste at hun var alt for ung. Ganske forsigtigt strøg den varme hånd hen over hans maveregion som hun trykkede sig helt ind til ham, og med en tilfreds mine. Smilet var dæmpet, blevet langt mere varmt og næsten kærligt, lidt drømmende et sted? HUn så stille ned "Jeg glæder mig" konkluderede hun med en forsigtig tone. Det var ikke meningen hun ville ligge op tl noget som helst, det ville være alt for problematisk ligenu, men hun glædede sig. Mand efter mand der havde rørt hende, brugt hende udelukkende for egen tilfredsstillelse, hun glædede sig et sted til rent faktisk at være tæt på en mand som hun måtte elske, at være så tæt og det ville være specielt, det var vel enhver ung piges drøm? Men igen det var en drøm, og hun havde altid været tvunget til at se realistisk på verden, drømme var drømme og de hørte til i søvnen ikke andre steder, det var ikke virkelighed og det ville det aldrig blie uanset hvor meget man kunne knuge om det håb. Igen måtte hun slippe om den latter og skjule sig mod hans krop igen fordi den røde favre igen måtte træde til "Fordi det gør det hele værre" udbrød hun med en flask fustreret tone der kun endte i en munter latter. Han fik hende til at smile også selvom hun til tider kunne være så despressiv at end ikke Marius kunne nå idn til hende på nogen måde. Hans blide kærtegn lod det sitre let under huden, allerede nu følte hun den tydelige forskel fra blot aftenen før, måden han holdte hende ind til sig på, strøg hende og talte til hende, som muren for alvor var ved at brydes, alt der manglede var at hun turde give sig hen til ham udelukkende af den frygt at Camryn før eller siden ville komme til.Det kraftige blik søgte mod ham med en enorm nysgerrighed "Hvad?" spurgte hun stille, det var jo ligefør hun næsten kunne høre hjernen knage når han tænkte. Ved hans ord måtte hjertet kun banke hurtigere og næsten en lille forventning stige op, smilet bredte sig rolig "Det er godt for os to bare det at du er her" mumlede hun stille. Hun nød virkelig hans selvskab og tanken om at han måtte holde hende så tæt.